Lyden af varsomme hestehove, der stødte mod den uvenlige skovbund, gav genlyd i ruinerne af Midnatsborgen, hvis krakelerede, faldefærdige tårne strakte sig stolt op Dunkelskovens tætte tåge. Hingsten stod i en skarp kontrast til det lette mørke, dens pels snehvid og blank.
Ligeså vel som hesten var iøjefaldende, således var også dens rytter. En ung skovelverhun, hvis mørke, tykke hår faldt om hendes hjerteformede ansigt, hvori isblå øjne betragtede hendes omgivelser med mistænksomhed. Rytterens navn var Isiodith Lómadriethiel og hun var langt væk hjemmefra – både af sind og distance.
Den smukt udskårne lædersadel var prydet med små rejsetasker, og fæstnet på skovelverens ryg hang en elfenbensfarvet bue, hvis indhold Isiodith endnu ikke havde været nødtvunget til at benytte. I grunden havde rejsen til Dunkelskoven været af en begivenhedsfri karakter og for det, takkede Isiodith i sit stille sind Guderne.
I sandhed var det sjældent, at man så Elverlys beboende i Dunkelskovens mystiske mørke, men Isiodith selv havde været der før – og hun var på jagt. Ikke efter Dunkelskovens mange obskure rigdomme, men efter urter og planter hvis healende kraft var mægtig og nødvendig for de miksturer, som Isiodith kreerede i sin hjemstavn. Havde det ikke været for rejsens formål, var hun aldrig bevæget sig på hesteryg mod Midnatsborgen, velvidende at hun ikke blot var en fremmed i blandt de tykke træstammer, men et lys i alt mørket, hvis intensitet tiltrak Mørkets Væsner.
Som hingsten besteg bjergsiden til Midnatsborgen, fulgte Isiodith vanligt med i dens bevægelser. Hun foretrak hingsten for dens mod og taktfaste skridt, der endnu ikke havde mødt et underlag, den ikke var i stand til at betræde selvsikkert. Desuden var hesten ligeså muskuløs, som Isiodith var spinkel og hun kendte dens styrke – såvel som dens svaghed.
Med et let tryk mod dens kridhvide pels, førte Isiodith den ind i hjertet af ruinfæstningen og efter at have ladet sine isblå øjne glide rundt og konstateret, at hun endnu var alene, hoppede hun elegant ned fra hingstens ryg. Med tøjlerne fæstnet i sin ene hånd, løsnede hun en mulepose med styrkende foder og fastgjorde den til trensen, hvormed hesten, i hvert fald for et øjeblik, var optaget af at æde.
Med lette skridt bevægede hun sig lydløst mod en spinkel lyskilde, der var forårsaget af ildrøde blomster, hvis midte osede faretruende af en let røg. For det utrænede blik fremstod planteværket utilnærmeligt og farligt, men Isiodith vidste, hvad de kunne formå, skulle hun lykkes med at få dem med sig hjem.
Isiodith gled ned på hug og fremdrog en urtekniv på størrelse med en tommelfinger. På intet tidspunkt forlod hendes blik blomsterne, velvidende at al osen kunne volde hende skade, var hun ikke opmærksom på den. Omgivelsernes mange stimuli begyndte langsomt at svinde ind og blive til ingen ting, og forinden at Isiodith gjorde mine til at ville sætte kniven til stilken, tog hun en overfladisk indånding…

Dunkelskov var næsten så langt væk fra hans hjemstavns bjerge som Eroan kunne komme. Og hvis det ikke var fordi at klanens helbreder havde insisteret på at uden de urter han var blevet sendt afsted efter ville der dø langt flere end der behøvede når ulykke eller krig igen ramte klanerne. 
Så derfor gled Eroan hen over Dunkelskov's mørke, tætte trækroner på brede, sandfarvede vinger. Trækronerne selv var omsluttet af en let dis, et varsel om den tåge der lå tykt under de knortede grene, og månens skærk lagde sig igennem det som et spind af svagt lys. Normalt ville han aldrig have fløjet i mørke, men både Solvinge og Jagtskygge var enige om at hen over Dunkelskov var det sikrere at flyve om natten og se lidt dårligere end risikere de ting der lurede i trækronerne om dagen. Han kunne mere fornemme end se hans to bånds-dyr svæve bag ham og Sne's tilstedeværelse var en svag fornemmelse under trækronerne længere bagude. Selv om han havde foreslået hunulven at blive tilbage i Azurien havde hun nægtet at forlade sin flok, hvor umage den end måtte være. Han var klar over hvor træt ulven var efter den lange rejse sydpå, men hun nægtede at lade ham sætte tempoet ned for hende. 
Langt om længe rejste Midnatsborgens ruinerede tårne sig som knækkede tænder ud af tågens månelyse gummer, og Eroan lod sig dale ned imod jorden i langsomme, cirklende bevægelser imens hans skarpe blik gled over ruinen og dens omgivelser, på udkig efter fare. I en lignende spiral, modsat ham, sank Solvinge også imod jorden og fornemmelsen af taknemmelighed for endelig at kunne lande var stærk nok til at Eroan fik dårlig samvittighed. Hans dyr ville ikke være her hvis det ikke var for ham, langt fra deres hjem og deres velkendte omgivelser. Jagtskygge, som kunne svæve meget længere end ham selv eller Solvinge, begyndte blot at cirkle over ruinen. 
:Land du trygt, rede-broder. Jeg finder et tårn der kan holde til mig når du er klar: Som altid var kæmpeørnens tanker ikke ord men billeder og indtryk, men Eroans sind oversatte det automatisk til ord for ham. Ordløst takkede han sin ven, og gled ind i tågerne. Hans bue, spyd og anden oppakning var sikkert forankret til Jagtskygge's seletøj, men han fik næppe brug for det. Ruinen skulle være forladt. Skulle. 
Først da tågerne omsluttede ham og fik perler af vand til at klynge sig til hans fjer blev han opmærksom på lyden af en hests seletøj der bevægede sig let, af hove imod sten og en svag glød inde i tågen. Og en skygge imod den? Hans ørneøjne, skarpe som de var, var ikke gode i tåge. Han fornemmede Solvinge lande på et gammelt spær der stak ud længere oppe, men da han selv var et par meter over jorden lod han forvandlingen tage sig. Hele hans skikkelse sitrede imens fjer, næb og kløer rev sig fri af hans skikkelse og lod ham falde til jorden i hans elverskikkelse. 
Han var lavstammet, for en bjergelver, med gyldne øjne og mørkt hår i fletninger bundet væk fra hans ansigt. Hans olivenfarvede hud var lige så fugtig som hans fjerdragt havde været, til trods for ulveskinds kappen med topstykke af lange ørnefjer der lå om hans skuldre. Under den havde han blot en simpel vest af skind på, hans knogle-talisman og simple benklæder af skin der var bundet op til et bælte der også holdt hans lændeklæde og en lang, slank kniv. 
Hans landing havde ikke været komplet lydløs, men derfra listede han på lette fødder nærmere lyset for at finde ud af hvilket forfærdeligt væsen der var igang med noget usigeligt her i ruinerne midt om natten. Selv om Rheia nok ville have sagt han skulle være fløjet væk og ventet til natten efter. 
Det forfærdelige væsen viste sig at være en skovelver. Hvilket næsten var værre. Hvad i Aladrios' navn laver hun her? Lydløst trak han sin dolk og trådte nærmere. 
"Hvem er du? Og hvad gør du i dette gudsforladte sted midt om natten? " Hans stemme var ru af ikke at have været brugt, som den ofte var efter lang tids forvandling, og hans skovelviske var så præget af accent at han næsten lige så godt bare kunne have talt bjergelvisk. 

For koncentreret af sit arbejde gik det først for sent op for Isiodith, at hun ikke længere var alene; de støvlebeklædte fødders hastige skridt skulle have været hendes første advarsel, men det blev stemmen, der vandt den ultimative konkurrence – en, der kunne omhandle liv eller død.
De isblå øjne blev store af forskrækkelse og flygtede straks i retning af den mørke stemmes ejermand. De fandt ham i samme øjeblik, at Isiodith selv rejste sig op og instinktivt trådte hun et skridt tilbage. Hendes fingerspidser summede forræderisk fra mødet med de giftige men nyttige blomsterkroner, og hun vidste, selv forinden at have tjekket dem, at hun ikke havde været påpasselig nok.
For et langt øjeblik kunne Isiodith ikke fatte nogle ord, skønt hun forstod den fremmedes. Noget i dem vækkede en ufornuftig harme i hende, for hvordan bildte han sig ind at spørge hende om dette. Havde han ikke hørt nyhederne om skovelverne og bjergelvernes gradvise forsoning?
I sine tanker bandede Isiodith af sig selv. Det var hendes anden fejl; at antage noget som helst om den ukendte og et sted, hvor chancen for hendes bortgang var større end chancen for hendes sejr.
”Jeg mener ikke, at du har større ret til at befinde dig her end jeg, hvormed jeg ikke er påkrævet at svare dig”, fik hun omsider fastlagt, skønt hendes øjne end ikke øjeblikket efter fandt frem til knivens sølvglimtende spids. ”Men jeg kan jo passende spørge dig, hvorfor du føler behov for at trække våben? Passede jeg ikke just mig selv?” Isiodith forsøgte at ranke sin altid for stive ryg og lykkes med det, og skønt hendes blik var varsomt af frygt, var det også så karakteristisk irettesættende. 

Eroan trak sin overlæbe lidt tilbage fra sin hjørnetand i afsky som skovelveren svarede ham på typisk arrogant skovelver facon. Hvorfor skulle alt tale være pakket ind i floskeler? Ulideligt. Imens hun talte gled han let rundt om hende i tågen, rigeligt uden for arms rækkevidde, for at kunne komme til at se hvad det var hun havde siddet og rodet med. I udkanten af hans bevidsthed var han klar over at Sne var ankommet til foden af borgen, træt efter en lang dag og nat. Han holdt sine gyldne øjne på elveren. Hun var det eneste potentielt farlige i borgen, lige nu i hvert tilfælde. 
"Kun håbløst naive folk trækker ikke våben et sted som her når der er fremmede til stede. " Hans ansigt var halvt skjult af mørket og tågen, men irritationen han følte var tydelig i hans stemme. Hans halvt sammenkrøbne positur var ikke direkte truende, men fremstod vagtsomt på samme måde som et fremmed dyr kunne være vagtsomt over et fremmed væsen der måske var farligt. 
Gløden lod til at komme fra den plante skovelveren havde været bøjet over, og hvis ikke Eroan tog grueligt fejl var det den plante han var her efter. Ikke at det var nogen garanti. Helbredende planter var ikke hans speciale, og blev det nok aldrig. Men 'den er rød, ligner lidt en lilje der ryger og lyser svagt' virkede som en ret god indikator af hvad det var. Og så noget med at den var giftig. Et hurtigt blik var alt han tillod sig før han så tilbage på hende. Det var dumt at slippe en potentiel fjende af syne for længe. 
"Så hvis du ellers vil smutte tilbage til dit byttedyr og forsvinde så jeg kan tage hvad jeg kom her for... " Hans stemme indeholdt ikke nogen direkte trussel, men det var nemt nok at tolke end der hvis man ville. 

Naiv…
Der var dét ord igen…

Isiodith var mange ting og under normale omstændigheder kunne hun tilmed beskrives som behersket. Det var ikke tilfældet, som hun stod der i nattens mørke. Hvad hun i stedet følte var en vantro fornærmelse, hun ikke var i stand til at skjule og des mere den anden talte, des mere sneg en fordrejet grimasse af arrigskab sig også henover det kønne ansigt.
Hvad Zaladin bildte han sig ind…

”Det tror jeg så absolut ikke, at jeg skal!”, lød hendes svar prompte, hendes isblå øjne irettesættende, som talte hun snarere til et barn end til en fuldvoksen mand; endda en svært farlig én af slagsen, at dømme efter knivens glimtende spids.
Den fremmedes cirkulering gik ikke forbi Isiodiths spidse næsetip, hvormed hun begyndte at dreje med rundt. Hendes tynde arme blev lagt over kors og ganske demonstrativt, lod hun sit blik glide ned og op af den – for – lange krop (denne ukendte havde ikke blot ekstra fylde men tilsyneladende også to og et halvt hoved mere højde at gøre med).
”Hvis du har noget som helst fornuftigt at gøre her, så kan du pænt vente, til jeg er færdig”, proklamerede Isiodith med hagen hævet, hvorefter hun (og det var vel decideret dumt) vendte ryggen til ham og atter satte sig på hug. ”Jeg har nemlig noget, der er væsentligt for mig at gøre, hvormed jeg så sandelig har tænkt mig, at føre min plan ud i livet og sådan én som dig, kan i hvert fald ikke få mig til at overveje andet!” Isiodith havde mistet hovedet – det var det forbandede ord, der sled og rev hendes indre fra hinanden i skam – og på intet tidspunkt skreg fornuften af hende, at hun skulle pakke sammen, løbe, kaste sig op på hesten og flygte hjem mod Elverly så hurtigt, tøj og seletøj kunne holde til. 

:Er alle hunner af din art så sære?: Solvinge's mentale stemme var mere undrende end noget andet. Eroan kunne fornemme ørnens nysgerrihed som den betragtede de to elvere gennem tågen. Og han kunne ikke andet end give hans ven ret i stilhed som skovelveren vendte ryggen til ham. Det var jo direkte tåbeligt at vende en potentiel fjende, især en bevæbnet af slagsen, ryggen på den måde. Hans fingre strammedes om knivskæftet og ikke for første gange overvejede han om det var det rigtige tidspunkt til at begynde at gøre verden et par skovelvere eller tre bedre. I stedet flippede han kniven rundt så han bar den med klingen nedaf og gik på næsten lydløse fødder nærmere indtil han kun var en lille armslængde fra hende. Rigeligt til at han kunne se hende over skulderen. 
"Du er jo helt fra den. Ingen vender nogen ryggen et sted som det her. Du kunne være død, fjollede Elverly-barn. " Han lød oprigtigt irriteret nu. Han brød sig ikke om skovelvere, og havde overvejet om verden ikke var bedre uden dem mange gange. Men han dræbte aldrig uden grund. Men det var der nu mange ting i Dunkelskoven og langs den Røde Flod der gjorde. Og man vidste aldrig hvad der lurede i mørket og tågen heromkring. Og for nu ikke at gøre sig skyldig i det han anklagede hende for så han sig hurtigt omkring for at sikre sig at der ikke var noget ækelt og mørkt der var ved at liste sig ind på dem. Kun Solvinge's skarpe øjne over dem gjorde ham det mindste tryk ved at give skovelver kvinden sin opmærksomhed. Og helst ikke for meget af den. Aladrios, jeg foretrækker Ecaeriss' bitterhed over den her arrogance! 
Hun lod til at være ved at plukke urterne. Det gik ikke. Han brød sig ikke om at skulle tage ting fra andre, men klanens behov kom før nogen andre. 
"Og vi er her efter det samme. Jeg kan ikke lade dig tage dem alle. "

Barn?
Fjollet?

Toppen af Isiodiths hjerteformede hoved var nær steget til himmels af indestængt arrigskab og med tordenskyer i øjnene, så hun straks op. For blot et øjeblik kunne Isiodith slet ikke fatte nogen ord og med usynlige fingre bladrede hun i al hast igennem erindringernes kartotek, fuldstændig opslugt af at finde ud af, hvornår hun sidst var blevet sammenlignet med et barn.
Ved alle Guderne – her var tale om et decideret røvhul. Pax ville ikke have tøvet med at hævne sig…
Isiodith tog en skælvende indånding og håbede, at den ekstra ilt ville tæmme hendes temperament. Bjergelveren trykkede på alle de rigtige knapper; den stolte forfængelighed, jovist, men langt snarere var det den iboende skam over fortiden, der gjorde Isiodiths hoved ør af raseri. ”Jeg har tænkt mig at tage det antal blomsterkroner, jeg er kommet for”, svarede hun stålfast og mellem sammenbidte læber. ”Du kan pænt vente eller søge videre på egen hånd. Bare fordi du på barbarisk vis vifter rundt med en kniv, vil jeg i hvert fald ikke lade mig kue.”
Langsomt arbejdede Isiodith videre indtil hun kunne gribe om tre rygende blomsterkroner og placere dem i en lille lærredssæk bundet omkring hendes smalle talje. Dernæst rejste hun sig demonstrativt og vendte sig mod den ukendte. ”Ved du overhovedet, hvordan man høster dem korrekt?”, spurgte hun lige dele skeptisk og udfordrende, tydeligvis af den overbevisning, at det gjorde han ikke. 

Imens Isiodith var optaget af sin egen harme blev Eroan distraheret af noget andet. En lyd han ikke kunne placere. En lyd så lavmælt at selv hans skarpe ører havde svært ved at lokalisere den, langt mindre finde ud af hvad den var. Men den var ubehagelig på en måde der fik det til at løbe koldt ned at ryggen på ham, som noget vådt og klistret der løb hen over sten og rådne blade. Det var nok til at den vagtsomme bjergelver drejede sig halvt væk fra Isiodith og lod sine øjne glide hen over den tågede borgruin. Han kunne ikke se noget og Sne var for langt væk til at hjælpe ham hverken med sin lugtesans eller sine skarpe ører. Over ham blev Solvinge klar over noget var galt og slog lidt med vingerne. 

Hun spurgte om noget. Noget med at høste? ah. 

"Lad være at røre ved det der ryger, klip dem fri forsigtigt, sørg for ikke at opbevare dem i noget der kan brænde. " Hans stemme var faldet til en hvisken. "Hvad vigtigere er, kan du høre det? " 
Som han talte var hans før varsomme men selvsikre positur faldet ind i en meget lavere kropsstilling hvor balance og tyngdepunkt lå langt lavere og han havde kniven væk fra hende og ud imod mørket og tågen i stedet. Hans læber og tunge føltes tørre og han modstod kun med besvær behovet for at forsøge at væde læberne med tungen. 
"Hvad end det er, så er det ikke lige så venligt og imødekommende som mig... " 

Isiodith fnøs og himlede med øjnene, indvendigt summende af en lykkelig bedrevidenhed. De tynde arme havde fundet hvile under hendes bryst og med en lærerindes irettesættende blik, sagde hun: ”Det er slet ikke tilstrækkeligt. Det er en kompliceret proces –”
Skovelverhunnens talen blev afbrudt af den fremmedes hvisken og straks blev Isiodiths harme erstattet af en tavs men reserveret undren; som mistænkte hun ham for at bluffe eller narre hende.
Isiodith lod de isblå øjne glide ud i mørket og først da blikket landede på hingsten, blev hun klar over, at den anden havde ret. Ikke længere spiste den og som forstenet, med de spidse ører rettet dybere ind i skoven, stod dyret i stedet og stirrede intenst.
”Ja, for du er jo selve definitionen af charmerende. Så umådelig imødekommende og venlig”, hviskede Isiodith sarkastisk tilbage, ligeglad med hvad end den anden måtte tænke om det, for ikke længere kunne hun mønstre vreden eller foragten – i hvert fald… ikke til fulde som før.
Isiodith lod sine fingre glide henover lærredssækken, sikrede sig at den var bundet tilstrækkelig og satte derefter i en rask skridt hen mod sin hest. Hun skulle dog aldrig nå særlig langt før at et øredøvende skrig, så ulig ethvert menneskelignende væsens, skar igennem den dunkle nat.
Det syntes at komme alle og ingen steder fra, og Isiodith snurrede rundt, hendes øjne mærkværdigt rolige midt i dét kaos, der snart måtte udfolde sig. ”Ved Isaris svulmende barm…”, bandede hun lavmælt, hvorefter hun satte i løb hen mod sine sadeltasker og den bue, der prydede den ene side. 

Det øresønderrivende skrig fik Eroan til at skære en smertefuld grimasse og kort efter blev hans sind oversvømmet med faresignaler fra alle tre af hans båndsdyr. Solvinge var i luften før Eroan havde åbnet øjnene helt igen og han kunne fornemme Sne på vej op imod borgruinen i så højt et tempo hunulven kunne i sin trætte tilstand. Langt over dem foldede Jagtskygge sine enorme vinger og lod sig falde ned imod ruinen i et jagtdyk uden mål. Alt sammen en reaktion på Eroan's åndedrag og hjerteslag der pludselig galloperede afsted som om han havde løbet i flere timer. Fingrene på hans frie hånd greb krampagtigt ud efter et spyd der ikke var der og ikke for første gang forbandede Eroan det at han ikke kunne tage sine gode våben med sig når han hamskiftede langt væk. Og så løb han tør for tid til at tænke. 

Det første væsen sprintede ud af skyggerne med et rullende skrig af jagtglæde, direkte efter Isiodith. Om det var skovelverens løb der havde sat det i gang vidste Eroan ikke, men der var ingen tvivl om at hun aldrig ville nå hen til hesten hvis han ikke gjorde noget. Og han var ikke hurtig nok til at komme imellem dem. Ikke i sin elverskikkelse. Væsenet var mindre end en ulv, måske en meter langt og omkring 40 centimeter højt over dens puklede skuldre, og mindede på overfladen om en hund. Men kun på overfladen. Dens hoved var forvredet i et riktus af skarpe tænder og gule øjne, med ører der mere lignede en flagermus stikkende bagud. Huden var sort og grønlig, glat og slimet som en ål's. Og hvor en ulv ville have haft poter havde væsnet artikulerede 'hænder' med lange, krumme klør der slog gnister imod gårdspladsens sten. 
Eroan reagerede instinktivt. Hele hans krop gav sig som han vendte sig imod væsnet og slyngede sin store jagtkniv imod det. Kniven var aldrig ment som kastevåben, men der var kun to eller tre meter imellem Eroan og hans mål og han havde øvet sig i mange, mange år. Det hvirvlende knivsblad glimtede i måneskinnet og tågen en gang, to gange, og sank så ind til træskæftet i væsenets side. Dets venstre ben forsvandt under det og det ramte gårdspladsens sten med en våd lyd og gled en halv meter før det lå stille og gispede efter luft det ikke kunne fylde sine lunger med. 

Og ud af tågen og mørket fulgte dens flok efter, ækle, slimede og sultne... 

Det var efter hendes kidnapning, at dét var begyndt: den intensiverede kamptræning med både sværd og bue. Det var, som meget Isiodith Lómadriethiel i grunden foretog sig, foregået i det skjulte og kun ved én andens hjælp. Og det var ikke fordi, at hun nu pludselig gik rundt med bange anelser. Det var i hvert fald hvad hun selv mente. Nej, det handlede langt snarere om, at Isiodith var blevet bevidst om hendes egne mangler og var der noget den kompetente helbreder ikke kunne døje, så var det, hvis der var egenskaber hun ikke besad. Hun havde derfor gjort dét, hun gjorde allerbedst, nemlig tillært sig dem så godt, hun overhovedet havde været i stand til.
Og så var der naturligvis hendes illegale foretagende med en af de største bander i menneskenes hovedstad. Dét havde også være en ubarmhjertig men ivrig lærerinde…

Uanset hvor meget hun dog studerede teknikker, sværdgreb, parader eller forsvar, ville det dog aldrig kunne hamle op med dét udyr, der kom galopperende imod hende. Hun vidste det, som hun vidste, at solen stod op ved morgengry og at hun altid ville afkræve varme sokker i hendes støvler selv i det varmeste forår. Ikke, at visheden dog rigtig fik lov til at forplante sig. Ellers kunne hun jo ligeså godt have overgivet sig og pænt lagt sig til at vente på sit eget endelige. Desuden havde hun et es gemt væk i sadeltaskerne og uanset hvad, måtte hun nå til dem.
Isiodith sprang ned på jorden i samme øjeblik, at det sorte gespenst sprang op; hun rullede under det og brugte sit momentum til at komme på benene, hendes kurs målrettet fastlagt. Hun hørte aldrig, at den fremmede trak sin kniv og på nådesløs vis kastede dens faretruende spids i retning af dyret, men det øredøvende skrig der fulgte i kølvandet fik hendes nakkehår til at rejse sig. Isiodith mindedes aldrig før, at have hørt en lignende lyd. Hun kunne dog ikke stoppe, ej heller se tilbage og så hurtigt hun overhovedet kunne formå, løb hun stålfast videre.
Han havde jo trods alt virket kompetent nok. Han ville vel ikke befinde sig i Dunkelskoven, hvis han ikke var ferm til våben – hans arrogance talte desuden for sig selv.
Isiodith nægtede at registrere, hvad der foregik bag hende og først lang tid efter skulle hun indse, at hun havde valgt at stole på den ukendte bjergelver. Da hun forpustet nåede hingsten, begyndte hendes fingre at arbejde effektivt med låsemekanismerne på sadeltaskerne, alt imens hendes læber formede ivrige men beroligende ord på hendes modersmål. 

Eroan kastede et kort blik over sin skulder for at sikre sig at skovelveren var nået frem til sin hest, men mere havde han ikke tid til. Væsnerne spredte sig lidt ud og begyndte at gå frem imod ham, en jagtteknik han kendte alt for godt. Så snart flere af dem kom tæt nok på ham ville de springe på ham fra alle sider. Og uden ordentlige våben var det ikke ret meget han kunne gøre ved det. Over ham kunne han høre Jagtskygge slå sine enorme vinger ud, men borgruinen var for tæt til at kæmpeørnen kunne komme ned til dem. Hans frustrerede jagtskrig fik bæsterne til at stoppe op og se sig vagtsomt omkring, men så snart de indså at ørnen ikke kunne komme ned til dem vendte de sig imod Eroan igen. 
Men deres tøven købte Eroan den tid han skulle bruge. Nok havde han ikke nogen våben, men han havde sin ulveham. Og som han tog to eller tre skridt tilbage begyndte hans ulveskindskappe at klæbe sig til hans hud. Luften omkring ham skælvede og hans skikkelse blev nærmest flydende i et kort øjeblik. Og da den blev solid igen var bjergelveren væk. I stedet stod der en stor, grå ulv hvor han havde været, næsten dobbelt så stor som de individuelle bæster. Men de var stadig mange flere end ham. 
Det her ender galt... nåede han at tænke før den første af dem kastede sig frem imod ham, skarpt forfulgt af to andre. Eroan blottede sine tænder og sprang den første i møde. Hans størrelse lod ham slå tænderne sammen omkring skulderen på den og kaste den til jorde, og en lille, nøgtern del af ham bemærkede at bæsterne smagte beskt, som af brakvand og kød der havde ligget i solen. Den næste af dem forsøgte at flå hans skulder og kun den kraftige pels beregnet til at holde andre ulves tænder væk forhindrede den i at sønderive ham. 
Den tredje nåede aldrig frem. Solvinge slog ned på den som et lyn fra en klar himmel og borede klør og næb ned i nakken på den. Et normalt dyr var død på stedet, men bæsternes muskuløse nakke og skuldre beskyttede den. 
Resten af flokken omringede dem. Nogle få begyndte at gå frem imod skovleveren og hesten, men det meste af flokken var fokuseret på det ensomme bytte imens Eroan snurrede rundt imellem dem og forsøgte at holde dem på afstand med snappende kæber og en dyb, rasende snerren.