Den store sal, var ikke ukendt for den ortodokse mand, men alt efter hvornår på døgnet man besøgte Isari i hendes pragtfulde tempel, faldt solstrålerne så anderledes ned gennem de store tempelruder foroven. Lyset strakte sig igennem mørket og belyste midtergangen op på en måde, som stearinlysene på standerne aldrig ville kunne. Selv på en skyet dag som denne, faldt det hvide lys ned på en meget ung mand med gyldne, bløde lokker, og sorte og gråblå, smukke klæder med smukt broderede motiver af hans storesøsters eget håndværk. Hans ansigt kunne man ikke se, men der var ingen tvivl om, at der var en skygge af dyb sorg over ham. Det var måden hvorpå han blev på sine knæ på, og bad lavmælt for sig selv på, med sine håndflader åbne, underdanige og tilbedende.

På grund af hans unge alder skilte han sig ud fra den lille menneskemængde af besøgende, og så havde han placeret sig ved foden af trapperne op til statuerne, der afbillede Isaris store guddom.

Der var gået mange måneder, siden Selmy Kiefer var kommet hjem igen fra sin første lange rejse. Han var blot en dreng da han tog ud, men kom hjem som mand. Med smerte og svig. Så mange ting var sket, og så mange ting kunne han slet ikke dele med nogen. Hans kære mor... hendes sygdom havde fat om hendes spinkle liv, evig truende, uden at gøre alvor. Hans far var en skygge af sig selv. Han havde forsøgt at være den beskyttende, formanende far overfor Selmy, men han kunne slet ikke rumme at holde ham i kort snor. Selmy var begyndt at bide fra sig, når han forsøgte. På en god dag kunne Selmy slippe væk fra den depression, der hærgede over familiehuset... og her i Isaris tempel, kunne han være i fred...

Han følte sig skyldig over at han ikke havde gjort mere, for at redde sin rejsekammerat, men nogen eller noget havde taget ham bort. Og han følte sorg over sin mors tilstand. Og han følte sig så ensom og isoleret... og så umådeligt fremmed her.

En tåre trillede ned ad hans kind, som han skiftede fra en bøjet positur, til at sidde op igen. Han rankede ryggen og tav dybt, nærmest som at komme tilbage til virkeligheden igen. Hans hånd søgte om Isaris medaljon og gav den et taknemmeligt klem, inden han endelig slog blikket op, betragtende, men uopmærksom på hvad der foregik af liv omkring ham.

Lette trin under svajende stof strøg marmoret beroligende med årerne. Solstrålerne gennem katedralens høje vinduer fangede honningfarvet hår, dybrød silke og glimt af indbroderede sten mellem søjlerne på vej i menneskedrengens retning. Stenene i væggene kunne huske, hvornår dæmonerne kom til verden, men Isaritemplet selv var for ungt. Det vidste ikke bedre end at lade dem komme ind.

Det havde været morgen, da Narcis var ankommet første gang. Han havde brugt nogen tid på at besøge haverne. Han huskede, hvor mange forskellige udformninger haven havde haft, siden den blev anlagt med det første tempel. Han havde hilst med et nik på templernes beboere og besøgende. Nogle havde fået et smil og et par ord, hvis det var påkrævet. Få havde været interessante. Men Narcis var her for at vente på en bestemt besøgende, en gyldenhåret dreng, hvis bedstefar på tragisk vis var gået bort. Der kom han. Narcis ventede en passende tid, inden han selv trådte ind i Isaris katedral for anden gang i dag.

Indenfor templets porte så han mod loftet og fulgte stregerne i hvælvingen med øjnene til de nåede spidsen af de høje vinduer, videre ned langs væggene og søjlerne og tilbage til indgangen, hvor en serie af malerier begyndte, nogle af tidligere ypperstepræster, andre af mytiske historier. Ét efter ét lod han dem føre sig ind i selve tempelskibet. Rutinen tog den samme tid, som den altid gjorde. Var drengen klar til at give slip på sine bønner? Han havde retter sig op.

Narcis trådte forbi den sidste søjle inden Isaris plateau. Han foretrak ikke at træde op på det, men drengen lod til at vente. Opmærksom på ikke at skræmme det kønne, spinkle menneske væk, foldede Narcis en beringet hånd på ryggen og lod trinene hjælpe sig op på plateauet og fulgte vægbuen forbi de yngre guders statuer og hen til Isaris side, hvor hendes store figur lagde ham halvt i skygge. Solen varmede hans skuldre gennem de høje ruder.

"Tilgiv mig," begyndte Narcis blødt, "Men du virker bedrøvet. Hvad tynger dig?" Han var ingen præst - men en præsts toneleje havde den særeste evne til at indgyde tillid, hvor den ikke var, selv hvor den heller ikke burde være. 

Narcis ville have den tillid.

Der var ikke mere at gøre, end at rejse sig op og stille og roligt at forlade stedet, nu hvor han havde bedt færdigt. Men før Selmy overhoved nåede så langt, stadig knælende ved foden af marmortrapperne, fik han øje på det han bedst kunne betegne som en elver, der tilsyneladende talte i hans retning. Det gav et lille sæt i ham, for han kunne have svoret, at manden også så ham i øjnene. Men hvorfor? Selmy kendte ham ikke. Deres veje havde aldrig krydset, det vidste han med sikkerhed. For en mand med et sådan udseende, ville han bestemt have bemærket. Hvis solen havde taget form som en mand, ville han se sådan her ud, tænkte Selmy. 

Han reagerede ikke lige med det samme, og det fik ham næsten til at virke langsomtopfattende et øjeblik. Han svarede ikke før han flygtigt havde kigget sig over skulderen, for at tjekke, om der var en person bag ham, men det var der ikke. Det var altså ham, der af en eller anden uforklarlig årsag, havde fortjent opmærksomheden fra et så fornemt og smukt individ.

”Om forladelse, jeg blev vist grebet af stemningen,” Svarede Selmy så høfligt tilbage han kunne, skønt han lød helt stakåndet af overraskelse over, at han var blevet opsøgt i et så intimt øjeblik. Han skyndte sig at komme op fra gulvet. Han kunne vist ikke skjule, at han var bedrøvet. Han kunne mærke den fugtige tårebane, fra et øjeblik siden på sin kind endnu, men han var forlegen over, hvor tydeligt det var. Skinnede hans følelser så meget igennem?

”Det er nemt at føle sig så lille herinde.” Svarede han endeligt og fik fremprovokeret et oprigtigt smil til den smukke fremmede. Han blev ikke af den årsag, at han var ivrig efter at læsse alle sine personlige problemer over på elvermanden. Nok nærmere var han betaget og nysgerrig efter at blive introduceret.

”Hvem er du- jeg mener De!” Rettede han hurtigt ”Jeg har ikke set Dem før.”

Narcis så sorgen forsvinde fra den unge krystallisianers skinnende grå øjne et øjeblik. Varmen, der fyldte dem i stedet, kunne smelte guld.
*Han kunne ikke have set mere beundrende på Isari selv,* tænkte Narcis og smilede. Varmt. Venligt. Han ventede. Den unge mand ville finde ord før eller senere, og han havde tid.

Fugten og rødmen fra Selmys tårer mindede ham om at slå en bekymret rynke mellem brynene. Huden skinnede, sundere, hvor den salte væske havde løbet, men hvor tårene ikke havde været, var den stadig tør, uden tvivl fra den unge helers lange rejse. Sommeren havde ikke ladet huden komme sig, ikke helt. Hvor længe mon det var siden, han havde hørt om sin bedstefars død? Han havde i øvrigt ret. Hans og Narcis' veje, så vidt Narcis vidste, havde ikke krydset hinanden før nu. Det havde dæmonen gjort sig umage for.

Ah. Den unge heler, havde fundet mælet igen.

"Ingen forladelse nødvendig. Det er jo ikke Deres fejl, at De- undskyld," Narcis løftede hånden, den der ikke var på hans ryg, et øjeblik, tøvede, og trak så et lommetørklæde fra en indre brystlomme. Han rakte det til Selmy. "*Ahem* at De sørger." Narcis holdt et kunstpause og smilede opmuntrende. Der var intet, han hellere ville, end at lytte til den unge helers problemer. Detaljer var så vigtige. Dem havde han ikke endnu.
"Sorg er en gammel ven," forklarede han, "Mit navn er Nirion." Han rørte hjertet med hånden og bukkede. Den røde silke flød med bevægelsen ned over det første trin. "Jeg er på gennemrejse."

Narcis havde altid fundet det sært, at når mennesket følte sig mest, som hvad de var, små og ubetydelige i det store billede, så søgte de steder hen, der ikke kunnet andet, end bekræfte den følelse. Som her. Han så op. Selv lyset fra de høje mosaikruder nåede ikke hvælvingernes højeste punkter. Mørket deroppe blev holdt af enorme stensøjler, som fra et levende væsens perspektiv lænede sig truende ind over dem. Templet lokkede med Isaris lys og styrke, men hun var her ikke.
"Luften herinde er tung," begyndte Narcis tænksomt, "Vil De gøre mig selskab i tempelhaverne og fortælle mig lidt om Dem?" Han bad kun om en smule mere, end Selmy havde bedt om, Selmys eget navn til gengæld og en smule sollys. Væk fra Isaris tempel.

Selmy tog imod lommetørklædet, selvom den venlige gestus fra den fremmede mand med det smukke ansigt, kun gjorde ham forlegen nok til, at varmen steg til kinderne med en afslørende farve. Hvorfor pokker var han dog blevet så letlæselig? Men det var nu pænt af ham, at vise omsorg... Selmy antog, at han måtte have rørt noget i elveren, siden han havde vækket hans interesse, på en eller anden måde. Siden han sagde det med at sorg var en gammel ven...?

”Tak,” Selmy førte lommetørklædet mod sine kinder indtil det lindrede og lidt mere, for at skjule farven i ansigtet, der syntes at hænge ved lidt endnu. Manden Nirion havde bukket så høfligt til ham.

”Nirion,” Gentog han, for at gøre en dyd ud af at huske udtalen, som sikkert måtte være elvisk ”Mit navn er Selmy Kiefer.”  Han sørgede for at svare tilsvarende tilbage med et buk med hovedet, høfligere og lidt længerevarende, end han ellers ville have præsenteret sig over for de fleste andre fremmede. Men de fleste andre fremmede, havde ikke virket så ophøjede. Så vigtige... Så elviske. 

I forglemmelse af, at han endnu holdt tæt om det hvide lommetørklæde i sin hånd, havde han blikket på sensommerelveren, som han gav ham sit varmeste smil. Sorgen var ikke længere at finde i hans ansigt. Ikke nu, hvor noget så simpelt som hans selskab var blevet ønsket. ”Der er ikke noget jeg hellere vil,”  Svarede han, og det var et ærligt svar, utroligt nok, for normalt var han ikke den snaksaglige af slagsen. Men Selmy ønskede at præsentere sig selv over for herren, og han ønskede også at høre mere om den rejse, som han angiveligt var på.

Så ganske velkendt i templet, og haverne, selvfølgelig, fulgte Selmy Nirion igennem de imponerende gange, ud ad templets åbne porte og ned ad trappestenene. Hvis nu Nirion ikke var så velkendt med området, skulle Selmy gerne lede ham til de smukkeste områder i den storslåede have. ”Jeg kan godt forstå, at De på Deres gennemrejse har valgt at besøge vores smukke katedral. Jeg kender intet smukkere sted selv. Gør De?”

Rødme spredte liv i menneskets kinder. Var det mon kun forlegenhed? Med den intensitet for sådan et lille menneske, var det vidst ikke det hele, tænkte Narcis. Detaljer var nyttige. Han kunne selvfølgelig ikke være sikker på, hvad farven i den unge helers kender kom af, men han havde sjældent mødt et væsen, der ikke reagerede på hans udseende - det som han med møje og besvær havde konstrueret. Nogle reagerede med foragt. Han lignede en rig mand. Han lignede ikke en, der nogensinde havde lavet en dags arbejde, som bønder kaldte det. Han lignede ikke en, der kunne svinge et sværd, som soldaterne sagde. Heleren havde tydeligvis vurderet ham ud fra andre kriterier og havde som minimum fundet ham passende. Narcis' smil varmedes. 

Lommetørklædet dækkede ikke helt for kindfarven. Han lod heleren beholde det. Narcis havde et kort øjeblik troet, at hans sanser for magi spillede ham et pus, at mennesket alligevel besad evner. Men rødmen forsvandt igen, og der var intet at se, ingen aura, ingen lugt, ingen tone, ikke en dråbe af magi. Hvad end urter han og hans bedstefar kendte til, måtte være meget virksomme, når de kunne konkurrere med dem, som helede med magi.

"Selmy Keifer," efterlignede han, "En fornøjelse er jeg sikker på, det nok skal blive."
Narcis, der i forhold til udgangen stod bag den unge Selmy, fulgte ham gennem gangene og portene i hans tempel til, de havde forladt det. Da de nåede brostenene for neden af trappen, tog han et lidt længere skridt for at nå Selmys side. Narcis havde naturligvis besøgt haverne, men "Nirion" kunne umuligt kende dem. Ikke lige så godt som en, der boede i byen og besøgte templerne ville.

Selv om de kun var i kanten af haverne, trak duften fra de mange blomster og urter og lyden af insekter ind i kroppen sammen med varmen. "Katedralen er meget smuk, jeg måtte se den igen," svarede dæmonen eftertænksomt og ville følge Selmys valgte rute gennem haverne, "Men jeg har set så mange smukke ting. Det føles urimeligt at dømme et i forhold til et andet. De lader til at holde særligt af tempeldistrektet. Er det haverne, De holder af?" Narcis forsøgte forsigtigt at dreje samtalen væk fra Selmys tempel, det som Narcis havde tolket som den unge mands andet hjem, og enten distrahere ham med fantastiske fortællinger, eller lede ham hen på urter og planter, og dermed hans bedstefar. Mennesker følte sorg tungt, vidste han; måske det var for tidligt.

Den unge mand havde altid haft så let til rødme i ansigtet. Han var overfølsom for solens stråler, og så kom farven frem med det samme, når han blev hidsig. Og hidsig var han ofte som dreng, men ikke længere. I dag følte han sig ganske smigret. Nirion var en ganske nydelig mand. En meget betagende, magisk af udseende elvermand. Og Selmy havde så svært ved at forstå, at hans selskab virkelig kunne være en fornøjelse, som var det ord Nirion havde valgt at bruge om ham. Det var som at få en lussing, på den gode måde. Den lussing vækkede ham fra den sorg og nærmest depressive tilstand han havde været i, lige siden han kom hjem fra sin sidste rejse fra det sydlige Krystalland. Åh, turde han overhoved håbe på, at følelsen af at være noget for nogen, kunne vare ved?

Haverne var smukke ja, og Selmy var ivrig efter af vise dem frem, men han vidste godt hvordan man beherskede sig. Han var i øvrigt endnu mere interesseret i at høre elverens egne oplevelser med stedet her. Bare lyden af hans behagelige, høflige stemme, der fik lov til at tale og spørge interesseret tilbage, kunne jo næsten tryllebinde en mand, der var svag overfor den slags smigr. Ikke at Selmy havde i sinde for alvor at kaste sig ud i noget så dumt som en decideret forelskelse, nej, nej, nej da! Lige nu ville han bare være i det lidt...

Han trak på smilet og slap en enkelt lyd af begejstring. ”Det er katedralen, naturligvis,” Selmy hævede præsenterende sin hånd op mod den storslåede katedral, som ganske rigtigt var som et andet hjem for ham. Og selvom man et øjeblik skulle tro, at det var en håbløs mission, at få den blonde mand til at tale om noget andet, fortsatte han heldigvis hurtigt. ”Men tempelhaverne hører jo til oplevelsen. Min gamle skole ligger vest for haverne, så som dreng tog jeg gerne omvejene hjem, hvis ikke jeg tog et smut forbi biblioteket, som jeg også holder vældig meget af. Hvis ikke De har været der endnu, håber jeg De får anledningen snart.”

Narcis mærkede Selmys øjne på sig varmere end solen. Det var som nat og dag, hvordan den unge heler havde lyst op, siden han havde rejst sig fra sine bønner. Han smilede fra øre til øre og glimtene i hans øjne skinnede om kap med det gyldne hår, bemærkede dæmonen.
Det overraskede derfor Narcis - men kun en smule, for intet overraskede ham jo rigtigt -, at den unge mand ikke havde kastet sig hovedkuls ud i et episk digt om hans tempelhaver. Det virkede, som om iveren simrede under låg, som om han ikke helt vidste, hvilket ben Narcis foretrak, han stod på. Han... ventede, holdt igen, ture måske ikke give efter for beruselsen i være sorgfri et øjeblik.

Depression var en af de få følelser, som Narcis helt oprigtigt med hånden på det hjerte, han ikke havde, kunne relatere til. Hvis det var der, Selmy var, ville Narcis arbejde være meget lettere end, han havde regnet med.

Han måtte opmuntre Selmy en anelse mere. Sagde han et bibliotek?

"Nirion" smilede smigret af den lyshårede menneskedrengs opmærksomhed, og lyttede, mens de slentrede ind i tempelhaverne. Et par passerede dem, og elveren trådte tættere på Selmy et øjeblik for at give dem plads med et varmt smil og et nik. Grusset på stierne knasede svagt under hans fødder.
"Så De er født og opvokset i byen, og De er belæst," svarede han med slet skjult fascination. "Jeg har besøgt biblioteket, men jeg må tilstå, at det er mange år siden. Jeg husker det, som mange besøg værd, så jeg følger med glæde Deres anbefaling om at se det igen. Med så mange bøger ved hånden, må De også have været inspireret til at rejse? Biblioteket i Belzera er storslået."

Det blonde menneske var så optaget af sit nye bekendtskab, at han slet ikke registrerede, at et par bestående af en ung herre og frue passerede dem, før Nirion trådte tættere på ham. Han plejede gerne at se ned i jorden, hvis han kunne slippe afsted med det, men han nåede også at give dem et høfligt nik, nu hvor det tilsyneladende faldt hans gåmakker så naturligt at hilse på. Han bemærkede at kvinden tilmed drejede hovedet, for at tilluske sig et ekstra godt kig på dem. Ikke på ham, vist. Men den mand som han fulgtes med. Selmy havde aldrig følt sig mere ordinær end han gjorde lige nu. Men så så han hvor de glødende øjne var rettet imod, nemlig ham, og det var nok til at løfte ham op igen ovenpå den pludseligt opståede dystre tanke. Selmy smilte igen. Venligt og en kende genert, faktisk, inden han førte ham gennem stierne igennem haven.

De passerede smukke, store træer. Blomsterbuske. Præstestatuer, Englestatuer, springvand og naturlige vandløb, hvor man skulle over buede, hvide stenbroer, for at komme over på den anden side.

”Ja,” Svarede Selmy dybfølt, og var ganske tilfreds med, at han havde givet Narcis det indtryk, at han var lærd. Det havde han jo gjort sig umage med at få nævnt, for han ville nødig blive valgt fra, i tilfælde af at Nirion ikke så ham som et intellektuelt match. Altså som bekendtskab, naturligvis! Selmy bemærkede også, at Nirion bekendte, at han havde besøgt biblioteket for mange år siden, og i hele Selmys levetid, havde biblioteket været... ret meget det samme, faktisk. ”Hvor mange år siden?” Nåede han at komme til at spørge, lidt for hurtigt, før han kunne nå at stoppe sig selv. Hans stemme døde lidt ud. Sådan noget spurgte man vel ikke om, som noget af det allerførste? Havde han fuldstændigt glemt sine manerer? Nirion virkede ældre, og var sandsynligvis også ældre end hvad Selmy havde godt af at kende til.

Så han rømmede sig hurtigt, så Nirion slet ikke kunne nå at tage stilling til hans spørgsmål. ”Ah, Balzera?” Spurgte han med en klar, frisk stemme ”Ja, jeg har læst om det engang. Det er faktisk en drøm ud af mange at besøge biblioteket der.” Hans kinder blussede en smule op igen af en eller anden grund. Han løste problemet ved at vende hovedet bort et øjeblik, for at betragte alt det grønne og blomstrede, som haven havde at byde på. ”Faktisk så...” Han tøvede kortvarigt med overhoved at fortælle om det her, men måske var Nirion netop en person, der ville forstå en sådan mission ”-Så rejser jeg for at studere planter. Ser De, min kære farfar efterlod mig hans livsværk, et større litterært projekt, som jeg agter at færdiggøre i hans sted.”

Narcis lod sig føre af mennesket mellem træer, buske, blomster og statuer akkompagneret af rislende vand. Hver gang den unge mand pegede på noget eller sagde noget svarede "Nirion"  med store øjne eller et billigerende smil. Hvis de passerede flere, hilste Nirion med et nik og et smil, men opmærksomheden blev ved mennesket. Han værdsatte en personlig guide, der var så imødekommende og gæstfri over for en vildt fremmed.

Det passerede en lille bro, der var for smal til virkelig at være nødvendig. Narcis hørte Selmys tunge smutte fra ham; hans samvittighed bød ham tilsyneladende at være forlegen over ikke at have fulgt reglerne også selvom, det var menneskeregler. Nirion så underholdt på ham et øjeblik, som om han havde forsøgt at sige noget på elvisk og udtalte det forkert. Mennesket prøvede jo.
Han skulle netop til at åbne munden for at svare, men blev hurtigt afbrudt af Selmys høflighedskneb. Nirion lukkede i stedet endnu mere underholdt munden, og lod den unge heler klatre op af det hul, han mente, han var endt i.

"En botaniker," Nirions øjne skinnede med så meget tilbageholdt nysgerrighed, som Narcis kunne præstere. Det var ikke småting, for Selmy var endelig stødt på det emne, som Narcis var mest interesseret i, hans farfars bog. Så vidt Narcis vidste, havde ingen i flere århundreder forsøgt at skrive et komplet katalog over alle planter i hele Krystallandet. Det kunne de ikke uden at åbne portene til Kzar Mora, og Narcis håbede inderligt, at farfaren havde fundet noget.
"De må gøre Deres bedstefar stolt. Det er ærværdigt at fortsætte sine forfædres arbejde. Jeg har selv en interesse for planter," hovedsageligt magiske og giftige, hvilke han valgte at holde for sig selv, "Jeg ville være meget interesseret i at høre mere om Deres og Deres farfars rejser. Hvis I ikke nåede til Balzera, må De tage dertil. Området er fascinerende." Narcis havde af egne årsager meget svært ved at forlade hovedstaden. Det ville tage ham tid at arrangere, men det kunne lade sig gøre. Måske han kunne eskortere den unge heler, få ham ud af sin trygge rede. Balzera var et livsfarligt sted at træde forkert og måske det sted i landet, hvor Lyset havde den mindste indflydelse. Det var en del af byens charme.

Selmy lyste helt op, som Nirion hurtigt gennemskuet den titel, der nok betegnede hans bedstefar og nu også ham selv, bedst. Han kunne i den grad fornemme anerkendelse i Nirions nysgerrige blikke, og det opmuntrede ham til at fortsætte i dette samtalespor. Normalt interesserede det her ikke nogen, og da specielt ikke hans egen familie, som nærmest slet ikke ville tale om noget, der havde med Sidionius Kiefer at gøre mere. Ikke efter den tragedie, der var hændt ham, for nogle år tilbage. 

”Botaniker. Healer. Eventyrer. Tegner og skribent,” Remsede Selmy løst op, som han bevægede sig op på stenbroen og stoppede, for at læne sig mod stenmuren. En fintfølende ædel hånd, strøg afslappet hen ad stenene. Han lyttede til den ros han fik, for at have påtaget sig sin bedstefars byrde og lod sig smigre. Og da han hørte, at Nirion også havde en fascination for planter, skød Selmy de lyse øjenbryn udtryksfuldt opad.

Faktisk havde Selmy været i Rubinien for et halvt år siden med planen om at slå ophold i Balzera på vejen hjem, men han undlod helt at fortælle om det, fordi han blev mindet om den ulykke, der hændte ham og hans rejsekammerat... Hans smil forblev plantet på hans lyse ansigt, kun kortvarigt tæt på at krakkelere ved det grimme minde, og han nikkede.

”Det... er faktisk ikke så ofte jeg møder nogen med entusiasme for min farfars værk,” Måtte han desværre indrømme. Men det var tydeligt at mærke på ham, at det betød meget for ham at have mødt en, der kunne være ligesindet ”Mange synes at det er et håbløst projekt. Men, hvis De virkelig mener det – Altså, at De vil høre mere om det, så vil jeg glædeligt fortælle Dem om min farfar. Jeg vil endda kunne vise dig værket en dag.” Selmy spærrede øjnene lidt op, da det gik op for ham, at han havde glemt en lille detalje. ”Åh, men De er jo på gennemrejse. Det er vel ikke upassende at byde Dem på aftensmad hjemme hos mig?” Turde han håbe på svaret? Han sænkede stemmen lidt, som han skyndte sig at tilføje ”-hos min familie, selvfølgelig.” Det var i den grad et forhastet tilbud. Men den smukke elvermand var jo tilsyneladende tilbeder af Isari, siden de mødtes der i templet, af alle smukke steder mand kunne møde. Det alene burde være grundlag i sig selv nok for et nyt spirende venskab. Indtil videre havde Nirion virket umådeligt rar og nysgerrig og god... det ville komme som en overraskelse, hvis han takkede nej. Og det ville såre Selmys følelser, men ikke mere, end at han ville forstå det.

"En ære at have mødt en så oplyst ung mand," svarede Nirion spøgefuldt.

Det var ikke hans mening at gøre grin med Selmy, men i stedet mente han at have fanget en hvis løssluppenhed, når han var begyndt at lege med remser og forsøgte at vise sig. Han ønskede at Selmy skulle føle, at han kunne tale frit. Han lod den unge mand passere op på den smalle stenbro foran sig. Selmy måtte have haft endnu mere brug for en ven, end Narcis havde opfanget. Han vidste, at bede om, hvad han i virkeligheden ville have allerede, var for tidligt, men så nemt, som Selmy lukkede ham ind, var han fristet. Han fulgte efter mennesket.

Oppe på broen ved siden af Selmy, hvilede Nirion begge hænder på relængen og fulgte vandløbet med øjnene til det forsvandt ind i et buskads, mens han lyttede og lod vinden flytte hans skinnende hår om bag de spidse ører. Ingen hentydning til Balzera. *For tidligt...* tænkte dæmonen. Han vidste, hvad der var sket hans farfar. Hans vidste også, hvad han ville fortælle Sidionius' barnebarn. Der ville være forskel. Men for nu ville han ikke presse Selmy tilbage i sorgen. Det var ikke formålet med denne gåtur.

"Der er intet jeg hellere vil," citerede Nirion Selmy, "End at høre mere om jeres arbejde-" Her skød Narcis' eller Nirions' - det var for så vidt det samme - øjenbryn i vejret. Nirion, den elver han spillede, var overrasket. Narcis selv følte noget, han ikke havde følt i et århundrede - så vidt han huskede -, frygt.

Nirion samlede straks sit ansigt i et strålende smil: "Hvor er det venligt af Dem. Det ville være en ære."
Bag de taknemmeligt glødende øjne, gruede Narcis for en middag i et hjem af mennesker. Han ville være tvangsindlagt. Han vidste, at Selmy selv flygtede fra huset oftere end nogen tryg dreng ville gøre, og at et besøg ville forklare, hvor Nirion kendte Selmys forældres og søsters navne fra, men Zaladin skulle vide, at han bad til en familiekatastrofe mere. Så længe det ikke gik ud over drengen. Nirion så forventningsfuldt ud over haven fra broen.
"De fortalte, at Deres skole var tæt på. Måske vi kunne gå den vej?"

En ære! Hvis Nirion gjorde nar ad ham, var han ikke selv klar over det, og det var skønt han var blevet mobbet under størstedelen af sin skoletid og havde tillært sig at være på vagt overfor den mindste antydning af kritik. Og den slags tog ufatteligt meget af hans energi.

Selmy betragtede også den skønne natur, som Nirion kom ham nærmere, og placerede sig på toppen af broen ved siden af ham. Han kunne dog tydeligt fornemme ham ved sin side. Det var svært ikke at føle sig stærkt betaget af ham, og Selmy var endda nysgerrig for at se præcis hvordan han stod og hvad der dragede de glødende, varme øjne. Men nej, Selmy var nødt til at holde lidt igen med sin stirren. Der var ingen grund til at skræmme ham væk så tidligt.

Lettelse fyldte han bryst, som hans invitation blev svaret, og så endda helt uden en trækkende tøven eller et fordømmende blik. Den form for medgørlighed, havde Selmy vist ikke rigtig prøvet før, og på en måde gjorde det ham utroligt nok meget mere selvsikker i selskabet. ”Tak! Jeg mener- Det glæder mig,” Rettede Selmy hurtigt og rømmede sig med et smil. Hans spejlgrå øjne skinnede naivt op til ham, som han med et beslutsomt ryk skubbede sig fra murværket.

”Ja? Lad os det. Drengeskolen er også efterhånden en gammel, men meget smuk og velholdt bygning. Måske kan De fortælle lidt om Dem selv? Hvor De er fra og hvad De beskæftiger Dem med.” Mennesket var ivrig efter at lære endnu mere om sin gæst. Han ønskede at høre hans stemme lidt mere, uvidende om, at han lige havde gjort den fejltagelse, at invitere en dæmon til at fylde ham med løgn.

Det var nær umuligt for Narcis ikke at bemærke, hvor Selmys livlige grå øjne faldt. De smuttede fra punkt til punkt, men punktet var sjældent andre steder end på ham selv. De virkede hungrende. Han tvivlede på, at mennesket ville misse en eneste af hans bevægelser. Så længe han kun så, hvad Narcis ønskede, han skulle se, var det en egenskab, han gerne roste.

Nirion havde svært ved at skjule et smil, hver gang Selmy blev opmærksom på sig selv eller snublede over ordene. Den unge mand lod til af alle kræfter, at vise sig fra sin bedste sige. Hvordan kunne nogen ikke belønne sådan en behandling. Han lod sine øjne hvile i menneskets og ventede på, at han skulle tage initiativet. Der rykkede han sig fri. Dæmonen fulgte tæt efter.

Rød silke og havblå rober bølgede efter dem under havens små træer, mens gruset gav efter for deres fodtrin. Nirion begyndte eftertænksomt:
"Åh, hvor skal jeg begynde... Måske med slutningen til en forandring. Jeg har været i byen et par uger denne gang. Det lykkedes mig at opkøbe et maleri, der ikke har været til salg længe. Jeg ville beskrive mig selv som samler, ser De," han så ydmygt ned på Selmy for at give ham lidt opmærksomhed og tjekke, om han nu fulgte mennesket den rigtige vej. Herfra begyndte dæmonen at spinde løgne så hurtigt som Safiriens fårehyrder spandt uld, for det var år siden, han rent faktisk havde sat så meget som en tåspids uden for Dianthos' mure. Han fortsatte i et roligt tempo gestikulerede minimalistiskt med hænderne, hvor det virkede passende for hans historie: "Jeg ankom med karavane fra Lazura. Har De været der? Vejen dertil er flere dagsrejser, men søen på denne tid af året er et under. Vandet er blikstille, så man nogle steder kan se dusin af meter ned til gamle vrag. Somme tider finder dykkere velbevarede ting dernede. Engang købte jeg en logbog som havde ligget i en forseglet dragkiste. Den havde ikke taget den mindste skade og havde tilhørt en adelig eventyrer fra Turmalinien."
Hvis Selmy stillede flere spørgsmål, kunne han forsætte længe om de eventyr, han ikke havde været på og nogle få, han havde. Han forsøgte at vække Selmys rejselyst. Mon ikke det ville tage længere tid, end en gåtur til en gammel drengeskole.

Ah, det hele gav mening for Selmy. Den smukke elvermand var naturligvis bosat i det østlige Azurien. I Flodbyen Lazura. Han rystede på hovedet, da han blev spurgt ind til, om han nogensinde havde været der. Det havde han ikke, og han ønskede endelig ikke at afbryde ham, når han talte. Han var dybt betaget af alle de nye informationer han fik om den mystiske fremmede, og nu begyndte der at tegne sig en ide om hvem han var for en. En imponerende fremmed, med sans for kunst og historie, biblioteker og rejser. Selmy følte næsten, som han fortalte, at han kendte ham. Det slog ham nok aldrig helt, men han lod sig opsluge af hans stemme og fortællinger, på samme måde som den yngre udgave af ham, havde forgudet sin egen farfar. Hans farfar havde ikke været fortryllende, dog. Han havde været en robust udgave af Selmy med skæg, små brilleglas og typisk siddende med en pibe i munden, mens hans blik studerede egne krøllede noter. Men han var fra en ældre tidsperiode og havde virket ældre end han havde været. Og det gjorde Nirion også.

"Det må have været et helt særligt maleri, siden De er rejst så langt for det," Kommenterede Selmy løbende, uden nødvendigvis at ville starte en samtale om maleriet. Det mest spændende ved den fortælling var alt hvad det sagde om den mand han vandrede side om side med. 

Haven ville ophøre på et tidspunkt, eftersom at de gik i en lige retning mod bydelen, hvor Selmy også havde haft skole. Han ville vise ham den, men det gik ikke at dykke ned i hans skrækkelige tid udenfor lektionerne der. Nirion var alt for betydelig, til at spilde sin tid på den slags dårligdomme om ham, følte han.

De talte meget lidt om de smukke omgivelser omkring dem, men naturen, træerne og statuerne talte også for dem selv. Her var idyllisk og roligt, og de kunne tale fortroligt sammen, hvis det var det de ønskede.
"De er vist en eventyrlysten mand," Kunne han ikke lade være med muntert at tilføje "Har De agtet at læse i den?" På nuværende tidspunkt havde han ingen anelse om, at samtalen var spildt på en logbog og et skibsvrag, der måske ikke engang fandtes.

Maleriet havde bestemt været specielt. Nirion begyndte at fortælle om sin interesse for maleriet, som kunstsamler ville gøre det. Vel vidende, at de nemmeste løgne at holde styr på, er dem, der ikke er langt fra sandheden
"Den tidligere ejer gik desværre bort. Han havde været meget glad for det maleri, jeg tror, familieportrættet var af hans egen familie, selvom," her smilede Nirion lidt vemodigt, "Jeg tvivler på, han selv var gammel nok til at have mødt dem. Det havde jeg til gengæld. Det specielle ved maleriet er, at hverken familiegrenen, stuen i baggrunden, eller artefakterne i stuen eksisterer mere. Offer for en af vores mange krige desværre. Det er et rent minde." Han fortsatte en sætning eller to endnu om den berømte kunstner, selvom han ingen anelse havde om, hvem der havde malet det, og hans behandling af lys og detaljer, før han undskyldte for at tale i strømme.

At høre om et gammelt maleri interesserede nok ikke Selmy. Eller måske gjorde det. Den unge mand var så forsigtig med at vise sin entusiasme, og alligevel var den så tydelig. Det var jo kun naturligt, at han lod sig intimidere af nogen, så meget ældre end ham selv, tænkte Narcis. Han havde besluttet at vise den unge botaniker, at de to ikke var så forskellige, at Nirion heller ikke plejede at tale andre et øre af om sin kunstsamling. Han ville forstå. Selvfølgelig ville han forstå.

Han holdt en lille kunstpause, mens blade raslede og fugle kvidrede, og lod Selmy vælge det næste emne.
"Det agter jeg," livet sneg sig tilbage i Nirions stemme, "Jeg kan kun forestille mig, hvad en sejler må have oplevet. At rejse minder mig om, at verden aldrig går i stå. At læse om andres rejser, inspirerer mig til at tage nye steder hen."

Nirion holdt en vildfaren gren til side, så Selmy kunne passere uden mén. De var nu nået ud på den anden side af tempelhaverne. Bydistrektet her var gammelt. Flere af husene havde stået der i mindst et århundrede ofte to. Nogle var kærligt vedligeholdt, mens andre havde år og mærker på facaderne. Nogle få bygninger havde ikke andet end facaden.
Nirion fyldte blikket med forventning og vendte den i Selmys retning.
"Så må De endelig vise vej," tilføjede han opmuntrende.

Selmy interesserede sig ikke nødvendigvis for maleriet, men var i den grad stærkt fascineret af Nirion som person, og hvor meget kunsten og historien bag syntes at betyde for ham. Og det kunne Nirion måske også mærke på ham. Han reagerede i hvert fald tydeligt berørt på hans fortælling. Hans puls steg, pupillerne udvidede sig en anelse, selv nu med lyset i ansigtet. Hans bryst hævede og sænkede sig i takt med den dybere vejrtrækning. Det var en tankevækkende fortælling, der desværre også mindede ham om, at han blot var et menneske. Han var så ung, men for en hvem-vidste-hvor-gammel elvermand, ville han dø inden måneden var omme. Det var vel derfor mange elvere, helt holdt sig fra overhoved at ville lære dem at kende. Alligevel gjorde Nirion sig besværet.

Logbogen, som samtalen flød over til, vækkede Selmys rejselyst. Han lyttede til Nirion, der beskrev det at rejse, og bare det at læse om andres rejser, og han lod sig let inspirere. ”Jeg har aldrig selv set havet, men en dag får jeg nok muligheden. Og da vil jeg skrive til Dem og fortælle Dem om alle de utrolige opdagelser jeg gør mig. Jeg føler at De af alle, ville kunne viderefortælle historien om mig, på en respektfuld og smuk måde. Ligesom du fortæller om dine malerier og dine fund.” Selmy var holdt lidt op med at forsøge at skjule sin generthed. Den var som en konstant tilstedeværelse nu.

De vandrede forbi skolebygningens mørkegrå stenmure, og Selmy løftede sit hoved op langs bygningen, inden hans blik landede ved et af de vinduer ved spindeltrappen i tårnet op til et af bibliotekerne. Der havde han altid kunnet være i fred, og han kunne kigge ned på de andre elever, når de befærdede sig udenfor i deres fritime. Det var ikke kære minder han havde, så han havde faktisk ikke noget at sige, andet end; ”Ja... Det er et slut kapitel for mig. Voksenlivet har beklageligvis budt mig mindre tid at læse i.” Han løftede hånden lidt lavt, som han præsenterede den. 

Den unge helers mangel på evne til at leve evigt, var tilsyneladende gået op for ham. Væsner med kortere liv, havde somme tier en fascinerede angst for at blive glemt. Deres anden død. Selmys død var ikke en, som Narcis så frem til. Ligegyldigt hvor meget tid han selv havde, så ville Selmys tid løbet ud på et tidspunkt. Han ville foretrække, at det skete senere snarere end før.

Den unge menneskemand talte mere nu. Hurtigere. Tonen lød højere og øjnene virkede større. Nirion nikkede beæret og smilede bredt over at have fundet en med samme begejstring over omverdenen
"Jeg vil se frem til det brev med stor forventning. De bør rejse, så ofte og så længe, de kan."

Mens botanikeren nu stod stille foran sin gamle skole og betratede et tårnspir, hvis vinduer stadig afslørrede reoler indenfor, betragtede Narcis ham. Narcis havde brugt meget lidt tid med mennesket, og havde derfor meget at lære endnu om, hvad han kunne lide, og ikke kunne lide, hvad han drømte om, og havde han frygtede, men den tid var blevet brugt på, at snakke om planter og rejser, til den gamle dæmon hørte glæde i Selmys stemme. Glæden var svundet ind.

Nirion rynkede eftertænksomt brynene. Her var ikke det rigtige sted at dvæle for længe.
"En smuk bygning," svarede Nirion tøvende, "Som uvejr set på afstand. Tilgiv mig, hvis jeg taler over mig, men stedet her virker ikke, som et sted for børn."
Hverken Narcis eller Nirion havde nogen anelse om, hvad der lå bag præcis disse murer. Dæmonen kunne kun beskrive, hvad Selmys tøven og manglende smil fortalte ham. Minderne, gættede han på, var ikke lykkelige. Han ventede med at sige mere, til stilheden grænsede til akavet. Så rømmede han sig lidt.
"Var det her, De begyndte at drømme om at rejse?" Nirion placerede en følsom hånd på menneskets skulder for at indikere, at De ikke behøvede at dvæle her.

Det havde aldrig været lettere for Selmy at bygge et venskab op så hurtigt. En man kunne skrive til, som ikke bare var ens mor, far eller søster, når man var langt borte. Nirion ville uden tvivl vise mere interesser for hans rejser, end hans familie gjorde, som blot ønskede ham sikkert hjem, og havde meget få spørgsmål til hvad han fik ud af sine rejser, hvis de da i det hele taget havde nogle. Han glædede sig allerede til at skrive til hans nye sjæleven. Men han kunne vel sagtens vente til sekundet, Nirion rejste tilbage til Lazura.

Måske, med lidt held, ville Nirion inspirere hans familie til at blive mere åbne for det eventyrlystne, når først de mødte ham her til aften.

Som Selmy betragtede sine gamle omgivelser og følte sig så voksen nu, henfaldt han i egne tanker et øjeblik. Han bemærkede slet ikke, at elveren havde mere travlt med at studere ham end skolebygningen. Det virkede jo til, at Narcis havde spottet hvad end Selmy havde brugt årevis på at finde ud af, at dette sted ikke havde været et rart sted. Men... Ikke et sted for børn? Det var jo en skole. Det var jo netop her børn hørte til, for at danne sig og lære, at livet var andet end bare leg. Ligesom Selmy og hans skolekammerater havde lært det.

”...Her? Nej, vi skal længere tid tilbage-” Han gispede oprigtigt forskrækket, som Nirion lagde sin hånd ved hans skulder. Han vendte sig om mod ham, overrasket over voldsomheden af hans egen reaktion. Han var ikke vant til at blive rørt ved. Vægten af hans hånd virkede ellers så beroligende og venskabelig, at det ikke kunne andet, end at få ham til at le lidt undskyldende. ”Min farfars kontor.” Rømmede han sig, med pegefingeren krummet overvejende mod sin smilende mund. ”Før min far ryddede op og gjorde det til sit eget, var det ét stort inspirerende rod, med landkort og sammenkrøllede papirer og arbejdsremedier. Jeg nød at hænge mig op ad min farfar, som røg pibe, mens han arbejdede fokuseret ved sit skrivebord. Han lod mig nogle gange læse lektier ved siden af ham, hvis jeg kunne holde ud at være i røgen. Det tog lidt tilvænning.”

Selmy løftede sin hånd og lagde den roligt ovenpå Nirions hånd. Ikke for længe, for det var Selmy meget omhyggelig med at sikre sig. Men de lange, fremmede fingre føltes farligt godt mod hans fingerspidser, så meget at han længdes efter at søge hånden igen. ”Lad os gå udenom Diamantstræde. Jeg bor nogle få gader væk.” 

Det var få ting, der gav den gamle dæmon mere myrekryb end menneskebørn. Utilregnelige små væsener, der ikke kunne klare sig selv før længe efter, de havde forladt deres forældres hjem første gang. Ynkeligt. Og alligevel elskede det fleste voksne deres børn så meget, at de hellere selv ville dø, end lade dem komme til skade, også selvom de burde vide, at skravlet ikke kom til at overleve længe uden dem. Det eneste, den gamle dæmon kunne rose dem for, var deres opfindsomhed, når det kom til at have det sjovt ofte på de svagere børns bekostning. Steder, som den bygning Selmy så op på, drev den slags opførsel ud af de stærkere børn med disciplin. Narcis gættede på, at netop denne skole ikke havde været så effektiv på det punkt. Barndomen plagede ofte mennesker resten af deres korte liv. Måske, skolen her havde ladet børnene beholde deres kreativitet på Selmys bekostning. Måske dæmonen burde være taknemmelig.

Nirion smilede, lettet over at Selmys humør kom tilbage naturligvis, og en kende undskyldende for at have jaget ham en skræk i livet uden at ville det. Den unge botanikers gisp havde puffet til Nirions hånd, så han tyngede den en smule.
"Deres farfar må have været et vidunderligt menneske," tilføjede han, selvom beskrivelsen af Sidonius' rod fik hans mavesæk til at krølle sig sammen som et pergament på vej i papirkurven. Hans egne gemakker var kliniske. Selvfølgelig... der var tidspunkter, hvor de ikke var. Men det havde jo været længe siden sidst. En rynke samlede sig mellem hans bryn, men smilet blev. Tilgivende.

Et øjeblik lagde Selmys hånd sig på hans. Hans hånd rykkede sig en smule som af refleks, eller overraskelse. De lange fingre spredte sig bare en smule, en millimeter her, en anelse der. Netop nok til at lade Selmys spinkle fingre falde ned mellem hans slanke, silkebløde klædt i kolde guldringe. Mennesket var så tillidsfuld allerede. Så åben. Han kunne næsten.. pengefingeren strakte sig mere mod menneskets følsomme hals… det ville være så nemt. Selmys hånd løftede sig og han fulgte eksemplet.
"Jeg vil gerne høre mere om ham en dag. Jeg kan kun forestille mig, at han ville være stolt af dig."
Begge hans hænder foldede sig bag hans ryg. Han havde alle intentioner om at se, hvor Selmy nu ville gå hen.