Natten var så småt faldet over byen. Aunahild var stadig mæt på indtrykkene af denne umådeligt store og fremmedartede by, som hun var ankommet til for få dage siden. Hun havde indlogeret sig på en af kroerne, og havde fundet stemningen ganske god og munter - noget mere velkommende, end i Azurien.

I stedet for at søge op på sit værelse, havde hun dog haft en fornemmelse af, at et eller andet, var ude på at komme i kontakt med hende. Med en pelset kappe over den lille, tætte skikkelse og hendes 3 mus i lommerne, havde hun givet sig til at vandre byens gader, og var endt oppe ved tempeldistriktet. Den trofaste vandrestav havde hun ladet stå på værelset.

"Er her nogen?" Kaldte hendes gamle, sprukne stemme ud i den stille nat. Hun fornemmede svagt sporene, der var efterladt af en ånd - som små aftryk, kun folk med hendes type magi, kunne aflæse. Nysgerrigt begyndte hun at følge dem, og ænsede ikke rigtig, hvor hun var på vej hen, andet end at det var et sted mellem de store, stille tempelbygninger..

Mørket var ved at omslutte templerne og dannede lange skygger hen over Serafina, som gik afsted i sin egen verden. Hun havde knap nok lagt mærke til hun var endt helt henne ved tempeldistriktet. Det var ikke så tit hun var i denne del af byen, men en underlig hvisken havde på en eller anden måde kaldt på hende. 
Normalt hvis Serafina koncentrerede sig, kunne hvisken fra spøgelser blive til ord, men denne hvisken var anderledes. Hun havde stået stille og virkelig lukket sine øjne hårdt i og skærpede sine sanser, men nej hvisken blev forsat en hvisken.

Det resulterede i at hun gik og hviskede til sig selv “shhh hvad vil du mig, hvad vil du mig?”
Hun endte ved indgangen til en af templerne og stoppede op for endelig at lave sig et overblik over hvor hun var. Og pludselig hørte hun en hæs stemme sige “Er her nogen” - først troede Serafina det var spøgelset der gav sig til kende, men foran hende stod der en lav skikkelse. Serafina fik øjenkontakt med hende, en ældre lav dame! Serafina sagde med et smil “Hej!” Og vinkede til hende.

Aunahild var ikke sikker på hvorfor, men hun havde en fornemmelse af, at der var et eller andet galt med spøgelset. Det havde et formål med at lokke hende denne vej, men ind til videre havde det blot ført hende videre. Hun havde af og til skimtet den ensomme sjæl et sted længere forude, men det havde været svært at afstandsbedømme..

"Jeg er på vej!" Småmumlede hun for sig selv, men fokuseret som hun var på at følge fodtrinnene, som kun hendes sjælesyn kunne se, var hun lige ved at støde ind i en kvinde.

"Åh.. godaften frøken!" Stammede hun og så op med et venligt blik i det rynkede ansigt. Hun tog et par skridt tilbage og vinkede igen, småtrippende på sine store dværgefødder. "Er det ikke lidt sent for Dem at være ude?" Ud af øjenkrogen fangede hun igen skikkelsen, der måtte være spøgelset, og hendes blik blev et øjeblik distraheret, inden det vendte tilbage til kvinden.

Serafina studerede den ældre dame, som nu stod foran hende. Hun måtte være en dværg, ud fra hvad Serafina kunne bedømme. Hun gav den ældre dame et kæmpe smil. Denne aften udviklede sig til noget Serafina slet ikke havde forudset. Men sådan var det næsten altid, når hun var ude på en af hendes mange ture rundt i byen. 

Damens bevægelser, virkede usikre eller som om hun var nervøs, Serafina kunne mærke uro strømme ud af den ældre dame. Da hun stillede Serafina et spørgsmål, fik de øjenkontakt og Serafina sagde "En lille aftentur rundt i templerne er der aldrig nogen som har taget skade af" og gav endnu et smil og spurgte så "Hvad laver de selv på denne aftentur, De virker yderst urolige, er alting okay?" Men det virkede ikke til at den ældre dame lyttede ordentlig efter, for hendes blik kiggede væk og Serafina fulgte hendes blik- den vej damen kiggede var også der hun kunne høre den underlige hvisken.  

På nært hold af den unge kvinde, måtte Auna læne nakken godt tilbage for at kunne se op på hende, for hun var høj. Nok ikke ganske meget mere, end et normalt menneske, men den ældre dværgekvinde havde boet så mange år i Dragorn, at hun stadig lige skulle vænne sig til hvordan tingene var her i Dianthos. Tidligere på dagen, havde hun af og til måtte skubbe sig lidt frem eller give nogen et rap med sin vandrestav, når de ikke så hende.

"Ah ja templerne har noget over sig på denne tid af døgnet, har de ikke?" Sagde hun med et lille smil og så rundt, først nu rigtigt tagende stedet i øjesyn. Helligdommene, hvor man kunne være tættere på guderne, føltes automatisk en smule hjemligt for hende - hun havde trods alt været shaman i mange år.

Som for at sikre sig, at ingen andre kunne høre hende, lænede hun sig en smule frem og dæmpede stemmen, mens hun så op på kvinden: "Jeg vil ikke gøre dem bange, frøken, men der er et spøgelse på spil her omkring.. Jeg kan fornemme dem, forstår De."

Den ældre kvinde kiggede så meget bagover for at få øjenkontakt med Serafina, at hun næsten synes det var synd og overvejede om hun skulle sætte sig på hug. Hun vidste dog ikke om det ville være uhøfligt, så hun blev stående. Hun havde ikke mødt mange dværge i sit liv og vidste ikke helt hvordan deres temperament var. Da den ældre kvinde komplimenterede templerne, kunne Serafina høre en vis respekt i dværgens stemme over templerne. Så hun svarede med hvad hun følte for "Jeg er helt enig, templerne er normalt ikke mit yndlingssted at være, men man må jo sige det er et prægende sted" 

Langsomt begyndte den ældre kvinde at læne sig frem for at sige noget til Serafina og endnu engang måtte hun holde sig tilbage for ikke at sætte sig på hug, i stedet bukkede hun sig lidt ned for bedre at kunne høre hvad hun sagde, det var næsten som en hvisken. De ord der kom ud af dværgens mund gjorde Serafina helt begejstret og udbrød så "Også de!", i et alt for højt toneleje, så det rungede ud over bygningerne. Hun tog en hånd for munden og smilte for at stoppe sig selv for at råbe mere. I stedet sagde hun med en mere rolig stemme "Jeg kan se spøgelser og har selv haft fornemmelsen af noget mystisk, hvordan kan du fornemme dem?"   

Aunahild var ved at blive for gammel til at blive fornærmet, hvis højere folk satte sig på hug for at tale med hende. I sine yngre dag havde hun så sandelig ikke brudt sig om det - i dette øjeblik satte hun blot pris på, at den unge kvinde ville bukke sig nok ned til at komme i ørehøjde.

"Åh.." Aunahild blinkede et par gange med øjnene og smilede derefter varmt, efter at have kastet et vagtsomt blik rundt for at sikre sig, at pigens håb ikke havde tiltrukket sig noget uventet.

"Jeg ser sjæle, for at være helt korrekt på termerne. Jeg kan for eksempel også se Deres .. men for spøgelserne er der kun deres sjæl tilbage, og den efterlader spor, som jeg kan fornemme.
Hvordan fornemme De dem?"

Spurgte hun venligt, imens hun ganske langsomt begyndte at lede videre i den retning, hvor sporene gik.

Serafina klappede rundt om sig selv, næsten som for at prøve at skjule sin sjæl for denne åbenbart altseende dværg. Hun var selv vant til at kunne se ånder, men ligefrem at kunne se folks sjæle når de var i live, var en ny viden som Serafina ikke helt kunne finde ud af, om det var det vildeste eller mest uhyggeliste hun havde hørt. Stadig med hænderne om sig selv, nikkede hun lyttende. Med lidt eftertanke var denne ældre dames kræfter måske ikke så langt fra hendes egne. Hun kunne jo mærke folks aura og hun undrede sig over om det mon var det samme. Hun strakte sine lange arme og rystede dem lidt for så at begynde at gå lidt frem og tilbage foran den ældre dame og prøvede så bedst mulig hun kunne at forklare sine egne kræfter "Jo ser du, jeg har siden jeg var en lille baby kunne se spøgelser, de kan for mig fremstå som lysende skær eller endda så tydelige som jeg ser dig!" Hun pegede på damen og kiggede på hende med store øjne og smil og begyndte så igen at gå frem og tilbage "men ser du jeg kan gå dybere end det. Hvis nogle spøgelser virkelig vil i kontakt med mig kan jeg endda tillade dem at besætte mig, jeg kan lige love dig for det er noget man skal vænne sig til. Det er faktisk en ret vild fornemmelse nu hvor jeg tænker mig om. Men jeg husker ikke så meget når de overtager mit sind, heldigvis kan de kun besætte mig i en kort stund, så jeg har aldrig følt at jeg var ved at miste mig selv. Så ja jeg er såmænd en rigtig spåkone med eget sted hvor folk kommer og vil snakke med nogle de har mistet!" 
Serafina stoppede op igen og tog hånden til hagen og så mistænksom på den ældre dame "Jeg må sige det er noget af en vild egenskab du har sådan at kunne se folks sjæle, det må jeg sige. Jeg har aldrig hørt om det før" Hendes øjne lyste helt op og hun sagde med lidt høj stemme "Sig mig engang hvordan ser min sjæl ud, er den en farve eller hvordan?"

Aunahild betragtede den unge kvinde med et tankefuldt blik. Der var en lysende naivitet ved hende, og den ældre dværg håbede inderligt, at hendes evner ikke ville blive til fare for hende en dag. At omgås med de døde var ikke altid en gave - og især besættelsesdelen fik hende til at skutte sig en smule i aftenkulden.

"Hvad er det længste tidsrum, du har været besat i?" Spurgte hun mildt. At lade en ånd overtage ens krop kunne være farligt, når man ikke nødvendigvis kendte dens intentioner .. men for nu ville hun blot være nysgerrig og stille spørgsmål. Unge frøkener var sjældent glade for vise ord fra en gammel dværg.

De var begge stoppet, som Aunahild lagde hovedet en anelse på skrå og betragtede hende. "Jeg ved ikke om den har en farve som sådan.." Sagde hun lettere tankefuldt. "Det er mere en fornemmelse af dens tilstedeværelse. Den ligner blot dig, men på et mere .. dybt niveau. Det er svært at forklare." Undskyldte hun med et lille smil. Blikket gled hastigt ned af vejen, de havde fulgt, for at sikre, at åndens fodspor stadig var synlige, og at der ikke var andre der havde hørt kvindens høje stemme i den stille aften.

Edit: Lukker tråden, da den er ved at være lidt gammel :) sig endelig til, hvis du får lyst til en ny tråd en dag.