Det havde været godt to uger siden sidst, da Fareed endelig sendte bud efter Ares. Han havde lidt håbet at vilddyrstæmmeren selv ville have mødt op for endnu en tur, og det irriterede ham faktisk en smule at Ares ikke engang kunne være ærlig omkring det.
Men Fareed havde trængt, og da han konkluderede at selv nye slaver ikke fik kløet ham det helt rigtige sted, så sendte han et par vagter afsted for at hente ham, med strenge ordre om at han skulle direkte i badet når han kom her, og iklædes de klæder han havde forberedt. Klæderne var smukke. Tætsiddende nok til at man burde kunne se hans former, men løse nok at arrene ikke burde være synlige. Der var nem adgang til de nedre dele, men de var trods alt skjult, så man kunne gå rundt i dem. Og så selvfølgelig et smukt slør til at skjule alt fra næsen og ned. Fareed var sikker på at det ville være et smukt syn.

Fareed havde sat sig til rette i den selvsamme sal som de havde været i anden gang de havde set, hvor han bare skulle tjekke noget. Den var ikke for langt fra hans gemakker, skulle han ønske at de flyttede sig dertil, og der var ingen grund til at der var for mange øjne på dem. Uheldigvis for Ares, så var Fareed dog ikke ligefrem blufærdig angående øjne på ham, omend det ikke var normen. For der var en håndfuld vagter, bare i tilfælde af at der skete noget, og en god gruppe af både tjenere og især slaver. En af slaverne var i øjeblikket i gang med at massere Fareeds skuldre
Så nu sad han her, i de tidlige aftentimer, og ventede på at der formentlig snart var nogen der ville annoncere at Ares kom ind af døren, og han kunne mærke utålmodigheden bygge langsomt.

Ares var netop ved at pakke det sidste sammen efter endnu en lang arbejdsdag, da han fik øje på Fareeds vagter. Han genkendte dem ikke nødvendigvis på ansigterne, men farverne og insignierne var nok. Et øjeblik stod han helt stille med hænderne om remmen på sin taske, mens den ene af mændene fik øje på ham på den anden side af markedspladsen. 

Så løb Ares. Hvorfor? Set i bakspejlet var det et glimrende spørgsmål, for han nåede ikke engang særlig langt før vagten kastede sig over ham, og førte ham bort. 
Hvis de havde fundet hans ring, kunne Fareed have sendt en af sine omtrent syv tusind tjenere afsted med den. Ares kunne jo håbe, at han var kommet til fornuft. Men det var ikke så simpelt med prinsen.

Ares tillod sig at håbe på det, lige indtil den efterhånden velkendte vej gennem palæet begyndte at føre dem mod badene. Skridtene blev en anelse langsommere. Ikke igen. Mod sin vilje var Fareeds palæ begyndt at blive mere og mere stedkendt for ham. Det var ikke en udvikling, han brød sig synderligt om, og endnu mindre da det gik op for ham, at det selvfølgelig var præcis dét, han havde frygtet. Som et præmiedyr blev Ares atter vasket, skrubbet og olieret, indtil der tilsyneladende ikke fandtes en eneste rest af markedet tilbage på ham. Håret blev redt og sat med en omhu, der virkede direkte latterlig, når krøllerne samtidig åbenbart skulle forblive så urørte som muligt. Ares opgav efterhånden at spørge hvorfor. 

Så kom tøjet, og Ares stirrede på det med en voksende panderynke. Det var ikke noget, han nogensinde selv ville have valgt, men hans mening viste sig heller ikke denne gang at have synderligt meget betydning. Slavehænder fik ham i klæderne med samme effektive beslutsomhed, som var Ares uden både vilje og forstand, mens han gjorde sig så lidt behjælpelig som muligt uden ligefrem at starte en brydekamp. Stoffet var mørkt og blødt, tæt nok til at følge hans former, men løst nok til at skjule arrenes aftegninger nedenunder, og fine gulddetaljer løb langs kanterne. "Maler I mig i ansigtet som det næste?" spurgte han flabet, og fortrød det omtrent i samme øjeblik, han så overvejelsen i den ene slaves blik. Gruen voksede - en hånd tog om hans kæbe og kohl blev fundet frem. Ares forsøgte at dreje hovedet væk, men blev holdt fast, mens den blåsorte farve blev lagt sirligt omkring øjnene. Da han endelig blev sluppet, blinkede han voldsomt med fugtige øjne og sendte dem et blik, der forhåbentlig formidlede præcis, hvad han mente om hele foretagendet.

Til sidst kom sløret. Først da Ares så sig selv ordentligt, blev han stille. Manden i spejlet lignede ikke én, der tilbragte sine dage mellem støv, bure og dyr på markedet. De mørke klæder gjorde hans lange, stærke krop skarpere, guldet fangede lyset langs kanterne, og kohlen fik de gyldenbrune øjne til at stå næsten unaturligt tydeligt frem over sløret. Stoffet skjulte arrene på kroppen, sløret dem i ansigtet. Ares kunne ikke beskrive, hvad han lignede, men han lignede i hvert fald ikke sig selv. En mærkelig fornemmelse bredte sig i ham, og han så væk fra spejlet. Hvis han ikke selv kunne kende manden, ville andre vel heller ikke kunne. Det var i det mindste noget.

Da dørene til salen senere blev åbnet, gled Ares' blik hen over de efterhånden velkendte søjler, indtil det fandt Fareed. Selvfølgelig sad prinsen allerede til rette, tronede sig foran Ares, som om hele verden havde ventet sammen med ham, med en slaves hænder gravet dybt ind i skuldrene. Ares trak en grimasse, men nåede så at registrere resten af salen. Vagterne. Tjenerne. Slaverne. Blikket fór én gang rundt mellem dem, før det vendte tilbage til Fareed. Så meget for diskretion. Fareed havde åbenbart gjort ham ukendelig for derefter at stille ham frem foran et helt publikum.

"Det her er lidt meget bare for at aflevere min ring tilbage, synes De ikke?"

Fareed så dasende ud, ligesom han havde gjort den første gang de havde været i salen, men der var noget andet i hans øjne da Ares kom ind denne gang. En skarphed i blikket, der ikke var af afsky.
Ærligt, så vidste Fareed at han var god. Han vidste præcis hvad der ville klæde folk, og stræbede for at sørge for det, for dem han skulle se på, men han havde alligevel ikke forventet den markante ændring, som han nu så på en, han vidste var Ares. Øjnene sagde det hele. Det trodsige blik, med øjne man kunne smelte for, men resten var pludseligt... så nydeligt.

Fareed satte sig lidt mere op, næsten som om han håbede bedre at kunne se Ares, som han kom ind, mens slaven så ud til bare at forsætte med at massere ham, da han ikke havde fået noget andet at vide.

"Du ved det ikke kun handler om ringen," sagde Fareed, hans stemme blød og dyb, og man kunne næsten høre tilfredsheden i hans stemme. "Kom frem," sagde Fareed og og indikerede med pegefingeren at Ares skulle komme tættere på, så han bedre kunne se ham. Han ville se det hele og vide hvor godt et job han reelt havde gjort. Havde han fået elimineret alt det grimme?

Blikket røg til siden i et vantro rul, mens Ares lige måtte tygge på dén. Ja. Han havde efterhånden forstået, at alt det her gak og gøgl ikke havde en skid at gøre med hans ring.

"Jeg begynder ikke at lave tricks," røg det ud af ham, selvom han modvilligt adlød bevægelsen med Fareeds finger og trådte nærmere. Den skarpe trodsighed sad som størknet honning i de gyldne øjne, mens han rettede ryggen og holdt hovedet højt. Hvis Fareed absolut ville have ham fremvist, kunne han i det mindste stå som en mand og ikke komme krybende hen til sin prins.

Ares følte sig ganske vist også kun sikker nok til at komme med bemærkningen, fordi Fareed virkede så meget mere medgørlig nu. Der var ingen afsky i blikket denne gang. Ingen kulde. Tværtimod havde prinsen ligefrem sat sig bedre op for at se på ham, og tilfredsheden havde været tydelig i stemmen. Som om dét, at Ares ikke længere lignede sig selv, men den illusion Fareed havde fået skabt, var nok til at få den kolde prins til at smelte. Det burde nok have stukket mere, end det gjorde. Mest af alt fandt Ares det bare bizart.

Han skød et diskret blik bagud igen for at se, om publikummet havde tænkt sig at drysse væk, nu hvor han var ankommet, men nej. De blev hængende. Ares' blik fandt tilbage til Fareed og dvælede et øjeblik ved slavens hænder, der ufortrødent fortsatte deres arbejde over prinsens skuldre, før det gled op til hans ansigt igen.

Fareeds mund krøllede sig op i et smil, som Ares blev ved med kommentarerne, som han følte det i mere i morskab end noget andet. Der var intet at den mere irettesættende tone Fareed ellers havde brugt til Ares alle de andre gange de havde været sammen. Det var overraskende så meget en køn krop kunne gøre for at få Fareed i lidt bedre humør.
"Jeg tror også dette er det største trick du ville kunne lave," kommenterede Fareed blødt, men han var nysgerrig på andre punkter også, som gjorde at han ikke bare kunne blive liggende hernede.

Han tog en hånd op, som en indikation på at slaven skulle stoppe, som skyndte at flytte sine hænder, inden han gik lidt bagud med et let buk, inden Fareed rejste sig fra sine puder.
"De har gjort et godt job," sagde han, og tog rigtig Ares ind, nu når de stod øje til øje. Han begyndte at cirkle omkring Ares for at tage det ind, men stoppede bag ham. Havde de gjort det hele godt?
Nu hvor han stod hvor Ares ikke kunne se, lagde han en finger mod toppen af Ares' røv, for derefter at lade den glide ned, og finde rummet hvor stoffet mødtes men ikke blokerede ham, som han kunne fingeren ind og løbe den ned mellem ballerne. "Godt," lød det fra Fareed, og man kunne praktisk talt høre smilet i hans stemme.

Ares løftede brynene uimponeret ved Fareeds kompliment, eller hvad det nu skulle forestille. Han var ikke begejstret for noget af det her. Den eneste grund til, at han ikke havde kæmpet mere imod, da slaverne tvang ham i tøjet, var det spinkle håb om, at han ville få ringen tilbage i sin varetægt, hvis han nu bare fulgte nogenlunde lydigt med.

Alligevel var der noget i ham, der spændte ved at se Fareed igen. Det var ikke glæde. Ares var selvfølgelig ikke glad for at se ham. Men han var nysgerrig. Mere end han havde lyst til at være. I de to uger, der var gået, havde han overraskende ofte set sig over skulderen, når en kunde strøg teltdugen til side og trådte ind. Hver gang havde hjertet lavet det samme lille kvælende ryk op i halsen ved tanken om, at det kunne være Fareed. Det havde bare aldrig været ham. 

Ares spændte yderligere op og rullede skuldrene en omgang, da Fareed rejste sig. Blikket hang vagtsomt ved ham og fulgte selv de mindste ændringer i prinsens ansigt. De har gjort et godt job. Et lavmælt fnys slap Ares, men han blev stående, rank og stiv som en statue, der lige så godt kunne have været stillet til pynt ude i Fareeds baghave, mens prinsen begyndte at cirkle omkring ham. Nøjagtigt som dengang. Ares trak vejret dybt og pustede langsomt ud gennem næsen, mens han modstod trangen til at dreje med Fareed. Hvis manden absolut skulle inspicere sit nyindkøbte kunstværk, kunne han få lov.

Et sæt fór alligevel gennem Ares, da berøringen kom bagfra, og han hev kold luft ind gennem sammenbidte tænder. Selvfølgelig var tøjet designet sådan. Smukt nok til at skjule alt det, Fareed ikke ville se på, og medgørligt nok til, at prinsen stadig kunne komme til ham, når det passede ham. En lille bølge af gåsehud fulgte berøringen hen over huden, og Ares' kæbe strammedes.
"Hey..." advarede han lavmælt og drejede sig mod Fareed. Blikket faldt først mod hans hånd, derefter op til ansigtet og til sidst meget sigende ud over de mange mennesker, der stadig befandt sig i salen. "Vi er ikke alene..."

En lille latter undslap Fareed som Ares irettesatte ham for at gøre det. Ikke at det nogensinde virkelig ville stoppe ham hvis han følte trangen var der. Hans folk havde set meget værre, selvom Fareed godt vidste at han var mere løssluppen når der ikke var tilskuere på denne måde. Men det stoppede ham ikke fra ikke at ville fortælle Ares det.
"Godt observeret," sagde han, som han næsten fik til at lyde som om at han havde alle intentioner om at tage Ares med det samme foran alle disse folk, men... Fareed havde tid. Han havde lyst til Ares, men det var ikke overskyggende, ikke som det havde været visse andre gange.

"Du behøver virkelig ikke at se sådan på mig. Lad mig nyde hvor smuk du er lige nu," sagde han så endelig, efter han havde ladet stilheden hænge bare lidt. "Jeg vidste at jeg havde set noget i dig selv under alt det... skidt." Det her var sådan han ville huske Ares. Smuk, næsten en smule mystisk. Med smukke krøller og gyldne øjne.

Fareed gik resten af vejen til puderne, som han satte sig på. "Men hvis du foretrækker at vi venter lidt, så kan vi jo starte med noget andet," sagde han. Han virkede pludselig næsten helt medgørlig, selvom han stadig var en prins, som han klappede et sæde ved sin side. Han var i humør til at se på flere smukke ting. Alt andet kunne vente lige nu, så Ares kunne sætte sig ved hans side. Ringen kunne komme senere.

Ares holdt vejret efter bemærkningen og ventede på, at Fareed skulle fortsætte. Eller rettere frygtede det. At hånden ville vende tilbage, blive mere grådig, indtil prinsen endnu en gang fik ham præcis, hvor han ville have ham. Dét ville alligevel blive for meget for Ares. Ikke foran alle de mennesker. Meget kunne han efterhånden finde sig i, men han havde ingen intentioner om samtidig at blive gjort til skue for et helt rum. Bare tanken fik noget ydmygende varmt til at kravle op langs nakken.

Brynet løftede sig blot højere under krøllerne, da Fareed ganske muntert bad ham holde op med at se sådan på ham. Så kom ordet, og en kuldegysning nappede Ares i nakken. Smuk. Prinsen kaldte ham smuk. Det var bare en skam, at komplimenten lød hul, når det egentlig var Fareeds egen udsmykning, han stod og beundrede. Ares var blevet vasket ren for markedet, pakket ind, malet omkring øjnene og dækket til, indtil alt det, prinsen fandt frastødende, var gemt væk. Selv ansigtet havde han kun fået lov at beholde halvdelen af.
"Mhm." Afbrød han nærmest, før Fareed nåede at udtale 'skidt' færdigt. Munden blev til en lige streg, mens irritationen begyndte at ulme tydeligere i de gyldne øjne. Under alt det skidt. Fareed kunne virkelig ikke lade en kompliment stå alene uden samtidig at minde Ares om, hvor hæslig han normalt fandt ham. Blikket blev slået væk, provokeret, inden den magelige tilfredshed, der nærmest osede ud af prinsen, fik bægeret til at flyde helt over.

"Hvad?" Ares' øjne smalnede skeptisk, da Fareed tilbød, at de kunne begynde med noget andet. Begynde med hvad? Der lå et eller andet i formuleringen, han ikke brød sig om, men så fandt blikket den hånd, der klappede opfordrende mod pladsen ved siden af prinsen. Næsten værre var det, at Ares efterhånden kendte bevægelsen. Han behøvede ikke engang få besked to gange, før han gik derhen og satte sig, dog med så meget afstand mellem dem, som puderne nogenlunde tillod.
Han skævede til Fareed fra siden og kastede derefter et kort blik mod slaven, der fortsat stod fint og afventede. Bare synet af hele opstillingen gjorde ham allerede træt. "Hvad har De i tankerne...?" spurgte han mistænksomt.

Det var måske ikke den normale underholdning fyrstefamilien gjorde sig i. Guderne måtte vide at Sephyran nok foretrak at deltage, man det stoppede ikke det muntre smil, som han kiggede på Ares. "Det får du at se," sagde han og lænede sig så lidt ind, og hviskede, så primært Ares kunne høre det "Og jeg håber du nyder sproget, Ares." For han kunne være Ares, når han var så smuk. Det fortjente det lille bæst trods alt.

Fareed vendte sit hoved mod tjeneren der ikke stod mange skridt fra ham, præcis den samme der havde ventet udenfor haven. "To mænd," sagde han simpelt til ham, et sigende blik i hans øjne, inden tjeneren nikkede, og så gik væk fra synsvinklen, for at finde de slaver Fareed havde bedt om.
I dette øjeblik var han ligeglad med hvilke slaver der blev fundet frem. Han stolede på sin tjener, at de nok skulle være smukke, og lige nu skulle de trods alt bare have lidt af en optræden. Måske det også ville få Ares til at komme i humør til det der skulle ske.

Der gik ikke lang tid før to mandlige slaver havde stillet sig op foran Ares og Fareed, så de havde godt udkig. De var begge letpåklædte, ikke at det ville betyde noget for særlig lang tid. De var begge ufattelig smukke, som det var det de især var blevet valgt på. Den ene havde lidt spidse ører som tydede at det nok var en halvelver af en slags.
Der var en anelse tøven som de stod der, men da Fareeds stemme sagde "Begynd." gik de i gang og det var tydeligt at det ikke var første gang at de var blevet beordret til dette.
De begyndte med blide hænder at afklæde hinanden, for så at begynde næsten langsommeligt og som om at de havde alt tid i verdenen med at røre ved hinanden og få hinanden opstemt og klar til præcis det samme som Fareed og Ares havde gjort så mange gange.

Alt i mens sad Fareed med et tilfredst udtryk i øjnene, som han havde slænget sig tilbage, og der var ikke et eneste ansigt i salen der foretog sig en mine, som det tydeligt at det langt fra var første gang at Fareed havde udset hans tjenestestab for et show som dette.

Ares var efterhånden så betinget — som et forbandet dyr — at bare lyden af hans eget navn fra Fareeds læber fik pulsen til at kvikke op. Han lukkede øjnene hårdt og lagde armene stramt over kors i et forsøg på ikke at reagere yderligere på ham, men det dunkede allerede helt ud i fingerspidserne. For zalaens. Han hadede, at Fareed havde opdaget det. Endnu mere at prinsen tydeligvis morede sig med at bruge det.
Så Ares blev siddende med lukkede øjne som en mand, der forsøgte sig med meditation, men var elendig til at finde nogen form for indre ro. Han hørte dog det hele. To mænd. Ansigtet trak sig en anelse forvirret sammen, men øjnene forblev demonstrativt lukkede. Fareed kunne sagtens få ham til at sidde her, men Ares havde i det mindste tænkt sig at gøre det meget tydeligt, hvor lidt begejstret han var for hele arrangementet.

Da han hørte bevægelse foran dem, kunne nysgerrigheden alligevel ikke holde sig tilbage. Det ene øje åbnede sig på klem. To letpåklædte, ufatteligt smukke mænd havde stillet sig afventende foran dem, som skulle de til at danse eller levere en anden form for optræden. Ares åbnede modvilligt også det andet øje og skævede til Fareed, stadig uden at forstå, hvad alt det her skulle til for. Han ville bare have sin ring. Alligevel sank han en anelse længere tilbage i puderne og satte sig bedre til rette, nu hvor han åbenbart skulle sidde her ved prinsens side. Armene løsnede sig en smule.

Begynd.

Det gik langsomt op for Ares, at det ikke var den slags optræden, han havde forestillet sig. Mændenes bevægelser var alt for indøvede, tøven for kort, og snart begyndte deres klæder at ende på gulvet omkring dem, mens slaverne stadig tættere nu begyndte at fælles tilfredsstille hinanden. Hænderne bevægede sig, og deres luftige, lavmælte støn varmede rummet i en helt anden temperatur. Ares' krop trak sig ubehageligt sammen. Han blev siddende nærmest fastfrosset med blikket stift rettet mod dem, mens den sidste rest af tvivl om Fareeds idé med forestillingen forsvandt.

Et forfærdet fnys slap ham, og Ares rev endelig blikket væk. Han var ikke blufærdig. Det var ikke engang synet af to mænd sammen, der generede ham. Det var hele den forbandede situation.
"Er det her virkelig Deres idé om underholdning?" mumlede han og skævede mod Fareed. "Bare beordre to mennesker til at gå i gang, mens alle står og ser på?"

Fareed kiggede mod Ares. Så smuk, men hans mund havde tydeligvis behov for at blive trænet lidt mere, hvis han skulle være ærlig. Men de havde tid endnu. Nu havde de fikset det største problem ved Ares trods alt, selvom det ville være bedre hvis man kunne ordne hver en lille fejl ved ham. Så kunne han blive den perfekte lille dukke.
Et lille fnys forlod ham og han rystede på hovedet, som om Ares virkelig var den der ikke forstod det fantastisk ved alt det her. For i Fareeds hoved var det jo blot fordi Ares ikke forstod sig på livets goder.

"Jeg kan godt lide smukke ting," sagde Fareed. "Og er der noget smukkere end to, eller flere, elsker med hinanden," spurgte han noget retorisk, som hans blik gled tilbage på de to slaver, hvor den ene var kommet ned på knæ for at tage den anden i munden foran dem.
Fareed lænede sig en lille smule. "Måske hjælper det dig at forstå, hvis du forstiller dig selv i deres sted. Vi har trods alt gjort meget af det samme har vi ikke?" Der var et smil på Fareeds læber, som han lagde en hånd på Ares' lår, for længere væk kunne Ares ikke komme i puderne, og selvom Fareed havde ingen intentioner om at gøre det foran alle de andre idag, så havde han alle intentiner om at gøre noget sammen med Ares når de var alene, men for nu... kunne Ares måske komme i humør til det ved at se på to så flotte mænd.

Jeg kan godt lide smukke ting.

Ja, dét var vist allerede blevet gjort rigeligt tydeligt, tænkte Ares tørt. Han kunne bare ikke helt følge Fareeds logik. Så prinsen var til... at se på? Måske var det i virkeligheden kontrollen, der gjorde det for ham. At han kunne beordre mænd såvel som slanger til at sno sig om hinanden for hans fornøjelses skyld og vide, at de gjorde det, fordi han havde sagt det. Ares gøs let ved tanken og foldede armene endnu strammere over brystet, som kunne han på den måde modsætte sig hele Fareeds forslag.

Forestil dig selv i deres sted.

"Hah..." fnøs Ares, men lyden blev ikke nær så trodsig, som han havde tænkt sig. Der lå noget målløst over åndedrættet, da han sendte Fareed et blik, som var prinsen blevet vanvittig. Den varme hånd på hans lår gjorde ikke ligefrem situationen bedre. Fareeds lave, fyldige stemme havde allerede lagt sig ubehageligt behageligt under huden på ham, og Ares hadede, hvor nemt manden efterhånden kunne få hans krop til at lytte, selv når resten af ham strittede imod.

Blikket gled tilbage mod de to mænd. Han burde ikke have kigget. Det vidste han næsten med det samme, for nu hvor Fareed havde plantet tanken, var det svært ikke at se sig selv ind i den. Ikke nødvendigvis som den ene eller den anden, bare brudstykker af noget velkendt i deres bevægelser og nærhed. Ares blev siddende stift med kæben spændt, mens forestillingen fortsatte foran ham, og selvom en del af ham stadig fandt hele arrangementet dybt foruroligende, begyndte kroppen langsomt at være af en anden mening.

Varmen samlede sig tungt i ham, og næverne knyttede sig langsomt mod armene. Han havde aldrig siddet og set noget lignende udfolde sig foran sig. Ikke sådan. Ikke med Fareed ved siden af sig og prinsens hånd hvilende på hans lår, som om han bare ventede på, at Ares skulle forstå pointen. Han sank og opdagede til sin irritation, at munden var blevet tør, mens blikket blev hængende længere, end det burde.

Lydene blev vådere. Den ene af mændene dybt begravet med hovedet i den andens skød. Et sekund stirrede Ares bare på den hævede mund der tog den anden så dybt og øvet ind.

Ares hev et overfladisk åndedrag ind og slap det hurtigt igen. Lort. Lort, lort, lort. Han lukkede øjnene i håbet om at få bare et øjebliks fred fra synet, men opdagede straks, at Fareed havde ødelagt selv dét for ham. Billederne forsvandt ikke sammen med lyset. Tværtimod havde fantasien nu rigeligt at arbejde med. Øjnene åbnede sig igen. Ares rykkede utilpas på sig mellem puderne og forsøgte at finde en siddestilling, der ikke afslørede alt for meget.

"Hvorfor skal jeg sidde og se på det her...?" mumlede han anklagende uden at se på Fareed.

Fareeds blik gled tilbage mod den fine optræden, og for en stund var han betaget, mens han kunne mærke Ares' ben under sin hånd, og så hørte han åndedraget, og hans blik blev taget tilbage mod Ares. En begejstring spredte sig i ham, som han kunne se hvordan det påvirkede Ares, og endda på en langt større måde end det gjorde på Fareed nu om dage. Han havde nok set det for mange gange, til at det havde så stor en virkning på det.
Og desværre for Ares kunne hans 'diskrete' bevægelser ikke rigtig skjules for Fareed, som var lige ved hans side, og havde fuld forståelse for den begejstring sådan et syn kunne fremprovokere for de fleste.

Fareed rykkede selv på sig, en hånd bag Ares, som han lænede sig ind, så han kunne dæmpe sin stemme. "Jeg ville gerne sørge for at du var i humør til det. Nu er det jo lidt tid siden sidst," sagde Fareed, lavmælt og kælent.

Foran dem havde de to mænd skiftet position, og den ene var ved at blive forberedt til at blive taget, en tjener virkede til diskret at have givet dem noget smørelse, så intet stoppede det.

"Men de tager det selvfølgelig ikke halvt så godt du gør, gør de vel," sagde Fareed, hans åndedræt ved Ares' øre. "Men måske... kunne de give dig nogle idéer. Jeg brænder for at finde ud af hvad du kunne have lyst til i dag. Du vil få mig til at føle mig godt tilpas, vil du ikke?"

Mennesket tog halvelveren i røven.

Fareeds stemme spandt lavt i Ares' øre, og et jag af begær fór igennem ham, varmt og tungt som smeltet guld, der samlede sig i maven og bredte sig ned gennem lårene. Han var kommet alt for tæt på. Ares mærkede armen bag sig, mærkede hvordan Fareed nærmest havde indrammet ham fra siden, så han tiltede hovedet en anelse væk med en pinagtig grimasse. Alle de modstridende følelser var ved at kvæle ham. Ubehaget ved hele forestillingen. Lydene fra de to fremmede mænd. Fareeds stemme, der sneg sig ind mellem det hele og gjorde det umuligt bare at lukke af.

Lort.

Øjnene var knebet sammen, men gennem sprækkerne og de mørke vipper kunne Ares stadig se mændene foran dem. Han burde kigge væk. Det havde han allerede besluttet flere gange, og alligevel blev blikket ved med at søge tilbage, mens deres lyde fyldte salen og gjorde luften omkring ham mærkbart varmere. Samtidig fortsatte Fareed med at tale helt tæt ved hans øre, læberne akkurat langt nok væk til ikke at røre. Det gjorde næsten kun fornemmelsen værre. Gåsehuden prikkede varmt ned langs Ares' nakke.

Du vil få mig til at føle mig godt tilpas, vil du ikke?

Blodet syntes at syde under huden. Ares lod langsomt armene falde fra brystet og førte den ene hånd om bag Fareed, så hans egen arm kom til at ligge under prinsens. Først da opdagede han, at han samtidig havde lænet sig tættere ind mod ham. Blikket gled over Fareeds hals og videre op til ansigtet, øjenlågene tungere nu og de gyldne øjne mørke under kohlen. Endnu et støn fra mændene foran dem fik Ares til at synke, og varmen kravlede højere op over halsen.

"De er utrolig frustrerende, ved De godt det?" Ordene havde ikke nær så meget bid, som Ares havde håbet. Ikke engang tæt på. Han sank igen, men trak sig heller ikke væk. Tværtimod rykkede hånden bag Fareed sig langsomt nærmere og gled forsigtigt over hans lænd.

"Så... frustrerende," hviskede han, mens hjertet slog hårdt og utålmodigt i brystet.

Fareed kunne praktisk talt mærke på Ares hvordan det gik i ham, og han kunne ikke stoppe den flig af tilfredsstillelse der væltede ind over ham. Hvor nemt det var at få Ares til at danse til hans lille melodi. Han skulle nok få det til at være alt Ares' tid værd at være kommet her, og måske han endda også kunne forstå det smukke ved at få mændene til at elske foran dem.
Det var dog ikke som om at Fareed rigtig holdt øje med mændene mere, ikke som hans blik følte sig draget af de kohl indrammet øjne. Hvor var han smuk.

Fareed lod sin hånd der stadig var på Ares' lår glide lidt op, som han også mærkede Ares' hånd på sin lænd. "Jeg troede det var noget af det der fik dig opstemt," hviskede Fareed, legende og kælent. Han ville have Fareed til at styre det. Tage valgene for dem begge og fortælle ham præcis hvad det var han havde fantaserede om de sidste to uger.
"Det er i dine hænder, kære Ares. Du siger bare til når du er klar," tilføjede Fareed. "Selvom det ville være en skam at misse finalen, synes du ikke?" og endelig lod Fareed blikket glide fra Ares og mod mændene foran dem. Han kunne jo praktisk talt se hvordan de nærmede sig, og det øjebilk var jo ganske nydeligt, inden de bare var beskidte og blev taget væk igen.

Vejrtrækningen blev tungere. Fik ham opstemt? Ares forsøgte at sende Fareed et trodsigt blik, og det lykkedes næsten. Næsten. For under trodsigheden lurede noget andet nu, en kant af desperation, som selv Ares havde svært ved at skjule. Måske...

Lort.

Lydene fra mændene foran dem steg i takt, og Ares spændte op, mens han rykkede uroligt på sig mellem puderne. Han lod panden finde Fareeds tinding og blev dér, tæt nok på til at mærke varmen fra ham, mens de gyldne øjne gled tilbage mod forestillingen.

"Mhm..." Mere blev det ikke til. Han sank og lod benene glide en anelse længere fra hinanden, da Fareeds hånd bevægede sig højere op ad låret. Varmen syntes at følge efter hans fingre, mens Ares' blik forblev fæstnet på mændene foran dem. Gennem sløret faldt hans åndedrag varmt og overfladisk mod Fareeds hud.

Hånden ved prinsens lænd fortsatte sine langsomme bevægelser, først næsten tankeløst, før den gled om til hans lår. Ares tøvede dér. Hjertet hamrede, og et kort øjeblik føltes det næsten, som om hele rummet vippede under ham.

Det er i dine hænder. Fareed havde selv sagt det.

Ares' fingre spændte kort mod stoffet, inden hånden langsomt søgte videre. Fareed havde hverken ført hånden eller givet ham en ordre. Denne gang var bevægelsen hans egen. 

Lort....

Han så stadig ikke på prinsen. Øjnene fæstnet, sløret, mod mændene der snart nåede klimaks. 

Det var så tydeligt for Fareeds krop, at Ares stille skreg efter ham. Følelsen af hans mod sin egen, og måden han gav mere plads, som han uden ord bad Fareed om at give ham mere. Røre ham mere. Det var fascinerende for Fareed hvor modstridig Ares var i mund, og samtidig så villig han var når han havde ham i sine hænder.

Hans hånd gled længere op, under stoffet, så hans fingre fjerlet kunne røre ved Ares inderlår, omkring hans skridt, men aldrig nok til reeelt at røre ham hvor Ares nok mest desperat ønskede at han skulle. Det var også kun Fareeds umådelige målehold lige nu der gjorde at han ikke gjorde.
Han kunne mærke varmen og begejstringen, selv som han nægtede at røre hvor det mest krævede af ham.

Og alt imens det skete, kunne han mærke Ares' hånd nærme sig ham selv. Ikke nær så nem adgang, hvis han ville mærke hud mod hud kontakt, men det måtte Ares selv finde ud af.
"Du må godt," hviskede Fareed. Han følte sig i så godt humør. Omgivet af smukke ting og en mand der ville gøre at han følte sig godt tilpas. "Hvis du ikke vil fortælle mig hvad du vil, må du jo vise mig det, ikke?" Og han forventede at Ares i det mindste ville gøre det. Men mon hans lyst vant over hans ubehag over at gøre det her i salen med alle øjnene?

Så forbandet ulideligt blev det hele. Kroppen spændte længselsfuldt under hånden, der gled ind under stoffet og fortsatte længere op, og Ares bed sig kort i underlæben for at standse et suk, der var ved at slippe ud. Gåsehuden dansede som stjerneskud under Fareeds fjerlette fingre og pirrede sanser, der allerede var blevet overmættet af de rungende støn fra de andre mænd. Alligevel hungrede den del af Ares, der endnu ikke havde fået den opmærksomhed, efter mere.

Du må godt.

Lige nu forbandede Ares sit simple køn. Han havde ærligt talt forventet mere af sig selv end at smelte næsten øjeblikkeligt ind mod Fareed, så snart temperaturen steg en smule, og hovedet kortsluttede under heden. Hans hånd hvilede tøvende mod prinsen. Det ville være så nemt bare at fortsætte. I stedet blev blikket hængende ved Fareeds ansigt. Det velplejede overskæg og den nydelige kæbe. De bløde læber, lange vipper, mørke øjenbryn og stormgrå øjne. At sidde så tæt med ham og indånde hans duft for hvert tunge åndedrag fik det til at føles, som om Ares havde slugt solen.

"Ikke her..." Næsten samtidig kulminerede forestillingen foran dem. Ares trak hånden til sig og forsøgte at samle benene en anelse, dog uden ligefrem at skubbe Fareeds hånd væk. Ansigtet blev stadig liggende tæt mod hans, som om resten af Ares ikke helt havde fået beskeden om, at han forsøgte at genvinde bare en smule selvbeherskelse. Han lukkede øjnene og forbandede sig selv. Forbandede Fareed og den dag, prinsen overhovedet var kommet ind i hans liv. For hvad zalaens gjorde han ved ham? Kunne Ares' egen evne på en eller anden måde slå tilbage og gøre ham vanvittig?

Han burde have stoppet dér.

I stedet vendte han munden tættere mod Fareeds øre. "Knep mig et andet sted end her..." mumlede han. Fortrydelsen ramte omtrent samtidig med det sidste ord. Men han rykkede sig ikke væk.

Hvor ville Fareed så gerne bare tage Ares lige her og lige nu. Som han gjorde sig til. Hans tunge vejrtrækning, den voksende interesse han kunne mærke, lige indenfor hans fingrespidsers rækkevidde, men han nægtede at give det til Ares. Ikke så lang tid han ikke havde nævnt hvad han ville. Nej, han kunne godt lege denne dans i længere tid, nu når det af uransagelige grunde ikke føltes som om at hans sind var taget af begær.
Heldigt for Ares, var dét dog ikke noget prinsen dvælede ved, som var det naturlgit at han havde fået mere styr på sig selv, nu når ham og Ares havde set hinanden flere gange.

Foran dem gjorde de to af sig færdige. Smukt, men det var ikke noget der kunne holde Fareeds fokus, ikke når Ares var lige der og hviskede ting ind i hans øre.
En sitren gik igennem hans krop, som han hørte det. Knep mig et andet sted end her. Så vulgært, så... så sigende. Han slugte lidt spyt, som han kiggede mod Ares, hans egne øjne var langsomt blevet mørkere af lyst. Når han tiggede og bad på den måde, kunne Fareed så andet?

"Det vil være min glæde," hviskede Fareed, men han lod endelig sine fingre stryge Ares' lem, som en lille demonstration, inden han tog hånden til sig, og rejste sig fra puderne. "Kom med," sagde han. Den ene mundvige var trukket op i et smil, der lovede Ares nok mere end bare en knepning.
Han ventede ej heller på at Ares rejste sig, før at han gik mod den anden ende af hvor Ares' originalt var kommet ind, en stille besked til hans tjener på vejen, som gav et nik fra sig.
Det var først som han stod ved en mindre dør, at han tjekkede at Ares faktisk også var med ham.