Det var stadigvæk en mærkelig følelse at være tilbage. Alt i ham genkendte de farvede gader, de ekstravagante lamper tændt her i aftenen og den krydrede lugt, af både gode og mindre fantastiske dufte. Men alligevel følte han sig lidt fremmed. Lidt på vagt. Det var nok bare midlertidigt - en midlertidig følelse, og han skulle stoppe med at føle sig ukomfortabel.
Solvind var ude og jage. Hun havde stadigvæk til gode, at ankomme til byen med de andre. Og selvom det ikke havde været en tilfreds drage, han havde måtte gå fra. Havde han brug for lige at føle byen, inden resten af gruppen kom, og de alle skulle traske rundt i undrende, nysgerrige blikke. 

Så han søgte imod den Den Lilla Lotus. Et tehus han aldrig helt havde kunnet få ud af sine tanker, selv efter alle de år; et sted han vidste han kunne finde lidt ro. 

Med de rigtige ord, og et tilfredst lille stik over at det ikke havde ændret sig meget, selvom det efterhånden var nogle år siden han sidst havde set det, blev han ført ind til den vinrankedækkede overaltan. Små intime grupper, langt de fleste mænd af hvad han kunne se, sad lidt spredt rundt omkring. Nogle lidt tættere på tagkanten end andre, men Askaris blik fandt hurtigt det hjørne han plejede at sidde i. For sentimentalitetens skyld, og han skuttede lettet derhen. 
En hvid te senere, og et tilfreds smil på læberne, fandt Askari lidt af den ro han havde manglet ude på gaden før. 

Flere aftener havde Arun besluttet sig for at tage til Den Lilla Lotus, og flere aftener havde han talt sig selv fra det igen. Denne aften var dog anderledes.

Han havde klædt sig i en mere praktisk kofte i en dyb, natteblå farve, omend praktisk var et relativt begreb, når fine snirkler af guldtråd stadig løb langs kanterne. Under den bar han løsere bukser i samme mørke nuance og støvler, der var bedre egnede til at bevæge sig rundt i byen end hans sædvanlige fodtøj. Smykkerne var ligeledes blevet begrænset. Ingen krystaller dinglede fra ørerne og fangede lyset, hver gang han bevægede hovedet; kun små ferskvandsperler sad tæt ved øreflipperne.

Intet ved ham burde kunne føres tilbage til Kazimi-navnet. Ikke medmindre nogen kendte hans ametystfarvede øjne eller det perfekte ansigt, og det sidste var desværre svært at gøre meget ved. Derfor havde han også fundet en fin, mørk kappe frem, hvis hætte kunne lægge det meste af ansigtet i skygge.

Det sværeste var egentlig ikke at komme ind på Den Lilla Lotus, men at komme ud af palæet. Arun Tariq af Kazimi gik ikke bare ud i Balzeras gader alene efter mørkets frembrud. Der skulle tjenere med, vagter og helst nogen, der vidste, hvor han befandt sig. Og værre endnu kunne hans far finde på at spørge.

Så Arun havde klatret over muren.

Han landede på jorden på den anden side med kappen flagrende kort omkring sig og en gnist i de ametystfarvede øjne. Hjertet hamrede af en næsten barnlig spænding, og et grin trak i mundvigen. Det var absurd, hvor halsbrækkende det hele føltes, når han i bund og grund bare var gået ud for at drikke te.
Prinsesønnen nåede knap to skridt, før han opdagede støvet på knæene. "Ah… møg." Arun bøjede sig straks og forsøgte at børste det værste væk med en utilfreds rynke på næsen. Det hjalp en smule, men ikke nær nok. Han ville se forfærdeligt sjusket ud med snuskede bukseben, selvom det måske også gjorde ham mindre genkendelig. Det var i hvert fald det, han valgte at fortælle sig selv, da han trak hætten længere frem og begav sig gennem Balzera.

Tehuset kom endelig til syne efter en god vandretur. Han skulle netop til at gå mod døren, da et par mænd trådte ud. Arun reagerede øjeblikkeligt, trak hætten længere frem og fortsatte forbi stedet, som havde han aldrig haft den mindste interesse i det. Først da mændenes stemmer var forsvundet bag ham, standsede han nogle meter længere nede ad gaden.
Måske skulle jeg bare gå hjem. Han kunne stadig nå tilbage. Ingen vidste, at han havde været her, og ingen behøvede nogensinde at vide det. Alligevel blev blikket ved med at søge tilbage mod tehuset. Han havde klatret over en mur for det her. Han nægtede simpelthen at klatre over den igen uden i det mindste at have fået en kop te ud af besværet.

Med fornyet beslutsomhed vendte han derfor om.

Den Lilla Lotus tog imod ham med varme og duften af te, sød røgelse og krydderier, han ikke helt kunne sætte navn på. Arun blev stående et øjeblik i indgangen, indtil en tjener nærmede sig, og det gik op for ham, at han faktisk skulle gøre noget nu. De rette ord havde været langt lettere at gentage inde i hovedet hjemme på værelset, end de var at sige højt, og de kom mere mumlende ud, end han havde forestillet sig. Alligevel var de åbenbart rigtige. Tjenerens blik blev hængende på ham et kort øjeblik, inden han nikkede og førte Arun videre gennem tehuset.

Overaltanen lå mere afskærmet og bød på en langt mere stille og intim stemning. Det første Arun bemærkede, var hvor mange mænd der var her. Han fortsatte længere ind og strøg på vej mod et ledigt bord forbi en mand, der så ud til at være ældre end ham selv. Gylden hud, en afslappet holdning og en kop te foran sig. Før deres blikke kunne nå at mødes, lod Arun med vilje sit glide videre og satte sig ved et bord lidt længere inde.
Han tog imod menuen med en værdighed, der forhåbentlig skjulte, at han ikke havde den fjerneste idé om, hvad han foretog sig. "En, hm..." Blikket gled ned over udvalget. "Sølvmåne-te, tak."
Da tjeneren var gået, lænede Arun sig en smule tilbage og lod blikket vandre over stedet igen. Nu var han her. Han kunne jo bare sidde lidt, nyde sin te, stille sin nysgerrighed og gå hjem igen. Det var trods alt bare et tehus. Et meget smukt et, måtte han indrømme, og han lod sig for en stund betage af synet. Lav latter lød fra et bord, hvor to mænd sad med skuldrene mod hinanden, og Aruns blik gled videre, indtil det igen standsede et kort øjeblik ved manden med den gyldne hud.

Så sænkede han det til sine stadig støvede knæ med en lille rynke på næsen. Møg.