Angelina kunne ikke beslutte sig for, hvorvidt hun hadede eller elskede det årlige midsommerbal. På den ene side var det en god mulighed for at iføre sig den yndigste kjole og høre gæsterne ad om det nyeste sladder i byen. På den anden side var der hendes partner Timothy, hendes evighedsforlovede, og spørgsmålene om deres kommende ægteskab var endeløse. Hvorfor var de ikke blevet gift endnu efter tre års forlovelse? Dette var hvad folk ofte undrede sig over, og ja, hvor var Timothy når disse spørgsmål blev stillet? Langt borte.

Endelig havde Angelina undsluppet de udspørgende gæsters talestrøm, og hun havde nu placeret sig ved et bord, der kiggede ud mod balsalen, hvor flere par havde fundet sammen til dans. Selv var hun ikke blevet budt til dans, ikke engang af hendes uduelige forlovede, hvilket hun nok ville få høvl for, hvis han ikke snart tog sig sammen. 

De brune øjne studerede, vurderede og gav nok lidt af et elevatorblik til hvem end der gik forbi. Hvor måtte det dog være kedeligt at være mand. Tænk, at man altid iklædte sig det samme stive puds uden variation. Af den årsag kiggede hun selvfølgelig kun på kvindernes farverige kjoler. Især dem, der viste figuren frem - kvindekroppen var jo kreeret til at blive beundret… eller kvinders tøj var bestemt mere interessant end mændenes. Dog nåede Angelinas øjne ikke at vandre i lang tid før en stemme nåede hendes øre.

"Beklager, uhm. Frøken." 

Viktor var usikker på om kvinden havde hørt ham. Men da hun drejede hovedet, gættede han på, at hun endelig registrerede ham. Han sendte hende et smil af tilbageholdt høflighed og en oprigtig gnist af beklagelse i sit blik over at have forstyrret hende. Hun så ud, som om hun kedede sig kongeligt, men uden at gå glip af noget omkring sig. Det mindede ham mistænkeligt meget om Marius af Isenwald på de dage, hvor verden nægtede at underholde ham. 

Viktor kunne ikke huske om han havde truffet hende før. Men hendes ansigt virkede bekendt. 

"Det ser ud til, at jeg har tabt min blyant," undskyldte han. "Den er trillet under Deres stol." Hans øjenbryn trak sig sammen i et kort øjeblik, hvor han overvejede sine muligheder. Et sekund så det ud til, at han overvejede at lade blyanten blive liggende og redde sin værdighed, før brynene igen sprang op i en opgivende mine. "Jeg håber, det er i orden, at jeg henter den?" Han kastede et blik mod stolen og derefter mod hende igen. "Det lød betydeligt mindre mærkeligt inde i mit eget hoved," sagde han med en lav latter i stemmen.

Som så mange andre gange, kunne Viktor kun finde ro til ballerne hvis han havde sin skitseblok med. I dag var ingen undtagelse. Han havde været i færd med at skitsere menneskemængden - et studie i at fange bevægelse og få det ned på papir - desværre fik nogen, ved et uheld, skubbet til stolen Viktor sad på... hvilket resulterede at han tabte blyanten, og så, til sin forfærdelse, den trille væk et sted under kvindens fine skørter.