Det var aften. Ikke mørkt endnu men store violette striber farvede himlen. Katirra havde været hjemme hos en ældre dame, der var faldet ned ad en trappe, og havde brækket benet. Det tog Katirra flere timer at heale knoglen sammen, men det lykkedes hende til sidst. Hun var træt. Så ufatteligt træt. Men hun stoppede alligevel ved Ønskespringvandet på Markedspladsen. Længe stod hun og så ned i vandet med alle krystallerne. Hun tog sin egen pung op og smed en krystal i vandet. Men hvad ønskede hun egentligt? Hun ønskede at hun en dag kunne besøge Elverly og måske finde hendes moders familie. Selv hvis de ikke accepterede hende, så vidste de i det mindste at hun var i live. Hun kunne også lede efter sin fader, men hun anede intet om ham. Simpelthen så havde hun enkelt intet at gå efter.
Hun stirrede ned i vandet. Ikke lagde hun mærke til andre der luskede rundt på markedspladsen. Hun stod dybt i sine egne tanker uden at være opmærksom på de andre omkringstående, rørte hun vandet i bassinet. Måske forstærkede det hendes ønske om at finde ud af hvor hun kom fra.
Pludselig hørte hun en stemme gjalde: ”HEY! Ikke rør ved vandet!” Katirra hoppede højt op i luften, eller sådan føltes det i hvert fald. Hun vendte sig om. ”Undskyld, min gode herre,” sagde hun roligt. Da han så hendes ansigt, blødte han op. Han så pludselig på hende med en vis form for begær.
”De slipper med en advarsel,” sagde han med begæret lysende ud af ham. Han trådte tættere på hende men hun stoppede ham med en hånd.
”Jeg er ikke interesseret,” sagde hun så. Han stirrede på hende, som om hun havde bedt ham om at hoppe i springvandet.
”Det må du selv om,” sagde han og vendte sig for at gå. Katirra støttede hænderne mod bassinkanten. Hendes hjerte bankede hårdt mod brystet. Bare hun ikke mødte flere mænd hertil aften som så sådan på hende.

 Det var et par dage siden, at Volucris var vågnet op på et kroværelse, i hvad han senere havde fundet ud af hvad var Dianthos. Han kunne ikke huske noget. Som altid. Ikke at han kunne huske dét hellere. Det havde taget ham lidt tid den første dag, af orientere sig. Han havde haft en ordenlig pose krystaller på sig, som han selvfølgelig ikke kunne huske hvor kom fra. Da han endelig fik bevæget sig ud fra værelset, fik han snakket lidt med krofatteren, og betalte for værelset endnu en dag. Det var nok godt nok at have et sted at sove de kommende nætter, til han havde fundet ud af hvor han var. 

 Selvom Volucris ikke synes at have brugt vildt mange krystaller, fandt de alligevel hurtigt. Især når han ikke havde nogen måde at få flere. Han havde brugt dagen på at lede efter arbejde, men det var ikke rigtig gået specielt godt for ham. Der var ikke mange der ønskede at have en ansat der ikke vidste om de kunne noget, fordi de havde glemt alt. Det var selvfølgelig ikke noget han lige frem fortalte, men han kunne aldrig rigtig fortælle hvad han var god til, eller hvordan han kunne hjælpe dem han snakkede med. 
 Med hovedet en smule hængende kom han gående ned af gaden. Med tankerne svømmende omkring bekymringerne for, hvordan han skulle kunne blive ved med at betale sig fra de ting han skulle bruge, hvis han løb tør for krystaller. Derfor opdagede han heller ikke at han for vild. 
 Først da et råb skød gennem luften, blev Volucris hevet ud af hans tanker, og han flyttede blikket mod postyret og stoppe med at gå, så han ikke kom tættere på, og blev blandet ind i hvad end der skete. Selvom det var et kørt møde mellem en mand og en dame, skete der utroligt meget, og Volucris var helt optaget af at følge med i det. Manden opførsel fik ham til at skære en grimasse, og han fik helt ondt at pigebarnet. Især fordi han ikke var sikker på han ville gøre noget, hvis manden ikke selv var gået sin vej. Kunne han virkelig godt finde på at blive stående og bare se til, mens en pige blev overfaldet? 

 Heldigvis var det ikke noget han behøvede at finde ud af omkring sig selv den dag, for manden gik sin vej igen. Pigen blev siddende, med en kropsholdning der sagde at hun var blevet lidt chokeret, og Volucris valgte gå mod hende, for at tjekke at hun var okay. Måske hun gerne ville følges hjem, så hun ikke gik alene?
 " Er du okaaargh..." på vej hen mod pigen, snublede Volucris midt i hans sætning om at spørge, hvorvidt hun var okay, og faldt så lang han var, nærmest lige foran hendes fødder. Et smertefuldt støn forlod hans læber, som han tog fra med hænderne og fik nogle lede hudafskrabninger på dem, og stødte knæet med en sten der stak lidt ekstra op fra jorden.
 " Umf.. av..  " Han kneb ansigtet lidt sammen inden han opgivende lagde panden ned mod jorden. Det gik da ganske godt!

Katirra sad i adskillige minutter og stirrede ned i vandet til hun hørte at der var nogle bag hende. Så hørte hun et bump og en lyd der indikerede at en eller andet var faldet. Hun vendte sig rundt i sådan en fart at hun næsten selv mistede balancen og stirrede på den ikke så høje mand der var faldet nærmest for hendes fødder. Hun kiggede lidt vurderende på ham.

”Kom lad mig hjælpe Dem op!” sagde hun opfordrende. Han havde hudafskrabninger over det hele. Hun hjalp ham op og så lidt vurderende på ham. Nej han var ikke høj, men han havde en mørklød som altid havde fascineret Katirra. Desuden virkede han ikke skræmmende. Nærmere tværtimod. Hun hjalp ham op og stå og satte ham på bassinkanten. ”Deres hudafskrabninger skal renses så der går betændelse i. Heldigt for Dem er jeg healer." Hun hev klæde op og fandt noget urtevand i en dunk og begyndte at rense sårene uden at han ellers havde givet hende tilladelse.

 Det var lige før Volucris bare lignede en der havde givet op på alt. Måske endda var død, som han bare lå der med hovedet mod brostene. Der var heldigvis stadig masser af liv i ham, trods det gjorde ubehageligt ondt i både håndflader og knæ. Da der blev snakket til ham, løftede han hovedet og så på pigen med en skævt og venligt smil. Hun så utrolig sød ud, som han lå der på jorden, med hende lænende ind over sig, for at hjælpe ham op. Det var jo næsten som en engel der kom og reddet ham. En smule betaget af hendes skønhed, gik der et par lange sekunder før han rent faktisk reagerede på hendes spørgsmål.
 " Oh! Ja! Meget gerne! " Lød det en kende omtumlet fra halvfulgen, som han tog imod hendes hjælp og kom op at stå. Mens pigen stod og så Volucris han, så han selv lidt vurderende ned af sig selv. Hænderne havde fået lidt hudafskrabninger, og der var gået hul på de blå og hvide bukser, hvor knæet havde ramt ned i jorden. Han sukkede tungt, det var da irriterende! Blikket forsatte videre ned af ham, og stoppede ved fulgefoden af guld, der var i bunden af hans højre ben, i stedet for en normal fod.
 " Ej altså..." mumlede han lidt fraværende som han bukkede sig ned, for at pillet lidt ved en ridse, og efterfølgende den ene klo, der var blevet helt skæv. Ud over guldfoden, havde han også pyntenæsen af guld, der fik hans næse til at ligne et lille næb mere end en næse. 

 Da han pludselig blev flyttet rundt med så han sig kort en smule forvirret omkring. Nårh ja! Han var jo ikke alene. Pigen begyndte at rode rundt  nede i en taske, og Volucris fulgte nysgerrigt med, hovedet vippet til siden. Måske en lille smule voldsomt til siden. Han nikkede let til hendes kommentar og smilte stort.
 " Nu kom jeg ellers hen for at redde dig.. Ikke omvendt..  " hans øjne havde et lettere drillende glimt i sig, for som sådan havde hun jo ikke brug for at blive reddet, han ville jo bare tjekke hun var okay.

Katirra havde lidt ondt af denne mand. Ikke at der var nogen synderlig grund til det. Altså ud over at han var faldet selvfølgelig. Men der var også et eller andet charmerende ved ham som hun havde svært ved at sætte en finger på. Som da der pludselig væltede guldgenstande ud af hans ben og hun samlede det sammen og rakte det op til ham, imens hun fokuserede på hudafskrabningerne på hans hænder. Hun tørrede dem af med urtevandet og bandt bandager rundt om dem. ”Husk at tage dem af i nat, sårene skal have luft,” sagde hun nøgternt og gik videre med knæet. Det gik op for hende at hun blev nødt til at rive hans bukser op, hvis hun skulle komme til. ”Jeg bliver nødt til at rive Deres bukser op hvis jeg skal komme til,” sagde hun og med sine hænder tog hun fat i hullet i bukserne og trak til. En lyd af dyrt stof der rives i småstykker, lød i den tidlige aften. Heldigvis var der ikke nogen til stede ud over dem.
Han talte til hende og hun smilede. ”Jeg kan udmærket passe på mig selv,” sagde hun og smilede op til ham. Det var ikke helt løgn. Hun havde anskaffet sig en dolk, siden den mystiske mand havde opsøgt hende i Skumringskvarteret. Og det var i vinters. ”Men jeg takker for Deres omtanke,” sagde hun og lagde kluden med urtevandet mod hudafskrabningen. Den var kun overfladisk så hun tørrede blodet af og bandt bandage rundt om benet.
”Nu er De så god som ny, min gode herre!”

 Volucris syntes det hele gik lidt stærkt. Måske fordi han var blevet lidt rundt på gulvet over hvilken skønhed han egentlig var stødt på, måske fordi han havde slået hovedet, eller måske var det bare sådan han var. Han blev sat på kanten og springvandet, og lige som han havde sat sig, tog pigebarnet fat i hans guldben og løftede op i det.
 " Woouw! " Lød det en smule forskrækket for ham, som han tippede lidt bagover og måtte sætte hænderne mod kanten bag ham, for ikke at enten falde ned i springvandet eller ned i kanten. 
 " Det er mit ben, det kan du ikke tage af! " klukkede ham lidt, som han fik det hevet frit fra hendes greb, og sat det på jorden igen. Han så på hende med at skævt, og drilsk smil, der vidste at han ikke tog det så tungt at hun havde taget fat i det, så hun ikke blev alt for forlegen over det. Det kunne vel ske for selv den bedste! 

 Hun gik hurtigt i gang med at ordne hans små hudafskrabninger, og Volucris så bare til som hun rutineret vaskede sårene og bandt dem ind. Han nikkede lidt, med et let grin, som hun sagde han skulle huske at skifte det. Der var et eller andet ironisk over det, eftersom han var vågnet op for ikke særlig mange dage siden, og ikke havde kunne huske hverken det ene eller det andet. 
 Pludselig sagde hun at hun var nødt til at rive hans bukser i stykker, og han sad lidt forbavset et øjeblik og formåede blot at få et par Øøøhm... og Eeeh..  ud over læberne inden hans forbavset så til, som hun rev bukserne i stykker. Volucris blik gled lidt rundt for at se om folk kiggede på dem, men der var ikke så mange andre end dem på pladsen. Han så derefter tilbage på hende med et skævt smil. Hun var en en livlig en! 

 Da hun forklarede at hun godt kunne klare sig selv, nikkede Volucris lidt. Hun havde jo også klaret det ganske godt med manden, men derfor ville han da alligevel tilbyde sin hjælp. 
 " Det kunne jeg se. Jeg tænkte det nu alligevel kunne være rart at have selskab på vejen hjem..  " Han smilte lidt skævt, så kort i retningen manden var gået i. Det var først nu han kom i tanke om hvor uhøflig og uformel han havde været. Det var ikke noget der lå så naturligt hos ham, men han havde da hørt flere sige De og Dem og lignende.
 " Mange tak! Og De må undskylde min uhøflighed! Jeg er noget ude af træning med mine manere! " takkede og undskyldte han.

Katirra var vant til at arbejde hurtigt, så hun lagde knap nok mærke til at benet på denne mand ikke var som visse andres. Det var et fugleben af GULD. Hun kiggede forundret på det. Og gik pludselig i stå med det hun var igang med. 
"DIT BEN ER AF GULD!" udbrød hun lettere chokeret. Hun havde lidt en svaghed for guld. Måske fordi hun så sjældent så det. Men det var ikke blot guld, det var også formet som en fuglefod. Nok havde Katirra set meget i sit halvlange liv, men aldrig dette. Hun rørte betaget ved det og mistede helt fornemmelsen af tid og sted, til hun pludselig kom til sig selv da han talte til hende. "Åh nej, det må De undskylde," sagde hun og følte sig flov. Hun fjernede hænderne fra benet og tog fat om kluden igen og tørrede såret rent. 

"Undskyld min mærkelige opførsel, håber De kan tilgive mig," sagde hun og blev kokrød i hovedet og var taknemmelig for at mørket skjulte hendes kinder. Hvorfor skulle hun altid været så forlegen når hun rørte ved andre væsner. Det var jo hendes arbejde at heale andre og det krævede altså at hun rørte ved dem.  Men det var noget andet når det var mandfolk. Især mandfolk der så godt ud og havde et guldfugleben åbenbart!

Hun blev lidt forfjamsket da han tilbød at følge hende hjem. "Det burde da være mig, der følger Dem hjem. Så De ikke falder igen," sagde hun og fnes som en lille pige. 

 Volucris lo lidt af hendes reaktion. Hvis han kunne huske, ville han vide at det ikke var helt unormalt at folk blev over hans ben, men at det lige godt var den vildeste reaktion han havde fået. Måske fordi folk ikke normalt bare greb fat i hans ben. 
 Men Volucris huskede ikke noget, og derfor trak han bare lidt akavet på skuldrene. Han vidst ikke rigtig hvad han skulle svare, for han vidste ikke en gang hvorfor han manglede benet.
 " Ja.. Det er det.. " Endte han blot med at svare. Benet blev sat tilbage på jorden, og Volucris satte sig til rette med et skævt smil på læberne.
 " Det er okay. Ingen skade sket! " lo han let, i et forsøg på at lette hendes flovhed lidt. Det var jo ikke hans mening at gøre hende forlegen.

 Som hun gik i gang med at rense hans ben, sad Volucris blot og ventede. Han kunne alligevel ikke gøre så meget andet, for han kunne ikke rigtig hjælpe. Da hun undskyldte nikkede han blot lidt. 
 " Det skal De slet ikke tænke på!  " skyndte han sig at sige. Havde hun hevet benet af og var stukket af med det, havde det nok været en anden sag.
 " Jeg har haft det så længe jeg kan huske..  " forklarede han med et lettere skævt smil. Han fandt det utroligt sjovt, men han vidst jo også han ikke kunne huske rent meget. 
 Da hun var færdig med at rense hans sår, så han lidt på hendes arbejde, inden han så på hende med et venligt smil.
 " Mange tak skal De have! " Han bukkede hovedet lidt og bevægede benet lidt for at tjekke om det gjorde ondt, men det gjorde det ikke. Hendes kommentar til at følge hende hjem fik ham til at grine lidt, og han lagde den ene hånd i nakken med et skævt smil.
 " Så galant! " Lo han let.
 " Det var jo mening jeg skulle være galant..  " han sendte hende et skævt smil.

Katirra var lidt flov. For ikke at sige, meget flov, over hendes reaktion. Hvorfor skulle hun opføre sig som en lille pige, der fik et kompliment af sin lidt for fulde onkel? For det var vel sådan det forholdt sig ikke? Hvorfor blev hun så betaget af et fugleben af guld? Måske var det nysgerrigheden der fik hende til at opføre sig sådan?  
"Hvorfor har De et ben af guld?" spurgte hun nysgerrigt. Det var jo ikke enhver der havde det. Og hun ville vide hvorfor! Ikke at hun vidste at hun sad overfor en, der sommetider mistede sin hukommelse. Hvordan kunne hun også vide det? 
Hun blev helt forfjamsket, ved hans ord, og blev højrød i hovedet. Hvorfor skulle det her også ske for hende? 
Det skete jo aldrig. Fordi hun netop holdt sig på afstand af mænd. Men det var som om der var et eller andet ved hans kejtethed, der gjorde hende blød i knæene. 
Hun grinede en kort latter. 
"Det er da det mindste jeg kan gøre. De skulle jo nødig falde igen," sagde hun bestemt, og hjalp ham op og stå. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun. 

 Hvorfor? Volucris tav lidt som han et øjeblik overvejede hvad han skulle svare. Han havde ikke lyst til at sige at han ikke kunne huske det. Det ville jo være sådan en ting man burde kunne huske, ikke? Han valgte derfor at gå med et vagt svar, som i sidste ende jo nok også var rigtigt.
 " Jeg mistede det.. " han trak lidt på skuldrene. Forhåbenligt ville det være svar nok for hende, ellers måtte han jo til at være kreativ. Han sendte hende et skævt og charmerende smil, i håb om det kunne hjælpe på hun ikke spurgte mere ind til det. 

 Som den røde farve fandt vej til hendes kinder, trak det lidt op i hans mundvige og han kunne ikke lade vær med at smile lidt over det. 
 "De er måske bange for jeg skal falde for Dem?  " der spillede noget drilsk på hans læber som ordene forlod ham, og han blik så lidt søgende rundt på hende, efter en reaktion. Der gik dog ikke mange øjeblikke før han rejste sig op, og pegede ned af gaden.
 " Jeg bor nede på kroen. " Forklarede han og så tilbage på hende.
 " Og De er sikker på De ikke hellere vil at jeg følger Dem hjem? Så kan De jo stadig holde øje med jeg ikke falder igen?  " det drillende smil spillede stadig på hans læber, men hans tone var seriøs. Det var ikke til at vide om manden fra før stod og lurede et sted og blot ventede på hun var alene. Som han havde tænkt tanken, blev han mindet om noget andet.
 " Jeg hedder forresten Volucris!  " udbrød han inden han let bukkede lidt. De havde jo slet ikke præsenteret sig for hinanden endnu!

// Lukket på grund af inaktivitet