Omtrent en uge efter årets månehøstfestival, drog et bud et smut forbi væbnerne, for at aflevere et forseglet brev adresseret til en ung Hr. Theodore Ljungberg. Vagten, der var ansat til at lukke væbnerne ind og ud og holde andre på afstand, tilbød at tage imod brevet, men buddet afviste, for han havde fået besked på at udlevere det direkte til modtageren. Han blev derfor peget i retning af staldene, og fik at vide, at Theodore var ham den lille derovre med det rødblonde hår.

Brevet der blev leveret, var af fint gyldent pergament. Brevet var forseglet med flaskegrøn voks og et tryk af en lyre i kløerne på en større fugl, som for den lærde måske kunne genkende som en føniksfugl. Inde bag forseglingen gemte sig et lille ark pergament med en meget yndigt snirklet håndskrift af mørkegrønt blæk. Men hvor yndigt skriften end var, var bogstaverne ganske små og sammenhængende.

Theodore Ljungberg



Da jeg ved at du har læsevanskeligheder, vil jeg forsøge at holde mig kortfattet, selvom det falder mig en smule uvant. Den seneste uge, har jeg diskuteret en del med mig selv, hvorvidt jeg skulle opsøge dig igen, eller helt undlade. En optimistisk del af mig havde nok håbet på, at du ville dukke op på klinikken med et udbrud af høallergi, som du havde forvarslet. Men en uge er nu gået, og jeg er blevet bekymret. Det er netop årsagen til at jeg nu skriver dette brev til dig, som jeg håber, vil lindre på hvad end sorg du sidder tilbage med.



Uanset hvorvidt du tror, at du mange ting forstår, så kan du ikke forstå det der for mig er ret åbenlyst. Jeg var simpelthen nødt til at forlade dig. Men stadigvæk, så angrer jeg den måde hvorpå jeg tog afsked mig dig på, især taget i betragtning af, at jeg aftenen forinden sagde til dig, at jeg ikke ville gøre dig fortræd. Og at tage af sted i en sådan hast, er jo netop at gøre dig fortræd. Om end jeg ikke fysisk har gjort skade, er jeg plaget af de følelser jeg så i dine øjne. Jeg indser, at jeg har fejlet i at handle under lysets forskrifter. Og sådan behandler man ikke sin fjerne fætter fra norden.



Jeg er ked af, at jeg ikke var den ven du troede. Forhåbentligt vælger du dine næste venner med mere omhu.



Selmy Kiefer

Hjemme i Kieferhuset, stod gitterporten ind til den store fælles gårdhave, der tilhørte Kieferfamilien og Marcelfamilien, åben. Selmys far, Salem, var udenfor i det gode vejr, godt i gang med at beskære nogle medicinske planter, for at vedligeholde dem, samtidigt med, at han indsamlede et godt bundt blomster, der skulle tørres og hænges op i klinikken senere.

Henne ved hoveddøren ind til huset, lå familiens brune tæve og solede sig på en lysplet, der lige akkurat ramte dørmåtten. Hun strakte sig dovent og sov videre. Hendes job var at alarmere, hvis der skulle komme gæster eller ubudne tyve. Men med alderen, var det ikke sikkert, at hun overhoved hørte så godt længere.

Brevet blev stukket i hånden på Theodore, der forvirret spejdede efter budbringeren, før blikket vendte tilbage til det fine brev. Hans navn stod skrevet på forsiden, formodede han i hvert fald, pænt og nydeligt i den snirklede skrift. Han vendte det om. Det lignede ikke noget fra hans familie, og desuden blev den slags breve altid leveret under morgenmaden. Voksseglet mindede om den samme grønne farve som Theodores kompas, bemærkede han. Han kiggede nærmere. Et instrument og en fugl. Han rynkede brynene og løftede blikket mod loftsbjælkerne, der var fyldt med spindelvæv, mens han forsøgte at huske, om han havde set mærket før. Han viftede let med brevet og overvejede, om han skulle åbne det nu, men han måtte hellere vente til efter arbejdet.

~

Theodore sad på sengen og havde gennemgået brevet flere gange.

Det var fra Selmy. Dét havde han trods alt kunnet læse sig frem til. Han kunne sammenligne skriften med den lille note, han havde fået med fra Kieferhuset, men desværre var det en del sværere at tyde, hvad Selmy egentlig prøvede at sige i brevet. Bogstaverne var forfærdeligt små og dansede næsten lige så meget for øjnene af ham som dem i de hellige skrifter.
"Har han fået en mus til at skrive det her for ham eller hvad..." mumlede han og gned næseryggen med en grimasse.

De blå øjne gled koncentreret hen over skriften igen. Enkelte ord kunne han få fat i. Uge. Noget med klinikken. Bekymret. Forlade dig. Men hver gang han forsøgte at samle dem med resten, gled betydningen fra hinanden igen. Hele starten skøjtede han hen over med kun enkelte genkendelige ord at holde fast i. Hvorfor skulle Selmy også skrive så pokkers fint?
Han overvejede, om han skulle finde nogen, der kunne læse det for ham, men han følte alligevel, at hvad end der stod i det, var for privat til at dele med andre. Så i stedet prøvede han at anstrenge sig mere.

Det, han faktisk kunne tyde bedst, var den sidste del. Hvilket blot fik ham til at rynke panden bekymret og sidde tilbage endnu mere forvirret.

Jeg er ked af, at jeg ikke var den ven du troede. Dine næste venner med mere omhu.

"Hvad snakker han om?" Måske var det bedre at høre det direkte fra ham. Omhyggeligt foldede Theodore brevet sammen og puttede det i lommen. Selmy havde nogenlunde peget ud, hvor han boede. Tæt på klinikken og alt dét. Hvor svært kunne det være at finde?

Selvom efterårssolen strålede over byen, bed luften stadig køligt i Theodores kinder, hvorfor han også havde en hjemmestrikket sweater i orangebrune farver på under væbnerkappen. Bukserne var af mørkvævet hør og en del mere slidte end dem, han havde haft på til Månehøstfestivalen.
Nu burde han snart være der. Klinikkens tag kunne han se fra, hvor han stod. Theodore forsøgte at orientere sig og opdagede så en lille kærre med blomster til salg. Det var egentlig uhøfligt at komme tomhændet hjem til nogen første gang. Dét havde hans mor lært ham. 

Måske nogle blomster til Fru Kiefer ville gøre hende glad?

Han valgte en lille buket i pæne lyserøde farver. Damen i boden fortalte ham, hvad de hed; sankthansurt, asters og høstanemone, vist nok. Theodore syntes bare, de så pæne ud.

Efter at have spurgt sig omkring fandt han endelig Selmys hus. Han standsede. Ville Selmy overhovedet se ham?
Det virkede temmelig meget som et afskedsbrev, ud fra hvad Theodore kunne læse sig frem til. Men... han kunne ikke bare gå rundt og ikke ane, hvad brevet sagde. Så om han så skulle tvinge Selmy til at læse det op for ham, ville han gøre dét.
Theodore fik øje på Salem et stykke længere inde i haven. Han virkede i fint humør, som han stod der for sig selv og hyggede om sine planter. Skulle Theodore bare gå ind dér? Porten var trods alt åben.
Så han trådte ind. Theodore tøvede sjældent.

"Goddag, Hr. Kiefer," hilste han med buketten sænket foran sig.

Salem havde slet ikke set, at nogen var dukket op fra gitterporten. Han genkendte heller ikke Theodores stemme, skønt han faktisk havde talt med ham engang. Hunden Simone var også overrasket over, at der pludselig stod en fremmed ude i gården, som hun aldrig havde set før. Hun kom småbjæffende imod Theodore med halen strittende. Hun cirkulerede rundt om Theodore, for at gøre opmærksom på ham. Salem vendte sig overrasket rundt og så op fra sit arbejde. Hans blik var roligt og på ingen måder uvenligt, kun forundret over det uventede besøg, og det faktum, at han kom med blomster. Han knipsede med fingrene, og hentede Simone til sig uden besvær.

”Goddag?” Han nikkede til ham og så ham an. Væbnerkappen så nu genkendelig ud, og nu syntes han jo nok, at han kunne huske ham. ”Var det ikke Dem på klinikken, da min dreng slog sig?” Forhåbentligt var det ikke en bejler til hans datter. Salem tog handskerne af og kiggede mod det høje, gamle, men velholdte bindingsværkshus, hvor smukke grønne slyngplanter og blomster voksede op langs murene og rundt om hvert et vindue. Den grøntmalede hoveddøre stod åbent, så der kunne komme frisk luft ind. Indenfor kunne man ane nogle trapper op til en varmt indrettet stue med polstrede møbler, tæpper og selvfølgelig et væld af blomster og plantearter, som næsten overgik det lille orangeri og højbedene i gårdhaven. Salem kiggede efter Selmy ved indgangen af hjemmet, men Selmy vidste åbenbart ikke, at han fik gæster i dag. Hans skikkelse var heller ikke at finde ved et ad vinduerne.

”Jeg tror Selmy er ovenpå sit værelse.” Salem var ikke helt sikker. Selmy havde så mange gøremål, hvor alt for få af dem, havde noget med klinikken eller hans fremtid at gøre, mente han nu nok. ”De er velkommen til at træde indenfor og finde ham. Eller foretrækker De at jeg kalder ham for Dem?”

Heldigvis skulle Theodore ikke gøre alt for meget for at gøre sig bemærket. Salem både hørte og så ham rimelig hurtigt. Selmys far virkede mindre autoritær og lægeagtig her blandt alle urterne og blomsterne, og Theodores blik gled et øjeblik hen over murværket, hvor planterne krammede sig ind mellem stenene som et tykt tæppe af grønt. Aye, sikke et hyggeligt hus. Og meget, meget Selmy.

Tanken blev hurtigt afbrudt af den gamle hund, der nu cirklede omkring Theodore, som om den havde opdaget ham, før Salem gjorde. Et lavmælt fnis slap ud af ham mens han fulgte den med blikket, og smilet blev større. Havde Salem ikke kaldt den til sig, kunne Theodore sagtens have fundet på at sætte sig på hug og klappe den.

Han var også lige ved bare at sige goddag igen til Salem, men ændrede retning i sidste øjeblik, da spørgsmålet kom.
"Oh. Joh. Det var mig." Eller slog Deres søn ud, nærmere. Theodore fik krøllet et venligt, om end en anelse charmerende, smil om læberne og knugede lidt fastere om buketten. Ligesom Salem lod Theodore blikket søge mod vinduerne og den åbne dør for at se, om han kunne få øje på Selmy. Det varede dog ikke længe, før opmærksomheden vendte tilbage til det lyse, ældre ansigt.
"Øhm. Jeg kan sagtens bare finde ham selv, hvis De er okay med det, Hr. Kiefer." Han blev stående et øjeblik, før det slog ham, at han egentlig aldrig havde præsenteret sig ordentligt. Theodore trådte derfor et skridt frem og rakte hånden frem mod Salem. "Jeg hedder Theodore Ljungberg, i øvrigt. Page af Lyset." Han sendte Salem et selvsikkert smil, inden blikket gled ned mod buketten i hans anden hånd. "Og..." Han løftede blomsterne lidt. "Til Deres kone." Buketten blev rakt mere synligt frem mellem dem. "Jeg ville ikke komme tomhændet, så..."

Salem trykkede den unge drengs hånd. Han var i den grad høflig, men det var tydeligt at høre på drengen, at han ikke var fra de samme kredse. Det betød heldigvis ikke, at han ikke var mere end velkommen. Det var ikke så tit de fik gæster. Salem smilte lidt, måske. Det var svært at se på hans alvorlige og alt for trætte ansigt.

Han gav et bekræftende nik til, at det var okay for ham at træde ind i huset selv. ”Hyggeligt at møde Dem igen, Ljungberg,” Salem gav et fast, men ikke alt for hårdt håndtryk. Det var sådan et håndtryk, hvor man ikke var i tvivl om, at han var familiens overhoved, og doktor, og var vant til at hilse på mange mennesker i løbet af en dag. Han trak hånden tilbage og så nu ned på blomsterbuketten, endnu engang forundret, især fordi der var blevet tænkt på hans hustru. ”Det vil min kære hustru sætte pris på. Må hendes lys tilsmile Dem.” Takkede han og tog imod buketten. Det var svært at se på ham, at han var bevæget af den uventede gestus, også selvom buketten var så lille til sammenligning med de blomsterdekorationer, der i forvejen prydede i deres hjem, men der var et lille skift i hans stemme til sidst. Han rømmede sig. ”Jeg sørger for at bringe dem til hende.” Han forlod havearbejdet og gik nu i retning af huset, for at tage blomsterne og Theodore med indenfor. Hunden Simone luntede afsted efter dem.

Lige ved indgangen af hjemmet var der et gangareal, hvor man enten kunne fortsætte ned i en rummelig kartoffelkælder, hvor madlageret var fyldt med sække med blandt andet mel, kartofler, gulerødder. På hylderne var der enkelte flasker med rødvin og brændevin, glasbeholdere med hjemmesyltede grøntsager, fermenterede grøntsager og alskens søde marmelader. I loftet hang der hvidløg og forskellige tørrede pølser.

Et par trappetrin op, og man kom til stuen, som kunne ses meget tydeligere nu. Selve bygningen var gammel, og derfor var stuen ikke så stor. Bærende bjælker og halvvægge og niveauforskelle opdelte hele etagen i forskellige kroge i hjemmet, hvor der var et spiseareal med et pænt dækket bord med service til fire personer. Et andet sted var der en pejs med behagelige smukt dekorerede møbler, hvor Ceelias broderiprojekt lå og ventede på sofamøblet, en bog lå på en af de andre, lidt mageligere stole. Der var indbyggede reoler proppet med gamle bøger. Der var et instrumenthjørne med en stor gylden pedalharpe, en mørkerød violin og en klarinet. Fra vinduerne blev der kastet behageligt, naturligt eftermiddagslys ind. På væggene hang der religiøse symboler, masser af blomsterkranse, der skulle fremme det gode helbred og frugtbarhed. Kranse, der skulle fordrive ondskab. Vævede tæpper med mønstre af nordisk oprindelse. På væggene hang der store som små malerier af blomster, men også familieportrætter, nye som gamle. Det nyeste portrætmaleri var det der hang ved trappeindgangen, malet og underskrevet af Sidonius Kiefer. En yngre Salem og hans hustru stod i den selv samme stue med de selv samme møbler med en ung og frisk blond kvinde ved sin side samt to lyshårede børn, der stod pænt og tålmodigt, mens de blev malet. Selmy havde været mere blød og rundkindet dengang, hvor han med alderen var blevet tyndere og mere markeret.

Blomsterne, tørrede som friske, fik hele boligen til at dufte meget kraftigt. Men der duftede også af kamillete, som om nogen netop havde været forbi trappen op med en kop.

Salem drejede af ude i køkkenet, hvor han gav sig til at lede efter en vase, hvis der dog var nogle tilbage.

"I lige måde," svarede han og greb hånden. Heldigvis for Theodore bar han ingen ringe på fingrene, for så havde Salems solide håndtryk nok gjort en smule ondt. Smilet blev dog hængende om læberne, mens han betragtede manden foran sig og flygtigt skævede til blomsterne igen.
Der var et eller andet ved Salems reaktion, der fik hjertet til at slå lidt benovet. Theodore lagde godt mærke til det lille skift i stemmen, og hvordan han nærmest forsøgte at rømme det væk igen. "Mhm." Han nikkede og kløede sig en smule forlegent på armen. "Såh... jeg håber, hun bliver glad for dem."

Theodore fulgte roligt efter Salem. På vej indenfor sendte han dog hurtigt hunden et skævt smil og bøjede sig ned for at klø den bag øret, mens de fortsatte. "Heh, god hund," hviskede han til den, og nussede den lidt mere. Blikket gled op mod hvidløgene, der hang over hovedet på ham, og mindede ham om klinikken med alle dens urter og lignende bundter hængende fra loftet.
Da de kom længere ind i huset, sænkede Theodore uvilkårligt farten en smule.

Stuen var virkelig hjemlig. Han foldede hænderne bag ryggen og tillod sig at kigge lidt nærmere på tingene, selvfølgelig uden at snage. Størrelsen mindede ham faktisk en smule om hans eget hjem i Medanien, selvom inventaret var anderledes. Måske bortset fra de vævede tæpper, der godt kunne ligne noget af det samme, de selv udsmykkede møblerne med derhjemme.
Ellers var der planter og blomster stort set overalt, bøger proppet ind på hylderne og instrumenter samlet i deres eget hjørne. Theodore lod blikket hænge et øjeblik ved den store gyldne harpe, inden det gled videre over væggene.
Der var også langt flere religiøse symboler, end Theodore var vant til at se i et almindeligt hjem. Nogle genkendte han, andre gjorde han ikke, og blomsterkransene kunne lige så godt have været pynt, hvis ikke de hang så omhyggeligt placeret mellem dem. Han kom til at tænke på Selmy under festivalen. Vi drikker ikke. Vi fråser ikke. Vi bander ikke. Og alt det med det rene lys, der ikke måtte tilsmudses.

Nåh. Theodore vippede hovedet en anelse. Det gav pludselig lidt mere mening, hvorfor Selmy var... ja, Selmy. Ikke at Theodore selv helt forstod det. Hans far var trods alt ridder for Lyset, og guderne havde altid været en naturlig del af tilværelsen, men hjemme hos familien Ljungberg havde ingen hængt en krans op for at sørge for, at han ikke bandede. Den havde i så fald heller ikke virket. Mundvigen trak svagt op, og blikket fortsatte videre, indtil noget andet fangede hans opmærksomhed.
Familieportrættet, antog han. Han trådte nærmere.
"Jeg kan godt lide Deres hjem," sagde han lidt højere uden at tage blikket fra maleriet i håb om, at Hr. Kiefer stadig kunne høre ham, selvom han var forsvundet ud i køkkenet. En køn familie, tænkte Theodore og lod blikket bevæge sig mellem ansigterne. Den yngre udgave af Salem var ikke svær at genkende, og ved siden af ham stod en smuk blond kvinde, som Theodore antog måtte være Fru Kiefer. Han så på hende et øjeblik længere. Tanken om hendes tilstand nu... Han håbede virkelig, at det ikke var alt for slemt.

Derefter fandt han børnene. Den lille rundkindede dreng måtte vel være Selmy.
"Wow, han har i hvert fald ændret sig," mumlede Theodore for sig selv med et beundrende smil, inden han kastede et blik over skulderen efter Salem. Han var vist stadig i gang ude i køkkenet.

Skulle han sige noget? Salem havde jo sagt, at han bare kunne gå op og finde Selmy. Så efter et kort skuldertræk fortsatte Theodore længere ind i huset for at lede efter hans værelse. Han måtte vel være der. Hvis han altså overhovedet var hjemme. Det håbede han... det ville blive ret akavet at sidde på Selmys seng, og vente på ham dér. 
Gulvbrædderne knirkede let under hans skridt, og den naturagtige, søde duft af blomster var så kraftig herinde, at Theodore pludselig forstod, hvorfor Selmy altid havde den der lidt blomstrede, urteagtige duft omkring sig. Det var jo nærmest umuligt at undgå.

"Selmy?" småsang han nærmest, mens han kaldte lavmælt efter ham. Selvom Salem havde lukket Theodore ind i deres hjem, føltes det alligevel en smule forkert bare at gå rundt alene i huset.
Det stoppede ham dog ikke.