Bordelhuset var ikke en ukendt lokation for Kit. Det skete at kunderne blev for voldsomme med pigerne, eller at nogen fik samlet et eller andet op på jobbet. Før i tiden havde det været Dhalia, lederen på helbrederhuset, der havde taget sig af sagerne på bordellet, men efter bordelejeren Vigdis overlod bordellet til sin datter, havde Kit haft den til tider tvivlsomme fornøjelse af at tilse pigerne der arbejdede der.

Det var dog også fra de selvsamme piger at Kit havde hørt om den clairvoyante der havde lejet et rum mellem dem. De sagde hun kunne tale med ånderne fra de døde. Kit var ikke sikker på hun troede på den slags. Sjælende gik vel til dødsgudinden Kile når de døde, så hvordan skulle de kunne være her?!
Alligevel havde nysgerrigheden draget hende til den clairvoyantes dør. Måske kunne hun sige om hendes far var død eller ej? Måske... kunne hun tale med sin bror?

Kits røde hår var trukket ind i en tyk fletning, og hendes klædning var en simple gulgrøn kjole med et smalt læderbælte.

Tøvende løftede Kit hånden og bed sig i læben, inden hun tog sig sammen og bankede på døren.

"Åh skinnende, skinnende krystaller" Serafina var i færd med at kigge på nogle af sine mest dyrebarer krystaller og sad med åben mund, helt i trance. Hun sad og vendte krystallen i sollystet og kunne næsten ikke være i sig selv over den skønhed hun så foran sig. Hun var så betaget at hun først ikke hørte den milde banken på hendes dør. Men ved det andet lidt højere bank, vågnede hun op, rystede hovedet for at komme til sig selv og rømmede sig. Hun skyndte at skærme krystallen som om nogle havde set den, men så døren stadig var lukket. Hun råbte så "Giv mig lige 2 minutter, så skal jeg være der!" 
Hendes værelse var som altid rodet. Hun puttede sine krystaller i et stort skrin og gemte det inde i skabet, lagde tøjet fra gulvet over og fik det værste mast ind i skabet. Resten lagde hun på sin seng og da det runde bord endelig var ryddet, fandt hun den runde glaskrystal frem og satte den på midten af bordet.

Hun kiggede sig hurtig i spejlet, hun så lidt bleg ud, så hun kneb sig lidt i kinderne, for at få lidt farve frem og smilte til sig selv. Hendes øjne og hår så vildt ud, men det var aldrig noget hun selv lagde mærke til. Hun skyndte sig hen til døren og åbnede den. Foran hende stod en ung pige, måske på hendes egen alder. Hun var ganske køn. Serafina gav hende et blændende smil og sagde så "Kom ind, kom ind, hvad kan jeg gøre for dig" og trådte til siden, så pigen foran hende kunne komme ind.  

Kit fortrød sit valg så snart hendes knoer ramte døren første gang. Måske kunne hun stadig nå at vende om? At skynde sig ud? Der var garanteret ingen der ville lægge mærke til hun havde været der... Udover de 2 bodelpiger der havde hilst på hende på vejen ind.
Kit havden nået at træde et halvt skridt væk fra døren, da hun indså at der intet var sket. Ingen var kommet til døren, og som Kit lyttede et øjeblik, lød det ikke engang som om der var nogen? Men pigerne nedenunder havde sagt den clairvoyante var hjemme... Kunne der være sket noget?

Drevet af nysgerrighed og en anelse bekymring bankede Kit på døren igen, hårdere end før, og åndede lettet op da hun prompte hørte bevægelse og svar fra den anden side. Så var vedkomne i det mindste ikke faldet død om derinde!

Da døren gik op, var en smule af usikkerheden vent tilbage, og den blev ikke mindre da det var en ung kvinde, nær Kits egen alder, der åbnede.
Kit åbnede munden for at sige noget, men nåde ikke at få en ord ud, inden hun blev gennet indenfor, og lydigt adlød.

Kit var ikke sikker på hvad hun havde forventet, men det var ikke en ung kvinde, på et rodet værelse med en krystalkugle. Den unge helbrederskes blik flakkede lidt rundt fra det runde bord med krystalkuglen, til den rodede seng og til den storsmilende clairvoyante.
"Jeg, ehm. Havde hørt der boede en clairvoyant her? Er det sandt du kan tale med de døde?"

Nikkende førte hun den unge pige hen mod bordet og sagde “det kan du tro, endelig sæt dem! Så kan vi få det formelle på plads” Serafina hev stolen ud for pigen så hun kunne sætte sig og med en hurtig bevægelse satte hun sig overfor hende. 

Serafina blev altid så ivrig når nye ansigter viste sig ved hendes dør. Hun undrede sig altid over hvordan de fandt hende, da den eneste måde hun kunne finde kunder på var ved at bede bordelpigerne om at nævne hende. Eller hvis andre kunder var tilfredse så prøvede hun også at huske at bede dem sige det videre. 

Hun havde boet på dette bordel et halvt års tid og havde heldigvis lige tjent nok til at få lov til at beholde værelset. Det hjalp selvfølgelig også at hun kunne snakke med bordelmutterens bror, hvis genfærd til tider blev hængende længe efter de var færdige med at snakke også måtte hun underholde ham lidt indtil han forsvandt igen. Det kunne være svært at komme i kontakt med de bestemte genfærd, men Serafina havde efterhånden lagt mærke til at jo flere gange hun kaldte på det samme spøgelse jo lettere blev det. Og derved også svære at komme af med dem igen. 

Men tilbage til fokus, her sad et nyt frisk ansigt og ud fra pigens aura kunne Serafina fornemme en del nervøsitet. Serafina som sjældent kendte til folks grænser rakte sine hænder henover bordet og tog pigens hænder i sine. Hun kiggede pigen i øjne og med et smil sagde hun “bare rolig du behøver ikke være nervøs, jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig, lad mig starte med at præsentere mig selv, jeg hedder Serafina, hvad hedder du? Det er også helt okay hvis du vil være anonym, men nogle gange gør det mit kald på dem du søger lettere”