Han stod og kiggede op på det enorme bibliotek. En gammel og statslig bygning. Han følte sig meget malplaceret. Han havde oven i købet taget sin pæne kofte på, efter han havde fået den repareret efter Midtvinterballet. Han var kommet i tanke om at da han oprindelig var flyttet til Dianthos så var han blevet anbefalet at hilse på sin oldemors bror der også boede inde i byen. Archimedes Stavros. Det var nu nitten år siden. Måske var det på tide endelig at hilse på sin grandonkel. Han behøvede ikke at vide at han havde været i Dianthos så længe. 

Efter sin samtale med Adrian de Abliéves til Midtvinterballet var han kommet til at tænke mere på sin familie, end han havde gjort i utrolig lang tid. Han havde udskudt sit besøg hos Archimedes alt for længe. Oprindelig var det mest af trods. Han var en ung buk, som mente at han godt kunne klare sig selv, og det havde han også gjort. Det havde ikke været nemt, og hvis han bare ikke havde været så stædig og måske taget kontakt til sin grandonkel, så kunne det måske have været nemmere. Han vidste det ikke. Han vidste intet om Archimedes, udover at han skulle være ret excentrisk. 

Hans klove slog små klik mod de store trappetrin op mod det imponerende bibliotek. Han så hvordan lærde folk gik omkring i lange rober, og så meget vigtige og kloge ud. Hvert skridt havde han mest af alt bare lyst til at vende om og gå tilbage til Tømmertorv, hvor han hørte til. Han hørte ikke til blandt de her lærde folk, som vidste alt mulige ting om verden. Han lignede også mest af alt bare en almindelig håndværker. Masser af ar over hele kroppen, og han havde sikkert savsmuld et eller andet sted i pelsen som han ikke havde formået at børste væk. Men han skulle tage sig sammen. Måske var Archimedes en god mand at kende her i Dianthos hvis man havde brug for - han vidste ikke hvad - esoterisk viden om træsorter fra Tusmørkedalen? Nu var han hvert fald her.
Indenfor stod han og så sig forvirret omkring. Så mange reoler med skriftruller og dyre læderindbunde værker, som sikkert hver eneste kostede mere end hele hans hjem, og det var ikke fordi han havde et billigt hjem. Han havde tjente ret godt for en håndværker. På et eller andet tidspunkt var der en eller anden skriver der så sig til at forbarme sig over den tydeligt forvirrede og muligvis forvildede satyr, der trådte sig selv over klovene.
"Kan jeg hjælpe med noget?"
"Øhm, ja. Jeg leder efter Archimedes Stavros?"
"Jeg kan prøve at se om jeg kan finde ham til Dem."
"Tusind tak."
Skriveren gik sin vej, og så stod Oisin tilbage i det her enorme bibliotek. Gad vide hvordan det her ville gå.

Archimedes havde på rigtig mange punkter ikke været en typisk satyr. Han brød sig stadig frygtelig meget om vin, musik, og havde været lidt af en charmør i sine yngre dage, men mest af alt, så var det ikke ligefrem normen at satyrer fandt vej til storbyerne. Han havde dog aldrig været bekymret for at blive stemplet for andet end han var, og hans familie havde for det meste aldrig haft et større problem med det, selvom en stor del af hans børn nu var flyttet væk fra byen. Skovene var vidst bare i satyrernes blod når det kom til det.
Han var dog forfærdelig tilfreds med sin position på biblioteket her i Dianthos. Han var efterhånden en af dem der havde været her en del år, og selvom han aldrig ville forsøge at blive overbibliotekar, så havde han det nu ganske godt i sin position også selvom dagene mindede om hinanden. Når man blev lidt gammel, så ønskede man heller ikke de største eventyr.

På denne dag, havde han været nede og sætte et par af bøgerne på plads, da en af skriverne havde nærmet sig ham.
”Undskyld mig, Archimedes, en ung satyr står ved indgangen og ønsker at se dig,” sagde skriveren med et venligt smil.
Archimedes der var vant til at hans familie kom på besøg i tide og utide, var dermed også hurtig til at lægge bøgerne fra sig. ”Jamen, så vil jeg da komme straks.” Han tog sin stok, og ligeså stille begyndte han og skriveren og gå tilbage mod indgangen.
Det var ikke svært at finde den muskuløse satyr, men Archimedes kunne ikke umiddelbart genkende ham. Det var da ikke en af hans børnebørn? Ellers var han da blevet mere gammel end han troede.
Klovene klikkede mod gulvet, og snart stod Archimedes ikke mere end et par meter fra den anden satyr, og han skubbede med den ene hånd brillerne lidt op. ”Undskyld mig, kan jeg hjælpe med noget?” 

Han følte virkelig at han stod og gloede. Hvilket nok også var den bedste beskrivelse man kunne komme med. Han kiggede omkring på alle de mange reoler. Hvordan kan man have så meget skrift? Hvem har tiden til at læse alt det, og hvem har skrevet alt det ned? Det her var en helt anden verden for håndværkeren. Jo, han kunne læse og skrive på et meget simpelt niveau, men han var sikker på at hvis han nogensinde skulle prøve at læse bare en af de tekster de havde her, ville han få hovedpine.
På et tidspunkt tog han sig selv i at stirre lidt for meget på en lærd, hvor han ikke helt kunne finde ud af hvor det stof som han havde på startede og sluttede. Det så mest af alt ud som om manden havde overfaldet en skrædder og viklet sig ind i alle de stofruller de kunne få fat i.

En stemme fangede hans opmærkesomhed, og han vendte sig hastigt omkring, da nogen prøvede at fange hans opmærksomhed. Hans øjne faldt på den her gamle satyr. Det var lang tid siden han havde set en satyr med den alder! Det var ikke særlig mange af dem der blev flere århundrede gammel, eller han havde hvert fald ikke mødt særlig mange der formåede at blive så gammel. Han kunne ikke selv forestille sig at han ville kunne blive så gammel.
"Øhm ja. De er Archimedes Stavros?"
Han var overraskende nervøs. Det var også en sjældenhed at han overhovedet opsøgte andre satyrer. 
"Mit navn er Oisin... Hex... Min oldemor var Deres søster?"
Han kunne mærke da han sagde sit efternavn, hvor lidt han brød sig om at bruge det.

Archimedes’ øjne blev lidt smallere, og han strøg det lange skæg han havde med sin ledige hånd. Kendte man ham ikke, så ville det ikke være svært at drage de forkerte konklusioner af ansigtsudtrykket. ”Hex… Hex...” blev der ligeså stille mumlet, inden hans øjne blev lidt større og et smil gled ud på det gamle ansigt. Man kunne se hvordan rynkerne blev dybere, som erfarede at mange af dem var kommet af at han havde smilet for meget.

”Jamen dog, velkommen til Oisin,” udbrød han endelig i et varm toneleje og han trådte lidt nærmere, så han kunne række en hånd ud. ”Mit navn er Archimedes, og når du er en del af familien, så er der absolut ingen grund til at være så høflig.” Til trods for klæderne der bevidnede om at Archimedes var langt fra sine rødder, så havde han dog tydeligvis stadig en naturlig satyr udstrålin, fuld af glæde og velkommenhed. Det var lang tid siden at han havde hørt noget om den del af familien, men det var jo hvad der skete. 

Den måde som den gamle satyr kneb sine øjne sammen fik ham til at tænke at lige om lidt så blev han bedt om at gå sin vej og holde sig langt væk fra ham. Han mærkede hvordan han spændte op i sin lille kompakte krop og var klar til at svare igen, så snart at Archimedes ville komme med en eller anden kommentar om ham og sin familie. Det her havde været en dårlig ide. Han skulle aldrig være kommet.

Han rystede lidt uforstående på hovedet, da manden i stedet begyndte at smile og bød ham velkommen som en del af familien. Det var næsten som om hans hjerne lige var gået i stå et kort øjeblik. Han udåndede som han lagde mærke til at han havde holdt vejret i nogle få sekunder. Det her var næsten absurd, og nu vidste han ikke hvad han skulle med sig selv. Han havde slet ikke regnet med at blive budt velkommen, og slet ikke af en anden satyr, uanset hvor tæt beslægtet de var.
"Øh, tak. Jeg... øh..."
Han kiggede lidt på den gamle satyr, og han så selv ud til ikke rigtig være ligesom de fleste andre satyrer. Klæderne var mere noget som lignede det andre folk i Dianthos bar, eller hvert fald dem der levede i disse kredse. Selv lignede han på ingen måde den stereotype satyr. Meget bredskuldret, arret, og i meget simpelt tøj. Han så næsten for praktisk ud for at være en rigtig satyr.
"Det glæder mig at møde Dem, jeg mener dig. Øh." 
Den gamle ged havde gjort ham næsten helt mundlam.

Det var næppe fordi at Archimedes var uvidende om den del af familien, og hvor alle i hans egen familie ikke var begejstret, så havde han ikke tænkt sig at smide en anden satyr, især et familiemedlem, bare fordi de kom fra en anden slægt. Forbandelser var noget værre noget, især for et folk som dem, men man kunne ikke stemple folk uden at kende dem.

Han kunne dog godt se at den anden satyr var absolut overrasket, men Archimedes tog alle situationer med den ro og tålmodighed som han var vant til fra sin tid i Lyset, omend det var mange år siden efterhånden.
”I lige måde. Kan jeg byde på noget te?” spurte han. Der var ikke mange ting de tillod her på biblioteket, men Archimedes havde sneget sig til at de kunne lave te. De var i hvert fald stoppet ham fra ikke at sidde og drikke en kop med Hecate til tider. Nu sørgerede de nu også for aldrig at have bøger i nærheden af sig, når det skete, og at bordet intet vand havde på sig efterfølgende. 

Han var overordentligt forvirret. Det var så lang tid siden at han havde aktivt og af egen fri vilje valgt at tage kontakt til nogen af sin egen slags. Jovist så var han familie, men det var godt nok ikke altid at det var en fordel i hans øjne. Han kunne godt huske hvordan sin far havde sagt at oldemorens bror var excentrisk og meget anderledes i forhold til de fleste andre satyrer. Han havde ikke regnet med mindre fordomsfuld, men det var dog en meget behagelig og velkommen overraskelse.
"Jo tak. Øhm... har du en linde te eller en mynte te?"
Han havde altid været ganske glad for te. Hvert fald dem han havde prøvet. Nu kendte han ikke så meget til meget andet end urtete, fordi det var lidt det som man drak i hans omgangskreds. De var nemme og samle og gemme til senere dage, og lindete med æblemost var nok hans foretrukne drik om efteråret til at tage med på arbejde. Den smagte fantastisk varm og kold.

Det var svært at være fordomsfuld, når man havde fundet vej ind til Dianthos, hvor diversiteten var større end de fleste andre steder. Ude i skovene var tingene trods alt meget anderledes, og man nåede sjældent at snakke med andre end de andre skovvæsner der levede omkring en. Ofte kun halvdyr, og alfer hvis man var heldig.
Han strøg det lange hvide skæg, som han tænkte over det. ”Jooo… jeg tror jeg stadig har lidt mynte te på lager,” sagde han, ligesom et par andre, men det var nu venligst at tilbyde te som han vidste at gæsterne kunne lide, og så meget kendte han ikke til Oisin endnu.
”Det er ikke så ofte jeg får folk til te her i biblioteket,” sagde han, og vinkede Oisin med sig, som han begyndte den langsomme tur hen til et lidt mere afsides bord, som ikke var langt fra hvor de havde et ildsted, hvor de kunne koge vand. Eller hvor Archimedes i hvert fald kunne gøre det. 

Han fulgte med Archimedes. Den gamle satyr virkede eksentrisk. Eller hvert fald ikke som en typisk satyr. Men det gjorde Oisin heller ikke. Men de var meget atypiske satyrer på hver deres måde. Oisin var håndværker og Archimedes var akademiker. To meget forskellige verdener for to væsner som er mest kendt for fest og musik. Ikke ligefrem det som bibliotekarerne havde regnet med. Nogle kiggede også på Oisin meget bekymrede. En af dem så ud til at han strøg beroligende en bog, som om bogen var et barn der skulle beroliges mod en ond udseende mand i gaden.
"Jeg er ikke rigtig i et bibliotek for det meste. Eller, jeg har aldrig været i et bibliotek. Jeg tror ikke at jeg vil kunne få så meget ud af alle de kloge ord der sikkert står i alle de tekster."
Han var stadig meget overvældet over det væld af ord der sikkert stod på nogle af de reoler. Han havde ikke haft behov for mere end de få breve han en gang imellem sendte og modtog. En af de tekster indeholdt sikkert flere ord end han nogensinde havde læst og skrevet i sin næsten fire årtiers levetid.
"De må vide utrolig meget."

Archimedes kiggede ikke på de andre bibliotekarer som de gik igennem biblioteket, men var mere fokuseret på hvor de var på vej hen og den unge satyr der var ved hans side.
Han nikkede lidt ved hans ord omkring biblioteket. Han havde trods alt også selv været ret overvældet da han første gang havde set ben herinde, for alle de år siden. Det havde været en fascination for en der ikke havde kendt meget til det skrevne sprog.

”Man lærer i hvert fald en ting eller to, når man bruger biblioteket. Der er dog lidt for enhver,” sagde han beroligende. ”Ikke alle bøgerne er så ’kloge’ som man måske vil kunne tro. Jeg plejer normalvis at læse de historiske beretninger vi har.” Det var i hvert fald ikke noget vildt besværligt at forstå, især ikke efter de første par bøger. De filosofiske bøger og det de omhandlede mere det politiske aspekt, de kunne hurtigt blive kloge. Og så de få de havde om opfindelser, det var noget for sig.

De nåede dog endelig bordet. ”Vent her, så henter jeg noget te til os.” Og så gik den langsomme tur for satyren mod ildstedet, som man ikke ligefrem kunne se herfra. Der var dog allerede sat vand over, så det tog ikke så lang tid for ham at fylde en kande op, og tage to små krus, og begive sig tilbage, nu med stokken under armen, som havde han aldrig haft behov for den. Ikke at han gik specielt hurtigt. 

Oisin var lidt skeptisk overfor Archimedes' holdning til at teksterne ikke alle var så kloge på biblioteket. Han snakkede om historiske beretninger som om det var let læsning. Det kunne han ikke helt se. Normalt når han havde hørt folk snakke om historie, så var der en masse navne, titler og årstal som man skulle huske fra hinanden, og hvorfor ting skete og det var da noget af det mest forvirrende overhovedet. Hvordan kan man holde styr på alle de der adelige familier? Det var da på ingen måde vigtigt. Om det var den ene eller den anden der bestemte gjorde da ikke den store forskel. Man betaler skat uanset hvad, om det så er den ene eller den anden fips var så irrelevant, men tydeligvis vigtigt for kloge folk. 
"Jeg er sikker på at de alle er meget klogere end jeg er."
Han kunne virkelig ikke se sig selv prøve at læse dem, fordi han ville nok få ondt i hovedet af at prøve at læse et par linjer. Alt stod sikkert også skrevet på den der sirlige måde, som alle kloge folk var så glade for at bruge. Det var sikkert for at kunne holde det fra alle dem der ikke kunne skrive så godt. 

Han nikkede. Te kunne han sagtens drikke. Det var nok ikke passende at få sig en øl sådan et fint sted som her. Han kiggede sig omkring på de mange reoler. Alt virkede så skrøbeligt, og så nænsomt alle de kloge folk på biblioteket håndterede teksterne, gjorde ham blot mere bevidst om hvor meget udenfor sin komfortzone han var. Han var bange for at hvis han kom til at røre ved nogle af de tekster, at så ville de smuldre i hans grove håndværker hænder.
Han fumlede lidt med sine egne fingre, og prøvede at holde sig ude af de kloge folks syne. Han gad ikke at de skulle tænke at han sikkert bare var ude på ballade. De fleste kloge folk han havde mødt havde ikke ligefrem særlig meget respekt overfor ham. Archimedes virkede i det mindste ikke dømmende overfor hans erhverv. Måske var det bare fordi de var familie. 

Da Archimedes dukkede op rejste han sig op og trådte hen mod ham, da han kunne se at han ikke gik særlig hurtigt.
"Kan jeg hjælpe?", spurgte han, men ventede med at træde helt hen, indtil han havde fået tilladelse til at hjælpe. Han havde ingen anelse om hvor stolt Archimedes var.

Archimedes kiggede lidt på den unge satyr. Hans familie var stor og mange af hans egne børn var heller ikke nødvendigvis akademisk begavet, men han havde aldrig set ned på dem af den grund. Han holdt af sin familie, uanset hvordan de var bygget, og måske endnu mere som han havde mærket smerten i at miste sine egne børn til sygdom og alderdom. Nogle gange var det uretfærdigt at han var den der skulle leve det lange liv.
“Jeg er sikker på at du er klog på en anden måde. Hvad er viden om de store slag, hvis man ikke kan begå sig i verdenen, ikke sandt?” Sagde han med et smil. Selv havde han trods alt lidt af hver viden, men han var sikker på at der var masser af ting som Oisin var bedre til end han selv var. Desuden var han ung, og kunne nå at lære en masse ting endnu.

Archimedes var dog hurtig til at vifte Oisin væk da han tilbød hans hjælp. “Jeg er gammel, men ikke helt invalid endnu.” Tonen var dog ikke dømmende det mindste, som han satte det på bordet foran dem, og begyndte at dække op med en kop til hver og hældte op til dem. “Jeg håber du kan lide teen.” De havde lidt forskelligt, selvom de ikke burde drikke te her, en han havde bare valgt den han plejede med Hecate.

//Inaktiv