Den store sal, var ikke ukendt for den ortodokse mand, men alt efter hvornår på døgnet man besøgte Isari i hendes pragtfulde tempel, faldt solstrålerne så anderledes ned gennem de store tempelruder foroven. Lyset strakte sig igennem mørket og belyste midtergangen op på en måde, som stearinlysene på standerne aldrig ville kunne. Selv på en skyet dag som denne, faldt det hvide lys ned på en meget ung mand med gyldne, bløde lokker, og sorte og gråblå, smukke klæder med smukt broderede motiver af hans storesøsters eget håndværk. Hans ansigt kunne man ikke se, men der var ingen tvivl om, at der var en skygge af dyb sorg over ham. Det var måden hvorpå han blev på sine knæ på, og bad lavmælt for sig selv på, med sine håndflader åbne, underdanige og tilbedende.

På grund af hans unge alder skilte han sig ud fra den lille menneskemængde af besøgende, og så havde han placeret sig ved foden af trapperne op til statuerne, der afbillede Isaris store guddom.

Der var gået mange måneder, siden Selmy Kiefer var kommet hjem igen fra sin første lange rejse. Han var blot en dreng da han tog ud, men kom hjem som mand. Med smerte og svig. Så mange ting var sket, og så mange ting kunne han slet ikke dele med nogen. Hans kære mor... hendes sygdom havde fat om hendes spinkle liv, evig truende, uden at gøre alvor. Hans far var en skygge af sig selv. Han havde forsøgt at være den beskyttende, formanende far overfor Selmy, men han kunne slet ikke rumme at holde ham i kort snor. Selmy var begyndt at bide fra sig, når han forsøgte. På en god dag kunne Selmy slippe væk fra den depression, der hærgede over familiehuset... og her i Isaris tempel, kunne han være i fred...

Han følte sig skyldig over at han ikke havde gjort mere, for at redde sin rejsekammerat, men nogen eller noget havde taget ham bort. Og han følte sorg over sin mors tilstand. Og han følte sig så ensom og isoleret... og så umådeligt fremmed her.

En tåre trillede ned ad hans kind, som han skiftede fra en bøjet positur, til at sidde op igen. Han rankede ryggen og tav dybt, nærmest som at komme tilbage til virkeligheden igen. Hans hånd søgte om Isaris medaljon og gav den et taknemmeligt klem, inden han endelig slog blikket op, betragtende, men uopmærksom på hvad der foregik af liv omkring ham.

Lette trin under svajende stof strøg marmoret beroligende med årerne. Solstrålerne gennem katedralens høje vinduer fangede honningfarvet hår, dybrød silke og glimt af indbroderede sten mellem søjlerne på vej i menneskedrengens retning. Stenene i væggene kunne huske, hvornår dæmonerne kom til verden, men Isaritemplet selv var for ungt. Det vidste ikke bedre end at lade dem komme ind.

Det havde været morgen, da Narcis var ankommet første gang. Han havde brugt nogen tid på at besøge haverne. Han huskede, hvor mange forskellige udformninger haven havde haft, siden den blev anlagt med det første tempel. Han havde hilst med et nik på templernes beboere og besøgende. Nogle havde fået et smil og et par ord, hvis det var påkrævet. Få havde været interessante. Men Narcis var her for at vente på en bestemt besøgende, en gyldenhåret dreng, hvis bedstefar på tragisk vis var gået bort. Der kom han. Narcis ventede en passende tid, inden han selv trådte ind i Isaris katedral for anden gang i dag.

Indenfor templets porte så han mod loftet og fulgte stregerne i hvælvingen med øjnene til de nåede spidsen af de høje vinduer, videre ned langs væggene og søjlerne og tilbage til indgangen, hvor en serie af malerier begyndte, nogle af tidligere ypperstepræster, andre af mytiske historier. Ét efter ét lod han dem føre sig ind i selve tempelskibet. Rutinen tog den samme tid, som den altid gjorde. Var drengen klar til at give slip på sine bønner? Han havde retter sig op.

Narcis trådte forbi den sidste søjle inden Isaris plateau. Han foretrak ikke at træde op på det, men drengen lod til at vente. Opmærksom på ikke at skræmme det kønne, spinkle menneske væk, foldede Narcis en beringet hånd på ryggen og lod trinene hjælpe sig op på plateauet og fulgte vægbuen forbi de yngre guders statuer og hen til Isaris side, hvor hendes store figur lagde ham halvt i skygge. Solen varmede hans skuldre gennem de høje ruder.

"Tilgiv mig," begyndte Narcis blødt, "Men du virker bedrøvet. Hvad tynger dig?" Han var ingen præst - men en præsts toneleje havde den særeste evne til at indgyde tillid, hvor den ikke var, selv hvor den heller ikke burde være. 

Narcis ville have den tillid.

Der var ikke mere at gøre, end at rejse sig op og stille og roligt at forlade stedet, nu hvor han havde bedt færdigt. Men før Selmy overhoved nåede så langt, stadig knælende ved foden af marmortrapperne, fik han øje på det han bedst kunne betegne som en elver, der tilsyneladende talte i hans retning. Det gav et lille sæt i ham, for han kunne have svoret, at manden også så ham i øjnene. Men hvorfor? Selmy kendte ham ikke. Deres veje havde aldrig krydset, det vidste han med sikkerhed. For en mand med et sådan udseende, ville han bestemt have bemærket. Hvis solen havde taget form som en mand, ville han se sådan her ud, tænkte Selmy. 

Han reagerede ikke lige med det samme, og det fik ham næsten til at virke langsomtopfattende et øjeblik. Han svarede ikke før han flygtigt havde kigget sig over skulderen, for at tjekke, om der var en person bag ham, men det var der ikke. Det var altså ham, der af en eller anden uforklarlig årsag, havde fortjent opmærksomheden fra et så fornemt og smukt individ.

”Om forladelse, jeg blev vist grebet af stemningen,” Svarede Selmy så høfligt tilbage han kunne, skønt han lød helt stakåndet af overraskelse over, at han var blevet opsøgt i et så intimt øjeblik. Han skyndte sig at komme op fra gulvet. Han kunne vist ikke skjule, at han var bedrøvet. Han kunne mærke den fugtige tårebane, fra et øjeblik siden på sin kind endnu, men han var forlegen over, hvor tydeligt det var. Skinnede hans følelser så meget igennem?

”Det er nemt at føle sig så lille herinde.” Svarede han endeligt og fik fremprovokeret et oprigtigt smil til den smukke fremmede. Han blev ikke af den årsag, at han var ivrig efter at læsse alle sine personlige problemer over på elvermanden. Nok nærmere var han betaget og nysgerrig efter at blive introduceret.

”Hvem er du- jeg mener De!” Rettede han hurtigt ”Jeg har ikke set Dem før.”