Vinden hev og sled i tøjet på Yago, tøj der tydeligt ikke var beregnet til vejret, og han kunne dårligt se fremfor sig, som han forsøgte at forsætte med at gå igennem den stride snestorm.
Det havde ikke engang været meningen at han skulle være herude, og ikke for første gang ærgrede det ham at han ikke kunne have ventet på foråret til at tage afsted for Lazura.
At finde en lade havde været nemt nok, men at få lov til at sove i den, havde vist sig at være sværere. Der var ikke den han ikke var blevet jaget ud af når han først var blevet fundet, og nu var det kilometer siden han sidst havde set et sted at overnatte, og bare finde en lille smule ly fra snestormen der kun virkede til at være blevet værre over den sidste time.

Han følte sig forfrossen helt ind til knoglerne, og selvom han gemte sine hænder i armhulerne var de tikke som om at det hjalp på kulden, men gjorde blot at hans fingre ikke var helt blå endnu.
At være koldblodet hjalp ikke, og han anede ikke hvordan han havde overlevet vintrene alle de år tilbage.

Et skridt tog det andet, men til sidst kunne han ikke tage et skridt mere. Hans ben bukkede under, og han landede i den bløde sne under sig.
Hans trak vejret irratisk, og han prøvede at komme tilbage op på benene, hvilket kortvarigt lykkedes, inden han faldt helt over i sneen, og der bare ikke var flere kræfter i hans krop til at bevæge sig.

Det var ikke engang som om at det stadig føltes koldt mere. Det var som en følelse af ingenting spredte sig i hans krop, som om at den ikke havde mere varme i sig, og for en stund i hvert fald, så havde Yago selv svært ved at finde overlevelsesgenet.
Det hele føltes lidt lige meget, gjorde det ikke?

Han burde ikke følge efter ham. Alligevel, fandt Zion sig selv søge ud, da vejret begyndte at blive frossent. 
De sidste par dage havde han været til at følge fra himmelen, en relativt ensom skikkelse i det store, bakkede landskab. Men nu var vejret blevet så hårdt, at man måtte søge frem til fods. Eller, næsten da. 
Den knirkende lyd af hove som trådte sne ned, var det eneste han kunne høre igennem stormens hujen. Det var svært at se - svært at orientere sig, men han var ret sikker på at Yago ikke havde været langt foran dem. Og det var virkelig taget til her den sidste time. 

Hånden gled ned under dækkenet den ekuma han red på bar. Heldigvis stadigvæk varm. Endda på trods af den bidende vind som slog imod hans kinder og krøb ind under sprækkerne i hans tykke overtøj, der hvor han ikke var pakket godt nok ind. "Mon ikke vi finder ham snart.." mumlede han til det arbejdsomme dyr og pakkede hånden und under til handskerne igen. 
To sæt øjne var joh bedre end et. Og hesten var trænet til at give lyd ved andre, så længe han ikke gik for langt væk fra stierne..
Og som tænkte mørkelveren tanken, havde de glødende øjne fået øje på noget foran dem. 

Det dæmpede prust, samt den sarte tøven i det opfølgende skridt, inden at han med et dæmpet hælepuf fik dem videre fremad. Og samlede med en summen af magi, energien omkring sig, for at tage sin nye maske på. Emerson duede jo ikke længere. 
Både Deva og Entos var desværre færdige. Deres energier opbrugt, så der var plads til nye - og i denne omgang, var valget faldet på en lejesoldat fra et fjernere områder. Ansigtet lyst og fregnet, med mørkt hår - han havde brug for sværdfærdighederne - og havde i den her omgang, bare haft brug for noget all-around praktisk. 
Styrken som fulgte med den unge krop, gjorde ham heller intet. Zions nu menneskelige, gråblå øjne missede imod sneen for at se den sammensunkne skikkelse, og han stoppede ekumaen, med et dæmpet anråb. "Oi, dig derovre.. er du okay?" 
Intet svar. 
Zion svang sig med en tung lyd ud af sadlen, og skridtede hen foran halvslangen. En del af ham ville bare gerne samle ham op, han vidste hvem han var, og tvivlede næsten på at han ville gøre modstand. Men der var roller at spille først. 
En bekymret hånd lagde sig om halvslangens skulder, og ruskede ham insisterende. "Hey... hey!"