Tæt på sit hjem, dog så langt væk fra sit kommende hjem. Et hjem hvor Jontar var og kunne styre slagets daglige gang. Inderst inde glædet hun sig dg til at skulle prøve noget så nyt som at være hustru til ingen ringere end en fyrstesøn, men personen med titlen var nu heller ikke helt ringe i sig selv. Som hun sad der i sine behagelige klæder og håret løssluppen og den muntre latter spredt om bordet med sine søskende. 

Spørgsmål om hvordan Jontar var, lignede han så i sandhed virkelig sin fader så meget - gossip så at sige. Men ikke mange deltaljer forlod Pompeias mund gemt af fyldige læber. Høj, flot, tiltalende, velformulerende og ikke mindst behagelig at omgåes. Det hvad var der var at sige om ham for nu. For fremtiden, formentligt endnu færre ord. 

Som hun rejste sig fra stolen informeret hun sine søskende lattermildt at hun var på vej til barren for at købe noget at drikke og snacks at spise til dem. Et ærligt blik blev kastet ud i lokalet for at snige sig uden om folks arme der fløj omkring munterhed, skåleri og kortspil af alverdens slags. "Det bedste I har at drikke og spise, tak" bestemt, men høfligt bestilt hun det og skævede kort om til bordet med sine søskende som alle var fuldt optaget af dem selv og de delte vittigheder. 

 Som nærmest enhver anden aften havde den unge godsejer søn begivet sig en tur på kro. Det var som om det var det sted man kunne finde de unge piger der vidste hvordan en rigtig mand var. Der pigerne kunne se og værdsætte Augustus for hvem han virkelig var. 
 Som sædvanligt var Augustus klædt i hvid skjorte, en farverig vest, et par løse bomuldsbukser og selvfølgelig pelsen og de enkelte guldsmykker Augustus forventede viste at han ikke bare var en hvem-som-helst. Det spidse overskæg havde han forsøgt at sno en smule, men det var endnu ikke langt nok til at sno sig i en spiral. 

 Med ryggen mod barens disk, og albuerne som støtte stod Augustus med en øl i hånden og lod det mørkebrune blik glide ud over kroens gæster. Som et sultent dyr, på udkig efter et bytte. Han vidste ikke helt hvad han var i humør til i dag, men når han fik øje på det, ville han ikke være i tvivl. 
 " Hm.. " brummede den tykke mand, som blikket gled ned over den yndige, unge kvinde der med lette og elegante bevægelser sneg sig rundt om folk for at komme op til disken. Augustus gjorde intet for at skjule hvordan hans øjne nærmest åd hver en detalje af den spinkel krop, han var jo Augustus Waldemar Egelin Barthsmelo Junior, og selvom han så ud til at være dobbelt så gammel som han egentlig var, var det jo en ære at blive set sådan på.
 " Jeg er ret sikker på jeg har øje på det bedste at spise her, " blikket havde låst fast på pigens bryster, som ordene forlod hans læber. Der var intet skam at spore hos ham, som han indlysende gloede på hende. Augustus kunne lide hvad han så, og selvfølgelig skulle pigebarnet vide at hendes udseende blev værdsat!

Hun var blot nået til bardisken, som en frit-for-leveren-kommentar blev givet ud i rummet uden en reel modtager, men alligevel følt Pompeia sig som modtageren af dette. Af alle i rummet, var hun blevet mønstret som målet for denne mands talen af tanker ud af munden. Som en rødglødende stjerne på himlen der stod ud fra mængden med sin rødme. Var hun dettes rums røde kæmpe, og var det reel smiger eller at mingle sig med noget snusket og tå krummende.

Overvejende som hun lagde den ene underarm på disken og bestilte det ønskede at drikke, vendt hun blikket stift og køligt mod den bjørnebløde herre som kunne være alt fra hendes alder til det dobbelte. "Det er varmende at du tænker sådan, men jeg frabeder mig sådanne kommentar, og måske.. anbefale en salat" det var ikke ment nedværdigende eller sagt på nogen måde med en tone der gav den lyd. Ingen brød sig vel om kannibaler, så han måtte nøjes med kanin-foden for nu. Eller for altid, hun ville ikke skænke ham så meget en hånd at kærtegne i nogen former af gestus.

  Havde Augustus' blik ikke være som limet på pigens barm, og i stedet set hvordan kinderne havde taget farve ved hans kommentar, var han nok begyndt at smile en smule selvtilfreds. I stedet var alt han så, et par yndige, runde, ja næsten perfekte bryster der kaldte på ham. Sang efter ham. Han var ikke det mindste i tvivl om, at han måtte have dem. At de ville have ham. 

 Selvom han fortrak at se på brysterne, hev han alligevel blikket væk, og så op på hendes ansigt han uden tvivl ville glemme igen, lige godt hvor smuk hun så ud, som hun begyndte at snakke. Selvom hun ikke just så imponeret ud, rettede Augustus sig alligevel op ved hende ord og trak mundvigene en smule op. Det var selvfølgelig ind til den sidste del af hendes sætning lød, og Augustus blev noget stiv i betrækket. 
 " Hva!? " En rød farve farve sneg sig i et hastigt tempo op gennem Augustus ansigt. Han skubbede sig ud fra disken, så han kunne rette sig helt op og se ned på hende - selvom det ikke gjorde den største forskel.
 " Nu har jeg aldrig! Hvem tror De lige De snakker til! " Det var tydelig at den tunge godsejer søn ikke var tilfreds med kommentaren. Han vidste udmærket hvordan han så ud, men hvem troede hun lige hun var, sådan at kommentere så direkte på det. Han fandt sig bestemt ikke i sådan en kommentar fra en kvinde! Det var bestemt ikke sådan han forventede en beskidt mund skulle bruges! 


// Lukket på grund af inaktivitet - Endelig skriv hvis der er interesse for at starte tråden op igen, eller starte en anden op :D