Opgaven var rimelig simpel: Gå til Smedjen - hent en kasse pilespidser - vend retur til våbenmesteren. 
'Og ingen svinkeærinder!' Havde Theo fået at vide med en løftet pegefinger. 

At han skulle få det at vide hver gang han blev sendt ud, forstod han ikke. Det var jo kun sket et par gange, at han var blevet distraheret!

Men turen derhen foregik heldigvis smertefrit. Smedjen føltes varmere end den bagende sol på himlen over Dianthos' tage – og selvom det fik Theo til at ønske at han lå på en eller anden strand et sted, med tæerne i vandet – gjorde han som han fik besked på. 

Han sukkede lettet da han trådte ud på gaden igen og mærkede en brise på hans svedige ansigt. Lyden af smedjens hakken og hamren fortsatte bag ham da han begyndte at trave afsted med en stor trækasse på slæb. Theo hankede op i den og justerede sit greb. Det var tungt, og ret besværligt at bære, men han måtte vel bare tage et par pauser på turen tilbage. 

"Møj varmt." Brummede han for sig selv, for at få opmærksomheden væk fra fingrene der gjorde ondt. Han trak vejret tungt, forsøgte at puste en krølle væk der klistrede til ansigtet og generede. 

I sin kamp med at få lokken væk, uden at slippe kassen, blev han grebet af et postyr længere fremme. 

En dreng i laser – som Theo antog til ikke var ældre end ti år – blev hevet i armen af en temmelig vred bagermester. 
"Beskidte tyveknægt!" Bagermanden ruskede drengen hårdt i armen. "I dag er det ét brød. I morgen er det hele min bod! Hvis jeg lader én slippe, står der ti flere her i morgen."

Theo standsede. Kassen stadig i armene. Tøvende blev han stående med rynket pande. 

Manden løftede blikket mod de mennesker, der var begyndt at samle sig.
"Hør godt efter!" råbte han ud over gaden. "Tyveknægte der stjæler fra Marvus... de mister en finger." Han hev fat i en stor kniv. Sådan en til at filere fisk. Hvorfor en bager havde sådan en, kunne Theo ikke helt forstå. Men han nåede heller ikke at tænke videre over det. Kassen ramte brostenene med et bump, før han selv nåede at opfatte, hvad han lavede. Han var allerede på vej ind mellem manden og drengen.

"Vent –VENT LIGE!" Det kom mere desperat ud, end han havde tænkt sig. Hjertet sprang helt op i halsen på ham, da det gik op for ham, hvor tæt både han og drengen havde været på at miste en hånd. Han missede let med øjnene, sikrede sig at hånden stadig sad på. Pyha.

Med et grynt, og selv lettere forskrækket trådte Marvus bagud. Kniven stadig i hånden. "Hvad i zalans blander du dig for lysets dreng?" 
Theo undrede sig et øjeblik over, hvorfra manden vidste hvem han var. Før det gik op for ham, at på hans kofte, sad et emblem med lysets mærke. Væbner mærket. 

"Det var da en voldsom bagetradition." 
"Flyt dig knægt. Og bland dig udenom."
"Nej." 
"Jeg siger det ikke igen!" 
"... er du sikker?" 
"Han stjal et brød, knægt!"
"Aye... det gjorde han."

Marvus rykkede kæben fra side til side og sydede. Han knipsede af en bagerlærling. "Du, hent byvagten."

Theo sank en klump. Så han sagde det ikke igen. Men at tilkalde byvagterne... han skar en grimasse. 'Ingen svinkeærinder!' hørte han som et påmindende ekko og måtte beklage. Det her var vist et af de største svinkeærinder. 

"Han er jo ni! Eller sådan..." Forsøgte Theodore at argumentere igen.
"Det ændrer ingenting."
"Så... så lad ham da arbejde for brødet!"

Theo mærkede pludselig, at den lille dreng holdt fast i hans kofte. Ikke hårdt. Bare fordi han var bange. 
Marvus fnøs. "Du tror, én dags arbejde lærer ham noget?" Han rystede på hovedet. "Nej."

Marvus blev træt af at diskutere. Han tog et skridt mod dem. 

Theo trak sig et varsomt skridt tilbage. En beskyttende arm foran drengen. Og så flåede han låget af kassen og greb den første pilespids, han fik fat i. Han holdt den akavet frem foran sig. Egentlig anede han ikke, hvad han ville gøre, hvis Marvus ikke stoppede.

Men Theo kunne ikke bakke ud nu. Nu var det ikke længere et valg. Nu skulle han blive stående.

"Ingen får hugget noget af i dag, okay!? Og ellers må I hugge i mig først!" Det var dumt sagt. Rigtig dumt.

Jarko havde som sædvanlig tømmermænd. Det var lidt blevet en hverdag, siden han havde slået rødder i Dianthos igen. Det mere krævende spionagearbejde var for det meste skifte ud med smårapseri, nok til at købe tilstrækkeligt pis-smagende øl på den billigste kro, vågne et sted i en høstak eller et gadehjørne og så startede det hele forfra..
En ynkelig tilværelse. Det var som om erkendelse af, at han havde svigtet det barn, han ikke havde vidst, han havde, havde skubbet den gamle krage helt ud over kanten - ikke nok til at gøre en ende på det hele, men leve sådan rigtigt, var han heller ikke i stand til.

Denne her morgen havde sulten dog været værre end hovedpinen, og han havde løst sat kursen mod markedspladsen. Der var en bager, som det var rimelig nemt at snuppe et brød fra, hvis blot man lignede en fræk krage og ikke en lurvet mand. 

I en sky af mørke fjer strøg Jarko hen over himlen. Byen blev mindre under ham, som han strakte sine vinger og nød hvordan en kølig brise mildnede den bagende sol på hans krop. Han begyndte at cirkle om markedspladsen, hvor han kunne høre den rytmiske banken på metal fra smedjen. I én elegant bevægelse dykkede han mod den lille bagerbod mens bagermesteren stod med ryggen til og snuppede et brød. Et par vingeslag bragte ham op på smedjens tag, hvor han kunne nyde sit måltid - ganske uset.

Kragenæbbet hakkede mod brødet, men i dét øjeblik blev han opmærksom på postyret nede ved bagerboden. Han kantede sig en anelse frem og så, at bagermesteren havde fat i armen på en eller anden stakkels knægt. En drabeligt udseende kniv glimtede i sollyset, og han kunne mærke hjertet synke i livet. Havde knægten reelt været langfingret, eller havde han lige taget skylden for Jarkos rapseri?
Kragen trak sig tilbage igen. At miste en finger var noget mange af byens unge tyveknægte havde oplevet. Han ville ikke få noget ud af at blande sig.

"Ingen får hugget noget af i dag, okay!?" Og ellers må I hugge i mig først!" Råbet fra en anden ung drengestemme nåede Jarko, og han stak hovedet frem igen, som han så en ung, rødblondt knægt true den knivbevæbnede bager med en ynkeligt udseende pilespids. Ved alle Guder, nogen burde trække ham væk, før han gjorde skade på sig sig selv og andre..

I stedet mærkede Jarko sig selv lette fra taget og med et alarmerende "KRAA!" Dykke ned mod bageren. Måske et øjebliks distraktion ville være nok til at få begge de unge knægte ud af suppedasen, tænkte han, som han ignorerede fornuftens stemme i baghovedet om, at det han selv havde gang i lige nu også var rigtig, rigtig dumt. 

Tommelfingeren gned uroligt frem og tilbage på pilespidsens glatte flade. Han sad virkelig kønt i det. Forhåbentlig var der ingen til stede, som kunne genkende Theodore og sladre om det, der skete, til våbenmesteren og hvem pokker der ellers kunne få glæde af at skælde ham ud. Hvis han da slap helskindet herfra - bagermesteren så temmelig truende ud, som han nærmede sig med den der enorme kniv. Og skulle Theo nogensinde gøre sig forhåbninger om at blive ridder, havde han brug for alle sine lemmer. Han sank en klump ved tanken om mistede fingre, stadig med armen udstrakt. 

"Det var selvfølgelig ikke bogstaveligt ment-" men netop da - så pludseligt at det gav et sæt i dem alle tre - dykkede en kragefugl i fuldfarts hastighed i smasken på bagermester Marvus. Det så næsten ud, som om kræet gjorde det med vilje, og Theo bevarede en ærbødig tavshed i ren overraskelse, mens han stirrede på det virvar af sorte fjer, næb og baskende vinger, der var hans redningsmand... eller redningsfugl.

Forvirret og godt bidsk slog Marvus vildt ud efter fuglen med kniven. Theo kunne ikke bedømme, om han ramte den, han håbede det ikke, men lige nu måtte han hive sig fri fra det mærkværdige syn og hjælpe den lille dreng videre. 

Theo satte sig på hug, så han kunne se ham i øjnene. Begge hænder placerede han på drengens arme. "Løb afsted med dig." Det tog nogle sekunder, før drengen reagerede. Måske var han for bange til at bevæge sig. "Og her." Theo rakte ham brødet som Marvus havde tabt i sine bestræbelser på at forsvare sig mod den rasende krage. Han så på brødet og kom først dér i tanke om, at det teknisk set stadig var stjålet. 

Nå pyt. 

"Husk dit brød." Han smilede opmuntrende til drengen. 

Kragen angreb med en ihærdighed, som heldigvis virkede til at tjene sit formål - at helt og aldeles overrumple bagermesteren. Vingerne baskede ihærdigt og kløerne strejfede hud, selvom Jarko ikke gik efter noget videre alvorligt - som bagermesterens øjne. Han skulle jo blot skabe en distraktion, og så handlede det ellers om at komme væk i en fart.. 

En kniv glimtede en sollyset. 

Bagermesteren kendte ikke Jarkos intentioner. Han så blot en fugl, der var blevet fuldstændig vanvittig - skrattende og angribende. Det første hug med kniven tog blot nogle fjer med sig, som svævede gennem luften og landede på brostenene. Men det næste hug fik fat i vingen, og Jarko mærkede pludselig en lammende smerte. Han baskede desperat, men vingen ville ikke rigtigt mere, og han begyndte at tumle mod jorden. 
Bagermesterens støvleklædte fod ramte ham på vejen og sendte ham flyvende ind mod en mur. 

"Lortefugl."

"Er De kommet til skade, Mester Marvus?"

Optrinnet havde samlet sig en del opmærksomhed, men Jarko kunne ikke længere se de røde krøller fra drengen, der havde udfordret bagermesteren. Han så kniven blive lagt fra sig, mens Marvus lod en af de lokale handelsdamer inspicere sit ansigt for klomærker, og nede i støvlehøjden begyndte kragen at humpe væk - slæbende den ene vinge efter sig. Dumt, dumt, dumt - han skulle aldrig have blandet sig.

Den lille dreng løb afsted med brødet i hænderne, og Theo rejste sig mens han kløede sig i nakken. Det var dér han hørte en støvle ramme noget, efterfulgt af en dump lyd mod en mur. 
Han nåede netop at fange ud af øjenkrogen, at det var kragen der var blevet sparket til. Hvorfor fløj den ikke væk? Det var først dér, det gik op for Theodore, at den ene vinge hang slapt og slæbte efter fuglen, mens den humpede væk. 

Han kunne da ikke bare lade den være. Slet ikke når den ligefrem havde reddet ham. Theodore skævede til kassen med pilespidser, så tilbage til kragen og sukkede.

I det mindste virkede Marvus til at have glemt alt om ham, og han måtte gøre sit for at flette næbbet så han ikke fik smidt en flabet kommentar med på vejen i mandens retning. I stedet skulede han til ham, og hentede kassen. Så fulgte han med hurtige skridt efter kragen. 

"Hey... lille fugl." Han hviskede ordene efter den da han drejede om hjørnet. Hvorfor hvisker jeg? Theo rømmede sig. "Krage. Hey." Det var da en krage, ikke? Og der fik han øje på den. Han satte kassen fra sig, lydløst. Men indholdet klirrede stadig. Han skar en grimasse. Den ville sikkert prøve at stikke af fra ham lige så snart han nærmede sig. Men han måtte gøre et forsøg. 

Theodore gned læberne sammen og satte sig på hug. Måske den ville blive mere tryg når han ikke tårnede over den? 

"Jeg gør dig ikke noget." forsøgte han beroligende, med den blideste stemme han kunne mønstre. "...Du reddede lige mig. Så det ville også være lidt utaknemmeligt." I sin hugposition, begyndte han langsomt at møve sig fremad hen imod den. En nærmest... nyopfundet, akavet form for krabbegang. 

Jarkos mål var først og fremmest ikke at pådrage sig mere opmærksomhed. Bagermesteren kunne hurtigt komme i tanker om tyveriet igen, og når han først gjorde det, var det om at håbe at både krage og tyveknægte var over alle bjerge. At forvandle sig tilbage her på markedspladsen ville utvivlsomt tiltrække sig opmærksomhed, så at finde en mørk gyde og komme sig over den knivstukne vinge, var alt hvad han havde af mål lige nu.

"Krage. Hey." Det var først, da den rødhårede knægt hævede stemmen, at Jarko standsede sin haltende færd og drejede fuglehovedet, så de mørke øjne kunne se op på den unge dreng. Hvorfor ved alle Guderne var han ikke stukket af fra gerningsstedet endnu? Var han dum? Og hvorfor slæbte han rundt på noget, der lignede en Zaladins tung kasse?

Hvis Jarko ikke havde været en fugl, havde vantroen lyst ham ud af ansigtet, som han betragtede knægten først sætte sig ned på hug og derefter begynde at gå krabbegang hen imod ham. Du har reddet mig, så jeg må redde dig. Jarko havde bestemt ikke forventet det, men han burde have sagt sig selv det - han havde jo selv været vidne til krøltoppens retfærdighedssans. 
Nuvel, Jarko var i problemer, og måske var det blot retfærdigt, at han lod knægten redde sig, nu hvor han selv havde sat fjerene dumdristigt på spil i en eller anden tåbelig efterligning af knægtens retfærdighedsdemonstration. De var jo nærmest pot og pande. En lille, skrattende lyd kom fra kragen, som han tålmodigt lod krøltoppen komme tættere på. 

Kragen standsede. Theodore standsede. Et øjeblik stirrede de bare på hinanden og han holdt vejret. Fuglene hjemme i Medanien plejede at flyve væk ved den mindste bevægelse, så han forsøgte at sidde bumstille i håbet om ikke at skræmme den på andre tanker.

Men... og Theodores øjne blev større da kragen pludselig synes at vurdere ham. Eller sådan så det i hvert fald ud. For den blev stående og ventede. Oh. Han missede let med øjnene. Det lille krah lød næsten som en tilladelse. Det valgte Theodore i hvert fald at tolke det som. Han talte jo ikke ligefrem fugl, vel. Forsigtigt krabbede han sig videre, bare lige for at tjekke at kragen ikke ville hoppe væk når han nærmede sig. Den blev jo stående!

Var det ikke også sådan, at dyr kunne mærke menneskers intentioner? Eller også havde Theo simpelthen opdaget en ny evne. Fuglehvisken! 

"Aye aye, jamen så kom her." Læberne pressede sig sammen til et smil. Forsigtigt lod han hænderne lukke sig omkring kragen, omhyggelig med ikke at komme nær den skadede vinge. Han kom op at stå med den i armene. Tommelfingeren nussede de bløde fjer ved det sted Theo kaldte fuglens kind. Hans smil blev skævere. "Jeg skal nok passe på dig." forsikrede han dyret. 

Og hvad så nu? 

Han kunne godt se problematikken: Tung kasse, skadet fugl. To hænder. Han manglede simpelthen hænder, hvis han skulle have begge dele med. Skyggerne på murene mindede ham også om hvor utroligt forsinket han måtte være nu. 

"Sååå - vi gør sådan her," sagde han til fuglen, men lige så meget til sig selv, "Du må sidde på kassen, okay?" Han anede ikke om fuglen fattede en skid af hvad han forsøgte at fortælle den - men han mente også at han havde skabt et bånd til den allerede... så forhåbentlig. Han placerede den på kassen og ventede med hænderne i siderne. "Kan du blive siddende dér, imens jeg løfter den?"

Jarko var normalt ikke meget for at lade folk samle sig op, når han var i krageformen, men lige nu havde han brug for hjælpen. Han håbede blot, at det ikke blev alt for akavet, når knægten fandt ud af, at han i virkeligheden var en lurvet, halvgammel mand. Måske var det bedst, hvis han slet ikke forvandlede sig tilbage, men blot lod krøltoppen være i den lykkelige tro om, at han havde reddet et stakkels, uskyldigt væsen..

Der var derfor ingen protester fra kragen, som Jarko blev samlet op fra jorden med en omhyggelighed han kun kunne værdsatte med den skadede vinge. Han var ikke helt sikker på, hvad der var i vejen, men kniven måtte have ramt et eller andet, den ikke skulle ramme. Smerten var der stadig, dog som en fjern dunken i vingen. Han havde ingen anelse om, hvordan hans arm ville se ud, når han blev menneske igen.
Siddende i knægtens hænder, blev den lille krageskikkelse et kort øjeblik lidt stiv i kroppen, da han fik sin kind nusset. Han havde sikkert ganske bløde fjer, men det føltes alligevel lidt .. mærkeligt. Dog protesterede han ikke yderligere, som han mindede sig selv om, at han var en sød krage - og at krøltoppen utvivlsomt ville tage sig godt af ham, hvis han troede, at de var gode venner. 

Jarkos mørke øjne kiggede op på knægten og derefter mod kassen, som han åbenbart insisterede på at slæbe med. En tanke begyndte at forme sig i hans lille fuglehoved. Knægten var tydeligvis vigtig, siden han havde det lille væbner-emblem på sig. Hvis kassen også var vigtig måtte det betyde én ting - at der var noget værdifuldt i den. Noget som Jarko potentielt var interesseret i at finde ud af, hvad var. 
Så kragen sænkede kroppen med fødderne inde under de sorte fjer, så den ikke risikerede at trille af kassen, mens den afventende kiggede på væbneren. Forhåbentlig skulle de ikke alt for langt!

Theo betragtede kragefuglen med et udtryk der langsomt blev mere forbavset da han så den ploppe ned på kassen uden videre brok. Han blinkede et par gange med øjnene. "Nå. Det var da meget nemmere end forventet." Han kløede sig forundret i nakken. Kunne han virkelig... fuglehviske eller hvad? Nej. Det var nok noget fis.

...Men måske?

"Okay så." Han bøjede sig ned og fik begge hænder godt ind under kassen, før han møjsommeligt kom på benene igen. "Uff—" prustede han, så de mørke fjer på fuglen raslede. "Hold nu fast, ikke?" Hænderne fik bedre fat, og han begyndte at gå tilbage mod krystalpaladset. De blå øjne holdt nøje øje med fuglen. Bare den ikke blev skræmt og faldt ned. Eller forsøgte at flyve væk.

"Du er en sjov én," sagde han til fuglen. "Man skulle næsten tro, at du forstår, hvad jeg siger." Det gjorde den selvfølgelig ikke.  Fuglen var nok bare for træt og bange til at stikke af... hvilket Theodore var taknemmelig for. Han havde ikke tid til en fuglejagt. 

~

Han standsede uden for væbnerbostedet.

Sååå... han måtte ikke tage dyr med på værelset. Så selvfølgelig tog han et dyr med på værelset.
Theo så på kragen. Kragen så forhåbentlig ikke anklagende tilbage. Men den var jo kommet til skade.
Det måtte være en undtagelse. Sikkert. Og hvis det ikke var en undtagelse, behøvede nogen jo heller ikke nødvendigvis at opdage den.

Theo rettede ryggen og gik indenfor med den mest uskyldige mine, han kunne mønstre. Det var egentlig utroligt, hvor mistænkelig man kunne føle sig, når man forsøgte meget hårdt på ikke at se mistænkelig ud.

Han ville få så meget ballade. 

"Bare opfør dig naturligt," mumlede han til kragen. 
Med det samme kom en anden væbner dem i møde. Han stirrede på kragen. Derefter på Theo med et løftet øjenbryn. Mægtigt.
"Den er ikke min!" Theo sendte ham et stort uskyldigt smil og satte farten en anelse op mod sovesalene. 

Nu skulle han bare nå sit værelse uden at løbe ind i våbenmesteren.

Hvor svært kunne det være?

Det gik ikke hurtigt. Jarko kunne ikke rigtig bebrejde knægten, for han kunne ikke være meget ældre end en 13-14 år, men hans prusten og slæben på kassen, gav ham næsten lyst til at forvandle sig tilbage til menneskeskikkelse, bare så han kunne bære kassen for ham. Hvis der altså ikke lige havde været problemet med vingen/armen..

Så Jarko væbnede sig med tålmodighed, og kragen lignede den affandt sig fint med at trone oven på kassen, som han blev slæbt gennem byen. 

Uden for stedet, hvor det lignede væberne holdt til, stoppede knægten og tøvede over et eller andet, som Jarko ikke helt kunne gennemskue, hvad var. En kort, uvelkommen tanke dukkede op i hans hoved om, at han selv kunne have boet her for mange år siden, havde de ikke afvist ham. Det havde også være tåbeligt at tro, at en kriminel gadeknægt kunne blive en af Lysets fine væbnere..

Han var blevet gammel og klogere siden da.

Jarkos mørke krageblik så op på krøltoppen, der bad ham om at opføre sig naturligt. Hvad-end det skulle betyde. Hvor naturlig kunne man se ud, når man sad her som en såret fugl? 
Han ytrede derfor heller ikke så meget som et pip, som knægten hilste på noget, der lignede en anden væbner. Dog begyndte han så småt at overveje, hvor han reelt var ved at blive taget hen, og om det ville ende med at give problemer for ham, når han skulle ud herfra igen. 

Hans støvler gav et svagt ekko gennem gangene, mens han fulgte den ene korridor efter den anden mod de mange gemakker. Ingen våbenmester. Ingen, der lige ville standse ham for at sludre. Kom der nogen imod ham, drejede han sig behændigt — syntes han selv — så kragen blev skjult.
Den sad heldigvis og pyntede lydigt derpå. Og Theodore måtte skæve til den fra tid til anden for lige at sikre sig... at den ikke var død eller sådan noget.

Men den blinkede bare tilbage. Så på ham med de store sorte øjne som om den tålmodigt ventede på, at han snart skulle nå frem til værelset. Hvilket han heldigvis gjorde nu.

Theodore satte kassen foran sin dør og åndede lettet op. Fingrene bukkede og strakte han for lige at få liv i dem igen inden han fiskede en stor jernnøgle op af lommen og stak den i låsen. 
"Så er vi her." Han skævede ned ad gangen, før han samlede fuglen op i armene igen. Helt naturligt kunne han ikke lade være med at nusse den på hovedet i blide, trøstende strøg. 

Med albuen fik han åbnet døren og skubbede den videre med skulderen. Hans hænder var jo travlt optaget med at trøste det stakkels, bange kræ.

Værelset var småt og beskedent, men ikke tarveligt. Møblerne var af samme solide kvalitet som resten af væbnerbostedet; en smal seng af mørkt træ stod under et rundt vindue, der kun kunne åbnes på klem, og ved den modsatte væg stod et skrivebord med en olielampe, fjerpen og blækhus. En tøjkiste stod for enden af sengen med et krøllet ærme i klemme under låget.
Der var ikke meget andet. Et par bøger lå stablet skævt på skrivebordet sammen med nogle sammenkrøllede papirer, og fra en knage ved døren hang hans fars gamle kofte. Theo havde ikke haft meget med sig hjemmefra, da han rejste fra Medanien, og værelset bar stadig mere præg af Krystalpaladset end af ham selv. Men på en hylde ved vinduet stod en lille, groft udskåret træhest, som havde fulgt ham hele vejen fra Medanien. Under den lå en stak breve fra familien, foldet sammen på Theos sædvanligt skæve facon.

Nænsomt placerede Theo kragen på sengen og proppede puden op bag den. Han betragtede sit værk et øjeblik. Vent. Fugle brugte vel ikke puder? "Bliv her, okay? Nu ikke noget med at falde ned og slå dig imens jeg er væk, vel?" Han nussede den lige hvor næbet startede. Så tog han et par skridt bagud. Tøvede et øjeblik imens han bare kiggede lidt på fuglen. "Jeg er tilbage om lidt!" Døren faldt i efter ham. Et øjeblik senere skrabede nøglen mod låsen udefra.

Klik.

Theodore Samlede kassen op og stak i retningen af våbenmesterens smedje. Nu manglede han bare at forklare, hvorfor en simpel tur til smedjen havde taget en halv menneskealder.

Kragens mørke blik studerede nøje gangene, som de passerede igennem. Et sted som Jarko måske ville ønske selv at have følt sig hjemme i - men nu var han blot en ubuden gæst, sneget ind i en fugleham af den stakkels, uvidende væbner. Jarkos egen langfingerede natur fik ham automatisk til at notere sig hvor det ville være nemt at komme ind, og hvor man skulle igennem låste døre. 

Han var lidt nervøs for, om den unge væbner var ved at blive forhåbningsfuld om ham som sit nye kæledyr. Han synes nok, at han blev nusset lidt gevaldigt meget, og som han endelig kom ind i rummet og blev placeret på sengen, skulle puden også lige proppes op bag ham. 
Det eneste ærgerlige var, at den tilsyneladende vigtige kasse ikke kom ind i rummet med ham - efter alt det besvær, skulle den åbenbart et andet sted hen. 

Krøltoppen gik endelig ud. Låsen klikkede i døren. 

Jarko tog en dyb indånding, som han forvandlede sig til et menneske igen. Han havde brug for hurtigt at inspicere rummet og sin egen tilstand. Hans nøgne, behårede voksne mandekrop føltes helt forkert i den lille, smalle træseng, så han fik hastigt skubbet sig selv op, uden at bruge den skadede arm, mens han tog rummet i øjesyn. 
Vinduet kunne ikke åbnes mere end på klem, fik han hastigt konkluderet - så det ville ikke være muligt at lave en exit derigennem. Han drejede nakken for at se ned på armen, der ligesom vingen hang rimelig ubrugeligt ned af hans krop. Han kunne godt bevæge den lidt samt åbne og lukke fingrene, men kniven havde skåret godt igennem - næsten helt ind til benet. Hans forvandling tilbage til menneske fik blodet til at begynde at dryppe ned på gulvet. ikke godt. 

Der var intet vaskefad, noget han kunne forbinde såret med, og han havde heller ikke rigtig noget at tørre blodet op med. Den bedste løsning var at forvandle sig tilbage til en krage igen og vente på væbnerens forhåbentlig snarlige behandling af hans skrammer - han lukkede øjnene og tænkte på mørke kragefjer, men forvandlingen skete ikke. 
Vejrtrækningen blev overfladisk. En anelse panisk. Den dunkende smerte i armen tog til, og han kunne stadig ikke få forvandlingen til at makke ret. 

Til sin gru hørte han nøglen i låsen igen. Han stod stivnet og stirrede på døren - splitternøgen og med et vildt udtryk i øjnene. Nu gik det helt galt.

Nåh.

Det kunne jo være gået langt værre end dét, Theodore havde frygtet. Kassen med pilespidser var blevet afleveret, og våbenmesteren havde blot set på ham med dét der blik, hvor man ikke behøvede at vide, hvad der gik gennem hovedet på ham. Theodore havde efterhånden lært at læse hans ansigt temmelig godt. Nogle dage foretrak han faktisk den stille formaning frem for højlydt skældud. Han gad ikke engang høre Theodores undskyldninger i dag, hvilket gjorde livet meeeeget lettere for ham.

Desværre havde Theodore glædet sig for tidligt, for da han drejede om på hælen for at smutte tilbage til værelset, fik han udmugningstjansen smidt i nakken på vej ud.

To uger! Hans næse begyndte allerede at klø forfærdet ved tanken. Måske hvis han stak papir op i næsen imens? Klædet om ansigtet havde tydeligvis ikke gjort nogen forskel sidst, og—Nå. Den krage dér. Tankerne tog en skarp drejning, da han nåede værelset og stak nøglen i låsen. Han glemte altid, at man lige skulle give døren et ryk, før den ville makke ret, og efter lidt baksen gav den endelig efter med et kort klik. Hvad spiste krager egentlig? Orme? Mon den var sulten? Og hvordan i alverden behandlede man en vinge? Måske skulle han finde nogen, der rent faktisk vidste noget om fugle. Det havde nok været den fornuftige løsning fra begyndelsen, men den slags var altid nemmere at komme i tanke om bagefter.

Han kløede sig i de gyldne lokker og løftede blikket, idet døren gled op.

...

En øjeblikkelig kortslutning. 

Der stod en mand inde på hans værelse.

En retmegettemmeligheltsikkert nøgen mand.

Theodores øjne blev store. Endnu mere blå og klare, mens han bare stirrede. Manden stirrede tilbage. I hvert fald antog han, at han gjorde det. Theodore havde allerede set betydeligt mere af ham, end han nogensinde havde ønsket, og før hans hjerne kunne nå frem til en mere anvendelig løsning, greb han hårdt om dørhåndtaget og smækkede døren i igen.

Han pressede sig op ad den ude på gangen og stirrede lige frem for sig. Hvad i alverden var dét?! Hvorfor var der en nøgen, behåret mand inde på hans værelse? Han havde efterladt en krage. En lille, såret krage. Ikke en gammel mand med— Theodore gøs. Alt det hår. Alt det nøgenhed.

Skulle han råbe efter hjælp? Det burde han selvfølgelig. Der var en fremmed mand på hans værelse. En nøgen fremmed mand. Det var nok omtrent så meget grund til at råbe efter hjælp, som man kunne ønske sig.

"Er der et problem, page Theo?"

Theodore fór sammen og drejede hovedet. En af de andre væbnere kom gående ned ad gangen og betragtede ham med et blik, der antydede, at det muligvis var en smule mistænkeligt at stå med ryggen mast mod sin egen dør. "Hva—? Nå! Næh, næh. Det er bare min dør, der driller. Ingen alarm." Han sendte ham et stort, anstrengt smil, og en lille nervøs klukken slap alligevel ud. Det hjalp næppe på troværdigheden. "Men-eh... jeg tror faktisk, den virker nu. Aha! Aye, se bare." Før den anden kunne nå at tilbyde hjælp — eller, endnu værre, blive nysgerrig — greb Theodore fat i håndtaget, åbnede døren akkurat nok til at mase sig gennem sprækken og smuttede ind. Han fik den lukket bag sig igen og blev stående med ryggen mod døren.

Godt. Ingen havde set noget.

Problemet var bare, at han nu frivilligt havde lukket sig inde med den gamle, behårede blottermand.

Theodore sank, før han sendte manden et vredt blik. "Bliv dér!" advarede han og rettede en rystende pegefinger mod indtrængeren, som om fingeren på nogen måde gjorde ham mere bevæbnet.

Jarkos blik mødte krøltoppens i døråbningen, og han kunne tydeligt se den gru, der malede sig i den unge knægts ansigt. I stedet for en såret fugl, stod der en splitterravende nøglen mand midt i hans værelse! 

Jarkos krop gav tydeligt udtryk af en hårdfør livsstil. Under de mørke, krusede hår, der dækkede arme, ben, brystkasse - og visse andre regioner - var der store som små ar. Slåskampe. Fald. Stikvåben. Den skadede arm som bageren havde påført ham, ville blot blive et nyt til samlingen. 

Det var dog ikke noget, han på nogen måde havde ønsket sig at vise frem til væbneren - og det så ud til, at de var to om den konklusion - for krøltoppen smækkede slet og ret døren i igen. Frygten for at han ville kalde på vagterne og Jarko ville blive beskyldt for alt muligt, der ikke havde været hans intention, fik maven til at trække sig krampeagtigt sammen. 

Han scannede rummet efter et eller andet at forsvare sig med, men der var intet - hvis han havde en kniv, kunne han måske sætte den for struben af krøltoppen og true sin vej ud. I stedet faldt blikket på koften på døren, og han rev den hastigt til sig. Hvis han skulle slås med halvdelen af Lysets Hær på vej ud, ville han i det mindste foretrække, at det ikke var med kronjuvelerne dinglende til frit skue.

Han var ved at trække den over hovedet, som døren hastigt blev smækket op og i igen. Ingen råb. Ingen der kom løbende - blot den lille, forskrækkede væbner, der pegede anklagende på ham. "Jeg kan forklare.." Lød det forsigtigt fra "Kragen". 

Munden strammede sig, og den lille fure mellem Theodores bryn blev dybere, da han kneb øjnene en anelse sammen. Blikket blev på manden, undersøgende og mistænksomt, mens de blå øjne flakkede hen over hans ansigt. Og... vent!

Var det hans fars kofte, han var ved at vikle sig ind i?!

Noget i Theodores blik blev straks mere intenst, og kroppen gav et lille ryk fremad, som om han havde tænkt sig at springe frem og flå den ud af hænderne på ham. Heldigvis nåede fornuften at indhente ham. Det var trods alt stadig en voksen, nøgen fremmed mand. En voksen, nøgen fremmed mand, der nu tilmed var ved at stjæle hans fars tøj.

Jeg kan forklare...

"Aha." Det lød som begyndelsen på en meget dårlig løgnhistorie.
Theodore pressede sig så fladt op ad væggen som muligt og begyndte forsigtigt at bevæge sig sidelæns. Hvis han bare kunne komme hen til skrivebordet. Eller kisten. Eller et eller andet, der kunne gøre den rystende pegefinger en smule mindre afgørende for hans overlevelse. Blikket smuttede et kort øjeblik væk fra manden, men fór hurtigt tilbage igen.

Så strakte han hals for at se forbi ham. Sengen var tom. Vent... Hvor var kragen? Måske var den blevet forskrækket og havde gemt sig under sengen. Eller bag kisten. Men så fik Theodore øje på blodet på gulvet. Blikket fulgte de mørke dråber og endte ved mandens arm. Blod. På hans gulv. Fra ham. Theodores øjne blev store igen. "Har du dræbt min krage?!" busede det ud af ham. Det var den eneste plausible forklaring. Theodore var sikker på, at han havde låst døren, da han gik. Vinduet kunne knap nok åbnes, og det var i hvert fald alt for småt til den... mandekrop dér.

Så hvordan filan var han kommet ind?