Isenborg lignede efterhånden sig selv efter det storslåede bryllup. Selvom der ind i mellem blev fundet underlige efterladenskaber fra de mange gæster der havde været, så var glæden mellem brudeparret stadig en del af den nye hverdag der havde fulgt.
Fyrstinden nød den glæde hendes ældste datter havde fundet, den datter der ellers havde ment at regere alene havde været at foretrække, men tiderne skifter og ind i mellem for det bedre. 
Det var lykkedes at undgå nogen skandaler, selv ikke Veronas onkel Konrad havde formået at sætte ild til noget der ikke kunne undværes.
Konrad af Isenwald var kendt for at mene at alle problemer kunne løses ved at kaste nok ildkugler efter dem, hvilket til Veronas ærgrelse lod til at virke foruroligende ofte for ham.
Resten var blot adelige der havde drukket for meget og talt over sig, men den slags skete så ofte at det næppe talte.

Så denne eftermiddag sad Verona inde i den østvendte stue med næsen begravet i en bog, hvor hun ind i mellem ledte efter referencer blandt den stabel der stod i en højrygget stol. Observante personer ville vide at fyrstinden aldrig satte sig i sin afdøde mands stol(Eller syntes om at andre end hendes børn gjorde), men alligevel havde hun det med at fordybe sig i arbejde ved siden af den. For selvom Reccared var gået til Kile, så bragte mindet om ham stadig ro til Veronas sind, og at studere ørkenelvisk magi og forbandelser var ikke ligefrem hendes spidskompetence, så hun havde brug for alt det fokus hun kunne skaffe.

Astrid kendte til sin månecyklus, og vidste hvornår hun burde bløde og ikke bløde – og denne gang var måneblodet ikke kommet til tiden. Hun havde derfor gået i nogle dage og ventet med at fortælle det til nogen, blot for at være sikker på det ikke bare var en forsinkelse; de hændte jo. Da dagen kom til at hun kastede op for første gang om morgen, valgte hun at slå streg under at det ikke var en forsinkelse. Astrid var gravid.

Eftersom hun kendte til sin husbonds tidligere relation med graviditet og barn, valgte hun først at henvende sig til sin morder. Hun havde derfor iført sig forholdsvis normalt tøj; en rød kjole med en let blottende trekantet udskæring, og store ærmer. Kjolens stof havde en masse broderier af blomster og grene, men dette var ikke noget man ville lægge mærke til, medmindre lyset fald rigtigt. Størstedelen af håret hang løst ned ad ryggen for kun de forreste totter var blevet rullet og sat sammen af et smykke, som mindede om en sølv kronhjort.

De lyse øjne hvilede sig på døren til den østvendte stue, hvor hun havde fået at vide hendes moder befandt sig. En tjeneste pige sørgede for at åbne døren for Astrid, og lukke den efter hende, således det kun var Astrid og Verona i lokalet. Ret så målrettet nærmede hun sig sin moder; men ordene var endnu ikke helt besluttet. Astrid havde haft for travlt med at komme afsted i forhold til at overveje hvad der faktisk skulle siges. Munden stod derfor et øjeblik åbent, ”Jeg har gode nyheder,” lød det fra hende og en lille glad krølle fandt frem på hendes læber. Hvordan Astrid havde vendt på en tallerken, omkring sin holdning til gerne at ville regere alene og nu havde en husbond, havde ændret en del for hende. Det at gæster havde set Astrids glæde til brylluppet havde nok overvældet en håndfuld, eftersom hun normalvis ikke var den storsmilende person. ”Mit måneblod er udeblevet” delte hun, uden helt at fortælle at det var en graviditet, lagde informationen sig ret godt op af at dette var hvad nyheden var.

//Inspiration til kjole

Verona havde som sådan ikke sagt at hun ikke ville forstyrres, men tjenestestaben vidste godt at når hun satte sig for at studere som hun havde, så var det af nød at fyrstinden blev afbrudt.
Så det var en smule  overraskende for hende som hun hørte døren gå og blive lukket igen, de stålblå øjne søgte mod forstyrrelsen, men mildnedes så snart de faldt på hendes datter. "Astrid, kom ind kom ind!" smilede hun og lagde bogen hun havde været begravet i fra sig, dog ilagt en note der gjorde det nemmere at fortsætte senere. 
At sige at hende datter havde ændret sig efter hun var blevet gift ville være en halv sandhed, for nok var Astrid blevet mere positiv og smilende end før, men hun var stadig sig selv på mange punkter. Det frydede dog Verona at se hende gladere end tidligere.
"Åh?" lød det interesseret, hvad end nyheden kunne være faldt den på et tørt sted, hendes studie var ikke just det mest sindsoprivende så at sige.
Svaret fik dog fyrstinden til at lægge hovedet en anelse på skrå i undring, hvordan kunne det være en god nyhed? Medmindre...?! 
Med et for Verona op og lagde armene om sin ældste "Er du med barn min kære?!" stålede hun glad, ved guderne det ville i sandhed være en fantastisk nyhed!

Som det pludselig virkede til at hendes moder knækkede koden til nyheden, for hun op, smilende og kærlig. Astrid kunne ikke selv holde meget på mundvigene og undslap da også en let klukken som hendes mor lagde armene om hende. Selv lagde hun sine arme om sin moder i en kærlig omfavnelse, før hun trak sig lidt ud, så hun kunne se sin moder i øjnene som hun nikkede. Hun gav sin moder et kærligt klem på hendes overarme. Hun så sig kort over skuldrene for at sikre at døren var lukket helt bag hende.
Øjnene søgte så tilbage til sin moders lyse øjne. ”Jeg har ikke fortalt det til Alaric endnu,” lød det lavt fra hende. Hun var usikker på hvordan han ville reagere på nyheden, sådan som hans forrige kone tabte barnet og endte med at dø af sorg. Astrid regnede dog stærk med at hun selv var langt stærkere, selvom der selvfølgelig ikke ville ske hverken hende eller hendes barn noget. Alt ville gå uden problemer. Det var hun sikker på.
Og så igen…
Smilet blev langsomt pillet af ansigtet og hun trak sig et lille skridt væk, ”Oplevede du nogle komplikationer?” spurgte hun, ret så tydelig i sit spørgsmål. Hun ville vide om der kunne være noget, som hun kunne have arvet eller på en eller anden måde var genetisk. Hun ville være forberedt på det værste og gøre alt i sin magt for at hendes graviditet skulle skabe mindst mulig bekymring. At bære barn skulle ikke holde Astrid fra sine gøremål.

Hvilken en fantastisk nyhed! Åh ved guderne hvor var Verona taknemmelig over at kunne få lov opleve den lykke hun var sikker på ville følge Astrid med barnet. Måske havde Verona selv ikke elsket hendes egen mand, men de børn de havde fået sammen elskede hun af hele sit hjerte. Astrid derimod havde en husbond hun oprigtigt elskede, noget der var ganske sjældent blandt de højbårne.
"Jeg ser," smilede fyrstinden blot, det lød som så overlagt et valg at der var ingen grund til at pointere at hun hellere måtte fortælle det før det blev synligt, men det var med al sandsynlighed en del af Astrids plan allerede.

En bekymret mine fandt Veronas ansigt som hendes datter trak sig, Astrid var stolt af sind men at se en skygge af bekymring flakke over hende var nok til at få fyrstinden til at gennemgå utallige senarier der kunne være årsagen der til.
Heldigvis blev der sat ord på det og den bekymrede mine forduftede som dug fra solen. "Nej ikke noget farligt, du selv var så ivrig på at ville opleve verden at du ikke gad vente længere end højest nødvendigt, og dine søskende var først besværlige efter de var kommet til verden." Smilede hun og kærtegnede blidt Astrid kind, på det punkt havde deres familie været velsignet, modsat så mange andre.

Verona kunne ikke andet en smile over hvor meget det lod til at Astrid hvilede i sig selv, som hun endelig havde kastet den maske hun havde tvunget sig på sig selv bort. Det var imponerende hvor meget kærlighed kunne gøre for ens syn på livet, Verona noterede at hun skulle huske at takke hendes sviger søn atter en gang, for det var tydeligt at han brage mere glæde i hendes datters liv end hun havde troet.
"Jeg er sikker på at dine søskende vil være ovenud lykkelige" Smilede hun forsikrende og fortsatte ufortrødent kærtegnene af datterens kind. "Jeg tvivler på at i du får fred for deres forsøg på at hjælpe" fortsatte hun og lagde sin pande mod Astrids. Nok havde de tre søskende haft deres problemer, men at Astrid var med barn var hun sikker på nok skulle være med til at samle dem.