Forårets blade var ved at blomstre på træerne, hvilket betød at vejret var blevet mildere og vinteren var overstået. Det betød dog ikke at nætterne var færdige med at være kølige. Når man er ung, dum og femten, som Romeo - tænker man sjældent længere over de valg man tager, og hvilke konsekvenser det kunne give. Det var også derfor at Romeo var let klædt på, da vejret tidligere på dagen havde været lunt. Men nu.. hvor klokken var over midnat, kom han svajende og snaldret gående ned ad landsbyens fortorv. Heldigvis ikke påvirkert af kulden som han kunne have været - takket være alkoholen.

 Tidligere havde Fabian forslået at gruppen af venner skulle hoppe i vandet og byde foråret velkommen. Det var selvfølgelig efterfulgt af en hel del drunk og mad. Det kunne Romeo ikke sige nej til. Medanien havde sjældent noget spændende at byde på - så man skulle selv finde på alt det sjove. 

 De havde fået tændt bål, spist mad og drukket. Og da bålet havde gnitret de sidste svage gløder og var gået ud - var vennerne stille og roligt gået i opløsning for at vende hjem fra natten.

 Med undtagelse af Romeo. 

 Det var ilde set at han kom spadserende hjem og var plørefuld på denne tid af natten. Samt havde han endnu engang pjækket fra dagens tømrer arbejde, hvor han er i lære under sin far. 
 Så, som så mange gange før, fandt han vej hjem til en familie ven for at undgå en skideballe. 

 Romeo havde fundet ud af at Gidion Crane var for god om hjertet til at sende ham væk, og havde førhen givet ham lov til at sove sin brandert ud hjemme hos ham. 

 "Gidiiiooooon." jamrede han fuld og bankede på døren. Han stod og hang lidt op af den. "Gidion hik, åbe-åben liiige."

Gidion lå i sin seng. Sov. Præcis som man skulle i nattetimerne! Han plejede at være tidligt oppe og gå i gang med sit tømrerarbejde og nyde de tidlige morgenstråler.
Når han ikke blev forstyrret i sin nattesøvn selvfølgelig. Det var sket et par gange, og hver gang havde han taget det meget roligt og blot affundet sig med, at han på ingen mulig måde kunne sende en væk som behøvede hans hjælp.

Langsomt, og med en utilfreds brummen åbnede den unge tømre øjnene. Selvom han stadig var midt i tyverne, var han ikke nogen festabe længere. Han havde fundet ro i en almindelig hverdag. En hverdag som engang imellem blev forstyrret af noget udefra.
Den insisterende banken blev ved, og Gidion svang meget træt benene ud over kanten, trak et par bukser på og traskede træt ud til døren.

Han gned sig søvnig i øjet, da han åbnede døren op og kiggede opgivende på den langt yngre Romeo. "Uurgh Romeo, klokken er.... alt for sent om natten." gryntede han ud i natten og så på hvordan Romeo hang mere og mere op ad døren. Faktisk så det ud som om han var på vej ned af den. "Er du fuld?" dumt spørgsmål - for det var han i hvert fald!

 Med tunge, og halvkoncentrerede åndedrag stod Romeo og var ved at falde i søvn op af døren efter at han vedvarende havde banket på denne. Han blev ved med at brumme Gidions navn, med hovedet hængende, og øjne der var ved at glide i. Romeo syntes at han i det fjerne kunne høre skridt der nærmede sig døren på den anden side, men det virkede så langt væk og fjernt. Derfor blev han også en smule forskrækket da Gidion stod foran ham og så noget træt ud. 

 Romeo var ved at skvatte da hans støtte forsvandt fra ham, men særligt uelegant genvandt han balancen ved at læne sig op ad dørkarmen istedet. Han stod med siden til Gidion nu, og skævede til ham.
 "Shoov du?" lo han dæmpet med et drenget smil, og kiggede Gidion op og ned med et sløret blik. Romeos brune hår sad pjusket om hans hovede, og på kroppen havde han en tynd, løs, linnedskjorte på med bindesnørrer. Bukserne var i hør, og matchede det lidt løse look som skjorten havde. "Det dah for tildigt - tidligt til at at sove nu." 

 Da Romeo blev spurgt om han var fuld, kunne han ikke lade være med at smile fåret. "Afsløret!" udbrød han en smule syngende, og viftede uvilkårligt med armen. Det fik ham til at svaje igen, og han forsøgte at forholde sig i ro med ryggen op ad dørkarmen, og hænderne bag sig for at holde fast. "Må jeg komhik-komme ind?" De grønne øjne så hvalpet og tiggende ud, og benene så ud som om de var ved at knække sammen under ham. "Så du søøøøød." plagede han den anden.

 

Gidion stirrede på knægten. Det var mindst et lige så tåbeligt spørgsmål, som det Gidion selv havde stilt ham. Han tog sig til hovedet og glemte to fingre ind mod næseryggen mens han sukkede. "Hvad tror du?" han lod hånden falde igen og kiggede opgivende på drengen, men dog med et overbærende smil på læben.
Han gøs til gengæld som han stod i døråbningen, kun iført bukserne og egentlig ikke andet. I og med han havde sovet!

Gidion tog sig selv i flere gange at løfte hånden for at gribe ud efter Romeo, som han skøjtede rundt og kiggede rundt med et sløret og tydeligt påvirket blik. Han huskede pludselig hvorfor han ikke gad at drikke alkohol.
Med en dyb indånding, der blev lukket ud i et suk, trådte han tilbage. "Kom så." hans stemme var opgivende, men der var også en lun munterhed i hans stemme.

Gidion rakte ud efter den skøjtende teenager og fik fat i hans overarm, og forhindrede ham i at vælte ind af døren, men derimod skøjtegå lidt mere ind af den. "Hvor meget har du lige drukket, knægt?" det var som at flytte på en meget tung kludedukke. Men han skulle under ingen omstændigheder kollapse ude i kulden. Det ville han bare blive endnu mere syg af.

 Det fjogede smil voksede sig større da Gidion spurgte ham hvad han selv troede - og det morede ham gevældigt. De grønne øjne gnitrede drilsk da hans blik landede på den store fuglerede der var Gidions hår. Han måtte have hoppet direkte ud af sengen og ned til døren da Romeo havde vækket ham. "Ups." han grinede beklagende, og bed sig i indersiden af kinden. 

Havde Romeo haft en hale ville den have logret glædeligt da Gidion endelig bød ham indenfor. 
 "Taak! Min redningsm-aand!" hujede han dæmpet, og slængede sig indenfor med hjælp fra den anden så han ikke skvattede rundt på gulvet. Godt nok havde Romeo ikke frosset forinden, men han kunne godt mærke den rare temperatur skift der mødte ham, og han skuttede sig en smule ved varmen. 

 Romeo havde fat om ryggen på Gidion og lænede sig svajende mod ham da han blev ført mere indenfor. Men så kom han i tanke om sit fodtøj, og akavet, ikke mindst besværligt, forsøgte han at læne sig forover for at prøve at tage sine sko af - han ville jo ikke gøre Gidions gulve beskidte. "Masser!" bekendtgjorde Romeo muntert og snalret til Gidions spørgsmål.
 "Vi-- vi, Fabian sagde vi alle skulle fejre forårets kommen!" forklarede han snøvlet, "Såhh dét gjorde vi." forsikrede han Gidion om. Men i det han lænede sig forover, svimlede det en smule for ham, og i et forsøg på ikke at falde forover, forsøgte han at gribe mere fat i Gidions torso med den arm han allerede havde om ham. Desværre var det for svært når han var nøgen på overkroppen. Fingrene gled, og nu var Romeo blot afhængig af Gidion. Den ældre fyr havde jo allerede fat i Romeos arm, men var det nok til at få ham op at stå igen?

Gidion skubbede døren i bag dem og brummede træt. Der var ikke meget lys at finde i huset og det hjalp ikke på situationen af at skulle holde en meget fuld teenager oprejst, mens man intet kunne se.
Han slap taget i Romeo, som han vurderede at han da måtte kunne holde sig selv oprejst til at tage sine sko af, mens Gidion fandt noget lys at tænde.

Det var en fejl fra hans side af. For som Romeo snøvlene snakkede om forårets kommen og Fabian, vidste Gidion godt hvad lokken havde slået. Han havde til gengæld ikke regnet med at Romeo ville til at falde om.
Hans hånd hamrede ind mod Gidions brystkasse, og den ældre mand rakte instinktivt ud for at gribe ham inden han faldte med ansigtet først direkte ned i gulvet.

Det var en akavet stilling at forsøge at holde ham oppe med taget i hans arm, og han hang også mest af alt halvt væltet til sidst. Langsomt lod han Romeo glide det sidste stykke ned, til han lå på gulvet. "Bli' lige liggene, Romeo." Gidion var pludselig meget vågen igen, men vidste også at han havde brug for lys.

Han trådte hen over den kollapsede teenager, for at finde en lysestrage og tænde lyset, så der brændte sig et lille men gylden flammeskær omkring dem.
Først derefter vendte Gidion sig tilbage mod Romeo og satte sig på hug. "Klar til at komme op igen, eller vil du sove her?" Hvis han gjorde, endte det nok alligevel med at Gidion løftede ham ind i seng. Det skulle nok blive spændende næste morgen.

 Det susede i hele hans krop, og i et kort sekund følte han at han fløj. Eller.. dykkede, nærmere. Han kom med en høj, overrumplet lyd ved faldet, og da Gidion kun fik halvt fat i ham, lykkedes det Romeo at banke hovedet ned i gulvet. Heldigvis uden at brække næsen. 

 Et smerteligt, grødet, grynt lød fra ham imens han drejede hovedet. Faldet kunne have været værre, men Gidion havde da formået at holde nok i ham så det tog fra i slaget. Med armen i vejret, lå han som en falden bokser der alligevel havde formået at vinde. Men kroppen var som en kludedukke, der ikke rigtig gad at lystre. Så da Gidion lod ham glide helt ned at ligge, lå han der bare og brummede opgivende. Når han lukkede øjnene følte han at de drejede rundt i hovedet på ham. Som hvis han var på et skib der gyngede. Gidion bad ham om at blive liggende, og Romeo brummede anerkendende til det. Han gik i hvert fald ingen steder. 

 Gulvet var vel egentlig også behageligt nok når han lår dér. Og trætheden overtog ham. Måske kunne han bare sove der. 
Da Gidion kom tættere på ham og oplyste dem begge, rynkede Romeos øjenbryn generet. Den andens ord lød så langt væk, og Romeo løftede sløvt hovedet fra gulvet og så på Gidion en smule forvirret. "Mhmmm...." lød det irritabelt da han sådan set var klar til at sove hvor han lå. Men det var nok bedre at komme op at ligge i sengen, så langt kunne Romeo da tænke.

 "Mine skooo.." lød det plagsomt fra ham, og forventede at Gidion ville tage dem af ham. 

Det var virkelig ikke optimalt at have ham liggende midt på gulvet. Et gulv han lidt for hurtigt var dykket ned imod, trods Gidion havde forsøgt at gribe ham. Gidion kom med et langt suk og undrede sig kort over hvordan han kunne blive ved med at havne i den her situation.

Som lyset hjalp Gidion med at danne et overblik, bemærkede han også at Romeo rent faktisk så ud til at have det helt fint med at tage gulvet som seng. Det var i hvert fald det som den irriterede brummen indikerede.

Fra sin position på hug ved siden af ham, blev Gidions udtryk meget træt. Han kiggede ned på Romeos fødder og overvejede om han skulle ignorere den plagsomme stemme. "Fint."
Gidion rejste sig for at sætte sig på hug igen ved Romeos fødder og hive skoene af ham. Han var træt og ville gerne i seng igen og sove, så det var ikke noget med at binde dem ordentlig op eller sætte dem pænt.

Gidion tog fat om Romeos ene arm og hev ham op at sidde, inden han rejste sig og forsøgte at hive ham tilbage op og stå. Hvis han da havde krafter til det. Ellers måtte han jo bæres.

 Romeo kunne ikke lade være med at smile lidt da han fik sin vilje, og blev blot liggende da Gidion fik pillet skoene af ham. Han forsøgte at løfte benene svagt som hjælp - men det gjorde nok ikke det store. "Jegh kan altiddj regne meh dej." Lød det dæmpet og forsøgte at sige det taknemmeligt. Men sandheden var, at han nok lige nu tog det ret for givet. 

 "Uh." Lød det overrasket fra ham da Gidion pludselig fik fat i ham. Og det var som om ruskeriet fik hans halv døsige hjerne til at vågne lidt op igen, "Vi hoppede ud fra vandfaldet!" annoncerede Romeo med snøvlende gejst. "Vandfaldet Gidion!" sagde han igen for at være sikker på at den anden hørte efter imens han blev hjulpet op. Nu havde Romeo glemt alt om smerten i sin pande der var kommet fra faldet lige før. 

 Det var ikke særlig elegant at Romeo kom op at stå. Han tog fat i Gidion, men skvattede lidt rundt som han stod op. Med et lille bump ramte hans hovede ind i Gidions torso. "Har du prøvet dét?" Spurgte Romeo efter lidt tid og snakkede stadig om vandfaldet. 

 Benene ville ikke helt som han ville, og han kastede sig lidt henslængt over til Gidion med armene over hans skuldre, og forventede at han ville løse problemet. Han brummede lidt igen og sukkede. Et let gab undslap hans læber, og han smaskede ind mod den andens brystkasse. Måske kunne han også bare sove der.   

Gidion overvejede nogengange hvorfor og hvordan han havnede i de her situationer! Han var en stille mand, som fint passede sig selv og ikke havde noget behov for at bevæge sig ud i nattelivet og lave ballade. I hvert fald ikke efter han blev voksen. Teenageårerne gik han egentlig ret stille med dørerne omkring, men han var ikke kommet så fuld hjem.

Gidion rynkede panden og kiggede forvirret på knægten. "Hva." hvilket vandfald? hvad i al verden snakkede han nu om.
Gidion endte med bare at ryste let på hovedet og lade ham leve i verden om at de selvfølgelig var hoppet ud fra et vandfald.

"Prøvet hvad?" det var ikke faldet Gidion ind at Romeo stadig omtalte vandfaldet. Mest af alt fordi, det gav overhovedet ingen mening for den unge tømre.
"Oh-uhm.. Okay" Gidion stod en smule anspændt med Romeos arme om skuldrene. Hovedet havde han lidt bedre kunne håndtere, for Romeo så ikke ud til på nogen mulig måde at holde sig selv oppe. "Romeo, kom så. Du skal ind i seng" bad han og tog fat om begge Romeos arme, for at få ham til at give slip, og samtidig med holde ham oppe og trække ham afsted ind i det lille gæsteværelse, der efterhånden kun blev brugt af den fulde teenager.

 Et grødet, og irritabelt grynt undslap Romeo fordi det lod til at Gidion slet ikke havde hørt efter! Nu skulle han til at fortælle om vandfaldet endnu engang - men inden han nåede at starte forfra, fik Gidion afbrudt ham og tankerne om vandfaldet blev skubbet til side af det nye presserende emne. Han skulle i seng. 

 "Jeg sover hos dig ikkeh?" spurgte han omtumlet, og havde i et øjeblik glemt at han stod i Gidions hjem, og hvad han havde aftalt med den ældre ven. Men spørgsmålet kunne også lyde tilnærmelsesvist som hvis han spurgte om han måtte sove i Gidions seng. Det havde Romeo dog slet ikke overvejet. Han ville bare ikke hjem i seng i hvert fald. 

 Romeo blev taget fat i armene af Gidion, og gav opgivende slip på den anden. Nu følte han sig igen på usikker grund da han ikke længere kunne støtte sig op af den anden med al sin kropsvægt. Det var bedre end at skulle holde balancen selv jo. Men han vandrede bare tung, og udmattet med den anden. Og prøvede ikke at skøjte for meget rundt. Gidions støtte hjalp dog en smule.

 "Duh må da komme med næste gang." foreslog han så Gidion, "Såhh-så kan du fange ffisk til os." grinede han lidt ved tanken. Ikke om han vidste at Gidion kunne finde ud af at fiske - men han forestillede sig den anden stå i søen med bukserne foldet op og fange fisk med de bare næver. 
 "Og drikke med osshh!" jublede han i sine små brister af energier der meldte sig mellem hans slukørethed. 
 
Gidion var næsten dobbelt så gammel som Romeo - han var faktisk ikke klar over den præcise alder. Så om det var sejt eller kedeligt at slæbe en gammel mand med sig til fest kunne han ikke helt finde ud af nu. Men han kunne godt lide Gidion. Han kunne i hvert fald godt lide at Gidion lod ham overnatte når han ikke kunne tage hjem. 

 

"Mhm, det gør du i hvert fald" Gidion havde efterhånden erfaret at det var nemmere at tale fulde mennesker efter munden, og så lade dem tro hvad de nu engang lystede. Om Romeo havde ment Gidions egen seng eller gæstesengen, se det var han faktisk ikke sikker på. Han vidste dog én ting. At når Romeo ramte en madras, gik han ud som et lys, og så var det ligegyldigt hvad han havde ment.

Gidion opgav snart at flytte knægten, og løftede i stedet armen hen over skulderen og lagde sin egen rundt om livet på ham, for at støtte, så Romeo næsten intet andet behøvede at gøre end at flytte fødderne.

"Jeg drikker ikke, Romeo. Det ved du" svarede han med et lille smil på læben. Han havde også været ung engang, og han havde prøvet at drikke alt for meget.
Hans interesse med at feste med teenagere, var heller ikke særlig stor. "Jeg tror heller ikke, jeg vil være et særlig festligt indslag" bekendtgjorde han og hankede op i Romeo, som han slæbte ham igennem huset og ind i gæsteværelset af beskeden størrelse, men som fungerede præcis efter behov.

 Et par sløve nik bevægede hans hovede da Gidion forsikrede ham at han skulle sove her. Det var godt! Så skulle han ikke sove på gaden i hvert fald - for han nægtede at tage hjem! "Mhm." brummede han, og havde svært ved at løfte mundvigene til et smil, selvom han gjorde forsøget. 
 Romeo kom med et par små brum og dæmpede lyde da hans arm blev hjulpet om Gidion, og da armen om livet støttede ham ind til den ældre, blev det lige pludselig meget lettere at gå. Han havde dog ingen tidsfornemmelse, og anede ikke hvor længe det tog dem at komme igennem huset til gæsteværelset. For Romeo blev ved med at glide ud og ind af bevidsthed. 

"Aiiisshh." udbrød han klagende da Gidion fortalte at han ikke drak. Det kunne da godt være at han ikke drak lige nu, men hans fulde hjerne mente at det skulle da ikke udelukke at han kunne drikke senere. Han viftede affejende med hånden, "Ke-heedeligt." Han kom med et lille host da han glemte at sluge sit spyt og var ved et kløjes i det i et kort sekund. Romeo forsøgte at tage bedre fat i Gidion da han blev hanket op i, og han drejede hovedet mod ham. Hans ånde lugtede af alkohol. "Du- Gidionn, du - fordi mhm." Ordene gad ikke at komme ud som en ordentlig sætning og så døde de lidt hen. Romeo endte med at sukke istedet, med en antydning af at han havde det hårdt lige nu. 

 "Erdualenehjemme?" mumlede han snøvlende, fordi han syntes der var så stille i huset, og mørkt. Han havde lidt glemt igen hvad tid på døgnet det var. Men det var også kun Gidion som var kommet ham i møde. Så nu blev han nysgerrig. Romeo ænsede ikke at de var kommet ind i værelset, kun et trætheden trak i ham. 

Gidion bevægede sig roligt, men sikkert hen over gulvet, stadig trækkende Romeo med sig. Han var umådelig tålmodig, selvom lysten til selv at hoppe på hovedet i seng og sove til den lyse morgen, var meget påtrængende.
Gidion fik ham klappet lidt på ryggen, så han ikke gik helt til i sit eget kløjs. Det var nu meget godt at blive mindet om hvorfor man ikke drak. Han huskede godt tiden, og også hvor frygtelig dårligt han havde haft det dagen efter. Det, og at Gidion i fuld tilstand altid kom op at slås med nogen. Det havde formentlig mere at gøre med at han havde været teenager og ikke synderligt meget at gøre med alkoholen.

Gidion gjorde alt for ikke at rynke næsen over den overdøvende lugt af alkohol, der slap ud af Romeos mund. "Er du dårlig?" helst ikke inden han kunne finde en spand! han orkede virkelig ikke at gøre rent midt om natten!

"Nej, du er her da" kom der med en rolig kækhed fra Gidion som han fik trukket Romeo ind på værelset og sat ham ned på sengen. Lidt for velvant, fandt Gidion en spand frem fra skabet og satte den ved siden af sengen. "Du trænger til at sove. Vi kan snakke alt om festen, øllet, vandfaldet. Det hele i morgen, okay?" forelog han med et roligt smil på læben, afventende at Romeo godtog ordene, eller hvad han nu ellers kunne finde på.

 Romeo åndede ind, efterfulgt af et langt, "Hmmmmmmmmmm." imens han åndede ud igen gennem næsen. Han lød tænksom til spørgsmålet Gidion havde stillet ham. Var han dårlig? "Næ-næ!" sagde han selvsikkert, og smilede drenget til Gidion med halvåbne øjne. Han havde svært ved at fokusere. 

 Med rynkende bryn, som hvis Romeo havde svært ved at huske hvad de lige havde snakket om, svarede han så endelig, "Ja!" Han var her jo, så selvfølgelig var Gidion ikke alene, sikke et fjollet spørgsmål. "Sså - å.. behøver du ikkhik at være ensom." trøstede han den anden, og lød som om at han var her for Gidions skyld. Han smilede selvtilfreds. Sikke en god gerning han havde gjort ham. 

 Romeo blev placerede på den behagelige madras, og sad med hænderne i skødet og hang med hovedet en smule. Han fulgte halvt med hvad Gidion var igang med, og svajede roligt fra side til side. Han slikkede sig træt om læberne, og kom med endnu et lille smask. "Vi.. vi kkann sove når vi bliver gamle." svarede Romeo ham imod, men lignede tydeligvis een der var ved at gå kold. Hvilket også var grunden til at han nu fik overbalance og dumpede med hovedet ned i puden. Hans ben var dog stadig udover sengen, så han lå en smule forvredet. "Jeg.. skahl ikke drikke så meget.." mumlede han så ned i puden - og lød allerede som om han var på vej væk til drømmeland. 

 

Et øjenbryn skød mistroisk op i panden af Gidion ved den andens selvsikre nægtelse af at han skulle være dårlig. Han var i hvert fald heller ikke helt ved fulde fem. Men Gidion valgte at lade være med at diskutere emnet med Romeo. At diskutere med en fuld dreng, var ikke på Gidions ønskeliste.

Det trak let i den ene side af mundvigen, og Gidion var tæt på at ryste på hovedet af ham. Ensom. Romeo havde ikke vidst hvad han havde ramt, og den ældre tog det heller ikke til hjertet. Andet end det var godt ramt. "Nemlig. Godt du kom" roste Gidion ham og klappede ham på skulderen.

Lidt for vant, fik Gidion fejet Romeos ben af gulvet og op i sengen, hvor han nu lå henkastet og i en mærkelig, men selskabt stilling. han skulle nok flytte sig i løbet af natten når hans krop ikke var i alkoholisk koma.
"Godnat Romeo" Et tæppe var blevet hevet hen over ham. Nej, han burde ikke drikke så meget. Men han var ung. For ung til at drikke, men det skulle Gidion ikke bestemme.
Først da Gidion hørte den andens vejrtrækning blive tungt, indikerende at han var gået kold, gjorde Gidion antræk til at rejse sig og bevæge sig tilbage i sin egen seng. Han gabte lydløst på vejen.

 Det var nemlig godt han kom. Et lille selvtilfredsmil var forsat plantet på hans læber, men som begyndte at dale svagt jo tættere han var på at falde i søvn. "S'lidt.." mumlede han til Gidion da han blev rost af ham. Han skuttede sig lidt ved berøringen. 

 Gidion var rutineret i at tage sig af fulde Romeo efterhånden - det var meget det samme som skete hver gang, selvfølgelig med et par smuttere her og der - én af gangene havde Romeo kommet til at kaste op udover Gidion inden han havde fundet spanden frem. Måske det var derfor han var så påpasselig med at forhøre den unge dreng om han var dårlig eller ej. 

 "Mhmm.." brummede han da han var kommet op at ligge i sengen i en temmelig underlig stilling, men det tog han ikke notits af. Et sted fjernt fra, mærkede han tæppet der blev lagt om sig af Gidion. Det var virkelig behageligt, tænkte han underbevidst. 
 "Dumå ikke.. sige det til min far." mumlede han halvsovende, og forsøgte at række ud efter Gidion, men han bed ikke mærke i om han fik fat i ham eller ej. 

 Selv hvis Gidion svarede ham, ville han ikke opfatte den andens respons. Romeo faldt i en dyb drømmeløs søvn, og trak vejret tungt. 

Gidion havde lidt lyst til at grine af knægten. Et muntert træk var at finde på hans læber, som han ganske svagt rystede på hovedet. Let opgivende.
Generelt var hele situationen, nem at blive opgivende over. Lige så nem, som den var at vende sig til når man havde prøvet det end god håndfuld gange.

Gidion betragtede knægten med et træt, søvnigt udtryk. Romeo var allerede godt på vej ind i den tunge verden af søvn, som han virkelig trængte til. Formentlig med en solid hovedpine i vente næste morgen. Tæppet blev lagt om ham, og Gidion gjorde antræk til at rejse sig.

En bevægelse han kun halvt nåede, som Romeos mumlen nåede hans øre, og hånden ramte hans arm tungt. "Bare rolig" svarede han, usikker på om Romeo overhovedet hørte hans svar. Det var også ligemeget, for Gidion havde stadig tænkt sig ikke at sige noget til Romeos far. Han løftede hånden af sin arm og lagde den ind til Romeo, inden han rejste sig fuldt op og begav sig ud af værelset. Langsomt lukkende døren efter sig, inden han fandt tilbage til sin egen seng der forhåbentlig ikke havde mistet alt for meget af den lune varme.

 Morgenen efter, var som den kunne forventes; skrækkelig. De bistre tømmermænd kunne mærkes så snart Romeo begyndte at få øjne. Hovedpinen, og kvalmen i maven havde sit tag i ham, som en souvinir, fra gårsdagens hændelser.
 Lettere konfus over hvor han var, søgte hans blik efter kendetegn, som kunne give ham en ledetråd til hvor han havde overnattet. Det var ikke hans egen seng - duften var forkert, og selve placeringen af denne var heller ikke rigtig. Men, så kom det ganske svagt tilbage til ham. Som altid, endte han foran Gidions hus.  Det var en tilegnet, dårlig vane, men een han priste sig lykkelig for i øjeblikket. Godt nok ville hans far ikke prygle ham, var han kommet hjem, men en god sko over nakken kunne ikke udelades. 

 Romeo jamrede sløjt ned i puden, og følte sig lidt som en indtrængende. Det var et under at Gidion lod ham komme anmasende på den måde. Han løftede hovedet fra puden og kneb øjnene træt sammen. Lettere sløvt kom han op at sidde og følte at natten ikke havde været god ved ham. Med et lille pust gennem næsen der fik læberne til at vibrere ganske let, forsøgte han at komme op at stå. Heldigvis skulle han ikke kaste op, for nu. Men det kunne være det kom snigende i løbet af dagen. 

 Med en hånd gnidende i nakken begyndte han gå mod døren og åbnede den forsigtigt. Han stak hovedet ud for at orientere sig. Han var så sulten lige nu at han kunne æde en hest.
  "Gidion?" Kaldte han dæmpet, for at se om han var vågen.

Gidion vendte sig næppe nogensinde til at blive vækket midt i nattens timer. Han havde haft svært ved at falde i søvn igen efter at havde lagt Romeo i seng. Han havde lagt med et vågent øje på om noget begyndte at gå galt eller om knægten fik det dårligt. Hvilket havde resulteret i, at da solen begyndte at spotte ind af vinduet, var Gidion tung og træt i kroppen.

Det tog et par ekstra mentale spark at komme ud at sidde, og endnu flere at rejse sig op da han var færdig med at gnide sig i ansigtet.
Med dovne skridt fik han taget tøj på, klasket noget vand i ansigtet og begav sig ud af soveværelset og ind til det beskedne køkken.
Det var en håndfuld år siden han selv sidst havde tyet til alkoholen i større stil, men han huskede hvordan man havde det næste morgen.

Han gav sig derfor til at varme vand og tænde op i ildstedet. Det var ikke sikkert han kunne spise det helt store måltid, men sulten var han nok. Gidion stod let i sin egen verden og rørte i grøden, da en dæmpet kalden, fik ham til at dreje kroppen. "Kom bare frit frem. Din far er ikke kommet for at hente dig endnu" forhåbentlig gjorde han heller ikke det - det skænderi ville Gidion gerne undgå at være en del af.