Det var ikke ofte Xinyi tog med de andre medlemmer ind til Dianthos, da hun foretrak at holde sig væk fra de store byer, men de havde manglet en mand, og Xinyi havde haft det ret godt på det seneste, så hun tænkte hun kunne hjælpe.
De havde et par ting de havde ønsket at bytte, men mest af alt var det af vigtigere årsager - erhvervning.

De havde i udkanten af markedspladsen fundet et lille sted at slå en 'bod' op.
Der var et skilt med deres navn "De Nådige Følge", og nedenunder et finere kursiv skrift Magi er roden til alt ondt, og der stod den lille gruppe af hvad mest af alt lignede bønder, og delte små pamfletter ud.
Pamfletterne havde et par illustrationer for dem der ikke kunne læse, men essencen var det sammen: Slut dig til de Nådiges Følge. Læg magien til side og lad dig blive ren. En verden uden magi er en god og ren verden.

Xinyi stod blandt sine medfølgere, og selvom hun kunne mærke en hovedpine komme snigende, og alle hendes sanser var overvældet, så prøvede hun at holde et nogenlunde venligt udtryk i øjnene, selvom der bare var en naturlig kølighed over hende.
"Undskyld mig, kunne du tænke dig at høre om de Nådiges Følge," fandt hun sig selv sige om og om igen. Enkelte bed på, men der var en langt større del der ignorerede dem, som var de ingenting, men Xinyi bed det i sig og forsatte. Nogen måtte vel bide på før eller siden.

Dianthos sprudlede af liv.
Et let, næsten tankeløst kaos, hvor alle syntes at kende deres plads. Steder at være. Formål at opfylde. Ansigter og kroppe gled ind og ud mellem hinanden, til én samlet, uoverskuelig strøm. Prudence lagde hænderne over ørerne. Lydene forsvandt ikke - de blev blot tykkere. Dæmpede. Som om verden blev presset ned under vand. Men hun kunne stadig mærke dem. Som små stød, der dirrede gennem kroppen og fik den til at vippe, næsten umærkeligt. Hun slap. Larmen væltede ind igen. Skarpere denne gang. Overdøvende. 
Hænderne op. Væk. Tilbage igen.

Prudence legede at hun kunne styre omgivelserne. Vælge til og fra - men det var selvfølgelig nyttesløst.

Hun ventede på sin grandfætter. Eller… hun stod her, og hun ventede - det måtte være det samme. Han ville finde hende. Det ville han. Det havde han altid kunne da de var børn - og den naive tanke slap hende aldrig. 
Prudence havde været så sikker på, at han boede her. Lige her. Eller tæt nok på til, at det gav mening. Det havde givet mening lige før da hun tænkte det. Hun burde være blevet i vognen. Ladet sine forældre følge med hende - hele vejen og sat hende af hvor hun egentlig skulle have stået nu. Men tanken gled fra hende, før den rigtig satte sig fast.
Var det ikke netop derfor, hun var her? Hos Corinth Lochtree. For at stå selv. For at lære det. Kappe navlestrengen een gang for alle. 

Blive rask.

Hun rettede sig en anelse op, som om den tanke krævede det. En ny begyndelse. Selvom den slet, slet ikke havde været som hun først forventede. Slet, slet ikke. 

Prudence's blik gled over menneskemængden uden rigtigt at hæfte sig ved nogen. De mørkegrå øjne fangede lyset i korte glimt, og i enkelte øjeblikke trådte den brune ring frem - varm, næsten gylden - og nærværende, før den forsvandt igen.

Alt bevægede sig for hurtigt. For meget. Luften var tungere her. Skarpere. Noget i den stak i næsen, lagde sig bagerst i halsen. Prudence trak vejret for dybt én gang - og fortrød det straks. Så meget anderledes end skyggebjergene.

Undskyld mig - kunne De tænke Dem at høre om de Nådiges Følge?

Ordene nåede hende sent. De skulle først finde hende og et øjeblik stod hun uden at reagere, blikket fast, men tomt - et sted bag det, hun så på. Så blinkede hun, og så pludselig forvirret ud, men kun ganske kort. Langsomt drejede hun hovedet. Overrasket over at nogen talte til hende. 
"Åh." Hun trådte nærmere. En smule for hurtigt. Som om noget i hende allerede havde besluttet det. En barnlig form for nysgerrighed. Den lille oppakning var trykket ind mod kroppen, de mørke blondehandsker skjulte hendes hænder, som holdt lidt for fast. "Hvad er de Nådiges Følge?"

Xinyi kunne ikke lade vær med at blinke et øjeblik. Kvinden foran hende var tydeligvis af bedre stand end hende selv, og der var noget næsten barnligt over hende, til trods for at der stadig hang en stank af magi over hende, men for nu var den ikke overvældende, og det vigtige var jo heller ikke om folk havde magi men nærmere om de var villige til at give slip på det.

Hendes læber trak op i et lille smil, selvom køligheden i hendes øjne stadig hang ved, som var det svært at give helt slip på det, men hendes tone lød i det mindste høflig, da hun åbnede munden. "Vi er et lille samfund syd for Dianthos, der har gjort op med at være afhængige af magi," sagde hun venligt, og rakte en pamflet over mod adelskvinden. "Vi tror på at magi kun leder til mere ondt i verden, og har derfor tror på at en bedre vej i livet er et liv uden magi."
Ikke at der var nogen grund til at sige noget om hvad de gjorde med de der ikke kunne holde sig indenfor reglerne. Det var jo for alles bedste, og det frustrerede Xinyi når andre ikke kunne se det. Især fordi hun vidste, at før hele verden var ren, så kunne hun ikke også blive det, uanset hvor meget hun ønskede det.

Hendes øjne gled langsomt op, som om ordene først skulle finde plads i hende, før hun forstod dem. Et samfund… uden magi? Hun blinkede. Én gang. To.
Det gav ikke helt… mening.
"Nå…?" Stemmen var lav, blød - ægte undren, uden modstand. Prudence prøvede at samle tanken, før den gled fra hende igen. Magi var jo ikke noget, man… lagde fra sig. Var det?

Hendes blik faldt på pamfletten, da den blev rakt frem. Hun tøvede et øjeblik, som om papiret i sig selv kunne afsløre noget, hvis hun rørte ved det. Som om nogen ville vide det hvis hun gjorde. Langsomt tog hun imod det alligevel, med fingerspidserne først. Forsigtigt. Holdt det en anelse væk fra sig, mens hun så ned på det, uden helt at læse.
Så løftede hun blikket igen. "Men…" Hun stoppede op. Ordene gled en smule fra hende, før hun fandt dem igen. "Hvordan gør man det?" Hovedet lagde sig en anelse på skrå. "Hvis det… er over det hele?" Der kom en lille lyd fra hende - noget, der mindede om et fnis, men forsvandt næsten, før det rigtig blev til noget. Hun dækkede munden med hånden, som om hun først dér opdagede det. 

"Det lyder lidt som…" Hun tøvede igen, blikket flakkede kort, før det fandt tilbage. "Hmm.. Som en leg." Der var ingen hån i hendes stemme da hun sagde det. Men det mindede da lidt om en leg, ikke?

Et skarpere udtryk kom i Xinyis øjne, men hun lod det ikke drysse ned i hendes toneleje, men hun kunne ikke helt stoppe sig selv fra at se det lidt var en hån mod dem og det de stod for.
Men det var ikke første gang hun havde mødt denne her hån, og hun lod sig hvile i hvad hun vidste der var korrekt, og det var jo blot en naiv tilgang denne adelskvinde havde.

"De af os der er uheldige nok til at være født med det, kan tage et valg," sagde Xinyi ganske roligt, hendes fingre knugede lidt mere om de pamfletter hun stod med.
"Vi kan tage valget om ikke at bruge magien vi er blevet givet." Hvis det bare var så nemt. Hun stod i den unikke rolle at hun blev nødt til det, for at de kunne rense folket. "Og hvis man er heldig, kan man blive tilbudt at få renset sig selv og sine evner, af den nådige. Han har evnerne til at tage din magi fra dig, så du endelig kan blive ren." Hun havde trods alt set det gang på gang, og selvom der også var et element af straf i det, for de der ikke overholdt deres regler, så var det trods alt målet. 

Renset...

Det var, som om kulden nåede hende før ordene gjorde.
Noget i hende spændte. Pamfletten i hendes hænder føltes pludselig… forkert. Varm. For varm. Hun stirrede ned på den, som om den havde ændret sig.

Renset.

Hjertet slog hurtigere. Ikke hårdt... men for hurtigt. Uroligt, som noget, der prøvede at komme væk.
Hendes fingre strammede sig om papiret. Krøllede det en smule, uden at hun selv lagde mærke til det.
"Det kan man ikke…" Ordene kom lavt. Næsten tænkt, før de blev sagt. Blikket løftede sig igen - fandt kvinden - men blev der ikke helt. Noget bevægede sig bag hende. Et glimt af noget mørke. Hun blinkede hurtigt, for at få det væk, men kroppen reagerede allerede.

Skuldrene trak sig en anelse ind. Åndedrættet blev kortere og pamfletten gled i hendes greb.
"Nej—" Det kom skævt ud. Ikke bestemt. Mere som noget, der brast. Hun rystede let på hovedet, som om hun prøvede at ryste ordene af sig. Eller forstå dem.
"Det må man ikke…" forlod det hende næsten i en hvisken, og Prudence trak vejret ind, for hurtigt, og så på Xinyi igen - denne gang mere fast, men med noget uroligt bag blikket.
"Hvad gør han så med dem?" Et lille ophold. "Hvis de… tager det?"

Det var jo ikke unormalt at folk følte sig usikre når de først hørte det. Det var jo at rykke deres verdensblik, men Xinyi følte sig roligt i det, for hun vidste at det var bedste for alle. Resten skulle jo bare finde ud af det.
Måske var der også en del af hende der nød at kunne fysisk se nogen bliver lidt rystet af det, fordi hvis de blev rystet af det, så var det vel fordi de forstod hvor stort det kunne være. De skulle bare forstå at det var på den gode måde.

Xinyi lagde hovedet en lille smule på skrå, som hun kiggede på adelskvinden, der næsten virkede til at stå lidt mere fast, men hun var ikke sikker på om det var bekymrende med hvor barnlig hun havde været før.
"Det forsvinder," var også svaret. "Du skal naturligvis gøre dig fortjent til at få lov til at få fjernet dine evner, men når de for alvor bliver taget, så er de bare væk." De kunne selvfølgelig gøre det på mindre vis, men det var ikke relevant. Det var noget man lærte om, som man blev en del af deres flok.