Som de var fløjet afsted fra byen og ud til der hvor mørket holde til vidste han godt det havde en stor konsekvens hvis det blev opdaget, men Jonathan var ikke typen der frygtede tortur eller noget andet de kunne gøre ved ham, plus hans status som kriger var høj, og det var længe fint for ham.

Han havde taget hende med ud til Obsidianøerne hvor de holde til, hvor han landede med hende i hans arme, foran en af de mange gang broer der var, han satte hende ned og smilede kort “ hold hovedet nede til jeg Beder dig om andet, vis ydmyghed overfor mig, og snak kun hvis jeg Beder dig om at snakke, og hold dig altid bag ved mig” sagde han bestemt og begynde at gå, han gik roligt forbi nogle vagter som blot kiggede lidt på det inden Jonathan forsatte, beboelsesfløje plejede altid at have meget trafik, men heldigt for dem, var det ikke tilfældet lige nu for de fleste kroger og ridder var ude på hver deres færden, hvilket var til deres held, plus Jonathan gad Heller ikke at forklar noget overfor nogen, så en gå gang der normalt vil tag tid tog ikke langtid, og pludselig stod de foran hans gemakker, han åbnede døren og lod hende gå ind først, hvor efter han lige sikrede sig at der ikke var nogen.

Døren lukkede efter dem, “ du må gerne snakke og kigge igen, “ sagde han bestemt, jonathans gemakker var meget mørk og med et enkelt vift med hånden blev stearinlys rundt omkring tændt, så man kunne se.
“ du kan gå i bad over i den stor hal sammen med alle andre eller du kan gå i bad, “ sagde han og pegede over til hjørnet hvor der stod en kæmpe træ balje, men den dækkede ikke for noget, “ jeg finder noget andet tøj til dig, du burde vaske dig, men dit valg” sagde han roligt og gik over til hans skab, hvor han begynde at rode efter noget tøj.

Med det samme deres fødder ramte jorden, var hun klar over situationens alvor og hvad han måtte sætte på spil for hendes skyld - alt for at give hende noget tøj.
Hun ville gøre sit absolut bedste, så hun rettede sig kort op, tog en dyb indånding og pustede så ud, men hun sank hovedet. Hun priste sig lykkelig for det lasede, blodige tøj hun havde på, det passede perfekt, selv om hun var flov over at vise sig i det.
Hun sørgede for konstant at blive bag ham, uden at sige den mindste lyd.

Efter hvad der havde følt som evigheder, nåede de endelig til et stop og hun skyndte sig ind.

Hun blev en smugle forskrækket da lysende tænte og spekulerede på om hun også kunne noget specielt. Hendes tanker blev afbrudt, da han talte igen.
Et bad? Hun så mere overrasket på ham end på lysende. Han havde ret. Hun trængte til et bad, men hun kunne ikke lide hendes valgmuligheder.

Lucy så over på baljen og gik hen mod den, som var det et farligt dyr, som lå på lur. Med små strøj mærkede hun på vandet og gik ud fra at det var koldt, for hun kunne ikke mærke temperaturen mod hende kolde hud. Efter nogle minutter sukkede hun og trak langsom kjolen ned over skulderne og lod den falde til jorden. 
Med rolige bevægelser trådte hun op i baljen, mens hun genert kiggede sig over skulderen.

Uden at kende Jonathan stolede hun blindt på ham, men for en stund var hun bekymret for hans intentioner. Var dette en del af en plan? Hun håbde med endes kolde hjerte, at hun lod bekymringerne stige sig til hovedet. Men på den anden side, så nød hun tiden sammen med ham, også dem som virkede ude af sin plads og en lille del af hende ønske at han ville hjælpe hende i badet, men så alligevel ikke, for hun ønskede ikke at der skulle opstå komplikationer mellem dem.

Hun var lidt tavs efter hvad han tilbød hende, men igen det betød ikke noget for ham, hun måtte selvom om hun ville snakke til ham eller ej, nu regnede hun nok med et eller andet fornemt tøj sikkert eller en kjole, men så kunne hun tro om igen, Jonathan havde det selv best i læder rustning, men ikke bare ligesom normalt læder, nej det her var meget stærkt og en normal pil ville ikke kunne gennemtrænge rustningen, plus man følte ikke man havde den på fordi den var så let, en hemmelig opskrift som han havde fået lokket ud af en elver ved tortur, men det behøvede hun ikke at vide.

Han kiggede sig kort over skulderen som hun tog sin kjole af, men fjernede blikket igen og smilte kort, inden han ventede til hun var i vandet, han vende sig om imod hende og gik over imod hende, og blot forbi hende og over til en skuffe hvor han tog en lille æske op, hvor efter han gik hen til hende og kiggede kort på hende, inden æsken bliv åbnet, og han vende bunden ned i vandet, vandet begynde at bruse en smule, ikke at det gjord ondt eller var farligt, men det rensede bedre nu vandet, “ du bestemmer selv hvad du vil her inde for disse vægge,” sagde han kort inden han hev hans bluse af, hvor efter han forsatte med bukser til hans selv var nøgen, hvor efter han hoppede i badet.

Baljen bar faktisk stor nok til to mennesker, der kunne måske være en mere hvis det var, men Jonathan satte sig i den anden ende af hende, hvor efter han hev forbinden af under vandet og smed den på gulvet, han lagde hovedet tilbage og lukkede øjne, “ det pulver der kom i renser mine sår på kroppen, og det sted jeg blev ramt med den pil, hvis du undrede dig “ sagde han roligt og slappede bare af som han sad der. 

Lucy ville heldigvis gå i alt som klædte hende, og sort var altid en god start.
Hun havde med vilje ikke kigget efter hvad han fandt frem, men hun var da nysgerrig.

Hun sad lidt og kiggede på det brusende vand - det var en mærkelig fornemmelse, men det måtte være godt for noget. Hun var så optaget, at hun ikke opdaget, at han var kommet over til baljen igen. Med det samme han tog bulsen af, rødmede hun og kiggede igen ned i vandet.
Hvad i al verdenen laver han?
Skreg en stemme inden i hendes hovede. Heller ikke før hendes forvandling, havde hun set en nøgen mand, intet så småt og uskyldigt som et kys, så dette var en meget uvandt situation. Hun kommenterede ikke på det, da det selvfølgelig gav god mening, når de begge nu kunne være det, men at sidde så tæt på ham, uden tøj, gav hende sommerfugle i maven. Langsomt trak hun benene op til sig, (forestil dig den lille havfrue i kbh.) hvilede armene på baljen og kinden på armene.

Lucy sad lidt, uden at sige noget, men så kom spørgsmålet.
"Jeg er virkelig taknemlig for din hjælp Jonathan, men jeg bliver nødt til at spørge hvad der gør, at du overhovedet vil det. Dette sted fortæller mig, at det ikke er sådan det altid ville have været?"
Hun havde hørt ham sige sit navn i gyden, men de havde egentligt aldrig præsenteret sig for hinanden.
Lucy så spørgende på ham, men smile kærligt til ham. Hendes øjne fortalte også, at hvad end hans grund var, ville kun være taknemlig og holde sit løfte til ham.

Jonathan lå stadig tilbage afslappet i vandet med lukkede øjne, da hun spurgte ind til ham angående hvorfor han hjalp hende, åbnede han øjne op og kiggede derefter på hende kort, han lagde også mærke hun nærmest sad helt krympet sammen med knæene oppe ved hendes hage, han smilte kort og placerede armene på kanten af baljen, “ ærligt så har du nogle egenskaber jeg kan få brug af, på længere sigt” sagde han bundløst ærligt, Jonathan gad ikke pakke noget ind, han sagde tingene som de var, og set var sandheden.

“ men sig mig en ting, du må da have nogle evner jeg ikke kan til, eller er din sygdom blot at du er vampyr, “ sagde han søgende efter svar, for han vidste at han nok godt kunne få svar ud af hende med tortur, men han afventede hende lidt.

Hans blik var altid fast på hende og der var nærmest ikke et tidspunkt hvor han fjernede det fra hende, efter han havde sat sig op.

“ du har rigtig meget at lærer endnu “  

Lucy satte pris på hans ærlighed, men spekulerede over hvilke egenskaber det måtte være. At hun var pibende, hjælpeløs og jagtet? 
"Hvilke egenskaber?"
Hun kunne ikke forestille sig, at det var dét han ville have, men hun kunne heller se hvilke egenskaber hun besad, som han kunne få gavn af.

Hun rettede en lok hår bag øret, men hun prøvede at huske om hun overhovedet havde nogle evner.
"Beklager, men jeg kan ikke huske om der er noget"
Hun så både trist og irriteret ud, men kun på sig selv, mens hun stirrede tomt ned i vandet. Hvorfor kunne hun ikke huske noget?

Langesomt begyndte hun at blive vred, hvilket fik hendes øjne til at lyse op et øjeblik. Det gik op for hende, at Jonathan sad og kiggede på hende, og så rødmede hun, igen.

Hun så op på ham og gav ham et lille smil, men vreden til sig selv, kunne stadig skimtes i hende øjne.
"Jeg har ganske rigtigt meget at lære, men jeg er sikker på, at du kan hjælpe mig!"
Og det var hun. Uden at kende Jonathan, stolede hun på ham med sit liv - han havde trods alt reddet hende op til flere gange.

Hendes spørgsmål fik et smil frem på hans læber, “ jeg ved ikke om det er gået op for dig at du ikke er en grim kvinde, og hvis du spiller dine kort rigtig kan du forføre selv den bedste, “ sagde han roligt men meget ærligt, kunne hun blot forføre de rigtig kunne Jonathan virkelig for en finger med i at dræbe så mange fra lyset som muligt, men hun var nok ikke så ond som han var.

At hun ikke kunne huske hvad hun kunne gjord ikke så meget, men ide hun blev sur og hendes øjne blev røde, kunne han ikke lade være med at bemærke det, måske var vejen frem hendes vrede, “ jeg skal nok finde ud af hvad du skjuler, på den ene eller den anden måde “  
Sagde han lidt skummelt, men lige nu var hun i sikkerhed ved ham ved hendes side, og han skulle nok tag sig af hende så godt han kunne.

“ jeg skal nok hjælpe dig igennem det her, “ smilede han inden han rykkede over ved siden af hende, han lagde armen om på den anden side af hende og kiggede hende intenst i øjne “ du har noget vrede problemer, og måske det er vejen frem for dig, men igen vi skal nok finde ud af det på en måde, du er bare nød til at dræbe nogle flere folk “ sagde han meget roligt som de sad meget tæt, hans skulder rørte næsten hendes.

Hun rødmede smugle af hans ord, men smilte.
"Jeg må indrømme, at jeg ikke lige har været forbi et spejl på det sidste. Og hvis jeg havde, er jeg sikker på at det ikke var komplimenter det ville give mig."
En hentydning til det blodig tøj og uordnet har hun havde haft, siden hun vågnede efter sin forvandling.
Men hun var sikker på, at hvad end han kunne se, så måtte det kunne blive muligt.

Hun løftede hovedet en anelse fra sin arm og så bedende på ham.
"Jeg skjuler intet med min gode vilje. Tro mig, det ville være rart at kunne huske hvem jeg er og hvor jeg kommer fra."
Lucy sukkede kort og vreden forsvandt helt fra hende øjne.
Hun puttede ansigtet i armen og lukkede øjnene, som for at skærme sig for verdenen - lige som Jonathan ville lære hende. Se uden om.

Hun bemærkede at han rykkede tættere på og løftede igen hovdet, så hun kunne se ham.
"Jonathan... Jeg..."
Hun vippede hovedet og så taknemligt på ham.
"Tak... For alt du gør for mig! Uden dig sad jeg nok fast i den gyde."
Hun så ham fast i øjnene, men hans næste ord overraskende hende.
"Flere?"
Tanken var overraskende tiltrækkende, men skræmmende på samme tid. Kunne det være løsningen? Blodet fra barnet havde været ret så lækkert. Hendes øjne fik igen en lille glød, en lille naturlig dyrisk glød, som afslørede lysten bag tankerne.

Jonathan vidste at hun nok skulle blive til noget af et vildt dyr, hvis blot hun lærte at kontrollere sin vrede, “ du behøver ikke takke mig, men tak dig ved at blive til den person du er skabt til at blive “ sagde han roligt og svømmede og til sin egen side igen, hvor efter han gik op af baljen, han gik over til sengen der stod ved siden af hvor der lå et håndklæde, han tog det om sig nede for neden og kig over til skabet hvor han havde hans tøj, der var stadig vådt på gulvet hvor han gik, han smed håndklædet over i hjørnet, og der gik ikke længe før hans krop begynde at dampe, og i et spildt sekund var han tør.

Han fandt hans rustning frem igen og begynde at ifør sig den, at være nøgen foran et andet menneske betød ikke så meget for ham, han var ikke genert på nogen måde, han fik hans bukser på hvor efter han tog overdelen over og lagde på sengen, han vende sig om imod hende, hvor efter han gik hen til kanten af baljen og lænede sig ind over den og kiggede på hende “ du er skabt til at tag menneske liv, men da jeg ikke kender til dine andre talenter, er jeg nød til at improvisere mig frem, og det er desværre ikke til din fordel” sagde han roligt og kiggede hende direkte i øjne. 

Tortur ville vække det fleste op i folk, men det var måske voldsomt, men han var nød til at finde ud af hvad han havde med at gøre, så lige nu overvejede han hvad der skulle ske.

Lucy tænkte lidt over hvad han havdd sagt og indså at han havde ret. En vampyr var et rovdyr, som levede på andres vilkår. Hun havde allerede oplevet hendes naturlige fødekilde og vidste, at det måtte være sådan.
Lucy brød sig dog ikke om delen med at improvisere, det lød ikke rart - for hende.

Mens hun havde fast øjnkontakt med Jonathan, skiftede hendes blik sig fra tænkende og uroligt til beslutsomt, og mens hun holdte øjnkontakt, rejste hun sig op i baljen.
"Jeg vil gøre alt hvad der er nødvendigt. Jeg er ikke et byttedyr - jeg er jægere!"
Hun steg ud af baljen, uden at bryde øjnkontakt, men smilte så, vendte sig og gik over til sengen, for selv at tage et håndklæde (som jeg formoder han har lagt frem til hende.)
Lucy svøbte sig ind i håndklædet og så på tøjet på sengen. Hun kunne ikke tillade sig at være utaknemlig, men var det tøj til hende, skulle der helt sikkert gøres noget ved det - der manglede guld. 

PJonathan vidste tøjet måske ikke var fortrukende men det var bedre end det hun havde, han kiggede ned af hende som hun gik op fra badet, og som han godt var klar over så havde hun fordelene med sig “ ikke dårligt “ mumlede han lavt, inden han gik hen for at tag sin overdel på, det ser var så smart ved den var at den var lukket ved begge skulder.

Han gik hen imod døren og vende sig om imod hende kort “ blev her jeg er strakt tilbage “ sagde han kort og åbnede døren og gik sin vej.

Der gik 10 min ca så åbnede døren sig ind til dem, og ind kom Jonathan med en slave ved sin side, han tog slaven med over til en stol der var i rummet hvor efter han satte ham på stolen, han kiggede på Lucy og smilte kort, inden han gik hen til hende “ du har et job og det er at denne slave har noget information som du skal bruge, der er to måder at få de informationer ud af ham på, den ene er at du forføre ham til at give dig dem, den anden er du slår ham ihjel men så for du ingen info ud af ham, tænkt dig godt om,” sagde han og gik hen og satte sig i hjørnet af lokalet for at se hvordan hun løste opgaven. 

Da Jonathan vendte tilbage, havde hun fået det tøj på, som havde lagt frem til hende - det var ikke en kjole, men hun var imponeret alligevel, og så sad det som malet på hende.

Hun var dog ikke imponeret over hvad han forlangte af hende. Hun havde troet, at han ville lære fra sig af sine egne egenskaber. Lucy var klar over hvad hun havde lovet ham, men vendet sig alligevel mod ham, med armene over kors.
"Jonathan, dét kan du ikke mene?"
Hun gik helt hen til ham, så hun stod inden for hans rækkevide. Lucy var uforstående overfor hans valg af træningsmetode. Hun havde ikke lyst til at forfører nogle, mest fordi hun ikke vidste hvordan man gjorde. Lucy havde aldrig været sammen med en mand, heller intet så uskyldigt som et kys, havde hun været en del af.

Hun så på ham med bedende øjne.
"Er der ikke en anden måde?"
Hun lagde en hånd på hans overarm og trådte et lille skridt frem.
Deres berøring gav en summen i hendes hånd. Hun skiftede fokus et øjeblik, hvor hun så undrende på sin hånd, men så så tilbage på Jonathan og skød den summende fornemmelse ud af hovedet igen.

Jonathan var ikke dum på nogen måde, den måde hun havde været overfor ham på, havde sat tanker igang, og han vidste hun nok aldrig havde brugt sit udsende på nogen måde, så da hun lidt nægtet overfor ham kiggede han blot på hende, men hendes berøring på ham, fik ham til at kigge overrasket på hende, inden han gik et skridt tilbage for at bryde deres kontakt, han gik hen og stillede sig foran slaven, “ for det første skal du lærer slaver har aldrig noget info vi skal bruge, for det andet skal du være meget mere selvsikker i din udstråling, ellers ender du med at der er nogen her der tage din møgdom, “ sagde han og kiggede på slaven, han gik hen foran ham og førte hans hånd langsomt hen foran hans hjerte, han kiggede på hende kort “ se og lære “ sagde han og hvis hun kiggede på hans hånd som han havde plagede foran salvens brystkasse, ville hun se hvordan den begyndte at slør for hendes øjne, og i et blink af et sekund, førte han hånden igennem slavens krop og tog fat i hans hjerte og hev det ud, det bankede stadig i få sekunder som det blev hevet ud, slaven døde på stedet.

Han gik hen imod hende med er hjertet i hans greb, blod drybne ned af hans hånd, og ned på gulvet.

“ du skal aldrig sætte tvivl på hvad jeg Beder dig om, men tænkt i stedet over hvad der gir mening ved dig jeg siger “ sagde han og stod nu helt tæt på hende stadig med hjertet i hans hånd, hand blik var fast i hendes.

Et hjerte var noget af det fineste en vampyr kunne få at spise, da det ligesom var det der pumpede systemet i et menneske.

Med det sammen Jonathan reagerede på den summende fornemmelse, fik hun en fornemmelse af, at der var sket noget. Det generede hende, at han brød deres øjenkontakt, mest af alt fordi hun ikke selv ønskede det.

Hun så undrene over på ham, over hans kommentar.
"Men er det ikke lige netop slaver som ved alt? Nogle slaver er vel tæt på deres herre og anses for harmløse? Er det ikke netop der man børn hente informationer?"
Det var et klogt spørgsmål for en kvinde, som havde mistet hukommelsen, men hun så noget forvirret ud.
Kunne det virkelig passe, at slaver ikke havde nogle brugbare informationer?

Anden del af hans sætning, var hun lidt længere om at fange?
"Hvad mener du med at nogen tager den? Hvem skulle komme tæt nok på mig, til at kunne få lov til det?"
I dette øjebliv udviste hun stor selvsikkerhed, men kun baseret på antagelser.
Lucy kendte ikke til hverken sine evner, eller styrker, så det var ikke her hendes antagelser lå. Nej, hun havde fået en fornemmelse af, at Jonathan ikke ønskede at dele hende med nogen - hun var blevet hans nye legetøj, i hvertfald så længe han kunne kontrolerer hende.

Lucy så på slaven, da Jonathan bade hende om det. Hun var imponeret over hans evne og spekulerede et øjeblik på, om man kunne oplæres i det - det ville være en hjælpsom, og sjov, evne at have.
Lucy fangede sig selv i at finde hændelsen morsom og overraskede sig selv. Hun havde nærmest grædt snort da hun tog barnets liv, men slavens død morrede hende?

Duften af frisk blod fyldte lokalet og selv om hun prøvede at holde blikket fra hjertet, lykkedes det hende ikke. Langsomt blev hendes røde og hendes vejrtrækning en anelse hurtigere.
Lucy så op på Jonathan, mens han talte til hende, men følte en konflik i sig selv. Hun ønskede ikke at flytte blikket fra hans, men trængen var stor og det krævde alt i hende, for ikke at flytte fokuset fra ham

Jonathans blik var altid fast på hende og han kiggede sjældent væk når de var tæt på hinanden, det var en intens måde han var på overfor kvinder, hans dræber instinkt var unikt, og den måde han slog slaven ihjel på, havde han brugt langtid på at træne op, det var en del af hans hurtigs evne, evnen han mesterede.

“ i mørkets herre er en slave ikke til nogen hjælp i forhold til information, de kan gøre rent og kastes rundt som det passer os alle “ sagde han meget troværdigt men stadig roligt.

Hans blik som var fast i hendes, trak lidt kort på smile båndet, som hun spurgte ind til hvad han mente med det hele.

“ ser du folk er ligeglad med slaver, og hvis folk har lyst til dig, tager de dig bare uden at spørger om du vil eller ej, “ sagde han roligt men havde stadig det faste blik på hende.

Han tog den ene hånd om på hendes læn og trak hende til sig, hvor efter han lod hjertet falde ned på gulvet, han tog den anden hånd som var smurt ind i blod, og kørte den ned af hendes kind, imens han søgte efter en reaktion fra hendes side af, blodet løb ned af hans hånd, og ned på hende også.

Lucy forstod nu hvad han mente, men selv om han var fulgt med ham, i skujl som hans slave, var hun det ikke og ønskede ikke at han skulle se hende sådan.

Hun blev overrasket, da Jonathan trak hende ind til sig. Alene hans berøring har nærmest en pinsel for hende, fordi hun var så tiltrukket af ham. Hans personlige duft, blandet med den søde duft af blodet, som løb ned over hendes kind, ned langs halsen og længere, fik det hele til at krible 
Lucys blik var låst fast i hans øjne og hun nærmest tabte vejret.

Men følsen af at han legede med hende, blev et irritationsmoment. Hendes øjne lyste op i et gult skær, og da hun skuppede hans arme af sig, skete det med en så hurtig fart, blandet med vampyrstyrke, at hun selv mistede balance og enden på bagdelen, på gulvet.

Hun så forskrækket op på ham, og så ned på sine hænder. Det hele var gået så hurtigt, og uforventet, at hun slet ikke havde nået at sige noget, og nu havde hun så forvirret, at hun ikke kunne sige noget.