Angelina kunne ikke beslutte sig for, hvorvidt hun hadede eller elskede det årlige midsommerbal. På den ene side var det en god mulighed for at iføre sig den yndigste kjole og høre gæsterne ad om det nyeste sladder i byen. På den anden side var der hendes partner Timothy, hendes evighedsforlovede, og spørgsmålene om deres kommende ægteskab var endeløse. Hvorfor var de ikke blevet gift endnu efter tre års forlovelse? Dette var hvad folk ofte undrede sig over, og ja, hvor var Timothy når disse spørgsmål blev stillet? Langt borte.

Endelig havde Angelina undsluppet de udspørgende gæsters talestrøm, og hun havde nu placeret sig ved et bord, der kiggede ud mod balsalen, hvor flere par havde fundet sammen til dans. Selv var hun ikke blevet budt til dans, ikke engang af hendes uduelige forlovede, hvilket hun nok ville få høvl for, hvis han ikke snart tog sig sammen. 

De brune øjne studerede, vurderede og gav nok lidt af et elevatorblik til hvem end der gik forbi. Hvor måtte det dog være kedeligt at være mand. Tænk, at man altid iklædte sig det samme stive puds uden variation. Af den årsag kiggede hun selvfølgelig kun på kvindernes farverige kjoler. Især dem, der viste figuren frem - kvindekroppen var jo kreeret til at blive beundret… eller kvinders tøj var bestemt mere interessant end mændenes. Dog nåede Angelinas øjne ikke at vandre i lang tid før en stemme nåede hendes øre.

"Beklager, uhm. Frøken." 

Viktor var usikker på om kvinden havde hørt ham. Men da hun drejede hovedet, gættede han på, at hun endelig registrerede ham. Han sendte hende et smil af tilbageholdt høflighed og en oprigtig gnist af beklagelse i sit blik over at have forstyrret hende. Hun så ud, som om hun kedede sig kongeligt, men uden at gå glip af noget omkring sig. Det mindede ham mistænkeligt meget om Marius af Isenwald på de dage, hvor verden nægtede at underholde ham. 

Viktor kunne ikke huske om han havde truffet hende før. Men hendes ansigt virkede bekendt. 

"Det ser ud til, at jeg har tabt min blyant," undskyldte han. "Den er trillet under Deres stol." Hans øjenbryn trak sig sammen i et kort øjeblik, hvor han overvejede sine muligheder. Et sekund så det ud til, at han overvejede at lade blyanten blive liggende og redde sin værdighed, før brynene igen sprang op i en opgivende mine. "Jeg håber, det er i orden, at jeg henter den?" Han kastede et blik mod stolen og derefter mod hende igen. "Det lød betydeligt mindre mærkeligt inde i mit eget hoved," sagde han med en lav latter i stemmen.

Som så mange andre gange, kunne Viktor kun finde ro til ballerne hvis han havde sin skitseblok med. I dag var ingen undtagelse. Han havde været i færd med at skitsere menneskemængden - et studie i at fange bevægelse og få det ned på papir - desværre fik nogen, ved et uheld, skubbet til stolen Viktor sad på... hvilket resulterede at han tabte blyanten, og så, til sin forfærdelse, den trille væk et sted under kvindens fine skørter. 

Selvfølglig var det en mand, der forstyrrede Angelina. Blikket blev rettet mod den unge herre, mens øjenbrynet blev løftet let som et uudtalt spørgsmål, der spurgte: ‘hvad vil du?’. Selvfølgelig var hans mål at komme under Angelinas skørt. Hvor var mænd dog lette at regne ud, og Angelina kunne ikke forestille sig, at denne ungkarls intentioner var anderledes. Han havde sikkert plantet en blyant under hendes stol og ventet på, at hun bare ville sætte sig igen. Men med et udseende og charme som hende, kunne hun dog godt forstå, at mændene nærmest faldt på knæ foran hende. Alligevel havde hun valgt den skændsel, som hun kaldte sin forlovede. Men, i det mindste lod han hende være og sammen var det et ganske nydeligt par for offentligheden.

“Ih, hvor uheldigt, lad mig se hvad jeg kan gøre for at hjælpe Dem,” svarede hun med sin selvlærte venlige og alt for bløde og medfølende stemme. En stemme, der ikke rigtig tilhørte hende, men versionen af hende selv, som hun godt kunne lide at vise frem til offentligheden. Angelina bevægede sine fødder under stolen, og ganske rigtigt mærkede hun noget der bevægede sig. Hun puffede lidt til den så blyanten lå foran hendes fødder og kom fri fra hendes skørt, dog uden nogen intention om at bukke sig ned for at hente den. En pæn kvinde kravlede ikke rundt på gulvet for at samle en sølle blyant op.

“Hvad er intentionen bag at medbringe en blyant til et bal? De byder vel næppe den op til dans?” spurgte hun i et forsøg på at virke morsom.

Læberne pressede han sammen yderligere, endnu i sit beklagelige smil - og han bøjede hovedet i taknemmelighed ved hendes, heldigvis, imødekommenhed for at hjælpe ham. "Tusind tak," svarede han, og sendte et flygtigt blik bagud for at se om han kunne få øje på Corinth Lochtree. Men han var som forduftet i den farverige menneskemængde, og Viktor måtte derfor klare sig selv. Ikke at det var et problem, selvfølgelig. 

Lydløst trillede blyanten frem, puffet ud i lyset af hendes fintpåklædte fødder så den lå indenfor rækkevidde af dem begge. Hun gjorde dog ingen mine til at samle den op for ham - og Viktor forventede det heller ikke. Det gjorde fine damer jo sjældent. Alligevel føltes det yderst upassende at skulle rode rundt så tæt på hendes skørter. Han var ikke særlig begejstret ved udsigten til mulige misforståelser, men det her skulle bare overståes. Hun vidste vel heldigvis, at han ikke havde nogle sjofle bagtanker. 

"Undskyld mig, frøken." Viktor satte det ene knæ i gulvet og bukkede sig frem for at samle blyanten op med et alt for koncentreret udtryk så hans blik ikke ville lande de forkerte steder ved et uheld. 
Spørgsmålet kom dog bag på ham, og han kom med en forbavset latter. "Ikke just. Skønt det ville gøre det hele en del nemmere." Og han ville fremstå tosset. Måske det var dét han skulle gøre for at undgå gifteklare kvinder? Han sendte hende et skævt smil og rystede lidt på hovedet ved tanken. "Jeg har svært ved at efterlade skitseblokken derhjemme, ser De." Han viftede let med blyanten foran sig, endnu uden at have rejst sig fra det ene knæ. Albuen hvilede afslappet mod det andet.

Svaret gav mening, men hvilket menneske ved sit fulde fem, ville medbringe en skitseblok til et bal? Et bal var til for at have en undskyldning for at have sine flotteste klæder på og en måde, hvorpå man kunne møde alle de vigtige individer i Dianthos (og selvfølgelig høre alt sladderen om selvsamme mennesker). Tegne? Skrive? Være en enspænder i hjørnet og skille sig ud? Angelina fik en hovedpine af at tænke på, hvad alle de fine damer i byen ville tænke om hende, hvis hun engagerede i sådan en opførsel. Måske var det derfor, at hun ikke så en ring på hans finger.

“Føler De sig inspireret af, hvad Krystalpaladset har at tilbyde?” Spurgte hun og lagde hovedet en anelse på skrå mens hun studerede ham. Han var en køn ungkarl, men skitseblokken måtte han lægge væk, hvis han havde nogen forhåbning for at finde en partner til dette bal. “Hvis De spørger mig, er det mest interessante kunst kreeret af individer, som har et hvis… kendskab til hvad de prøver at formidle. Det skærer i mit æstetetiker hjerte, når jeg ser udefrakommende, der ikke har en forståelse for skønheden indenfor paladsets mure, prøve at plastre et billede sammen og kalde det kunst. Men De ligner en, der faktisk hører til her, trods jeg aldrig har truffet dem før.” Hun prøvede at spotte en reaktion på, hvad hun lige havde sagt. Måske prøvede hun lige at stikke lidt til ham.

Dæmpede fnis fik Viktors blik til at glide til siden. To unge kvinder passerede dem med hovederne bøjet sammen, og den ene kastede et blik tilbage over skulderen. Mod ham. Viktor fulgte hende et øjeblik med øjnene. Hvad? Så sænkede han blikket.

Ét knæ i gulvet. En ung, ugift kvinde foran sig. Ved et bal. Åh.

Han kom ganske henkastet på benene, som om det hele tiden havde været planen, og børstede en ikkeeksisterende smule støv fra knæet. Blikket gled flygtigt gennem menneskemængden. Hvor mange havde set det? Men før han nåede at overveje, hvilke historier synet potentielt kunne afføde, fangede hendes næste ord hans opmærksomhed.

'...Udefrakommende, der ikke har en forståelse for skønheden indenfor paladsets mure.' Han hæftede sig ved bemærkningen. Øjenbrynet løftede sig af sig selv mens han betragtede hende et øjeblik. Et lille træk formede sig ved hans mundvig. 
"Må jeg?" spurgte han med en gestus mod den ledige stol ved siden af hende. Hvis hun gav ham lov til at sætte sig, gjorde han. Viktor drejede blyanten mellem fingrene og så på hende igen. Det lød mistænkeligt meget, som om hun prøvede at finde ud af, hvor hun skulle placere ham. 

"Jeg tegner ikke paladset." Han holdt en lille pause, før han fortsatte, "Jeg tegner Dem." Han standsede et sekund. Øjnene blev en anelse større. "Dem alle sammen, altså." Han viftede ud mod den farverige menneskemængde med et fåret smil. Hun skulle nødig misforstå ham. 
"Bevægelse, stemninger..." Han lod blikket strejfe ud over de dansende et øjeblik, før han tog det ene ben over det andet og stak blyanten i lommen. 

"Men De gjorde mig nysgerrig." Hænderne foldede sig løst over knæet, og det brune blik fandt hende igen, nu med et nysgerrigt glimt. "Mener De virkelig, at man er nødt til at høre til et sted for at forstå det?"