Det var højlys dag, men der var stille, mange af de der var flyttet til Topalis efter naturens gendannelse var taget mod byerne for og få handlerne i hus, en ting Seeley ikke forstod… Heller ikke forstod. Der var egentligt ikke meget af menneskets natur han forstod, men fred være med det. Stilheden gav ham plads til og øve hans ildkuglekast, en fast tradition han gjorde, når der umiddelbart ikke var nogen i nærheden der kunne tage ham i og være skyld i ildebranden.

Første kugle blev sendt afsted og der var allerede ild, det var tørke, ilden ville hurtigt kunne nå byen, hvis ikke han gjorde noget, men hvorfor skulle han?

Melian lod en hånd gå igennem det tørre sand. Hvorfor havde naturen ført hende der til? Det virkede underligt, men så igen havde hun jo fået at vide, at denne person hun søgte, holdt meget til i disse steder fordi personen var en smule speciel. Melian ville nok ikke ligefrem kalde den der boede her en person, men det var sådan hendes kunde havde beskrevet ham og nu søgte hun blot efter en der passede til billedet hun havde i hovedet. Heldigvis fandtes der ikke mange herude, så der var vel mulighed for at finde ham. "Emiko, du ser helt udmatter ud. Måske skal du vente her til jeg har fundet ham. For en sikkerheds skyld." Den grønne lille drage lagde sig fladt ned på jorden og pustede tungt ud. Melian grinede kort og åbnede sadeltasken, hvor hun tog en skål og noget vand. Hun stillede det på jorden, fyldte skålen og lod væsnet drikke af den. "Vent her, det bliver kun varmere." Melian gik hen til hesten og sørgede også for den fik noget vand før de hun steg på og satte hesten i galop. 

De red afsted, indtil Melian pludselig fangede en med hendes blik. Fra den afstand kunne det være hvem som helst, men jo tættere de kom, jo mere sikker var hun. Hun satte hesten i høj fart mod ham, hun tog sin pil og bue frem. Hun sigtede mod væsnet, men det var som om at hesten pludselig blev skræmt. Den stejlede, hvilket fik Melian til at miste grebet og ryge af. Hurtigt rejse hun sig op, men synet af den knækkede bue fik hende til at gispe let. Hvad pokker skulle hun nu gøre?

Melian havde ingen plan om at dø i dag, så hun var ikke i tvivl om, at hun skulle kæmpe videre før hun gav op og prøvede at komme væk. HUn havde jo klaret andre, som var langt farligere end denne person, så mon ikke det gik denne gang også? Hun tvivlede. Med en knækket bue, var hun ingen ting. Hun var jo ikke lige frem god med et sværd. Alligevel var det hendes eneste mulighed nu. 

Træning? Lige nu lignede det bare at han stod og kastede ildkugler mod hende, men hvad vidste hun? HUn var ikke lige frem dum og lade dem ramme hende. "Bare gør det nemmere for mig og overgive dig. På den måde kommer vi måske begge levende fra dette." Råbte Melian og trak sit sværd frem, hvor hun hurtigt stod klar til at beskytte sig selv. Hun ønskede jo ikke lige frem at blive ramt. 

Melian kunne forstå hans vrede. Hvis hun bare havde ramt ham i sin fart, så havde hun intet problem haft nu, men desværre var der problemer. Sådan var det altid. Hun kunne i det fjerne se Alikei, som forsvandt ud i ingenting. Han var nok på vej hen til Emiko. Der var intet at gøre. Det her var farligt, og det havde hun ikke lige regnet med. 

En ildkugle kom imod hende, hvilket fik hende til at lave et rullefald til venstre for at undgå den. Heldigvis nåde hun det med nød og næppe. "Spørger du mig virkelig om, hvad grunden til det er? Kan du ikke selv se det? Tydeligvis, er du en smule aggressiv. Det bringer folk i fare." Slog Melian fast. Hun var klar på at reagere, hvis han angreb igen. "Jeg ved du aldrig vil overgive dig, men hvad hvis jeg sagde du kunne få noget ud af det?" Melian prøvede at lyve sig frem til sejren, men hun vidste at det ikke ville friste ham. Han ville ikke lytte til hende.

Melian var allerede træt af ham, men hun vidste også at hvis hun fik fat på ham, kunne hun rede en masse folk, som led uden nogen grund. Melian kunne ikke klare den slags og hun kunne ikke fordrage dem, som gjorde denne slags. Lige nu var det ikke kun dusøren, som betød noget, men også de mange liv, som hun kunne rede. Endnu engang undvig hun en ildkugle fra ham og hun efterlod et suk. 
"Jeg gør det ikke kun det her for pengenes skyld, men for at rede menneske liv." Råbte Melian til ham og hun vidste at det var han også helt ligeglad med. Så hun måtte reagere. Så uden tøven fandt hun et smut hul og sprang mod ham med sværdet rettet mod ham. Hun satsede på at ramme ham i skulderen, men hun vidste ikke, hvad han kunne finde på når hun kom for tæt.

Melian himlede med øjnene. Hvor var det dog irriterende, at nogle som ham bare slet ikke ville lytte, men hvem ville gøre det? Det var der slet ikke nogen, som ville frivilligt og det var forståligt. Desværre havde Melian et job og det ville ikke være nemt at slippe af med hendes forfærdelige kunder, hvis hun ikke ordnede tingene. "Okay, men så må du jo prøve at fortælle mig, hvem det er jeg skal have fat i, så jeg kan ordne dem i stedet for."
Melian forsatte med at undvige, for at undgå hans vrede, men det var nogengange alt for tæt på. Hun kunne sket ikke klare tanken om at blive futtet af. "Jeg kan i hvert fald ikke vende hjem før jeg får svar. Det kan jeg uden tvivl. Ellers ender det galt for mig." Hvæsede hun mod ham.

Melian så skævt på ham og vidste ikke helt, hvad hun skulle sige eller gøre, men alligevel faldt hun til ro, da han stoppede med at kaste med ildkugler. "Du kender vel dine kontakter? Du kan vel give mig nogle navne på dem?" Bad hun om og sendte et tænktsom blik imod ham.

//OOG: Jeg har valgt og slette Seeley, hvorfor jeg stopper tråden her//