Hannah var taget ned til byen for at gå rundt og kigge lidt på alt fra boder til den folkemængde der gik rundt mellem hinanden. Hun havde fået fri om eftermiddagen da Astrid ikke havde brug for hende. Hannah elskede den lille landsby. Det var hendes fristed når tumulten på borgen blev for meget for hende, selvom det sjældent gjorde det.
Hannah havde brugt det meste af eftermiddagen og aftenen på at kigge på boder og på at smage på diverse frugter og andre lækkerier.

I dag været en varm dag og Hannah var iklædt en pæn lyseblå kjole med flotte perle detaljer. Det var dog blevet ret så køligt da solen var ved gå ned og Hannah havde været inde i en af de lokale systuer der lå i udkanten af landsbyen for at købe en kappe så hun ikke ville fryse så meget. Kappen var en smuk grå farve med hvide broderier og Hannah var blevet yderst glad for den, det var også et plus at damen der havde lavet kappen havde været så utroligt hyggelig at snakke med.

Hannah trådte ud på gaden og tog en dyb indåndning, den dejlige aftenluft fyldte hende lunger og hun smilte. Hannah elskede aftenen og natten, der fandtes intet bedre. Hun gik hen mod udkanten af byen for at se lidt på naturen og lade mærke til at der stod en mand og så en smule forvirret ud.

“Undskyld er De okay Sir?”, spurgte hun forsigtigt og smilede til manden.

Alfredo var da ikke ligefrem i panik, men han måtte da indrømme at han var en smule utryg. Han var ikke sådan super god til at være sig selv, og han var altid så bange for at han ville blive overfaldte eller noget i den stil.
Alfredo havde altid været lidt en kylling, og det var da kun blevet værre efter hans død. Han havde så svært ved at holde styr på sig selv og hans nervøsitet. Han var bange for at blive overfaldet eller at nogen gjorde ham noget.
Derfor ville han meget gerne finde sin præst nu, for ellers vidste han jo heller ikke hvordan han skulle ende med at komme hjem.

Han så godt at der gik et andet menneske foran ham, en kvinde, men han sagde ingenting. Han kunne jo naturligvis være logisk og spørge efter hjælp, men det var han bare ikke særligt god til. 
Han kiggede op som hun talte, omgivet af sin mørke kappe i et forsøg på ikke at fryse, han var ikke glad for lave tempretur, selvom det da ikke ligefrem var nær frysepunktet, også følte han sig nok lidt beskyttet når han var gemt lidt væk.
"Jeg.. jeg er måske faret vild" fløj det ud af ham som han kiggede i mod hende med sine grønne øjne.
Det var pænt af hende at spørge, men han var ikke sikker på hun kunne gøre så meget.

Hannah elskede at møde ny mennesker, specielt udenfor Isenborg. Og denne mand så yderst venlig ud, Hannah kunne ikke rigtigt se hans kropsbygning eftersom han var omgivet af en mørk kappe men hans ansigt så nydeligt ud. Hannah trådte hen imod manden og nejede kort. “Mit navn er Hannah Hall Sir. og jeg håber jeg kan hjælpe Dem med at finde vej” sagde hun og smilede. Hannah lagde mærke til at manden stod og lignede en der havde det koldt. “Undskyld at jeg spørger men, fryser De Sir.?”, spurgte hun, hun ville nødigt at han blev syg, selvom hun ikke kendte denne mand brød hun sig ikke om tanken at han havde det skidt. Hannah havde altid bekymret sig om andre og hun elskede at hjælpe folk.

Alfredo var ikke den modigste og han brød sig virkeligt ikke om at blive væk fra folk.
Lige nu kunne han ikke finde, den person som han søgte og han var nok en smule nervøs for at han ville ende med at sove på gaden. Alfredo var jo engel, og han kunne da bruge sine vinger, men han brugte dem meget sjældent.
Generelt var Alfredo nok ikke så god til at være et væsen, faktisk var han nok ikke god til at være noget som helst.
Han ville bare gerne leve så længe det var nødvendigt, og tjene den Gudinde som han elskede så højt.

"Jeg fryser en smule.. Det er virkeligt betænksomt af Dem at spørge" sagde han og smilede venligt i mod kvinden der talte.
Han forsøgte virkeligt at stole bare en smule på fremmede, men han måtte nok indrømme det var en smule svært for ham.
"Jeg kan bare ikke helt vinde... Min ypperstepræst" sagde han i en rolig stemme og kiggede let ned i jorden. Han var faktisk en smule pinlig over at han var så nervøs anlagt, og sådan en kæmpe kylling.

Straks som han svarede tog Hannah sin kappe af og holdte den ud for at tilbyde ham den. Hannah var vandt til det kølige aftenvejr så hun følte at manden måske kunne bruge kappen mere end hende selv. Hun havde da også købt et sjal hos det syerske hun lige havde besøgt som hun tog rundt om skuldrene.

Hannah lagde mærke til at selvom mandens stemme var rolig, virkede han nervøs og måske endda en smule nedtrykt. Hun smilede venligt til ham og med et glimt i øjet sagde hun, “jeg har et par timer før jeg skal være hjemme så jeg hjælper Dem med at lede efter Deres ypperstepræst. Hvordan ser han ud?”. Hannah tog ligeså stille hendes arm om hans. Det gik pludselig op for hende at hun ikke havde introduceret sig selv, “Mit navn er forresten Hannah, må jeg spørge dem om deres?” sagde hun med et smil.

Han smilede i mod hende.
"Det er virkeligt pænt af Dem" sagde han roligt og bøjede hovedet, Alfredo var meget ydmyg, og han følte sig meget hurtigt til besvær.
"Dog er jeg ked af, at du skal passe på en voksen mand som mig... Jeg burde fint kunne klare mig selv" sagde han i en tone, der dog fortalte at han var ganske taknemmelig over hendes hjælp, for skulle han være ærlig.
Så ville han sige at han bestemt ikke kunne passe på sig selv.
Han havde det svært nok med sig selv som han var, og han kunne ikke forestille sig nu også at skulle til at bukke under for fremmede, han plejede at holde sit dårlige selvbillede inde i sig selv.

"mit navn er Alfredo... jeg er præst for templet i Dianthos" sagde han: "I midtbyen" tilføjede han.
han var egentligt ganske glad og tilfreds med hans job, selvom han godt vidste at han måske ikke var verdens mest perfekte person til at udfører det.
Men han troede på Isari, hun havde hans sjæl og han vidste at hun ville ham det godt, selvom han måtte indrømme at han de sidste hundrede år kun havde følt at han kom længere og længere ned i mod undergrunden.