Selvom sommeren burde være gået på held, så lod det ikke til at den helt havde sluppet sit tag i Dianthos. Solen stråler varmede markedspladsen omkring ønskespringvandet, og en stille vind bragte nogle af de første faldne blade med sig.
Det summede som altid med liv her omkring middag, blandede folk der skaffede det de behøvede og lidt til. Unge der havde sneget sig væk for at bruge lidt tid sammen med vennerne eller kæresten, samt en enkelt præstinde der delte sin guddoms ord.

Cedrik var endt i Dianthos lidt ved et tilfælde, men når folk hyrede ham som guide så endte man lidt der hvor de gerne ville hen.
Det havde været en hyggelig tur uden nogen større problemer (Sådan var de fleste ture for ham), så med krystaller på lommen var det tid til at kigge på om der var noget spænende på markedspladsen!
Heldigvis fladt han nærmest over en halskæde han syntes Lucky skulle have, plus den var slet ikke så dyr som den så ud til! 

Så veltilfreds lænede han sig tilbage op af springvandet, det havde allerede været en god dag, men hvis Lucky var her ville den være endnu bedre! Et skævt smil bredte sig over hans snudeskaft, som en pelset pote kastede en krystal bagover ned i vandet bag ham. Det kunne ikke skade at ønske? 
Hans øre dirrede, havde det plask ikke været noget større end fra en lille krystal?

Til trods for at sommeren var ved at gå på held, så havde Lucky alligevel fundet vej op gennem landet, og endt oppe ved Dianthos. Turene var ikke så ofte så langt nordpå, da hun aldrig rigtig havde brudt sig om hvordan sommeren endte hurtigere heroppe, tæt på Turmelinien, men et sidste smut til Dianthos? Det kunne hun godt overleve inden sommeren slap helt op.
Hun havde også for en gangs skyld været yderst heldig med vejret, hvilket blot betød at der var andre ting, hun ikke kunne være ligeså heldig med. Der var dog intet der skulle ødelægge Luckys humør, til trods for at hun tidligere på dagen havde mistet sine krystaller, og at hun til morgenmad var blevet solgt en rådden fisk.

Hun havde heldigvis stadig en jakke til at dække den lyse hud mod den værste vind, og et gåpåmod som aldrig rigtig forsvandt. Hun var nået hen til Ønskespringvandet, da hun havde taget en tilfældig rute. Der så ud til at være mere afslappet heromkring. Folk sad sammen, og selv Lucky kunne mærke sin mundvige trække sig lidt op. Cedrik ville nok syntes om at være her, men det var som om at i det øjeblik hun tænkte på Cedrik, og hans vidunderlige person, så kom der en person, og nærmest væltede ind i hende, hvilket betød at hun fik overbalance, og i gru i sindet, vidste hun godt hvor hun ville ende henne.

PLASK.

Hun sad med røven i springvandet, og var fuldstændig gennemblødt, fra top til tå, og den tidligere tanke om at det ville være godt hvis Cedrik var her, blev straks ændret. Hun var glad for at Cedrik ikke var i nærheden af hende lige nu.
Hun tog sin våde hånd og prøvede at tørre noget af det våde hår ud af sit ansigt, hvilket bare gjorde hendes ansigt mere vådt, og de to pjuskede ører, lagde sig bare frustreret ned langs hendes hoved, som hun forsøgte at komme op og stå igen, så hun kunne komme væk fra springvandet. Klar over den opmærksomhed hun havde trukket sig, men fordi Cedrik var bag hende, havde hun ikke opdaget halvræven. 

Lyder af det overraskende høje plask fik Cedrik til at dreje hovedet, og han måtte næsten tabe kæben i ren og skær overraskelse. "Lucky?!" Jo han var da heldig, men at de begge to skulle være endt i Dianthos samtidigt var alligevel mere end hvad han havde troet på.
Det kunne være at han skulle bruge springvandet oftere, det virkede i hvert fald hurtigt! 
Dog var der ingen grund til at tænke for meget over den slags! Der var en fantastisk halvkat der havde brug for noget tørt, så han skyndte sig rundt om springvandet for at komme hen til hende.
"Du er ikke kommet noget til vel?" øjnene gled op og ned af hende, hun så mest ud til bare at være blevet gennemblødt. 
Uden hun havde nået at sige noget var han allerede i færd med at tage både vest og skjorte af, han kunne jo ikke have at hun frøs!
"Her!" lød det med et varmt smil, hans hvide pels på brystet dansende i den lette vind. Han var heldigvis dejlig varm at kramme.
Men han kunne hellede ikke ladevær med at tænke på hvor fin hun var, selv når hun var gennemblødt. Han vidste dog bedre end at sige det til hende, den slags skulle siges på de rigtige tidspunkter.

Nej, nej, nej. Det her var det værst tænkelige der kunne være sket for Lucky, da hun hørte Cedriks blide , nej måske næsten begejstret, stemme over at finde sin kæreste i springvandet, hvis det var det ord de havde lyst til at bruge om dem.
Hun følte sig dog så upæn som noget kunne. Vandet var ikke specielt rent, hun var kold, og hun følte sig bare lidt små ækel, som vidunderlige Cedrik kiggede ned på hende med de bekymrede øjne.

Hun kom dog endelig op og stå, og takkede i det mindste guderne for ikke at gøre hende mere pinlig berørt over deres pludselige møde. Hun havde ikke engang regnet med at Cedrik var her i byen til at starte med.
”Nej, nej... jeg har det fint,” sagde hun mumlende, og fik endelig trådt ud af det våde vand, hvilket man lidt kunne have sagt sig selv det var. Til trods for deres badetur ved vandfaldet, så blev Lucky dog aldrig en vandkat.

Det indbydende kram tog hende dog ikke lang tid at tage imod. Selvom man godt kunne se at hendes humør havde været bedre. Pelsen var blød og varm, selvom hun stadig følte sig kold i sit våde tøj, men det hjalp lidt på humøret, selvom hun stadig følte sig lidt pinlig berørt over hvad der var sket. ”Tak,” mumlede hun og gned sig ansigt lidt mod pelsen. ”Jeg vidste ikke du var i byen...” Ellers ville hun da have opsøgt ham tidligere. Det var dog svært når de begge to altid var på farten. 

Det var tydeligt at Cedrik slappede mere af som det blev tydeligt at Lucky bare havde været uheldig og ikke var kommet til skade. Med hendes held så kunne de mindste ting nogen gange gå voldsomt galt, og andre gang var det som her bare utroligt upraktisk for hende.
Det var ret synd, men også lidt heldigt for hvis hun ikke var var faldet i vandet, så havde det nok ikke opdaget hinanden selvom de havde været så tæt på hindanden!

Selvom der gik lang tid mellem at de så hinanden, så var det fantastisk at holde hende i sine arme, at mærke hende mod hans bryst... Det at hun var våd var kun en mindre detalje, for hun var stadig Lucky halvkatten han elskede. 
Et skævt smil dukkede op, det var ikke ret ofte hun sådan sagde tak af sig selv. "Altid" svarede han bare. Sådan nogle ting var bare bedre at dele. "Nej det var heller ikke sådan rigtigt planen at jeg ville være det, men en vej førte til den næste" klukkede han "Jeg havde troet at du havde været længere syd på, på det her tidspunkt?" Hun var noget mindre til kulde end han var, og selvom dagen var varm idag, så blev det sikkert snart koldere. 
"Jeg kender et godt sted med en god solstribe hvis det er?" Lidt lys og varme ville nok være godt for hende og hendes våde tøj.

Det var held i uheld, en ting der virkede til at blive ved med at ske når de to af dem var omkring hinanden. Altid virkede Lucky i hvert fald til at falde i armene på Cedrik, når hun mindst ønskede det, men det var svært at forblive bitter og vred omkring halvræven hun holdt så tæt lige nu. Pelsen var blød, og han var varm, og dejlig, præcis som hun huskede.

”Det var også planen, men vejret har virket til at holde tæt, så tænkte jeg godt kunne nå det inden det blev for koldt,” sagde hun og trak endelig sit ansigt lidt væk, så hun kunne kigge op på ræveansigtet over hende. Han var virkelig bedårende. ”Du ved hvordan du får en kvinde interesseret,” kom det leende fra hende, da han sagde han havde en god solstribe, og hun gav endelig helt slip på ham, blot for at klamre sig om hans arm i stedet for. ”Ellers bliver jeg nok tør før eller siden,” sagde hun og rystede lidt med hovedet, så et par af vanddråberne alligevel landede mod ham, ikke med vilje, men hendes hår dryppede stadig af vand. Hun kunne dog stadig suge lidt varme ud af hans arm mens de gik.

Cedrik nikkede lidt "Det giver mening, det ville være synd ikke at nyde vejret mens man kan!" Han var selv så heldig at vejret holdt de fleste steder han tog hen, men alligevel var han meget glad for at hun var endt her. 
"Kun dem jeg holder af!" Klukkede han og gned sin kind op af hendes, egentlig var han ret charmerende af sig selv, men det kom bare så meget mere naturligt når han var sammen med Lucky. "Hellere nu end senere" lød det med et smil og gav hendes arm et klem, som han ledte dem væk fra springvandet.
Turen gik gennem en gyde hvor der stod et lavt skur, dog ingen solstribe i syne. "Så er vi der næsten!" lød det næsten for optimistisk. Han skævede dog til sine hånd poter, den lille klatretur ville nok være lettere med fingre. 
Så han lukkede kort øjnene og langt det meste af hans pels forsvandt, mest af alt lignede han et menneske med ræve ører. "Så! Det er lidt lettere at klatre med fingre" smilede han, uden på nogen måde at snakke om at han lige havde forvandlet sig ved siden af hende, som det var ingenting og noget han havde gjort massere af gange. Hvilket ikke ligefrem var tilfældet. 

At han generelt var charmerende var naturligvis hvad Lucky tænkte om halvræven, hvilket desværre også lidt havde gjort hende bekymret om, om han fik andre til at falde for sig til højre og venstre, og hvad værre var, om han selv fandt nogle af dem søde også. Det var heldigvis ikke noget der var kommet til udtryk mellem dem, mest af alt fordi Lucky glemte alt andet, når hun endelig var sammen med Cedrik, selv hendes jalousi tendenser.

Hun lagde sin arm om Cedriks liv, som han hev hende igennem byen, mod denne såkaldte solstribe, mens hun nød varmen fra hans bløde pels. Det gjorde det også nemmere ikke at forsvinde i menneskemængden.

Skuret gjrode dog ikke Lucky optimistisk og hun kiggede overvejende op på Cedrik, indtil han begyndte at forvandle sig, og hun gav endelig slip på ham, og tog et par skridt bagud, hvor en brosten lå lidt løs, og hun var ved at miste balancen, men formåede heldigvis at fange sig selv op af muren, så hun ikke faldt helt på røven.
”Du... du... du...” stammede hun. Hun havde været overbevist om at Cedrik havde en måde at se ud på, og det var nærmest en ræv på to ben. Han havde aldrig fortalt om det her! 

Nogen gange glemte Cedrik at Lucky ikke helt var lige så optimistisk som han selv var, men den måde hun så på skuret, mindede ham pænt om at det nok var en god idé at fortælle hvad planen var, og ikke bare trække folk gennem tilfældige gader i storbyen.
Ups?

"Hov pas -!" nåede han kun inden hun halvt var faldet over en sten, heldigvis var hun blevet reddet af en væg fra at falde på halen igen. 
"Jeg..?" Han så ned af sig selv "Oh, det har jeg glemt at fortælle..." han trak lidt på skuldrene og sendte hende et undskyldende smil. "Jeg har lidt fundet ud af at jeg har en evne der gør at jeg kan forvandle mig til en ræv, eller en mere menneskelig udgave af mig selv?" han viftede lidt med fingrene af sit ansigt der stak nok mindre frem uden det snudeskaft han ellers havde. 
Med et halvt skridt rakte han hånden frem mod hende. "Bare rolig, jeg er stadig mig selv, dog med mindre pels og mere øjenbryn." Det her var nok ikke den heldigste måde at fortælle sin kæreste at at man pludselig kunne skifte form, men ja det var lidt der de var endt. 
"Jeg er nok lettere at kysse på?" altså gik den så gik den.

Lidt af ens optimisme forsvandt også, når man vidste hvilket uheld der var i ryggen på en. Hun hadede ikke sit liv, men hun forventede heller ikke at tingene nogensinde ville gå så glat, som hun måske i sit stille sind kunne håbe. Hun var person der faldt 9 gange, men også rejste sig op igen 9 gange.

Hendes øjne var dog stadig store som hun tog det nye udseende ind. Han var stadig yderst charmerende, men det var lidt noget andet. Hun havde vænnet sig til en version af Cedrik og det her var noget... helt andet. Dog var hun ikke sen til at tage imod hjælpen fra hånden, så han kunne trække hende hen til sig, hvis det var det han ønskede.
”Men... hvor lang tid har du kunne det?” der var så mange spørgsmål der hvirvlede rundt i hovedet på hende, og derfor var det lige det der kom ud. Hun håbede da ikke at han havde holdt det hemmeligt fra hende i lang tid, især fordi han havde en pointe. Han ville være væsentlig nemmere at kysse. For den gik altid når det kom til Lucky. Der var hun alligevel lidt for skudt i halvræven. 

Roligt trak Cedrik Lucky ind mod sig, selvom han så anderledes ud så var han stadig den samme halvræv hun havde forkelsket sig i, hun skulle bare lige have chancen for at se det selv. "En måned eller to mener jeg?" lød et med et halv smil.

Det havde været utroligt hyggeligt at få styr på evnen sammen med Maela, det havde været utroligt heldigt hun havde været der til at forklare hvordan det hele hang sammen, eller havde han været fanget som en ræv ret længe. For nok var han heldig, men ikke altid lige så skarp som man skulle tro. 
"Jeg kan også forvandle mig til en ræv, du ved dyret." klukkede han, det var nok bedre at forklare det hele på engang istedet for at komme til at bare gøre ting.

"Men hvis det er..." blidt ledte han hendes hånd op til hans kind. "Så må du gerne mærke efter, jeg er stadig mig og..." Han brune øjne søgt hendes gule, ved guderne hvor han bare kunne forsvinde ind i dem. "... jeg elsker dig lige så meget som altid."
Forsigtig med armen om hende, trak han hende helt ind i hans favn og lænede sig det sidste stykke for at kysse hende.

Det var selvfølgelig længere tid siden at de to af dem havde ses, så hun kunne godt lige undskylde ham for det, selvom hun stadig lidt havde ønsket at han havde fortalt hende, inden han bare var begyndt at ændre sig. Der havde selvfølgelig været nogle mere presserende ting, så som at få Lucky tør og varm.

Det var dog først da Cedrik ledte en hånd op til hans kind, og at hun endelig rigtig mærkede, hvordan hans hud var blød, dog ikke som pels, og at han stadig var den samme dejlige Cedrik som hun havde forelsket sig i dengang.
Hendes kinder blussede lidt op, da han erkendte sin kærlighed til hendes, ikke fordi det var fremmede, men hun følte sig så umådelig heldig. "Det er lidt underligt, men mon ikke at jeg kunne vænne mig til det," sagde hun inden at hendes læber mødte Cedriks. Der var langt mindre pels at tage sig af, selvom følelsen næsten var mærkelig. Det var dog hurtig noget hun vænnede sig til, som hun smeltede ind i kysset.

Hun var lidt let til hovedet, da hun brød kysset igen. "Det er ikke helt skidt," sagde hun med et lille lykkeligt suk. Hendes hånd gled op til ørerne han stadig havde. Han var stadig lidt ræv, og det måtte også være nok. Hun brokkede sig i hvert fald ikke mere nu.

Nok var Luckys hånd en smule kold mod hans kind, men det gjorde ikke Cedrik det store. Hvis han kunne ville han bare gerne varme hende og kolde al kulde i hendes liv på afstand, men det var ikke lige så let desværre.
Alle tanker om varme og kulde forsvandt dog som deres læber mødtes i kysset, verden gled nærmest på afstand og varmen boblede i hans indre. Ved guderne hvis han bare kunne bruge al sin tid med den fantastiske halvkat i sin favn...

Et skævt smil spillede over hans læber "Vi må hellere huske at bruge tid på at øve det" lød det med sigende løftende øjenbryn. Hvis han selv skulle sige det var det et af de bedste kys han havde været en del af. En tilfreds brummen undslap ham som hun næsten nussede ham bag ørene, det var lidt som de var en smule mere følsomme når han var pelsløs.
"Men! Jeg lovede dig en solstribe!, vi skal lige klatre lidt for at komme op til den, men det er den bedste solstribe i byen, det lover jeg dig" Strålede han, mens hans gjorde mine til at gå hen mod skuret igen. 
Hvis hun gav ham pladsen ville han hurtigt komme op på taget af det hvorfra han ville hjælpe hende op og lede dem længere op på taget af bygningen ved siden af. 

Smilet på Luckys læber blev blot større. ”Det må vi finde tid til,” spandt hun grinende. Der skulle ikke meget overtalelse til for at Lucky ville øve at kysse med Cedrik. Oplevelsen var allerede væsentlig nemmere, fordi vinklen var ikke så akavet, og der var heller ikke ligeså meget pels i munden når man kyssede ham. Hun var dog glad for at hun stadig godt kunne have den pelsede mand hun havde forelsket sig i.

Det var også en god lyd, kunne hun ikke lade vær med at notere sig selv som han brummede lidt af at blive nusset bare øret, men han slap det trods alt, og trådte et skridt væk, da han pointerede at de nok skulle videre op til solstrålen. Det var nok også et bedre tidspunkt at øve videre, især inden Lucky blev alt for kold.

Selvom Lucky sagtens kunne klatre selv, så var hun ikke sen til at tage imod hjælpen til at komme op på skuret, så de kunne komme videre op. ”Kommer du ofte heroppe efter den?” spurgte hun grinende, og fulgte elleres trop efter Cedrik hen til den såkaldte bedste solstribe i byen. 

"Jeg tænker vi måske kunne finde tid til det over en middag?" klukkede han, de krystaller han havde var alligevel til for at blive brugt, og hvem bedre at bruge dem på end Lucky? Han ville give hende alt hvad hendes hjerte begærede, plus det han lige kom på han syntes hun skulle have.

Det gjorde ham lidt glad at se at hun faktisk bevægede sig som en der godt kunne komme rundt til steder der var besværlige at komme hen til, der var så mange fine steder folk overså fordi at det ikke var nemt for dem. "Ikke så ofte igen, ville det overraske dig hvis jeg fortalte at jeg fandt den fordi jeg blev jagtet derop af nogle bande medlemmer?" klukkede han, de var ikke så gode til at klatre som ham og Lucky.

Fra skuret gik vejen op på et hustag, mellem to steder der var lavet vinduer, endelig op på det hus tag hvor solstriben var. 
Soltriben gik gennem et mosaikvindue hos Isari katedralen og badede det næsten flade tag i et mangefavet farvespil, utroligt nok var der læ for vinden, og det var så højt oppe at der også var ly for lurrende blikke. "Må jeg præsenstere, byens bedste soltribe!" klukkede han som han gestikulerede mod de mange farver.

Det var ikke så meget fordi hun var forlegen, en stadig ved spørgsmålet om en middag, blev hendes kinder lidt røde. Hvis ikke de allerede havde været sammen, så ville hun godt nok være godt i gulvet over hvor glat han var med sådan en bemærkning. Derfor var et også en bestemt nikken der kom fra Lucky. Uanset hvor dårlig maden kunne være, så ville selskabet fra Cedrik om ikke andet gøre op for det. Hun havde også lidt nået bunden ved at spise rådden fisk i morges.

Hun kiggede overrasket på ham. Hun havde forventet at hans liv ville være nemmere end at blive jagtet. Han var heldig, men måske havde heldet alligevel valgt at han kunne finde herop. ”Jeg har lidt svært ved at tro at du nogensinde bliver jagtet af nogen,” indrømmede hun alligevel, men lod ham ellers føre an hvor han mente solstriben var.
Til trods for hvor god hun normalvis var til at falde over de løse steder, hvor man kunne falde i, så gik turen overraskende nemt. Hun var tydeligvis vant til at begå sig højt oppe, for balancen holdt hun uden problemer.

Da de endelig lå solstriben, fik hun lidt store øjne og kiggede fascineret på mosaikvinduet og så tilbage mod Cedrik. ”Jeg kan se hvad du mener,” sagde hun med funklende øjne, og var hurtig til at hoppe over på solstriben. ”Det eneste vi kunne mangle var et tæppe,” indrømmede hun. Det ville dog nok være væsentlig bedre om foråret eller sensommeren, hvor solen stadig bagte, uden at man var ved at dø af varme. 

Cedrik forsøgte men fejlede i at holde en kort latter tilbage, "Det sker ret ofte, men jeg har måske også en dårlig vane med at gå efter folk der er lidt for trælse og har lidt for mange krystaller de ikke bør have." De havde kort snakket om hans arbejde som stifinder og de ting, men han blev lidt i tvivl om han havde nævnt at han også lidt arbejdede som lommetyv hvis folk var trælse nok, ved ham eller andre. 
Det havde dog en tendens til at gå meget godt, og enten endte han spændende steder, eller slap heldigt fra det, lidt som han havde med solstriben her.
Det var lidt en lille ting, men han var utroligt glad for at faktisk kunne tage hende med til alle de sjove steder han havde faldet over rundtomkring i landet, det var så sjældent at man mødte nogen der forstod sig på at klatre!

Og hele klatreturen var det værd som hun lignede en kat der så på det tændte midvintertræ, men Cedrik kunne godt forstå det, farvespillet var altså fantastisk heroppe på den her tid af dagen. "Et øjeblik" brummede halv ræven og stak hoved ud over kanten, på siden hvor der hang en tørresnor (Han havde brugt den til at komme ned sidst han havde været her) Til hans held hang der et tætte! Eller retter et gulvtæppe? Det kunne de nok godt låne lidt. 
"Her! Noget at sidde på!" stålede han før han rullede det ud så de havde noget at sidde eller ligge på. "Du så også sige til hvis du skal bruge noget mere pels at varme dig med" Lød det med et smil og smygede den nu igen meget buskede hale omkring hende.

Den lille del havde de i hvert fald ikke været meget inde på. Enten det, eller også var Lucky kort efter blevet distraheret af at være sammen med Cedrik. Det skete desværre lidt for ofte. Hun havde bare meget svært ved at modstå ham, og det havde også været lidt irriterende hvor hurtig hun havde accepteret at det her måske alligevel var hendes skæbne. Han var bare så... ugh!

Smilet dansede over hendes læber og hun trådte til siden, så han kunne få lagt tæppet ned. Havde Lucky selv kigget, så var hun ret sikker på at det ikke havde været der, eller snoren ville være knækket, som hun ville tage fat i det. Det var dog ikke noget hun dvælede sig ved, som hun satte sig i solstriben, og lod sin slanke krop strække sig, inden hun lænede sig ind i hvor Cedrik sad.
”Det stopper dig vel ikke fra at være varm, bare fordi du ikke har ligeså meget pels,” sagde hun leende, og desuden skulle hun nok bruge lidt tid til at vænne sig til, hvordan Cedrik egentlig var.
Hun havde dog ingen kvaler om læne sig op af ham, og tage en af hans arme for at lægge den om hende, så hun stadig kunne sidde og varme sig på ham... og pille lidt ved hans menneskelige hænder, inden hun flettede deres fingre ind i hinanden. ”Så du tage kun fra dem som er trælse?” spurgte hun uddybende om det tidligere, for hun var ikke ligefrem typen der kunne holde sig til sådan noget selv. Hun tog en mulighed når hun så den, og undskyldte aldrig for at tage det valg. Det endte alligevel oftes med at bide hende i røven. 

"Sandt nok!" Klukkede Cedrik muntert som Lucky smygede sig ind hos ham for at varme sig, han måtte også indrømme at hun var ret kold. Ikke at han ville lade det stoppe hende, og for at understreget det trak han hende en smule tættere på, mens han nussede hendes håndryg med hans ene tommelfinger.
Det føltes til sjovt at sådan hud mod hud men han kunne godt lide at hun føltes tættere på, samt det med at flette fingre kunne han hurtigt blive stor tilhænger af.
Det ene øjenbryn løftede sig en smule i overraskelse før smilet tog over, "Jah, altså jeg kan jo ikke ligefrem slås og sådan, så det er lidt min måde at gøre gengæld." Det var sket et par gange. "Der var en eller anden skør mand fra Rubinien der ødelagde en halv-ædelrævs vogn fordi han ikke gad lytte efter hvad hun sagde, han nægtede at betale, men endte med at gøre det alligevel." klukkede han. Pelé havde været en spøjs men fin dame, gad vide hvordan hun havde det nu? 
"Men normalt så klarer jeg mig uden den slags, sælger nogle urter og sådan, eller er vejviser for folk," uddybede han, egentlig var han i tvivl om hvad Lucky faktisk lavede, udover at være fantastisk. Hvilket som sådan var rigeligt for ham.

Varmen fra Cedrik var behagelig, og hun prøvede nærmest at mase sig ind mod den varme halvræv, med et lille lykkelig suk på sine egne læber. Det her var alligevel livet. Det smukke lys dansede hen over deres kroppe, og selvom de kunne høre mylderet under dem, så var der fred og ro heroppe, som kun var for dem.

Det var lidt underligt at ønske at gøre godt i verdenen, men på sin vis kunne Lucky vel godt forstå det. Hun havde bare ikke samme tendens mod at gøre hvad der var godt for folket, men mere hvad der var godt hende selv. Noget hun foretrak ikke at nævne overfor Cedrik. ”Du lyder som en modig mand,” sagde hun drillende, og nussede sit hoved lidt mod hans hals. ”Tjener man godt af at vise vej?” Det kunne hun vel også finde ud af? Hun ville nok aldrig blive en der tjente ærligt til føden, og hvis hun skulle være helt ærlig, så ville hun nok altid være uheldig, hvis hun skulle vise vej for nogen. Nej, hendes nuværende job var godt nok.
Med mindre Cedrik faktisk spurgte, så havde hun det fint nok med at han ikke vidste for meget om det. Hun kunne godt lide at han troede hun var fantastisk og enestående. Ikke den gemene tyv hun egentlig var.