I syden trak sommeren sig langsommere tilbage, og overgangen til efteråret føltes længere end hjemme i Safirien. De grønne blade på egetræerne var så småt begyndt at skifte til efterårets gyldne nuancer og det var på dette tidspunkt af året, at den populære fasansæson begyndte.
I mange år havde Alryss familien deltaget i Isenwalds fine jagttraditioner - men Viktor deltog aldrig. For det første var han elendig med bue og pil, og for det andet sagde det ham meget lidt at jage dyr for sport. Han ville hellere male. Langt hellere male. Alligevel befandt Viktor sig nu på hesteryg i Medaniens frodige skove, til sin egen store modvilje. Men i stedet for at beklage sig forsøgte han at se ud, som om han hørte til der. 
Siden fægteopholdet havde Viktor ikke talt med Marius. Det sad stadig i kroppen på ham, spændt fast i kæben som en knude, han ikke kunne få løsnet. Havde det ikke været for hans mor, var han blevet hjemme igen i år. 'Det er en god måde at blive tættere med Isenwalderne på' - havde hans mor sagt. Hvad end det så måtte betyde. Det lille glimt i hendes øje havde dog bekymret ham lige siden.

Så han kunne ikke sige nej. 

Og så forstod han det. Da Thalia af Isenwald kom ridende med håret samlet i en lang fletning og buen over skulderen, forstod han pludselig, hvorfor han var blevet slæbt med. Blikket gled hurtigt forbi hende og hæftede sig et øjeblik ved de mørke vilde krøller bag hendes skulder, hvor sollyset dansede ned mellem grenene.
Marius. Med det evige udtryk af kedsomhed, som om resten af verden aldrig helt formåede at interessere ham. Før deres blikke kunne mødes, vendte Viktor hurtigt hovedet bort og stillede sin far et spørgsmål om jagtruten. Alligevel blev uroen ved med at krible langs nakken. Han måtte tvinge sig selv til ikke at skæve tilbage mod Marius.