Måske var det feje tricks sådan at få ham slået ned, men lige nu handlede det om kontrol; over skibet og over hans mandskab. Hun var slet ikke i tvivl om at han ville dræbe hende, for at have angrebet hans skib på denne måde og dræbt flere af hans besætning, men hun var ikke interesseret i at se ham dø; ikke lige nu.
"Få ham over på skibet og lænk ham i lasten" Det var nemme ordre at følge, så længe at de ikke blev forstyrret, og der var sikkert flere af hans besætning som ville stå op imod hende.
Catherine hoppede op på et rækværk i træ, rakte ud efter et reb som sad i sejlene, for at holde hendes balance og kiggede ud over dækket.
"Vi har jeres kaptajn!" Råbte hun ud over dækket,
"Vi er i overtal og vi ser ingen grund til at forsætte. Lig jeres våben, følg frivilligt med!" Forsatte hun og kiggede ud over dem, som flere og flere begyndte at lytte,
"I kan selvfølgelig også blive her og gå med skibet ned" Det var op til dem selv. Skibet skulle selvfølgelig ned.
"Sæt ild til lasten" Kom det roligt fra hende og kiggede over på flere af hendes besætning.
Som hun spejdede bagud var himlen oplyst af flammer fra det store skib og de sidste besætningsmedlemmer som valgte at blive ombord,
modigt.
Hans skib var ikke andet end tømmer og aske nu og det glædede hende selvfølgelig at nævne det overfor ham. I lasten sad ca. 20 af hans besætning taget til fange og nu skulle hun beslutte hvad der skulle gøres med disse. Kaptajnen selv sad lænket et andet sted, så hun ikke behøvede at blive forstyrret af andre.
Catherine satte sig ned på hug og løftede hans hoved, som han arme var spændt ud til siden og lænket fast.
"Er der liv i dig?" Kom det roligt fra hende, inden hun slog ham med små slag på kinden, for at få liv i ham,
"Kom så"