Natten havde sænket sit tyste mørke over Krystallandet, og med natten var det som om at et tæppe blev lagt dulmende over verdenen. Alt blev lidt mere dæmpet, alt blev lidt mere udvisket og skjult - i hvert fald for et par timer. I byerne faldt menneskerne til ro og i værelser med børn, ville man kunne høre den tavse godnathvisken af enkelte historier der blev fortalt i kraft af den mystiske stemnning som mørket bragte med sig. Når månen endelig fik rejst sig, ville dens hvide lys lokke alverdens skabninger af natten frem, og som regel var det nok så uskyldigt og naturligt alt sammen - natten var ikke farlig i sig selv. Men der var altid undtagelserne at tage højde for.
I i nat var i den grad en undtagelse. Hvoraf månen nårmalt ville kigge ned på Krystallandet med et blegt og hvidt lys, var den i aftenens anledning farvet rød som blod. En Blodmåne.

Flere måneder forinden var der dog blevet planlagt en masse til lige præcis den her aften. Genopbyggelsen af Nalish’ra templet havde taget sin tid. Faktisk et lille århundrede, og i den tid havde hverken hun eller nogle af de andre præster for Nalish’ra, kunne tage hånd om de traditioner der blev bundet sammen med den blodrøde måne - hvilket måske har været meget rart for landets mennesker, men forfærdeligt for kirken i sig selv. Fordi traditionerne var vigtige. Traditioner hørte til i næsten alt, og dette var ingen undtagelse, omend det var en mere makaber en af slagsen. Og med templet færdigbygget, og de troende samlet et sted… jah så kunne Solari se hvilke retning gudinden ønskede at skubbe landet i, igen. Og det frydede hende.
Derfor havde Nalish’ra kirken de sidste par måneder arbejdet hårdt og intenst. Rygter om den kommende Blodsmåne og dertil ‘Jagten’ som der fulgte med, havde spredt sig i Krystallandets mere mørke afkroge. I kroernes mere skyggefulde hjørner var ord blevet delt. I den mere snavsede undergrund af Dianthos, var informationer blevet givet videre. Det var aldrig blevet skrevet ned på papir, men havde alligevel formået at rejse landet tyndt som en flygtig men tæt tåge der opfordrede til blod, mord og måneskinsbal.

Og  her sad de endelig. Solari’s blege øjne studerede med kærlig fascination det brogede selskab af mørkelvere, dæmoner, orker, mennesker og alt ind imellem der var dukket op til denne fest. Nok var de ikke alle sammen følgere af Nalish’ra, men alle havde de en fod eller en finger indenfor den mere mørke kirke og del i landet. Og alle ville tage muligheden for at kaste landets love om regler og etik langt væk. Hvis ikke de gjorde det normalt, så bare for en aften ville det være undskyldt at overgive sig til det mere primitive mørke.
Havde man kunne finde ud af at greje rygterne, ville de have hvisket dig hen til Amazonitskovens tætbevoksede yderkantsområde, hvor at Dunkelskovens krogede træer og ubehagelige aura ville være afgørende for at holde lidt mere uvelkommne gæster væk. Hun var ikke i tvivl om at nogle her i selskabet ikke var velkomne… de hvide øjne glimtede kortvarigt leende. Fordi det var der ikke så meget at gøre ved lige nu. At stoppe dem her - her hvor at de var stærkest, se det var hun ikke bange for. Desuden… dem der ikke hørte til, ville få skræk nok i livet til forhåbentlig ikke at dukke op næste gang.
Mørkelveren havde siddet tilbagelænet op af en af de større klippesten, men rejste sig nu for endelig at mane til ro imellem de summende gæster.

“Velkommen, brødre og søstre af natten og skyggerne. Velkommen, og træk vejret dybt ind i lungerne her til nat… fordi det er en velsignet måne vi befinder os under, og i dens røde ret, vil Jagten endelig finde sted” begyndte ypperstepræstinden, hvis tænder glimtede i et sultent smil. “Vores bytte er allerede sluppet fri, og har den sidste time forsøgt at lægge afstand imellem sig selv og jer; de håber på at kunne overleve de næste par timer… sker det, har guderne i sandhed tilsmilet dem. Sker det, må Blodmånen forsvinde med sulten hængende over sig.
Så lad os sørge for at det ikke sker…. og jag dem! Følg jeres lyster, følg jeres instinkter. De svagere må falde - sådan har det altid været, og på denne velsignede nat, må i gå på jagt med gudindens velsignelse over og med jer” med de ord rejse der sig et frydefuldt sus i den brogede forsamling af væsner, øjnene rettet imod Amazonitskovens mørke og det stakkels bytte der ventede derinde.

Selv ville Solari blive her, blege øjne opmærksomme på de af selskabet der ikke forsvandt ind i den mørke skov, og beredt på at underholde dem der gjorde sig mere i stemningen, natten og de tanker der kunne ligge bagved. Det var trods alt ikke alle der havde planer om at jage, og dem der derimod var kommet for en god snak i månens røde lys, ville også have mulighed for at vende deres holdninger frit og åbent her til aften.


Praktisk info.
Jagten er en super nasty tradition indenfor Nalish’ra kirken, som Solari har valgt at starte op igen! I det store hele er der blevet sluppet et par ‘byttedyr’ løs i skoven, og hele selskabet skal nu ud og finde så mange af dem som muligt i små teams, og slå dem ihjel - gerne brutalt og blodigt som en hyldest til den mørke kirke, blodmånen og natten selv.
Tænk hvordan de rige og adelige tog på ræve/fasanjagt i skovene.

‘Byttedyr’ indebærer; Lokale bønder/mennesker, halvelvere, elvere, halvdyr.
Alle har fået smasket en god potion blod i hovedet, som ekstra markering af at de skal jages.

Som udgangspunkt er alle der med rimelighed har hørt om den her lille fest, inviteret.
Man behøver ikke være religiøs for at dukke op, og man behøver heller ikke være støtter af Solari eller templet.  Så længe din karakter har et ønske om at gå lidt blod-amok en god måneskinsnat, er de velkomne.

Meen, rygter går selvfølgelig også ud til dem der ikke skal kende til det, en gang imellem… og sker det, må din karakter tage en beslutning om de vil prøve at falde i et med mængden, eller observerer blodbadet på afstand og få lidt ar på sjælen.

PS: Det er fuldmåne, hvis man forstår såden en lille en.

Der kan laves reaktioner til tråden her, til at tilkendegive din karakters deltagelse, og derudover er folk velkomne til at oprette tråde ved siden af!

Skumringskvarteret i Dianthos var evigt og altid fyldt med skumle mennesker, og det var da også her, hvor Contessa, en halvdæmon havde sin butik og her hun hørte om blodmånen og jagten. Det havde vagt et interesseret smil på Contessas læber, for hun vidste at dette betød en masse ofre, som med stor sandsynlighed havde nogle evner, som Contessa sagtens kunne tage nytte af. Contessas butik bestod blandt andet af salg af amuletter og diverse andre smykker, hvori der var lænket en magisk kraft, som ville påvirke bæreren. Men den magiske kraft skulle jo komme et sted fra! Derfor skulle hun som det mindste have noget DNA fra en med en evne. Contessa ville nemt og billigt kunne slippe afsted med nogle hårtotter, hænder eller fødder.

Som hun overhørte snakken om jagten, kunne hun fornemme at alle der hørte om det ville være velkomne, og det ville være fuldmåne. Det betød at hvis hun deltog, blev hun nød til at være forberedt. Derfor havde Contessa iført sig sin sædvanlige ritual-påklædning, bestående af en lang kjole med lange ærmer, kantede og skarpe handsker, et stort vædderkranie samt øreringe, halskæder og en masse små knogler. Dertil havde hun sin stav med et kranie på toppen, samt en stor mørk rygsæk til hvad hun fik samlet sammen. Hun havde dog pyntet lidt ekstra op, for hendes sikkerhed. Hendes smykker var nemlig lavet af sølv, for at holde varulvene på afstand. De var på ingen måde til at regne med på sådan en fuldmåne. Contessa vidste også på forhånd, at det ville blive et blodbad, og at mange af ofrene ville ligge lidende og langsomt døende. For at ære Shara ville hun derfor give de lidende ofre hun møder på vejen en lille bøn, inden hun derefter ender livet for dem. Contessa var nemlig ikke tilhænger af hverken Nalish’ra, templet eller Solari. Hun gik ind for Shara og Nak’lar og interesserede sig meget for ofring, genfødsel, ånder og det spirituelle.

Blandt alle de mange andre væsner i templet, lyttede hun til ypperstepræstindens ord. Contessa følte dog ikke talen talte til hende og da talen sluttede varede det da heller ikke længe før diverse væsner var løbet afsted. Contessa derimod gik med hastige skridt, uden et team. Hun skulle jo bare få hvad hun kunne, så hun ikke kom tomhændet hjem.

Det her var stedet at være. Jagten, mørket og Nalish'ra. Alt sammen en del af Sidkanys' sjæl, og den blodrøde måne skinnede af den samme umættede blodtørst, hun følte indeni. Mens præstinden talte, trippede hun rastløst, og hendes mund løb så meget i vand, at hun måtte synke flere gange. Hun havde hørt historierne fra de ældre i klanen om denne jagt. Ikke bare en hvilken som helst jagt. Jagten. 
Selv Arnym var kommet hele vejen for netop denne historiske dag, hvor traditionen atter kunne tages op, og hun kunne føle hans blik hvile på sig. Hvor godt ville hun klare sig i denne første jagt? 
Hende og Sibal havde end ikke været sluppet løs på verden i et år, og alle deres tidligere jagte falmede i lyset af denne. Her var byttet blevet lagt klar til dem, og de skulle ikke selv opsøge og udvælge det. De skulle blot lade instikterne overtage.

Det var præcis, hvad Sidka gjorde, så snart de blev sluppet løs. Al tale var glemt, al rationel tankegang glemt ved det knitrende bål. Så snart hun satte i løb ud imellem de høje, mørke stammer, var hun kun mørke, kun vildskab, kun lysten til at dræbe.
Med blodet brusende i ørerne spurtede hun af sted med jorden hjælpende sig godt på vej. Magien i hendes årer spredte sig og lod selve det underlag, de løb på, give dem en fordel og bringe dem frem mod de løbende fødder, hendes store elverører opfangede lydene fra. Hastigt løbende. Paniske skridt. Under Sidkas egne fødder kom runer til syne, mens magien havde et fast tag i jorden, og forsvandt igen, når hun slap. 

Dér. De løbende fødder snublede og det var ikke bare lyden af et andet hold jægere eller et dyr, der havde forvildet sig til den forkerte skov på den forkerte nat. Et panisk ansigtsudtryk, blodindsmurt og beskidt, mødte hendes blik, idet hun sprang frem med kniven hævet. Bladet glimtede rødt i måneskæret allerede inden det sank ind i byttets eftergivende hud. Den varme fornemmelse af blod, der silede ned over hendes hænder, gav hende et ekstra adrenalinskud i sig selv, og hun drejede kniven mens offeret sang sine søde klageråb.

Storgrinende så de skarpe tænder glimtede i måneskæret så hun op på sin tvillingebror, og lod ham lede vejen til deres næste offer. Dette havde været en indledende, hurtigt overstået fangst. Nu var de i gang. Den næste... Åh, den næste skulle de rigtig lege med.

Religion var ikke noget, som nogensinde rigtig havde sagt Declan noget. Folk havde en tendens til at blive utilregnelige, når de fulgte guder, som ikke kunne give dem konkrete ordre, alt for emget var op til folks egen fortolkning. Nej, det var meget bedre med rigtige ledere, som kunne give deres folk konkrete ordre. Folk som, ja, ham. Ikke at han på nogen måde havde et gudekompleks, men kunne man det, når man ikke rigtig tror på guderne?

Det var ikke religion, som havde hevet Declan ud til denne forsamling på denne aften. Han havde meddelere i en stor del af byen, og da det først var kommet ham for øre, at mange af de mere lyssky personer ville samles her, blev han nødt til at skaffe en invitation. Både for at se, hvem der eventuelt kunne være en trussel, men også for at se, hvem der kunne være interessante til et potentielt samarbejde.
Nærmest ud af det blå havde tanken om at invitere Fielthena med slået ned i ham, det ville sikkert blive noget mere underholdende med hende ved hans side.

Nysgerrigt, men selvfølgelig med det sædvanlige afslappede ansigtsudtryk, så Declan rundt på forsamlingen. Han stak ud, det var der ingen tvivl om, men for nu virkede det ikke til, at nogen tænkte videre om det. Hans blik gled over på Fielthena, af en eller anden grund passede hun irriterende godt ind i den her verden, hans verden.
Declans tanker var så optaget, at han ikke rigtig bemærkede hvad der blev sagt i talen før et sus rejste sig i forsamlingen, det her måtte være begyndelsen på jagten. Roligt trak han en dolk frem, grumt udseendd og ca lige så lang som hans underarm, før han behav sig afsted. Mord havde aldrig været hans ting, men han måtte indrømme, st der var noget underholdende ved tanken om konsekventfrit at kunne myrde en flok uskyldige væsner. 

Rygterne om en jagt til den kommende blodmåne var ikke gået Fielthena’s næse forbi. Ikke fordi hun havde tænkt sig at deltage, hun slog sjældent ihjel for sjov eller sport medmindre det var dét hun var blevet betalt til. Derfor var arrangementet også røget lidt i glemmebogen igen, til Declan var dukket op og tvunget hende med ud på en lille aftentur i karten, der allerede holdte klar.
Hun havde ikke haft et egentligt valgt om hun ville med ham eller ej, valget var blevet truffet for hende.
Selv med de sparsomlige oplysninger hun kunne få lokket ud af Declan på vejen til dunkelskoven, havde hun hurtigt regnet ud, hvor til han tog hende.

De grønne øjne havde opmærksomt gledet over den brogede folk, af fremmødte. Der var en del som hun ikke var overrasket over at se, hele deres person udseende og måden de bar sig selv, afslørede dem, men så var der dem hun aldrig ville have gættet ville deltage i så brutalt et arrangement. Umærkbart tog hun sig mentale noter om folk, hvordan de så ud og andet som faldt i øjnene, det var trods alt vigtigt at kende sine lus på gangene.
Blikket var endt på den rødhåret mand, han passede på ingen måde ind i flokken med hans fysik og udseende, hvilket fik antydningen af et skævt smil til at vise sig i hendes mundvig. For hun vidste bedre, han passede lige så godt ind i denne verden, som hende selv, selvom han ikke var lige så vant til selv at få blodige hænder.
Hun stod med vægten hvilende på det ene ben, så modsatte hofte blev skubbet lidt ud til siden, mens armene lå korslagt under mørkelver kvindes tale. Det havde krævet en del for Fielthena ikke at rulle med øjnene, som guderne blev nævnt, men resten af Solaris ord havde vækket en interesse, noget den mørkhåret kvinde ikke viste ud ad til.
Et sus gik gennem flokken og så var jagten i gang, for dem som ønskede et deltage.

Ikke før end hun forsvandt dybere ind i mørket mellem træerne, hvor den røde månes lys ind i mellem brød gennem trækronerne, begyndte kroppen at pumpe adrenalinen rundt, mens hun målsat bevægede sig afsted.
Flere gange passerede hun et bytte, men uden at give dem den mindste tanke eller antræk til at lade deres blod farve skovbunden rød, de var alle for tæt ved starten og for langt væk fra skovens udkant. Hun ville have fat i en af dem som var nået længst væk, lade dem have et håb om at de ville overleve deres livs mareridt, kun for at slå håbet ihjel, sammen med dem.
Og det var netop en af disse hun fandt, en ung, ganske køn menneskepige, med et stort rødt hår i vilde krøller og med de største dådyr brune øjne, som kun var ganske få meter fra at nå ud af skoven.

Der var mange flere til stede, som ikke hørte til i Dunkelskoven, end ypperstepræstinden nok ville mene. Hun var trods alt lige så meget ikke velkommen som byttet, som jægerne, som de ’ubudne gæster’. Ingen af dem var velkomne. Alle sammen var fremmede. Der var fremmede over det hele! Så mange fremmede. Og de gjorde alle sammen skovdelens sande befolkning utrygge. Det lille bæst inkluderet. For bæstet var langt fra gammel nok til, at have oplevet selve Jagten i sit fulde før nu. Hun forstod ikke, hvad det var eller hvad forsamlingen af de fremmede havde af begrundelser for at være der. Hun forstod ikke ordene, der blev talt og i særdeles ikke de ord, der blev hvisket og mumlet i blandt mængden. Hun forstod kun én ting meget klart: Dette var ikke deres territorie. De var ikke velkomne!

Den spinkle skikkelse trak sig længere ind i sit skyggeskjul, højt nok oppe i det nærtliggende træ. Grenen hun sad på var lige stabil nok til at holde hendes sølle vægt, selv havde hun ikke placeret sig så tæt ind mod træet stamme. Hun sad balanceret på hug, men hende hænder og arme lå mellem hendes bøjede ben. Som dyr. Sænket og gjort så lille som muligt for ikke at tiltrække opmærksomhed, men samtidig fuldt parat til at springe i bevægelse. De uendeligt lange lyse lokker af hår lå omkring hendes barnekrop som et slør, et dække, og var til dels med til at lægge endnu et lag af skygger over hende, kamuflerede hende endnu mere, til trods for at den grålige teint, var et næsten præcist match med skovens evige dunkelhed, og nok ville have været rigeligt.
Gennemtrængende gule øjne stirrede ned på mængden af fremmede, men de fokuserede altid mod den nattemørke af dem på klippen, den af de fremmede der havde den højeste og klareste tale. Særligt som mængden pludselig havde splittet sig, og denne fremmede.. var forblevet, hvor de var. Ganske diskret skilte hendes læber sig ad for at vise tænder. Kun meget småligt. Det skarpe gebis bag var stort set ikke til at se, men trækningen kunne skimmes fra de opspændte muskler omkring i både kinder og kæbe. Den knurrende lyd, der brummede fra dybt nede i hendes hals, var så tæt på at være lydløs, at hun selv kun kunne høre den i sit hoved, som den vibrerede igennem hende. Hun kunne ikke lide disse fremmede. Hun kunne ikke lide nogen fremmede. De fremmede var farlige! Og de bragt altid de brændende flammer med sig, hvor end de gik. Hun kunne ikke lide de brændende flammer. Hun kunne ikke lide det glitrende metal, der skar noget så smertefuldt.

Den lille næsetip vippede opfangende og snusende. Lugten af spildt blod blev båret igennem Dunkelskoven og den skjulte piges sarte næse fangede det som et rovdyr. Men frem for at lade sig blive tiltrukket af den potentielle føde, så forblev hun var hun var. Det var de fremmede, der havde spildt det blod. Metallet af lugten var ikke som et par flænsende tænder eller flående klør. Dog havde lugten fået hendes blik væk fra den efterladte af de fremmede og så i stedet ud igennem det mørke terræn.

Endnu en noget så sagte knurrende lyd opstod fra hendes strube og endnu engang hintede hun de faretruende tænder. Hendes blik søgte derefter opad, hvorefter hendes arme fulgte trop og rakte op mod grenen over sig. Og ved fluks at strække sine ben ud og gjorde et hop fik hun fat og trak sig op uden problemer. Derefter fortsatte det lille bæst. Længere op. Længere væk. Forblev på konstant vagt for disse fremmede. Forholdte sig i skjul som resten af dem som hende, de sande beboere af skoven.

Som Hviskeren af Verbatim, der hørte man ofte nogle interessante oplysninger, og især når man var en som Rakshasa, som kunne ligne enhver person hun rørte ved først. Derfor var det ikke underligt at hun havde fået nys om jagten, da hun havde været et par dage i Fristavn.
Først havde hun skubbet det lidt til side. Hun følte sig næsten for gammel til at deltage i noget så.... dæmonisk, men så... overvejede hun mulighederne. Bare fordi hun nødvendigvis ikke var interesseret i det, betød det jo ikke at det ikke var interessant, hvor man kunne opsnappe en masse ny information af den mere mørke side af Krystallandet. Desuden var det her den slags forsamlinger hun var god i, og siden hun næppe fandt noget andet mere interessant, så var det bedst at møde op.

Så hun havde sat retning mod Dunkelskoven, da tiden havde været inde. En maske var over hendes ansigt, men som hun havde efterladt sin hest, og taget resten af turen på gåben, holdt hun et skabere øje, og da hun nåede til udkanten af forsamlingen, tog hun masken og placerede den i sit bælte. Hendes skikkelse i øjeblikket var af en lyshudet kvinde, med brændende orange øjne, og sort kort hår. Hun lignede præcis en af de typer der ville kunne finde på at møde op til sådan møde.

Selv havde hun ikke planer om at deltage i jagten, men var hurtig en af dem der blandede sig i selskabet. Et håb om at opsnappe noget information der  kunne bruges, men også et par navne og ansigter der kunne sættes sammen. Det var jo et åbent forum her.

Udseende

Jagten.. Konceptet bag var egentlig lokkende og fascinerende, men den mørke, slanke skikkelse, var bestemt ikke tilfreds med værtinden til denne kunstneriske udfoldelse af de mere voldsomme sjæle. Solidt plantet nær et sted, stod Arasné lænet op imod den ru overflade med armene lagt over kors. Den lyse mundering gjorde hende tydeligt bemærket, men hun bed ikke mærke i dette, som blikket hvilede imod Solari, der rejste sig og begyndte sin prædiken. Hun vred ganske let i hovedet, som skar stemmen ind i hendes sjæl, men hun havde lyttet til hendes ord så mange gange før, at stemmen blot fik hende til at gabe. Brødre og søstre.. Arasné måtte flytte en hånd op foran sin mund for at dæmpe et hånligt fnis, der truede med at udvikle sig til et grin, hvis ikke hun kontrollere det bare lidt. Den oprindelige plan havde været at brænde templet ned på ny, men rygterne om jagten, havde givet hende en chance for at komme helt tæt på hende..

Blodmånen var ikke hvor hendes fokus hvilede, alligevel vendte hun blikket op imellem trækronerne for at beskue den røde himmel og månens klare lys. Den kaldte nærmest på hende, så meget at hun bed sig en smule i underlæben og pillede ved krystallen omkring hendes hals. Åh.. Duften af blod var begyndt at stige hende til hovedet. Arasné trak tænderne langsomt over sin læbe, så læben blev helt lys før at hun slap den i samme sekund at Solari afsluttede den lange prædiken. I takt med at de øvrige tilskuere bevægede sig, var der noget der bevægede sig over hende på en gren højt oppe i træet. Arasné lænede hovedet imod træet og så op igen, denne gang fik hun øje på den slanke skikkelse. De lilla farver var svære at adskille i det røde lys. Som Lirlay strakte sig og rev kløerne over den gren, hun havde hvilet sig på. Et brøl forstyrrede fuglene i selv samme træ, som de fløj væk og lod Lirlay markere sit eget territorium på ny. Hun var klar til at lægge sig ned igen, da Arasné bevægede sig imod mængden af skikkelser, der var blevet tilbage. Mon for at få en snak? Hun ville gerne selv have en bid af ypperstepræstinden.

Lirlay lå godt gemt iblandt de mange blade, som hendes lyse øjne fulgte mørkelverens vandren imod mængden. Hun skiftede retning for at passere Solari så tæt på som overhovedet muligt. Arasné vendte blikket imod hende, før at hun sendte lyden over hendes læber. ” Sol.. ” hviskede hun i en legende facon, som man kunne spore morskaben og forventningen i hendes stemme. De gule øjne forsøgte ikke at undvige hendes skikkelse, som hun bevægede sig forbi Solari og ud i natten. Ofrene skulle nødigt gå til spille og Solari ville sikkert vise hende vejen til templet, det var ikke længere, hvor hun havde brændt det ned sidst. Så hun måtte enten følge hende eller hendes følge for at finde det nye gemmested.

Det første ofre skjule sig i mørket, eller gjorde et ihærdigt forsøg på dette, som hun havde trukket mudderet op langs med arme og ben. Den lasede kjole var dækket af mudder fra top til tå, men blodet stod som malet på hendes ansigt. Som en tatovering, hun ikke ville kunne fjerne. Arasné listede sig op bagved hende, rakte ud efter hendes hår for at pointere overfor hende, at hun havde misset et område. ”Hvis du skal skjule dig, så gør det i det mindste ordentligt” vræssede hun næsten utilfreds. Som var hun utilfreds med at det havde været for let. Hvilket det også havde. Kort tid efter lå pigen på jorden. De spidse ører forhindre ikke Arasné i at lade en artsfælle slippe. Hun havde placeret et ben imod pigens brystkasse, før at hun lagde en flad hånd imod hendes kraveben. ”Farvel” hviskede hun, før at hun sendte gassen igennem pigens porer, sekundet det kom i kontakt med vand, eksploderede kroppen under hende og sendte en trykbølge af blod, kød og tøj i hendes retning.


Blodet omkring hendes mund slikkede hun af, før at hun vendte blikket imod Lirlay, der var kommet hende til undsætning. ”Virkelig?” spurgte hun opgivende.