
Leander
Arbejder for Zenzalee (Spotter kvinder der passer til blod-bordellet) || Skjald - Lut.
Leander tog ikke hensyn til fårene der løb rundt omkring ham, velvidende om at vædderen kunne stå lige bag ham, klar til at stange ham ned. Hele hans krop sitrede af en blanding af vrede og angst, han havde endnu engang taget et liv, noget han altid havde håber kun ville ske den ene gang for flere år siden, men her sad han med en død mand liggende under sig, smurt ind i blod og tårer trillende ned ad hans kinder.
Han følte sig besejret… Så mange år havde han gået og holdt dette dyr, nej monster væk og alligevel havde han fejlet igen. Leander rystede, ikke fordi han frøs, men fordi han var bange, hvad hvis Roxanne fandt ham sådan her? Hvad hvis han angreb hende også? Han ville ikke kunne leve med sig selv hvis der skete hende noget.
Lyden af Roxanne’s stemme der kaldte ud i mørket, fik ham til at lukke øjnene og skar en grimasse af skam og indre smerte. Han ønskede ikke hun skulle se ham sådan her, men det var for sent, hun var sikkert allerede på vej over til ham. Han sad fuldkommen sunket sammen over den døde man under ham og hørte hende komme nærmere. Han havde lyst til at sige noget, men han kunne ikke, det var som nogen tog ordene fra ham lige så snart han forsøgte. Han havde lyst til at stikke halen mellem benene som han gjorde sidst, men hans ben var som sømmet til jorden.
Leander ænsede slet ikke hun var kommet over foran ham, ikke før han mærkede hendes hænder mod hans kinder og han blev tvunget til at møde hendes blik. De røde øjne så ned, han kunne ikke se hende i øjnene, han havde en skam der skyllede ind over ham, en kniv der stak ham i hjertet, for han var blevet til det han frygtede mest. Dog fik han sig alligevel til at se på hende.
Øjnene var glinsende af tårer og der var tydeligt et spor ned over hans kinder, hvor tårerne havde gledet, resten var præget af blod. Hånden igennem hans sølv lokker, fik ham til at se ned på manden igen
”Rox? Det var ikke meningen! Jeg, jeg ved ikke hvad der skete… Jeg..” de rubinrøde øjne søgte hendes igen, tydeligt fyldt af sorg og frustration over hele situationen.