Der var noget ubeskrivelig tilfredsstillende ved at bevæge sig ned i syden af landet hvor varmen var intens og vinterens tag ikke var nået frem. Naamah var ikke kræsen hvad vejr angik, men der var en skønhed og frihed ved at gå ad det varme sand og mærke solens stærke stråler pulse varme ud i omgivelserne.
Den blege hud sugede det til sig, som hun vandrede ned af Balzeras støvede gader.
Åh og hvilket sted Balzera var! Hun var rejst gennem Sarghos først. Den første handelsby, hvor lunerne skam også sad udenpå tøjet hos de fleste, specielt som Naamah gik forbi og lod sin aura påvirke enhver indenfor rækkevide. Men hendes hjerte hungrede mere efter havnens handelsby.

En by af synder. Folk der råbte af hinanden med vrede pulsende i kroppen. Tyveknægte der hovmodigt tog chancer til højre og venstre. Kvinder der misundeligt så hvordan Naamah spaserede ned af gaden med hofterne i bløde sving og ingen interesse i deres blikke. Grådige handelsmænd og sømænd der fråsende gik til alkoholen og lystigt tog for sig af kvinderne på havnen der gjorde sig til. Det var næsten som at stå i midten af det største og bedste tag selv bord i hele den vide verden.

For hende var det sjove altid at opleve kroens skiftende stemning når hun trådte ind. Hendes klæder var yndige, og var som malet perfekt på hendes krop, og det blonde hår skilte sig ud fra de mørke toner. Hun værdigede sig blikke fra alle kanter af kroens stue, og hendes aura af synd spredte sig som røg til enhver derinde. Hun nød det.
”Et glas vin, hvis de har. Gerne krydret” Syden og deres krydderier. Det kildede sådan på tungen.

Siddende bagerst i en tilfældig kro i Balzera nippede Tanto til et krus mjød. Halvdæmonen var i handelsbyen i forbindelse med en dusør, der kunne holde ham godt kørende i god tid uden et nyt job i nogen tid. Selvfølgelig havde dette lokket halvdæmonen. Dette var hans levebrød efter alt, hvad der var sket i hans liv. Men hvad der kunne gøres for dagen var ordnet. Tanto havde opsnuset rundt i byen. Hørt relevante individer om mulig information im dusørens hoved. Nu sad han blot på kroen og nød alkohol, han alligevel ikke kunne mærke i disse menneskelige mængder.

Iført i sort og grå nuancer gik halvdæmonen næsten i et med hjørnet af kroens skygger. Det var nærmest kun hans sukkerblege hud, der var lyst ved ham. Det og det lyserøde ar henover højre øje. Det forevige minde om, hvem Tantos kære farmand var. En følelsesløs dæmon. 
I hjørnet kunne Tanto se hver ny gænger, der kom ind i kroen. Det kunne være hans dusør kom valsende ind for at drikke aftenen væk. Men indtil videre havde halvdæmonen kun opfanget typiske individer. Ingen skilte sig synderligt meget ud. Men det skulle nok komme, for der gik ikke lang tid, før en bleg kvinde med blond hår trådte ind af døren. Hendes gang bevægede hofterne i en svajende bølge, der kunne få samtlige menneskemænd og visse kvinder til at kigge bag ud for hende. Egentlig fandt Tanto ikke denne kvinde unik ved udseende. Jo, hun virkede lidt for fin til denne kro, men der var adelige i byen, som sikkert elskede at mingle sig med pøblen. Måske hende blot var en af disse. Derfor vendte halvdæmonen tilbage til sit krus.
Dog begyndte Tanto at mærke et underligt skift i hans humør. Lyst var ikke en følelse, der ofte optrådte sig i Tanto. Der skulle i hvert fald ske meget for, at halvdæmonens lod sine sensuelle lyster styre ham. Men lige nu følte han en form for lyst snige fra baggrunden. Han kiggede rundt i kroen og kunne se mange af krogængere i lignende påvirkning. Nogen endnu mere. Nogen af dem, der sad tæt i båsene, havde læberne mod hinanden og hænder, der udforskede deres kroppe. Andre kiggede bare på andre folk, som om de kiggede efter et offer. Hvad skete der? Hvad havde fået påvirket hele kroen på denne måde? Svaret kunne findes nemt. Hvornår begyndte kroen at blive påvirket af denne samlede, enkle følelse? Da den blege kvinde med yndige klæder trådte ind. Tanto måtte finde hende. Hun var ikke hans dusør, men hendes påvirkning på alle kunne være farlig. Og inderst inde var halvdæmonen nok også lidt bange. Den begyndende følelse af at miste kontrol over sig selv kom som bivirkning af dette. Og Tanto hadede ikke at have kontrollen over sig selv. Efter alt det med Bagludan havde sørget for dette ønske. At være i kontrol, hvis bare for egen krop.

Kroejerens betagede blik der hvilede på hende og kun meget modvilligt slap hende for at hælde hendes vin op og aflevere, eller servicere andre kunder, fik hende til at smile ganske underholdt. Det var utroligt, at Naamah ikke blev træt af at se skiftet i de søde letpåvirkelige mennesker efter årenes løb, men hver eneste gang, var det lige så morsomt og tilfredsstillende som første gang magten indtræf i hendes krop.
Hendes blik skævede til siden hvor to unge mennesker, der tydeligt havde måtte ses udenfor andres blikke, ikke kun nu stirrede længselsfuldt af hinanden og holdte hinanden uskyldigt i hånden, men hengav sig til de forbudte følelser og trang de havde i kroppen. Sødt.
Kroejeren måtte hellere takke hende, for med den hast de letpåvirkelige sjæle havde, ville han sælge værelser som var det varme creamboller direkte fra bagerovnen. De lidt stærkere, var mere påpasselige, men et længselsfuldt blik eller et slik over læben var nok til at hun kunne fryde sig.

Kroen var ikke så fin at hun fik udleveret et ordentlig vinglas. En skam. Der var noget mere yndefuldt ved at sidde med sådan et end et krus der mest af alt lignede hun slugte større mængder øl der kunne minde om havskum, end at det var en fin vin med gode aromaer. Åh ja. Hendes ben svang sig elegant over det andet som hun løftede kruset til sine læber og smagte på sagerne. Det var da en, hvad hun ville gætte på, var en ung herre kom frem imod hende. Langsomt dalede kruset og de blå øjne vendte sig imod ham. At gå direkte efter lystens kilde var ganske ambitiøst, men beundringsværdigt.
Også selvom hans blik ikke ligefrem afspejlede en mand der ville kaste hende op på barbordet og gøre hvad hans lyster fortalte ham.

Med rolige skridt trådte Tanto tættere på den blege kvinde, der sad ved baren. Men det var, som han ved hvert skridt blev indhyllet mere og mere i denne aura. At han blev mere og mere påvirket. Tankerne begyndte at flyde hen på emner, han normalt aldrig gad ænse en tanke. En kvinde, der var i færd med at blive befamlet af en mand, fangede hans blik. Og hans tunge? Den slikkede rundt om læberne, som var han en sulten ulv. Hvad skete der med ham? Hvilken effekt havde denne kvinde på ham og alle andre? Hun kunne umuligt være et simpelt menneske, som størstedelen af krogængerne herinde var. Hun måtte være noget helt andet. Noget stærkere. Noget farligere.

Tanto fik fjernet sit blik fra den befamlede kvinde og alle andre end den blege kvinde i baren. Han ville blive fristet til sine unaturlige tanker, hvis han kiggede rundt. Mange var i færd med at dele deres drikke direkte mellem munde. Et par stykker havde allerede fundet vej op til kroens værelser. Et par stykker af dem i båsene havde tydeligvis ikke haft tålmodighed til at nå til et værelse. Men Tanto kiggede ikke på nogen af dem. Hans blik var stadig på den blege kvinde og størstedelen af blikket var som normalt på den stærke halvdæmonen. Men der var en snert af de unaturlige tanker. De tanker, der gerne ville have, at han skubbede kruset ud af hendes hænder og tog hende her og nu. Hvordan kunne Tanto tænke dette? Og så om en komplet fremmed? Det lignede ham ikke. Han blev påvirket og det skræmte ham, hvis han skulle være ærlig. Han følte sig som en forsvarsløs, lille dreng. Han følte sig som den dreng, der så hele sin familie og mor blive slagtet af sin egen far. Selvfølgelig ville han aldrig indrømme dette. Det gjorde ham svag. Men tankerne og følelserne var der stadig.
"Hvem er du? Hvad er du?" Tanto var endelig kommet hen til kvinden og stod med et par fods afstand. Auraen var stærk her omkring hende. Den måtte komme fra hende. Derfor tog halvdæmonen også sin afstand. Han turde ikke tænke, hvad hendes påvirkning var, hvis hun rørte ham. En simpel berøring med finderspidsen på hans kød. Hvis hans tanker var sådan her bare ved at være i samme rum med ham, hvad ellers kunne denne kvinde gøre? Tanto kunne kun grue. 

Naamah tog hele situationen med bragende ro. Hun huskede tiderne hvor hun fik føde netop af at andre udlevede deres seksuelle lyster. Men lyster var så meget mere end det i dag. Naturligvis, så havde det ofte en primitiv natur og kroens kunder afspejlede også hvor tæt i kontakt de var med netop de dyriske lyster, fremfor andre mere materielle lyster som folk måtte have. Ingen kunne bekæmpe det dyriske i dem. Det havde Naamah alt for mange beviser på.
Naamah løftede kruset igen og drak uden at fjerne blikket fra ham. Han var noget andet. Hun vidste ikke hvad han var trods alt. Hun var dæmon, men ikke alt vidende. Men han var mere end bare et sølle menneske, trods hendes aura påvirkede ham. Skulle hun vælge at lade sit tag dale? Hun mestrede trods alt den egenskab om sin evne, selvom den aldrig kunne slukkes helt. Kun overfor dæmoner af hendes egen slægt.

Langsomt brød hendes bløde læber op i et tandsmil. Han overraskede hende faktisk ved at kunne bekæmpe det så længe. Og så de spørgsmål? Han var ikke bange af sig var han? Men i modsætning til alle andre i hele kroen, havde hans evne til at bekæmpe den påvirkning hun havde på alt og alle, alligevel imponeret hende nok til at hans spørgsmål ikke engang fornærmede hende. Det var ikke noget hun normalvis så let på at folk bare spurgte så direkte efter.
”De færreste ønsker en præstation når de er kommet så tæt på” hendes stemme var silkeblød og lokkende, mens smilet var tilpas drillende til at afsløre hun udmærket godt vidste at han havde luret hende. I hvert fald luret at det var hende der skabte al det postyr i kroen. ”Hvorfor spørger du?” han slap ikke endnu. Hun ændrede intet i sin aura før hun følte for det, og så langt var hun slet ikke nået. Ikke så længe hun kunne teste ham.

Hendes smilende introduktion fandt Tanto splittet. På den ene side var dette bare en arrogant handling at gøre. Men på den anden side fandt halvdæmonen smilet for betagende, ja, nærmest velkommende. Nej! Styr dig, Tanto. Kontrollér dig selv! Det var dette, Bagludan havde trænet ham i blandt andet. I mellem alt det, dæmonen havde kaldt en opvækst, var Tanto blevet trænet i alt fra kamp til modstand af alt fra gifte til gasser til meget mere.

Den lokkende tone i hendes ord ramte Tanto, der kun kunne sluge en lille klump spyt som reaktion. Hvis ikke denne kvinde kiggede på ham, ville halvdæmonen give sig selv en hård lussing for at slå fornuften tilbage i ham. Men han måtte nøjes med et hårdt blink, før han atter fokuserede på den blege, kønne kvinde. "Det er dig, der skaber alt det her, ikke? Hvorfor? Hvordan?" Efter alt dette spurgte halvdæmonen ikke om at få hende til at stoppe. Hvorfor? Var det hendes påvirkning, der fik ham til ikke at ville have den til at stoppe? Hvor magtfuld var denne kvinde overhovedet? Højre hånd knyttede sig til en næve, som for at kontrollere kroppen og sin egen beherskelse. Det sitrede nærmest helt i hans krop. Og det var ikke en behagelig sitren. Ikke for Tanto. "Igen, hvad er du?" Lige nu kunne han være ligeglad med hvem'et. Hvad'et var mere pressende, for lige nu havde Tanto sine anelser og det var bange anelser. Han håbede lidt, dette bare var en af de mange magiske evner, som alle i landet kunne have. Men det kunne også være noget andet. Noget værre. En hel anden race, som Tanto håbede, han aldrig ville støde på igen, men han kunne aldrig undvige halvdelen af sin egen race, kunne han?

Hun morede sig. Mere end hun formentlig burde, men det var altid rart at se det unikke. Det som ikke var normen på hendes vej. De få der kæmpede imod og virkelig gjorde alt for at fastholde deres egen styrke og sige fra overfor lystens magt. Hvorfor de gjorde det, forstod hun ikke. Naamah mente tydeligt selv at hun skabte mere glæde end ulykker på sin vej. For hvem var ikke veltilfreds efter et møde med hende?
En lavmæld latter forlod hendes læber over hans spørgsmål, som hun blidt drejede kroppen for at vende sin mere mod ham. Det var vel uhøfligt at havde kroppen vendt væk fra den man talte med? Hvilket formentlig ikke ville gøre hans lille søde kamp nemmere.
”Mig?” kom der nærmest uskyldigt fra hende som hun lagde en hånd over hjertet. ”Hvordan kan du dog tro sådan noget” men smilet var hurtigt tilbage på hendes læber, og det samme var latteren. ”Du har jo allerede regnet ud det er mig. Bravo. Du er den eneste” hun lavede en gestus med hånden ud til hele krostuen der ikke blot emmede, men direkte osede af hendes auras magt.

Igen med hvad er du. Det var da et yderst uhøfligt spørgsmål. Hun tog en dyb indånding, lukkede den ud i et blidt suk og himlede tydeligt med øjnene af ham. ”Igen med det spørgsmål. Jeg er en kvinde. Hvilket jeg ellers troede var ret tydeligt” hun skubbede brystet lidt frem som hun kiggede ned af sig selv med en undersøgende mine. Jo jo, den var rigtig nok. Hun havde taget form af en kvinde.
Hendes blik rettede sig op igen og smilet var tilbage. ”Du kan måske ikke lide kvinder?” Naamah havde alle dage været en legesyg sjæl. Dette var ren guld for hende.

Hendes prøvelse på at lyde uskyldig var en joke. Selv kvinden kunne indse dette, da hendes grinende smil hurtig fandt vej tilbage på hendes læber. Tanto fandt det alt andet end sjovt. Måske lidt kært, men ikke sjovt. Halvdæmonen fulgte hendes gestus ud i kroen. Flere var nu gået helt igang med alle mulige handlinger og akter, der ikke just var normale at se på en almindelig kros borde, gulv og vægge som denne. Hendes magt var stor. Især over for disse almindelige mennesker. 
Men selvom Tanto fandt synet af alle de forskellige mennesker højt upassende, krævede det mange kræfter af ham for at fjerne blikket. Den ubehagelige tanke om at slutte sig til det nærmeste par var det, der fik Tanto til at trække sig helt væk. Nej, han kunne ikke. Han ville ikke.

"Du er en kvinde, ja. Men ikke et menneske. Ellers er du stærkere end de fleste," sagde Tanto. Hendes evne havde efterladt næsten hele kroen forsvarsløs og under hendes magt. Hvis dette ikke var styrke, så vidste han ikke. Det var bare ikke en styrke, han ønskede. "Jeg kan lide folk, der ikke påvirker mig og prøver at få mig til at gøre handlinger imod min vilje." Kvindens legesyge attitude var til at knække sig over. Alligevel tog Tanto et halvt skridt bagud. Han kunne mærke hendes magt over ham kun blev stærkere, som han forblev længere i hendes nærvær. Derfor trak han sig lidt tilbage for at forlænge sit eget sinds kontrol. Hvad der ville ske, når han mentalt ikke var stærk nok, vidste Tanto ikke. Men begge hænder var nu knyttet. Den ene hårde knyttet til en næve end den anden.

Så fjendtlig stemt som denne unge mand var, havde hun mindst af alt lyst til at afslører sine dæmoniske aner. Eller rettere de stærke dæmoniske træk i hele hendes indre der havde tilegnet hende en plads som en af de syv dødssynder. Men det var de færreste der brød sig om dæmoner. De havde fået sådan et dårligt rygte efter… Nej, det havde de altid haft. Lige meget hvilken tidsalder de havde befundet sig i, og Naamah var på ingen måde ung længere. Hans ihærdighed morede hende stadig, og hun overvejede om hun skulle lade ham blive ved med at lide eller vise en snert af menneskelighed hun trods alt havde lært om de sidste tusinder af år.
Men hun svarede ikke på hans konstatering. Han kunne tro at hun var noget hun ikke var, eller tro hun var præcis det hun var. Han fik hende ikke til at be- eller afkræfte sine teorier. Med hans teori kunne hun være et menneske med absurd stærke kræfter. De fandtes trods alt.

”Hmm.. Det kan de fleste vidst” gav hun ham ret som hun med et dovent smil betragtede han bakke væk fra sig. Det var bare ikke alle der opdagede at de blev påvirket. I hvert fald skjældent så hurtigt. ”Jeg kan ikke få det til at forsvinde.” denne gang kom ærligheden trods alt på bordet som hun løftede krusset igen, uden at lade det nå sine læber denne gang.
Hun lukkede øjnene og kneb dem en smule sammen, som hun koncentrerede sig et kort øjeblik om at indskrænke den. Hun kunne ikke indskrænke det for alle i rummet, og det havde hun heller ikke lyst til. Men hun kunne dæmpe effekten på ham. Bare for at se hvad hans reaktion på det måtte være.
Hun havde trods alt stadig muligheden for at lege med det senere. Da hun åbnede øjnene igen, løftede hun krusset og drak igen med overdøvende ro over situationen. ”Det bliver ikke mindre”

En ny tone endte i kvindens stemme. En ærlighed, som Tanto måske ikke havde forventet. Først gjorde hun sig enig i hans konstatering om ufrivillig påvirkning, men derefter indrømmede hun, at hun ikke kunne få det til at forsvinde? Betød det, at hver gang hun var i nærheden af folk, opførte de sig sådan her? Tanto ville ikke engang tænke, hvad der ville ske, hvis hun gik i et proppet marked eller det, der var værre.

Som hendes øjne næsten lukkede sig i, kunne Tanto kort efter mærke noget. Han kunne mærke en stigning i sin egen selvkontrol. Han kunne se rundt i kroen og undertanken om at slutte sig til deres handlinger og akter var mindre. Den var der stadig, men den var lidt mindre. Som om hendes effekt på ham var formindsket til et minimumspunkt. 
Overrasket og fornøjet kiggede han på kvinden. Hun havde gjort dette for en grund. Enten for at vise, at hun til en vis grad kunne kontrollere ham, eller fordi hun bare gerne ville lade ham være mere i kontrol. Tanto vidste ikke, hvilken han skulle stole på. Derfor stolede han på ingen. Men som hun åbnede øjnene helt igen, syntes Tanto, at han kunne mærke kontrollen svinde en smule igen. "Hvad gør du så, når du ikke vil have, at alle omkring dig opfører sig sådan her?" spurgte Tanto, som han gestikulerede rundt i kroen og på de mange krogængere. Det var nærmest underligt at være nogen af de eneste, som opførte sig almindeligt. Selv de arbejdende i kroen passede ikke deres job. De havde sluttet sig til de mange kunder.
Efter lidt tid valgte Tanto at sætte sig på en stol. Ikke den lige ved siden af kvinden, men den derefter. Der var noget over hende, som var nysgerrigt for ham. Og det var ikke kun hendes evne, der lod ham blive. Der var noget i ham selv, i den rigtige Tanto, der lod ham sætte sig nær hende.

Heldigvis, især for Naamah, generede det hende ikke det fjerneste at alle opførte sig efter deres lyster på højt eller lavt plan omkring hende. Hun foretrak at have sine dybere samtaler med sin egen slags, og det var ikke kun dæmoner hun omtalte der. Det var lystdæmoner. De behøvede nemlig ikke at lade sig påvirket til at ville have hende.
At det som skete omkring hende, var for de fleste direkte grotesk, var for hende favorabelt og ikke mindst dejligt.

Det var svært ikke at begyndte at grine over det let skeptiske træk der var at spore i den fremmede mands træk. Men hvem ville ikke være skeptisk hvis de havde tilstrækkelig styrke til at bekæmpe hende allerede i begyndelsen.
Hun havde ingen større plan endnu. Hun agerede på luner, som de fleste af hendes slags normalvis gjorde sig. Og lige nu var det sjovt og se hvad der ville ske ved at give ham så meget kontrol hun nu engang kunne give. Hun kunne selvfølgelig også have løjet, men sandheden var, at auraen ikke kunne slukkes. Den kom med jobtitlen.
”Hvad får dig til at tro, at jeg ville ønske de ikke opførte sig sådan her?” spurgte hun med hovedet let på skrå og en nysgerrig mine, upåvirket af lyde, bevægelser og ikke mindst udsyn der kunne findes overalt i den lystige kro.
”Der er intet mere naturligt end at tage for sig af sine lyster” gav hun ham igen, ganske fredelig. I hvert fald for nu var hun fredelig som en lille kælen kat. Men kendte man til katte, vidste man også at det hurtigt kunne ændre sig ved den mindste ændring.

Der var stadig beherskelse over Tanto, men nu vidste han, hvorfor han bedre kunne kontrollere det. For hun lod ham gøre det. Dette var ikke just bedre. Hun havde stadig en vis kontrol over ham - hun havde bare givet ham illusionen af selv at være i kontrol. Men hvis hun kunne formindske sin effekt på ham, burde hun også kunne det modsatte. Og Tanto vidste ikke, hvor meget mere styrke af hendes han kunne stå imod. Han var ikke en fuld dæmon. Jovist havde han ikke visse af ulemperne og svaghederne fra dæmoner, men det var på bekostning af at være halvt menneskelig. Og med menneskelighed kom visse svagheder fra den race også.

"Hvordan vil landet ikke se ud, hvis alle konstant opførte sig sådan her? Styret af deres dyriske lyster frem for at tænke rationelt," Tanto refererede til den lystfulde kro, men han valgte bevidst ikke at kigge ud igen. Ikke, fordi han var sart. Under Bagludans opvækst havde Tanto set alt muligt blandt sine dæmoniske søskende. Og han havde selv været blevet tvunget med til de mere dæmoniske søskendefester. Det var nok derfor, Tanto ikke brød sig om lyster. Sidst, han havde overgivet sig helt til sine lyster, havde han været alt andet end et menneske. Han havde været en dæmon. Og han hadet det. Et land styret af lyst var et land uden kontrol. Og der var brug for kontrol. "Du lyder mere og mere som en dæmon styret af lyst." Tanto slank en lille klump. Hans anelser havde været der om hendes mulige race og hvis dette var sandt, vidste han ikke, hvad han skulle gøre. Skulle han flygte? For hvad hvis hun kendte hans far? Eller var blevet sendt hertil for at få sønnen tilbage til Bagludan? Der var ikke meget, Tanto frygtede, men Bagludan var én af disse få ting. 

Illusioner var dejlige, når de kunne bruges mod andre. Naamah elskede at manipulerer rundt med mere eller mindre alle sjæle hun fandt på sin vej. Men han var så skeptisk. Han lod sig ikke bare nare af ingenting. Hun kunne se modstanden i hans øjne og det fik hende til at smile, før kruset igen berørte hendes læber og vinen blev drukket.
Hans ord blev besvaret med en hjertevarm latter som hun drejede hovedet tilbage imod ham. ”Et herligt sted. De gør jo alle bare hvad de inderst inde har haft lyst til at gøre hele tiden” svarede hun med et lystigt udtryk. Det var ikke hendes skyld at de fleste tænkte med nedre regioner og derfor oftest havde lyster i den retning. Hun havde også mødt andre, hvor deres lyster var nogle helt andre og afskåret fra det intime. Ikke mange, men de fandtes.

Et øjenbryn skød op i hendes pande, mens et træk i læben afslørede et skævt smil. Hun morede sig stadig, måske endda langt mere end hun burde. Hvad der foregik omkring hende, der nogen steder faktisk var begyndt at larme en del, var knap så interessant lige nu. ”Gør jeg? Bevares, det beklager jeg da dybt. Jeg er skam ikke spor styret af lyst.” hvorfor var han så bange? Åh ja det var rigtigt, dæmoner havde sådan et dårligt ry på alle egne. ”Desuden, hvis alle med kraftige magiske evner, med det samme blev stemplet som dæmon, ville befolkningen virkelig ud” belærte hun ham dømmende, trods han havde fuldstændig ret. Det behøvede hun selvfølgelig bare ikke give ham ret i. Hvad sjov var der i det?

Et herligt sted? Hvis alle individer - mennesker såvel som alle andre racer - lod deres lyster styre dem, ville kaos kun findes. Jovist fandtes der de få individer, hvor lyst ikke var lig med det intime, men sådan var det for de fleste. Selv Tanto følte sig trukket i den retning, skønt han tydeligt ikke var nær så påvirket som de andre. Det kunne han kun takke kvinden for. Det var hende selv, der lod sin egen evne ikke påvirke ham på lige fod med resten af kroen.
"Lyster bør styres. Kontrolleres. Ikke herske over alle og enhver." Det var nok mere Tanto, der snakkede, end noget af hans herkomst. Bagludan og den dæmoniske side ville uden tvivl prise stor på lyster. Og det var nok netop derfor, at halvdæmonen ikke gjorde. Hvad hans far ønskede og tænkte, var Tanto imod. 

Stemningen i kroen var steget siden ikke for længe siden. De mumlende lyde fra krogængerne var byttet ud med visse højlydte støn og andre nydende lyde fra flere af bordene. Tanto kunne ikke lade være med at skæve ud i mængden. Godt nok var effekten på ham dæmpet, men den var der stadig. Han kunne mærke, hvordan underlivet pressede mod benklæderne. Blikket endte på en kvinde, der var godt optaget af to mænd. Og de to mænd udnyttede hinandens frie lemmer imod hinanden. 
"Du spreder bare lyst. Trækker dette ud af alle og enhver uden deres accept. Som en gemen kriminel," kommenterede Tanto, som han trak blikket fra trioen af halvnøgne mennesker og tilbage på hende. Kvindens morskab bragte kun en mere seriøs mine på Tantos ansigt. "Så du er ikke en dæmon? Er det, hvad du siger?" At hun bevidst ikke gav nogen former for informationer, kun kommentarer og dumsmarte af disse, irriterede Tanto på det groveste. Jo hurtigere han kunne finde ud af, hvad hun var, jo hurtigere ville han miste interessen i hende og denne kro - håbede han. Men han frygtede, at lysten til at blive med hende herinde ville forblive, indtil hun selv forlod kroen med sine dansende hofter.

Ah, sådan en typisk menneskelig tankegang at have. Selvfølgelig tænkte han sådan, for han var vel ikke meget mere end et gement menneske når alt kom til stykket. At han var blandingsrace var ikke noget hun kunne fornemme ud af ingenting trods alt. Men en modstandskræft over det sædvanlige havde han da. ”Jeg viser dig ikke andet, end hvad folk inderst inde vil. Hvorfor leve et ulykkeligt liv hvor du styrer dine lyster fordi normerne siger det? Hvad er det for et liv at leve” svarede hun upåvirket tilbage uden at lade sig bide af at han lød alt andet end tilfreds med hendes tilgang til livet. Men hun var også dæmon. Hun var mere værd end et hvert menneske i hele landet. Hvorfor skulle hun bekymre sig om de havde kontrol eller ej?

Naamahs blik drejede sig derimod skarpt imod ham som en arrig løvinde ved ordet kriminel, men hendes andre træk var stadig bløde og nærmest søde at anskue. Kriminel? Hvor vovede han at tiltale hende på den måde?
”Sidst jeg tjekkede landets lovgivning, gør jeg intet forbudt. Hvor er det kriminelle i min handling? Som jeg fortalte dig før, jeg kan ikke stoppe det. Jeg kan mindske effekten ved få individer ad gangen. Deriblandt dig. Med hvis du så absolut vil påstå jeg er kriminel, er jeg ikke sikker på jeg vil gøre dig den tjeneste.” kommenterede hun skarpt med et isnende blik i sine klare øjne.

”Jeg skylder dig ingen svar. Du må tro jeg er dæmon, du må tro jeg er nymfe, sirene eller hvad end der falder din hjerne ind. Hvad end du lyster” det sidste ord blev ytret kælent, som et blidt smil brød frem på hendes bløde læber og hun stoppede med at dulme sin effekt. Skulle han være på tværs, måtte han tage konsekvensen.
Det havde ingen større virkning på nogen omkring dem, men alle var også godt i gang med hvad de ville. Nogen fandt formentlig ud af at køn ikke var vigtigt, andre fandt tilfredstillelse i flere. Det var for hende et ganske smukt syn, og den eneste der så ud til at være utilfreds i hele mængden, var manden med sure opstød der nu fik lov at føle hvor stærk, eller rettere, svag hans mentale tilstand kunne blive i hendes tilstedeværelse.

Det var tydeligt at høre, at Tanto ikke ville ændre kvindens holdning. Ligesom hun ikke ville ændre hans. De havde forskellige syn på livet og menneskeheden som en helhed. "Fordi lyster kan få dig dræbt. Fordi, hvis man er styret af følelser, dør man." kommenterede Tanto tilbage så køligt, som han kunne i selskab af hendes effekt. Der var dog alligevel tydelighed i, at der lå noget personligt i hans ord. Og personligt det var det. Hans mor og hele familien var blevet slagtet på grund af deres intellektuel lyst på mørket og morens følelser til Bagludan. Nej, følelser og lyst var ikke lig med et lykkeligt liv. Hvad end denne kvinde ville mene.

Selvfølgelig ramte han noget på hende ved at kalde hende en kriminel. Ingen ønskede at blive kaldt dette. Ikke engang kriminelle ønskede det. Derfor glædet det ham lidt, da hun tydelig var irriteret over dette. Men han måtte tage konsekvensen ved dette. Som han fornærmede hende, tydeliggjorde hun bare, hvordan hun i sidste ende havde kontrollen over ham. Eller kontrollen over at lade ham være fri så at sige. "Du gør, som du gør. Men ønskede dig mig styret af mine lyster, så havde du strammet dit greb om mig. Ikke løsnet det." Det var måske idiotisk af ham at lege med ild. Men Tanto kunne godt lide ild. 

Men Tanto mærkede konsekvensen, før han fik modsvar på kommentaren. For som hun afsluttede sine ord, kunne han mærke, hvordan hans trang til at kigge ud i kroen blev forstærket. Og trangen til at slutte sig til flere af grupperne var der også. Lemmet i bukserne begyndte i hvert fald at blive hårdere og hårdere, indtil det stødte imod benklædernes stof.
Blikket havde vandret tilbage ud på trioen af mennesker. De var nu en gruppe på fem - tre mænd og to kvinder, hvoraf de to nye var af orks herkomst. Med tydelig modstand vendte Tanto dog alligevel sit blik tilbage på kvinden. Han ville ikke tigge hende om at svække hendes effekt på ham. Han kæmpede imod det, som hun kunne. "Du er ikke spor nysgerrig over at kende til den eneste herinde, der kan stå imod dig?" Tantos kølige toneleje fra tidligere var svækket og erstattet med en legende tone. Tydeligt var den påvirket af hendes effekt, som om hun havde kastet bolden til ham og han havde fortsat legen. Hendes effekt på ham var stærkere, end Tanto turde indrømme. Han ville ikke fremstille sig selv som svag eller nem at kontrollere, men denne kvinde var godt på vej. Om han ville det eller ej.

Åh barn, han forstod sig ikke på hvordan verden fungerede. ”Hvis det var sandt, min dreng, ville dyr for længst være udøde” det fulgte deres egne luner, selvfølgelig påvirket af instinkter. Men havde de lyst til at æde, skide, sove eller parrer sig så gjorde de det, uden nogen kvaler, etiketter eller formelle krav at følge. De levede præcis efter deres lyster. Lysten til at overleve, bevares, men det var vel i sidste ende også alt der krævede for at leve. Lysten til det.
”Du interesserede mig med din modstand. Nu skal du få lov at bevise det værd igen” svarede hun med en morende kølighed i sin stemme som hun lod manden mærke konsekvensen af netop at tale sådan til hende. Naamah var vant til at man priste hende og generelt så på hende med lidenskab. Ikke had og vrede. Det irriterede hende, men sårede hende trods alt ikke. Hun kunne ganske simpelt være ligeglad.
Men selvfølgelig var hun ikke det, og at se mandens blik glide ud over forsamlingen der hengav sig i kødets lyster fik hende til at smile selvtilfreds. Hendes blik gled ned over ham og hun var ikke i tvivl om at alle lydene, duftene og synet der mødte ham havde den effekt som det havde på de fleste dødelige væsner.

”Stå imod mig? Søde, du kæmper en kamp du ikke kan vinde” grinede hun og lagde hovedet på skrå af hans legende tone. Hvor var køligheden dog blevet af? Nå ja, den var erstattet af noget andet. Noget der stammede fra hele hendes person der påvirkede ham tydeligt. ”Hvad har du mon lyst til at lærer mig?” om ham selv, eller hvad han havde haft i tankerne med hans ord. Hun svang sig elegant rundt i stolen og rejste sig op for at gå et par skridt tættere på ham, uden at være helt indenfor håndsrækkevide. Han måtte komme til hende, hvis han vel og mærket ikke var stærk nok til at bekæmpe hende.
Under alle omstændigheder var det da både interessant og morsomt at han prøvede.

Dyr havde ikke samfund, som mennesker og de mange andre racer havde. For dyr var lystdrevet med instinkter. Et samfund kunne ikke afhænge af dette. Selvfølgelig ønskede Tanto at fortælle alt dette, men det tog en del af ham at koncentrere sig om kvinden og ikke resten af kroen. Hendes tag om ham var tilbage og den var tilbage hård. Halvdæmonen valgte sågar at bide sig halvhårdt i underlæben for at fjerne fokus fra lysterne til læberne. 
Et blik af irritation blev givet som kvinden legende og med morende tone i stemmen lod Tanto bevise sit værd igen. Det var, som om den midlertidige pause fra effekten kun havde forstærket den nu. Halvdæmonen var nød til at kæmpe endnu mere for ikke at løbe væk fra denne kvinde for at finde sig en gruppe eller parring på kroen for at tilslutte sig der. Men han kunne ikke. Han ville ikke!

En rysten på hovedet blev givet. Meget vel kæmpede han en brag kamp for at prøve at stå imod, men det var ikke forgæves. Det ønskede Tanto ikke at tænke, for hvis det var forgæves, kunne han lige så godt lade være med at kæmpe imod. 
Det tog straks meget mere at stå imod, da kvinden havde slanget sig ud af sin stol og taget tilstrækkelige skridt mod Tanto, så der kun var ét enkelt skridt i mellem dem, før en armsrækning ville give berøring på den anden. Bidet i underlæben blev hårdere, så der kom blod ind i halvdæmonens mund. Men det var ikke det eneste sted, hvor blod samlede sig. For bulen i bukserne var, om ikke tydelig nok, blevet større og hårdere af alt sammen. Lydene, viden, effekten, kvinden. Tanto prøvede at stå imod sine egne lyster, som kvinden kun fremhævede, men kroppen gjorde, hvad kroppen ønskede.
"Jeg kan lære, du ikke skal gå imod en halvdæmon." Hvor prøvede Tanto at lyde brav og stor i sine ord, men effekten var nok meget tydelig på ham. Og efterfølgende gjorde han det dummeste. For Tanto valgte at tage skridtet tættere på kvinden. Det var, som om han gik igennem en tyk væg. Det dunkede sågar i lemmet, som han uden at tænke lavede et blik op og ned af kvinden, før øjnene stålfast satte sig på hende. En klump blev synket, som der blev kigget på kvinden med den samme højde som ham. Lidt ligesom Amy. Nej, Tanto skulle ikke tænke på hende. Det ville kun gøre hans og hans krops tilværelse værre.

Det var en sjov leg for hende at se hvor længe han kunne blive ved. Hvor meget han orkede at kæmpe for at stå imod hendes uimodståelige kræfter. Hun anså i hvert fald selv den magiske aura for at være uimodståelig, men han kæmpede fortsat videre. Hvorfor? Ja det måtte være noget med en indre morale hun ikke forstod sig på. Han ville knække, præcis som enhver anden hun var kommet forbi i sit liv. Det var bare et spørgsmål om at bruge de rigtige midler.

”Sødt” svarede hun mod den prøvende stemme der ønskede at give et andet billede af ham, end hvad hun så. Hun så ikke en stor og mægtig kriger der lod som om hun ingen effekt havde. Det ville i hvert fald være synd at sige, trods hans kamp havde været ganske imponerende.
Som han tog skridtet tættere på, veg hun ikke væk men lod ham. Det var alligevel begrænset hvad han kunne gøre ved hende hun ikke kunne give tilbage. Hun var trods alt i kontrol over sig selv og sin egen krop i modsætning til ham.
Et krøllet smøret smil gled over hans læber som hans tanker afslørede ham. Hun vidste ikke præcis hvad han tænkte på, men det var noget han lystede. Hendes øjne blev mere intense som hun de skiftede fra stålblå til blågrønne. Håret der var langt begyndte at glide tilbage for at danne en kort frisurer. Desværre kunne farven ikke ændre sig, men hendes ansigt skiftede ganske langsomt over til noget der for hende var ukendt, men for manden var præcis den tanken han havde haft og lystede. ”Hvad hedder hun?” spurgte Naamah silkeblødt, som hendes udseende havde ændret sig til at ligne den anden kvinde så meget som det var hende muligt.

Det her var alt andet end det, Tanto havde forventet, da han var taget på kro i dag. Han havde forventet en stille aften, hvor han kunne nyde et krus, før han tog resten af aftenen op på sit værelse på den øvre etage for at sove, indtil morgensolen vækkede ham. Han havde ikke forventet at møde en kvinde, hvis effekt ramte hele kroen på denne måde, inklusiv ham selv, skønt han delvist stod imod den.

'Sødt'. Kommentaren var tydelig et hån. Meget vel havde han prøvet at virke stor og modig, men lige nu var han kun en anelse stærkere end resten af kroen. De havde bukket under for længe siden, men han var stadig nok ved sine fulde fem til ikke at lade lysterne tage overhånd over ham. Men hvad kvinden gjorde bagefter, gjorde et godt forsøg. Langsomt, men tydeligt begyndte kvindens udseende at ændre sig. Først var det øjnene, der fik en bekendt nuance af grøn. Dernæst var det håret, hvis farve og længde blev kort. Men det var, da kvindens ansigt begyndte at formere sig til andre folder, at Tanto kunne genkende skikkelse, der stod over for ham nu. "Amy," sagde Tanto længselsfuldt. Ikke for at besvare kvindens spørgsmål, bare som en konstatering. Det var uger siden, hans aften med Amy var hændt. Synet af hende var behageligt. Derfor havde en hånd da også fundet vej til hendes kind, men som han rørte hende, blev halvdæmonen påmindet om, at dette ikke var Amy. Alligevel tog det nogle sekunder, før han trak hånden hårdt til sig igen og knyttede den for at formindske fristelsen. Øjnenes længsel havde også i et meget kort øjeblik været i fronten, men den blev pakket bag ud for ikke at fordybe sig i dette mere. Tanto prøvede i hvert fald dette. "Nej! Stop det." Det var ikke en ordre, men det var heller ikke en bøn. Det var noget midt i mellem. Tanto prøvede at trække sig væk, fjerne sit blik fra kvinden, hvis udseende bar en bemærkelsesværdig lighed med Amy, men den var ikke foruden sine fejl og mangler. Men det var nok for Tanto til ikke at kunne fjerne sit blik fra hende. Amys udseende og væsen var nok for ham til at mærke hende i ham. Det var ikke retfærdigt. Kvinden brugte beskidte kneb foruden hendes effekt. Ingen mand kunne stå imod dette, men Tanto fortsatte sine prøvelser. Det var bare blevet svære. Langt svære.