Treston havde sovet forfærdeligt den nat. 
    En del af grunden var klart, at vinteren efterhånden havde et godt tag i Dianthos, og kulden i fangekælderen var betragtelig om natten - sivede fra de hvidkalkede stenvægge i Trestons lille celle og tog bolig dybt i hans knogler og i hans hjerte. Den anden del skyldtes nok nærmere gårsdagens begivenheder og den helt igennem frygtelige oplevelse det havde været, at blive konfronteret med familien Reynlest til en sidste middag... Hver gang han lukkede øjnene, havde han set Eylias blanke blik og dirrende mundvige. Hørt Sorris' unge, anklagende stemme, der knækkede over af følelse. Mærket Kesters alt for tætte omfavnelse, da han hvislede sine modbydelige trusler...
    Selv her, dagen efter, knyttede Trestons hænder sig bare ved tanken, og han måtte tage et par dybe, kontrollerede indåndinger, for at få dem til at åbne sig igen. Han følte sig fuldstændig ubrugelig - for hvordan zalan skulle han hjælpe Zirra, når han sad her? Når der var fire dage til domsfældelsen, og han bestemt ikke regnede med at slippe fra dén med andre fremtidsudsigter end en løkke eller et sværd - alt efter hvor godt Dastor talte for ham...
    Med et dybt suk kørte Treston en hånd igennem håret og lod hovedet falde tilbage imod væggen med et dunk - stirrede tomt frem for sig på cellens modsatte væg. Dén væg, der var så tæt på, at han næsten kunne røre den med foden, hvis han strakte benet ud fra briksen. Det var skægt - han havde virkelig altid forestillet sig, at hans død ville indtræffe på en slagmark et sted... en slagmark med blodigt mudder og smerte og ydmygende nederlag...
    I princippet var dét hér vel mere værdigt, selvom det oven på familiemiddagen i går ikke just føltes sådan...
    En pludselig lyd ude på gangen fik ham til at dreje hovedet med et hjerte, der pludselig hamrede af sted. For desværre var det ikke Zirra, han forventede at se. Eller hans forældre eller Sorris. Det var Kester, det dumme røvhul, og det var ikke et besøg Treston så frem til.
    Men det viste sig at være hverken eller. På ét eller andet plan viste det sig, at være meget værre...
    "Josefine..." fik han frem, da han fandt talens brug igen. Hendes blik føltes som en fysisk vægt, og han endte med at måtte bøje hovedet under det. Kigge væk med et hjerte, der knugede sig sammen, fordi han ikke behøvede hendes evne til at vide, hvor forrådt hun måtte føle sig.
    "Vil du ikke... Josefine, du må ikke kigge sådan på mig... Jeg kan ikke bære det..."
    
    

"HOLD DIN KÆFT KESTER!" skreg hun, som hun skubbet ham væk med den ene vinge. "Stop med at følge efter mig! stop med at tigge om at få hans sag!" hun åndede ud, som hendes sind skreg på at få ham, hans vrede over ikke at have fået hans celle, var tydelig, han skuffelse, hans jalousi. "DU SKYLDER! jeg gav dig hende tøsen nogle uger tilbage!" skreg han nærmest tilbage ud gangen, og hun håbede virkelig Treston ikke hørte alt dette, så langt var det heller ikke fra hans celle. "Ja, og jeg skal nok betale en dag! Bare ikke ham!" hun holdt stemmen tilbage, og bidt tænderne hårdt sammen som hun forsatte sin gang imod -hans- celle, "Fint! Fint Jose. Gå ned til din ven! Jeg skal nok få hans sag! Du har får mange følelser i denne sag! så tro mig! det bliver min! MIN!" hun sukkede dybt ved hans ord, og holdt vreden tilbage, selv om vingerne vippede vredt som der endelig kom afstand mellem de to.

Han har jo ret..kan jeg faktisk have denne sag? begyndte hun at tvivl som hun gik længere ned af gangen, han reddet mit liv, været der for mig i år, og.. endnu et dybt suk forlod hende, som hun begyndte at se hans celle. De to flasker bundet til bæltet, bakken med lidt mad, godt mad i forhold de andre fanger. Varmt kød, faktisk ikke tørt brød og en lille skål grøntsags suppe. Cellen var der..bare lidt længere, og pludselig føles hendes skridt langsomme, og alt føltes tungt. Tiden gik langsomt de sidste ti skridt, og med skuffet øjne drejede hun om og så ham, øjne der knap kunne blive på ham og hvilede nær hans fødder. Josefine. Den stemme, at høre den fra en celle, var som hendes værste frygt. Hvorfor mister jeg også alt godt i mit liv..Mine børn, min mand, mit eget liv, og nu min bedste ven? hun sukkede dybt til hans næste ord og begyndte at fumle med nøglerne. Måske skulle jeg have byttet med Kester..Forsatte hendes tanker som døren gik op, og med langsomme tunge skridt gik hun nær ham, stadig uden at have sagt et ord og satte bakken foran ham, overraskende nok var der bestik på bakken. Ikke noget fangerne normalt havde glæde af. 
"Her..du må være afkræftet." lyd det stille som hun rejste sig og træk sig tilbage til cellens tremmer, og lagde panden imod dem, og lukkede døren til hendes side, låsen blev ikke drejet, døren blot lukket. "Treston....Hvad i zaladis nav.." forsøgte hun, men ord kom ikke til hende, de tørret ud i munden på hende. Et langt, trykket ud suk forlod hende, som hun løsnede flaskerne fra sit bælte, og som hun vendte sig, blev de kastet imod puden i hans seng. "Den ene er ikke vand.." Det var nemmere at sige disse ting, end alt det hun skulle gøre. for hun kendte jo alle svarene! Han var forelsket, og ville ikke se hende dø! han var forelsket nok til at ...gøre alt det..og det er min skyld..det hele skete.. og med den tanke faldt den første tåre denne stund.. "Var hun, det vær?" spurgte hun forsigtigt.

    ”Tak,” mumlede Treston og studerede hendes hænder, da hun satte bakken fra sig - lukkede døren til. Kastede flaskerne ved siden af ham på den murede briks. Studerede hendes hænder, fordi han ikke kunne få sig selv til at møde hendes blik. Dog kunne han ikke lade være med at trække lidt træt på den ene mundvige, da hun afslørede, at den ene af flaskerne ikke indeholdt vand - så var noget i det mindste, som det plejede at være…
    Så kom han i tanke om den sidste flaske, hun havde givet ham - dén med orkabsinten, som havde slået bødlen ud, så Treston kunne overtage hans plads til Sednas henrettelse - og skammen bredte sig i ham. Hvad havde Josefine ikke tænkt, da dén sammenhæng gik op for hende...?
    Hendes spørgsmål fik ham til at sænke hovedet og stirre ned på briksen mellem sine ben. Ja, havde han lyst til at sige. Ja, ved Zaladin og alle hans forbandede. Hun var dét værd... men efter at have set hvilken betydning hans handlinger havde haft for familien - for Zirra... 
    Det havde stadig været det rigtige at gøre. Han ville bare ønske noget så grusomt, at situationen havde været en anden...
    ”Før jeg svarer på dét, bliver jeg nødt til at vide, hvem der er her i dag,” sagde han - ordene hårdere end han egentlig ville have haft dem. End hun havde fortjent. Men gårsdagens ubehageligheder havde gjort ham bitter og mismodig og gjort ham det meget klart, at selvom der ganske vist stadig var folk derude, der ville ham det godt, så blev han nødt til at stå alene med dét hér lort - både for ikke at trække dem med ned når han faldt, men lige så meget for ikke at gøre situationen værre for familien. ”Har jeg fornøjelsen af officielle Josefine, eller min fortrolige Josefine? For der er visse ting, jeg kun kommer til at snakke med officielle Josefine om foran en dommer…”

At høre ham takke var, behageligt, dog kun ganske kort før hun huskede hvor og hvorfor de var så om de. Hvilket roller de to havde i dette øjeblik. Deres roller, hun skulle jo udspørger ham. Hun sukkede dybt som han begyndte at tale, hvem der er her i dag? hun vendte sig rundt, og søgte hans blik, søgte hvad end der gemte sig bag de kønne øjne mens han delte sine ord. Hun sukkede dybt som han forsatte.
"Stop." afbryd hun ham,som han begyndte at tale om visse ting.
"Treston, hør her." begyndte hun og lod vingerne falde tilbage og ramte til tremmerne bag hende.
"Jeg har brugt hele min morgen! på at få din sag, i 'krig' med Kester om at få den over ham! Så stop..med alt det pis med officelle og fortrolige." hun sukkede dybt som hun var mere end klar over sine egne følelser, for blot engang skyld, i hans nærvær.

"Der er ikke engang en sag!" hun sukkede dybt, og tog sig selv til panden. "Så snart jeg ligger rapport, hvad så? Jeg ved hvorfor du gjorde det, og den flaske jeg fandt efter jeg reddet brødlen, og dine følelser. Jeg ved, nok til jeg nok bliver straffet med dig. Det er jo min skyld alt det her!" hun tog en dyb vejrtrækning og lod lungerne tømme sig, blot for at blive fulde igen, inden hun forsatte. "Så, lad være..bare..lad være..Med alt det der.." hovedet faldt tilbage og slog ind i den bløde dun der havde lagt sig op af vingerne. "Jeg er her kun for at..få dette afsluttet..for hvad skal jeg gøre nu? Lyve om hvad jeg ved?" hun sukkede dybt og lod hænderne falde til hendes sider.."Undskyld..jeg..undskyld, lod..." hun sukkede, og faktisk savnede andres følelser blot et sekund.

    Hendes afbrydelse kom bag på ham, og hendes efterfølgende ord endnu mere, selvom dét faktum, at Kester havde forsøgt at samle opgaven op efter i går næsten havde været forventet. Dét at hun havde taget kampen op med Kester for hans skyld - selv efter alt dét, han havde trukket hende igennem - fik ham til at skære en grimasse og sænke hovedet i skam. Da hun begyndte at snakke om skyld og straf fløj hans hoved dog op igen, og han rejste sig brat fra briksen. Kunne ikke holde ud, at hans valg skulle gå ud over flere, han holdt af...
    "Nej!" sagde han hårdt, som om det var hende, han skulle overbevise. "Du skal ikke undskylde, og du bliver ikke straffet, Josefine! Du handlede i god tro, og hvis der nogen, der mener andet, så er de dumme i nakken!" Han rakte ud efter hende - ville tage hende om skuldrene og holde hendes blik, til hun gav ham ret. Som kunne han gøre sine egne ord mere sande, hvis han bare afleverede dem overbevisende nok.  "Det var min beslutning og mit valg, og du havde absolut ingen skyld i det! Du må aldrig... Jeg vil ikke... Jeg- " Ordene satte sig fast i halsen på ham, og han bed tænderne sammen og strammede grebet om hendes skulder et øjeblik, til det hele faldt nok på plads i hans hoved, til at han kunne formulere sig ordentligt igen: "Jeg udnyttede din tillid, Josefine!" erklærede han hårdt og definitivt. Hadede smagen af ordene, men vidste, han blev nødt til at sige dem - nødt til at få hende til at forstå, at hun ikke kunne afbøde hans fald. Ikke kunne hjælpe ham uden at skade sig selv - og dermed såre ham dybere, end bødlen ville komme til. "...Og det er præcis sådan, jeg vil have dig til at fremlægge det! Dét hér kan du lige vove på at tage på dig! Det er ikke en smerte, der skal deles, eller en tvivl, du kan fjerne ved at bære den selv, og jeg sværger ved Guderne - hvis du forsøger på det...!" Han vidste ikke, hvad han skulle true hende med - havde allerede aftenen før indset, at en trussel kun havde vægt, hvis man rent faktisk regnede med at være i live til at gøre alvor af den. Derfor endte han også bare med at sige:
    "Jeg har allerede skadet min familie så eftertrykkeligt, at jeg ikke ville vide, hvordan jeg skulle leve med skammen - selv hvis himlen åbner sig og Isaris selv stiger ned og benåder mig til domsafsigelsen! Lad mig ikke også have din ulykke på samvittigheden!"
    Det var helt igennem uretfærdigt at stille det op på dén måde, men han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre. Josefine måtte ikke komme i klemme...

Hans nej fik hurtigt hendes opmærksomhed, og kort efter stod han med hendes skuldre i hans arme, og begyndte i god hast at lægge ord på hendes tallerken, men han begyndte at forklare sig, nærmest undskylde, og som han stod der var der ingen tvivl om hans følelser, og det vidste han også godt. så tæt på, og blik i blik. Skam, desperation, medlidenhed de skiftes og kæmpede med hinanden som han talte, dog fangede noget han sagde hende mere end alt andet. Jeg udnyttet din tilid. "Ja du gjorde." kommenteret hun med det samme, i mellem hans ord. Hun træk vejret tungt som hun lyttede til hans ord, hans fortælling om -hvad hun skulle gøre-, og hans familie. Hendes blik faldt ned til luften mellem dem som han endelig træk vejret mellem sine ord. Hendes hænder hang kræftløse langs hendes side og blikket, hvis blot han vidste hvor lidt dette hjalp.

"..Sæt dig og spis." lyd det i et forsøg, på at få afstand mellem dem, men tydelig skam i tonen. "Jeg skrev min rapport i morges." tilførte hun, med en opgivet stemme. "Jeg har ikke afleveret den, jeg har ikke skrevet under på den..Men jeg har skrevet den." hun sukkede og håbede han ville indse hvad hun mente med der ikke var en sag nu. "Sagde til de andre jeg ville forberede mig, før jeg gik herned.. Men..jeg skrev hvad jeg vidste..Og jeg vidner gerne på det." skammen i hendes tone spejlede hans mere og mere. Hun sukkede dybt og hævede blikket til ham og blinkede nogle gange som hun så hans pande, og stand.

"Jeg er sikker på din familie nok skal klare sig, de er stærke, alle sam- Hva....er det sket?" spurgte hun forsigtigt, og lod en finger møde hans skade, resten forsigtigt dannede en blød ring for ham, og på trods af hvad hun sagde, gav hun ham nu ingen mulighed for at nyde sin mad mens den var varm. "rapporten sagde du, overgav dig før nogle kom til skade?" lyd det forvirret. Næsten instinktivt foldede vingerne sig let om dem, og uden hun tænkte over det, begyndte hun at danne bare lidt chakra i sine fingre.  "Må jeg?" forslog hun, som man kunne mærke energien bevæge sig til hendes fingre. "Kan ikke have en Reynlest, ridder, møde op forslået."

    Hendes bekræftelse af hans svigt gav et jag i maven, men Treston gjorde ikke andet end at anderkende hendes ord med et kort nik og så tale videre. Det var sådan det skulle være - de blev nødt til at være ærlige med hinanden her, for de fik sandsynligvis ikke muligheden for det senere.

    Da hun opfordrede ham til at få noget i maven, tolkede han det som en måde at få lidt plads på, uden decideret at skulle trække sig væk fra ham, og derfor slap han hende - placerede sin lange krop på kanten af briksen, så han ikke tårnede sig sådan op over hende i den lille celle, og hvilede albuerne på knæene. Betragtede hende lidt sørgmodigt, mens hun fortalte om rapporten - om sin villighed til at vidne.
    "Godt," sagde han stille, da hun tav. "Så længe du ikke..." Han sukkede. "Jeg har været bekymret for, at du kunne finde på at undskylde min beslutning med dén times tvivlløshed, du gav mig. Men jeg fik bare styr på mit hoved, Josefine - og da timen var ovre, var jeg lige så fast besluttet. Jeg var kommet til sammen konklusion, selv hvis du ikke havde tilbudt din evne. Det havde måske bare taget lidt længere tid, og så havde mit redningsforsøg været endnu mere halsløst!" Han trak humorløst på smilebåndet og gned sig over kæben - kunne mærke de uvante skægstubbe, han ikke havde fået mulighed for at tage livet af inden gårsdagens middag. "Du må bare ikke give dig selv skylden. Og du må heller ikke have dårlig samvittighed over at vidne imod mig, Josefine. Mit skib synker under alle omstændigheder - jeg vil nødigt trække dig med ned, fordi du er for sød til at give slip."

    Han lod hende række frem efter flængen i panden og lo så - en lille, hård latter - da hun nævnte rapporten. 
    "Jeg går ud fra, at det var Ersten, der havde skrevet den?" bemærkede han og trak så sigende ud i skjortehalsen, så hun fik udsyn til det ene af de håndformede brændemærker Ersten havde efterladt på ham. Han havde selv gjort hvad han kunne med brændemærkerne - anvendt den klodsede, lysbaserede healingsmagi, som så mange Riddere lærte til brug i felten, hvis de rigtige healere var for langt væk. Mærket var stadig pokkers ømt - og dét, Ersten havde brændt ind i ribbenene på ham var endnu værre - men ingen af dem væskede eller blødte længere, og det var jo en god start... "Jeg tror ikke rigtig, at Ersten regner mig for 'nogen' længere, hvis jeg skal være helt ærlig... Han har nok tænkt dét hér som værende nogenlunde lige så tragisk, som dén tallerken, der blev smadret, da han hamrede mit ansigt ned i den..." En lille latter undslap ham pludselig, og han rystede på hovedet af sig selv, mens han ikke kunne lade være med at tænke, at han ville komme til at brænde i efterlivet for sin galgenhumor: "...I det mindste brugte min mor ikke hele aftenen på at foreslå forskellige hustruer, der ville gøre mig et godt parti - jeg vil tro, de anser det som spildt arbejde nu..."
    Da hun spurgte om lov, blev han dog alvorlig og mumlede: "Selvfølgelig må du, Josefine." Han sænkede blikket, så hun slap for at se ham i øjnene. Kunne mærke kraften fra hendes chakra som en kildrende fornemmelse.
    "Jeg er ked af, at det endte på dén hér måde..." sagde han, da der havde været stille imellem dem en tid. "Jeg er ked af, at jeg ikke formåede at løse mit lort, uden på én eller anden måde at involvere dig. Og jeg er virkelig ked af, at have sat dig i dén hér situation. Det har du ikke fortjent." Han skar en lille grimasse og kunne ikke møde hendes blik. "Jeg håber, du kan tilgive mig - om ikke andet nok til at... huske mig venligt, eller hvad man nu siger..."

Han er din ven! Det kommer til at gøre ondt hvert et øjeblik du sidder der med ham..lad mig Jose. De ord hun havde hørt i morges fra Kester rang igennem hendes sind, som hun mærkede det sug, hendes ord satte sig igennem Treston som hun utrykte sig enig i at han udnyttede hende. Hun åndede lettet op som han træk sig væk, ved vidende hun ville befinde sig nær ham snarest igen, men det øjebliks ro fandt hun mere end behageligt. Så længe du ikke. Begyndte han og med det løftede hun hovedet og holdt øje med hans mimik, hans krop...nærmest som hun læste et vidne, eller fange, og skammen over at gøre dette, ved ham, var langt fra behageligt.
"Jeg..har skrevet at du ikke var.." begyndte hun, blot for at lade sine ord dø ud, en hånd fandt nervøst hendes baghoved, og kløet hende i nakken lidt. "Har skrevet du var mere påvirket end du selv tror du er...at du ikke var helt dig selv som du tog beslutningen."  hendes ord stoppede og tænderne mødte hendes underlæbe, hvordan skulle jeg lige forklare det. Tydeligt med mere end blot en tanke i hovedet, lod hun sig selv falde stille som hun stod i den anden ende af cellen.
"Treston..hvis din søster..hvad hedder hun nu.., Zir..." Bidet løsnede sig, som hendes pande rykkede let over navnet. "Zirra? Fortalte hun havde besluttet sig at gøre noget, i et øjeblik hvor hun ikke følte tvivl..tror du så at hun dagen efter ville gøre noget andet? Når det faktisk kom i spil? Selvfølgelig ville vi ikke det. Du siger du ville have gjort det samme, med eller uden mig..men kan du faktisk være sikker på det? En beslutning uden tvivl, er svære at lave om, selv når vi tvivler igen." hånden forlod håret, og faldt til kraftløst til hendes side. "Så..derfor har jeg skrevet, du ikke var upåvirket..Bare rolig, skriver det ikke så om, det var min skyld"Det hele. Hun tog blikket fra ham som dette blev sagt, men fandt alligevel sig selv trække sig væk fra tremmerne, og nærmere ham, med en energi fuldt hånd tæt ved hans pande, og vingerne nærmest krammede sig om dem, skærmet dem.

"Tror jeg det var ja." hun lyttede til hans historie, hans ord, som energiet lå sig om flækken i hans pande, dog stoppede bevægelsen som Treston lod hende se der var mere end blot det synlige i panden. Hånden træk sig tilbage før energien tog, og lod den forsvinde helt, kort efter den havde hørt ham. For ny, måtte  hun bekæmpe sin pligt, den, hellige pligt der ofte fik hende til at handle om hun burde eller ej. Bekæmp smerte..Tak Isari. Tænkte hun kort, mellem hans ord, som hun satte sig på gulvet blot et skridt fra ham. Sine knæ under sig, og vingerne, langsomt bevæget sig bag hende. Hun træk på smile båndet, som hans ord fandt ende. "Jeg ville ønske du have involverede mig langt før Tres." hun rettede ryggen som vingerne fandt et sted at hvile, og forsigtigt lod hun en finger fjerne lidt hår fra hendes pande, til bag øret. En del af hende ønskede ikke at høre Trestors ønsker om families giftemål, men hun smilte som det kom på banen. "Ersten har altid været meget...Rigtigt eller forkert, ikke? Giv ham lidt tid, en dag, og jeg er sikker på han, lige som jeg, nok skal huske dig for...." hendes ord døde ud, som blikket forlod Treston, og hang på gulvet ved hendes side. Hun træk vejret dybt nogle gange. "Heler dig som jeg går, du burde spise først..lover at du møder op uden skader..Som i, slet ingen skader." Hun tvang tydeligt et smil frem, men hun var stadig tydeligt påvirket af det..hun nær havde sagt.."Måske kester har ret..jeg er for..involveret til at have denne sag.." mumlede hun som hånden igen mødte hendes hår.

    En beslutning uden tvivl, er svær at lave om, selv når vi tvivler igen...
    Det var en god pointe, dét indrømmede han gerne, men der var et enkelt faktum, han synes var meget vigtigt: 
    "Jeg har dog ikke fortrudt," oplyste han og sendte hende et trist, lille smil. "Ikke én eneste gang, siden jeg satte ild til skafottet. Jeg synes stadig, det var det rigtige at gøre, og at vide, at Sedna er derude og at hendes gnist ikke blev slukket dén dag... Den tanke holder mig oppe."

    Følelsen af energien, der flød fra hendes hænder og lukkede hans sår - helede hans smerter - var underlig nostalgisk. Hvor mange gange havde han ikke siddet på en briks i Helbrederhuset, mens en healer forsøgte at lappe ham sammen efter en træfning? Hvor mange gange var det ikke Josefine selv, der havde lukket hans sår og dæmpet hans smerte? 
    Jeg ville ønske du have involverede mig langt før, Tres. Han sænkede hovedet - at høre kælenavnet, som også Zirra havde brugt hele deres barndom, gjorde mere ondt end Ersten brændemærker havde gjort, før Josefine tog sig af dem.
    "For hvad?" mumlede han og sukkede så - trak atter engang trist på smilebåndet. Der var kun triste smil tilbage... "Hvad er der egentlig at huske? Min far vil huske mig, som sin forrædersøn. Sorris vil huske mig, som dén bror, der ødelagde hans karriere. Ersten vil huske mig som... Ersten vil nok egentlig forsøge at glemme mig, for du har ret - han ser 'rigtigt' og han ser 'forkert', og alt dét midt imellem, dét lukker han helst øjnene for..." Zirra vil huske dig som dén bror, der ødelagde hende lige så meget som Sednas syle gjorde. Han skulle til at spørge hende - spørge hende direkte, hvordan hun så ville huske ham, men hendes benævnelse af Kester fik ham fra det.
    "Kester?" spurgte han og kunne ikke skjule det pludselige had, der var væltet op i ham. "Lyt ikke til et ord, dén slange siger. Faktisk..." Han lænede sig pludselig frem imod hende - kunne ikke rumme vreden, der var blusset op. Måtte bevæge sig, men var uvillig til at rejse sig, når hun sad på gulvet. "Faktisk, så bør du holde dig så langt fra ham, du overhovedet kan! Han har en grim vane med at udnytte kvinder..."
    

Hun kunne ikke lade være at smile, som han begyndte at snakke om hende. Hendes mørkelverne som havde taget hans hjerte med en storm større end nogle anden. Hans smil, blev mødt med hendes. Den ene hånd samlede forsigtigt stoffer fra hendes kappe mellem sine fingre, som hun slugte disse følelser og den lille dæmon man havde på skuldre til sider, den lille selviske dæmon, som hviskede at hun skulle bede ham stoppe med at tænke på Sedna i hendes nærvær, men alligevel, sad den engle på den anden skuldre, og nydt den glæde, han delte, det var så om den opgivet mand blev fuldt af liv på ny så snart hun kom i hans tanker. Så hun sad, og klemte sin kappe mellem sine fingre det øjeblik, dog skiftede humøret øjeblikkeligt, familien kom frem i dialogen, hun slap kappen og lod blikket falde som skam, skuffelse og vrede hang i luften mellem dem.

Der er massere at huske dig for. Forsøgte hun, men der kom ingen ord, hun sad blot og lyttede som han kastede sin skuffelse, sin skam over sin familie, over sig selv i hendes retning. Men netop som hun samlede styrken til finde ord til at svare, skiftede tonen igen, steminingen blev mørk og grum, og det var med store øjne hun kiggede imod ham, som vreden, hadet, afskyet hang i luften mellem dem. Treston burde virkelig vide bedre nu om dage, så mange gange de to havde snakket om alt mellem himmel og jord. Han burde have vist hvordan vreden blot ville komme tilbage i hovedet på ham.

Slange? Udnytte kvinder?

"Vig din mund! Kester er en god mand!" udbryd hun i samme vrede som mødte hende."Udnytter kvinder? Nu må jeg le! En mand som ham, ville aldrig. Så lad være sig sådan nogle ting!" hun bidt sig i læben som hun puste ud. "Du skulle have hørt ham i morges..han udstrålede sådan en varm glæde, som han snakkede om sit stævnemøde i går...Hvem end hun er, er hun en heldig kvinde. han ville aldrig udnytte nogle, modsat dig..som selv indrømme at have udnyttet mig! så hvor vover du at tale ondt om andre på den front!" kæben blev bidt sammen, og vingerne slog ud til tremmerne beg hende i en hård bevægelse af vrede. "Han er min ven, lige så meget som du er! En rigtig god ven! Så..." hende ord døde ud, som en hånd hævede sig foran læberne, og kinderne blev pludselig tomat røde, lige som ham, burde hun også vide bedre og ikke lade følelser fra andre styre, og netop her, havde hans følelse taget styringen. Kesters vrede, jalousi, skuffelse, og nu Trestons had? Hvad..sker der mellem de to? tænkte hun som flovheden over at have ladet hans følelser styre deres samtalen, men ordet undskyld, var ikke på hendes læber, for hun havde vel ment hvad der blev sagt. "Kester har bare, nemt til vrede..Det er det eneste galt med den mand." tungen slog et klik som det blev slagt, men stemmen var langt mere rolig.

    "En god mand?!" gentog Treston vantro, mens han kunne mærke forargelsen og arrigskaben stige - vidste, at der ville komme ting ud nu, som han uden tvivl ville fortryde, men kunne ikke stoppe sig selv. En hård, håbløs latter undslap ham, og han lænede sig langsomt tilbage på briksen med armene krydsede over brystet - betragtede Josefine på gulvet med en mine, som om han ikke vidste om han skulle grine eller græde. Om han helst ville håne hende eller sig selv... tænk at Kester havde gjort sit arbejde så godt - opbygget dén perfekte persona, han ville have andre til at se, så han kunne foretage sine forfærdelige gerninger i skalkeskjulet. "Hvis du tror dét, er du blind, Josefine! Blind eller dum - eller også er han vitterligt så stor en psykopat, at han kan narre selv dig...! Kester er en forpulet sadist, der nyder at se andre lide under hans syge påfund! Der er så meget galt med dén mand, at jeg ikke ville vide, hvor jeg skulle starte, hvis nogen bad mig remse det hele op!"
    Hendes sammenligning - påmindelsen om, at han havde udnyttet hendes tillid - var som at få slag i ansigtet, og han åbnede munden uden at vide, hvad han ville sige. Tankerne blæst helt blanke og tomme af vreden og frustrationen. Og hadet. 
    Så klikkede informationen om dét 'stævnemøde', hun havde nævnt, og vreden veg for en pludselig, isnende frygt. 
    Zirra...
    "Hvad sagde han om dét stævnemøde?" spurgte han med en stemme, der indeholdt en advarsel om, at hun skulle be- eller afkræfte alle hans bange anelser nu - lige nu. Da hun snakkede videre -  holdt på, at Kester var en god ven og undskyldte hans dårlige egenskaber med vrede - udstødte Treston en frustreret lyd og greb fat i hende. Var et splitsekund fra at ruske hende, men fik standset sig selv i sidste øjeblik. Hans greb om hendes arme var dog hårdhændet - en opførsel han ikke ville have troet om sig selv og slet ikke i relation til Josefine... Men dét hér var simpelthen for vigtigt, og han var... simpelthen for vred.
    "Stop dét dér og svar mig!" hvæsede han, inden hun nåede at komme med flere undskyldninger for dét røvhul. "Hvad var det for et stævnemøde, Josefine?! Hvad fortalte han om det?!" 
    

Hadet spredte sig i luften som en uhelbredelig sygdom stormede igennem den fattige sammenklemte dele af befolkningen, først blot et sted, en enkelt kilde af det og nu stank luften af had og vrede, en følelse som blev kastet frem og tilbage mellem de to. En god mand? den ubehagelige tone, ramte perfekt hendes indre øre til at sparke tankerne godt i gang, og før hun fik mulighed for at svare igen, blev det kort varigt vendt imod hende. Blind eller dum.Dog ganske kort for det igen omhandlede psykopaten Kester som Treston så fint udtrykte det, og som det ord blev sagt, puste hun irreteret luft ud, for at udtrykke sin uenighed med det ord.
"Tag dig sammen! Hvis han narret mig, så ville det betyde at han føler glæ.." mere fik hun ikke sagt før den kolde klamme fornemmelse spredte sig ned af ryggen, hændernes milde ryst, og vingerne lagde sig så lavt til jorden de kunne. Frygt, forsigtigt, nervøst øjede hun Treston.

"Stop dét dér og svar mig!" og før hun fik tænkt sig om, tænk på morgen dagens dialog, endte hans arme igen på hende, og i en blanding af frygt og had, var dette tæt på det sidste hun ønskede. Det er ikke mine følelser, det er ikke mine følelser.Gentog hendes sind flere gange, som hun kort varigt, lod nogle berymret øjne falde på Treston som han holdt hende, som han bad hende gentage, bad hende forklare.
"Jeg...SLIP MIG!" hævede hun stemmen, og forsøgte at skubbe ham væk. Hun træk vejret dybt som hun samlede sine tanker, sine følelser.
"Jeg spurgte ikke ind til det, hørte ham blot sidde med to andre her til morgen snakke om hans aften og nat. En eller anden kvinde han brugte dagen med, mødte hendes familie." hun rystede  hovedet, så hvorfor var dette vigtigt! Hvorfor hadet Treston, Kester så meget.
"han osede af glæde ved et hvert ord, og han sagde noget med at da han så hendes ansigtet udtryk som han tog hjem var han overbevist om at han måtte se hende igen." et dybt, irreteret suk forlod hende.
"Men hvad kommer hans kærlighedsliv dig ved." kommenteret hun opgivende og rullede øjne let af Treston. Den ene hånd fumlede bag hende selv, og kom frem i lyset som de ord blev sagt, i den, en lille amulet kendt fra kiles ordens herredømme og had imod magien, specielt magi som hendes egen. Hånden klemte sig om den, som hun overvejede det.

    Da han så hendes ansigtsudtryk...
    Treston slap Josefine, som om han havde brændt sig på hende - kørte hænderne over ansigtet og endte med at samle dem foran læberne, næsten som om han bad. Hjertet hamrede af sted - pumpede frygten rundt i kroppen på ham, mens tankerne tumlede over hinanden; viste ham forfærdelige billeder af Zirra, af Kester. Genspillede Sednas ord i minegangen. Hans plan var at ødelægge mit ansigt. Med hans egne ord tæve det sønder og sammen og banke hans pik ned i halsen på mig...
    Hænderne rystede. Hvorfor havde han dog ikke formået at tage livet af Kester, da han havde chancen...? 
    En skramlen ved celledøren trak Treston ud af den nedadgående tankespiral, og han så op og fik kort øjenkontakt med vagtmesteren, der var blevet tilkaldt af Josefines råb. Han blev stående et par sekunder uden for tremmerne, mens han sikrede sig, at alting var som det skulle være, før han trissede ned ad gangen igen med en mumlen til Josefine om at: vi sidder lige rundt om hjørnet - du kalder bare, hvis du vil have assistance...
    Afbrydelsen var dét Treston havde haft brug for for at få styr på sig selv. Det nyttede jo ikke noget at spekulere - nyttede ikke at gå fuldstændig i spåner over noget, Josefine kunne have misforstået. Han måtte håbe og bede til, at Zirra var okay - i hvert fald indtil han selv kunne spørge hende direkte. Hvis Kester havde krummet så meget som et hår på hendes hoved...
    Han knyttede hænderne - vidste, at Josefine fulgte med i hans sindstilstand og tvang derfor sig selv til sammenbidt at forklare: "Hans kærlighedsliv kommer mig ved, fordi det var min familie, han sad med ved bordet hos i går. Min lillesøster, han muligvis har- " Kvalmen kvalte ordene og han tog en anstrengt indånding. Vent med at gøre dig antagelser, til du har snakket med Zirra... Med tilkæmpet ro lænede han sig atter frem imod Josefine og forsøgte at nå ind til hende - at overbevise hende om sandheden i sine ord: "Jeg forstår godt, at det må være svært for dig at tro, Josefine, men Kester er afsporet. Han ynder at snyde sig ned i den grimmeste del af fangekælderen - dér hvor de indsatte sidder lænket - og så misbruger han fangerne efter forgodtbefindende. Han ville have voldtaget Sedna, hvis ikke- "Han standsede sig selv - bed sammen om ordene inden de forlod hans læber. For jo, Josefine havde godt nok sagt, at hun havde skrevet sin rapport, men at bringe videre til hende, at Zirra havde været i dén kælder, kunne sætte både Josefine og Zirra i en dårlig situation. "Hvis ikke han var blevet stoppet. Han er ikke din ven! Og du må ikke stole på et ord, der kommer ud af dén mands mund!"

I hast lod hun blikket falde over sin skulder som hun hørte vagtmestrenes stemme, "selvfølgelig..Men det bliver ikke relevant i dag." som ordet relevant blev nævnt lod hun blikket falde tilbage på Treston og med et blink der skreg, ikke sandt. Forsigtigt som vagtmestrene træk sig væk lod hun den blive set, og langsomt først omkring hendes hals.Som hun lyttede til Trestons ord. Hans familie? Hvad vil Kester med en kvinde som Zirra? Virker ikke som hans..type. Tænkte hun let som følelserne dæmpede sig, og hovedet blev mere klart. Vingerne rettet sig op som modet kom retur og frygten forsvandt, hadet lagde sig også langt væk, som hun endelig åndet lettet op og ryggen blev ret. afsporet? Hendes øjne blev store som Treston begyndte at fortælle om de forfærdeligeheder han påstod havde forekommet, og langt mere hans ord om Sedna, og hun behøvet ikke sin evne for at vide hvordan han følte om de ord. Blikket faldt som ordet voldtægt kom frem.

"Så...du beder mig tro på dine ord, nu. Nu hvor du sidder her?" hun lod blikket falde over sin skuldre, imod tremmerne.
"Kester er den første der ønsker de fanger..Hvilket altid har undret mig..Men han er slet ikke som du siger. Det had du føler imod ham.." hun lod sine ord hænge som blikket faldt på maden som blev koldere og koldere ved hvert ord de delte.
"Du forstår at dette er svært at tro? Ikke? At en jeg er gået forbi dagligt har voldtaget, og mishandlet fanger som tilhørte han mørket? Og jeg har intet andet følt end glæde, stolthed og i nu og næ en vrede?" glæde ved smerte? tortur og voldtægt? hun rystede hovedet ved muligheden. Det kunne ikke være sandt, vi skal jo bringe lyset til vor verden, og gør vi sådan som han siger..så.. hagen faldt og ordende døde hen i en stilhed mellem dem. "Din mad bliver kold."

    Hendes tvivl var begrundet - det vidste Treston udmærket godt - men den gjorde stadig ondt. Det gjorde så ondt, at han med sine handlinger havde skubbet hende så langt væk og såret hende så dybt, at hun havde svært ved at tro på hans ord... 
    Men det måtte ikke komme i vejen for dét budskab, han blev nødt til at få hende til at tage ind, og derfor holdt han stædigt blikket på hende - gjorde sit bedste for, at hun kunne se oprigtigheden. Mærke hvor vigtigt dét hér var for ham. 
    "Ja, jeg beder dig om at tro mine ord - på trods af alt. Og ja... Jeg forstår godt, at det må være svært, når jeg har..." Han skar en grimasse - havde lyst til at række ud efter hende, men vidste ikke rigtig, om hun ville give ham lov. "...Når omstændighederne er, som de er... Men det var en del af grunden, Josefine. Alt dét med Kester... Det gik op for mig, at vi et langt stykke hen ad vejen ikke er en skid bedre end Mørket! Jeg fandt pludselig mig selv i en situation, hvor jeg langt bedre kunne respektere Sedna - en soldat af Mørket - end jeg kunne respektere en medridder; en kollega. Og det fik det virkelig til at gå op for mig, at jeg hader dét hér liv, Josefine!" Fortvivlelsen havde sneget sig ind i hans stemme nu, og han rømmede sig frustreret - prøvede at pakke billedet væk af Dastors misbilligende udtryk og Eylias tårer. "Jeg hader Lysets dobbeltmorale. Jeg hader dén hér evindelige krig. Jeg hader, at jeg og mine brødre og min søster er blevet indoktrineret med fortællingen om, at verden er sort og hvid, og Mørket kun avler ondskab! Jeg hader- " Han brød af og kom til at udstøde en bitter, lille latter. "Jeg hader hadet, tror jeg..."
    Der var stille mellem dem lidt, til hun henledte hans opmærksomhed imod maden, og han kørte en træt hånd over ansigtet. 
    "Til Zaladin med dét..." mumlede han og lænede sig opgivende tilbage på briksen. "Til Zaladin med det hele... Jeg får ikke lov at leve ugen ud, Josefine. Lidt kulde til eller fra gør ikke den store forskel..."
    Bitterheden var ikke rettet imod hende, men det gjorde den ikke mere retfærdig. "Jeg kommer til at savne vores sene aftensnakke," bemærkede han til sidst og måtte smile et trist, lille smil, fordi det jo egentlig var noget underligt noget at sige; han ville ikke få mulighed for at savne noget-som-helst. Men hun forstod vel, hvad han mente. "Jeg har virkelig...værdsat vores venskab, Josefine."

At mærke amuletten dræbe hendes evne var aldrig behageligt, den klamme følelse af noget af en selv blev spærret inde og en ubehagelig tomhed tog over, men det var sådan det måtte være i dette øjeblik, hun var selv for følelsesladet, og for nem at påvirke i denne stund. Alt dette at vide hendes bedste vens skæbne stod for døren, hvordan kunne hun ikke være påvirket, og hans følelser, gjorde det blot mere voldsomt. Så for ny, måtte den tomme, klamme, fornemmelse lægge sig over hendes skuldre og om ubehaget ved dette var synlig, vidste hun ikke. Du..tror ikke jeg er klar over, vores had for dem, ofte gør os lige så slemme imod dem, som de er imod os? Hun træk lidt på smilet som han forsatte, et smil som kun voksede som han begyndte at tale om at hade dette liv. Velvidende at der ikke burde være et smil på hendes læber som han delte disse følelser men det smil var der, hun lod ham tale færdig, siddende på sine knæ og vingerne der let løftede og sænkede sig ved hans ord.

Jeg får ikke lov at leve ugen ud. De ord, tvang dog smilet fra hende, og blikket til bakken af mad, dog blev blikket ikke lavt længe, før han sagde noget der fangede hende, deres venskab, deres snakke. "Treston..Jeg er stolt af dig." bryd hendes ord igennem cellen.
"Du lyder mere fattet og klar i hovedet end nogle sinde, og du er min bedste vej, de aften samtaler vi har er vidunderlige, og jeg glæder mig til at have mange flere af dem." smilet træk sig frem igen, som fremtiden kom i spil.
"Og, nu du har set hvad had gør, vi begge sider.. Vil du så ikke hjælpe mig med at gøre noget ved det? Denne krig bliver ikke vundet ved den ene side bliver 'slagtet' og fjernet fra isaris lys. Har jeg aldrig troet på." Hovedet blev drejet og øjne lukket som hun lyttede til gangen, om nogle var nær.
"Den bliver vundet når siderne kan leve sammen, og lige nu, er du og..hende Sedna? Et bevis på freden er mulig. Så når i to ses igen, så lov mig, at i vil hjælpe mig, med at slutte denne krig? På en fornuftig metode der ikke farver vores jord rød af blod." hun træk vejret dybt.
"Jeg nægter at tænke på retssagen som din død..blot starten på en ny kapitel. Vil du ikke nok forsøge at gøre det samme Tres?" Blikket åbnede og de grønne øjne vendte retur til hans opgivende sidde stilling.

    Han betragtede hende fra sin tilbagelænede stilling, mens hun delte sin vision - bad ham om at hjælpe. Om ikke at miste modet. Om at love, han ville forsøge at tænke positivt.
    Det triste smil var blevet varmt et sted undervejs, men det kunne stadig ikke helt gøre op for, at hans øjne var mørke og uden håb. 
    "Jeg skal gøre mit bedste, Jose," lovede han, selvom han vidste, det var en kamp, han havde tabt på forhånd. Så kom han til at grine rigtigt - et udslag af den karakteristiske galgenhumor; her sad han med en engel og forsøgte at forklare hende, hvorfor han var rimelig sikker på, at dén dødsdom, han havde hængende over hovedet, ville være temmelig endegyldig...
    Med en aura af, at have taget sig selv i nakken og gjort en indsats, for at hive humøret i vejret, rettede han sig op på briksen. Trak tallerkenen til sig og kastede et blik ud over de lækkerier, hun havde fundet frem til ham, før han klappede insisterende på briksen ved siden af sig - inviterede hende til at slutte sig til ham.
    "Jeg havde faktisk tænkt mig at invitere dig på en gang aftensmad, når det hele var overstået," afslørede han og holdt tallerkenen frem imod hende som en tavs opfordring til at dele det med ham. "Dét hér er godt nok ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig det, men vi må jo tage til takke..." Han greb bestikket og gav sig til at skære kødet ud i mundrette bidder. Betragtede hende ud af øjenkrogen. "Får du sovet lidt bedre? Går alting, som det skal?"

At han lovede at hjælpe, så meget han nu kunne midt i alt dette. Når han om få dage ville høre sin egen skæbne, og med hvad hun selv vidste om alt der var sket, og han havde sagt og følt, og vi elskede det meste af natten.Som han sagde sidst de var sammen, så...Var der bare at håbe på hvor meget der kom frem. Hænderne mødte gulvet som hun rejste sig, og krydsede cellen. Hun træk vejret dybt og forsigtigt lod hun ene vinge danne ryglæn for ham, før hun satte enden på, hvad der skulle virke som en madras.  Ryggen mødte den koldte væk, og hænderne hvilede i hendes skød, den ene knæ blev sat over krys og hvilede på det andet.
"Tak." Svaret hun stille fandt sig til rette, smilet kom igen frem på hendes læber som han snakkede om at inviterer hende på middag.
"Middag?" gentog hun hans ord, og lod blikket glide på maden han begyndte at skære op. "Hvorfor lukke ned for den mulighed? Næste fredag?" spurgte hun med et grin på læben og lod baghovedet falde imod væggen, nok var vinger behagelige, men til at lave underlag for ens egen ryg var de nærmest ikke i stand til, men for ens nære. Hun smilte som det hele blev mere normalt og en hånd instinkitivt lukkede sig om amuletten.
"Selvfølgelig sover jeg ikke ordenligt, fandt mig selv i gårdagens nat på et hustag nær børnehjemmet...Og jeg drømmer alt for ofte om det forbandet varehus." hun friste kort af sine ord, og rystede hovedet. "Så..er alt er som det plejer...næsten...Har nogle nye bekymringer, en af mine venner har rodet sig ud i noget hø."

    Josefines vinger var bløde og dejligt varme i modsætning til den kolde stenvæg, og Treston lænede sig tilbage i dem - nød følelsen af de bløde fjer imod nakken. 
    "Næste fredag?" gentog han og stak et stykke kød i munden. "Det kan vi godt sige - hvis jeg ikke har en aftale med bødlen inden da, naturligvis. Jeg er ikke så god til dét dér med at være tredje hjul..." Et skævt smil blev sendt hende vej, selvom ordene var ubehagelige - han havde besluttet sig for, at humor var bedre end selvmedlidenhed, og han var rimelig sikker på, at hun forstod ham. Han fandt det sågar i sig at grine, da han tilføjede: "Spørg Zirra om det sidste - jeg havde nær slået hendes kavaler ihjel i går..!" 
    Da hun besvarede hans spørgsmål - afslørede, at hun havde været på én af sine natlige ture nær børnehjemmet - blev han dog lidt mere alvorlig. 
    "Er du tættere på, rent faktisk at gå derned? Sige hej til dem. Se hvordan de har det?" spurgte han stille. Bemærkningen om vennen, der havde rodet sig ud i noget hø, gemte han lidt - han havde en grim mistanke om, at det kunne være ham hun mente. Ellers måtte venner under alle omstændigheder rangere efter børn i vigtighed; Josefine havde godt af, at der bare en gang imellem var nogen der forsøgte at lette hende for byrder...
   "Jeg ved godt, det hele er rodet, men tror du ikke bare det bliver sværere og sværere jo længere tid, der går?" 

Tænk at han faktisk sagde ja til det, næste fredag. Hun sendte det skæve smil tilbage til ham og tilsluttede hans grin med sit eget.
"Skal jeg nok når muligheden giver sig, skal vel have dem mødt en dag og du snakker så varmt om hende." den ene hånd forlod hendes skød og sluttede sig om amuleten, klemte om den.
"Og til det med bødlen, hvis du har ender med sådan en aftale, lover jeg at være der." Blikket forlod ham, og gled til maden i hans skød der var en ro over at se ham spise på trods af det hele. Hun lænede sig let frem som børnehjemmet kom på tale, noget hun håbede at han blot hoppede over.
"Og sige hvad? 'hej puslinger! det er mor..ja jeg er en engle nu' og så forklare dem at jeg ikke kan tage dem hjem som det er nu?" hun sukkede opgivende og hånden faldt igen fra amulleten og greb fat om hendes hoser.
"De har det godt..bedre end de ville være med en enlig mor." tilførte hun før han fik mulighed for at kommentere.
"Enlig soldat mor.." kom der kort efter, som hovedet begyndte at hænge og blikket falde på hendes egne knæ. 
"Er..allerede blevet svært." lyd det opgivende som hænderne slap hoserne med lette ryst, og mødtes i hendes skød og hurtigt søgte den anden hånd. hold op jeg savner dem.Skreg hendes indre som hun ikke kunne lade være med at tænke på den gang, den gang som nu fem år siden.
"Tror du overhovedet de kan kende mig? Det er mange år siden..Alexander er snart teenager..og Elenora..bliver otte her slut vinter...Hun var ikke engang to da jeg.." igen sukkede hun opgivende.