Slavehandlen var en driftkraft som efterhånden var selvkørende i den forstand, at Jontar af Kazimi ikke behøvede administrere den i det strammegreb som han i sin tid havde gjort. Men nu kom de begge og tilså til handlen i tide og utide, foretog deres magt og position for at sikre alt forløbe som det skulle gøre. Måske det var årsagen til, at den kørte så selvkørende, de overvåget den u- og bevidst.

Men gemalinden havde helt andet foretagen dernede denne dag. I beklædning der blotte hendes ynde og figur, simple tråde og hun ville være til offentlig skue for alle. Tilværelsen i fyrstelivet havde sat sine spor, og hun forstod at provokere til det yderste. Skønt Pompeia gjort sit for ikke at vise eller afsløre sine evner for folk og fær, så havde hun alligevel fået gjort sig bemærkeligeværdig for sin kunnen i et hvis omfang. Så hun frygtede ikke for uønsket tilnærmelser. 

Handlen var midlertidig lukket for dagen, de vigtigste handler var gennemført og de ansatte som var der, havde været der. "Er bæsterne blevet rykket rundt som ønsket? Og de kommende tjeneste folk?" (hun havde ingen intention om at nogen skulle sælges som seksuelle-objekter, klasse har man vel?) spurgte hun som hun bevæget sig dybere ind i handlen. 

Rokaden af inventaret havde været hendes ønske, de havde behov for organisering af plads og mangle. Hvilket efterlod én med ekstra meget arbejde, og det var nøje bestemt af hende. 

Hvad Ares forventede, var aldrig at tale med Pompeia igen. Aldrig at stå så tæt på hende, at hendes parfume og de søde olier endnu engang satte sig i hans tøj.
Hvad han ikke havde forventet, var at hun opsøgte ham så hurtigt. Her.

Eller burde han netop have forventet det?

En mild trykken bredte sig bag brystbenet. Fingerspidserne sitrede stadig ved mindet om silkebåndene mellem hans hænder. Han tvang ansigtet i ro og sendte hende kun et uimponeret blik - så flygtigt, at hun gled forbi som en blød sløring - før han fortsatte arbejdet. Med et fnys løftede han en tønde op på skulderen for at bære den væk. 

Slavehandlen, især bæstesektionen, havde været rodet og forfærdeligt uorganiseret, selv før Ares blev ansat. Til sidst havde han måttet opfinde sit eget system. Nu var der blevet befalet en omrokering. Han vidste det var Pompeias idé. Hendes skarpe, og perfektionistiske tilgang til alt hvad hun foretog sig, kunne kun sive ned mellem revnerne i slavehandlen. Men det krævede flere hænder. Ares måtte arbejde for to. Et sted løb et par unge ansatte rundt og hjalp til med at rydde op, men det var stadig Ares, der måtte tage størstedelen af læsset. 

Musklerne spændte så venerne i hans underarme blev tydelige. "Stort set," han kom med endnu et åndedrag da han satte tønden fra sig. Hænderne klappede han af i klædet. Først nu tillod han sig at se rigtigt på Pompeia.

Man skulle næsten tro, hun gjorde det med vilje.
Tanken meldte sig, før han nåede at kvæle den. Fjollet. Hun klædte sig næppe for hans skyld.

"Er De tilfreds?" Han tog en slurk af sin vandsænk, og tørrede munden for flygtige dråber. En enkel løb ned ad hans hals. Kølede ham.
"Eller er De kommet for at hundse mere med mig?" Det trak i mundvigen. "Jeg ville nødig skuffe Dem." 

Den efterspørgsel hun havde haft var blevet efterkommet til næsten punkt og prikke, men med ruiner havde man kun så meget at gøre godt med. Men Pompeia havde, som fortalt, flere agender med sit besøg i slavehandlen foruden at kontrollere at tingene blev gjort som ønsket. 
Det var ikke blot Jontar af Kazimi som havde for øje for forretning og indretning længere, skønt hendes husbond forstod at sætte sit præg på ting (se blot på Pompeia), så havde hans evne og smag smittet af på hende, som det var hans sjæl og aura hun tog bade i. 

Øjnene spændte let sammen som en feline der havde fået øje på sit bytte. Hans arme der havde markeret sig for hende i takt med venerne der spang i øjnene som fremtidens motorveje. "Tilfredsstillelse er så svært at opnå, for er målet nået, er der intet at forbedre ved det. Men du er tæt på," bekendtgjorde hun stille, og lod blikket forlade hans øvre ekstremiteter. 

"Har arbejdet været for meget for dig?" spurgte hun fortsat i det rolige og stilfærdige toneleje, mens hun lod blikket forlade ham fuldstændigt for at se på alle de ændringer han havde forårsaget for hende. 

Ares' blik hvilede på Pompeia uden at give for meget væk. Han fnøs lavt af hendes kommentar med et let ryst på hovedet. Gådefuld som altid var hun. Han tog endnu en slurk af sin vandsæk - så slap han da for at svare. Over kanten holdt han hendes blik, og et par tavse sekunder blev ingen ord nødvendige. 

Med en doven hånd tørrede han dråber væk fra læber og hals. Nød hendes blik på sig, til trods for at det var en kort fornøjelse. 
"Selvfølgelig ikke." svarede han og placerede sig halvt siddende på en kasse med hø. Armene bag sig, så brystkassen nænsomt blev presset frem. Alligevel var hans holdning lad. Han sendte hende et blik der var lige dele udfordrende og vurderende. En arrogant blødhed, om man vil. "Jeg er ikke ligefrem en der piber over fysisk arbejde." 

Hans blik fulgte dovent hendes rundt i handlen. Ventede i stilhed på, at hun skulle finde noget utilfredsstillende, hun kunne hive op med roden, så han kunne starte forfra. Tungen gned uvilkårligt mod indersiden af kinden. Hun var kommet alene, så vidt han kunne se. Ingen Jontar i hælene på hende. Ingen vagtsom tilstedeværelse længere tilbage i handlen.

Ares lod blikket vende tilbage til hende.
"Deres mand er ikke med Dem?"

Tavsheden var alt- og intetsigende i denne dominanskamp, et nederlag og en sejr. Pointscoren var langt fra udlignet, men hun frygtede ikke for det endelige resultat når det måtte komme. 
Gemalinden lod de honning gyldne øjne betragte den ene ændring efter den anden. Analyseret, vurderet og kategoriseret. I de perifere tanker strejfede det hende vagt, at han uden tvivl havde gjort sig ekstra umage for hende. Et spirende så gav sig i millisekundet til kende. 
Alt sortende hen igen som hans spørgsmå lød. "Min ægtemand er travlt optaget med rådsmøder. Men hvis du, Ares, vil have ham forbi kan det med nemhed arrengeres". Svaret forlod hende formelt og uden mange følelser. 
Blikket der fulgte trop, så skarpt ud af øjenkrogen på ham, præcist som han havde trådt forkert med et så stupidt spørgsmål. 

"For nu er en hvis tilfredshed opnået, men..." sætningen lod hun ebbe ud som hun vendte hele kroppen mod ham. Armene lagt let i kors-position og et udtryk der fortalte ham at han netop ville skuffe hende. Hun var mere end bare et ekstra led i Kazimi slægten, skønt der var så lidt tiltro til dette. 

Pompeia var dens fremtid og hende ambitioner var berettigede. 

Ares sendte hende et blik. Begge bryn gled langsomt op, mens han blev ved med at se på hende, Et næsten-smil trak i den ene mundvig. Ikke fordi tilbuddet morede ham synderligt, men fordi han ventede på, at hun selv skulle opdage, hvor åndssvagt det lød.

Så rystede han let på hovedet og så væk. Affærdigede den stikpille hun så gerne ville give ham. Han tog den ikke.

Han nåede knap at åbne munden, før hun fortsatte. Men... Ares' blik fandt tilbage til hende. Nu afventende. Hun havde vendt hele kroppen mod ham, armene over kors, og der var noget ved udtrykket, der fik ham til at vente. Som om hun med vilje lod resten hænge mellem dem.

"Ja?" Han løftede hagen en anelse. "Men?" Men hvad Han bed altid på hendes krog.