Klokken havde rundet to om natten og frustrationspunktet var nået. Det var ikke en aftale de havde, men det var en indirekte forventning til Charles at han kunne finde ud af, at gå nogenlunde tidligt i seng, når han vidste der var en fragt dagen efter. Men Dick havde måtte gå i tøjet igen, da han havde indset at Charles endnu ikke var kommet hjem. Mange mumlende ord af negativ ladning havde forladt de ru læber.

Måske var det en anelse selv forskyldt. Han kunne lade vær og have Charles med sig når de havde last der skulle transportes, ingen afholdt ham fra at sejle uden ham. Men en aftale var en aftale. 

Cigar røgen lå tungt i lokalet og stanken (som Dick betragtede det som) af alkohol kunne næsen smages. "Pearson," kaldt ham som han kom ind i rummet. Gud fandme om han skulle vandre omkring for at finde den løsslupne slambot. Hvad der var værst ved aften nu, var at røgen og ossen af sprut satte sig i ham og fik ham til at stinke værre end to ton døde fisk. 

Latteren lå bagerst i lokalet, og han gik brustende mod lyden og som han kunne genkende den idiot bagfra, lagde han let armene over kors og skævede ned til den siddende drukkenbolt. "Vi har en fragt i morgen," mindede han den nogen år yngre mand om. Dick lod sig ikke ænse de andre, det interesseret ham ikke spor. 

Timerne på kroen kunne sagtens føles som minutter, når Charles havde fundet et godt selskab at underholde sig selv med, og det var uanset hvad den næste dag ville bringe.
Han nød at være i centrum, at drikke og ikke mindst at have det sjovt, og det havde han det disse steder.
Selvfølgelig havde han et ry at opretholde, hvilket ikke altid var lige nemt når den ene øl tog den anden, og han måtte erkende at det var for store krav til sig selv, når han var i den tilstand.

Han vidste samtidig at Richard ikke altid fandt det lige sjovt, når Charles havde afgivet et løfte og hvis man kendte Charles godt nok, så var løfter noget man overholdte. Han hadede alt andet, og det gjaldt bestemt også for sig selv. 

Cigar røgen lå tungt i det lille kro lokale, stemningen var høj, man kunne dårligt nok højrer hvad hinanden sagde, og det kom muligvis ikke bag på nogen at Charles var en af dem som man bedst kunne høre, som han sad rundt om et borde med en flok, både yngre og ældre end ham selv.
For uden øl og alkohol bød bordet også på kort, som lige nu lå i en bunke foran de 4 spillende personer.

Han fokus blev fjernet fra bordet, sin øl og kortene som han hørte sit navn, men om det var noget han egentligt hørte eller om det var alkoholen og de mange stemmer som spillede ham et puds var ikke til at sige, og han gjorde heller ikke meget for at finde ud af hvad det var, men vente tilbage til øllen og tømte langsomt resterne af indholdet.

Det var først da Richard stod foran ham, at det gik op for ham, at det måske havde været reelt nok. "Dick, er du her?" Han kiggede overraskende op på den flotte mand, som stod foran ham med korslagte armen. Ikke synderligt begejstret. Det var tydeligt at se på Charles hvilken tilstand han var i. Hans øjne var røde, pupillerne store og han kunne dårligt nok se lige ud, "Sss-sc-selvfølgelig har vi det. Tro.. Tro d-d-du.. Tror du jeg vil gå glip af det?" Han kiggede op med et kækt smil, og regnede selv med at han kunne klare hele verden lige nu.

Kunne det have tordnet omkring sig, havde det gjort det i det lille lokale igennem al røgen. Dick fik en trækning af irritation over det ene øje. Charles øjne var godt som blodspændte og pupillerne var intet andet end sorte i regnbuehinden. Manden var fordrukne og kunne vel næppe stå på sine egne fødder. "Klokken er to om natten, vi står op om tre timer for at gøre lasten klar," brummede han med en tør stemme. Røgen omfavnede hans hals på en kvælende måde, men det skulle ikke forhindre ham i at tage Charles i øret og slæbe ham afsted. Men det ville næppe se godt ud blandt hans, Charles', bekendte. 

Dick var måske ikke den mest festlige eller morsomme, han gik mere op i at arbejde og passe dette arbejde. Charles' vidste dette, hvorfor så besværliggøre det i sådan en grad, at Dick måtte hente ham på kroen om natten som en eller anden Guds forladt far eller elsker. "Gå hjem nu eller jeg sejler uden dig," truslen var reel, den var måske ikke af meget, men det var han ligeglad med. For Dick betød det en del. At han ikke kunne stole på Charles, hans overstyrmand. 

Selvom Charles var fuld, så kendte han sin makker og sin ven, godt nok til at vide at han lige nu var mere end irriteret, over at Charles stadigvæk sad på kroen og hang over et par øl. I bund og grund forstod han ham godt, måske ikke lige nu hvor han sad i det, men ellers ville han godt kunne følge ham. De havde en aftale i morgen, og den skulle Charles selvfølgelig nok holde, uanset hvor sent han kom hjem, men Richard så selvfølgelig gerne at han også var arbejdsdygtigt. "Jeg er også glad for at se dig, Dick" Kom det varmt og småfjoget fra ham, som han kiggede over på ham, "Jeg ved det, bare rolig.." Svarede han og holdt hans blik mod ham. Han skulel nok komme, han skulle nok følge med Dick hjem, det var mest fair.

Charles var uden tvivl en seriøs person og tog hans arbejde meget vigtigt, og det vidste Dick også godt. Men han havde også brug for at have lidt sjov, han nød at gå ud og drikke og mente ikke at dette hæmmede ham på nogen måder. Selvfølgelig kunne Dick stole på at Charles altid ville stå ved hans side eller dukke op til aftaler. 
Han lod hans hænder holde ved stolen og bordet og rejste sig. Han måtte stå stille, for at fange balancen. "Vi går hjem. Ingen problem, Dick" Svarede han, og tog sit første skridt og kunne godt mærke hvordan det hele sejlede. Hans balance var ikke til stede.

Der var absolut ingen tiltro til at Charles var en arbejdsdygtig mand i morgen, men snarer ville ende med at snue på skibet til den friske havduft ville vække ham og måske smide ham en anelse over rælingen. Men han havde heller ingen ret til at fratage Charles sit frie liv. Selvom han nu gerne så sig selv gøre det blot for at have en kampklart overstyrmand. "Spar mig," brummede han ud mellem læberne, selvom det næsten kunne ligne at han ikke engang åbnede munden for at sige det. Men lyden af ordene kom ud var tydeligt i mælet. 

Charles' venner ville måske finde det besynderlig at Dick sådan kom og Charles var på ingen måde hjælpsom i at være professionel. Han var fjoget, utilregnelig og uden hæmninger i sin adfærd såvel som tale måde. 

Vi går hjem, fik Dick til at spændende lidt i øjnene som han så Charles. Hvorfor kunne han ikke forklare, men hans private forhold til folk, var et privatanliggende og vedkom ikke andre, men det gav det lidt væk at de boede sammen, selvom det ikke helt var situationen (og dog). Dick så ham ellers gerne falde og lod ham vakle hjem som et dådyr på glatis. Men han gjorde som en hveranden god ven ville gøre, og svang Charles' arm over skuldrene på sig selv og støttede ham. 

"En dag efterlader dig i en ukendt havn," 

Måske ville der gå noget tid før at alkoholen ville være ude af hans krop, og så ville der efterfølgende være de hårde tømmermænd, men Charles havde altid haft et ordsprog; hvis man kunne drikke, kunne man også arbjede dagen efter og selvfølgelig var han en person som var professionel og arbejdede igennem, uanset hvor skidt han havde det. Måske havde Dick og Charles to forskellige opfattelser af ham. 
Den sindstilstand som Dick var i, var en som Charles kendte og havde mødt af og til, i disse situationer. Ikke fordi at de havde noget imod hinanden, men blot forskellige leve måder. Dick var ikke det store kro menneske, og det var fair nok. 

Charles var sikker på at der var mange der vidste hvem Dick var i forhold til Charles, professionelt set. De havde arbjedet så længe sammen, at folk vidste at de næsten altid arbjede sammen. De hørte sammen. Hvad folk ikke vidste var det forhold som de havde til hinanden. Charles var inderst inde vild med Dick og nød virkelig den mand som stod foran ham, uanset hvilket humør han var i. Lige nu var han bare skuffet, det forstod Charles.

Charles var sikker på at de andre ikke tænkte på det som, Charles og Dick tænkte på. Ingen regnede med at Charles skulle gå hjem, og Dick ville blive siddende? De gik begge to hjem fra kroen. Ingen anede uråd om det var sammen. Det var deres hemmelighed. "Jeg tror du ville savne mig"
Han smilede som armen blev lagt om ham, så han havde noget at holde balancen imod. Han svejede som de gik igennem kroen og den kolde lufte ramte ham som et hårdt slag som de kom uden for. 

De var ikke nat og dag, men de var så sandelig heller ikke den samme side af månen. Dick vidste udemærket godt, hvilken mand Charles var på godt og ondt. Manden levede anderledes og havde alle dage gjort det, han passede dog ikke på sin krop og sin sjæl på samme måde som Dick. Selv var han dedikeret til at have en sund krop og værnede om dette, selvom han havde slidt den fysisk igennem sit arbejde. Men så mand Dick med en øl, ville man vide, at han var gået ned med skuden og ikke så lys forenden af tunnellen. 

Dick måtte tage det, som det var. Charles var endnu ung og tildels uansvarlig på sin egen måde. Men han havde dog ret i hans undertone fra tidligere. Han passede sit job som det skulle passes. Men derfor kunne han alligevel godt vente med at tømme kroer for alkohol til efter deres job var udført. 

"Mhm," brummede han lidt og nød inderst inde godt af, at Charles kunne få lidt slag. Alkohol og kulde var ingen god kombination. "Du stinker, Charles," det var nok den største problematik alligevel. Han brød sig ikke om den stank som hang i, ved og omkring Charles eller det faktum at hans ånde var en gift damp af sprut blandet med mavesyre. "Det ville være synd at smide dig i havnen, du ville bare få fiskene til at flygte," det lød måske en anelse grumt og vredt, men det var alligevel en måde at snak til hinanden på. Han kiggede på Charles for et øjeblik og et lille smil kom let til overfalden, men han fik fjernet det igen som han valgt at fokusere på deres gang. 

De var to forskellige mennesker på nogle punkter, men de respekterede hinanden og Charles respekterede Dick syn på det at drikke sig så fuld, især på en aften inden arbejde og en aftale. Men inderst inde, så håbede Charles at Dick vidste at han selvfølgelig kunne stole på Charles.
Charles sad ikke disse steder hver aften, han arbejdede som en gal, ligesom Dick. De var begge flotte, fysike og stærke mænd, med et par flotte og sunde kroppe bag.

Der var ingen tvivl om at med de timer som Charles havde siddet derinde i røg og alkohol, at han lugtede fælt, og han kendte sin makker godt nok, så hadede han det og der gik da heller ikke længe før at han pointerede det, "Du ved at jeg ellers havde regnet med et kys" Jokede han snøvlende, som de var kommet lidt væk fra kroen og der ingen mennesker var omkring dem. Ingen grund til at proklamere dette foran andre.
Han ville oprigtigt gerne kysse  Dick. Det vsr en af de ting som ændrede sig ved Charles når han drak, han blev mere venlig og kærlig, end når han ikke var, hvor han bar hård, men stadigvæk frembrusende. Hvor Dick bare var hård.
"Det ville alligevel være synd for fiskene" En latter slap ud mellem hans læber, som han svajede lidt i sin balance, og var ved at lade hans fødder gå ind over hinanden, så det ville skabe et kæmpe kaos. Men han reddede den. 
Han nød det korte smil, som befandt sig på Dicks læber inden det forsvandt igen. Det var en af sjældenhederne.

Den snøvlede joke var ingen vinder hos Dick, havde de været på skibet, var Charles blevet smidt ned til hvor lasten normalt stod. For det var hvad han var for nu. En ballast. Det var ikke noget han gjorde sig i, at vise affektion ude i offentligheden, det hørte til bag lukkede døre. Det var desuden blot Charles' fordrukne hjerne der talte, det vidste han godt. 
Men han afskyede den del af Charles fra tid til anden. Hvis han så blot kunne drikke uden at miste fodfæste, så havde de ikke haft disse problemer. Hvad ville han have gjort, hvis ikke Dick var kommet for at trække ham med sig hjem. En ting var sikkert, Dick ville kunne have fundet ham der til den tid, måske sovende henover bordet med splinter i munden for at gå i træet på bordet. 

Med raske skidt kunne Charles måske får rystet hjernen på plads, eller i søvn. Han brummede lidt so han åndede ud igennem næsen over Charles joke. 

"Det undre mig ikke, at lysets hær inspicere de skibe du er med, hvis de finder dig i samme tilstand som jeg gør, Pearson" hvordan Dick vidste det, måtte måske komme en anelse bag på Charles, men heldigvis var det ikke hans skib Charles havde været med - havde det været det, ville der ikke blot falde brænde ned over Charles. Der ville falde mandskab ned over ham. Men samtidig var Charles den som havde evne for at finde det mest kvalificeret mandskab, måske det var hans måde at kommunikere med folk på eller hans mere imødekommende person. "Der har været en del unge mænd og spørge efter dig, de snakket om at du havde givet udtryk for at vi søgte mandskab," han kunne lige så godt spørge ham nu hvor han var fuld, så ville han i det mindste få de ærlige svar. 

Hans joke faldt måske ikke på plads, som havde regnet med, eller havde han regnet med at den ville? Det havde nok været sjovest for ham selv. Han kunne godt grine af det. Men de var begge indforstået med at den slags hørte til bag lukkede døre, og der blev det selvfølgelig. 
Charles vidste godt at Dick ikke altid var så stor fan af den måde som Charles brugte alkoholen på og ikke respekterede det som den kunne. Han var godt selv opmærksom på at han måske havde et problem, når han først kom i gang. Men det var noget han havde gjort så mange gange, han vidste hvordan han ville have det dagen efter, hvad han skulle gøre og faktisk også hvornår han skulle stoppe. Hvis Dick ikke var kommet, var enden på aftenen nok være der alligevel, selvom det måske i Dicks øjne stadigvæk var forsent. Han forstod det godt at Dick afskyede det.

Den friske luft havde ramt ham hårdt, men det var også det der skulle til for at blødegøre den fuldskab som hang i hans årere. Den friske luft var altid noget som var kærkommen hos Charles, uanset tidspunkt eller temperatur. Og hvis den havde en duft af hav i sig, så var det kun bedre. 

Det var selvfølgelig ikke unormalt at lyset inspicerede skibe. Deres uanmeldte inspektioner skete af og til, og når de først var i gang kunne de tage hele havnen, hvis de havde lyst. Dick skulle ikke være for kæphøj, for det kunne lige så godt ske på hans skib, som så mange andre. Lyset tog hvem de ville. Det gode ved det var at han kendte admiralen, og derfor altid var et skridt foran. De ville aldrig finde på de skibe som Charles var ombord på, om han var blevet hyret eller om det var Dicks. "Det kan lige godt ske på dit skib, end alle andre. Men ingen grund til bekymring, de findre aldrig noget på de skibe jeg er ombord på" Det kunne han forsikre. Charles havde egne hemmeligheder. Blot for at passe ekstra på.
"En del? Hvor mange" Spurgte han nysgerrigt, "Måske har det lydt sådan i min snøvlen. Men ikke at vi direkte søgte mandskab. De spurgte om jeg kunne hjælpe med at finde nogen som gjorde" Måske havde de misfortået ham, eller han havde sagt noget i fuldskab. Det var hvert fald det han ville have sagt. "Jeg hyrer ikke bare folk uden dig, Richard" 

Han fik åbnet døren op ind til stedet med den frie hånd og fik Charles sikker ind, uden at banke ham ind i dørkarme eller bjælke, selvom det nu havde været en fristende ting at gøre. Men som han fik sluppet Charles, hørt han hvad modparten havde at sige, og han lagde armene over kors og lænede sig let tilbage og studsede lidt over det den bedrukket mand sagde. 

"Forskellen på mit skib og de skibe du assistere på, er at mit skib er bygget til smugling med hemmelige rum og passager, som kun de færreste af vores besætning er bekendt med," han gjorde en ære i sit skib, han havde selv været med til at bygge det og Charles skulle ikke tage det fra ham ved at sammenlign de andre småskibe med hans. Men han vrissede irriterende sin udånding ud. "Du kommer ikke til at sejle alene med mit skib de næste par ture," det var konsekvensen af at drikke sig selv under bordet og blive inspiceret. Han ville ikke miste sit skib fordi Charles lavede en fejl eller fik givet skibets hemmeligheder væk. Det var for fanden hans barn. 

Men han trak på skuldren. "Hvad får du så ud af at snakke i din fuldemandstilstand. Jeg har to af drengene til samtale i morgen før vi rejser, men jeg tager de samtaler alene," det virkede måske til at Dick afstraffede Charles en del lige nu, hvilket han også gjorde, men han ville ikke have at de skulle blive mødt af en ildelugtende mand der næppe havde set et bad i flere uger. For det var sådan Charles så ud lige nu. 

Charles ventede roligt som Dick skubbede døren op og de kunne gå indenfor. Han måtte tage ved dørkarmen, for at holde balancen og videre ind i rummet, lod han sig støtte op ad væggene i huset. Han havde slet ikke den balance som der skulle til, og da han forsøgte at skubbe sine store støvler af, var det ved at gå galt som hans ryg landte op ad væggen og han kunne støtte sig sådan. 

Alle skibe kunne blive udsat for en inspektion, det var der virkelig intet nyt i og det ville der aldrig være noget nyt i, de kunne gøre som de passede sig, hvis de ønskede det. "Du tror ikke jeg ved hvordan skibet er indrettet?" Spurgte han undrende, selvfølgelig vidste han det. Der var ikke meget om smugling som han ikke kendte til, eller vidste hvordan han skulle bære sig ad med. Det undrede ham, hvorfor Dick fik ham til at lyde så dum, "Hvor mange gange er jeg blevet taget i at have noget som jeg ikke måtte? Én gang og du ved udmærket godt hvorfor. Jeg ved udmærket godt hvordan man fuldføre et stykke arbjede" Det var næsten irriterende at høre det på igen og igen. Den gang var han blevet stukket, han havde smidt skylden over på kaptajnen på skibet, som var blevet taget og alligevel var han røget med ned. Blot ikke så hårdt, som det kunne have været. Charles havde ikke opnået det ry som han havde, hvis han ikke vidste hvordan man fuldførte et stykke arbjede.
Han kunne virkelig mærke irritationen over den måde som Dick lige nu behandlede ham på.
"Det er fair" Svarede han roligt. Han gad næsten ikke diskutere med ham. Det var han både for fuld og træt til. Han skulle nok være frisk til at laste skibet, og fuldføre sit arbjede. 

"Som sagt, jeg gav dem et løfte om at forhøre mig om andre skibe manglede, ikke at vi manglede" Hvis Dick så tog dem indtil en samtale, stod jo på hans egen regning. Han kunne blot have sendt dem væk, hvis det var sådan at han ikke gad dem. Sendt dem til et andet skib. "Det er hel fair at du straffer mig for at more mig, men lad være med at behandle mig som et barn og som om at jeg ved hvordan man fuldføre et stykke arbejde" 

Det var en diskussion af en anden kaliber fra hvad andre par måske havde. Men var de nu også et par? Dick så det måske sådan, men det var et utalt emne og han kunne kun forvente og tro, at Charles så dem på samme måde. Ellers havde Dick kun gjort et nummer ud af sig selv, som han havde hentet Charles for natten. 

Dick var som hugget ud af sten, granit måske. Han var ikke en sjov mand at diskutere med, for hans diskussioner var udelukkende arbejdsrelateret og hans morskab ligeledes. Men han havde sine tvivl om Charles kendte alle skibets hemmeligheder, der var selvfølgelig det, han havde holdt til sig selv. Et lille depot med en trykfalde som var vandtæt, det kunne indholde småting. Et sikkerhedsdepot. "Nej." konkluderet han kort for at vise sin dominans over for sin partner. Men Charles havde alligevel et godt modsvar som Dick ikke kunne unde ham. "Der er forskel på at udfylde et stykke arbejde og at gøre et ordenligt stykke arbejde," irettesatte han ham. Det var bagateller, men det var lige præcis nok at sige for at være på tværs. 

Han skævede en anelse til ham og rynkede kort på næsen af ham. Kunne Charles virkelig huske hvad han havde lovet for natten. Men som Charles ikke havde gidet at diskutere yderligere med ham, lod han den også falde fra der. Ingen grund til at træde mere i det, nu havde Dicks nogle aftaler som alligevel bare skulle af vejen. Han tog nogle tunge skrid hen foran Charles. Stanken var tung, men han trak på skuldren: "Så lad vær og drik som du er en mand i tyverne, hvis ikke du vil behandles som et barn, om du så skal over knæet,"  

Med Dick vidste man at skænderier og diskussioner altid ville være noget helt andet. Han var stålfast, og hakket ud af granit. Det var lige før det var skide irriterende, og især på det her tidspunkt når Charles var fuld og træt. Det var slet ikke fair. Charles orkede det virkelig ikke, mere end nødvendigt. Han forstod ikke hvorfor det gik ham så meget på, og hvorfor det betød så meget for ham. 
Det var sikkert nok til at ødelægge forhold, men Charles tog det ikke så tungt, for det var sådan Dick var; skide irriterende når han var i det humør. Men var de et par? Hvor var de henne? 

Det var selvfølgelig Dicks skib og de havde begge forskellige måder at gøre det på. Charles formåede altid at få tømt skibet så hurtigt som muligt, uden at vække større opsigt, hvor Dick havde en anden måde at gøre det på; så nej måske kendte han ikke alle hemmeligheder på Richards skib, men var der nødvendighed for det, når de alligevel aldrig finde noget af større betydning? "Er du helt seriøst lige nu? Det er næsten for lavt, det der" Svarede han skarpt igen, det var ikke noget han gad at høre på, og hvis det havde været alle andre end Richard der havde sagt det, havde han ikke ladet det gå forbi så nemt. 

Charles kunne sagtens huske hvad han havde sagt, uanset hvor fuld han var. Han kunne sagtens huske de aftaler han lavede, uanset hvor fuld han var. Han var et kontrol menneske og selvom at han ikke havde styr over sin krop lige nu, så han havde stadigvæk styr på sine ord og sit hoved. Han havde ikke glemt deres aftale den efterfølgende dag, han vidste udemærket godt hvornår de skulle laste og hvornår de skulle sejle. 
"Jeg forstår vitterligt ikke hvorfor at du har så stort et problem med det, men jeg magter slet ikke at diskutere det med dig" Han gik hen og fyldte et krus med vand og drak det, for at skylle det meste af den grimme smag væk, inden han forsatte hen for at vaske sit ansigt og til sidst satte sig i sengen, som han kom ind i soveværelset. "Du kan stå der og være sur og ellers kan du komme med i seng?" Det var lidt op til ham selv.

De var som et ældre ægtepar, de skændtes om ligegyldigheden i om hvem der sidst havde båret skraldet ud. Det var i den enden af skalaen diskussionen lå i. Hvorfor var det så svært for dem at tage det som voksne mennesker, måske var det de usagte elementer i deres relation til hinanden som spillede et større puds med dem, men Dick havde en forståelse af noget som lå ved vandoverfalden. Ulmende lå det og ventede på en form håndtering, som ingen af dem tog. 
Så at han havde valgt at være den smålige af de to for natten, var alligevel et sjældent og unikt syn, specielt siden Charles var den større mand af de to. Det kunne han kun respektere og værdsætte, for det vidnede om at Charles ikke havde drukket alle sine hjerneceller væk for natten. 

Men han kunne ikke dy sig for at fortsætte med ligegyldighedens mundhuggeri, for Charles valgte at opføre sig voksent nu. Hvis han så bare havde kunne gå hjem alene, så havde de måske undgået dette problem. Men han lod blot hovedet drejet sig med øjnene, som han fulgte Charles med blikket. Nogle mumlende ord brummede ud af ham som når man lod ophedet smed ramme vand. 

Dick valgte selv at gå med. Han gad ikke bruge flere af sine ord på Charles lige nu, så han lod sig sætte på senge kanten og fik snøret skoene af fødderne og lod armene hvile på knæene. Forhøjet som han sad og sundede sig lidt. Tre timers søvn var ikke meget, men det var bedre end ingen ting. På den lyse side, han kunne altid få en lur i kahytten, mens Charles fik æren af tage styringen. 

Der var ingen tvivl om at Charles nød og elskede Dick, men der var noget udorløst i mellem dem, og der var ingen der havde taget dette op mellem dem, så de kunne tale det ud. Det var sikkert der, hvor roden til deres skænderier lå, for det var ofte ligegyldige og dumme skænderier. Noget som stod på mellem ældre ægtepar, ikke to mænd som dem.
Det var ærgerligt st det skulle være sådan, Charles nød det bestemt ikke. 
En af dem blev nød til at tage tyren ved hornene, og bryde op for dette emne, som svævede i luften, men ingen turde tage fat i.
Charles forstod måske ikke helt, hvorfor Dick havde opført sig som han havde været, han forstod ikke hvorfor det betød så meget at han blev ude til sent om natten - var det dumt? Ja, men Charles skulle nok stå op, han skulle nok fuldføre sig job, bedre end mange andre. 

Han orkede ikke at skændes, både fordi han var træt og fuld, og så ville han ikke ødelægge noget mellem dem. Det ville uden tvivl ødelægge ham selv.
Det var derfor st han forsøgte at lukke ned for skænderiet, forsøgte at forsone dem i sengen, som af og til lykkedes. Det kom an på så meget, men han ville gerne kunne se det flotte ansigt i øjnene dagen efter.

Han fulgte Dick med øjnene, som det virkede til at han lyttede og satte sig på sengen. Han vidste at han måske havde brug for lidt tid til at sunde sig.
Charles satte sig op, skubbe sig efter noget tid sig op til Dick, svingede benene ud over sengekanten og sad ved hans side.
Han kiggede over på ham, "Det er dumt det her, Richard" Selvom at han stadigvæk var fuld, så følte han at han havde sig selv under kontrol.
Han havde forsøgt at vaske den værste stank af sig selv, så han lænede sig ind mod ham og kyssede hans hals, "Kom med ned og lig, inden vi skal op"

Han ville næppe stå og erkende sin adfærd over for Charles, det skulle gerne blive over hans lig at erkende sådanne ting. Men han nød ikke, at blive efterladt alene hjemme til natten, når han troede de havde en aftale. En formodning om at de dage hvor de havde arbejde for sig, der tilbragte de natten sammen og kunne sove tungt igennem for sig. 
Så at han hade lade sig påvirke i så voldsom frustration, havde ikke været fair over for Charles. Dick ville dog ikke beklage for det, for han havde sørget for han kom helskindet hjem, at han så skulle blive mødt af negativitet var en anden side af sagen. 

Men sengen rumsteret for sig, og han vuggede nemt med, de var to tunge herre og sengen var gammel og havde stået model til mere end nogen af den nogensinde ville stå ved. Men han åndede tungt ud, Charles tog teten. "Ja," brummede han stille. Det var svært at vide om det var et svar til det ene eller det andet, men uanset hvad, lod han sig læne lidt op ad Charles før han valgte at rykke sig længere ind på sædet og gjorde klar til at få trukket benene op i sengen og klar til at de kunne lade sig falde hen. "Vinden bliver god for os i morgen" det var nok den mest ligegyldigt informationer at gå i seng på. Men det var hvad han kunne bringe til bordet for dem lige nu. 

Charles vidste udmærket godt at han ikke have været fair overfor Dick, da han var taget afsted for at gå på kro. De havde en aftale den efterfølgende dag, og det kom slet ikke bag på ham, hvis Richard gerne ville have haft Charles hjemme, brugt aftenen sammen med ham. Det var heller ikke noget han ville indrømme, men han vidste det godt. Han vidste at det var forkert, og at det var det der lå som gro bund for at Richard havde opført sig sådan. 
Det ville være passende at ændre sine valg og tænke sig lidt mere om næste gang, for deres begge skyld - især Dicks. Det var ikke fair at efterlade ham alene derhjemme, dagen før en vigtig afrejse. 

Sengen knirkede og bevægede sig som han kom op på siden af. Den gamle seng burde blive udskiftet, men den havde så meget patina i sig. Han tog teten for at få den våbenhvile, som de lige nu havde brug for. Han nød hvordan Dick kom ham tættere og lænede sig om ad ham. Hans brummende ja gav ham en lille fornemmelse af at han var ved at bløde op. 
Charles lod sine læber kysse hans hals endnu engang, "Selvfølgelig, gør den det" Svarede han roligt, inden han lod sin hånd vende hans hoved for at kysse hans læber.
"Kom" Han tog hans hånd og skubbede sig længere ind på sengen, og ville have ham med.

De lange stive skæghår ramte den ru hals længe før læberne, men det generet ham ikke spor. Han lod øjnene himle tungt til den modsatte side af hvor Charles var. Manden var en plage han ikke kunne være foruden og næppe så sig selv være foruden i det lange løb. Men han gav ham mere hovedpine end så meget andet. Men han lod sig følge med som hånden blev taget og han gjorde sig ikke til besvær for at få tre gode timers nattesøvn. Otte timers søvn på tre timer var en mission i sig selv, men det skulle næppe blive et problem for ham, nu hvor han kunne få lov at sove i fred og ro og velvidende om at Charles var hjemme i godt behold. 

Som så meget andet, var Dick heller ikke den helt store putter eller lignende, han lå hyppigst på ryggen eller mod sengekanten. Han var et vanedyr, men han lod Charles gøre hvad han ville, om de så skulle ligge i ske, benet svunget over ham eller lignende. Så havde modparten frit spil for nattens forstyrrelse, for han sov tungt. 

"Godnat Pearson," sagde (ikke brummede!) han. 
De havde en lang dag forude dem.