Tre soldater i Lysets uniform marcherede ned ad Dianthos' gader den aften. Det var meget sent, så der var stort set tomt i gaderne. Det var forår, men alligevel var vinden kølig her til aften. Alle fire soldater var i fuld udrustning med hjelme på, og med sværd i bæltet og et skjold på underarmen. De havde fået nys om at en bestemt bolig her i det centrale Dianthos skulle tilhøre Declan Liber, en ung mand der rygtedes at have fingrene i kriminelle aktiviteter. Freyas overordnede havde derfor fået en kendelse, der gav soldaterne lov til at undersøge hans hjem. Og det var lige netop derfor Freya var på vej til den berygtedes hus.

Halvorkerkvinden stod med sin makker i baggrunden, mens den tredje soldat bankede hårdt på det middelmådige hus' hoveddør. Der var ikke noget specielt over huset, men det så ganske nydeligt ud. Huset var helt mørkt. Kunne Declan være gået i seng? Det var trods alt sent. Eller måske var han ikke hjemme. I hvert fald besluttede holdet sig hurtigt for, at de ikke bare kunne stå og glo. Døren blev sparket op, og Freya gik ind i huset sammen med sin makker, mens den tredje soldat holdte vagt uden for. ”Hr. Liber, vi kommer fra Lysets Hær,” sagde Freya højt ud i husets mørke, mens de scannede rummet. Ingenting. Kun stilhed og mørke. ”Jeg tager ovenpå,” sagde Freya og gik snart  op ad trapperne til anden sal, mens hendes makker begyndte sin søgen nedenunder.

Det var i sandhed en velsignelse at have lidt af orkernes nattesyn, for det gjorde det langt lettere for Freya at navigere i det mørke hus. Ovenpå var der et arbejdsrum, men det var meget spartansk indrettet. Langsomt gik hun hen til skrivebordet i rummet i sin søgen efter papirer, bøger, et eller andet, der kunne afslørre, hvad Declan havde gang i.

Som så ofte før, havde Declan været i det andet hus som husede hans forretning for at ordne dagens gøremål, og var nu på vej hjem igen. Egentlig havde han kun det lille hus for at det skulle virke til, at han ikke havde gang i lyssky aktiviteter. Omsonst ville nogen sikkert mene, men det havde virket indtil nu, så der var ikke rigtig nogen grund til at ændre på det. Måske hvis han faktisk valgte at blive den officielle chef for forretningen en dag, men indtil da var der ingen grund til, at han udsatte sig selv for unødvendig fare.

Lige så snart Declan kom tæt nok på til at kunne se sit hus, stopoede han op, og rynkede irriteret panden. Der stod en soldat udenfor hans hoveddør, og eftersom selvsamme dør stod åben, havde han sine mistanker om, at der var flere indenfor. Eftersom han ikke kunne mindes, at han havde gjort noget for at provokere lysets hær, kunne de kun være der på grund af hans forretning. Godt det samme, de ville ikke finde noget i det hus. Han var dog lettere irriteret over, at nogen rodede igennem hans hus, når han ikke selv var tilstede. 

Declan sukkede lavt, men begyndte så atter at gå mod huset. Det afslappede snil var på plads, han skulle jo helst ikke virke mistænkelig.
"Kan jeg hjælpe dem med noget?" Spurgte han høflogt soldaten, som var sat til at holde vagt udenfor huset.

/Soldaten kiggede udtryksløst på den unge mand, der kom imod ham. ”Vi har fået en kendelse, der giver os rettigheden til at gennemsøge dit hjem,” sagde manden tørt og lettere ubehøvlet til Declans spørgsmål, tydeligvis ikke videre interesseret i at snakke med den unge, arrede mand. Dog gjorde han heller ingen mine til at stoppe manden i at gå ind i sit eget hus. Så længe han bare ikke prøvede på noget, ville soldaten lade ham være i fred./

Ovenpå i Declans hus var Freya i gang med at lede. Skrivebordet var nydeligt ryddet. Om ikke andet, så havde husets ejer i hvert fald styr på sine ting. ”Vi kommer ikke til at finde noget her,” mumlede den muskuløse halvorkerkvinde til sig selv, mens hun kiggede i skrivebordets skuffer. Alt hvad hun fandt var trivielle ting som skriveredskaber, blæk og bøger. Måske en note eller to til ham selv om noget, han skulle huske at handle ind. Hun begyndte også at banke på skrivebordet for at se, om der var hemmelige rum et sted. Her er jo helt pinligt rent, tænkte hun med letrynket pande. ”Det burde være en forbrydelse i sig selv,” smålo hun i lettere frustration og rystede på hovedet, ikke opmærksom på at hun havde sagt det højt, mens hun flyttede sig væk fra skrivebordet for at undersøge resten af rummet.