Det var ikke ofte Xinyi tog med de andre medlemmer ind til Dianthos, da hun foretrak at holde sig væk fra de store byer, men de havde manglet en mand, og Xinyi havde haft det ret godt på det seneste, så hun tænkte hun kunne hjælpe.
De havde et par ting de havde ønsket at bytte, men mest af alt var det af vigtigere årsager - erhvervning.

De havde i udkanten af markedspladsen fundet et lille sted at slå en 'bod' op.
Der var et skilt med deres navn "De Nådige Følge", og nedenunder et finere kursiv skrift Magi er roden til alt ondt, og der stod den lille gruppe af hvad mest af alt lignede bønder, og delte små pamfletter ud.
Pamfletterne havde et par illustrationer for dem der ikke kunne læse, men essencen var det sammen: Slut dig til de Nådiges Følge. Læg magien til side og lad dig blive ren. En verden uden magi er en god og ren verden.

Xinyi stod blandt sine medfølgere, og selvom hun kunne mærke en hovedpine komme snigende, og alle hendes sanser var overvældet, så prøvede hun at holde et nogenlunde venligt udtryk i øjnene, selvom der bare var en naturlig kølighed over hende.
"Undskyld mig, kunne du tænke dig at høre om de Nådiges Følge," fandt hun sig selv sige om og om igen. Enkelte bed på, men der var en langt større del der ignorerede dem, som var de ingenting, men Xinyi bed det i sig og forsatte. Nogen måtte vel bide på før eller siden.

Dianthos sprudlede af liv.
Et let, næsten tankeløst kaos, hvor alle syntes at kende deres plads. Steder at være. Formål at opfylde. Ansigter og kroppe gled ind og ud mellem hinanden, til én samlet, uoverskuelig strøm. Prudence lagde hænderne over ørerne. Lydene forsvandt ikke - de blev blot tykkere. Dæmpede. Som om verden blev presset ned under vand. Men hun kunne stadig mærke dem. Som små stød, der dirrede gennem kroppen og fik den til at vippe, næsten umærkeligt. Hun slap. Larmen væltede ind igen. Skarpere denne gang. Overdøvende. 
Hænderne op. Væk. Tilbage igen.

Prudence legede at hun kunne styre omgivelserne. Vælge til og fra - men det var selvfølgelig nyttesløst.

Hun ventede på sin grandfætter. Eller… hun stod her, og hun ventede - det måtte være det samme. Han ville finde hende. Det ville han. Det havde han altid kunne da de var børn - og den naive tanke slap hende aldrig. 
Prudence havde været så sikker på, at han boede her. Lige her. Eller tæt nok på til, at det gav mening. Det havde givet mening lige før da hun tænkte det. Hun burde være blevet i vognen. Ladet sine forældre følge med hende - hele vejen og sat hende af hvor hun egentlig skulle have stået nu. Men tanken gled fra hende, før den rigtig satte sig fast.
Var det ikke netop derfor, hun var her? Hos Corinth Lochtree. For at stå selv. For at lære det. Kappe navlestrengen een gang for alle. 

Blive rask.

Hun rettede sig en anelse op, som om den tanke krævede det. En ny begyndelse. Selvom den slet, slet ikke havde været som hun først forventede. Slet, slet ikke. 

Prudence's blik gled over menneskemængden uden rigtigt at hæfte sig ved nogen. De mørkegrå øjne fangede lyset i korte glimt, og i enkelte øjeblikke trådte den brune ring frem - varm, næsten gylden - og nærværende, før den forsvandt igen.

Alt bevægede sig for hurtigt. For meget. Luften var tungere her. Skarpere. Noget i den stak i næsen, lagde sig bagerst i halsen. Prudence trak vejret for dybt én gang - og fortrød det straks. Så meget anderledes end skyggebjergene.

Undskyld mig - kunne De tænke Dem at høre om de Nådiges Følge?

Ordene nåede hende sent. De skulle først finde hende og et øjeblik stod hun uden at reagere, blikket fast, men tomt - et sted bag det, hun så på. Så blinkede hun, og så pludselig forvirret ud, men kun ganske kort. Langsomt drejede hun hovedet. Overrasket over at nogen talte til hende. 
"Åh." Hun trådte nærmere. En smule for hurtigt. Som om noget i hende allerede havde besluttet det. En barnlig form for nysgerrighed. Den lille oppakning var trykket ind mod kroppen, de mørke blondehandsker skjulte hendes hænder, som holdt lidt for fast. "Hvad er de Nådiges Følge?"

Xinyi kunne ikke lade vær med at blinke et øjeblik. Kvinden foran hende var tydeligvis af bedre stand end hende selv, og der var noget næsten barnligt over hende, til trods for at der stadig hang en stank af magi over hende, men for nu var den ikke overvældende, og det vigtige var jo heller ikke om folk havde magi men nærmere om de var villige til at give slip på det.

Hendes læber trak op i et lille smil, selvom køligheden i hendes øjne stadig hang ved, som var det svært at give helt slip på det, men hendes tone lød i det mindste høflig, da hun åbnede munden. "Vi er et lille samfund syd for Dianthos, der har gjort op med at være afhængige af magi," sagde hun venligt, og rakte en pamflet over mod adelskvinden. "Vi tror på at magi kun leder til mere ondt i verden, og har derfor tror på at en bedre vej i livet er et liv uden magi."
Ikke at der var nogen grund til at sige noget om hvad de gjorde med de der ikke kunne holde sig indenfor reglerne. Det var jo for alles bedste, og det frustrerede Xinyi når andre ikke kunne se det. Især fordi hun vidste, at før hele verden var ren, så kunne hun ikke også blive det, uanset hvor meget hun ønskede det.

Hendes øjne gled langsomt op, som om ordene først skulle finde plads i hende, før hun forstod dem. Et samfund… uden magi? Hun blinkede. Én gang. To.
Det gav ikke helt… mening.
"Nå…?" Stemmen var lav, blød - ægte undren, uden modstand. Prudence prøvede at samle tanken, før den gled fra hende igen. Magi var jo ikke noget, man… lagde fra sig. Var det?

Hendes blik faldt på pamfletten, da den blev rakt frem. Hun tøvede et øjeblik, som om papiret i sig selv kunne afsløre noget, hvis hun rørte ved det. Som om nogen ville vide det hvis hun gjorde. Langsomt tog hun imod det alligevel, med fingerspidserne først. Forsigtigt. Holdt det en anelse væk fra sig, mens hun så ned på det, uden helt at læse.
Så løftede hun blikket igen. "Men…" Hun stoppede op. Ordene gled en smule fra hende, før hun fandt dem igen. "Hvordan gør man det?" Hovedet lagde sig en anelse på skrå. "Hvis det… er over det hele?" Der kom en lille lyd fra hende - noget, der mindede om et fnis, men forsvandt næsten, før det rigtig blev til noget. Hun dækkede munden med hånden, som om hun først dér opdagede det. 

"Det lyder lidt som…" Hun tøvede igen, blikket flakkede kort, før det fandt tilbage. "Hmm.. Som en leg." Der var ingen hån i hendes stemme da hun sagde det. Men det mindede da lidt om en leg, ikke?

Et skarpere udtryk kom i Xinyis øjne, men hun lod det ikke drysse ned i hendes toneleje, men hun kunne ikke helt stoppe sig selv fra at se det lidt var en hån mod dem og det de stod for.
Men det var ikke første gang hun havde mødt denne her hån, og hun lod sig hvile i hvad hun vidste der var korrekt, og det var jo blot en naiv tilgang denne adelskvinde havde.

"De af os der er uheldige nok til at være født med det, kan tage et valg," sagde Xinyi ganske roligt, hendes fingre knugede lidt mere om de pamfletter hun stod med.
"Vi kan tage valget om ikke at bruge magien vi er blevet givet." Hvis det bare var så nemt. Hun stod i den unikke rolle at hun blev nødt til det, for at de kunne rense folket. "Og hvis man er heldig, kan man blive tilbudt at få renset sig selv og sine evner, af den nådige. Han har evnerne til at tage din magi fra dig, så du endelig kan blive ren." Hun havde trods alt set det gang på gang, og selvom der også var et element af straf i det, for de der ikke overholdt deres regler, så var det trods alt målet. 

Renset...

Det var, som om kulden nåede hende før ordene gjorde.
Noget i hende spændte. Pamfletten i hendes hænder føltes pludselig… forkert. Varm. For varm. Hun stirrede ned på den, som om den havde ændret sig.

Renset.

Hjertet slog hurtigere. Ikke hårdt... men for hurtigt. Uroligt, som noget, der prøvede at komme væk.
Hendes fingre strammede sig om papiret. Krøllede det en smule, uden at hun selv lagde mærke til det.
"Det kan man ikke…" Ordene kom lavt. Næsten tænkt, før de blev sagt. Blikket løftede sig igen - fandt kvinden - men blev der ikke helt. Noget bevægede sig bag hende. Et glimt af noget mørke. Hun blinkede hurtigt, for at få det væk, men kroppen reagerede allerede.

Skuldrene trak sig en anelse ind. Åndedrættet blev kortere og pamfletten gled i hendes greb.
"Nej—" Det kom skævt ud. Ikke bestemt. Mere som noget, der brast. Hun rystede let på hovedet, som om hun prøvede at ryste ordene af sig. Eller forstå dem.
"Det må man ikke…" forlod det hende næsten i en hvisken, og Prudence trak vejret ind, for hurtigt, og så på Xinyi igen - denne gang mere fast, men med noget uroligt bag blikket.
"Hvad gør han så med dem?" Et lille ophold. "Hvis de… tager det?"

Det var jo ikke unormalt at folk følte sig usikre når de først hørte det. Det var jo at rykke deres verdensblik, men Xinyi følte sig roligt i det, for hun vidste at det var bedste for alle. Resten skulle jo bare finde ud af det.
Måske var der også en del af hende der nød at kunne fysisk se nogen bliver lidt rystet af det, fordi hvis de blev rystet af det, så var det vel fordi de forstod hvor stort det kunne være. De skulle bare forstå at det var på den gode måde.

Xinyi lagde hovedet en lille smule på skrå, som hun kiggede på adelskvinden, der næsten virkede til at stå lidt mere fast, men hun var ikke sikker på om det var bekymrende med hvor barnlig hun havde været før.
"Det forsvinder," var også svaret. "Du skal naturligvis gøre dig fortjent til at få lov til at få fjernet dine evner, men når de for alvor bliver taget, så er de bare væk." De kunne selvfølgelig gøre det på mindre vis, men det var ikke relevant. Det var noget man lærte om, som man blev en del af deres flok.

Varmen krøb ind under huden som noget levende. Håndfladerne blev fugtige, og selv brisen, der gled gennem markedspladsen, nåede hende ikke rigtigt. "Væk…?" Ordet faldt lavt fra hendes læber, næsten uden vægt. Hun så på kvinden, øjnene en smule for åbne nu. "Bare sådan?"

Magi forsvandt ikke. Det var ikke noget, man lagde fra sig som en kappe ved døren. Ikke noget, man kunne ryste af sig.
Det var arv. Blod. Noget, der løb i én... selv når det gjorde ondt.
Hun blinkede hurtigt i forsøget på at ryste tanken løs. Prudence's hænder fandt ned i kjolens stof og krøllede det mellem fingrene. Først forsigtigt. Så hårdere. Det var noget hun kunne holde fast i, mens resten gled.

Det er okay. Tanken kom, som den altid gjorde. Blød. Indøvet. Det er okay. Hun trak vejret ind gennem næsen, for hurtigt, og det sitrede bag brystet. Og det føltes, som om noget allerede var begyndt at blive taget fra hende.
Hun havde fået det fortalt så mange gange: At magi var værdi. At uden den… var man mindre. Mindre værd. Mindre noget.
En skuffelse. Ordet gled gennem hende, som noget gammelt og alt for velkendt.

Hun pressede læberne sammen. "Det lyder ikke som…" Stemmen var lavere nu, næsten forsigtig. "…som en befrielse." Mere sagt til sig selv end til kvinden foran hende. For i Lochtree-slægten var magi ikke en gave, man kunne vælge fra. Det var det eneste, der gjorde én værd at blive. Og hun stod allerede på kanten. Ikke stærk nok. Ikke endnu...

... og måske ville hun aldrig blive det.

Hun tvang en lille lyd frem - et 'hmm', der skulle samle hende, og løftede blikket igen til kvinden. Holdt det dér denne gang, selvom det sitrede i kanten af hendes syn. "Har Den Nådige så også renset Dem… frøken?"

Xinyis øjne blev på kvinden; så hvordan hun vred i sin kjole, som et lille barn der var nervøst. Hun havde set det så mange gange blandt de børn der var i Følget.
Hendes instinkt var at række ud og sørge for hende, men det var som om at stanken af magi hang der stadig, for ikke at nævne at kvinden var fuldvoksen. Hun lignede et barn i sin opførsel, men alt andet skreg at hun var voksen.

Hun rynkede lidt på næsen, mest af alt af lugten, som hun prøvede at holde smilet på sine læber. "Det er blot fordi vi er vokset op i en verden, der ikke ser den ondskab der ligger i magien," sagde hun. Hendes ord så faste og måske lidt længselsfulde. Der var ingen tvivl om at Xinyi troede på hvert et ord hun sagde.
Der var intet hun ønskede mere end en verden fri fra magi. En verden hvor hun ikke blev overvældet af lugten og alle de overlappende auraer der var overalt. En verden hvor hun kunne være fri.
Og derfor var det også svært for hende ikke at føle et prik på hendes mest sårbare sted som der blev spurgt ind til hendes egne evner. Men det var blot et øjeblik der gik hul på masken, før den faldt i igen. "Jeg har desværre ikke været heldig nok endnu, at blive givet den gave," sagde hun, selvom hun også godt vidste at hun var den sidste der ville få den. Jorvan skulle bruge hende og hendes magiske evner... hvordan skulle de ellers kunne se om folk oprigtigt fulgte Jorvans bud?

Desværre? Hun hæftede sig ved ordet.

Noget i Prudences udtryk ændrede sig en my. Uroen var der endnu, men for et øjeblik blev den overdøvet af noget andet. Hun betragtede kvinden foran sig, som om hun pludselig så noget, hun ikke havde set før.

Prudence kendte godt følelsen af at vente på at blive noget, man tilsyneladende burde være. At gøre sig umage. At håbe på, at nogen en dag kiggede på én og besluttede: Nu er du god nok.
"Gør det Dem ked af det?" Det lød næsten forsigtigt. Prudence så ned på pamfletten igen. Glattede tankeløst en af de folder ud, hendes fingre selv havde lavet.

Det var som om at der blev lagt sig et lag af kulde over Xinyis ansigt, som der blev spurgt mere ind til det, og mest af alt for at dække over at hun faktisk var ked af det. Hun ønskede så inderligt at få gaven, men hun vidste også at hun har et job at fuldføre.
Det var dog ikke ligefrem noget hun kunne sige overfor en fremmede. Det var gemt helt inde i hende, som de færreste så. Langt de fleste så jo blot en kvinde der brugte sin evne uden kvaler.

"Det er enhvers ønske i Følget, at blive givet den frelsese ikke at have nogen magi," sagde hun derfor lidt mere afholdende. "Hvilke følelser det ellers giver, virker ikke relevante."
Men det tog ikke meget at se at det i hvert fald fik Xinyi til at føle noget, som hun stod der og holdt lidt hårdere om sine pamfletter, dog ikke nok til at krølle dem, og hele hendes humør havde skiftet.

Det var ikke til at sige hvordan Prudence var blevet væk fra vognen. Men det betød at nogle måtte ud og finde hende, fordi hun havde ikke fundet hjem af sig selv. Men det var fint. Corinths blik gled henover markedspladsen farverige baggrund af boder, imens han genkaldte sig hvor ofte hun havde det med at blive væk, da de var små. Nogle ting voksede man vidst aldrig fra.
Lydene, lugtende, måske også det brogede selskab. Da han først var kommet til hovedstaden, havde det også været alt det fine liv, som havde trukket ham ud på lange, undersøgende turer. 
En stærk kontrast til derhjemme. 

Men hvor. 

Det var Prudences lyse hår, som afslørrede hende for Corinth. Det næsten skinnede om dagen, og trak hans blik til sig, imellem de mange samtaler og handler. Men hun stod og snakkede med nogen... en praktisk klædt kvinde, med nogle pamfletter han ikke kunne læse, selvom han slet skjult prøvede, imens han nærmede sig. Det så ud til at Prudence havde fået en af dem i hånden. 
"Ah, så kunne man endelig finde dig" kom det fra ham, da han endelig fik gledet tæt nok på, til at kunne tage del i samtalen. Adelsmandens blik glimtede med en munter varme, et undersøgende blik på grandkusinen. Hun var joh næsten blevet halvvoksen! Og åbnede armene lidt til et potentielt kram. 
Og nu tættere på, gled det bagefter over den mørkhårede kvinde. Uh.. noget i udtrykket, fik det næsten til at føles som om at han trådte ind på et forkert tidspunkt. 
Men dog. Måske var det, det helt rigtige tidspunkt, og han smilede lidt imødekommende, den kølige mine til trods. 

Der lå noget køligt i kvindens stemme, da hun svarede. Hvilke følelser det ellers giver, virker ikke relevante. Ordene forekom utroligt genkendelige. Det mindede om hendes barndom. Følelser ændrede jo ikke på, hvad der forventedes af én.

Prudence tøvede et øjeblik og læberne skiltes svagt, men før hun fik en chance for at kommentere på det, lød en stemme bag hende så familiær, behagelig og varm, at hun helt glemte deres samtale et øjeblik. "Corinth!" udbrød hun og drejede sig om. Hendes blik blussede af lettelse ved synet af sin grandfætter. Armene kastede hun om ham som en lille pige med hjemve og knugede sig ind til ham. "Du fandt mig." Hun vidste, at han ville.

Lige dér havde intet ændret sig. Ordene var de selv samme som dengang, de var små, og vækkede et hav af minder i hende. Faret vild, alene i mørket med knæene trukket op til sig. Våde kinder. En fakkel brød mørket, og Corinths ansigt dukkede frem i skæret. "Ah, så kunne man endelig finde dig." Det var ikke dramatisk. Det var ... bare. Og det havde altid trøstet hende.

Hendes smil lyste det blege ansigt op med en energi, der ikke havde været der før. Selv de mørke skygger, der holdt øje med hende, syntes at falme. Prudence skævede til Corinth og løsnede sit greb om ham uden helt at slippe. Så gik det op for hende, at kvinden med pamfletterne jo stadig stod der, og hun trådte varsomt til side. 

"Vi talte om..." Usikkert rakte hun Corinth den let krøllede pamflet "... De Nådiges Følge." Hendes blik flakkede fra Xinyi til Corinth. Hun stillede sig ved siden af ham. Tæt nok til, at der stadig var plads til hans arm omkring hende.

Det var kvindens udtryk, mere end mandens ord der gjorde det klart for Xinyi at de to af dem ikke længere var i deres egen lille bobble mere. Og så ramte lugten hende. Hendes øjne var allerede ved at blive trætte af at stå i midten af Dianthos, men det værste var den lugt han havde med sig. Tyk af magi, og Xinyi skulle stoppe sig selv fra ikke bare at holde en hånd op for næsen for at blokere det.
Den begyndende hovedpine hun allerede havde, virkede blot til at brede sig lidt mere, og hun var virkelig begyndt at fortryde at hun var taget med herind i dag. Alle de syndere. Alle dem der ikke forstod hvordan magien var skabt af Zaladin selv, ikke at Xinyi holdt nogen kærlighed for nogen af guderne.

Hun skulle til at træde til side, så hun kunne lade de to af dem forsætte deres omfavnelse, og måske komme længere væk fra manden, men i det øjeblik virkede det som om at kvinden kom i tanke om at de to af dem havde stået og snakke.
Xinyi prøvede at tvinge lidt af et smil på læberne, som hun vidste var det bedste for at overtale folk, men noget i hende sagde at han ville foretrække at blive ved med at synde.
"Vi tror på at det bedste liv er det der leves uden magi," tilføjede hun til kvindens kommentar om at hvem de var, som var det næsten indøvet på rygraden. "Vi er et lille samfund syd for Dianthos, der altid har plads til folk der ønsker et bedre liv." For det var trods alt hvad Xinyi havde søgt dengang.

Du fandt mig! Ord så muntre, at deres energi ikke kunne lade være med at smitte. Corinth klukkede, og trak hende ind til sig med et fast tag, og en ret reel gensynsglæde. "Selvfølgelig" smilede han ind imod de lyse krøller. Det var joh med at holde fast i dem man brød sig om, og lod den ene arm blive omkring hende, da Prudence åbnede samtalen op igen. Fordi jah, hvad havde de snakket om inden han kom?

De mørkebrune øjne gled nysgerrigt over pamfletten hun rakte ham, som han selvfølgelig tog imod. Rystede den åben med nogle svirp, og gav sig til at læse salgsmaterialet, som den mørkhårede kvinde bragte til bordet. De Nådiges Følge.. så endnu en fraktion, ville lægge deres brikker på spilleboardet? 
Corinth hverken kunne (eller ville) stoppe det underholdte - tæt på hånlige smil - som trak de lyse læber fra hinanden i et bredt tandsmil. Hans blik gled op fra ordene igen. Lydløs latter glimtende i de mørke øjne, men uden at sige noget direkte imod det endnu, og han klikkede lidt tænksomt med tungen. I stedet sagde han. "Et lille samfund, uden magi, siger du?" og selvom Xinyi faktisk smilede, nåede det virkelig ikke øjnene. Ikke at det gjorde ham noget, det ville heller ikke have solgt idéen. Fordi en så plat farce, skulle man være idiot for oprigtigt at følge. 
Men dog, en underholdende idé. "Og fortalte hun dig hvorfor, at et liv leves bedre uden magi, Prudence?" og han slap ikke den fremmede kvinde helt med blikket, selvom han ikke talte direkte til hende.

Armen om hendes smalle skuldre var kærkommen. Et anker midt i stormen, der kunne forbinde hende til nuet. Hjerterytmen fandt ind i et roligere tempo, nu hvor han kunne føre resten af samtalen, hun ikke helt anede, hvad hun skulle stille op med.

Så hun lod sig blot synke lidt ind i den beskyttende boble, Corinths tilstedeværelse skabte. Foldede høfligt hænderne oven på hinanden foran sig og iagttog sin kære grandfætter tage den information fra pamfletten, han nu kunne. Kvinden hjalp ham på vej. Hun opremsede nogenlunde det samme for ham, som hun havde gjort for Prudence forinden.

Hendes blik hvilede fjernt på kvinden. Det var jo ikke hende, der blev talt til længere. Først da Corinth trak Prudence ind i samtalen igen ved at sige hendes navn, syntes lydene omkring hende at blive stærkere. Hun forsøgte at genkalde sig, hvad hun var blevet fortalt. En simplere version forlod hendes læber, da hun så op på Corinth.

"De mener, at magi er ondt." Hun pillede distræt ved sine fingre. Ved det næste tøvede hun. Grebet om den ene finger strammedes en smule, og blikket gled væk. "De sagde også, at nogen kan tage det fra én."

Xinyi havde set folk som manding før, hvor alting bare var en leg, og han følte sig hævet over alle andre, hvilket bare fik Xinyis blik til at blive endnu køligere. Hun kunne ikke være decideret uhøflig, men hun følte den kendte frustration sprede sig i hende. Folk der havde det lidt for godt, og hvor alting bare var en leg. Dem der bare troede det hele handlede om dem selv og deres ønsker. Ikke alle var født ind i den position, og nogle af dem måtte kæmpe med klør og næb for at få et liv der var værd at leve.
En som manden var aldrig en der ville kunne forstå hvor Xinyi kom fra, og hvad det ville sige at stå indenfor noget.

"Hvis man kan bevise at man er værdig af gaven uden magi, kan man få taget den fra sig," sagde Xinyi fast, som hun kiggede på kvinden. "Ikke at man nogensinde vil være så ren, som de få der er blevet skænket et liv uden."
Hun vendte så blikket tilbage på manden, som hun nærmest formåede at kigge ned på ham, til trods for at han var væsentlig højere end hende selv. Måske et liv uden bekymringer for hvornår det næste måltid kom, ville have givet hende de ekstra centimeter. "Hvor mange i dette land er ikke blevet ramt år efter år af ulykker forsaget af magi? Du er vel ikke yngre end du selv kan huske plagerne der raserede landet for år tilbage?" spurgte hun. "For ikke at nævne hver gang nogens magi ikke bliver styret og det går udover uskyldige folk der bare ønsker at leve i fred?" Det var som om at magiens stank i det brændende hus der tog Xinyis forældre stadig hang i næsen på hende i øjeblikke som disse.