Faust var på farte igen, men det var ikke noget nyt fra hans siden af, han var begyndt sin rejse ud af tusmørkedalen, efter nogen dages opholder der havde gjort ham godt samt havde han haft godt selskabet, som kun var en bonus som han ikke havde regnet med, han var let klædes da varme rigtig var kommet til dalen, så han havde rejse bukser på i en brunlig farve og en grålig skjorte, hvor de tre øverste knappe stod åbne, ellers havde han sin rygsæk på ryggen, samt sin lang bue, et kort sværd ved den en siden og en lille økse ved den anden siden, et pilekogger halv om på rygge, så han kun når pille i det, det halv lang hår var samle løse, det var tydelig at ser på ham at han var vant til at rejse med alt den oppakning han havde med sin, man nu havde han også en del år bag siden på land vejen.

Selvom sol ikke var kommet så langt op på himmel i nu, kun man godt mærke varm i luft og det gjort det ikke bedre at der ikke var en vind som ikke rørt på sig, så svedt var begyndt af, viser sin på Fausts pande, som han gik og tørt af med sin hånd en gang imellem, han så frem til længere frem hvor der vil begynde at være nogen træerne, så man kun få lidt skygge og måske også holde en lille vand pause, der skulle noget til i denne her varm som kun blev slemmer jo længere op på dag man kom, som normal havde han ikke noget bestem rejse sted han skulle, det var ikke så tit han havde det, han havde det bedst med at være i gang og ikke havde et mål at skulle nå, der var lidt dyr liv at høre rundt omkring, og en gang imellem så han også et dyr.

Men ikke noget han gad af jage, han havde mad med i sin oppakning så han kun klar sig i nogen dage inden han behøver at skulle tænke på det, selv med hans oppakning var han rimelig stille når han gik, det vil være noget andet hvis han skulle løb med det hele, som han helst ikke gjort sig i.

Melima var ikke sikker på hvorfor hendes rejse havde ført hende gennem Tusmørkedalen, hun måtte have taget et forkert sving på et tidspunkt. Hun gik glad gennem et vildnis af blomster og buske og nød varmen. Hun var også kun iklædt hendes blå silkekjole der glimtede i de solstråler der måtte ramme hende. Hendes lange sorte hår var i dagens anledning bundet i en hestehale men nåede alligevel ned til hendes læn. Over den ene skulder bar hun en rygsæk hvor hun havde de fornødenheder hun havde fået samlet sammen inden hun havde rejst ud. Hun var sikkert ret nem at få øje på, med hendes lange spidse ører der kun tydeliggjorde at hun var elver. Det eneste der måske kunne tale til hendes fordel var hendes højde, eller mangel på samme. For de fleste lignede hun blot et barn, for hun var ikke højere end 1,65 meter og var spinkel af statur.
Solen var ikke engang midt på himmelen endnu men der var meget varmt. Selvom at hun ikke følte det, så svedte hun alligevel så meget at hendes kjole var gennemblødt og til tider klistrede sig fast flere stedet på hendes krop.

Melima stoppede op da hun kunne mærke tilstedeværelsen af en andens tanker. Hun kiggede rundt for at se om hun kunne få øje på vedkommende. Der var dog tilsyneladende ikke noget ondsindet i de tanker hun mærkede, men hun vidste med det samme at hun ikke længere var alene i området.

Faust havde ikke lad mærke til at han ikke var alene mere, som nok var flere grund til, at han ikke havde, da han gik lidt i sin ejetanker, ikke fordi han så rigtig tænke over noget for det plejer han ikke at gør når han bare gik, han kendt område alt for godt og samtid plejer han ikke rigtig at møde nogle i dette område, plus hjalp det heller ikke af den andre person ikke gad lyd fra sig, det var første da han kom længere frem, at han synes at opfange en lyd, han kiggede på lyd og synes at kun se noget som glimtede mellem nogen træerne, det synes han at var mærkelig, derfor valgt han at gå mod det, der gik heller ikke længe før han kun ser en kvinde i mellem træerne, en elv var nemt af ser ud fra de spidse ører, han var ikke lige så spidse men han var også kun halv elv men det kun man ikke ser, da hans hår dække hans ører.

”Goddag frøken” sagde han på elviske, hans udtale var fylde og viser ingen tegn på at han ikke var elv selv, han havde fordel at være vokser op med begge sprog fra barnsben og så var det også mere naturlig for han at snakke elviske når selv var halv, han kun ser på hende at hun også havde det varmt og det der glimtede, var hendes kjole når den fange en solstråle, ”hvor er de på vej hen, hvis man må spørge om det” spurgte han og kiggede på hende, udefra hendes oppakning håber han ikke på en lang rejse, for hun havde ikke meget med sig.

Melima der havde valgt at stille sig blandt nogle træer fik først øje på den person de fremmede tanker tilhørte, da han var kommet hen mod hende og snakkede til hende. Sproget han snakkede var elvisk, et sprog hun ikke havde haft brug for i en del år. "God dag." svarede hun stille på elvisk og nejede kort. man kunne aldrig være for forsigtig med fremmede mænd, heller ikke elvere, det havde hun lært på den hårde måde. Hun kiggede op på ham med et undrende blik da hun opdagede at hun ikke kunne få øje på nogle særligt spidse ører.

"Jeg er blot på vej mod Elverly." svarede hun på krystallisiansk, da hun ikke kunne være sikker på den anden ordforråd i det elviske sprog. "Dem selv?" spurgte hun og trådte roligt ud fra træets gemme. Som mere af hende blev synlig ville han kunne se at hun intet havde på hendes fødder eller ben. Tilsyneladende det eneste tøj hun havde på var hendes blå silkekjole der glimtede når solens stråler ramte den. Selvom at hun ikke havde noget på fødderne lod hun ikke til at have noget besvær med at gå i det høje græs.

Han bukkede svagt da hun nejede af ham efter hun havde hils tilbage, han kiggede kort rundt, der lå ikke nogen elver klaner/familie i dette her område hvad han vidste af, så skulle det være en ny som lige var kommet til, han rettede sin opmærksomhed på hende, da hun svaret ham på hans spørgsmål, ”så har de noget af en rejse foran dem i nu, den normal vej er forbi Dianthos, der er omkring 4 dage der til og fra Dianthos til Elverlys omkring 7 dage an på hvor lang ind de skal” sagde han på krystallisiansk, det kun han lige så godt når hun nu selv svar ham på de, så håber han at hun havde tænke sig at holde et ophold og få fat i flere forsyning til rejsen, ”er ikke rigtig nogen bestem stede hen, rejse hvor jeg har lyst” sagde han og smiler rolig.

Han havde godt lagt mærke til at hun gik rundt på bar fødder, han havde selv nogen gode halvstøvler på, men nu gik han også i alt slags terræn og det var ikke lige dem alle som var lige sjov at gå i eller for den sags skyld lige varm, når han var længere nord på, ”der er en genvej igennem bjergkæde men det er ikke alle som kender den, den vil spar dem for nogen dage rejse, hvis det er” sagde han og kiggede på hende, nu havde han halv tilbud hende at hvis hende vej, da han ikke hele regne med at hun kender til den vej, og han havde alligevel ikke nogen planer om et bestem rejse mål for nu.

Melima så lettere opgivende ud, da han fortalte hvor langt hun stadig havde tilbage af hendes rejse og tog sig til hovedet. "jeg kom vist til at tage et forkert drej for nogle dage siden." svarede hun ham, uden han egentlig havde spurgt. Hun havde kun vandret rundt i det sydlige krystalland de sidste mange år. Hun havde kun enkelte gange været på kroen i tusmørkedalen.
Hun rettede lidt på hendes rygsæk og så mod den fremmede mand. Hun lod sig bide mærke i hans beklædning og kunne straks se at han var vant til at færdes rundt i landskabet.

Da han fortalte om genvejen gennem bjergkæden begyndte hun at smile, og hendes smil blev straks bredere, da hun forstod hans forslag som et tilbud. "Mit navn er forresten Melima Mir." introducerede hun og lagde hovedet lidt på skrå. "og hvad må jeg kalde dem gode herre?" spurgte hun og trådte et par skridt nærmere så de kunne se hinanden bedre an.

Han kun godt ser opgivende i hendes ansigt, da han fortalt hende hvor langt der var i nu, han lo kort af det hun sagde, ikke som i det var dum men mere det sjov i det, ”det må man sige at de har og det nok også mere inden nogen dage sige” svaret han og kiggede på hende, an på hvor hun rejse fra var, det nogen dage, da de var tæt på tusmørkely som en den eneste rigtig by her i dalen, så var der kroen som lå lidt for sig selv, men det kun være lige meget hvor hen i landet hun kommer fra.

”Hyggelig at møde dem Melima, de kan kalde mig for Faust” svaret han og kiggede på hende og smiler svagt, han kiggede kort rundt for at danne sig et overblik over hvor de var, selvom det hele ligner lidt hinanden, ”vi skal denne her vej” sagde han kort efter og begyndt af gå til højre hvor han stod, om han kun ser en usynlig vej for sig, men det kun han ikke, var bare for godt kendt i natur og det her område, plus kun han også ser bjergkæden længere ud, han var dog lidt spændt på hendes fødder når de ankommer til bjerget.

”Hvad skal de i elverly hvis man må spørge” spurgte han og kiggede på hende, mens han gik, han gik i et roligt tempo så hun kun følge med, han var jo en del højde inden hende, hun var enlig lav af en elve af være, tænke at hun var vokser nu hvor hun rejse rundt af alene, han havde selv været vokse før han rejse ud af alene men det var så også mange år siden.

Melima kunne ikke lade være med at le kort, for hun kunne også se det sjove i det, mens hun fortsat trådte ham nærmere. Da hun kom tættere på kunne hun virkelig se højdeforskellen på dem. Hun tænkte at han måtte da mindst være to meter høj, mens hun kun var omkring halvanden meter. "Hvilken vej skal vi så, Faust?" spurgte hun ham, inden han selv nåede at sige det og smilede da hun kunne se han holdte en fart hun kunne følge med på.

Hun gik ved siden af ham og så mere på ham end på hvor hun gik. Hun kunne hele tiden mærke hans overflade tanker og følelser og hun følte sig tryg ved siden af ham. "Jo altså," startede hun, "Jeg kommer oprindeligt derfra og skal egentlig tilbage til mit familiehjem, hvis det altså stadig står." fortsatte hun roligt. Hun vidste ikke om hjemmet stadig stod eller hvem der eventuelt boede der nu, hvis det gjorde.