Opgaven var rimelig simpel: Gå til Smedjen - hent en kasse pilespidser - vend retur til våbenmesteren. 
'Og ingen svinkeærinder!' Havde Theo fået at vide med en løftet pegefinger. 

At han skulle få det at vide hver gang han blev sendt ud, forstod han ikke. Det var jo kun sket et par gange, at han var blevet distraheret!

Men turen derhen foregik heldigvis smertefrit. Smedjen føltes varmere end den bagende sol på himlen over Dianthos' tage – og selvom det fik Theo til at ønske at han lå på en eller anden strand et sted, med tæerne i vandet – gjorde han som han fik besked på. 

Han sukkede lettet da han trådte udenfor og mærkede en brise på hans svedige ansigt. Lyden af smedjens hakken og hamren fortsatte bag ham da han begyndte at trave afsted med en stor trækasse på slæb. Theo hankede op i den og justerede sit greb. Det var tungt, og ret besværligt at bære, men han måtte vel bare tage et par pauser på turen tilbage. 

"Møj varmt." Brummede han for sig selv, for at få opmærksomheden væk fra fingrene der gjorde ondt. Han trak vejret tungt, forsøgte at puste en krølle væk der klistrede til ansigtet og generede. 

I sin kamp med at få lokken væk, uden at slippe kassen, blev han grebet af et postyr længere fremme. 

En dreng i laser – som Theo antog til ikke var ældre end ti år – blev hevet i armen af en temmelig vred bagermester. 
"Beskidte tyveknægt!" Bagermanden ruskede drengen hårdt i armen. "I dag er det ét brød. I morgen er det hele min bod! Hvis jeg lader én slippe, står der ti flere her i morgen."

Theo standsede. Kassen stadig i armene. Tøvende blev han stående med rynket pande. 

Manden løftede blikket mod de mennesker, der var begyndt at samle sig.
"Hør godt efter!" råbte han ud over gaden. "Tyveknægte der stjæler fra Marvus... de mister en finger." Han hev fat i en stor kniv. Sådan en til at filere fisk. Hvorfor en bager havde sådan en, kunne Theo ikke helt forstå. Men han nåede heller ikke at tænke videre over det. Kassen ramte brostenene med et bump, før han selv nåede at opfatte, hvad han lavede. Han var allerede på vej ind mellem manden og drengen.

"Vent –VENT LIGE!" Det kom mere desperat ud, end han havde tænkt sig. Hjertet sprang helt op i halsen på ham, da det gik op for ham, hvor tæt både han og drengen havde været på at miste en hånd. Han missede let med øjnene, sikrede sig at hånden stadig sad på. Pyha.

Med et grynt, og selv lettere forskrækket trådte Marvus bagud. Kniven stadig i hånden. "Hvad i zalans blander du dig for lysets dreng?" 
Theo undrede sig et øjeblik over, hvorfra manden vidste hvem han var. Før det gik op for ham, at på hans kofte, sad et emblem med lysets mærke. Væbner mærket. 

"Det var da en voldsom bagetradition." 
"Flyt dig knægt. Og bland dig udenom."
"Nej." 
"Jeg siger det ikke igen!" 
"... er du sikker?" 
"Han stjal et brød, knægt!"
"Aye... det gjorde han."

Marvus rykkede kæben fra side til side og sydede. Han knipsede af en bagerlærling. "Du, hent byvagten."

Theo sank en klump. Så han sagde det ikke igen. Men at tilkalde byvagterne... han skar en grimasse. 'Ingen svinkeærinder!' hørte han som et påmindende ekko og måtte beklage. Det her var vist et af de største svinkeærinder. 

"Han er jo ni! Eller sådan..." Forsøgte Theodore at argumentere igen.
"Det ændrer ingenting."
"Så... så lad ham da arbejde for brødet!"

Theo mærkede pludselig, at den lille dreng holdt fast i hans kofte. Ikke hårdt. Bare fordi han var bange. 
Marvus fnøs. "Du tror, én dags arbejde lærer ham noget?" Han rystede på hovedet. "Nej."

Marvus blev træt af at diskutere. Han tog et skridt mod dem. 

Theo trak sig et skridt tilbage. Ikke for at gå. Ikke for at give op. I stedet flåede han låget af kassen og greb den første pilespids, han fik fat i. Han holdt den akavet frem foran sig. Egentlig anede han ikke, hvad han ville gøre, hvis Marvus ikke stoppede.

Men Theo kunne ikke bakke ud nu. Nu var det ikke længere et valg. Nu skulle han blive stående.

"Ingen får hugget noget af i dag, okay!? Og ellers må I hugge i mig først!" Det var dumt sagt. Rigtig dumt.