Det var en besynderlig historie, i hvert fald for Mushu, om hvordan han var endt her, med røven placeret i en pøl mudder, og omgivet af alskens farver, som græsset stadig ikke var blevet taget af efteråret endnu.

På hans seneste patrulje, var de stødt på nogle ondsindet orkere, og Mushu, som altid, havde måtte lade livet for den gode sags tjeneste, men da han vågnede op i sin nye krop, var det en anden verden han havde set. Det var græs over det hele, og ikke nok med det, så var det grønt, og her var dyr. Ikke de skræmmende nogle han var vant til, som ville bide hovedet af en, hvis man ikke passede på, det havde han prøvet en gang for meget, men nej. Smukke dyr, som sang og fløj og hoppede, og var helt igennem vidunderlige.
Det var sådan Mushu havde fundet sig selv begive sig længere ud i den store verden, han ikke ligefrem kendte, og længere og længere væk fra Kzar Mora, stedet han havde kaldet sit hjem hele sit liv.

En sommerfugl, ikke at han vidste at det var hvad det hed, havde ledt ham hen mod en vej, hvor han fik øje på en smuk blomst der stod på den anden side af vejen. Mushu var så fokuseret på at han ville over at have den, den var perfekt til hans skat, trådte hen over vejen, men kom aldrig særlig langt. En smule råben fik ham endelig til at se til siden, hvor en vogn styrtede ned af vejen, og en mand råbte vredt af ham, som han vaklede et par skridt bag ud, og han landede i mudderet der var i kanten af vejen, og blev helt sølet ind i mudder. Som hans øjne rettede sig fremad, så var blomsten også væk. Den smukke blomst.

Dagen var som alle andre, så snart man vågnede hørte man på Chaunce bede hende om den ene efter den anden ting. Dog i dag var det kun en ting. Hent denne pose, hos denne mand. Ikke en unormal ordre, men denne dag valgte hun at tage sin tid på vej hjem, hun vidste udmærket godt hvad der ville blive sagt som hun satte fod inde for muren igen. Men for nu var det glemt som hun fløj igennem luften over den store vej det rækte igennem sydlandet. En flok fugle havde været hendes værtinder på denne tur som hun havde brugt i sin delviste form og sværgede igennem luften ved deres side.

Her var hun, i trace over naturen, himlen, vejret, og dyrene dog fik en spontant råben hende ud af disse tanker. Så snart råbet ramte hende stoppede hun nogle og fuglene forsatte deres rejse. Ventila hang nu her, flere meter oppe og så ned på denne stakkels dragefødt fumle sig bagud og falde i det våde jord. En varm latter forlod hende ved synet og langsomt rystede hun på hovedet.

Så snart dette show var endt bevægede hun sig hurtigt imod jorden og som en klar gennemsigtig tåge bevægede hun sig imod den stakkels uheldige dragefødte. Kørt før ham skiftede den hvide tåge form, og den blåtonet kvinde kom frem, den lange krappe hang over hendes skuldre og viftede rundt i en uendelig dans med vinden. Hendes hår sluttede sig til dansen som det kom frem, den blå himmelfarvet kjole dækkede hendes hud, og de klare is blå øjne kigget imod den mudder dækket dragefødte. "Er du okay? Noget af et fald. Beklager at jeg grinte...men så lidt sjovt ud" lyd den blide, lette stemme fra det varme smil. En spinkle hånd blev tilbudt den dragefødte.

Kareten passerede den stakkels dragefødte, men en mere behagelig lyd lød. Ikke en han havde hørt meget grundet hans opvækst, men han huskede den fra Ardens smukke stemme, mere menneskelig end hvad han vant til, men sproget der altid var groft.
Han følte sig dog umådelig kold, men alligevel, så prøvede han vaklende at komme på benene, men der var lidt for glat, og han faldt tilbage ned. Lige indtil at en hånd kom mod ham, og en smuk kvinde, med næsten... blå hud kiggede ned på ham. Heldigvis havde han lært sproget hun talte, selvom det var en anden accent end han var vant til.

”Jeg er... okay,” sagde han, og smilede lidt med sin mund, selvom det næsten lidt virkede som om at han blot viste tænder og ikke så meget smilede. Hovedet var ikke lavet så godt til at smile som et normalt menneske.
Han tog dog imod hånden, med hans egen skælles hånd med klør på og fik endelig hejst sig op. Som han kom op og stå, var det dog meget mere tydeligt at han var absurd høj, men dog slank og nærmest ranglet, da det ikke virkede til at være mange muskler i hans krop. Hvad der mindede om en kjortel dækkede hans krop, men det var mest fordi kroppen han var vågnet op i havde haft den på. ”Du er virkelig pæn,” sagde han. Han havde aldrig set et blåt menneske før, og anede heller ikke at der kunne være andre former for livsformer. Hun virkede trods alt ikke som en dæmon. 

Stille tog hun hans hånd, ikke meget hjælpe den spinkle  kvinde kunne give den dragefødte. Så snart han var oppe tog hun hånden til sig og stirret på den nu beskidte handske. Hun smilte stille til ham som han talte, men var mere fokuseret på sin handske, mon de bliver sure hvis jeg ikke vasker den før jeg er tilbage?  Kan..vel bare tage den af? Kort rystede hun hovedet og lod blikket falde over den dragefødte som smilte til hende..smilte ned til hende, han..var godt nok høj endelig, tænkte hun først nu.

Smuk. Et ord hun, ikke havde hørt meget, og specielt ikke imod hende selv, ordet kastede hende ud af hendes tanker og lige så hurtigt som det blev sagt reagere både hende selv, og vinden på det specielle ord. Hendes kinder fandt en rødlig farve som var overdrevet tydelig på den blå hud, hun blinkede flere gange og kigget shokeret imod ham. Vinden lå sig langs jorden og virkede til at ville snige sig væk. "hva..hvad...Jeg..jeg er hvad?" lyd det forsigtigt fra hende, langsomt lod hun sit blik bevæge sig rundt på den dragefødte, og først her så hun at hun havde taget godt fat om sin kjole med begge hænder. Et dybt suk forlod hende. "Forbandet.." lyd det skuffet i en meget lille og forsigtig stemme, som hun træk sig kjole lidt fra sig og stirret på det åh så fine hånd aftryk hun havde lavet.

At der foregik noget bag de så menneskelige øjne, var ikke noget Mushu egentlig lagde mærke til. Han havde ikke været meget omkring andre væsner der udtrykkede andet end vrede, hvis det skulle være. Lidt for militært havde hans opvækst trods alt været, men det betød ikke den var dårlig. Han havde bare opdaget så mange andre fine ting, nu når han var vokset lidt op igen, og havde mødt halvelveren i drageværket, men også set alle de fine grønne ting. Næsten som de grønne dragefødte.

Oh, hun kunne også ændre farve på sig selv. Det havde Mushu ikke set på specielt mange, og fandt det derfor også meget fascinerende, ikke at han forbandt det med at være forlegen. Hun havde bare virket som noget helt ekstraordinært, og det burde hun da også selv føle sig som, ikke? Mushu havde ikke fået mange komplimenter tilbage igen, så han vidste ikke hvor forlegen han selv var.
”Pæn! Er det ikke... ordet?” spurgte han tøvende. Det krystallisianske var stadig et svært sprog for den dragefødte. Hans øjne blev dog blot mere forvirret, som hun så ud til at... noget gik hende alligevel lidt på. ”Forbandet? Hvem?” Han forstod i hvert fald ikke sammenligningen med mudderet og kjolen. 

Pleasance bliver så skuffet, kunne ikke engang holde mig ren på sådan en kort tur, lyd det som hun stirret imod pletten, men kun ganske kort før hun rustede hovedet og blikket faldt tilbage på den mudder dækket dragefødte og som hun gjorde vendte den uvante følelse retur i hende, ikke mange af hans slags hun havde mødt, mere set og dem aldrig rigtigt brugt tid med dem og lært ret meget om dem. grådige? Var det ikke ordet mange brugte om dem. Pæn igen, et ord hun ikke havde hørt om sig selv igen et ord det fik hendes til at trække sig lidt væk og blikket faldt igen hans fødder, et kort skridt blev taget baglæns. "Jo..jo..de ord er begge rigt..rigtige." kom der forsigtigt fra hende, og et tydeligt smil spredte sig på de klare blå læber. Flere korte blink glemte kort de is blå øjne. "Mener...du jeg..jeg er..smuk?" spurgte hun modigt som hun igen fandt modet til at se op imod hans øjne.

Forbandet? hvem? Der var noget om det ord der ikke virkede forkert, faktisk utrolig nøjagtigt til hvordan hendes liv havde været de sidste par år. "Nogle gange føles det så om jeg er." At sige dette fik et skævt underholdt glad smil frem på hendes læber, var ganske rigtigt, men hvor meget at det hun endelig selv troede skiftede dag til dag. Men for nu, var denne plet noget der fik hende til at føle sig mere end blot en smule forbandet.

At få bekræftelse på at det var det rigtige ord, fik alligevel Mushu til at lyse lidt op, som et lille barn, der lige havde fået noget sødt til tanden. Det blev også kun større, da hun virkede til endelig at tage det til sig, og hun begyndte at smile. Et smil var virkelig pænest på skabninger som hende, hvis han kunne bestemme. Ikke at han havde den magt over nogen som helst.
”Ja! Meget smuk!” sagde han og nikkede bekræftende så hovedet nærmest bobbede lidt op og ned på ham, som sad det ikke helt fast.

Hans nikkeri stoppede dog, blot for at lægge sig på skrå, som han kiggede overvejende på hende. Hun så ikke forbandet ud, ikke som han havde hørt. ”Hvorfor vil du være forbandet? Du er pæn.. Nej smuk! Smuk! Smuk person kan ikke være forbandet.” Det var som logik fra et eventyr, selvom hans ord måske ikke sad så godt sammen i en sætning. Når han blev lidt entusiastisk, så var det ikke altid grammatikken fulgte med ham. Ulempen ved kun at have haft en person han havde kunne praktisere sit krystallisianske med. 

En kort varm latter forlod hende som den dragefødte virkede til nærmest at miste kontrollen af sit hoved, denne latter gik hånd i hånd med farven på hendes kinder blev en smule mere intense i den røde farve. På trods af det sjove syg træk hun blikket væk endnu engang dog kun kort varigt før det kom retur på den dragefødte mimik, dog holdt hendes øjne sig fra hans. Er det sådan det føles? at fange andres blik? Denne glade varme følelse? Kunne...sagtens blive van til denne følelse var hendes sidste tanke før hendes blik fandt hans øjne igen. Hun lyttede spændt til hans næste ord og igen denne varme uvante følelse spredte sig i hendes mave og kinder.

"Det..Altså..Er ikke forbandet, bare nogle stramme..regler som påvirker mig." Hun rustede lidt på hovedet, træk igen ud i sin kjole. "Som pletten her." Forklaret hun langsomt. "Får mig til at føle reglerne som en forbandelse til tider...men forbandelse er lidt et..hårdt ord. Så slemt er det ikke." forsikret hun den uskyldige dragefødte, men de sidste ord var nok mere til at forsikre hende selv end ham. Hvert ord var blidere og blidere og mere og mere stille som de blev sagt. Var det så slemt? De..hun behandlede hende jo godt? Han..var en hel anden historie..Så var han forbandelsen?

Mushu var bare en af de skabninger der ikke havde set meget i hans liv, og dermed var han nem at imponere. Om det var måden man så ud på, eller blot en pæn farve. Der skulle ikke meget til at få ham helt op på mærkerne, men han var også ærlig om hvad han fandt pænt. Han kunne trods alt ikke tage en person med hjem, og lægge sammen med resten af hans skatte af pinde og sten, han fik nemlig ikke lov til at beholde så meget andet.

Oh regler. Det kendte Mushu alligevel godt til, da hun begyndte at nævne dem. De havde mange af dem, og de måtte absolut ikke brydes, uanset hvor meget man havde lyst til det, og hvis man gjorde, så måtte man tage straffen. Mushu havde nok tager straffe hårdere end så mange af de andre. ”Jeg forstå,” sagde han og nikkede han, selvom pletten ikke så så farlig ud. Det havde dog heller aldrig været et problem, som hvor han var fra. ”Kan du ikke få... pletten af?” spurgte han, med et kort ophold, for lige at huske hvad ordet havde været, som hun havde sagt tidligere. Hvis en plet kom på noget, så kunne man vel også få den af! 

Det var ikke fordi hun ikke havde hørt disse ord før. Smuk, pæn..Der var flere gange hun havde hørt dem, men som altid tvivlede hun meget på de var til hende. Men når der ikke var tvivl, når disse ord kun kunne være rettet imod hende, ramte de altid et sted hun ikke vidste hvad hun skulle gøre ved disse varme følelser. Sende dem retur føltes altid..mærkeligt, men at se et varmt smil som det på denne drage fødte så var hvad man gjorde næsten lige meget og det vil altid være det vær. Han forstod? forstod han virkelig hende? et stort smil spredte sig på hendes læber blot ved tanken om nogle forstod hendes situation.

Få pletten af...få pletten af..Hele hendes krop gik i stå ved disse ord, "få pletten af?" lyd det usikker fra hende og blot et sekund efter brud hun ud i en glædesfyldt latter. Tænk at man kunne være så bange, at man ikke tænkte på selv de nemmeste løsninger. Som hun grinte gav hendes knæ efter, og langsomt lod hun sig blot falde bagover i latter. et dunk lyd som den lette kvinde ramte jorden. Langsomt blev latter til pust for vejret. "Jo...det kan jeg vel." sagde hun i mellem sine vejtrækninger. "Tænk at jeg..slet ikke tænkte på det." Hun kiggede op imod den drage fødte, en tåre i øjet efter sin latter, et varmt smil og stadig med en varm farve i hendes kinder fra hendes nye 'seng' på jorden. "Tak!" lyd det som hun fik pusten tilbage.

Mushus smil blev blot større og mere glædesfyldt som han hørte den smukke latter fra hende igen. Det første han havde identificeret hende på, og nøj hvor var den smuk. Næsten ligeså smuk som Ardens latter, når han endelig fik hende til at grine, men heldigvis virkede denne her kvinde mere tilbøjelig til det. Verdenen var virkelig et vidunderligt sted.

Smilet stoppede dog kortvarigt som hun faldt ned, men så ud til at hun bare forsatte, hvilket bare fik ham til også at grine. Det fremviste blot alle hans tænder, men latteren var lys og for nogens ører behagelig.
”Jeg har fået at vide at jeg har idéer,” sagde han grinende. Mange af idéerne havde været dårlige ifølge hans artsfæller, men han tog det ikke så tungt. Han bukkede sig ned, så han kunne sidde på sine knæ, og grine med hende ved hendes side. Han var altid så høj i forhold til så mange af de andre han mødte. Et alt for lille væsen, i en alt for stor krop. Det passede slet ikke sammen. ”Du okay?” spurgte han. Hun så ud til at hun havde det fint i hvert fald. Selv havde han ikke grint nok til at have mistet pusten. 

Tænk at verden kunne være så besværlig, at man glemte så simple ting i sin angst. Vask dit tøj et sted før du kommer hjem, den simpleste løsning på den nemmeste problem. Så her lå hun, og træk efter pusten ved siden af vejen med en dragefødt på knæ ved sin side, et varmt smil, en glad latter og utrolig afslappet. Vinden lå sig stille omkring dem, og blidt mødte deres hud. Verden har det med at vise en det skønneste lys i de mærkeligste tidspunkter, hun træk vejret dybt og lyttede til den dragefødtes latter. "Jeg har det skønt" lyd det glad igennem luften som elementet fik vejret. De is blå øjne blev langsomt vendt imod den varmehjertet dragefødte.

Det var noget specielt ved ham, hans måde at bevæge sig på, hans forsigtighed. Det var et eller andet mærkeligt. Lå hun og tænkte som hendes blik gled over ham. "Hvor er du endelig på vej hen?" Spurgte hun blidt som hun lå der afslappet. Stille lod hun endelig sit blik bevæge sig væk fra den kære drage fødte og imod himlen. Et afslappet suk forlod hende som himlens klare blå farve, de hvide skyer, dens ro, dens kaos, dens vidunder igen var i hendes blik. "hvem er du?" Spurgte hun meget kort efter, i en blid, afslappet, lettet tone.

Smilet blev blot større, og viste flere tænder i munden på den dragefødte, og til trods for de gule reptil øjne, så lignede han næsten en lille dreng, der afspejlede en glæde for livet og sin nye ven, som ikke mange kunne se. Han var dog også i sandhed en lille dreng, der var vokset alt for hurtigt op, men ikke havde glemt sig selv i midten af alt hvad han havde lært.
”Jeg har det også skønt,” var derfor også de grinende ord der kom fra Mushu, som hun bekræftende at hun havde det godt. Det skulle hun ikke tvivle på.

Et lidt mere uforstående udtryk kom over ham, da hun begyndte at stille spørgsmål til hvor han var på vej hen, og han kiggede rundt, men blomsten var desværre forsvundet. ”Jeg fulgte...” Hans hoved arbejdede på højtryk, som han prøvede at komme i tanke om ordet, men det havde aldrig været vigtig i drageværket, og han var ikke sikker på at han kendte ordet på sit eget sprog heller. ”Farverne!” var derfor det endelig svar, og han pegede hen på nogle mindre blomster, der så lidt mere visne ud et lille stykke fra dem. De var nu også meget smukke. ”Mit navn er Mushu,” sagde han derefter. Det var tydeligvis en sætning han havde gentaget mange gange, som ordene kom nemmere fra ham end de andre havde. Det var en af de første sætninger Arden havde lært ham.