Den morgen havde været et rent kaos. Fahira var stået op og det første hun havde fået at vide af sin mor, var at hun skulle ned hos deres syerske og prøve de nye kjoler, til den formelle middag om et par dage. Derefter var hun blevet placeret i en stol, hvor deres husholderske havde sat hendes hår og derefter var hun blevet jagtet rundt i huset, for at blive gjort klar. Det her var en af de grunde til, at Fahira hadet livet, som datter af en rig mand. Det var ikke altid det fedeste og hun ville til hver en tid bytte det med en person med mindre penge, men det var noget, som ikke kom til at ske. Hun var fanget og ville aldrig opleve livet uden for Dianthos. Det var sådan det altid ville være. 

Fahira åndede lettet op, da hun endelig slap fri fra familiens greb. Hendes husholderske, havde fået atvide at hun skulle gå med hende, men det var mere, så de var sikker på, at Fahira kom hjem igen i god behold. Fahira sukkede tungt, da hun jagede med hende. "Ja, ja, jeg kommer nu." De var gået ned til markedspladsen for at mødes med Nia, som var hende, der havde syet en del kjoler til hende og hendes mor, men før de nåde frem, kom husholdersken i tanke om, at hun skulle købe nogle ting ind. "Jeg kommer tilbage når jeg er færdig. Bare prøv dine kjoler." Bad hun om og skyndte sig videre. Fahira rystede kort på hovedet og nærmede sig Nia's sted, hvor hun havde kjolerne. Hun skyndte sig ind, for at være fri for alt larmen i gaden, "Nia, jeg er her for at prøve min kjole." Gjorde hun opmærksom på, selvom Nia nok allerede nu kendte til det.

Nia havde igennem vinteren opholdt sig i den østlige del af central landet. Hun brugte ofte vinteren ved bekendt. Hun brugte tiden på at sy og brodere kjoler til de fine folk i hovedestaden. Nu var hun så kommet til Dianthos og som altid lånte hun for stuen ved en ven. Hun havde delt rummet op med træskærme, så kunden følte de havde mere privatliv. 

I vinters havde hun modtaget en bestilling på nye kjoler til Frk. Fahira. Hun havde gennem tiden lavet en del kjoler til hende, og vidste efterhånden hvad den unge kvinde kunne lide, og ikke mindst hvad hendes familie fandt acceptabel. Nia havde hængt tre forskellige kjoler op. En i en sart lyserød farver med dybrøde og gul-organge broderier, som steg op fra kjolens bund som flammer. Nia mente at den passede godt til Fahiras person, den yndige pige fyldt med en brændende længsel. Den anden kjole havde en mørk grøn farve som de dybe skove, på forstykket af kjolen havde Nia broderet blade i alle mulige former for grønt. Hun havde ladet nogen enkelte forsætte ned af kjolen. Hun synes selv det gav kjolen en fornemmelse af skoven. Den sidste kjole, var indfarvet til en mørkebrun i bunden. På denne havde hun broderet vedbend som kravlede sig op af kjolen og rundt om livsstykket. Fra livsstykket og op havde hun valgt en en knækket hvid farve. Og ladet den stå uden broderier. Hun synes der var noget nærmest poetisk over den kvælende vedbend der blev bremset af den klare hvide farve. 

Nia havde netop fundet noget drikkelse og sat på et lille afsætterbord. Da hun hørte Frk. Fahiras stemme. Nia vendte sig rundt og sendte hendes kunde et stort smil. "Frk. Fahira! Hvor er det godt at se dig igen!" Nia gik hen og rakte hånden frem. "Og det går dem godt?"

Fahira blev mødt af kvinden med det flammende røde hår og sendte hende et smil. Nia var en sød person og Fahira var vild med hendes kjoler. Dygtig var hun i hvert fald og derfor kunne Fahira aldrig lade vær med at glæde sig, når hun vidste hun skulle have nye kjoler. 
"Dejligt at se dig igen." Fahira tog imod hendes hånd og rystede den. Hun mærkede en tog hår foran øjnene og fjernede den hurtigt, så den ikke generede hende. "Det går som det plejer. Det går godt med mit skuespil, men min far prøver stadig at hive den ene trolovelse efter den anden ned om ørerne på mig. Jeg ønsker virkelig ikke at blive gift lige nu." Gjorde hun klart og kiggede kort ned i jorden, for at samle kræfter til at forsætte samtalen. Nia kendte godt til det med faren, så det gjorde hende ikke det store at snakke med hende om det. 

"Nå, har du fået lavet nogle flotte kjoler ellers?" Lød det håbefuldt fra Fahira. Hvis der var noget, som reddet dagen, så var det Nia's kjoler.

Nia lyttede medfølende til den yngre kvinde. Hun vidste godt hun følte sig fangede i sit liv, men Nia var ikke helt sikker på, om hun vidste hvor godt og trygt hun havde det. "Er glad for at hører det går fremad med skuespillet. Det kan ikke havde været nemt at overbevise deres far om det." Nia sendte hende et smil som trøst. Selvom den unge kvinde havde det trygt, betød det ikke at hun havde det nemt. Nia var godt klar at den frihed hun havde, ville Fahira aldrig nogensinde få. Hun ville nok ende med at blive gift med en af alle de bejlere hendes far slæbte hen til hende. 

Nia hældte noget te op i en tin kop til Fahira, og gav den til hende. "Hvis de ikke ønsker at blive gift, så skal de vel heller ikke?" Hun kiggede spørgende på den yngre kvinde. Nia var ikke helt klar over om Fahira rent faktisk havde et valg i sidste ende. Mens hun ventede på svar gik hun om bag skærmene og kiggede vurderende på kjolerne. De skulle nok ligges en smule ud ved brysterne, Fahira var vokset mere en Nia lige havde regnet med. Det ville heldigvis ikke tage hende lang tid. Hun besluttede sig for at vise hende den lyserøde først, hun var ikke helt sikker på Fahira ville kunne lide den, eller forstå det brændende budskab bag. Heldigvis var det noget Nia var god, at overbevise sine kunder til at købe. 

Hun tog kjolen med om så Fahira kunne se den. "Dette er den første af tre." Nia ventede i spænding på at se en reaktion fra Fahira, den første reaktion var den der fortalte hende om hun havde ramt rigtig, eller om det var en ommer.  

Fahira tøvede kort med at sige mere, men forsatte, "Min far ved intet om det. Jeg har fundet en udvej. Jeg stikker af om natten og spiller på nogle amatør scener." Forklarede hun og sendte Nia et smil og kiggede rundt for at se om hun kunne fange et glimt a de kjoler hun havde syet til hende, men der var en del og derfor gav hun hurtigt op efter sin søgen. Derefter rettede blikket mod Nia igen og smilede, "Det jo min fars ønske. Han mener at når jeg har fundet en mand, så kan jeg slappe lidt mere af og ikke være sådan en, som gerne ville ud og opleve verden." Forklarede hun sørgmodigt og rystede svagt på hovedet heldigvis havde hun mødt mange, som havde hjulpet hende på det sidste og det betød en del for hende. 

Fahira begyndte at smile, da Nia bragte en kjole frem og selv kunne hun ikke lade vær med det. Den var fantastisk som altid. "Allerede nu, er jeg vild med den. Kan jeg prøve den på?" Spurgte hun nysgerrig og kunne ikke lade vær med at føle stoffet imellem fingrene.