Efter at have fanget en af slaverne i at snige sig ud havde Jontar selvfølgelig udspurgt denne, om så det var hans slave eller ej. Hvad havde en slave at gøre uden for paladsets murer? Grunden fik den unge fyrstesøn da også hurtigt. Og den havde chokeret ham nok til at være mere blidt anlagt. Slaven havde taget til slavemarkedet for at tjekke op på slaverne. Udvælge en mulig kandidat til slægten. Selvfølgelig havde Jontar fået navnet på denne kandidat. Han skulle tjekke op på, om slaven havde haft ret til at begive sig ud eller om en straf var mere passende for ham. Og svaret på dette skete i dag.

Eftersom slavehandlen var brændt ned, havde Jontar i stedet arrangeret et møde med slaven og hendes ejer inden for paladsets murer. Ramé og hendes ejer, sælger, skulle komme og ville blive vist ind i denne halvstore siddestue, hvor nogle af slægtens slaver og tjenestefolk havde gjort klar med lidt godter - selvfølgelig til Jontar og ejeren. Og det var her, den unge fyrstesøn sad lige nu. I en lænestol og nippede til en vindrue. Morosa, hans personlige slave, stod langs væggen, klar til at hente, hvad end hendes ejer ønskede. Men lige nu ønskede han kun, at ventetiden forsvandt. At Ramé kom, for nysgerrigheden var i ham. Der måtte være noget med denne slave, eftersom en af slægtens egne slaver ønskede hende købt af dem.
Klæderne bestod af lange gevandter, der gik helt ned til anklerne. Disse var mosgrønne og med guldgrene broderet henover den. Det ene ben lå henover det andet knæ. Foden vippede i et monotont tempo, ventende, utålmodig. Kort kiggede han over til Morosa. Skulle hun have en ny kollega? Der var næppe tale om en udskiftning. Denne Ramé skulle være et mesterværk og allerede veltrænet for, at Jontar så meget som ville overveje at skifte Morosa ud. Men alligevel kunne en ny slave til slægten ikke skade. Hvis hendes kvaliteter var passende til dem selvfølgelig. Ikke spild af tid.

For første gang i lang tid havde Ramé været i bad. Vandet i karet havde godt nok været iskoldt men hun kunne ikke huske sidste gang hun havde været så ren, så hun klagede ikke. Hun var ikke blevet klædt i de fineste klæder, men det var en tydelig opgradering fra hendes sædvanlige lasede polstring. Hun vidste godt hvad der skulle ske. I dag skulle hun vises frem til en potentiel køber, og der var ingen tvivl om at hendes nuværende ejer og sælger var spændt. Normalt blev ingen slave pudset så fint som hun var blevet denne morgen, så hun kunne kun gå ud fra at de skulle være i fint selvskab. Måske Cillians plan havde virket så? Måske hun snart ville få ham at se igen? Uanset hvad var hun udmærket godt klar over at hun blev nødt til at opføre sig pænt. Meget mere end sædvantligt. Måske bare tie helt stille, som ellers lå langt fra hendes natur, det var de mange ar og afmærkninger på hendes krop klart bevis på. Normalt vil hun komme ud af disse situationer ved at bide og bande, råbe og skrige. Det kom bag på både hende selv og mange af de andre slaver hun begav sig med, at deres sælger ikke bare havde skillet sig af med hende. Med kniven selvfølgelig. Stadig håbede hun på at der var en chance for at charmere sig ind på hendes potentielle købere. For ellers var hendes dage talte.

I en vogn ankom hun med sælgeren til et stort palads. Den korte tid hun fik lov til at beundre det var slet ikke nok til at sætte pris på dets skønhed. Suk, hvad penge ikke kunne købe... Ramé blev trukket ud af hendes tanker som manden foran hende trak hende med sig på ny. Han meldte sin ankomst og ikke lang tid gik der før de store, formentligt tunge døre slog op, og afslørede at paladset var endnu smukkere inden i. Tjenestefolk tog imod dem, og ledte vejen frem igennem store entreer og smalle gange. Ramé's ejer sendte hende blikke. Det overraskede og bekymrede ham nok at hun endnu ikke havde skabt sig. Han var i tvivl om hvorvidt han stadig skulle forvente det værste fra hende. Ja, det overaskede ham jo uden tvivl at det var hende der var blevet sendt bud efter ud af hans mange slaver.

En mand rømmede sig som han slog døren op til et gyldent oplyst rum. Kun en ung mand sad i en yderst fint polstret stol. Han var selvfølgelig ikke den eneste i rummet, men steder som paladset her var tjenestefolk og slaver lige godt usynlige. Ramé vidste at det var for deres eget bedste, og måske også snart hendes.

Tiden gik. Vinduer blev spist i tavshed, som Jontar kiggede tomt ud i rummet. Dog blev denne tavshed og tomhed fjernet, som døren ind til rummet blev åbnet af en af tjenestefolkene. Ind trådte en mand efterfulgt af en kvinde. Hun var nydeligt vasket og selvom hendes klæder næppe skreg fornemhed - hvilket en slaves beklædning heller ikke burde - lignede hun ikke en gemen slave fra markedet. Hendes ejer havde gjort hende i stand. Selvfølgelig. Når en mulig sælger kom i form af en fyrstelig søn, skulle varerne være i tiptop stand. Ellers blev døren hurtigt åbnet igen med dem på vej igennem den igen.

"Ah, velkommen til. Tag plads, tag plads. Så vi kan snakke forretninger." sagde Jontar, som han havde rejst sig op og gestikulerede til den anden lænestol for ejeren. Slavekvinden, Ramé, måtte stå. Det var en slaves opgave at være lydig, imens de voksne snakkede. 
Som de begge havde sat sig, knipsede Jontar med sine fingre. To slaver kom hen til hver af mændene for at skænke et glas vin op. De kunne jo ikke snakke med tørre halse. Rødvinen blev nippet til, som Jontar sad med den endnu i hånden og blikket kort vigende mod Ramé, før han vendte det til hendes ejer. "De kender til omstændighederne om, hvordan jeg kender til Deres slave. Det vil jeg ikke gå i dybden i igen. Dog vil jeg gerne høre Deres mening om hende og din erfaring med hende. En historie om hendes liv så at sige. Hvis ikke dette er til for meget besvær." Jontars glidende og varme stemme spredte igennem og selvom ordene var så venlige, var det ikke ligefrem en mulighed, hvis man spurgte fyrstesønnens sind. Han ønskede at høre historien om Ramé. Han ville bare gøre det på en høflig måde. Ingen grund til at gejle ejeren op, hvis nu Jontar var interesseret. Ingen grund til at hæve prisen af hende unødvendigt. Selvfølgelig, hvis hun var værd at hæve prisen, ville Jontar ikke være imod dette. Man skulle give mængden, der var værdig og passende til produktet. Og derfor ville Jontar gerne selv kunne bedømme denne mængde. 

Det var svært for Ramé af holde hovedet lavt og at have hendes hænder pænt foldet foran hende. Det lå så langt fra den spydige pige bare at tie stille. Det gjorde det heller ikke nemmere at se hendes ejermand sidde og rette nervøst på hans krave som han skulle fortælle om hende. Det var tydeligt at han med spørgsmålet rasede inden i. Han vidste at nu var det bare et spørgsmål om hvorvidt hun ville ødelægge denne handel for ham. "Jo Pigen..." Startede han og tog hans næste løgn til eftertanke. "Hun ser til det blotte øje ikke ud af meget, men det gør hende til en værdifuld tilføjelse til samlingen. Jeg kalder hende min egen lille brevdue." Sagde han som hans ansigt fyldes med væmmelse ved hendes opdigtede kaldenavn. Ved et svaj med hånden og en gestus mod Ramé, adlød hun og lod sin kåbe glide åben. Hun trak op i hendes skørt så der ikke længere var langt skjul på hvorfor han ville sige dette. Godt nok var hendes lange dyriske ben dækket med blå mærker i stedet for hår som det var hos de fleste halvdyr, men det var nu også tydeligt at hun ikke var af menneskelig afstamning. Ramé var rød i ansigtet, ikke bare af forlegenhed, men også af vrede. Vrede i det at hun blev tvunget til at blotte sig selv. Men hun vidste at det var for det bedste, hendes sidste chance, så hun måtte bide det i sig. Hun tabte skørten så hun atter var dækket igen, og samlede sin kåbe pænt sammen i fronten. Sælgeren var forbløffet over lydigheden, men så på den adelige mand med løftede øjenbryn som for at sige "Nå nå, hvad siger du så?"

"Hun ligner det ikke, men hun siger selv at hun er af ulvens afstamning. Halvdyr altså. Hun er hurtig, men det ville jeg jo kunne sige om en hver slave med lidt ekstra muskler i benene. Det der gør hende nyttig er at hun er god i en flok af mennesker. Ingen ville vide at hun ikke var en af dem." Sagde han med et slesk smil på læberne. "I lang tid har jeg haft hende til at levere vigtige beskeder for mig. Lidt privat information er intet hun ikke kan klare." Løg han foran den adelige, uden at vide hvor meget kaos han kunne skabe med denne påstand. Ramé sank, men løftede ikke blikket fra gulvet.

Nervøsiteten stank af manden, som han trak sig i kraven, inden fortællingen om slavinden begyndte. Og det var tydeligt, at der var løgne blandet sammen med ordene. Dog forblev Jontar upåvirket af disse, som om han ikke hørte dette. Dog kunne fyrstesønnen ikke lade være med at hæve det ene øjenbryn over ansigtet ved nævnelse af kælenavnet. For at være ærlig virkede denne mand ikke glad for sin slave. Og dette gjorde sig tydeligt i de næste handlinger.
En gestus af manden og Ramé viste sin krop frem. Hun havde underklæder på for at dække de intime områder - om det var, fordi Jontar var adelig eller ej, men han ville da ikke have haft noget imod, hvis Ramé ville have vist sig i sin store storhed. Benene var dækket til med blå mærker og skønt disse dækkede benene meget, virkede benene dyriske på en måde. Der var ingen hår, men deres muskler mindede ikke om det af et menneske. Dog kunne Jontar ikke se bort fra mærkerne. Ingen ønskede en slave, der havde alt for tydelige mærker som disse.

Efter slavinden havde dækket sig igen, fortsatte manden sin fortælling. Og der fik han svar på de dyriske ben. Hun var af ulveslægt, skønt hun ikke lignede det. Men ud fra manden virkede det mere som hendes adfærd og væremåde, der gjorde tegn på dette. "Så du vil kalde hende meget værdigfuld for dig? Næsten uundværdig?" Jontars læber var i en smilende facon, skønt tonelejet kunne virke en anelse mere dystert end nødvendigt. Spørgsmålene var lige så meget for at bedømme, hvad mandens ønske af pris var, men også om løgnene ville fortsætte. Dog pointerede fyrstesønnen ikke dette lige på. Hvis der kom anklagelser af løgn på bordet, ville forretningen uden tvivl dø hen. Og der var noget over denne ulvekvinde, der fangede Jontar. Måske var det hendes lydighed til at blotte sig delvist for en fremmed adelig, selv med alle de mærker på kroppen. Det viste mere om hende end ejeren. Mere end hvad ejeren havde fortalt. 

Sælgeren smagte lidt på hans ord før han talte. Hvad skulle han sige nu. Havde han virkeligt lige ødelagt salget for ham selv. Selvfølgelig var Ramé ikke uundværlig. Han ville med glæde af med hende, han håbede faktisk på at hun snart var ude af hans hænder. Den lille skøge havde forvoldt ham nok problemer.

"Hun er... Værdifuld. Dette er jeg skam klar over. Det er ingen tvivl om at hun har serviceret mig godt over årene, så jeg slipper hende ikke billigt. Men efter branden i slavehandlen har jeg bare ikke nær så meget gavn af hendes tilstedeværelse. Det er også dyrt at skulle fodre slaver når man har sådan et bredt udvalg som jeg har." Lød det fra ham, men det var ikke svært at se at Ramé ikke var meget andet end skind og ben. "Da du udtrykte interesse for hende, ja så indså jeg at det måske endeligt var på tide at jeg lod den lille fugl flyve fra reden." Sagde han og kiggede næsten kærligt på hende. Det var lige til at brække sig over. Havde hun haft skarpe tænder og klør som andre fra hendes slægt, havde hun tilintetgjort ham lige der på det fine, uvurderlige møbel. Efterladt den adelige dukkedreng til at skulle stå til ansvar for den blodpøl der ville have spredt sig til hans fødder formentligt. Dette var desværre bare en fantasi der måtte udspille sig igen og igen i hendes tanker. Det var svært at holde ryggen rank og blikket i gulvet nu. Men hun gjorde hvad der skulle til for at det ikke endte med at det var ham der efterlod hende på selv samme måde. Uanset hvor meget hun havde lidt igennem hendes sølle liv var hun fast besluttet på at det ikke var sådan det skulle ende. Om det så tog hende resten af hendes liv, var hun ikke i tvivl om at hun skulle dø foran en varm pejs med en komfortabel pels omkring sig, gerne med et glas udsøgt vin i hånden. Nogen gange var denne drøm der var det eneste der holdt hende kørende. Og det var nok for hende.

Manden virkede til at trække i land. Forklare, at jovist var Ramé værdigfuld, men hun var ikke alt nødvendig for ham. Endnu et tegn på, han havde snakket hende op med løgne frem for sandheder. Endnu sad Jontar blot lænet tilbage med hånden om sit glas vin, der systematisk blev hævet til læberne. "Ja, en skam med slavehandlen. Må guderne tilse en god og hurtig genopbygning." Og det var Jontars ærlige mening. Hvad end der var sket på slavemarkedet var en skam. En fornærmelse til erhvervet, landet, fyrsten og guderne. 

Endelig bevægede Jontar på sig. Han satte vinglaset på sidebordet ved siden af sig, hvorefter han lænede sig forover. Benet henover knæet blev plantet ved siden af det, så albuerne kunne hvile på det nederste af låret. Hænderne fandt vej op til hagen, hvor et par fingre gned mod den hårløse hud. "Vil du give mig lidt tid alene med hende? Så jeg selv kan bedømme hendes værdig for mig?" Jontar havde en plan og det var vital for denne, at ejeren ikke var tilstede. Derfor, allerede inden manden havde sagt god eller ej for det, havde fyrsteprinsen fjernet en af hænderne fra hagen for at vifte et par tjenestefolk hen. De ville varte manden op i et andet rum, indtil en kom ind til dem for at hente ham tilbage. Når Jontar var færdig med hende. Han ville gerne se hende direkte med egne øjne. Mærke hende selv og få en fornemmelse af, hvor meget manden havde løjet om hendes tilstand. Allerede nu var øjnene hvilet på Ramé frem for manden. Det var hende, der var i fokus, skønt hun endnu ikke havde sagt noget. Og det behøvede ulven heller ikke. Hun havde intet at sige om dette. Hun var varen, de voksne snakkede forretninger om. Men alle varer havde det bedst med at blive afprøvet, før krystaller kom på bordet. Og det var, hvad Jontar havde planer om lige nu. Den simple ulvekvinden ville opnå en prins' fulde opmærksomhed. Hun burde være beæret over dette.

Ramé sank dybt så det kradsede i hendes svælg. Hun rystede nærmest på hånden. Hendes ejer holdt en skarp, beordrende øjenkontakt med hende som han blev eskorteret ud af rummet. "Hvis ikke du opfører dig pænt er du så godt som død". Han behøvede ikke sige det højt for at hun vidste at det var det han prøvede at fortælle hende. Hvad nu hvis hun skulle lyve for ham? Lyve på hans vegne? At sætte ham i et godt lys var det sidste hun ville, men havde hun virkeligt noget andet valg?

Alene stod de nu. Ramé anede ikke om hun havde grund til at løfte blikket til at møde adelsønnen. Måtte hun det? Det var hun i tvivl om. Måske det var bedre at hun adlød sælgerens ordre indtil hun fik andre. Hun var normalt ikke lige sådan at hundse rundt med, men for første gang i lang tid var hun faktisk bange. Bange for manden der nu stod foran hende, bange for hvad der nu skulle ske. Og hvis ikke dette gav hende nok grund til at være bange, ja så vidste hun at hun ville få grund nok når hun returnerede sammen med hendes nuværende ejer. For selvfølgelig var hun ikke nok værd til at tjene denne familie. Det var tydeligt for alle. Hun vidste det, hendes sælger vidste det, og manden der stod foran hende. Han så ikke ud til at være i tvivl.

Alene med slaven virkede hele rummet mere stille. Ensomt så at sige. Jontar kiggede på hende, hun kiggede ikke tilbage. Hun ville ikke være uhøflig. Et passende træk for slaver at have. Dog kunne fyrstesønnen ikke se hende nærmere her fra. Derfor rejste han sig op og med rolige og tydelige skridt trådte han nærmere kvinden, indtil han med en arm kunne høre hende, hvis han ønskede dette. Dog var hænderne bag på ryggen, som han kort cirkulerede rundt om hende.
"Hvor meget af det, din ejer sagde, var sandt? Og vog ikke at lyve." sagde Jontar, da han var kommet om på bagsiden af kvinden. Han kom tilbage foran hende, stående ansigt til ansigt med hende. Han kunne høre løgne og havde hørt det fra manden. Dog var dette et perfekt tidspunkt at finde ud af, om Ramé ville fortælle sandheden eller ej. Lytte til Jontars ordre eller være loyal til sin ejer. 

En ulvekvinde virkede ikke som den mest passende for den adelige slægt. De havde halvdyr, jo. Morosa var halvdyr af kat. Og der var fugle og andre skønne racer i paladset. Men ulve. De var rovdyr, grådige, naturkrævende. Hvordan kunne hun være en slave passende til adelen? Hvad havde den nuværende slave i paladset set i hende? Når, men Jontar ville tage det til overvejelse alligevel. Dog ville både Ramé og hendes ejer vide, at det ville være et mirakel for dem, hvis Jontar så meget som overvejede at købe hende. Men det måtte tiden vise. Ingen aftaler var lovet endnu. Kun en tjekning af varen.

Ramé havde gjort det op med sig selv. Uanset hvor lidt hun ønskede det, var hendes bedste træk nok at lyve. Hun var trods alt i gang med at kæmpe for hendes liv.

"Det meste var løgn" svarede hun. Med det samme spærrede hun øjnene op. Var hendes plan ikke at lyve, og hvorfor i al verden gjorde hun ikke det? Hun var måske ikke så velovervejet i den beslutning som hun troede at hun var, men hvordan kunne det være at ordene bare flød ud af hendes mund? Det føltes alligevel rart ikke at lyve på vejene af den mand der havde forvoldt hende så meget smerte og mishandling. Det fortjente han ikke. Men hvad nu, var hun så gået på kompromis med hendes eget liv? Ville hun virkeligt bare tilbage til manden der uden tvivl ville aflive hende uden at tænke videre over det? Så småt samlede hun sig sammen og stod ved sine ord. Om hun ville det eller ej, stod hun nu i en situation hvor hendes bedste mulighed for overlevelse var at adlyde.

"Det er sandt at jeg er halvdyr. Alt andet var løgn eller en forskruning af halve sandheder. Der er ikke meget han kan gøre for at sætte mig i godt lys, men jeg er villig til at bevise mig nyttig som tjenerinde." Sagde hun med en sur smag i munden. Selvfølgelig ville hun ikke være slave for en højrøvet familie som deres, men lige nu så det ikke ud til at hun havde andet valg. Det var hendes bedste mulighed, og den eneste måde hun kunne sikre sin egen overlevelse. Hvis det var det der skulle til, så skulle hun nok pudse jordet af deres støvler.

Og der kom den. Sandheden. Ramé virkede selv overrasket over at sige sandheden. Var hendes planer med manden at fortsætte løgnen, indtil Jontar muligvis havde skrevet under på ejerskabet af hende, før hendes sande farver ville vise sig? Uanset hvad nikkede fyrstesønnen anerkendende til hende. Han måtte tilgodese hendes sandhed. Dette kunne da også ses på ansigtet og ikke mindst smilet.
"Tak for din sandhed." sagde Jontar rolig, som han lod øjnene hvile på hende. Kort løftede han sin hånd for at hvile den mod ribbenene på hende. Han ville mærke, hvor slank hun var. Manden havde snakket om fodring af slaver. Han ville bedømme, hvor udsultet denne ulv var, før han tog chancen for at købe hende. Og samtidig ville det vise, hvordan hun ville reagere på berøringer mod hende. Selvfølgelig var det oven på hendes klæder, så helt klagelig kunne hun ikke være. Selvfølgelig burde gode slaver ikke klage. Men Jontar havde før mærket slaver direkte på huden og mere uanstændige placeringer end ribbenene. Det var en del af jobbet.

"En af mine slaver snakker godt om dig. Gør jeg rigtig i at stole på ham eller gør han det for din skyld og ikke, hvad der er bedst for paladset?" Igen ønskede Jontar hendes mening og selvfølgelig den ærlige af slagsen. Der kunne altid findes noget en slave kunne gøre. Ikke alle egnede sig til de huslige pligter eller at være tjener. Men der var mere diskrete placeringer for slaver at være. Omend det var passende på paladset, men hun kunne altid sælges videre til nogen, der ønskede et vildt halvdyr. Visse bordeller ekspertise lå i halvdyr. Og efter lidt opvartning, måske en vask og healing kunne Jontar nemt sælge denne slave videre for profit. Selvfølgelig ingen tanker, der blev delt åbent. Ingen grund til at give hende ideer om hendes værd. Hun var en slave. Det burde være svar nok på hendes værdig.

Hvert eneste fiber i Ramé's krop gav hende lyst til at vige væk fra mandens berøring. Men i stedet for at slå fra sig, lukkede hun bare øjnene i. Det kom bag på hende selv at hun ikke engang afveg en lille smule. Også selvom hun var øm ved følelsen af hans fingre mod hendes ribben. Det var ikke rart, men hun havde helt klart oplevet det der var værre. Igen spærrede hun øjnene op da manden snakkede til hende. Aldrig havde hun forvekslet så mange ord med nogen af samme betydning som adelssønnen her. Aldrig havde hun forvekslet ord med nogen royale. 

"Cillian? Jeg ved ikke hvad han har fortalt, men jeg håber på det bedste. Det ville dog komme bag på mig hvis han gjorde det for min skyld. Han virkede... Glad for at være i jeres tjeneste." Sagde hun som svar på hans spørgsmål. Hun håbede det var nok. Som hun huskede tilbage på Cillian, vakte det udelukkende minder om hvor nemt det havde været at stikke af fra ham på deres lille udflugt. Og så selvfølgelig det at hun ikke gjorde det. Der var faktisk sket mange ting på det sidste der virkede ude af karakter for hende. Hendes opførsel, hendes lydighed. Hun kunne ikke rigtigt sætte en finger på hvorfor hun gjorde som hun gjorde det meste af tiden, men dette... Det virkede næsten urealistisk i forhold til hendes standard opførsel. Tankerne spillede hende et lille pus, men hun tænkte ikke videre over det.

Der kom en reaktion fra slavinden, som Jontar rørte hende. Det var ikke en tilbagetrædelse eller fysisk svirpning af hånden. Nej, hun lod fyrstesønnen røre hende, men hendes øjne lukkede i, som ville hun ikke se det. Se ham røre hende. Dette bed Jontar mærke i, skønt han lod hånden forblive på hende. Han kunne mærke hendes ribben. Mager var hun. Selvfølelig, det var nogen kops te. Så længe det ikke var sygeligt tynd.
Hånden begyndte at køre rundt beroligende på hende. Små, langsomme cirkler rundt uden at nærme sig brystet eller noget i den dur. Det var ikke en berøring for at udnytte hende. Det var en berøring for at gøre hende mere tilpas. Være mere tilpas med Jontar. På den måde kunne hun være sig selv til ham. Vise sine sande farver - han ville helst mærke dem nu end efter et muligt køb.

"Mange af vores slaver og tjenestefolk er glade her. De lever godt. Der findes steder for din slags, hvor I bliver udnyttet på alle tænkelige måder," fortalte Jontar. Efter turene på slavemarkedet før det havde brændt, havde Jontar oplevet alle slags sælgere. Dem, der solgte børn mest for at give voksne mulighed for at adoptere og dem, der så børn som mere end bare børn. Dem, der solgte letpåklædte slaver tydeligt for seksuel nydelse. "Er du blevet udnyttet før af nogen? Din ejer, mulige købere, andre?" Hånden fortsatte sin venlige og platoniske bevægelser på hende uden på hendes klæder. Hvis hun troede, han havde tænkt sig at udnytte hende, burde hun vide andet. Jontar vidste, hvis han ønskede dette, ville han ikke have ventet. Selvfølgelig var det til tider nødvendigt. Hvis det var, hvad slaven var ment til, skulle alle aspekter af varen afprøves. Det var en del af jobbet.

Ramé fik kuldegysninger ved mandens berøring. Berøring var intet nyt for hende, de fleste mænd havde bare ikke så blide fingre. De fleste mænd ville hellere vise deres styrke, selv hvis det gik ud på noget så meningsløst som at veje hendes kropsbygning. Ramé var sikker ved hans ord. Hun vidste at slaverne her havde det godt. Hun havde luret at tjenestefolkene her så både sunde og soignerede ud. Allerede der var hun jaloux.

Det var mere den sidste del af hans sætning der foruroligede hende. Hun havde hørt om det. Det var rigtigt at halvdyr blev kastet rundt som lejetøj for fuldvoksne mænd. Hun var før blevet truet med at blive permanent solgt som en slave beregnet for seksuel nydelse. Indtil videre var det ikke gået så vidt, men hun havde da oplevet at mange havde vist sådan en interesse for hende. Det havde ikke været et problem for hendes ejer at have lejet hende ud, hun havde bare været heldig at det kun var mænd af natten uden penge at prale af, der havde fundet hende værdig. Med disse tanker kørende rundt i hovedet på hende, stillede manden det mest relevante spørgsmål. Var hun nogensinde blevet udnyttet? Hun måtte nikke. Det var hun. Bare ikke for penge. Heller ikke for hverken mad eller husly. Hun var blevet udnyttet i magt. Uden at skulle have noget sagt.

Hun havde lyst til at sluge hendes egen ord igen som de forvred sig ud af hendes mund. "Jeg er en slave, ja, men jeg er ikke en prostitueret." kvækkede hun. Hun fortrød at have sat foden ned for en adelig - for en prins - men det var rart endeligt at sige noget til hendes eget forsvar. Det var det. Alligevel måtte hun låse sit blik fast på gulvet endnu en gang i skam og frygt for hans respons til hendes kommentar.

Tydelig kuldegysninger var yderligere responsen fra berøringerne mod hende. Hun kunne ikke lide at blive rørt, kunne Jontar nemt konkludere. Derfor fjernede han da også sin hånd efter hendes nikken. Hun var blevet udnyttet, dog fortalte hun ikke hvordan. Ej heller i hvilken grad. En slave blev udnyttet. Det var en del af deres jobbeskrivelse. 

Atter faldt hænderne bag ryggen, som øjnene fortsat kiggede på Ramé, der kom med en yderst interessant konstatering. Jontar kunne ikke lade være med at løfte opvejende med det ene øjenbryn. "Det er din ejers valg, ikke dit eget," fortalte han. Og der valgte Jontar at vise sin rygge til slavinden, da han vendte tilbage til sin lænestol. Han forventede ikke, at ulven fulgte med. Han forventede, hun blev stående, som han satte sig godt til rette. "Men her er ingen sexslaver. I hvert fald ikke på fuld tid," Kort drejede Jontar sit hoved i retningen af Morosa, der endnu stod lydigt og stille op af væggen. Halvkatten havde fyrstesønnen nydt godt af på flere måder. Hvis han var trængende eller bare havde brug for hurtig nydelse, var Morosa altid i nærheden. Dog forblev blikket ikke på hende længe. Kun nok til at give hende et smil, før Jontar atter fokuserede på Ramé. "Hvis du kunne bestemme. Hverken din eje eller mig, men dig. Vil du så gerne være her? Være en slave hos Kazimi?" Der var ikke mange muligheder tilbage for hende. Hun var ikke ung, hendes ejer behandlede hende for voldsomt til at sælges for den typiske. Hun havde hendes halvdyr at være fængende nok, men hvis ikke hun lyttede, hvis hun blev solgt som sexslave, ville hun ikke overleve længe som et nydelsesdyr. 

Ramé bed tænderne sammen. Med knyttede næver og krummede tær, så hun for første gang rigtigt op på manden foran hende. Hans ord gav genlyd i hendes tanker, men der var ikke meget hun kunne gøre andet end at holde sin komposition og give ham et blidt blik. Det var det bedste hun kunne gøre lige nu, og det var langt bedre end de gruteske fantasier der kørte på et loop i hendes hoved. Nu var tiden til rigtigt at smøre charmen på og få overbevist adelssønnen at hun ikke var en tabt sag.

"Der er, lige nu, intet andet jeg hellere vil. Du kan klart forstå at det ville være det bedste for mig. Men jeg kan da også komme i tanke om et par grunde til at det ville løse sig godt for jer." sagde hun. 
"Ser du, jeg ligner ikke af meget men der er mere til mig end hvad det blotte øje ville kunne se. Jeg er udholdende. Jeg bliver ikke hurtigt træt, og giver ikke nemt op. Jeg er hurtig, jeg er adræt, og jeg er klar på at gøre hvad som helst for dem jeg er loyale over for. Hvis du mener at i kan forbedre min situation. Med et sted at sove, mad at spise... Ja, så vil jeg være for evigt i deres gæld." Sluttede hun af og sænkede hovedet i ydmyghed. Hun løj ikke. Hun var da tilnærmelsesvist loyal, men hun vidste selvfølgelig også at hun aldrig ville kunne komme til at elske dem nok til ikke at ønske sig en bedre fremtid. Lige nu var disse mennesker det tætteste hun kunne komme på lykke, bare i det at hun ikke længere ville være udhungret og indespærret. Hun ville gerne være her. Bare ikke for evigt.

Dér kom Ramés salgstale af sig selv. Jontar elskede altid at se slaverne, når de følte, de havde kontrollen selv. Når ejeren ikke var til stede og han havde fået tændt noget i dem, så de snakkede åbent og frit. Som om de følte sig frie, skønt de ikke var. Derfor kunne fyrstesønnen ikke lade være med at smile smørret og skævt. 
På en måde virkede den første del af slavindens salgstale som en indirekte forståelse for, hun ville udgøre en god sexslave. Udholdende, adræt og gør hvad som helst. Der var ikke brug for sexslaver på paladset. Dette var ikke et horehjem. Det var et adeligt hjem. Slaverne var tjenestefolk og den slags. Selvfølgelig var der de medlemmer og gæster af paladset, der i tider og utider kunne bruge en hurtig udløsning.

Hendes sænket hoved af ydmyg for en passende afsluttende. Man kunne sige så mange ting, der i sidste ende var usande. Dog var der sandhed i ulvens ord. Dette kunne Jontar høre. Derfor rejste han sig atter igen og gik hen til slavinden igen. En hånd mod hendes hage løftede hovedet, så deres blikke låste sig sammen. "Du virker som typen, der måske kunne passe ind her. Bare en smule," Hånden på hagen fjernede sig igen. Ramé var ikke glad for berøring. Dog skulle hun vænne sig af med dette. Som slave kunne man ikke have en præference til ting. I hvert fald ikke en, der ville påvirke en for meget. "Men der bør være en rolle, du kan påtage dig. Der kan ikke bare rende slaver rundt, som ikke ved, hvad de er. Alle skal have en rolle. Hvad rolle kan du være?" Jontar fokuserede på Ramé, som han atter afventede hendes tanker omkring sig selv. Hvad havde hun erfaring i som slave, for fyrstesønnen tvivlede på, at hun havde været et leveringsbud for hendes nuværende ejer. Der havde været alt for meget løgn i mandens ord til at tro på noget af det. Jontar satte pris på sandhed og ærlighed. Og det udviste Ramé sjovt nok. Men hun var nok også mere desperat end hendes ejer.

Håb. Håb? var det den følelse Ramé var efterladt med som manden trak sin hånd fra hendes ansigt? Det var ikke noget hun havde følt i lang tid, så det var svært rigtigt at genkende, og endnu sværere at stå ved. Hvis dette var det hun fik håb af, så var der godt nok lang vej igen. Lang vej til den frihed hun drømte sig til. Måske, bare måske, kunne hun faktisk få lov til at arbejde for denne præsigefyldte familie. Hun vidste hvor vigtige de var ud fra de få ting hun kunne huske at Cillian havde fortalt. Men hvem var de nu. Kazuki? Mimikiz? Hvilket hus de tilhørte var hun ikke helt sikker på.

Ramé's hjerterytme steg som adelssønnen færdigjorde næste del af sin sætning. Ja selvfølgelig kunne hun ikke bare hoppe rundt på paladset og springe fra køkken til gårdhave. Hun måtte jo have en fast position. Men hvad var hun egentlig god til? Det var jo, selvfølgelig, løgn det hendes ejermand havde sagt om hendes status som budbringer, og der var ingen tvivl om at hun ikke ville kunne gøre det et sted som på paladset. Hun havde ingen sans for at lave mad, og hun kunne sandsynligvis ikke starte ud med opgaver så som at opvarte de adelige. "Hvis jeg kunne have bare en lille smule indflydelse på din endelige beslutning, så ville jeg placere mig selv som rengøring. Ellers er jeg også god til børn... Herre." Sagde hun som hun for første gang tiltalte ham professionelt. Der var selvfølgelig igen tvivl om at hun ikke ville blive placeret i rollen som børnepasser med hendes rovdyrs status. Godt nok var der ingen grund til bekymring, men det ville være alt for risikabelt for adelsfamilien. De stolede trods alt ikke på hende endnu. Men det skulle de nok komme til hvis det stod til Ramé.

Stilhed lod han kort ske mellem de to, som han kort opvejede hendes ord. Rengøring eller børnepasser? En hånd af Jontars fandt vej til sin egen hage, hvor den gned en anelse mod den skægfri hud. Han var endnu ikke som sin fader. Han havde den manke af ansigtsbehåring som fyrsten. Han havde bar hud i ansigtet og det var passende for Jontar. Ingen grund til at skjule det hårde ansigt med sødt hår.
"Fyrsten og hans kone vil bedømme slaver og tjenestefolk for deres børn. Det er deres område og ikke mit i sidste ende." Jovist kunne Jontar komme med kandidater, men det ville i sidste ende ikke være hans beslutning, hvilke slaver ville ende blandt børnene. Desuden virkede en ulv ikke som den mest passende som en børnepasser. 
Atter vandrede fyrstesønnen rundt om slavinden. Hun havde endelig tiltalt ham som en herre. Hun ønskede allerede at være slave under paladset. At kalde ham herre og mester fremadrettet. Dette fik et smørret smil henover læberne, skønt hun ikke ville kunne se dette, da han stod direkte bag hende. "Der kan altid bruges flere hænder til rengøring. Kazimi-paladset er stort," Han forblev stående bag hende, som han kiggede op af ned af hende. Ikke for at bedømme bagsiden af hende. Mere for at bedømme musklerne i armene. Det var her en rengøringsslave skulle være stærk. Have muskler til at bruge knofedt. Selvfølgelig kunne Jontar ikke holde fra, hvis slavinden følte sig nedstirret ved at have en stående bag hende. Men igen, hun burde have vænnet sig til at blive set som et objekt. "Hvis du bliver givet en liste af steder og objekter, der skal rengøres, vil du så følge den?"

Ramé nikkede og lyttede godt efter hans ord. Selvfølgelig gav det mening at hun det ikke stod til ham hvem der så efter fyrstens og fyrstindens sønner og døtre. De ville uden tvivl gøre alt for at passe på slægtes mange arvinger.

Adelsønnen talte igen, som han cirklede hendes figur. Ramé var vant til at være på udstilling, men det gik imod alle hendes instinkter at hun ikke havde muligheden for at overvære manden og observere hans træk og kropssprog. Rørte han ved hende var hun sikker på at det ville løbe hende koldt ned af ryggen. Kazimi paladset, huh? Så det var altså det de hed. Han havde til gengæld fuldstændigt ret, paladset var enormt og det ville kræve mange kræfter at skulle holde det rent. Selv hvis man var flere om det ville det være tæt på umuligt at bekæmpe alt den støv der lagde sig. Her i ørkenområdet var der også en tildens til at sand lagde sig igen, lige så snart man havde fjernet det. Det kunne kun være en evig ond cyklus.

Ramé nikkede til hans spørgsmål. "Ja, herre. Men jeg ville også selv tage initiativ hvis paladset ikke lever op til deres standarder." Og det ville hun. Der var ingen grund til at lade stedet se faldefærdigt ud, de ville jo nok vide at det var hende der ikke passede sit job i så fald. Desuden kunne det ikke skade at passe godt ind hos de andre slaver, at falde i god jord hos både dem og adelsfamilien, ved at være hårdtarbejdende. Det skulle nok kunne betale sig i længden.