Smerte er en relativ ting, må være noget folk siger når de ikke aldrig selv gennemgået så altædende en smerte, man bare ønsker at det måtte ende snart. Det måtte i hvert fald være den blonde kvindes bedste overbevising da hendes krop hang næsten livløst hen over stolen hun var blevet bundet fast i.
Mørket opslugte hende, som en nænsom elskerinde der gjorde at alting var godt; blot for en stund. Men så kom det iskolde vand? Hendes gipsen efter vejret og det kolde stål der lavede nye røde streger på hendes hud.
Hvor mange gange havde de healet hende, og skåret? Hun var ikke sikker, de blå øjne kiggede ned på hendes hænder og fødder der næsten var blå fordi rebet var bundet så stramt.
Men på trods af blodet der strømmede ned af hendes ansigt, var det dét eneste som ikke var blevet rørt. Hans hykleriske påstand for hvorfor, havde været fordi han ikke ønskede at ødelægge et kunstværk at kigge på. Men virkeligheden han havde fortalt, om hvad der ville ske skulle hun tvinge ham til at fjerne dæmonen i hendes indre. Havde gjort den udmagrede og mørbanket kvinde følelsesløs på trods af den smerte der blev opført hende igen og igen.

Hvor mange timer, eller dage det var gået. Var hun ikke helt sikker, før at hendes nøgne krop blev skåret løs fra de stramme reb. På intet tidspunkt havde hun set Greg, siden han havde vidst hende hvor grusom hende skæbne ville være skulle hun tvinge den ilde der levede af hende. Døden, var måske den nådigste vej for den 36 årige kvinde. Var det ikke fordi hun frygtede den så meget. Ønsket for at leje var så stor, at hun ikke ville stoppe før hun havde fundet en løsning.

Hun blev iført nogle ganske sparsomme klæder. Undrende over hun ikke blev helbredt eller gjort i stand, trak de hende igennem kloakkens lange rør før de kom op til overfladen. Solen bag skyerne skar i hendes øjne, som hun blev slæbt yderligere afsted. Det gik op for hende, hvad der skete nu, da hendes forstand ikke helt var forsvundet endnu.
Dette var en advarsel. En advarsel hvad der ville ske imod forræder, men lige så meget en status i; hvis vi gør dette imod vores egne, så prøv og forestille jer hvad der vil ske mod vores fjender.

De var kommer til en lille plads, hvor folk stod og betragtede hvad der skete, som en halv ork og et menneske smed den udmagrede skikkelse ned i mudderet. Den kølende fornemmelse imod hendes svigende sår, var næsten nok til hun blev liggende. Men hun tvang alligevel sig til, at presse sin krop op. Kun for at blive mødt af presset fra en støvle der pressede hende dybere ned i jorden.
“lad dette være en advarsel imod alle der tror de kan trodse Proteaus” presset forsvandt fra hendes ryg, og hun kunne høre fodtrinende der indikerede at de to der havde slæbt hende afsted, nu var på vej væk og efterlod hende til hendes egen skæbne.
For nu, var kroppen så afkræftet hun ikke orkede at rejse sig selv op, eller bevæge sig overhoved. Måske det ville være okay, bare at blive her.

Den kutteklædte skikkelse i gydens mørke betragtede scenariet udspille sig et stykke længere nede af gadebilledet; dens stålgrå øjne ulæselige i skyggerne og urokkeligt hvilende på den forslåede kvinde.
Lænet op af et faldefærdigt murværk, med sine tynde arme lagt over kors, havde Pax frit udsyn til det makabre teaterstykke, der lod sig fremføre til skue for samtlige af gadens beboer. Blot få timer forinden havde bandelederen af Ulvens Flok fået nys om, at netop denne udstilling ville finde sted, men han havde ikke troet på det – i hvert fald ikke før, at den snuskede karet var trillet op igennem de snoede gader i Skumringskvarteret. Og der lå hun minsandten, stadig i live men tæt på dødens rand, selvom Pax havde været overbevist om, at det ikke kunne være tilfældet.
Det var trods alt snart ti dage siden…

I det kareten vendte om, og halvorkeren erklærede dens formål, skubbede Pax sig fri af murstensmuren. I det at han bevægede sig ud af skyggernes mørke, så alskens beboer op på ham og lod deres øjne følge ham, som han nærmede sig Evlyns rødmalede skikkelse. Alle vidste de, hvem han var – og ikke mindst, at det var hans territorium.
Pax satte sig på hug ved Evlyns ansigt og lod undersøgende en finger fjerne nogle af de vilde, fedtede lokker. ”Sikke en skam, sikke en skam…”, mumlede han i en påtaget ærgerlig tone, i det Pax’s mørke øjne forlod Evlyn selv og tog halvorkeren i nærmere øjesyn.
Det kæmpe og grønne bæst stirrede udfordrende tilbage. ”Du er heldig i dag, rotte”, lød det brysk, hvortil Pax sendte dyret et bredt smil og blinkede, grænsende til drillesygt, efter den forsvindende skikkelse. ”Du har ingen idé”, mumlede Pax, hvorefter han, uden at fjerne blikket fra den hastigt kørende karet, signalerede til hans mænd langt bag sig. 

De befandt sig snart efter ved Evlyns side og efter nøje anvisning fra deres anfører, fik det forsigtigt placeret Evlyns krop på en båre, lavet af to stykker tykt træ og et solidt uldtæppe. I det de fire mænd løftede hende op, stillede Pax sig atter ved rivalens blodindsmurte hoved og lænede sig frem mod hende, så kun hans ord nåede hendes ører alene.
”Der sker dig ikke noget, så slap af, Eve. Edward er på vej. Kan du huske Edward? Glæd dig til hans nyeste påfund – det er gult som mavesyre, hvilket du også får mulighed for, at se helt tæt på, efter du har drukket det”, mumlede han, næsten venligt.

Ikke mange øjeblikke efter var de i færd med at transportere Evlyn ned i Ulvens kongerige.

Pax?
Hans stemme var fjern, men hun var sikker på at hun kunne høre ham i nærheden. Måske var det ønske tænkning, eller en ny form for helvede hun var i gang med at spille for sig selv.
Men jo mere der foregik omkring hende, desto mere ture hun håbe på det faktisk var hans stemme. Også blev håbet knust, da hun kom i tanke om hvordan at de havde forladt hinanden sidst. Hvorfor skulle han hjælpe hende, hvis det ikke var for at få noget ud af det?
Endnu en person, der ville udnytte hende, på den ene eller anden måde.
Da hænder begyndte at løfte hende op, begyndte hun at vride sig med energi som hun egentlig ikke burde besidde, når man tænkte over hvor meget hendes krop havde været igennem. Men bare fordi hun var blevet nedbrudt på den værste måde, skulle man stadig ikke tro hun ville opgive sig fuldstændig for nye hænder.
Nogle trodsige blå øjne kiggede hen imod den grå skikkelse, der snakkede til hende. Bare slap af?
Men stemmen, var venlig og ikke hoverende. Det hele var ganske forvirrende, som hun prøvede at søge imod hans for at få en vished at tingene ville blive okay.
“Hvem fuck er Edward.” brummede hun med en hæs stemme, et meget svagt smil begyndte at spille på hendes læber. Hvor efter et forsøg på en latter forlod hendes strube.
“Verden har drejet sig om sin akse i dag, og helvede må være frosset over –” en mistede fæstnet kortvarigt omkring boren hun lå på, og hun mærkede et jag af smerte og det gik op for hende at en eller to af hendes ribben måtte være brækket. “Ved Zaladins rådne nosser.. Det gjorde ondt.”
Hun lukkede øjnene, og lagde sine arme omkring sin brystkasse. Luften der fejde sig legende hen over hendes næsten nøgne krop, gjorde hende opmærksom på hvilken situation hun var i.
“Hmm, havde jeg vidst jeg så dig i dag, havde jeg sørget for jeg var bedre klædt på. Desværre gav de mig ikke mange muligheder, da de af en eller anden grund havde utrolig travlt med at få mig ud af døren.. Uanstændigt.” hendes stemme var stadig meget hæs, bar præg af hvor meget hun havde skreget hen over den sidste lange periode. Men derfor, var hun stadig nød til at fortælle ting. Sige noget, for ellers ville tankerne og minderne rive hende tilbage til hvor hun lige var sluppet ud fra.
Og alt andet, ville ødelægge kvinden der blev båret et sted hen, hun kun forklædt havde våget sig ganske få gange at betræde.

”Sikke dog som du snakker…”, mumlede Pax, som de bevægede sig længere ned i undergrundens snoede gangtunneller. Bandelederens tone var dog i nogen grad moret, for det måtte trods alt være et godt tegn, at der stadig var sprællende liv i den forslåede krop. Til trods for Pax’s egne minder, havde han svært ved at genkalde, at han set lignende i lange tider…

”Og jo, selvfølgelig kan du huske ham. Det er ham den gamle med den krumme ryg, der bor bag bageren nede ved gadekæret”, tilføjede han dernæst, i det han kortvarigt så ned på Evlyn med leende øjne. ”Ham du forsøgte at få til at tilse din lille gruppe. Du måtte desværre erfare, at han ikke lige sådan skifter side. Han har nemlig en helt særlig kærlighed til mig.” Pax blinkede, grænsende til drillende, ned til hende men stadig var det uvist, om Evlyn nogensinde så det, og som de bevægede sig i Flokkens territorium, faldt tavsheden over de seks mennesker.

Evlyn blev ført ind i en tilstødende udhuling, tæt på et kæmpe fællesareal, hvori børn løb og legede. Der var adskillige ildsteder, alle tilknyttet unge piger og voksne kvinder, i færd med madlavningen. Omkring dem gik snakken vidt omkring, for samtlige af Ulvens børn var vendt hjem fra dagens lange jagt.
Som Pax dirigerede Evlyn ned at ligge, og de muskuløse mænd forlod dem, kom en lille pige med stort og pjusket hår løbende. Hendes øjne gnistrede frydefuldt og som Pax vendte sig rundt, blev hans øjne påtaget kølige; som betragtede han ikke et magert pigebarn, men et glubsk rovdyr.

”Ronja”, lød det langsomt, næsten overvejende, hvorefter den lille krøltop satte begge hænder for munden og grinede klukkende. Pax aflagde afstanden til hende og satte begge sine hænder under pigens armhuler, således at han kunne løfte hende op i øjenhøjde. ”Jeg har ledt efter dig hele dagen. Vidste du godt det?”, spurgte bandelederen, og til trods for den kølige tone, gnistrede hans stålgrå blik af morskab. Ronja var nemlig ganske, ganske særlig.
Ronja spærrede øjnene op og slog sine små arme omkring den unge mand, i det hun rystede på hovedet. Hendes mørkebrune øjne afslørede dog hendes åbenlyse løgn, og Pax måtte rømme sig, for ikke at lade et smil bryde ud på hans læber.
”Vi tager den senere. Løb ikke for langt væk, ven. Ellers bliver jeg nødt til at komme og finde dig, og det vil du ikke have.” Pax satte et skævt og sultent smil i den ene mundvige, hvorefter barnet lo igen og rystede udfordrende på hovedet.

Pax satte Ronja tilbage på jorden og puffede hende bestemt ud fra udhulingen. ”Løb Edward i møde. Han er bange for mørket”, beordrede Pax derefter, men i en tone der var mild og ikke i overensstemmelse med hans ordre. Ronja drejede dernæst rundt på hælen og forsvandt.

Havde hun det?
Hun lukkede øjnene, og kunne mærke smerten fra hoved skød igennem hendes krop. Jo, det kunne da godt være at Edward sagde hende noget.
Hendes øjne faldt væk fra hans skikkelse, mens hun kiggede på den ene af de mænd der bar hende afsted. Ikke at hun rigtig kiggede på ham, hun ville bare have noget andet at fokusere på. Hendes humor var faldet en smule for hende selv, det hjalp ikke på situationen, lige meget hvor meget hun ønskede. Blikket blev helt tomt, da tankerne lige så stille begyndte at lede tilbage på hvad der var hent. De timer? Var der gået mere end timer, måske dage? Hendes bryn knyttede sig sammen, som hun prøvede at tænke tilbage hvad der var sket efter Pax var sendt ud af palæet.

”Du har virkelig trådt over grænsen den her gang” mumlede en rumlende stemme, Evlyn kiggede op imod halvorkens øjne, og blev mødt af en overvældende medlidenhed. For selvom hun vidste hvor højt han holde af hende, ville han aldrig trodse lederen ord, og snart ville hans mosegrønne fingre rive huden af hende. Kun for at hun mærkede elvernes healende magi så huden igen ville lukke sig. Hun havde prøvet det før, den gang hun var løbet væk med Quinn, da hun havde prøvet at starte et normalt liv, kun for at blive fanget igen som en sangfugl der blev tvunget til at synge for dens mester og ingen andre.

Hun blev heldigvis revet ud af minderne, som en lille pige løb hen imod dem. Et næsten lidende udtryk gled hen over Evlyns ansigt, som hun betragtede deres lille udveksling. Det mindede hende om hendes bror, den måde han havde løftet hende på spundet hende rundt. Et billede af hende og hendes bror Quinn der havde løbet grinende igennem en af markerne i Medianen og plukket blomster fordi hun havde haft en dårlig dag. Hvor Perius altid havde været den hårde af de to, arbejde kom altid før sjov.  Måske var det derfor, hun var stukket af med manden der havde delt navn med hendes bror hun havde elsket så højt.  Hvor havde det så bragt hende? Tilbage i kløerne på manden som igen, havde forskyldt denne smerte på ny. Frihed var næppe lige omkring hjørnet, og bare ved at være her satte hun alt Pax havde bygget op på fare.
Hun begyndte at rejse sig op, skælvende ben og hun var nød til at gribe fat i hvad end der var i nærheden. Blikket lagde sig på de legende børn, hans familie der levede i undergrunden lige som hun selv gjorde. Bare hendes familie var betydeligt skrumpet de seneste uger.
“Jeg må væk.” mumlede hun en smule åndsfraværende, som hun stavrede afsted imod hvad hun formåede var udgangen. Hun mærkede et stik i maven, og greb sig omkring den. Mærkede den våde væske der forlod det åbne sår. Hun bandede, som hun næsten ufortrødent prøvede at kæmpe sig videre på de skælvende ben. Hun havde jo ikke en gang taget mere end to skridt og hun var tæt på at kollapse?! Var hun måske ikke besat af en dæmon, hvad fanden skulle det gøre godt for når man stadig var lige så menneskelig som alle andre når det kom til dette?
Varmen spredte sig fra hendes øjne, som glidende tåre faldt fra dem. Hun bandede under sammebidte tænder. Det sidste hun ønskede var, at Pax skulle se hende sådan. Hvilket også ville komme meget tydeligt til udtryk skulle han prøve at røre ved hende. 

Pax drejede langsomt rundt på hælen, i det Evlyn forsøgte at rejse sig. Med hævede øjenbryn der talte sit tydelige sprog – det skal jeg se, før jeg tror på det – betragtede bandelederen den blodindsmurte, unge kvinde.
Påtaget nonchalant lænede Pax sig op af den skarpe klippevæg, alt imens hans øjne gled henover Evlyns skikkelse. ”Du kan gå, når Edward har ordnet dig. Ellers når du ikke så langt, som du planlægger”, svarede han i en rationel tone, men også som forsøgte han at udfordrer hendes viljestyrke. Stadig forhold han sig med en meters afstand til hende, i grunden for bedre at vurdere, hvor meget gejst der var tilbage i den blonde kvinde.

Det blev alligevel snart for meget at betragte, så i to raske skridt lukkede Pax afstanden mellem dem. Han lagde en flad hånd mod Evlyns ansigt og skubbede hende, så hun vaklende landede tilbage i den bløde halm.
”Bliv nu liggende. Edward er her om lidt”, brummede han, grænsende til irriteret, hvorefter han drejede rundt på hælen –

Og nær var kollideret med selv samme person.

Edward så irettesættende på ham og dernæst kærligt på Evlyn. ”Hvad siger du til, at vi lige tager et kig på dig, var?”

“jeg har oplevet det der var værre” mumlede hun trodsigt, og kiggede på ham med nogle lynende øjne. Selvom hun ønskede hans hjælp, eller i hvert fald efter nogens hjælp. Den hungrende fornemmelse efter nærvær af nogen som der faktisk ville noget hende godt. Det var en følelse der længe var glemt, men i ny og næ fik den lov til at boble op os den spinkle kvinde.
Huns skulle til at snerre af ham, og skubbe hans hånd væk. Han skulle bestemt ikke røre ved hende! Og så slet ikke på så en nedgraderende måde. En flad hånd imod hendes ansigt, virkelig? Var han tolv år gammel. Men skubbet havde alligevel været nok, til at hendes krop væltede baglæns og hun sank tilbage i høet hun var blevet placeret i, da de var kommet ind i hans territorium.
Hvis det ikke var fordi, et jag af smerte. Et voldsomt et af slaggen skød igennem hendes mellem gulv, så tåre sprang frem i hendes mellemgulv. Havde hun disket op med endnu en fornærmelse hans vej.

Hun lagde armene beskyttende omkring sig selv, da hun kiggede op på den ældre herre der spurgte om han skulle tage et kig på hende.
Dybe vejrtrækninger Evy. Dybe vejrtrækninger.
Øjnene var våde, mens hun nikkede bed tænderne sammen og kiggede væk. Nu kom den del hun hadet allermest; for nu ville det alt sammen blive virkeligt. Det at han havde tvunget sig selv på hende; igen. Det at han havde tortureret hende; igen. Alle de umenneskelig ting dæmonen havde gjort for at bevise hun aldrig ville kunne slippe for det. Det ville alt sammen blive virkeligt. Fordi en medicin kyndig ville tage nogle lange blikke, og se hvor de mange ar og sår kom fra. Også kunne hun ikke længere gemme det væk i hendes tanker, og få det hele til at virke som en ond drøm der aldrig rigtig var sket.
Men for at få det bedre, for at komme over det. Var der ikke så meget andet at gøre. Så hvad end manden gav hende, hvad end han gjorde og sagde. Ville hun ganske tavs bare sidde og tage imod behandlingen. Også ville hun efterleve hvad Pax havde sagt. Så snart hun var ordnet, ville hun gå igen. Nok forsvinde fra Dianthos. Bare for en stund.

Pax himlede med øjnene, i det han forlod udhulingen og Edward i stedet spadserede mod Evlyn med en påtaget munterhed; som ville den alene afveje for hendes forslåede skikkelse.
Bandelederen fortsatte ud i fællesarealet, hvor børn og alskens rakkerpak var i fuld gang med aftenens gøremål. Maden skulle laves, børnene tilses og våbnene skulle olieres og slibes. Sådan var enhver af aftener i Ulvens Flok og stemningen syntes som altid let, til trods for de sultne munde og de magre skikkelser. Dette her var uden tvivl Pax’s foretrukne aftentime.

Snart efter fik han atter lokaliseret Ronja og med et gavtyveagtigt blik, der matchede pigebarnets eget, krøllede Pax fingrene om hendes vilde hårpragt. Dernæst satte han sig på hug foran hende og hev hende indtil sig, som faretruende ord hvislede over hans læber; ”vi to skal snakke om de forsvundne ravstykker.”
Ronja lo begejstret og indestængt, hvormed det var ganske umuligt for Pax ikke at smile moret selv. Der var nu noget betagende over barnets sprudlende energi og exceptionelle evner; evner Pax absolut ikke havde tænkt sig at lade gå forbi sig.

Som timerne langsomt sneg sig af sted var Pax fuld optaget af alskens gøremål. Det var derfor et under, at han vendte tilbage til Evlyn og Edward, netop som den krumryggede mand rejste sig med blodindsmurte hænder.
”Jeg har ordnet så meget, at jeg kan lige nu, men det vil nok tage nogle dage, før alting er… som det skal være. Jeg formoder, at du holder hende her så længe?”
”Jeg har da ganske fordelagtigt givet min gæst dette fine lille rum og frisk halm at ligge i. Man kan næsten ikke forlange mere af mig.” Pax blinkede drillesygt til Evlyn, som han lænede sig op af klippevæggen for endnu engang. Ordene fik Edward til at fnyse fornøjet, i det han dernæst lod sit blik lande i Evlyns.
”Det er altså noget af en bedrift at få Ulven selv til at udvise sådan en gæstfrihed. Du må være noget ganske særligt!” 

Edward var en yderst nænsom mand. I hvert fald efter hvad hun kendte til, af healere.
Hun havde ikke regnet med, at blive behandlet med sådan en forsigtighed som hun blev uvist. Det var næsten for meget for hende. Tydeligvis bedre til at håndterer den tørre humor som Pax havde disket op med. Eller at blive set ned på og dynget til med skældsord. Men, de varlige fingre dansede hen over hendes sår, til så dem plejede dem og gik videre til det næste.
Evlyn måtte være blundet under det hele. Kun for at vågne op tage imod det som han havde sat for hendes læber, som hun skulle drikke. Vredet ansigtsudtryk og en forbandelse, som der kun havde frembragt en latter hos Edward. Også var mørket igen taget hende, et endeløst og intetfølende mørke. Hun følte sig næsten mere hjemme her, end hun havde gjort noget andet sted i meget lang tid.
Dog åbnede hendes øjne sig lige så forsigtigt, som fod trin kunne høres ind i værelset. De blå øjne lagde sig på den udmagret grå skikkelse der blinkede drillesygt til hende.
Hun hostede en tør latter op, og fortrak igen en mine af smerte, og lagde hånden på hendes indbundet mave.
Hun gav Edward et smil og rystede på hoved. “Tror desværre ikke du kan give mig så anerkendelse” sagde hun, og rejste sig lige så forsigtigt op, så hun sad i stedet for at ligge.
“Tror mere det drejer sig om en gæld der skal betales. Og døde mennesker kan ikke punge ud.” et tørt smil formede sig på hendes læber. For det må jo være grunden, hun kunne ikke finde nogen anden logik i at Pax ville gå så langt for hende.
Hun strakte sig og lænede sig frem ad over hendes knæ.
“Tak Edward” sagde hun med et nik, han havde virkelig gjort det nemmere for den blonde kvinde at komme igennem den del af at overkomme hvad hun havde været igennem.

Pax hævede begge øjenbryn og udvekslede et moret blik med Edward, der dog ikke syntes at gengælde det. Langt snarere var lægens egne øjne irettesættende, hvilket dog ikke fik den grå mand til at vakle synderligt. Ja, faktisk syntes det at gøre Pax om muligt mere rebelsk i sin fremtoning.
”Døde mennesker kan ikke punge ud”, gentog Ulven, i det hans arrede læber adskiltes i et bredt smil. Edward fnøs og vendte dernæst rundt mod Evlyn, og gjorde et stort nummer ud af at himle med øjnene til den blonde kvinde. At du kan holde ham ud, sagde de, som de tynde og gamle armen langsomt fandt vej omkring hinanden over brystkassen. Det fik et lavmælt grin til at undslippe Pax’s læber, en lyd der var næsten fjoget, drenget, i sin karakter.

Efter at have sendt Evlyn et kort nik som afsked, skridtede Pax og Edward ud af udhulingen. De gik langsomt og tæt sammen, tydeligvis fordybet i samtale.
”Såeh… hvor lang tid kommer det til at tage?”
”Du beholder hende vel ikke bare, så du kan få dine krystaller tilbage? Pax nu…-!”
”Diamanter, min ven. Diamanter! Men nej. Hvis jeg ikke har Evlyn til at sætte en kæp i hjulet engang imellem, så er livet bare knap så spændende, du ved.”
”Nå. Javel ja.”
”Du ved godt, jeg hader, når du bruger den tone.”
”Og du ved godt, at jeg er ganske ligeglad. Pax, hør – hun er hårdt såret… særligt hendes hoved og, ja, jeg tror, at hun er blevet tortureret.”
”Det er hun da helt sikkert. Se på hende!”
”Ja, ja, ja, ja! Men du bliver nødt til at holde hende i ro, du. Ikke noget med at sætte afsted mod solnedgang-”
”Der er ingen solnedgang for Evlyn og jeg! Du kan være ganske rolig.”

Som Pax og Edward nåede fællesarealets udslusningsgang, tog de to venner sin afsked. Det var noget i retning af ’hmpf’ og ’ja, selv!’, men alt sammen i overensstemmelse med, hvordan det altid havde været.
Dernæst snurrede Pax rundt på hælen og skridtede tilbage til Evlyn. ”Skal du have noget at æde?”, spurgte han, hvorefter han nikkede mod de mange ildsteder, dampende gryder og unge kvinder, der tilså dem snaksageligt.

Hun hørte brok-dele af hvad der blev snakket om, da de to mænd forlod hende i udhulingen. Ikke at det burde have været svært for hende, at fokuserer på hvad de snakkede om. Da hun havde mistet lugtesansen, eller det meste af den. Havde det været som om, at sanserne havde blevet forhøjet i de andre afdelingen af sanse spektrummet. 
Men hun var stadig påvirket af hvad der var hent hende de sidste mange dage, og trætheden var næsten overvældende. Derfor var det også ganske naturligt, at de tunge øjenlåg blinkede mellem at være åbne og lukkede. Langsom bevægelse, som blev langsommere og langsommere, som tiden gik. Næsten til det punkt hvor hun var ved at blunde hen. 

Derfor gav det også et gib i hende, som hun hørte hans stemme. Noget at spise? Hun løftede sit hoved fra knæene, hun var faldet i søvn hen over og trak på skuldrene. Hun havde mest lyst til bare at bede ham om at lade hende være i fred. Men hun kunne hellere ikke få sig selv til det, da det sidste hun ønskede var at falde i søvn for alvor, for så kom drømmende. Mareridt.
Hun rejste sig langsomt op på sine skælvende ben. Og kiggede ned af sig selv, nok var hun bundet ind flere steder, så det var ikke så åbenlyst hvor nøgen hun havde været. Men hun var stadig mere upåklædt end hun ønskede at være. “Jo, mad, ville måske være en god idé. Tak.” svarede hun og støttede sig op af væggen. “Men måske noget tøj? Så jeg ikke skræmmer alle de stakkels børn..” prøvede hun med et grin på læben. 

Pax lagde armene over kors og dernæst sit stålgrå blik på Evlyns skikkelse. Først nu gik det op for ham, at hun ikke besad den mængde klæder, hun under normale omstændigheder var dækket til under, og med et dovent nik, skubbede han sig fri af væggen.
”Det er jo bare en krop ligesom alle andres”, mumlede han, dog i nogen grad påtaget irriteret, eftersom han – med hjælp fra en lille kraftanstrengelse – kunne forstå rivalens ønske.
For blot et øjeblik tog Pax Evlyn i nærmere øjesyn, men ikke som andet end en henkastet strøtanke forinden, at han gjorde mine til at forlade hende. ”Hvad foretrækker du? Bukser?”, spurgte han brummende, som de tomme øjne gled ned til hendes hofter og lår, ”og du… ja, må vel være på størrelse med Tamis. Tamis? TAMIS! Ved… Isaris… svulmende barm – hey, Kullen, hvor er Tamis?”. Pax gjorde i en hurtig indvending mine til Evlyn om, at hun skulle følge med, hvorefter han skridtede igennem fællesarealet og videre ud i de tilstødende gangtunneller.

Som de nåede endnu et hulrum, havde de fået selskab af tre unge børn, og ikke mindst Kullen, der var ligeså splejset, som han var høj.
I hulrummet stod der tre borde, der var fyldt med alskens fornødenheder. Herunder beklædningsgenstande af enhver art, og i alle størrelser, man havde fantasi til at forestille sig. Pax begyndte at rode i dem og fremdrog et par bukser, der for hans ene raske øje, ikke syntes at være i besiddelse af nogle huller. ”Kan de her bruges?”, spurgte han, men i grunden ganske ligeglad med svaret, før han kastede stoffet mod Evlyn. Dernæst drejede han rundt på hælen og fandt et par snørestøvler, der dog var beklædt med et tykt lag støv.

I det Pax vendte sig om, bed han mærke i deres lille eskorte, og med et spædt nik fik han sendte dem på afveje. ”Du kan sikkert nakke Kullen, hvis det er”, brummede Pax med et smørret smil om læberne, i det han pegede mod Evlyns vuggende hofter. ”Han bed vist virkelig mærke i dem.”

Blikket der gled over hende, fangede den blonde kvinde meget hurtigt. 
Og det var ikke behagelige følelser der gled igennem hende. Da glimt over tog hinden foran hendes øjne, det var som om dæmonen inde i hende pludselig nød at den kunne drille hende. Tvinge hende yderligere i knæ, end hun allerede var.
Så pludselig stod Greg foran hende, øjne der gled over hendes nøgne skælvende krop. Rovdyret var at genkende, hvordan han havde trangt sig ind i hendes personlige område, uden overhoved at tænke på om hun ønskede det eller ej. Hun havde jo sagt han kunne få hende, hvis han lod Pax gå, så det ville dæmonen foran hende så sandelig også tage imod. 
Udbruddet efter Tamis fik hende revet ud af hvad hun var blevet tvunget til at se. En sur smag bredte sig i hendes mund, hvorfor var det at hendes krop altid formåede at beskytte hende fra brutale ting der var sket imod hende. Men så kom den alt ædende dæmon, dæmonen der havde ødelagt hele hendes liv. Og prikkede og stikkende ind til den borede ind til minderne og lod dem spilde ud i sindet, der var alt for ødelagt til at bearbejde følelserne der fulgte med dem. 

Hun fulgte dog med, stadig på vaklende ben, da det højre ben tydeligvis var ødelagt under toturen hun var blevet underlagt. Edward havde også mumlet noget om, at hun var blevet healet for mange gange til det kunne give mening at prøve alt for meget. Tiden ville heale de værste sår, som ikke kunne ordnes lige nu. Det største sår, var naturligvis hendes sind. 
Hoved nikkede som han spurgte om bukserne kunne bruges, hendes øjne havde tydeligvis slet ikke kigget på hvad han havde fremvist hende. Hun var i grunden fuldstændig ligeglad med hvad han smed efter hende. Tårerne pressede på igen, som minderne væltede over hende og angreb hendes krop. 
Hun kiggede over på de unge børn som han nikkede imod dem. Selvom et ikke var synderligt synligt, opfangede hun det bare i et spildt sekund, selvom at hun ikke fangede sammenhængen om hvad det skulle dreje sig om. 
“hvad?” kvækkede hun, hvad havde han lige sagt til hende? Hun fulgte fingeren som pegede på hendes hofte og pressede tøjet ind imod hendes brystkasse. 
“For en der er så god til at læse personer” hiksede stemmen voldsomt, som hun trådte et skridt tilbage. “Virkelig.. ikke.. nu..” tårerne strømmede ned over hendes ansigt. Som om hun ville gå rundt og stjæle hans medlemmer nu? “Forstår du ikke hvad der er sket her!? Jeg gav mig selv til en dæmon for at redde dit liv! Også synes du det er sjovt at kaste udsagn om jeg kan tage unge drenge fordi jeg har en pæn krop!? Du forstår dig tydeligvis overhoved ikke på kvinder!” hun smed tøjet tilbage i hoved på ham mens arrigskaben greb voldsomt omkring hendes krop så den rystede. “Han tog.. alt forstår du det?” alt hun gjorde var at prøve at gemme hvor ødelagt hun var. “Fordi .. jeg ville redde dig..” nej, nej, nej, nej.. stop Evlyn stop.
Hun faldt sammen og lå nu og rystede på gulvet over minderne der greb og sled i hende. Hun kunne ikke få det til at stoppe. Hun skreg af smerte, som hun havde følt og lod stormen rase over hende. Igen havde hun sagt ting til ham, som var kommet forkert ud. Men hun havde ment det, for han forstod tydeligvis ingen ting.

Pax greb bukserne, til trods for at hans stålgrå blik hvilede urokkeligt på Evlyns skikkelse. Hendes ord fik hans støvlebeklædte fødder til at fryse fast til klippens ujævne underlag, og for et langt øjeblik kunne Pax ikke andet end at betragte den blonde kvinde. Ikke, at hans øjne afslørede, hvad der foregik bag hans beskidte pande, for… bandelederen selv end ikke vidste det.

Fordi jeg ville redde dig…
Han tog alt…

Med et let nik, og et fast greb om stoffet, satte Pax sig på hug foran Evlyns hulkende skikkelse. Han forstod hende instinktivt, for også han havde oplevet det samme som hun, og han vidste, at berøringer og omsorg ikke altid var kærkommende. Derfor gjorde Pax ikke andet end at sidde foran hende, i hvert fald for et langt moment, hvor Evlyn skreg og græd af smerte.
Da den blonde kvinde pludselig væltede fremad mod ham, satte Pax resolut en hvid hånd mod hendes ene skulder. Handlingen var ligeså symbolsk som den var praktisk; han ville holde Evlyn oprejst. Aldrig havde han været interesseret i at ydmyge hende, og for alt i verden, vidste han, at hendes stolthed måtte bevares.

”Så lad mig redde dig nu, Eve. En livsgæld må betales med en livsgæld.” Ordene var rolige men ikke upraktiske, ej heller påvirket af Evlyns følelsesudbrud. Af uvisse årsager antog Pax, at det var den bedste strategi, som kunne han alene være en klippe i det kaotiske hav.
”Jeg er ikke interesseret i de 50 diamanter. Vi er lige. Den hjælp jeg tilbyder er et resultat af, du reddede mit liv. Kan du selv få bukserne på?”, spurgte han dernæst, ikke interesseret i at lade Evlyn synke længere ned i alt mørket. Med sin frie hånd der stadig greb om bukserne, lagde han dem mod hendes ben; endnu forlod hans anden hånd dog ikke hendes skulder, men hans greb var forsigtigt og let.

Som Evlyn selv kunne sidde, lod han dog langsomt sig selv krybe ned mod hendes fødder, og med stor forsigtighed, som vidste han ikke, hvad han kunne forventer, satte han begge fødder i hvert deres respektive bukseben. 

Voldsom og alt opædende, sådan føltes det. En flakkende flamme der slikkede sig op af hendes indre, og prøvede at ødelægge hende, til et punkt hvor hun nok ikke længere ville genkende sig selv.
Den pludselig hånd på hendes skulder, var som en lanterne i et mørke man ikke kunne se en hånd frem for sig. Et håbs lys, om en lysere fremtid. Var han virkelig det for hende? Havde det rival skab som de havde haft udviklet igennem årene, i virkeligheden være en konstant ting i livet der havde givet hende hvad hun havde søgt. Stabilitet. Hun havde altid kunne regne med ham, selvom det ikke havde været positivt, havde han været der som en bøje i vandet der lod sig kaste rundt af de rasende bølger. Men blev der, selvom at bølgerne slugte den, poppede den op igen på overfladen. 
Hun tog en dyb kraftig vejrtrækning igennem munden. Som gispede hun efter vejret, som havde hendes hoved lige været under vand. 
Ville han virkelig redde hende? 
Hun løftede hoved, og kiggede på ham med hævede og røde øjne. Tårerne trillede stadig ned af kinderne, men hendes skrig var ikke længere noget der forlod hendes strube. Smerten var dulmet, i det øjeblik han havde rørt ved hende. Uden rigtig at røre ved hende.
Langsomt nikkede hendes hoved, som at hun havde forstået det han havde sagt. En hæs stemme gled hen over struben. “Tak” men så rystede hun på hoved. “Giv mig noget tid... jeg har noget jeg skal vise dig..” hendes stemme slog et slag over, flere gange, som om hun skulle bruge store kræfter på at fremmane ordene. Hun skulle nok betale ham tilbage, hun kunne ikke bære tanken om hun skyldte ham så stort et beløb. Og hvis ikke for ham, så alle de børn han skyldte at bruge dem på. Ordentlig mad... og tøj, de kunne næppe klare en vinter som den de lige havde haft én gang til.
“Måske” mumlede hun, som han havde spurgt om hun ville kunne tage tøj på selv. Men som han allerede var igang med at hjælpe med at få tøjet på hende, løftede hun bare doven hendes ben og lod ham gøre præcis hvad han ønskede i øjeblikket. 
Ganske livløst fik hun tøjet på kroppen. Og da hun igen var dækket så hun ikke fremvise mere hud end hun var interesseret i, overvejede hun kort hendes livsmuligheder. Inden hun kiggede hen på Pax og med et halvt smil sukkede. “Vil du hjælpe mig op.. .. hvis.. du vil?” tilføjede hun dog hurtigt, og var lidt usikker på hele situationen. Især da hun mærkede de svingende øjne fra de saltede tåre. Hun skulle virkelig få styr på sig selv, det lignede hende ikke at være så svag foran andre.

Pax arbejdede nøjsomt med beklædningsgenstandene. Først da han begyndte at snøre Evlyns nye og støvede støvler, syntes hans fingre dog at vende tilbage til den så vante, mere hårdhændede effektivitet. Til trods for hans hurtige arbejde, skulle snørerne vise sig en del vanskeligere, end samtlige af det øvrige han havde fundet frem, for i det lette mørke var det grænsende til umuligt for ham, at se dem tilstrækkelig. Med det højre øjet lukket og foroverbøjet, så hans næse næsten kolliderede med læderet og Evlyns skinneben, lykkes det dog Pax omsider at blive færdig.
Dernæst nikkede han, kort og kontant. Selv ville han ikke bryde sig om nogen medfølelse, skulle situationen være anderledes, hvormed Pax ikke lod nogle varme følelser vise sig i hans skarpe og tomme ansigt. Hans greb om hendes liv, ikke langt over de skarpe hofter, var dog forsigtigt og Pax takkede guderne for, at Evlyn var mindre end ham selv netop i det øjeblik.

”Hvad skal du vise mig?”, spurgte han derefter, som han gav slip på hende og en smule åndsfraværende rettede på hendes skjorte, som øjeblikket havde siddet skævt. De stålgrå øjne fandt derefter vej tilbage til Evlyns blå, og han hævede let de brede øjenbryn.

Som de skulle til at forlade udhulingen, stoppede Pax dog brat op og med to lette fingre mod hendes ene arm, nikkede han mod hende – for også Evlyn måtte forblive i det private, næsten omsorgsfulde rum, de sammen havde skabt, som Pax havde iklædt hende nyt tøj, for bandelederen syntes ikke, at kunne tilbageholde ordene, der lå og sitrede på hans tunge.
”Hvis vi skulle havne i Zaladins forgård igen, så lad mig blive der. Intet møde med en dæmon er mit liv værd. Og tak, Eve. Tak.” 

Hende næse snøftede, og hun tørrede en beskidt hånd under næsetippen. En sort stribe blev kørt hen over overlæben, ikke at det gjorde ret meget da hendes ansigt allerede var lige så beskidt som hans eget. Kun der hvor hendes sår havde været, var der blevet vasket og sørget for infektioner ikke ville sprede sig. Som et selvfølgelig havde en tendens at gøre i slumkvarterende. Der var bare ikke samme mulighed for rent vand som de adelige sprøjtede rundt som var det ingen ting værd. Så lidt de vidste. 

“Hmm” brummede hun langtrukket, som ville hun lade ham forblive lidt i uvisheden omkring hvad hun ville vise. Fingrene glide hen over hendes eget ansigt. Stadig overrasket over hvor lidt der var gjort ved det, men konklusionen måtte være at manden der havde lavet arret havde fortrudt sidst en klinge havde gledet hen over de kønne blide træk. Alt det som der kunne snyde den mest opmærksomme butiksejer. Og hvor havde hun dog udnyttet det i hendes yngre dage. 
Hun blev dog afledt fra hvad hun ville fortælle, da han stoppede hende og fulgte hans nik ind i udhulingen han havde bragt hende i. Zaladins forgård? Mente han palæet, og hvordan at hun havde fået ham sendt ud af det? De næste ord fik øjenbrynene til at flytte sig længere op i panden end det var troet muligt. Sagde han tak? Mente han det, virkelig? 
Hun skulle til at ligge en hånd imod hans kind, men hånden hang svævende i luften inden den knyttede sig sammen og flyttede sig fra ham. Nej, hun kunne ikke; hvis det ikke havde været fordi hun selv ikke var i stand til at ville følge nærhed. Så vidste hun stadig at han ikke brød sig om det, måske i små mængder men så hellere ikke mere end dét. Og især ikke efter hvad hun havde kastet efter ham, da de i deres sidste øjeblik havde set hinanden i øjnene og en stille kommunikation havde foregået. Inden han var forsvundet som dug for solen. 
“Den store Pax, siger tak” mumlede hun, og smilede sagte. Hånden faldt ned af siden, tungt og afkræftet. “Det er i sandhed en dag helvede er frosset over.”

“Men jeg ville gøre det i et hjerteslag igen.. jeg fortryder ikke jeg fik dig væk, for det var ikke din kamp.” nogle stormene øjne prøvede at lukke sig ind i hans som hun kiggede på ham. Han var nød til at vide, at på trods af alt der var foregået omkring dem. Så hadet hun ham ikke. Tværtimod. 

Pax fnøs, mere af vane end vilje. Det var dog tilsyneladende moret, for et spædt smil sneg sig ind og krusede hans ene arrede mundvige. Da hendes hånd dernæst fløj op og knyttede sig i luften, forstod han, hvad Evlyns intention havde været, og for blot et øjeblik lod han det sinke ind. Ville hun virkelig have rørt ved ham? Det forekom Ulven som noget af en absurditet, til trods for Evlyns næstfølgende ord og ikke mindst…

… hvordan hun havde ladet sin hånd flyve op mod hans kind.

Bandelederen af Ulvens Flok aflagde med varsomme skridt afstanden mellem dem. På intet tidspunkt forlod hans blik Evlyns, i det han søgte accept deri. Alle vidste, at et rovdyr ikke alene kunne se dig i øjnene; det måtte også aflæse enhver af de fine og spæde bevægelser, for at kalkulere sit næste træk, og Pax gjorde sit bedste for, at det rovdyr folk så ofte forbandt ham med, ikke var at finde for Evlyn.
Langsomt lod han sin hånd flettes om hendes, hvorefter han førte den mod sin kind og lagde den fladt derpå. Han trykkede begge hænder mod den, velvidende hans udsultede kindben var tydelige og skarpe, men Evlyn var nødt til at vide, at han var oprigtig. Stolede hun ikke på sandfærdigheden, ville han aldrig få lov til at tilbagebetale hende.
”Helvedet fryser, når du ikke længere er her til at sætte en kæp i hjulet for mine planer. Her er kedeligt uden dig – så lad være med at gøre det igen, skulle vi blive taget i røven en anden gang”, lød det bestemt, før Pax gav slip på Evlyns hånd med sin egen.

”Og lad mig fikse dig. Her er ikke ringe at være, selvom vi bor sammen med rotter i alt lortet.” Ordene blev efterfulgt af et lille, spøgefuldt smil før han nikkede; som var der ikke mere at sige. 

Det var en utrolig blandet følelser der skød igennem Evlyn som Pax tog hendes hånd og lagde den imod hans kind. Hendes hoved lagde sig på skrå, som en kat der betragtede med nysgerrighed hvad der foregik foran den. Hendes opmærksomhed var blevet draget imod hans grå øjne, lige som han i hendes. Hvad foregik der bag det stolfaste blik? Ville hun nogen sinde finde ud af det, eller ville de altid være som hund og kat. Hun grinede så, da hun så hvordan han lagde bånd på sig selv, og hvem han var. “Du skræmme mig ikke - intet ved dig, ville skræmme mig.” med den tilføjelse, som hun mærkede hans hårde og udsultet kind imod hendes hånd. Var tydeligvis rettet imod hvad han selv tænkte, rovdyret han var. Men det var sådan han overlevede, det var sådan hun overlevede. 
Måske forstod de hinanden på et dybere plan end de selv ville stole på. 

Et oprigtigt smil skyllede hen over hendes læber, som han nævnte at helvede ville fryse over hvis hun ikke var der. Måske var han i al oprigtighed, manden der ville redde hendes liv. På den ene eller anden måde, alt spydighed, alle de ønsker om hans fald var i øjeblikket ikke det første på hendes plan over, hvad der skulle ske i livet. Selvom, han stadig burde bøde for at gå bag hendes ryg.
Men måske ikke helt på samme måde, som hun havde regnet med. Som han gav slip på hånden, lod hun kortvarigt fingrene stryge ham hen over kinden, inden hun lod hånden falde. “Jeg lover aldrig noget jeg ikke kan holde. Men for at vi ikke skal løbe i ring, så vil jeg prøve.. at efterleve dit ønske” svarede hun sandfærdigt tilbage.
Hun knyttede sine bryn, da et væld af smerte skød igennem hende. Ikke helt på toppen, en smule kvalme også. Super. 

Hun grinede over hans kommentar. “Så er det godt at du er ulven der kan jage dem væk, og jeg er katten der kan fange dem.” rotterede skræmte hende ikke, lige som at manden foran hende hellere ikke kunne skabe den frygt, som hun havde oplevet ikke for mange timer siden.
En arm blev lagt omkring hende, mens hun kiggede ud i tomrummet. “Jeg har et sted jeg gerne vil vise dig.. det er faktisk ikke så langt væk her fra.. Tør du tage mig med ud på tur.. vi er tilbage .. max halvanden time”

Pax slappede omgående af, som Evlyn åbenmundet konstaterede, at han aldrig ville formå at skræmme hende. Nogle – andre i samme position som Pax – ville måske have fundet det faktum fornærmende, eller forsøge at bevise, at hun tog fejl men ikke Ulven selv. Pax lod i stedet sit så karakteristiske tomme blik indfinde sig, i det han slog hænderne sammen, så et ekko lød igennem hulrummet.
”Det er faktisk næsten befriende. Jeg aner ikke, hvordan jeg ellers skulle kunne være omkring dig”, bekendtgjorde Pax dernæst og i grunden ganske sandfærdigt. Ikke sjældent så han børn græde og udover at klappe dem fraværende på hovedet, vidste han sjældent, hvordan man i grunden trøstede effektivt. Et lavmælt og moret fnys undslap ham dernæst. ”Jeg forstår ikke de der helt store følelser, du ved”, forklarede han dovent og med en affærdigende håndbevægelse.

Evlyns næstfølgende ord fik ham dog til at nikke anerkendende, i en eller anden grad tilfreds ved Evlyns svar. ”Jeg kan jo egentlig godt lide dig. Har du nogensinde overvejet, hvor fuldstændig sindssyge vi ville være sammen i stedet for hver for sig?”, spurgte han i en spøgefuld tone, i det de sammen forlod hulrummet – en del langsommere end Pax plejede, taget Evlyns tilstand i betragtning.
Hastigt hævede han sin ene hånd, nærmest som kunne den alene beskytte ham mod Evlyns vredesudbrud, skulle den komme snigende, hvorefter han hurtigt tilføjede. ”Det var selvfølgelig helt for sjov! Ingen grund til at forsøge at gnave mit kønne hoved af”.

Som de nåede tilbage til fællesarealet, mærkede Pax – øjensynligt ligesom Evlyn – hvordan adskillelige øjne hvilede på dem. Det var trods alt noget af en uventet udvikling, at se de to rivaler gå fredsommeligt ved siden af hinanden, når Flokkens medlemmer altid havde været van til, at der i hvert fald fløj adskillelige genstande igennem luften, der ydermere var fyldt med hadefulde skrig.
Pax gjorde tegn til en mørk mand, der sad henslængt bag de store kødgryder og modtog et tegn tilbage. Således vidste Flokken, at Pax var ude, hvormed han gjorde en gestus mod Evlyn. ”Du viser vej, jeg følger efter.”