Adelynn stod i sit lille hus i udkanten af Zicron og fodrede sine yr der havde haft brug for pleje. Hun elskede dyr højere end noget andet. Hun hadet at være vampyr, men hun elskede dyr. Der var ikke noget bedre, hendes sorte halskæde sad på som altid og takket være den kunne hun mærke dyrenes følelser og deres behov for hjælp. Hun stod med en ord i hånden og fodrede en fugl der var faldet ud af sin rede og havde brækket vingen. Hun havde plejet den godt og havde netop set den vokse. "Kom vi skal have dig ud her fra" kom det fra hende og kiggede sig i et spejl og opdagede hendes knald røde øjne. Langsomt lagde hun fokus på sine øjne så de igen blev den normale blå farve og hun nikkede kort inden hun tog en hånd hen til fuglen. Fuglen hoppede op på hendes finger og pippede løs.

Langsomt bevægede hun sig uden for. Det var midt om aften og solen var gået ned for længst. Månen var stået op og var fuld så der var frit udsyn til markerne og den sti hun plejede at bruge ind til skoven og ned imod Zicron. Hendes blik vandrede lidt rundt inden hun bevægede sig ned imod Zicron og løftede hånden. "Kom så Thorbjørn. Afsted med dig" hun løftede hånden lidt længere op imod luften og gav den et lille puf inden fuglen pippede igen og fløj væk fra hende. Hun bevægede sig langsomt ned imod byen selvom der var e stykke vej at gå var hun glad, men sulten.

Midnight kom løbende med en ulve unge i sine arme. han havde reddet den fra nogle ulve fra det modsatte pack. han blødte selv fra skader ulvene havde givet ham, men selvom han var menneske, så havde det ikke sat en stopper for ham, i at redde den lille unge. han satte sig op af et træ med den såret ulve unge. han rev et silke bånd ud af sit hår, og bandt om den lille unges blødende side. "Ikke smart at forsøge hugge deres bytte lille ven, især ikke når du kun er en hvalp" sagde midnight og nussede ungen bag ørene. han havde virkelig ondt, da de ulve virkelig havde haft godt fat i ham. han kunne mærke trætheden komme over ham på grund af smerterne. han rejste sig dog op, og gemte den lille unge i hullet i træet, han satte sig derefter op af træet, for at sikre sig andre ulve ikke kunne nå ungen. han så mod himlen kort, hans hår var vådt af sved efter løbe turen.


"
Kan du stadig se dine drømme på den fjerne stjernehimmel?

Når man glemmer at putte de følelser, der flyder over i hendes hjerte

Jeg plejede at tro uden tvivl, at jeg kunne nå mine drømme, uanset hvor langt væk de var.

Drømme er mere skrøbelige og flygtige end en glasrose,

Nogle gange kan to drømme blive til kærlighed,

Selv når de er alene, vil folk gerne dele deres følelser, men det kan være så svært.

Selv når de er alene, vil folk gerne dele deres følelser, men det kan være så svært.

Jeg plejede at tro uden tvivl, at jeg kunne nå mine drømme, uanset hvor langt væk de var.
"


// source: https://www.animesonglyrics.com/ayashi-no-ceres/suka-retto
oversat til dansk via google oversæt //


sang midnight, mens han mærkede tårer der løb ned af hans kinder

Adelynn vandrede videre ned igennem stien og havde skoven på venstre side af sig og marker på højre. Hun elskede at bo et sted for sig selv, og hun elskede gå turen ned imod byen. Der var så mange dyr at hilse på, og så mange levende væsner. Det var godt nok sjældent at hun så sig om efter et bytte helt her ude, men det kunne da ske de var gået forkert. Sulten trængte sig mere og mere på og tanken om at bide en af byboererne huede hende ikke. Men det var desværre det hun var nød til når hun ikke var i Tusmørkedalen, der stod folk jo næsten i kø for at blive bidt.

Dog hørte hun en lille stemme i det fjerne og alligevel blev hun nysgerrig på stemmen så hun fulgte den der avr stadig et vej at gå, men stemmen blev da højere og højere. og jo tættere på hun kom jo mere stram i masken blev hun. Ingen kom noen sinde her ud så sent om aften, og der var jo frit udsyn til en hver anden der kom denne vej. "Undskyld men hvad laver du her?" spurgte hun og kunne lugte blodet på ham. Hun måtte bide sig en ekstra gang i læben for ikke at miste koncentrationen omkring sine øjne.

Midnight hørte en stemme og så mod lyden. han var tør i halsen. så han kunne ikke rigtigt få et ord ud, men smerterne kunne han ikke rigtigt skjule mere. han gned halsen og pegede på hullet i træet. han så den lille ulve unge stak hovede frem.

"Den blev angrebet af en flok større ulve, så jeg brugte min egen krop som skjold for at redde den" sagde han. "Vist ikke det smarteste som et menneske, men jeg kunne ikke tillade at den blev dræbt, bare fordi den ville spise lidt kød. jeg har forbundet dens sår så godt som jeg kan, men da jeg nåede her til, kunne mine ben ikke mere" sagde han træt.

Midnights mørke hår hang vådt ned i hans ansigt, men det virkede ikke til at genere ham.

"Så hvis jeg møder mit enderlige her i mørket, så må de ske, jeg ved bare jeg har gjort en god gerning. så må en ung mand som jeg betale den pris, som det koster for tænke med hjertet før med hoved" sagde han, og nussede ungen på hoved.

Midnight så på ungen og smilede, da han mærkede den slikkede hans hånd. den måtte vel føle sig tryg ved ham, siden den gjorde sådan

Adelynn lyttede opmærksomt og kiggede op på træets hulerum som manden havde peget på. "Iiih nej dog se nu der!" kom det glad fra hende og gik nærmere manden og træet. Hun stirrede intenst på ulveugen og så på manden ganske kort for at lade blikket glide tilbage på ungen.

"Hvor er den sød. Den må hellere komme med mig hjem og blive helbredt!" lød det fuldt ud alvorligt fra hende og kiggede lidt ned på manden der så herrens ud. Dog var hun mere opmærksom på ulven end på ham, for han duftede blot af mad. "Og de unge mand.... Du må hellere gå med også. Så må de se om jeg kan gøre noget ved deres sår." svarede hun og tog ulven op i hænderne for at gnide ansigtet ind i dens næse og så satte hun den ind under armen, så den blev støttet under maven og videre op til hovedet. Hun rakte en hånd ned imod manden for at hjælpe ham op. "Hvis de kan gå bor jeg ikke så langt væk" svarede hun og lavede en 'kom her' bevægelse med hånden for at få ham op at stå.

Midnight støttede sig til træet. han tog den lille hvalp op. han vidste han måtte bruge den sidste styrke han havde tilbage. "Jeg kan prøve midt bedste miss" sagde han. dog sank han kort i knæ. han rystede kort på hoved, og fik sig så op at stå igen. "jeg er ikke så vigtig, det vigtigste er bare den lille hvalp her vil få det bedre, mit liv er ikke så meget værd" Sagde midnight. Han så aldrig sig selv som noget værd, mest fordi han helst altid så alle andre før sig selv.

*Man de smerter er ikke gode, men de bedste er at denne hvalp overlever, den har sikkert noget familie der savner den. En ting jeg ikke selv lige har* tænkte han.

Han så lidt på den unge kvinde, og fulgte så godt med hende som ha kunne. han lagde lidt hår bag øret. så det ikke hang foran hans ansigt mere.

Som hun holdte hvalpen under armen og støttede den på bedste vis kunne hun se at Herren var på vej op uden hjælp. Det var positivt. Langsomt som hun vandrede op imod huset bevægede hun sig stille fremad. I et roligt tempo som han kunne følge med i.

Han duftede godt af blod, og det var svært for hende at styre sulten lige nu, for slet ikke at tale om den måde hendes øjne flakkede fra side ti” side for t fastholde så hendes øjne ikke var røde som var en normal ting for hende. En bivirkning hun havde ved at være vampyr. De vampyrerne hun ahvde mødt havde en normal øjenfarve, men hende? Nej de var altid røde og hun måtte bruge en evne til at forvandle sine øjne til de normale blå. Men det krævede sit at fastholde evnen. 

”Nu falder de ikke om på vej op til mig gør de?” kom det fra hende og tørrede sig lidt om munden da hendes tænder var ved at løbe i vand. Men heldigvis kunne han nok ikke se det som hun var lidt foran ham men at hun stadig bevægede sig i et roligt tempo.