Det var en sen eftermiddag og stadig roligt i det bordelhus, som Serafina boede i. Hun havde lige haft en på besøg som skulle vide noget om deres afdøde bror. En klassisk efterspøgelse, men denne person betalte godt, så Serafina sad og kiggede betagende på sine krystaller. Det var en af hendes yndlingsbeskæftigelser og en ting som altid kunne få hende til at falde til ro, efter at have været i kontakt med spøgelser. Ikke fordi det drænede hende voldsomt, men det var en god måde at få sine egne tanker tilbage på.

Efter noget tid, fik Serafina løst til at tage ud i byen og udforske lidt. Hun klædte sig på med et sjal og gik hen til sit spejl for at kigge lidt på sig selv. Efter egen bedømmelse så hun perfekt ud, men hun lugtede sig under armene og tænkte lidt parfume ville ikke skade. Dog havde hun i sin hast efter at rydde op før kunden var kommet smidt flasken væk. Serafina var et værre rodehoved og kunne aldrig finde sine ting når hun havde ryddet op. Men da bordelhuset havde mange kvinder, var det aldrig et problem for hende at låne et sprøjt parfume for nogle af de andre.

Serafina vidste at Rosalee der boede et par døre længere henne, altid duftede godt og tænkte hun kunne smutte forbi hendes rum på vejen ud og låne en sprøjt. Da hun trissede derhen, bankede hun blidt på døren. Serafina havde lært på den hårde måde, at man altid skulle banke på, især i et bordel. 
Men da ingen svarede, lagde Serafina øret mod døren, hun hørte intet og åbnede langsomt døren. Stille sagde hun "Hallooo". Værelset var helt tomt og et smil spredte sig på Serafinas læber. Hun vidste godt det var en dårlig ide, men hun kunne ikke lade vær med at snage, så hun begyndte at kigge rundt i alle Rosalees ejendele. 
Hun fandt frem til nogle underlige flasker. Hun åbnede dem og sniffede til dem, men de duftede ikke særlig godt. Hvad var det dog for nogle væsker. Det var i hvert fald ikke parfume eller alkohol. Hun skulle lige til at åbne en flaske mere, da hun pludselig hørte fodtrin. Serafina rejste sig op i et spring, stadig med flasken i hånden, hun kiggede ferbrilsk rundt og tænkte "SKABET" Og skyndte sig at gemme sig derinde. Hun lukkede så hun stadig kunne skimte ud og knugede flasken i hånden. 

  
  Det var bevidst, at Rosalee sjældent mødte sine kunder på bordellet. Ikke at det var mistænksomt at kvinder opsøgte hende. Det var jo et bordel, og der var plads til alle slags mennesker med hver deres ting de foretrak. Men efter at hun nær blev overfaldet i sit eget værelse - måtte hun tænke nye strategier. Det måtte aldrig ske igen. Hun kunne ikke få blod på hænderne på bordellet. Det var alt for risikabelt. Desuden.. var det et værre postyr og en værre oprydning. At hun ikke blev opdaget var rent held. 

Med fast bevægelse slog hun døren op til sit værelse. De havde ingen låse til deres rum, og derfor kunne folk komme og gå som de ville, som var det markedspladsen i Dianthos hovedstad. Heldigvis, respekterede de fleste piger deres private rum, og undgik at gå ind til hinanden. Rosalee sukkede træt, og gned sine tindinger efter hun havde lukket døren efter sig. Der var stille på denne tid af dagen, og hun var alene. 

 Nu hvor hun ikke længere kunne få besøgende i form af de kunder som søgte hendes gifte, havde hun i stedet fundet en lille ubetydelige gyde hvor der lå et faldefærdigt rum, der sikkert var blevet brugt til opbevaring af en slags, men nu var det ikke længere besøgt eller brugt i mange år så det ud til. Derinde stod der en gammel tønde, hvor hende og hendes kunder udvekslede breve. Det var en lille vandring fra bordellet, men meget bedre for hendes egen sikkerhed. Hun foldede en lille note ud på sit bord og læste det igen. Min mand skal dø. Noget der kan blive puttet i madlavningen. 

  Hun tog en dybindånding. Hun havde heldigvis knust de grønne biller til en mørk pulver. Hun tog et glas frem. Det var mange hun skulle samle for at lave det til bare én dosis. 100 stks. Det var hårdt arbejde. Pulveret hældte hun over i en anden lille bøtte. Det lugtede ikke af noget, og smagte heller ikke noget og derfor var det godt skjult i mad. Meget kort efter at have indtaget pulveret, vil man kaste voldsomt op og til sidst dø af kramper. Det var ingen værdig død. Men i disse tilfælde var det også ligemeget. 

Det var ikke meget Serafina kunne se fra det sted hun sad i skabet, men hun kunne ane at det var Rosalee ud fra hendes genkendelige røde hår. Hvad skulle hun dog gøre, skulle hun give sig til kende eller bare håbe på Rosalee ville gå igen. Serafina gad i hvert fald ikke gemme sig i skabet til når Rosalee fik gæster, det var bestemt ikke noget hun ville udsætte sig selv for. Det var ikke fordi hun ikke respekterede pigerne der arbejdede her, de var alle super søde og Serafina forstod godt at folk gjorde sit for at tjene krystaller. Dog ville hun personligt ikke selv udsætte sin krop på den måde for at få krystaller, at stjæle- eller "låne" som hun selv kaldte det, var mere måden Serafina kunne lide at tjene på. Eller ja med sin evne til at hjælpe folk med at snakke med spøgelser.

Dog sad hun forsat stille og lyttede til Rosalee som rumsterede lidt rundt. Gjorde hun sig mon klar til en gæst, Serafina anstrengte sig lidt for at få et bedre udsyn fra den lille revne skabet tillod hende at se ud fra. Serafina kunne se Rosalee havde noget underligt farvede pulver i en bøtte. Hvad mon det var. Serafinas nysgerrighed fik hende til at skubbe skabsdøren en smule op, hvad hun ikke havde regnet med, var den knirkene lyd den lavede. "Pis!" tænkte Serafina og holdte vejret.  

 Rosalee stod med megen finesse og skruede låget på den lille fine bøtte, stramt til, så intet ville gå tabt. Hun hev ud i en af skufferne ved sit skrivebord for at sætte bøtten på plads. I det hun havde sat denne.. bemærkede hun en tom plads mellem de andre glasflasker. Hun stod bomstille i nogle lange sekunder, og stirrede på den tomme plads. Overvejende, og dybt koncentreret om hvorfor der ikke stod en flaske der. Rosalee var meget nøje med sit udvalg, og hun vidste præcis hvad hun havde af gifte og eliksirer på "lager". 

 Rosalee stod nærmest som i trance, og da gik det op for hende, at hun ikke selv havde flyttet på den. Hendes øjne udvidede sig - og pludselig hørte hun en lyd ovre fra skabet, ligesom hun tænkte at nogen havde været på hendes værelse. 
Med ét vendte hun hovedet hen mod skabet, og stod i nogle stille sekunder før hun med faste og hurtige skridt gik derhen. 

 Hun flåede skabslågen op, og stirrede først frem for sig, og derefter så hun ned for sig. Rosalee genkendte kvinden for sine fødder med det samme, og hendes øjne låste sig fast på flasken hun havde knugende i hænderne. 

 "Jamen ser man det." Lød det koldt fra hende og hun lænede sig ned over hende og forsøgte at tage fat i hendes hår, så hun kunne tvinge Serafinas ansigt til at kigge på hende. "Hvad snuser du rundt inde på mit værelse for, Serafina?" Hun rakte ud mod flasken for at tage den hurtigt tilbage i et snuptag. Rosalees øjne lyste nærmest rødt, men de var kolde og hun fik en skræmmende aura over sig. Hun knugede hårdt i Serafinas hår som hun havde fået fat i, og ruskede en ekstra gang i det for at få hende på tale. 

Hjertet i Serafina sank helt ned i maven, da Rosalee svingede skabsdøren åben og i et snuptag tog fat i Serafinas lange hår. Rosalees stemme fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, hun følte sig som et fanget dyr. Det gjorde som sådan ikke ondt i håret, men nok mest fordi hun var lidt i chok. 
Med den anden hånd rev Rosalee flasken ud af hånden på Serafina og rundt omkring Rosalee opstod en uhyggelig aura. Serafina som er sensitiv overfor folks følelser, kunne mærke Rosalees vrede sive ud af hende. Serafina turde næsten ikke kigge Rosalee i øjnene, men hun løftede ansigtet som et lille barn der har været uartig og kiggede op med store uskyldige øjne. Det var et skræmmende syn der mødte hende, for Rosalees øjne var næsten lige så røde som hendes hår. Serafina havde aldrig set noget lignende, normalt var hun ikke bange for nogle af pigerne på bordellet, men der var noget ekstra skræmmende ved Rosalee hun aldrig havde lagt mærke til før, som var hun en dæmon. Rosalee ruskede hårdt i Serafinas hår og det fik hende til at jamre og sige i en skinger stemme "Undskyld, undskyld! vil du ikke være sød at give slip på mit hår, jeg kan forklare!" 

Da Rosalee fik fat i den lille flaske knugede hun om den i vrede. Hun hadede når andre rørte ved hendes ejendele, og Serafina havde brudt mange af Rosalees grænser. Selvom hendes fingre var spinkle, havde hun et stærkt tag i den lyshårede kvindes hår. 

Selvom Rosalees øjne var røde af vrede, kunne hun mærke en selvtilfreds følelse svømme igennem hendes krop da hun hørte på Serafinas jamren. Den andens frygt fik hende til at føle sig magtfuld - det kildede næsten helt ned i hendes tæer. Rosalees flammer i øjnene slukkedes, og hendes skarpe røde øjne blev kolde da de så Serafina an. Hun var tavs imens den anden undskyldte. Ufølsom.

Rosalee slap sit greb om hendes hår med en bevægelse der udviste foragt, og lagde derefter sine arme over kors.
"Lille rotte, hvorfor snuser du rundt inde på mit værelse?" Hendes øjne blev små og gennemborende da hun så ned på Serafina. Stemmen, iskold.

Endelig gav hun slip på Serafinas hår og af ren refleks og lettelse, tog hun sine hænder op for at glatte sit nu endnu mere uglet hår ned og kravlede forsigtigt ud af skabet, for så at rejse sig. Selvom Serafina var 10 cm højere end Rosalee, følte hun sig stadig som et lille barn, ja sågar en lille rotte foran Rosalee. Hendes aura var så kraftfuld af magt og iskolde følelser, som hun stod der med hænderne over kors, at det tog lidt tid for Serafina at komme sig helt ovenpå igen.

Stadig med skamfølelse i kroppen turde hun ikke kigge Rosalee i øjne men fik med lidt usikker stemme sagt "Jeg ved godt det var forkert af mig at snige mig ind på dit værelse, især når du ikke var der. Men ser du, du dufter altid så godt og jeg ville blot låne lidt parfume af dig. Og i min søgen fandt jeg den flaske" Hun pegede på flasken i Rosalees hånd. Af ren nysgerrighed kunne Serafina ikke holde sit spørgsmål tilbage "hvad er det overhovedet for noget stads? Det dufter i hvert fald ikke af parfume"   

 Rosalee blev bare ved med at nedstirre Serafina som hun, uelegant, kravlede ud af skabet og kom op at stå. Nok var hun højere, men hun var svag. Ligegyldig. Om den lyshårede kvinde var en skøge, eller hun lavede noget andet på bordellet kunne hun ikke engang huske. Men hvorfor skulle hun ikke være én? Alle var skøger hvis de boede på bordellet. 

 Hun fnøs med det samme som Serafina åbnede munden, som hvis undskyldningen der kom kedede hende gevaldigt og at den ikke var god nok. Da den anden kvinde nævnte flasken, strammede Rosalees greb om den uvilkårligt. Spørgsmålet der kom derefter, fik Rosalees øjne til at blive mørke, og passive. 

 "Medicin - men det skal du overhovedet ikke bryde dit lille hovede med." sagde hun koldt. Og drejede om på hælen for at stille den tilbage i skuffen. Måske var det bedre hvis hun bare fik Serafina til at drikke det - så kunne hun finde ud af hvad der var i flasken, hvilket ville være det sidste hun nogensinde gjorde igen. 

 Men ak, væsken i flasken var yderst delikat, og meget svær at fremstille, så det ville være spild af en god bryg. 

Serafinas blik fulgte Rosalee som hun gik hen til den skuffe hvor hun havde fundet flasken tidligere. “Medicin?!” Sagde hun lidt skingert. “Er du syg? Du virker ikke som en der er særlig syg? Som du jo nok ved, eller jeg kan ikke huske om du ved det, men hvis jeg gider koncentrere mig kan jeg mærke folks aura og din virker bestemt ikke syg? Den virker faktisk mere som en skræmmende sort sky” Som altid kunne Serafina ikke stoppe med at snakke, især ikke når et lille mysterium som dette, opstod.

Hun gik stille efter Rosalee for at kigge hende over skulderen og ned i skuffen, der var virkelig mange forskellige flasker, både i former og farver. “Er alt det der medicin? Er vi ikke på et bordel?” Sagde hun lidt leende “her ligner du næsten et sted for de healende. Eller er det til de andre piger?" Spørgsmålene og ordene ville ingen ende tage.

For at få et bedre blik, var Serafina nu endt ved siden af Rosalee og hun skulle til at tage endnu en flaske op, som havde fanget hendes opmærksomhed.   

 Et forbandet hysteri. Den rødhåret kvinde himlede overdrevet med øjnene, og lod dem ende ved loftet et kort øjeblik. Og hun gider at koncentrere sig lige nu? 
 Rosalee druknede kvindens plabrende ord ud af hovedet, og stirrede nu olmt frem for sig. Hun havde mere travlt med at forestille sig måder hvorpå hun kunne slå hende ihjel, og hvordan hun bedst slap afsted med det, end at lytte til Serafinas ordstrøm. Rosalee undslap et hånligt kluk. En skræmmende sort sky. 
 "Og her gik jeg ellers og troede at den var rød for kærlighed." Kommenterede hun med påtaget elskværdighed og skulle til at lukke skuffen - låse den denne gang. Men bokorheksen, der ellers aldrig tøvede, standsede sine bevægelser i det Serafina kom og stillede sig bag hende. Hun kunne mærke blikket stirre på hendes ting, og som sædvanligt, efterfulgt af en zalaens masse spørgsmål. Rosalee forestillede sig selv hælde gift ned i svælget på hende, hvis hun ikke snart ville holde kæft.

 Det røde i Rosalees blik trådte frem da hun smallede dem, og uden tøven flakkede det ned på Serafinas pilfingre. Ganske skarpsindsigt, og uden nåde slog hun ned på den anden kvindes hånd med et ordentligt dask, skulle hun ikke nå at fjerne den.
 "Rør ikke mine ting." Advarede hun, og det lød næsten som en trussel. 

 Uden at svare på de utal af spørgsmål der var kommet i hendes retning, lukkede hun skuffen og drejede nøglen omkring. Rosalee tog nøglen i hånden og klemte om den. Så var denne samtale vidst også slut.