Prins Pjuske var på jagt. Den rødpelsede kat sneg sig langs hegnet på hønseopdrættet, hvor den havde fået færden af fjerkræ. Snuden kiggede akkurat kun lige hen over græsset, mens han nærmest lå på maven i et forsøg på at få øje på fuglene. Han kunne endnu ikke se dem - men hans kattesanser fortalte ham, at de var der.

Orken Krusk var taget til Medanien for at handle med tørret kød, men efter at være kommet af med sine varer og drukket et krus øl eller to, havde han bestemt sig for at nyde aftenen på kattepoter. Det var altid en god måde at snuse rundt på, og nogle gange kunne man være heldig at spare kro-regningen ved i stedet at sove hos en sød kattedame.

Aftenturen havde dog taget en drejning, da han havde lugtet hønsene, og nu var han på vej ind i et haveområdet. Han var ikke helt sikker på, at han havde tænkt sig at tage en bid, men det lugtede bare så fristende..

"SKRÅK!"

Den største høne Krusk nogensinde havde set tårnede sig op over den rødpelsede kat, og øjeblikket efter var det ham, der blev jagtet gennem haven, mens halen strittede og han hylede, mens han forsøgte at undgå orkhønens næb og kløer.

De mange stearinlys der var placeret rundt omkring i vindueskarmene, og på bordene lyste Iduns dagligstue op i en hyggelig, orange glød. Mørket var allerede faldet på, og det lille stenhus med skoven som sin baggrund, var begyndt at finde sin ro. Brændekomfurets varme ild gav en afslappet stemning til de vintersovende pindsvin der lå i små æsker midt i stuen. Og Idun sad ifærd med at forsøge sig med de krystalienske gloser. Popo lå i hendes skød, og pludrede og puttede sig med hendes hånd i fjerene, mens hun prøvede at læse ordene højt. Læberne stammede kort, der var stadig visse ord hun stadig ikke kunne udtale særlig godt, men hun ville jo kun blive bedre af at prøve. 

"SKRÅÅK!" og en jammerlig hylen, lød pludselig udenfor. Idun rettede sig op fra stolen og rynkede brynene undrende til påstyret der tydeligvis var igang derude. En ubuden gæst måske? Hun fnyste ud af næsen og lagde bogen fra sig på gulvet med et lille bump, inden hun nænsomt tog fat om Popo og placerede ham på gulvet. Blikket var hele tiden rettet opmærksomt mod døren og vinduerne, før hun trådte med hurtige skridt hen til døren. 

Da hun kiggede ud, blev hun mødt af et mere kaotisk syn end forventet. Det var ikke en indbrudstyv, der var sniget sig ind i hendes gård, men en kat. "Hey!" råbte hun advarende, mens hun småløb ud til det frygtelige hønsedrama. Man skulle ikke undervurdere orkhøner - et par kradsemærker fra dem kunne let omdanne et ungt menneske til hakket kød. Og så lige en kat ind i blandingen? Katastrofe i vente! 
"Earl, Perle og Kløver - så det godt. På plads!" kommanderede hun småstrengt på sin modertunge og forsøgte at nå frem til den stakkels rødpelsede kat. Hun puffede lidt til hønerne med sine stærke ben. Normalt var de ikke så bidske overfor små dyr. 

De kæmpestore høns var tydeligvis ikke glade for lugten af kat. Måske var det i deres natur - deres mindre artsfæller ville have udgort et lækkert måltid for sådan en som "Prins Pjuske", men nu var det ham, der var i fare for at blive til hakkekød. Totter af rød pels fløj i luften, mens han undgik kløer og næb efter bedste evne. Måske havde det været nemmere for Krusk at forvandle sig tilbage, men i dette øjeblik gik tanken ikke engang gennem hans hoved - det eneste var overlevelsen og ønsket om at slippe væk fra hønsegården.

Forude fik han øje på en skikkelse, der råbte ad hønsene, og mangel af bedre, så han det som sin udvej. Den rødpelsede kat fløj hen mod hunorken og begyndte med klørerne at kravle op ad hende, som var hun et træ. De naturlige katteinstinkter havde mere eller mindre fuldstændig overtaget Krusk, der ønskede at komme op i højden og væk fra truslen.

 "Åh, kom her ven," sagde hun trøstende og fik fat om den røde hankat og løftede ham op til sig. Hun trykkede ham beskyttende ind til sit bryst. Den største af hønerne skrabede vildt i jorden som en hund med fødderne og brokkede sig. 
 "Earl! Stop så, hvad er der med dig." Fnøs hun undrende, og strøg katten over hovedet. 
 "Det er vores gæst nu.. så opfør dig pænt!" Nogle dyr kunne virkelig formå at lave udtryk der mindede om menneskers, og lige nu lignede Earl en høne der var meget meget fornærmet. 

Idun vendte rundt på hælen og gik mod huset med katten i sin favn, mens hun lavede dæmpede trøstelyde til den. Den skulle have noget salve på de knubs den havde fået. 

Krusk havde nærmest en fornemmelse af, at hønsene vidste, at der var noget lusk på færde ved hans skikkelse. Måske kunne de fornemme magien, der lå over ham. Eller også havde det blot haft en dårlig oplevelse med katte. Han var ikke just i en position til at tænke videre over det, som han forsøgte at holde fat i ork-damen med klørene og undgå hønsenes vrede næb.

Heldigvis lod det ikke til at kvinden delte hønsenes foragtelse over for ham, og hans pjuskede katteskikkelse trykkede sig ind mod hendes bryst. Ørerne var dog stadig vendt tilbage og den store hale slog fra side til side - uden for hønsenes rækkevidde.

Han modstod fristelsen til at sende et smørret blik i Earls retning, da kvinden begyndte at bære ham ind mod huset. Så kunne de forpulede fjerkræ lære ikke ikke at nappe efter nogen, der langt fra var på deres egen størrelse. Hvorfor var det i det hele taget så store!?
Krusk havde ingen forstand på fugle andet end dem, han af og til jagtede i sin katteskikkelse, og det var første gang han var blevet mødt med sådan en aggressivitet. Han sørgede da også for fortsat at holde godt fast ved kvinden, som hun trøstende bar af sted med ham. Nu skulle han forhåbentlig rigtig forkæles.

Uden det store besvær fik hun båret den rødpjuskede kat med sig ind i hytten, og blev mødt af den lune varme fra brændeovnens rolige knitren. Popo havde lagt sig til rette foran den lune temperatur, eftersom han var blevet flyttet tidligere. Idun orienterede sig før hun hankede blidt op i katten og lukkede døren bag sig. Orkhønerne kunne høres pludre forstyrret udenfor, men hun tænkte at de nok snart ville falde til ro når synderen ikke længere var ude i blandt dem. 

"Nå lad os se," mumlede hun til sig selv på sit modersprog, og traskede hen til sin polstrede lænestol som hun placerede den vildfarende kat på. "Sid her, så finder jeg noget salve til dig." sagde hun med et mildt smil til katten, og nussede ham over hovedet og under hagen et par gange med pegefingeren. Måske noget gedemælk også, overvejede hun i tilfælde af at den stakkels kat havde vandret omkring i dagevis og var sulten. Ikke at katten så ud til at være døden nær.. tværtimod. 

Krydderiskufferne blev kigget igennem et par gange. Selv når Idun havde et system, var hun ikke særlig god til at opretholde et. Hvorfor hun gentagende gange kiggede i den skuffe hun allerede havde kigget i lige før, men blot havde glemt det. Hun gumlede sig lidt i overlæben med tænderne i undermunden, småfrustreret over sit eget rod. Men åbenbart ikke nok til at hun gad at gøre noget ved det. "Aha!" kom det begejstret efter at have fundet sin healende salve lavet på honning og kamille. Hun puttede den i lommen, og skævede tilbage mod katten, bare for at se at den blev siddende på sin plads - derefter gik hun ud ad sin bagdør til haven hvor hun havde sin kølebrønd. Idun satte sig på hug og åbnede dækslet, og fandt gedemælken. Rejste sig forsigtigt og puffede dækslen ned med sin fod. 

Hun kunne ikke se katten fra hvor hun stod imens hun fandt en lille keramik skål frem og begyndte at hælde mælken op. 
Lidt salve og mælk, og så burde den kat være så god som ny! Idun skulle selvfølgelig også tjekke om den overhovedet havde fået skrammer. 

Krusk lod sig glædeligt dumpe ned på den bløde lænestol. Rummet herinde var lunt behageligt, og han lagde sig med det samme på siden for rigtigt at kunne nyde det, dog ikke før han havde sendt et mistænkeligt blik i retning af Popo.

Han svarede hendes bekymrende ord med en lille, klagende miaven, så hun vidste, at hun skulle tage sig godt af ham, og han slog sig da også til tåls med at blive nusset lidt under hagen. Det var faktisk utroligt rart. Og han ventede ganske tålmodigt, mens hun puslede i det tidstødende rum og derefter gik ud af bagdøren, hvor han ikke længere kunne se hende.

Måske var det chokket over hønsene, varmen eller slet og ret magien, der drillede ham lidt, for som Krusk strakte sig i stolen, kunne han mærke, hvordan hans arme blev længere og længere og grønnere og grønnere, og der gik kun få øjeblikke, før der lå en ork i lænestolen, frem for en kat. Han ellers håbet at kunne narre sig til lidt at spise i katteform, men nu havde han pludseligt et forklaringsproblem..

Rejsende sig splitternøgen fra stolen, kiggede han sig hastigt om for at finde noget at dække sig en smule til med, så den venlige ork ikke fik et alt for stort chok, når hun kom ind i stuen igen. Han kunne høre hendes trin udenfor og greb hastigt en pude til at holde op foran skridtregionen, når hun trådte ind igen.

"Lille mis," kaldte Idun imødekommende med et mildt smil om de grønlige læber da hun trådte ind i stuen med skålen i hånden. Hun blev dog mødt af en fortumlet Popo der med utilfredse lyde prøvede at hoppe op ad hendes ben. Idun forsøgte at vimse benet rundt om Popo, formodede at det handlede om katten. Hun løftede blikket, for at se hen til den, "Er i nu kommet op at slås ige-" ordene standsede abrupt i hendes hals, som havde hun fået en pludselig mavepuster ved synet der mødte hende. 

En nøgen ork stod i hendes hjem. For at være mere specifik.. en nøgen mande ork. Skålen gled ud af hendes hænder.

De ravgule øjne spærrede sig op i forargelse da de landede på puden, og tanken om hvad den dækkede, fik Iduns kinder til at rødme forlegent - indtil hendes kampinstinkt tog over. Hun havde et rædderligt temperament når hun først blev vred. 
"Hvem er du?! Og hvad laver du i mit hjem?!" Snerrede  hun på orkisk før hun forsatte med skældsord i samme dialekt, og de var ikke pæne. Skiftevis mellem banderiet, kastede hun hjemmehæklede sutsko, puder og diverse, på den fremmede ork. Hjertet sad i halsen, alt imens hun forsøgte at skærme sine øjne for et muligt uønsket syn, mens hendes anden hånd kastede forsat. 

Krusk lavede sit bedste, mest indbydende smil i håb om, at hun ikke ville blive alt for forskrækket over, at det ikke var lille mis der var i stuen længere. Han var bare taknemmelig for, at han havde nået at gribe puden, så hun ikke så noget, der var alt for slemt.

"Undskyld frue!" Begyndte Krusk, men måtte omgående dukke sig, som diverse hjemmehæklede genstande begyndte at flyve gennem luften. En af dem ramte han direkte i ansigtet og gled ned over hans skulder. Han kunne ikke rigtig forsvare sig med hænderne, for det betød, at han måtte give slip på puden - og det ville kun gøre situationen værre!

"Det var mig, der var katten! Det var ikke min mening at skræmme dig!" Svarede han på orkisk, mens han langsomt begyndte at bakke for at lægge lidt afstand mellem sig og hende. Det var dog ikke langt han kom, før hans bare ben begyndte at støde på lænestolen.

Med sammenbidte tænder forsatte Idun med at kaste alt hun kunne få fat i: puder, nipsting - bare for at holde den fremmede ork på afstand. Hver gang hun fik et glimt af mandens bare hud, slog det knuder i hendes mave af forlegenhed og forargelse. Hun havde aldrig set en nøgen mand før.. 

Popo larmede i baggrunden af spektaklet, uden at være til stor hjælp, og i et sekund overvejede hun at lukke de fuldvoksne orkhøner ind som ekstra backup - selvfølgelig kunne hun sagtens klare sig i nærkamp, hun var stærk, men Idun havde bare ikke lyst til at komme for tæt på den nøgne ork. Slet, slet ikke.

Men så midt i sit sving af en pude, standsede hun ved ordene der fløj ud af mandeorken. Det var ham der var katten? Puden blev slap og hang i hendes løftede hænder.

De ravgule øjne blev store som hun gloede på ham, og straks begyndte en rødmen at stige op til hendes kinder. Hvis han var katten.. så havde hun haft ham oppe ved sin barm! 
"DU var katten?!" Gentog hun, brynene rynkede sig påpasseligt og utilfreds, og prøvede at virke truende med puden. Hun troede ikke helt på det, måske ville hun hellere have at han var en nøgen skiderik der havde brudt ind i hendes hus, fremfor en kat hun havde holdt tæt til sin krop. 

Krusk var stærkt optaget af at holde puden foran skridtregionen, så han ikke gjorde situationen værre ved at blotte sig selv for hende. Hun var tydeligvis meget oprevet over hans tilstedeværelse - hvilket han ikke rigtig kunne bebrejde hende for. Folk plejede ikke at reagere specielt godt, når han ved et uheld fik forvandlet sig tilbage.

Det var også så pokkers upraktisk at tøjet sådan forsvandt.

"Ja jeg øh.. var ude for at udforske området på kattepote, da jeg stødte på dine høns." Sagde han og så så undskyldende ud, som muligt. Han begyndte meget langsomt at bakke rundt om sofaen, for han var lidt bange for, at hun om lidt fandt noget tungere at kaste efter ham.

Idun stirrede bryskt på ham, og adrenalinen susede gennem hendes krop, dunkende i tindingerne, mens hun kæmpede for at lytte til ham. Hendes hænder kløede dog efter at kaste noget mere, men gjorde det ikke.

Hun kunne stadig mærke varmen fra ham, nej, katten, mod sig, som om hendes arme huskede tyngden af hans krop, spinden vibrerende mod hendes brystben.
Hendes fingre knugede puden hårdere, beskyttende som et skjold foran hendes bryst, ved tanken om det.

"Du kunne have sagt noget," vrissede hun. "I stedet lod du mig bære dig rundt som en.."  hendes ord knækkede midtvejs, og hendes ansigt blussede op, "som en forvokset killing-baby!" hendes egen stemme fik hende til at bide tænderne sammen. Hvorfor var det det værste? Ikke at han var nøgen. Ikke at han havde forvandlet sig midt i hendes hus. Ikke engang at hendes høns næsten havde hakket ham til døde.

Men at hun havde holdt ham så tæt.

Varmen i hendes kinder voksede, og hun kastede puden fra sig; ikke efter ham, men væk, væk fra hendes egne dumme, klodsede hænder, der lige havde klemt en fuldvoksen mand som en forkælet huskat.

"Jeg kan ikke tale i katteform!" Prosterede Krusk og holdt den ene arm afværgende op, mens den anden stadig holdt fast i puden. Han forstod godt, at det var en grim overraskelse lige pludselig at have en nøgen mandeork i sit hjem, når man troede, man havde samlet en sød og blød kat op. 

"Det var virkelig ikke min mening at trænge mig på, frue!" Undskyldte han igen, stadig forsigtigt kantende sig rundt, så han kunne holde en sikkerhedsafstand til hende. Enhver der havde sit eget skind kært vidste, at man ikke skulle lægge sig ud med en rasende ork-kvinde.

"Hønsene var bare utroligt store - jeg var bange for at de ville gøre mig helt fortræd!" Tilføjede han. 

"Fint!" hvæsede hun endelig, som om hendes egne tanker havde skændtes færdig indeni hende, "Men du står stadig splitterravende her i mit hus, og det finder jeg mig ikke i!" Iduns blik flakkede. Hun nægtede at kigge på ham. I stedet pegede hun mod kisten i hjørnet, næsten uden at se efter. Kinderne tydeligt berørte af hele affæren.

 "Der ligger noget tøj. Tag det på. Og hvis du så meget som piver uden at advare mig først, skal mine høns få lov at gøre arbejdet færdigt."  hun vendte sig skarpt om, fletningen piskede bag hende som en hale. Hendes hænder låste sig fast om hendes overarme, fingrene gravede sig ind i hendes hud. Ikke se tilbage. Ikke se tilbage.

Krusk kunne næsten ikke undgå at bemærke den røde farve i hunorkens ansigt. Raseri - givetvis, selvom en kort tanke om, hvorvidt der kunne været andet end det, strejfede ham. Hun virkede hverken vant til eller komfortabel med at omgås nøgne mænd.

Han håbede ikke hun var alt for vred over at han havde snuppet puden - på den ene side skånede det hendes øjne, på den anden side ville hun for evigt vide, hvad den havde været i nærheden af. Godt at den slags kunne vaskes, skulle hun være sart omkring det.

"Jeg tager tøjet nu." Forsøgte han at sige så roligt som overhovedet muligt, mens han bevægede sig over mod kisten og åbnede den, efter forsigtigt at have stillet puden fra sig. Hans logik var, at jo mere han forklarede, jo mere vidende var hun om, hvad han foretog sig, og hun blev forhåbentlig ikke overrasket. "Kofte" Tilføjede han, som han fik trukket den første beklædningsgenstand frem. Han fik den over hovedet, og selv om den dækkede det meste af de nedre regioner også, ville hun næppe være tilfreds med, at han stadig gik barrøvet rundt, så ned i kisten dykkede han igen. "Bukser." Lød det, som han fandt et par og hastigt trak på. "Bælte.." Lød det slutteligt, som han fik snørret bukserne til og spændt bæltet fra kisten om livet, så der absolut ingen risiko var for, at bukserne løb nogen vegne. Forhåbentlig gav klik-lyden fra bæltespændet hende mod på at turde kigge i hans retning igen..

Hans stemme gav et sæt i hendes hjerte - selvom hun var bevidst om at han stadig stod bag hende, virkede hans tilstedeværelse pludselig endnu mere intens, nu hvor hun ikke så på ham. Hun borede neglene dybere ind i armene. Ryggen rank mens hun forsøgte at trække vejret nogenlunde roligt. Hjertet sprang dog igen for hver lille lyd han lavede, og når hans stemme endnu engang lød.

Det hele forekom så bagvendt intimt for hende. Han fortalte hvordan han klædte sig på. Det burde berolige hende at vide, at hanorken ikke længere var nøgen. Men det havde modsat effekt. Hun sank en klump, og forsøgte at lukke øjnene stramt. Men når hun gjorde... så hun hans nøgne silhuette for sit sind. Printet fast i hornhinden som en pinefuld forbandelse. 

Og så hans stemme.... hun følte sig varm.... af raseri selvfølgelig!!

Idun skævede i retningen af ham da hun hørte kliklyden fra det hun antog var bæltet. Skulede til ham med lyn i de ravgule øjne. Hun skulle virke truende - det var jo den bedste måde at holde uønskede væsner på plads. Hun rømmede sig højt. 
"Så..." begyndte hun, men inden hun vendte sig om, tog hun fat i Popo og holdt ham som en beskyttende barriere foran sig. Et skjold, med små skarpe kløer, skulle mandeorken prøve på noget. Hun tog et skridt tættere på ham, vagtsomt.
"Hvem er du? Og hvordan kom du forbi mit værn?" De ravgule øjne kneb sig mistænksomt sammen. 

Det var ikke fordi det almindeligvis gjorde Krusk så meget at være nøgen - det var trods alt en bivirkning af hans magi, som han havde lært at slå sig til tåls med, når han udforskede verden på kattepoter. 

Men han havde også hurtigt lært, at andre væsner - især i byerne - ikke brød sig om det. Og som den fredelige fyr, Krusk egentlig var, ville han mest af alt bare gerne sikre sig, at folk ikke blev utilpasse.

Det var selvfølgelig alt, alt for sent lige nu.. han havde forsøgt ikke at se for meget på hende, mens han klædte sig på, men anspændtheden i hendes skikkelse var tydelig, og den blev hurtigt efterfulgt af en truende mine, der sammen med hønen havde den ønskede effekt, som Krusk veg en smule tilbage for hende. Havde han ikke været så nervøs for at blive flænset, havde han måske bemærket, at hendes ravgule øjne var smukke - og ikke blot mistroiske.

"Jeg er ikke helt sikker, frue." Sagde han så ydmygt han kunne. "Jeg var i min katteform, og mine sanser lokkede mig desværre lidt for tæt på Deres hønsegård." Måtte han tilstå.
Han ville forhåbentlig have haft styr nok på sig selv til ikke at gå decideret på hønserov - havde det været almindelige høns.

Hun så længe på ham, forsat med den runde Popo i hænderne strakt frem. Hvis han var kommet forbi hendes værn... måtte det jo betyde, at han intet ondt havde på sinde. Det var jo sådan det fungerede; værnet beskyttede kun mod væsener med forfærdelige hensigter. Situationen var dog temmelig forfærdelig for Idun, syntes hun selv. Men hvis han ikke var farlig, og blot en uheldig forbipasserende... 
Idun sænkede Popo langsomt og satte den store kylling fra sig. 

"Jeg er ikke gift." Rettede hun hans frue. Forsatte så;
"Pris dig lykkelig for at jeg kom ud da jeg gjorde. Earl er en hidsig høne." Sagde hun skarpt med løftet pegefinger. Fnøs.

Hendes arme kom over kors igen, mens hun så ham an. Indtil nu havde han ikke udvist nogen truende adfærd. Idun rynkede på næsen, og håbede at varmen i hendes kinder ikke kunne ses. 

"Så det er altså ikke med vilje... at du render rundt uden tøj på?" Hun kunne ikke lade være med at lyde mistroisk. Hendes øjne var gennemborende, men det var lige så meget af nød, som for at virke truende. Hvis hun ikke koncentrerede sig, ville blikket glide ned hvor han før havde dækket med puden.