Endelig var han tilbage omkring tusmørkedalen, han havde haft alt for mange opgaver på det sidste. Men han elskede alle hans opgaver, det var ren sjov for ham at lave så meget kaos, alle de mennesker der har måtte lade livet eller bare blevet lidt tortureret. Men det var som han manglede en ny måde at underholde sig på denne dag, et eller andet der kunne give en underholdning i lidt længere tid. Nogle han måske kunne manipulere lidt mere med, det var altid sjovt. Hans fingre gled igennem manken på Hades ved hans side, imens de bevægede sig igennem tusmørkedalen for at komme til byen de ellers normalt har bosted, hvis de ikke har alt for mange opgaver at lave. Der var åbenbart mange på det sidste, som havde ønsket folk slået ihjel, men han sagde aldrig nej til et godt betalt job.

Det var der Hades stoppede op, som den fik færten af et eller andet. Som den så på Perseus vidste han allerede hvad den havde fundet, en engel som nok var lidt på afveje i denne del af landet. Et lusket smil kom frem på hans læber, som han lod det store dyr vise vejen, som den fulgte duften. Men det var ikke bare en engel, det var som om hun havde sig sin egen lille ven, det som Hades ville mene bare var en snack sådan en lille ræv. Perseus hev lidt i det store dyr, da han kunne fornemme Hades gerne ville have den lille ræv som en snack, det var nemt bare at se som det store dyr slikkede sig om munden, så havde den nok et helt sultent blik på den lille ræv. "Jamen dog, hvad laver en engel herude? Du ved godt der er vampyrer heromkring?" Spørger han roligt, som de nærmer sig tættere på hende. Når man var hans alder, begyndte man nemt at kunne lugte hvilken race man havde med at gøre, samt hans job gjorde det også nemt hurtig at opfange hvordan de forskellige racer altså duftede eller lugtede om man altså ville. Hades syntes de fleste væsner lugtede, undtagen lige dæmoner for det var hvad tiger blandingen var vokset op med trods alt.

Kulina havde besluttede sig for at tage en omvej på vejen tilbage til Dianthos fra Amazonitskoven i håb om at udforske lidt mere, hun var dog end på en farligere rute end hun først havde regnede med og vandrede derfor nu i stilhed i Tusmørkedalen. 

Ræven havde været anspændt under hele turen i mørket, noget der gjorde at Kulina også var mere på vagt, selv om hun dog ikke var bange som den. For hun havde endnu ikke lært ægte frygt at kende, ikke nok til at hun holde sig fra mørke steder i hvert fald. Vingerne var gemt væk for at beskytte dem, og ræven holde sig tæt til hende.

Dog så snart en stemme brød stilheden stoppede ræven op, rejste børsterne så den så større ud og hvæsede højlydt, tydeligt klar til at beskytte englen for enhver pris. Kulina greb dog ræven i sine arme så snart hun fik øje på det tiger lignende dyr, for det ville ikke kræve et geni at vide hvem der ville vinde den kamp, og hun ønskede ikke at hendes ræv skulle komme til skade.

”Hvis jeg kan glæde nogle med noget så simpelt som mit blod så gør jeg det gerne” svarede hun i en blid stemme og rettede sine krystalblå øjne mod den fremmede mand som hun kun lige kunne se ordentligt i mørket. ”Jeg er blot på gennemrejse, til Dianthos” tilføjede hun kort efter.

Noget indeni hende sagde hende at hun skulle gå videre, og lyden af ræven der stadig gjorde det tydeligt med knurren og blottede tænder at den ikke ønskede det andet dyr eller manden kom tættere, bekræftede også denne fornemmelse. Hendes indre lys tog dog som så mange gange før overhånd og bandt hende til høflighed overfor den fremmede ”men hvis de har brug for min hjælp så kan min rejse vente, det er det mindste jeg kan gøre for en der er opmærksom nok til at opdage min gave” hendes stemme var bild som silke og let som en fjer, og det var tydeligt at hun intet ondt havde i sin sjæl, selv om hun burde have det efterhånden.

Perseus kunne ikke lade vær med at skubbe til det store dyr, som den ligner en der overvejede at tage en bid af hende, ved det hun sagde. Han ryster lidt opgivende på hovedet, men så svagt hun nok ikke ville opfange det. Virkelig nogle væsner ville næsten slå sig selv ihjel, hvis det gjorde andre lykkelige, han kunne virkelig ikke forstå det. Han hævedet det ene øjenbryn op, som Hades og ham så lidt på hinanden. Denne mentalitet denne engel gik med, var da virkelig noget specielt, det skulle de vel nok få ødelagt. Var der en ting de var gode til, så var det at begynde at ødelægge folk eller bare generelt manipulere med dem. Det var et svagt lusket smil som kom frem på hans læber, som hun mente hun kunne vente med sin rejse, hvis han havde brug for hjælp. Men han ville nok være uenig med hende, at hun havde fået sig en gave ved at være en engel. Hun ville nok blive mere træt af den gave, om nogle hundred år eller når folk havde udnyttet hendes blide væsen så meget hun ville få nok en dag.

"Du kunne jo hjælpe mig med noget, for jeg mangler at finde en person," siger han roligt, imens Hades ser lidt på ham, da den ikke er helt med på hvad der sker. Mest af alt havde han ikke lige gidet snakke om den enkelte mission de havde i den by de normalt er i, fordi han tænkte det var nok noget der kunne vente en dag eller to, men nu kunne hun jo hjælpe. Det var trods alt en vampyr han skulle have fat i, så mon ikke han kunne lokke lidt nemt med denne engel, for at få vampyren ud så de faktisk kunne slå ham ihjel. Det var ikke noget han behøvede tænke længe over, inden han faktisk havde besluttet sig for det. Han havde sag noget allerede, og det kunne vel være lidt sjovt, hvis andre så begyndte at beskylde denne engel, hvis vampyren blev fundet død, men på den anden side Hades var sikkert begyndt at være sulten, så han kunne jo nemt fodres med ham de skulle gå efter. Der var nærmest kun noget positivt ved alt dette, for de ville se vampyren gå med en engel, ikke med ham.

Hans rysten på hoved var så svag at hun intet opdagede, og i stedet stod hun bare og observerede ham i stilhed mens han så ud til at kommunikere med dyret foran sig. Det luskede smil var end heller ikke noget hun var i stand til at tolke som andet end et simpelt smil, og det gik hende til at slappe en smugle mere af. Ræven derimod vidste godt at manden ikke var til at stole på og det var tydeligt i dens kolde blik og den forsøg på at få hende til at gå derfra. 

Kulina lyttede dog ikke til ræven og tog i stedet et skridt imod manden da hun hørte hans ord ”Jeg vil da gerne prøve” svarede hun blidt ”hvem er det? Hvor finder jeg personen? Skal jeg få dem her hen?” at manden kunne have dårlige intentioner tænkte hun slet ikke over, og det var mere end bare tydeligt at hun var villig til at hjælpe uden at tænke på sin egen sikkerhed eller hvad manden dog ville med den person han ledte efter. 

Hun forsøgte at give ham hånden, men måtte opgive af det var umuligt mens hun holde ræven, og at hun for nu nægtede at sætte den ned. ”Jeg er Kulina” introducerede hun sig selv ”altid klar på at hjælpe” tilføjede hun i sin blideste engle stemme.

Ræven prøvede endnu en gang at komme fri af hendes greb, tydeligt klar på at slås med dyret foran den, men hun tyssede blot på den endnu en gang og trådte et skridt til siden, væk fra hans dyr. Nok var hun til tider dum, men det ændrede ikke på at hun vidste at dyret kunne dræbe dem begge på et split sekund hvis den ville, men som med mennesker, valgte hun at stole på dyret og trak sig kun for rævens skyld i håb om at det ville hjælpe den med at slappe en smugle af

Det var et tilfreds smil som lagde sig på hans læber, som hun tydeligt hurtig gik med på at hjælpe ham. Indvendig kunne han ikke andet end at grine, hun var da virkelig for dum, hjælpe nogle man ikke kender, også bare sådan lige. "Jeg ville blive rigtig glad hvis du kunne få ham med herhen, han vil være inde på kroen. Jeg skal nok følge dig et stykke hen til byen, du leder efter en vampyr, hans navn er Stefan, rimelig høj person og helt sort hår," siger han roligt, meget afslappet som han er van til at give ordre ud. Det store dyr Hades forstod nu hvad der skete, så den så lidt på Perseus, inden den kom med en lav brummen da det hele faldt på plads for den hvad der lige skete.

"Mit navn er Perseus, det her er Hades," siger han roligt, som han tager ved manken på det store dyr. Hades stilte sig i en mere stolt holdning, imens han så på den lille ræv, havde de ikke haft brug for hjælpen, havde det store dyr nok givet den lille ræv et meget nedladende blik. Men Perseus hiver den lidt i manken, for at minde ham på, det nok ikke ligefrem ville være det smarteste af den at gøre. Han vidste jo ikke helt præcis, hvilken grad af dum denne engel var, når hun så blindt stolede på et andet væsen, bare hoppede ud i at hjælpe. Hvis hun bare vidste hvor farlig denne vampyr var og ham, så ville hun måske have flygtet, medmindre hun virkelig var en af dem, som troede på det bedste i alle. Perseus væmmes lidt ved tanken om nogle, som virkelig troede alle havde noget godt i sig. Han var opvokset med ondskab, det var der ingen som kunne tage fra ham at det var sådan han var. Han var en berygtet lejemorder, hvilket han tydeligt var stolt af og ikke lagde skjul på når folk faktisk ville hyre ham. Missioner kom ind til ham næsten hver dag, hvilket han også havde det bedst med, det var der absolut ingen tvivl om. Han var dog glad for hun var så nem at få til at hjælpe, så behøvede han ikke bruge meget af sin charme for at lokke hende til at gøre noget.