det var formiddag. folk var begyndt at gå rundt på gaderne. solen var tit at se men der var nogle skyer på himlen. en person gik på gaden fra stofbutikken. denne person hed Sarrl og var ikke just populær over hvem og hvad hun var. hun havde kort hår og blå/lillae øjne. hun var på vej til skrædder butiken. hun bøjlede dog med stofferne hun havde  købt da de var ved at falde ud af hendes hænder. hun gik med målbevidste skridt mod skrædderen som hun ejede.

Sarril kom forbi mange mennesker der skulede og snakkede bag hendes ryg. men hun var ligeglad. hun gik mod sin butik og det skulle ikke ændres over at folk talte bag hendes ryg om hende.


to ældre damer havde Sarril passeret da hun kom til sin butik. de to damer var lidt ældre og fornemme. de gik forbi Sarril og sagde så til hinanden da Sarril var gået ind i butiken. 
"tænk at den gode skrædder overlod sin butik til en dæmon"
"ja hvad giver du mig. hun hører ikke til her."
"nej hun burde rende hjem hvor hun hører til. Dæmoner er ikke til andet end besvær"
den anden kvinde nikkede.
"hun kan vel ikke engang sy, måske kan hun hellere ikke designe det tøj vi mennesker har brug for."
"jeg har endag hørt at hun har haft en prositueret med sig i sin butik."
"ja hvad giver du mig. at tage en af dem med sig hun er vel også selv en i fritiden"
sådan forsatte de to damer længe imens de gik.

Sarril var ikke så høj. men det stoppede ikke hende. nej hun var målbevidst. Sarril fik lagt stofferne på hylderne og satte sig ned ved disken og begyndte at skisere nogle kjoler på noget pergament. ja det brugte hun tit sin dag på når der ikke var kunder. noget skulle hun jo lave istedet for at glo ud på gå gaden.
ja det passede hun havde haft en prostitueret med i butiken men det var jo ikke fordi hun fik noget ud af det, faktisk så havde hun lavet en jakke til nettop den mand for han virkede jo til at kunne se godt ud i den jakke hun havde lavet og det gjorde han også. en fin jakke til en mand fra gaden.

Isolde havde bevæget sig et godt stykke væk fra sin lille butik, som Jack havde fået lov til at passe. Normalt ville hun jo have lukket, men nu hvor Jack var der så var der mulighed for at holde åbent. Hun var ude og samle urter, og ude og købe nogle andre småting. Undervejs havde hun siddet fast i en kjole.  måske det ville være fint at finde en skrædder når hun kom hjem, tænkte hun i sit stille sind. 


Det var dog indtil at hun hørte nogle kvinder tale om en skrædder, hvad de ellers sagde tog hun dog ikke ind. Isolde troede på det bedste i folk, selv når folk sagde man skulle havde lidt sund fornuft hvad det angik, så var det ikke sådan Isolde  fungerede. "Undskyld. De kunne vel ikke fortælle mig hvor den omtalte skrædder holder til?" spurgte hun dem høfligt, udover hun fik en langsmøre om hvorfor hun ikke skulle benytte butikken, så valgte de to kvinder alligevel at forklarer hende vejen ned til butikken. Isolde takkede mange gange. 


Isolde nåede butikken, og trådte ind. Hun kiggede lidt rundt på de flotte stoffer. "Undskyld... Kan De reperarer min kjole?" spurgte hun, med et venligt smil på læben. Måske hun også kunne sy hende en i samme slags hørstof, de var simple og  praktiske hvis man spurgte Isolde. Så havde hun de finere kjoler når hun var sammen med Jack, og ikke når hun stod i butikken. 

Damerne begyndte at advare og sige hun skulle vælge en anden skrædder. men da det ikke så ud til at komme ind i hendes hoved fortalte de vejen til Sarrils skrædder.

Ding Ding. lød klokken da døren åbnede. Sarrils blå lilla øjne så op fra pergamentet og de kunne godt virke lidt uhyggelige. hun hoppede ned fra den stol hun sad på og gik over til kvinden der lige var kommet ind. Sarril så på kvinden med lidt uhyggelige øjne. man havde svært ved at finde ud af om Sarril var ond eller god.

"hvor er den i stykker henne?" spurgte Sarril og så på Kvinden øjne. Sarril var ikke just kendt for at være smilene og glad, men hun var jo også dæmon, men hun prøvede virkelig på at lærer om godhed. men det var svært når man i mange år havde levet i dæmon riget og det var det en mod alle, ikke som i resten af landet var man mere var alle for alle.

Sarril tog roligt en hånd mod hendes kjole for at mærke stoffet. det virkede så.... ja kedeligt det stof. og det måtte da klø. når ikke Sarrils problem. Sarril blev altid omtalt som Sirl da en dæmon ikke måtte gi sit navn. så var de fanget for evigt. og det gad Sarril virkelig ikke. men Sirl var da også meget pænt? var det ikke?

i vinduet i butiken hæng nogle flotte kjoler og sæt til mænd. måske ikek så modernet i denne tid men lidt mere alle det Sarril synes kvinder kunne gå i, det var ikke top til tå dækning kjoler. det var nogle der gik til knæende og andre til skinde benene. men folk turde ikke engang prøve det. og Sarril designede også tøj ud efter hvad folk ønskede, hun havde lavet en brudekjole i ny og næ men det var jo mere præsis hvad kunden ønskede.