De var på vej hjem igen, efter de havde været en tur ude på en mission, så man kunne roligt sige at Hades var blevet godt mæt, i hvert fald for en stund. Det dyr kunne spise meget, så meget vidste Perseus. Den kunne også normalt få 4 væsener ned på en dag, især hvis den lige følte for det. Hades var dog fyldt med blod, så mest af alt prøvede han at finde et sted han kunne få vasket det store dyr, for han så ret blodig ud. Den røde blodige farve stod ret meget i kontrast med hans kridhvide pels, som havde sorte striber. Han blev også nød til at finde en, som gad at flette noget af han manke igen. For han blev også nød til at vaske manken på ham, det dyr kunne virkelig ikke finde ud af at spise ordentlig. Han var virkelig et rovdyr, du kunne heller ikke være i tvivl som han gik vedsiden af Perseus, med en rød, hvis og sort pels, som den spejdede rundt, imens den slikkede sig om munden for at blive ved at smage blodet.

Han så et springvand, hvilket nok var det tætteste den kunne komme på et bad sådan lige. "Hades, springvandet," siger han opgivende på dæmonisk, som han ryster på hovedet over den. Det store dyr kigger et øjeblik på ham, for at tjekke om han er dybt seriøs, men da Perseus ikke foretrækker en mine, må Hades indse at han faktisk mener det. Surmulende går dyret hen til springet, inden den kravler over for at komme ned i vandet. "Det hele skal med Hades! Ellers ender vi med at blive stoppet!" Brummer han lavt på dæmonisk, som han nærmer sig det store dyr, som triller rundt i vandet. Eller det var sjældent de blev stoppet, for de fleste skulle bare se Hades tænder, så var de flygtet væk fra dem. Han tog elastikkerne ud af manken på det store dyr, som det kom forbi ham, inden han tumlede videre i springvandet for at få blodet væk. Det virkede også, jo længere tid han plaskede rundt og nappede i hans pels, jo mere blod forsvandt der fra ham. Han ryster opgivende på hovedet, som Hades hopper ud af vandet der nu har fået en lidt mere rød farve, imens Hades er blevet næsten helt hvis igen, kun en lille misfarve i pelsen på ham.

Et mindre erinde havde sendt Freya til Turmelinien. Nu hvor hun var en del af Lysets Hær blev hun sendt lidt rundt omkring, men det passede hende såmænd også udmærket. Hun elskede at bo i Dianthos, men hun havde også brug for at komme lidt rundt. Hun havde trods alt levet som nomade i 28 år. Så det var altid velkomment at se noget nyt.

Det havde ikke taget lang tid, før missionen var fuldført. Det var kun middagstid, og hun skulle ikke hjem til Dianthos igen før i morgen. Derfor havde hun ladet sin hest blive i byen, mens hun selv drog ud på jagt. Lidt ekstra penge var altid velkomne, og området havde åbenbart problemer med en los, der for nyligt havde bosat sig. Det snu lille rad havde fundet ud af, at bøndernes høns var let bytte, så de havde sat en dusør på dyret. En meget sølle dusør, men Freya var ikke kræsen. Hun var vant til en dårlig løn fra da hun havde arbejdet i stenbruddet, og der var hver en skilling vigtig i kampen om ikke at gå sulten i seng.

Og allerede om eftermiddagen var der bid.

Hun havde fanget lossen i en fælde et godt stykke uden for byen, og havde nu ladet den bløde ud fra et effektivt snitsår, hun havde pådraget dens strube. Ingen grund til at lade staklen lide. Den gør bare, hvad den kan, for at overleve. Hun tog fat i lossens gråbrune nakkeskind, kærligt som var den hendes egen unge, og svang det døde dyr over skulderen. Derefter begyndte hun at trave tilbage imod byen. Hendes ører fangede den sagte lyd af et springvand tæt på, og hun besluttede sig for, at det egentlig kunne være rart at få noget vand. Der var stadig et stykke vej til byen. Hun begyndte derfor at gå imod lyden af vandet. Over det kuperede terræn med træer og klipper hist og her. En større klippe skød op i omgivelserne, og den spærrede hende udsyn til springet. Så bare lige rundt om klippen og så ville hun-

“Ved Zaladins ukæmmede røvskæg!” Udbrød hun måbende, da hendes hjerne registrerede, hvad hendes øjne så rundt om klippesiden. Den største tigerlignende skikkelse hun nogensinde havde set, i gang med at vaske blod ud af pelsen under springvandet. Lod vandet blive rødt, så pelsen kunne blive hvid. Ved dens side stod en utrolig høj, slank mand, vis hvide hår dansede let i forårsvinden. Han var slet ikke skræmt af dyret. De måtte være sammen. Var hun bange? Det... var hun ikke helt sikker på. Det eneste Freya vidste var, at hun aldrig havde set noget lignende.

"huh," Lyder det fra Perseus, som han vender sig rundt efter han hørte et udbryd. Der så han alligevel den mest mærkværdige blanding han længe havde set, hvilket også fik Hades til at se mærkeligt på denne kvinde. Hades skubber sig selv ud fra springvandet, imens han ser på Perseus, for at få tilladelse til at hente denne mærkelige blanding hen for at se hvad hendes problem er. "Hades, hent hende," brummer han irriteret på dæmonisk, imens han ryster lidt på hovedet. Han kunne lugte blodet, så der gik ikke længe inden han opdagede den los der havde været rundt og tage mad. "Lad vær med at spise den los, det hendes," skælder han ud på dæmonisk, som han kan se Hades et øjeblik lige kigger lidt på den døde los.

Han sætter sig ned på springvandets kant, som han lader Hades om at gå hen til kvinden. Han så lidt på det røde vand, inden han trak på skulderne en enkelt gang. Han så hen på Hades, som stod og skubbede til hende, med en knurren. Det store dyr var meget utålmodig, så hun måtte hellere gå hurtig, ellers kunne han måske være fristet til at begynde at nappe. Men ork var ikke hans favorit mad, så hun kunne være rolig med at nok ikke ville sætte tænderne i hende, når hun havde noget ork i sig. "Han er ikke så glad for når folk, opdager han er i bad," kalder han let ud, også på et sprog så hun faktisk forstår det. Mest af alt det ville hun ikke forstå hvad han bedte hende om, hvis han sagde det på engelsk. Han kan tydeligt se hvordan Hades, prøver at skubbe rundt med hende, han hader virkelig når folk ikke bare hører efter. Generelt er hans mindset, opdager folk ham, så skal de slås ihjel. Men siden han ikke kunne li smages af ork, så hvis dyret godt at Perseus måtte sætte noget fornuft i denne blandings race som hun nu var. Dyret hadede nok man andre end lige dæmoner, men hvad kan man sige til det, den havde et rimelig dæmonisk sind, siden den voksede op med en dæmon.

Øh, ja, man kunne vidst godt sige, at hun var blevet opdaget. Hun hørte den høje, unge mand sige noget, men enten så talte han et fremmed sprog, eller også talte han ikke særlig højt, for Freya kunne ikke forstå, hvad han sagde. Men uanset hvad det var, så brød hun sig ikke synderligt om resultatet, for det store bæst af en tiger travede nu i hendes retning med meget beslutsomme øjne. I et øjeblik frøs hun fast, hvor hun stod, men da det store dyr puffede utålmodigt til hende satte hun straks gang i bentøjet for at gå hen imod dyrets ejer. Derved opdagede hun heldigvis ikke, at det tandfyldte bæst nappede efter hende.

En anelse stivbenet af ren overraskelse over denne... mærkværdige situation, kom hun hen til den meget høje, ungt udseendet mand. Nok var han ikke den store, bredskuldrede type, men Freya lod sig ikke nare. Hun lagde hurtigt mærke til hans flotte, atletiske kropsbygning, der afslørede at han snildt kunne begå sig. Og arret i hans ansigt fortalte også sin egen historie om, at hans evner var blevet prøvet af – og han havde overlevet. ”Nej,” sagde hun en anelse fjernt, men fattede sig så. ”Jeg troede heller ikke kattedyr var glade for vand. Men han er helt...” hun drejede sig en halv omgang for at kigge på det store dyr ”utrolig.” Ja, det lod til at være det rigtige ord. For aldrig havde hun set noget lignende. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre ved det store dyr, der blev ved med at prøve på at skubbe rundt på hende. Men nu hvor hun var henne hos dens ejer var hun knap så bange for den og lod sig stå bedre fast, så hun ikke bare var som en bold, væsenet kunne lege rundt med. Kunne det være fordi hun havde den døde los med sig? Det skete ikke så ofte igen, men rovdyr kunne trods alt godt finde på at spise andre rovdyr, og denne kæmpe, stribede kat var ganske usædvanlig. ”Jeg vidste slet ikke sådanne dyr eksisterede,” mumlede hun, mens hun betragtede tigeren. ”Jeg har set tigere i Nordlandet, men ham her er noget ganske særligt”.

Altså i det mindste vidste hun da, at hun skulle gå når den kære Hades bad hende om det, for han var ikke helt sikker på hvor langt det store dyr ellers ville gå. Nok spiste den ikke orker fordi han ikke brød sig om smagen, men den kunne nu godt være meget strid alligevel. Perseus vippede hovedet lidt på skrå, som han mest af alt havde lyst til at lave en grimasse over denne mærkelige blanding hun var. Altså han var da ikke i tvivl om det var en kvinde, slet ikke som hun også begyndte at snakke kunne han absolut ikke være i tvivl. Han var typen der var opvokset med den mere racerene politik, hvis man  kunne sige det på denne måde, så det var ret mærkeligt at møde denne slags blanding, men intet han valgte at give udtryk for.

Han laver dog en grimasse, som hun siger kattedyr, imens Hades ser på hende med et blik der nok kunne dræbe. Dyret var dog godt klar over han ikke måtte markere sig overfor hende, men det betød vel ikke han ikke kunne se meget ondt på hende. Perseus ryster lidt på hovedet, det dyr hadede med en pasion at blive kaldt noget med kat, det var nedværdigende for ham, havde Perseus fundet ud af. Men som hun pludselig snakkede som han var en tiger, samt han var noget særligt. Så begyndte Hades rigtig at stille sig op, skubbede bringen mere frem, hovedet mere op og stod på den mest stole måde han overhovedet kunne. Som om Hades havde brug for et selvtillids boost, men det var tydeligt hvad han fik ud af det. "Han er speciel, om han er lavet med magi vil være mysteriet, jeg fandt ham da han var en unge på få dage. Men du behøvede ikke give ham sådan et selvtillids boost, nu skal jeg jo leve med han har et stort ego indtil næste gang nogle kalder ham for en kat," siger Perseus en smule opgivende, pludselig ikke helt så irriteret som da hun først havde kommet hertil, bare mere opgivende fordi nu skulle han leve med Hades der ville tro han var den bedste i det øjeblik. Hades så dog et kort øjeblik på sin følgesven, men ellers klar til at høre mere fra kvinden, som mente han var meget specielt. Dyret var jo van til folk nærmere flygtede når de så ham, så dette gav bare noget til dyrets ego.