"HEJ!" råbte hun hårdt som en rekrut igen, ikke stoppede hurtigt nok. "Knægt! Jo! At vinde er fint! Men vi dræber ikke her!" lyd det lige så hårdt, som hun tog med en ung knægt i kraven, ved deres side lå hun, en spinkle halv elver, og holdt sig til panden som få røde dråber faldt gled over hende og mødte trænings området. "Du har talent knægt, men i krig...Ikke som vagt! lær at styr dig." hun lyd meget mere hård end hun endelig var, hun havde selv haft samme problem som ham den gang. Men for hende var problemet hendes krop, han, var blot for voldsom og kamp glad. At lære at fjerne en trussel, og lære at tage et liv, var meget forskelligt. Desværre noget unge ikke altid så. "hjælp hende forbi lægen. Nu!" lyd det i den samme hårde tone, som de andre mumlede omkring. "Og tag en pausen resten af jer." forsatte hun med et afslappet suk.

Hun brugte langt fra, nok tid her. Ej det var skønt at lære de nye at kende, se de nye talenter, og holde godt øje med hvem hun skal hive med i grænsevagten. Hun smilte lidt skævt ved denne tanke og lod blikket falde over dem. ham..hans øjne, hvad end magi han bruger, skal det godt nok ikke spildes inde for byen mure. og hvem mere? Hende? Let på tå? måske. Tydeligt hun nydt dette, at lade blikket falde over dem, undrende, og forestille sig deres fremtid. Hun gabte let, som disse tanker endte, og vand flasken mødte hendes læber. Som den faldt, hilste den splittet tunge på verden flere gange. Den mørkeblå uniform sad let over hende, ikke nogle håndjern, intet, blot uniformen og de typiske læder sko og bukser og en enkelt træningsværd som nu lå ved hendes side.

HEJ! lyd det højt som akurra kastede blikket i retningen, stille så hun på de små horn, den stærke figur. Et barn? Var der en race, hvor det var svært at se aldre på, minus elverne som snydt med deres evige ungdom. Så var det minotaurerne, de var alle kæmpe. Var han et barn? Hvor... hun sukkede let som hun opgav på at finde ud af aldren. "Prøve? Fægtning? Eller?" spurgte hun for at være sikker.

En hånd hævede og gjorde tegn til at han skulle komme nærmere dem. Minotaurerne havde alle samme problem, styrke, alt for meget tillid til deres kropslige styrke. Deres børn må have endnu flere problemer med denne racelige svaghed. Alle børn havde de samme problemer, de larmede, ville altid have deres vilje, de larmede noget mere, ville aldrig som de skulle, og have, aldrig forståelsen for den dejlige ro og orden! De tvinger en til at bruge så meget, unødvendigt energi. "Hvor gamle er du?" spurgte hun direkte som han kom tættere på, hun rejste sig let, og lod sin front være imod ham, og løftede blikket til hans. Hvorfor..er de alle så kæmpe. At stå at se op til et barn, var en sær fornemmelse.

Som han udbryd et ja af så meget energi, var der ikke andet at gøre end at lade de klare røde øjne glide over sine trætte, rekrutter. En hånd åbnede sig langsomt og en fingre gled over dem. "Mhmm.." lyd det tænkende som fingeren overvejede sine muligheder. Miniaturen var besværlige, de fleste mennesker uden erfaring ville ikke stå en chance, elverne kunne måske. Hun sukkede og et drillende smil dykkede frem på hendes læber, som de røde øjne vendte retur til minoaturen blot for at høre hans alder. "Elleve..Kun elleve?" hun vippede hovedet og så op på ham.

Det gjorde lidt ondt i stoltheden at en elleve år gammel knægt, var så meget højere end hende, kunne hun slå et klik med tungen, ville hun, men i stedet hilste den splittet tunge på luften i mellem de to. Et kort suk forlod hende som den kom tilbage til hulen bag hendes læber, "Burde ikke give dig lov, reglen siger seksten." men det drilske smil sagde noget helt andet, "Så? Hvad vil du? Og hvem vil du prøve med?" lyd det i det drillende toneleje, og en åben hånd gled ud over de andre rekrutter, og også den række af træ våben der stod langt stenvæggen. "Du har frit valg." tilførte hun som hånden kom retur til hendes form og hvilede på hoften.

Hun så bort fra de nærmest tiggende ord, og holdt godt øje med hans kropsprog, den sære race havde jo nogle færdigheder inde for alt dette, eller, retter racen havde færdigheder ingen for en ting, kamp, de havde styrken til de, deres kultur tvang dem til at lære det hurtigt, men dette var et barn i Dianthos, ikke i en af deres klaner, og selv om hun skulle se op til ham, var han stadig intet andet end et lille barn. "Ja..kun elleve, reglerne siger seksten før byvagten tager en ind." forklaret hun i en rolig tone til han pil. "Men du er her jo heller ikke for at blive rekrut vel?" spurgte hun utrolig ledende, det ville jo være oplagt læring for en af rekrutterne, møde en hvis fysiske styrke var alt de havde tilid til, noget man ikke kom uden om i en verden både med orkere, trolle, og de behornet bæster som minotaurer. "Jeg har sagt fint." kommenteret hun til tiggeriget, en hånd pegede til våbenrækken, selvfølgelig ikke rigtige våben, alle af træ, men et godt udvalg på trods af dette.

De andre rekrutter stirret som Ezekeil både fik lov, og direkte udfordret Akurra, og Akurra selv satte bare armene over kors, lidt irreteret over hendes ord valg. frit valg. hun rystede kort på hovedet. "Fint..Fanget af egne ord." hun gik stille hen til træningspladsen, og på vejen samlede sine egne træningssværd frem. "Pas på med hvad du ønsker." lyd det drillene på vejen, og den splittet tunge hilste flere gange på verden på den lille tur. Var altid rart at fornemme hvad der foregik i luften, specielt i situationer som denne.

"Så kom. Vis hvad du kan." tænk at give lov til dette, tænk at lade et barn vandre herind. blot fordi han spurgte. Hun sukkede som han gik nær våbnene, hvad mon han ville tage.  Det skuffet blik var ikke til at tage fejl af, han ønskede et rigtigt våben, dog var han mange år for tidligt for netop den slags. Alt for ung til at kunne stå til ansvar for et ægte våben. Blikket gled forsigtigt fra ham til bænken hun sad på tidligere, hvor det sværd hun selv benytte tidligere lå. Der gik ikke længe før de to, den lave slange kvinde, godt oppe i aldren og endnu længere væk fra sin storhedstid, hvis man spurgte hende selv i hvert fald. Og dette barn, med korte horn og en krop alt for stærk af hvad godt var, fuld af overmod nok til at gøre selv dødssynden skamfuld over deres manglende overmod.

Det var umuligt ikke at trække på smilebåndet som han udvise høflighed og gjorde sig klar foran hende, både ordene og bukket, "Jamen dog..hvem har oplært dig i etikette?" spurgte hun let provokerende og nejede og lod sværdet hængelavt mellem dem, spidsen som hvilede under hendes knæ. "Kom. Du valgte selv din modsstander. Så lad være at brok dig om et minut." hun træk på smilet, som det blev sagt. mon han er som resten af arten? og løber hovedet først ind bare med et lille prik. De tandløse kæber blev blottet i smilet, mon det var så nemt.

Hun rystede hoved som smilet kom hendes ven, alligevel rystede hun hovedet med et smil. Modsat ham brugte hun ikke tid på at stille sig op, blot en afslappet stilling og sværdet i en slap hånd langs hendes side. De små horn fangede dog hendes blik, det ville vokse meget de næste par år, måtte ikke være helt behageligt. En erfaring hun selv havde haft den gang hendes to fine tænder ikke var helt med i hendes vokseværk.

"Fint ord for opførelses." tilførte hun til hans spørgsmål, "Noget du er bedre til en resten af dine art? du er ikke halv blod vel?" spurgte hun som han begyndte at gøre tegn på at gøre noget, og han valgte at løbe imod hende, sværdet højt som var det en økse eller kølle. Et indre suk forlod hende, som hun gjorde klar. Løsningen var nem, men hvor meget skulle hun passe på et barn? Han udfordret hende, så hvorfor holde igen. Sværdet, blev gjort klar til at møde hans, og i netop som han kom ind for tre skridt afstand til hende.

Et skridt til vestre, et drej i hoften og et hårdt spark imod hans ankel, som sværdet søgte hans. Hun vendte sig hurtigt imod ham, faldt han? eller holdt han sig faktisk oppe? Denne gang holdt hun dog sværdet mere seriøst..Det var ikke med lidt kraft han havde mødt hendes sværd med sit, så at være lidt påpasselig blev hun nød til at være. Sværdet var lavt, tæt ved hoften og rettet imod ham, fødderne dog stadig blot i en normal stilling. "Dit hoved er for tungt, du falder nemt. Hele din art kæmper med dette problem... Find balancen, den er i dit center, ikke dit hoved."