det var formiddag. folk var begyndt at gå rundt på gaderne. solen var tit at se men der var nogle skyer på himlen. en person gik på gaden fra stofbutikken. denne person hed Sarrl og var ikke just populær over hvem og hvad hun var. hun havde kort hår og blå/lillae øjne. hun var på vej til skrædder butiken. hun bøjlede dog med stofferne hun havde  købt da de var ved at falde ud af hendes hænder. hun gik med målbevidste skridt mod skrædderen som hun ejede.

Sarril kom forbi mange mennesker der skulede og snakkede bag hendes ryg. men hun var ligeglad. hun gik mod sin butik og det skulle ikke ændres over at folk talte bag hendes ryg om hende.


to ældre damer havde Sarril passeret da hun kom til sin butik. de to damer var lidt ældre og fornemme. de gik forbi Sarril og sagde så til hinanden da Sarril var gået ind i butiken. 
"tænk at den gode skrædder overlod sin butik til en dæmon"
"ja hvad giver du mig. hun hører ikke til her."
"nej hun burde rende hjem hvor hun hører til. Dæmoner er ikke til andet end besvær"
den anden kvinde nikkede.
"hun kan vel ikke engang sy, måske kan hun hellere ikke designe det tøj vi mennesker har brug for."
"jeg har endag hørt at hun har haft en prositueret med sig i sin butik."
"ja hvad giver du mig. at tage en af dem med sig hun er vel også selv en i fritiden"
sådan forsatte de to damer længe imens de gik.

Sarril var ikke så høj. men det stoppede ikke hende. nej hun var målbevidst. Sarril fik lagt stofferne på hylderne og satte sig ned ved disken og begyndte at skisere nogle kjoler på noget pergament. ja det brugte hun tit sin dag på når der ikke var kunder. noget skulle hun jo lave istedet for at glo ud på gå gaden.
ja det passede hun havde haft en prostitueret med i butiken men det var jo ikke fordi hun fik noget ud af det, faktisk så havde hun lavet en jakke til nettop den mand for han virkede jo til at kunne se godt ud i den jakke hun havde lavet og det gjorde han også. en fin jakke til en mand fra gaden.

Isolde havde bevæget sig et godt stykke væk fra sin lille butik, som Jack havde fået lov til at passe. Normalt ville hun jo have lukket, men nu hvor Jack var der så var der mulighed for at holde åbent. Hun var ude og samle urter, og ude og købe nogle andre småting. Undervejs havde hun siddet fast i en kjole.  måske det ville være fint at finde en skrædder når hun kom hjem, tænkte hun i sit stille sind. 


Det var dog indtil at hun hørte nogle kvinder tale om en skrædder, hvad de ellers sagde tog hun dog ikke ind. Isolde troede på det bedste i folk, selv når folk sagde man skulle havde lidt sund fornuft hvad det angik, så var det ikke sådan Isolde  fungerede. "Undskyld. De kunne vel ikke fortælle mig hvor den omtalte skrædder holder til?" spurgte hun dem høfligt, udover hun fik en langsmøre om hvorfor hun ikke skulle benytte butikken, så valgte de to kvinder alligevel at forklarer hende vejen ned til butikken. Isolde takkede mange gange. 


Isolde nåede butikken, og trådte ind. Hun kiggede lidt rundt på de flotte stoffer. "Undskyld... Kan De reperarer min kjole?" spurgte hun, med et venligt smil på læben. Måske hun også kunne sy hende en i samme slags hørstof, de var simple og  praktiske hvis man spurgte Isolde. Så havde hun de finere kjoler når hun var sammen med Jack, og ikke når hun stod i butikken. 

Damerne begyndte at advare og sige hun skulle vælge en anden skrædder. men da det ikke så ud til at komme ind i hendes hoved fortalte de vejen til Sarrils skrædder.

Ding Ding. lød klokken da døren åbnede. Sarrils blå lilla øjne så op fra pergamentet og de kunne godt virke lidt uhyggelige. hun hoppede ned fra den stol hun sad på og gik over til kvinden der lige var kommet ind. Sarril så på kvinden med lidt uhyggelige øjne. man havde svært ved at finde ud af om Sarril var ond eller god.

"hvor er den i stykker henne?" spurgte Sarril og så på Kvinden øjne. Sarril var ikke just kendt for at være smilene og glad, men hun var jo også dæmon, men hun prøvede virkelig på at lærer om godhed. men det var svært når man i mange år havde levet i dæmon riget og det var det en mod alle, ikke som i resten af landet var man mere var alle for alle.

Sarril tog roligt en hånd mod hendes kjole for at mærke stoffet. det virkede så.... ja kedeligt det stof. og det måtte da klø. når ikke Sarrils problem. Sarril blev altid omtalt som Sirl da en dæmon ikke måtte gi sit navn. så var de fanget for evigt. og det gad Sarril virkelig ikke. men Sirl var da også meget pænt? var det ikke?

i vinduet i butiken hæng nogle flotte kjoler og sæt til mænd. måske ikek så modernet i denne tid men lidt mere alle det Sarril synes kvinder kunne gå i, det var ikke top til tå dækning kjoler. det var nogle der gik til knæende og andre til skinde benene. men folk turde ikke engang prøve det. og Sarril designede også tøj ud efter hvad folk ønskede, hun havde lavet en brudekjole i ny og næ men det var jo mere præsis hvad kunden ønskede.

Selvom damerne havde forsøgt at forhindrer Isolde i at komme hen til butikken, så havde deres advarsler ikke bidt på hende. Isolde mente at alle fortjente en chance her i livet, og så havde hun det stramt med at dømme blot udfra hvilket væsen  det var. At det så ofte var sådan noget som bed hende bag i, når det gik op for hende. Men alle burde have en ærlig og fair mulighed! 



"Her" sagde Isolde og pegede på forstykket hvor det var revet nogle centimeter. Det var ellers hendes ynglingskjole, som hun kunne bo i, hvis det stod til hende altså! "Jeg hang fast i et tornekrat" sagde hun så. De pokkers torne kunne virkelig godt ødelægge noget mere end godt var. 



Isolde beundrer nogle af kjolerne i vinduet, "De kan virkelig dit fag" roste hun og smilede venlgit til hende. Hun syntes der ofte var langt imellem syeriske som kunne deres kram! Måske hun skulle komme tilbage, og bestille en kjole mere til butikken? 

Sarril satte sig på hug foran kunden Isolde og så på det stykke der var i stykker. hun nærstuderede det lidt og mærkede på stoffet. ikek just det mest behagelige stof hun havde mærket. men som hendes lærer mester havde lært hende, "kunden har altid ret" og nogle gange synes Sarril ikke altid det samme. hun rejste sig op og gik over til stofferne hun havde på sin hylde. og lige i det at Sarril stakte sig op efter noget af stoffet øverst sagde kunden noget. Sarril gik i stå og så mod hende med mistroiske øjne. tybisk for en dæmon opvokset i dæmonriget, ikke stole på nogle.

"siger De det fordi De mener det.... eller fordi De ønsker at få noget ud af at rose mine kjoler" tydeligt at Sarril ikke var van til at få ros. især ikke af mennesker. Sarril var dæmon og mennesker plejede at hade dæmoner. især efter dæmonrigets tidligere konge havde angrebet krystallandet. 

Sarril så væk fra Isolde igen og rakte op efter stoffet på hylden. hun fik lige fat i det da hun gled på gulvet og fik hevet, ikke en, ikke to men 4 ruller stof ned over sig. hun begyndte at bande på dæmonernes sprog. og skubbede rollerne væk fra sig. hun var lav, ja lidt for lav til denne butik følte hun. det var hellere ikke første gang dette var sket. hun rejste sig op og sparkede 3 af de 4 ruller ind til siden, hun tog den sidste og lagde på bordet og det havde heldigvis sammme farve og stoftybe som det kunden havde på. det kunne bruges. men hun var enten nød til at lave et nyt forstykke af kjolen eller reperare den og det var ikke sikkert det ville blive lige så flot.

Nej, det var ikke just det fineste fine, eller dyreste dyre, dog var det virkelig behageligt, når hun gik i sin butik. Det holdt længe og var ellers meget til før der kom for meget slidtage på. Det var i al fald hendes erfaring, det var at det var ret slidstærkt og egentligt også meget holdbart for hende. Så det var det hun gik med - også var det ikke fantastsik dyrt, så den del passede hende nu også godt. Især nu hvor hun ikke ligefrem selv kunne prale af at kunne sy.



Isolde så noget overrasket på kvinden, "Hvad? Nej. Jeg siger det, fordi jeg mener at du er god til dit arbejde" sagde hun og så på kvinden. Det havde hun alligevel ikke prøvet før. "Og jeg betaler gerne for min repaeration - med glæde!" tilføjede hun. Isolde var stadig noget forbavset over den anklagende tone som hun følte var usagt mellem linjerne.  Hun betragtede kvinden lidt, mens hun afventede. "Kan De lave det?" spurgte hun så og ås på hende. "Hvad vil være bedst? Nyt forstykke eller?" tilføjede hun. Isolde kunne ikke sy,  hun ville blive glad bare hun fik lavet det stykke som tornene havde revet i stykker. 

Sarril var ikke van til ros. så da kvinden svarede overrasket så Sarril lidt skamfuldt væk. hun vr bare ikke van til at folk sagde søde ting til hende.
"det var ikke ment ondt... jeg er bare så van til at folk kun siger søde ting til mig for at få noget ud af det. DE mener jo ikke just jeg hører til her i byen. DE ser mig helst tilbage til dæmonriget eller død." Sarril tog rullen op på borget og så på kvinden,

"jeg kan lave det, men tror et nyt forstykke vil være pænere end at lappe det. for lapper jeg det ligner det mere noget der kan gå op hvornår det skal være. og det er jo ikke det sværeste at lave et nyt forstykke" hun så på forstykket kvinden havde på og ud fra synet for at fornemme hvordan det var syet sammen og hvordan det ville være pænt.

"det var ikke fordi jeg ville være ond før... men De forstår vil at jeg er lidt mistroisk når folk i byen mere ønsker en død end borte" det var tydeligt at hører på Sarril at hun ønskede at blive anerkendt som en del af Dianthos og ikke sås som noget forkert. men hun så ikke ked ud af det, faktisk virkede hun mere irreteret over folks meninger om hende fordi hun var en dæmon og ikke så på hvad hun kunne med nål og tråd.

Isolde så på kvinden med et midlt blik. "De skal slet ikke undskylde. Jeg ved godt at ikke alle er lige venlige med gode hensigter" svarede hun. Hun havde jo selv mødt et par kvinder som ikke mente hun skulle hen i denne butik. Isolde var nu engang bare sådan at hun så det bedste i alle uanset hvad folk ellers havde af tanker og fordomme. "Jeg forstår godt, hvis De er vant til det, at De reagerer sådan". Det mente hun virkelig, hun forstod det godt. Isolde var heller ikke altid ønsket, det var en bastard stort set aldrig. 


"Så går vi med et nyt forstykke" svarede hun og smilede til hende. "Jeg er bare glad for at De kan lave det. Jeg er ikke selv god til det med nål og tråd" sagde hun. Det var ikke lige hendes spidskompetance, og nu virkede det til hun måske havde fundet sig en ny skrædder. Det håbede hun næsten, det ville være rart! 



Isolde så forstående på hende, "Jeg forstår Dem godt. Det er ikke rart når man ikke er ønsket". Det var virkelig ikke rart, og ikke noget som man helt vendte sig til. "Jeg håber at De forstår at jeg syntes godt om deres arbejde  -fordi jeg syntes at De er dygtig, og ikke fordi jeg vil have et eller andet ud af Dem" sagde hun. 

Sarril så mod hende hendes blå lillae øjne så på hende. hun vidste ikke rigtigt hvordan man skulle forklare en fremmed at ingen ønskede Sarril var i byen og i en skrædder butik der engang var populær. for Sarril havde jo bare haft et ønske om at lærer. og den tidligere ejer var borte her fra jorden og havde givet Sarril alt han ejede. den eneste der havde vidst venlighed til hende som den første. Sarril var opvokset i dæmonriget og der lærte man at slå først og spørger bag efter. "men De frøken ligner da mere en der hører til i byen... folk ser på mig og tænker straks dø dæmon" Sarril fnøs over det hun lige havde sagt. ja det var jo det folk tænkte. dø dæmon!  hun var ikke just glad for det når hun jo prøvede at lærer venlighed.

"jeg kan lave det nu.... men det kræver De kommer med mig ind bag ved og smider forstykket og lader mig måle Dem" hun så meget stift på hende og kunne jo ikke bare sy et forstykke til hende uden at kende målene, for så kunne hun lave det alt for stort eller alt for småt og det skulle hun ikke ud i.

"så et menneske som De er ikke ønsket? hvordan?" hun var lidt nysgerig, hun så ned i jorden da hun igen blev rost og kløede sig lidt i nakken. hvad sagde man? hed det tak eller? hun blev i tvivl man sagde ikke just tak i dæmonriget.  "gid der var flere der kunne lig mine kjoler og jakke sæt" sagde hun med blikket nu mod hendes ruder. hun fik ikke så mange kunder. det var det gode ved at Sarril var dæmon hun følte ikke just sult.

Isolde havde dog en klar fornemmelse af, at hun måske ikke var helt ønsket i byen, af årsager hun ikke helt forstod. Men kom i tanke om at ikke alle var som hende selv med at se alle som lige, eller i al fald inditl de havde bekendt kulør. For Isolde var det det mest normale  - at man så lige på alle. Også selvom man hørte ting i krogene, så ville hun gerne modbevises før hun besluttede sig for noget som helst!  Se verden med åbne øjne, det var det hun selv levede efter, præcis som hendes mor havde lært hende. Hun mildt på hende, "Det er jeg ked af... Sådan tænker jeg ikke!" svarede hun og søgte hendes øjne. Det gjorde hun ikke, tværtimod faktisk. 



"Meget gerne!" sagde hun taknemmeligt! Hun ville blive glad bare det at det kunne fikses, og hendes kjole igen var hel! Også måtte hun hellere lade være med at komme i nærkamp igen med en tornebusk! Selvom det nok ikke blev sidste gang at det skete, dog havde hun en ide om at hun nok ville vende tilbage hertil, det virkede som et rart lille sted - selvom hun  var blevet lidt forskrækket til en start. 



Isolde rettede blikket mod hende, "Jeg er en bastard. Og bastarder vi er ikke særlige velsete" forklarede hun. De fleste mente jo at alle bare skulle leve i slave tilstande eller helt udryddes. Det var heldigvis et liv hun havde lagt fra sig nu, selvom hun normalt ikke  talte så meget om hendes fortid, så virkede det som et godt tidspunkt nu, til at bryde den is der stadig lod til at være imellem dem. "Det forstår jeg virkelig godt, de er meget smukke!" Det var ikke for at tale hende efter munden, Isolde mente det virkelig!

Sarril var lidt overrasket over at hun sagde hun ikke tænkte sådan. Sarrils øjne var jo det der mest sagde hun var en dæmon. hun havde levet i krystallandet i lidt af sin levetid og i den tid havde kun få mennesker vist hende venlighed og godhed. hun ville gerne lærer men hvordan lærte man det når ens lærer mester var gået bort. så måtte hun jo gætte sig selv til hvad venlighed var.
"sådan er livet for en dæmon. om man vil det eller ej" hun så på Isoldes øjne og det var tydeligt at hun virkelig kæmpede med dårlig omtale og dårlig opførsel over hende.

Sarril vinkede hende med ind bag ved hvor der hang tegninger af smukke kjoler som aldrig ville komme ud i dagens lys. de var for udfordrene og for vovet til krystallandet, men Sarril synes det var noget over udfordrene kjoler, de var smukke og forførene, men ikke noget der kom til synes i gadelivet. Sarril tog stoffet med ind i bagloket og havde et målebånd om halsen så det skulle hun ikke finde, og inde bag ved lå en blok hun skulle skrive mål ned med.

"Bastard.... man kan jo ikke se om De er bastard ud fra Deres udseende, det kan man ud fra Deres  baggrund, og ikke Deres udseende. så De kan narre folk vis De ønsker det." Sarril havde aldrig gættet hun var bastard vis ikke hun havde sagt det. faktisk så troede Sarril at hun havde sagt hun var krimminel eller måske halvling. men Sarril kunne jo ikke sige at hun var det ene eller det andet bare det at så på hende.
da Sarril fik ros igen bed hun sig lidt i underlæben. hun ville gerne ha ros. men hvordan tog man mod det? især når man ikke var van til det. hun måtte virkelig bide i sig at Isolde ikke gjorde det for at få noget fra Sarril.
"tak"

Nej man kunne ikke se det ved første blik på Isolde. Det var mere når folk spurgte ind til hendes baggrund, at mange havde hende som uønsket. Det var ikke noget pænt at være bastard, det var også noget hun gik meget stille med dørene med. Det skete sjældent at hun påbnede op omkring sin baggrund, men som nu overfor Saril virkede det klogt. Mest for at hun ikke skulle føle sig uønsket i Isoldes nærvær. "Det kan jeg forestille mig. Og det gør mig ondt" svarede hun mildt. Det mente hun virkelig. 



"Nej du har ret." medgav hun. For Isolde var det hendes baggrund som ændrede tingene. "Det ændre dog ikke, at vi begge to er uønskede, dog på forskellige grundlag" svarede hun mildt. Det var ikke for at hun ville tage hendes frustration fra hende eller noget som helst. Det var egentligt blot for at sige, a thun ikke var alene.



Isolde smilede til hende, "Hvis de kan sy mig nogle kjoler i samme stof som dette her - jeg har på, så kunne jeg goså godt være interesserede" sagde hun og så på hende. Det var nok rart med et par kjoler mere.

gør hende ondt? men Sarril var jo van til det. hun forstod ikke det udtryk. men det kunne hun jo altid lærer på et tidspunkt. hun så på hende med rolige øjne. hun havde hverken ondskab eller godhed i øjnene. hun var neutral. hun så på hende og da hun fortalte at de begge var uønsket nikkede Sarril. 
hun første Isolde ind i baglokalet og tog sit målebånd frem og så på Isoldes liv. "De er nød til at tage deres kjole af. vis jeg skal kunne måle Deres liv." hun tog målebåndet i hænderne og en blyant bag øret. så hun hurtigt kunne skrive ned.

"selvfølgelig kan jeg det. men det kommer jo også an på hvordan De ønsker kjolen skal se ud." hun kunne jo lave kjoler i alle stoffer og alle mønstre. men det krævede at hun vidste hvordan det skulle se ud.
Sarril havde helt glemt at præsentere sig. skulle man gøre det nu eller først når man sagde farvel/på gensyn? Sarril blev i tvivl. for hun havde ikke sådan styr på hvornår man præsenterede sig i sådanne situationer.