"Find ham en underviser."

Det var en ordre Ilyrion ikke kunne eller ville sætte sig imod, men det gjorde ikke arbejdet ligefrem nemmere, ikke som Ilyrion havde set Fareed langsomt tage sig af sin nyeste besættelse, en underlig en af slagsen, men hvem var Ilyrion til at stille spørgsmål til det?
For en ting var Fareed der var et andet sted mentalt, en anden ting var at det nu stod til Ilyrion at overgive informationen til Arun, som altid var så omklamrende på sin far. Ilyrion havde overhørt postyret i slangehaven, og havde bekræftet at det var gået galt, selvom de begge virkede i bedre humør nu, men alligevel måtte han træde forsigtigt.

Det var stadig tidlig eftermiddag, som han begyndte jagten på Arun, ikke at det tog ham lang tid. Den kære dreng havde altid været forudsigelig, og som han kom ud på den store tagterrasse, kunne han se den nydelige skikkelse af en vis Arun af Kazimi.
Tagterassen gav massere af skygge men også en smuk udsigt udover byen trods alt. Der stod planter der blev plejet, sammen med en masse steder at sidde. Slaverne var aldrig alt for langt væk heller

Til trods for the varme vejr, havde Ilyrion dækket sig helt til. Luftige klæder, men som altid var han dækket fra top til tå, i nydelige silkeklæder, bedre klædt end de fleste andre tjenere. Der var et let smil på hans læber, som om at han var i sandhed glad for at se Arun, selvom Arun nok ville vide bedre. Det var bare det samme smil han altid havde på sine læber. "Unge herre," sagde Ilyrion, som hans skridt bar ham over mod Arun. "Jeg håber jeg ikke forstyrrer Dem."

Skyerne hang over Arun som hvide penselstrøg på en endeløs blå himmel. Solen lunede hans gyldne hud og fangede det sorte, bølgede hår, så mørkeblå strejf viste sig mellem lokkerne, hver gang han bevægede hovedet.

Udover palæets frodige haver var tagterrassen et af Aruns absolutte yndlingssteder at opholde sig. Herfra kunne man se ud over store dele af byen; de flade tage, kupler og smalle gader, der flimrede let i eftermiddagsvarmen. Langt dernede bevægede folk sig omkring som små myrer, fuldstændig uvidende om de ametystfarvede øjne, der kunne følge dem fra palæets højder. De var ganske vist alt for langt væk til, at Arun kunne danne nogen egentlig forbindelse til dem, men udsigten var smuk, og heroppe nåede en sval brise frem, som sjældent fandt vej ned mellem byens mure.
Langs terrassens lave mure var der bygget brede siddepladser, dækket af tæpper i farverige zigzagmønstre og puder i blød silke. En smal pergola strakte sig hen over den ene side, næsten skjult under slyngplanter, hvis grønne ranker hang ned mellem søjlerne og kastede et levende mønster af sol og skygge over fliserne. Store krukker med blomstrende planter stod spredt mellem siddepladserne, omhyggeligt passet, så selv palæets tag kunne fremstå frodigt.

Midt på terrassen lå et lavt bassin, akkurat dybt nok til at man kunne sætte sig på kanten og lade fødderne synke ned i det kølige vand. Omkring det lå små glaserede fliser i sirligt anlagte mosaikker, hvis blå, turkise og gyldne nuancer glimtede under vandoverfladen.

Det var netop dér, Arun havde slået sig ned. De bare fødder bevægede sig dovent gennem vandet, mens han tog et par lange hiv af sin hookah og lod røgen sive ud mellem læberne i små ringe. Den efterlod en sødlig duft i luften, der blandede sig med blomsterne og den tørre varme.
Den lille hvide slange lå snoet sammen på hans lår. Aruns fingerspidser fulgte dovent de fine, perlemorsagtige skæl og betragtede, hvordan de changerede med en sart lyserød glød, når sollyset ramte dem helt rigtigt.

Unge herre.

Man blev døsig af at sidde så længe i varmen, og det var med samme dovenskab, Aruns blik fandt Ilyrion, da tjeneren trådte nærmere. Et lavt pfuu lød mellem hans læber, da endnu en sky af sød røg blev pustet ud, men smilet voksede straks ved synet af den velkendte skikkelse "Illi," hilste han med en blød opstemthed i stemmen, og lænede sig tilbage for bedre at kunne se ham. Med en hånd viftede han noget af røgen væk mellem dem. "Nej da. Aldrig."

De ametystfarvede øjne gled undersøgende ned over Ilyrion. "Du er jo klædt fra top til tå. Har du det ikke varmt?" Arun selv lignede ikke ligefrem én, der havde gjort noget forsøg på at skærme sig fra varmen. Den lette kåbe var kun løst bundet omkring livet, ærmerne lange og vide nok til, at vinden kunne snige sig ind under silken, mens brystkassen stod bar. De bløde bukser var rullet op til knæene, så stoffet ikke nåede vandet, hver gang hans fødder dovent brød den blanke overflade.