Landskabet ved Medanien var altid værd at komme forbi, især vandfaldet var noget Rhea altid nød at være ved. Hun var selv hoppet i vandet denne gang, imens hun så på de to ulve som legede i vandet. Der lagde et smil på hendes læber, som hun flød langsomt igennem vandet. Det var ikke mange som kom heromkring, så hun regnede ikke med der ville komme nogle igen. Men så set i bakspejlet, burde hun nok vide bedre end det her. Men det var sådan hun var, måske mere naiv end hvad godt var, selvom hun kendte til de konsekvenser det kunne have, for hun havde nu prøvet mange ting i hendes lange liv, alt fordi hun tror på det bedste i alle og bare er naiv, men det lagde til hendes natur at være sådan. Hendes tøj lagde pænt foldet oppe på bredden, imens hendes blik forblev på de to ulve.

Var der en ting hun vidste, så ville hun kunne se på dem, hvis der kom en person. Så hun nød synet af de to ulve, som tomlede rundt i vandet. De to dyr elskede at få et ordentlig bad, hvilket de kunne gøre her ved vandfaldet. Hendes lyseblå øjne hvilede på de to dyr, som hun vippede hovedet lidt på skrå. Som hun stod på flad fod, var der alligevel et stykke af hendes overkrop over vandet fra hvor hun stod. Men med ryggen til der hvor folk kom mest fra, nok var hun ligeglad med folk så hende, men de behøvede vel ikke se andet end hendes ryg som det første. Vinden tog let fat i det blonde hår, som det fik viftet det lidt rundt. Den første ulv der reagere er Night, det er altid den kulsorte ulv som har en reaktion først. Den dybe knurren er ikke så svær at gennemskue, at han ved der kommer en person eller der er en person her. Det for dog også Sun til at vågne op, som de begge svømmer hen til Rhea. Hun tager ved dem begge to, så de ikke skynder sig op og måske eller måske ikke overfalder den nye person. Det kom vist lidt an på udstrålingen fra personen, for var der en ting Night var god til, så var det at bide før han overvejede noget, hvis han fornemmede selv den mindste ting der var galt. Selvom det ikke var altid hun lyttede til ulven, så vidste hun alligevel godt hvad han prøvede, bare at beskytte den naive elver, som godt kunne bruge det, men ak ja, så klog var hun jo næsten aldrig alligevel.

Fui havde altid været en okay jæger, men hvad han måtte indse, var at når det kom til at fange dyr, så krævede det en dyreform. Han havde derfor haft sig forvandlet til sin løveform for at få sig lidt gratis mad. Det blev til en vild hare som ham også åd i denne form da råt kød bare smagte bedre der af en eller anden grund. 

Lidt blod kunne ikke undgås at få i manken når man sådan dræbte og spiste, og han besluttede sig derfor for at tage en tur til vandfaldet som han vidste var i nærheden. Han gik lidt i sine egne tanker og opdagede ikke at der var nogle til at starte med. Han vippede sit store løvehoved i vandet og rystede sig voldsomt før han tog en tår vand og gabte med en dyb rumlende stemme.

En knurren fangede dog hans opmærksomhed og han vendte hoved mod lyden. Den store løve havde været forholdsvis lys i pelsen men ved synet af ulvene skiftede hans pels hurtigt til en mørkere farve i takt med at han gengælde knurren men dog med sin egen løvestemme.

Der gik dog ikke mange sekunder før han fik øje på kvinden og med et stoppede sin knurren. Pelsen returnerede til en lys farve, og mens han langsomt nærmede sig forvandlede han sig tilbage til sin elverform. Høj og rank, med brede skuldre og kun iført sko og nogle løse, men dog pæne, sorte bukser.

”Det må de undskylde frue, jeg havde ikke set dem” sagde han i en blid tone. Han stoppede dog i en respektabel afstand mest af alt på grund af ulvene, og selv om hans blik mod hende var afslappede og blidt, så blev det lige så hurtigt koldt og dømmende når han så på dyrene, særligt den sorte der havde været den første til at knurre af ham, og derved den der havde vakt hans utilfredshed mest. "det var ikke min mening at skræmme dem" tilføjede han lige så blidt som før, noget der virkede en smugle uvant da han var så van til at vise sin kolde og kyniske side. At han lige havde fået blod hjalp dog gevaldigt på humøret, og gjorde det langt nemmere at holde hoved koldt.

Der lød en knurren som responds til den ene af hendes ulve, ikke en knurren hun kendte så godt som når det havde været andre dyr. Dette var en af de mere sjældne dyr, en af dem som typisk var der fordi det var en som kunne forvandle sig til dette dyr. Måske skulle hun frygte det, men det gjorde hun et sted ikke. Hun vente sig rundt, som hun opdagede hvordan løven blev skiftet ud til en elver. Hun daskede Night på hovedet for at få ham til at stoppe sit pjat igen, hvilket gjorde den kiggede på Rhea med et meget skuffet blik, for den mente den aldrig måtte gøre noget. Det var et enkelt blik som sagde mere end ord kunne, inden begge ulve svømmede væk fra hende igen for at lege lidt, indtil de blev helt trætte. "Det gør ikke noget, men ikke så formel, mit navn er Rhea," siger hun roligt, som hun vælger at svømme tættere på ham.

Hendes øjne hvilede på ham, som hun et øjeblik betragtede ham som hun kom nærmere. "Bare rolig, jeg bliver ikke skræmt så nemt, heldigt for det. En løve ville nok være det som skræmmer de fleste væk," siger hun med et kækt smil. Hun havde nok oplevet for mange ting i livet, til at hun var nem at skræmme. Okay hun burde måske ikke tro på det bedste i alle, men hun kunne vel ikke lade vær. Hun kunne sikkert give folk lektioner om det var ikke noget de skulle gøre, for det fik de intet godt ud af, men det var nok aldrig noget hun ville ende med at lærer selv. Men hun vidste de to ulve alligevel holdte lidt øje, selvom de nok ikke ville give det væk så nemt. Men hun kunne nemt se på manden foran hende, at ham og Night nok ikke ville blive særlig gode venner, i hvert fald her til at starte med. Men det er heller ikke nemt når den ene knurre af den anden, det  giver en dårlig dynasti måtte hun jo nok indrømme. Hun kunne bare håbe begge ville komme sig over det, men det var aldrig til at vide med den lettere fornærmede sorte ulv, som bare gjorde sit bedst for at passe på hende, selvom det var tæt på en umulig opgave bare i sig selv.

Han forsatte roligt imod hende efter en kort pause, og smilede roligt ved lyden af hendes stemme, den var rar, blid, og overraskende tæt på det han havde forstillede sig i sit hoved ville komme fra den smukke kvinde.

”Mit navn er Fui, men jeg er også kendt på mit efternavn Yár-Rau” sagde han blidt, velvidende at hun med stor sandsynlighed ville fange ironien i at en der på elvisk hed blod løve til efternavn faktisk var en løve, samt at hans fornavn, trods dets betydning af nat, ikke afspejlede hans lyse blonde hår og lyse øjne særlig godt, men det var nu også kun fordi hun ikke kendte den mørke side af ham endnu. 

Han lo mildt ”yea, min løveform plejer at skræmme de fleste, også ulve” sagde han og lavede et kast med hoved imod ulvene, for nok kunne han ikke fordrage dem lige nu, særligt den sorte, men det betød ikke at han ikke samtidig kunne værdsætte deres beskytterlyst overfor deres person.

Han satte sig ned i vandkanten tæt ved hende og trak sine sko af før han lod fødderne finde ned i vandet. At undgå at kigge for meget ned af hende og fange et glimt af hvor lidt hun faktisk havde på, var en kamp i sig selv, for han var jo ung, men han klarede det for nu. 

”Må man joine?” spurgte han mildt og sende hende et af sine charmerende smil i håb om at hun ville sige ja. Det var ikke at det havde været hans mening at hoppe helt i vandet, men nu når hun var der så var det aflive fristende, om ikke andet så for at komme tættere på hende, dog gjorde han igen tegn på at ville fjerne sine bukser og hoppe i, da han først ville være sikker på om hun var okay med det, noget han normalt ikke tænkte særligt meget over i nærheden af smukke kvinder

Det var nu alligevel lidt af et navn, skulle man tænke på selv hans navn og hans ydre der virkede mere lyst, var det jo bare ren ironi. Men hvad der ellers kunne ligge bag det, var jo et større spørgsmål. "Yár-Rau passer vel meget godt til din løveform, men dit udseende spejler ikke i nat," siger hun med et kækt smil. Man vidste aldrig rigtig meningen bag andres navne, hvorfor lige familien mon havde givet dem lige præcis det navn. Nogle gange gav det ofte mening, andre gange kunne man ikke umiddelbart se hvordan betydningen kunne passe til lige præcis den person.

Det var en meget melodisk latter som kom fra hende, da han også fortalte hans løveform nu skræmmer de fleste væk. Imens hun nikker lidt, men det var nok ikke så skræmmende for Night, det var nok nærmere han prøvede at være meget udad og fremstå som han ikke var bange for at passe på hende. "Den ene ville bare var dum nok til at angribe, hvis den troede der ville ske noget dårligt. Men tydeligt han ikke er så høj kæftet lige nu," siger hun med en svag fnisen, som hun så på den kulsorte ulv, som gav hende et misfornøjet blik tydeligt den vidste hvad hun sagde, selvom den var så langt væk.

"Selvfølgelig, kom endelig i vandet med dig, det er helt forfriskende," siger hun med et charmerende smil. I forhold til det lettere varme vejr, så var det nu meget godt at komme ned i vandet og blive kølet en smule af. Ikke så meget, nu solen alligevel havde været på vandet et stykke tid, så det havde nu nærmere en lettere lun temperatur, men stadig køligere end det som var over vandet. Hun havde nok ikke forventet han ligefrem havde spurgte hende, hun skubbede sig derved lidt væk fra kanten. Hun fugter sin læber, imens hun et øjeblik betragter ham. Han var jo mere end bare nydelig at se på, så hun havde overhovedet intet i mod hans selskab. Rhea kunne dog høre hendes ulve, kom op på land i den modsatte side, men hvad de ville gøre udover at tage op og ligge i solen, det vidste hun ikke hvad de havde af planer, men åbenbart lige i det øjeblik så de ikke noget farligt ved den fremmede siden de turde at smutte længere væk end bare lige.

Selv om hun var elver blev han alligevel en smugle imponeret over at hun forstod hans navn, mest af alt fordi han havde erfarede at ikke alle elvere snakkede samme dialekt, og selv blandt dem der burde var der en god del der slet ikke talte elvisk, noget han fandt direkte frastødende at nogle kunne vende ryggen til det sprog der havde været med til at skabe dem. 

”Min far var en dramatisk mand, han ønskede at vi skulle have navne han så som magtfulde, og jeg fik så æren at bære natten” forklarede han roligt ”At han nok havde forventede mere af mig er jo så en anden sag” sagde han med en svag latter i stemmen. Han valgte bevidst at unlade sit mellemnavn, der var ingen grund til at skræmme hende med titlen som hjerteløs som hans far så aggressivt havde sat på ham i håb om at han ville blive en nådesløs dræber der ville sprede deres gener og gøre dem til en stor klan i fremtiden.

Han kastede igen et blik mod ulvene og forsøgte at forholde sig rolig. ”Jeg ønsker ikke at skade dine dyr, så det er godt du har kontrol over dem” nok forsøgte han at vise sig fra sin bedste side, men han vidste også hvor farligt det kunne være for hans fremtid hvis han kom op og slås med ikke bare en med 2 ulve på en gang og de fik chancen for at få godt fat i ham, og hvis det kom til det ville han ikke tøve med at gøre alt hvad han kunne for at undgå at han selv tabte.

Da hun accepterede at han hoppede i vandet med hende rejste han sig roligt op for at tage sine bukser af. Han var ikke blufærdig på nogle måde og havde intet imod at hun så hvad han havde, hun kunne jo bare vende sig hvis hun ikke ønskede at se det.

Han gled roligt ned i vandet og svømmede hen til hende, dog holde han en respektabel afstand til hende, mest af alt fordi at han stadigt ønskede at vise sig fra sin bedste side lidt endnu, men også til dels fordi han ikke orkede at skulle kæmpe med ulvene som han var overbevist om ville forsvare hende hvis han kom for tæt på for hurtigt, uden at hun havde inviterede ham ind

Var der en ting hun var vokset op med, så var det at værne om den race hun var. Selvom hun ikke altid var enig i alle synspunkter som de havde, så vidste hun sproget og de forskellige dialekter meget godt. Ikke pga dem i elverly, men hun havde været ude og nysgerrig ved de andre elver. Ikke de altid tog lige godt imod hende, men hun fik de svar hun ville som hun havde hjulpet dem. "Det ikke altid nemt at følge de forventninger, som en forældre kan have til en. Men det må nok siges, det lyder så dramatisk," siger hun med en svag latter. Hun var dog ikke selv sikker på hvad hendes navn betød, selvom hun var elver, havde de ikke rigtig givet hende et elver navn, men det havde nu også været fint nok for hende. 

"Dem skal du ikke tænke på, de er smuttet," siger hun, som hun vipper hovedet lidt rundt, som hun ser de ligger tæt på vandet i solen, tydeligt de er igang med at tørre og passe deres eget liv i dette øjeblik. "Jep, de vil nok ikke komme tilbage foreløbig," siger hun med et kækt smil, inden hun ser på ham igen. Hun vidste dog en ting, de havde styr på hvis hun skulle komme i knibe. Selvom han ikke havde gjort noget, for hun skulle føle han ikke var en god person, så var det alligevel rart nok at have dem i tilfælde han skulle vise sig at være knap så god. Hun kommer med en svag hummen, som hun dog ikke vælger vende blikket væk fra ham. Hun var nok meget van til folk ikke var bulfærdige, nøgenhed de fleste steder hun var ude og bade. Så derfor var det noget hun var meget van til, hun vidste dog simple mennesker var meget blufærdige på det punkt. Men det blev også kedeligt i længden, hvad var der sjovt når folk gemte sig bag så mange lag tøj hele tiden, hvad blev der af at være lidt mere at gøre ting man ikke var så glad for, rykke sine grænser, ikke noget mange mennesker gjorde meget af.