Efter hendes møde med Pax, måtte Evlyn indrømme hun var blevet paranoid. Mere end hun havde været de sidste mange uger, hvor at dæmonen igen var begyndt at prikke i hendes indre. 
Men hun havde ikke kunne lade det ligge, at Caitlin var tilbage, ikke efter at Pax havde nævnt hendes navn. Både hvordan de to kendte hinanden, men også hvorfor hun skulle bringes ind i kuppet som Evlyn havde været i gang med at planlægge. 
Hvor meget havde han fortalt hende, hvis han overhoved havde. Men derfor var hun nød til at vide det, og hvis det bare var hendes paranoide tanker, der udgjorde den støre bøddel i alt det her. Så fik hun lov til at se en kvinde igen, en som hun egentlig havde synes utrolig godt om sidst de havde set hinanden. 

Evlyn lod en finger glide under næsen, da den kløede. 
Blikket flakkede imod vinduet af det lille hus, gemt væk i en gyde i Skumringskvarteret. Dette var en af hendes sikkerhedsnet, et hus hun brugte når hun skulle væk fra alt og gav sig i kast med at fordybe sig i hendes kunstværker. Især når hun gerne ville væk fra kloakkernes mugne og fugtige klima. 
Her havde Evlyn inviteret Caitlin hen til. Et omhyggeligt afleveret brev, af et barn som der havde fået en skilling, for at gå ind i den omtalte kvinde og give hende et beskrivelse af hvem der ønskede at se hende, og hvor hun skulle henvende sig.
En kvinde havde været ved næste punkt, hvor et nyt brev ville blive givet, hvor det var Evlyn selv havde skrevet noten omkring dette hus. Tidspunkte var omkring nu, så nu var der intet andet at gøre end at vente på om Caitlin havde taget imod tilbuddet og ville ses med hende igen. Det måtte tiden jo vise.

De blå øjne kiggede stadig ud af vinduet, og betragtede blæsten der havde raset hele dagen. Selvom solen havde stået højt på himlen tidligere, kunne hun se hvordan mørke skyer tumlede hen over himlen. Et uvejr ville nok ramme Dianthos i løbet af natten. 
Med et suk rejste den blonde kvinde sig op, og gik hen imod det lille køkken og trak en flaske rom ud og to glas. Hun satte dem på bordet og hældte allerede den gyldne væske ned i et af glassene. Hele huset bestod af to rum og var ganske sparsomt møbleret. Der var bordet hun havde sat glassene på, to stole. Også var der ellers bare fyldt med hendes malergrej, som faktisk gjorde at der ikke var så meget plads til andet.
Evlyn tog glasset op og skyllede den kredsende væske ned i hendes svælg. Ja det var ikke top hylde rom hun havde fået fingre i der. 

Foråret havde endelig vundet magten over vejret i Dianthos og Caitlin nød muligheden for at kunne komme ud uden at komme frysende hjem. Påskuddet til en tur på markedspladsen havde været søle, men kun trukket et skævt smil fra Gidion, før hun var væk. Nok var hun blevet ældre, men sidde stille var stadig noget hun skulle have personlig interesse i at gøre for at kunne.
Det var da også på markedspladsen en lille, snavset pige bumpede ind i hende med en maner, der fik alle omkring dem til at gribe efter deres punge og sende pigen vasse ord eller råbe efter byvagten. Caitlin greb hende og holdt hendes hænder fra af sig, mens hun hørte beskeden og skubbede så pigen væk fra flokken med en lille mønt stukket skjult i hånden.
Dagen var lige blevet en hel del mere interessant.

Beskeden givet i brevet hun fik udleveret fik hende kort til at tøve i sine skridt. Hun havde mødt Evlyn , som den anden lige var kommet til landet og havde haft en usædvanlig fornøjelig tid i hendes selskab. En tur tilbage til livet som det havde været engang, før deres veje var skiltes. Var det klogt at opsøge den side af Dianthos igen?
Hun havde eftermiddagen til at tænke, mens hun arbejdede på dekorationen af et skrin, og det var tid til at vakle flere gange mellem mulighederne. Ikke at hun havde været i tvivl om det endelige resultat når det kom til stykket. Brevet havde prikket så meget til hendes nysgerrighed, som Pax havde haft gjort hende varsom. Noget var i gærde og hun var ikke sikker på hvor folk mente hun passede ind.

Vejret havde slået om, som Caitlin spottede det angivne hus, og fortsatte frem mod det. Ikke at nogen tog notist af hende, klædt som hun var til området i løse koksgrå bukser, slipte støvler og en brun uldsweater. Nok var det forår, men nætterne var kolde. De få der tilkastede hende et ekstra blik nikkede hun let til, som kendte de hinanden bedre end fremmede. Det var nok til at fratage dem interessen. Nyt blod var altid interessant, gammelt ikke værd at bemærke.
Hun lod blikket glide rundt af ligevel, som hun lod hånden banke på dørens ru brædder. Hun havde forventet Evlyn at bo bedre, men der kunne jo være flere grunde til stedet her. En tanke der kaldte et underfundigt glimt op i hendes blå øjne. Åh ja, der var mange grunde til et møde et sted som her.

Evlyn tog en skarp indånding, da hun hørte hvordan at nogen bankede på døren. 
En tunge fugtede under over og underlæben, inden hun rejste sig fra stolen hun havde sat sig til rette i, mens hun havde drukket endnu et glas rom. 
Selvom at alkoholen havde brændt hele vejen ned i hendes hals, var det endnu ikke noget der havde påvirket hende yderligere. Alle de aftner hun havde haft på det sidste, hvor at spiritussen havde været en stor hjælper på at dulme hendes nerver; havde nok haft den indvirkning at der skulle væsentligt mere til, for at få hende til at mærke virkningen af at drikke rommen. 
Stolen skrabede hen over gulvet, da hun skubbede stolen tilbage som hun rejste sig op igen. Med nogle tunge skridt, gik hun hen til døren, et smil blev plastret på hendes læber. 
For trods af, at hun faktisk kunne mærke en lille glæde der bredte sig i hendes indre, da tanken om at det ville være en bekendt der ville stå på den anden side. En bekendt som hun faktisk ville have lyst til at bruge tiden med. Men smilet nåede aldrig øjnene, da der var alt for mange andre tanker der rumsterede inde i den blonde kvindes hoved. 
Hun tog endnu en dyb indånding, i et håb om at hun kunne dulme hendes nerver, som hun skød lænkerne fra døren og åbnede døren. Måske hun skulle have tjekket først, hvem der stod der ude. Men hendes arrogance om, at ingen ville kende til stedet, ud over dem hun ønskede. Gjorde at hun slet ikke kunne forestille sig, at det ville være andre end Caitlin der lige havde banket på.
Smilet blev utrolig nok bredere, så snart at hendes blå øjne lagde sig på den kvindelige skikkelse der stod foran hende. “Caitlin, tusind tak fordi du føjede dig efter min lidt, kringlede måde at inviterer dig forbi.” hun åbnede døren for alt lukke hende ind i det ganske faldefærdige rømme af et hus. 
“kom endelig inde for. Jeg kan byde på noget rom, jeg allerede må indrømme jeg har drukket noget af” grinede hun, og lukkede døren så snart at Caitlin havde trådt hele vejen ind i rummet.

Det tog lidt tid fra Caitlin havde banket på døren til der den dæmpede lyd af skridt kunne høres på den anden side af den. Den unge kvinde havde i mellemtiden vendt sig halvt for at betragte omgivelse. En vane så indgroet, ingen tid i Medaniens ødeland af sydlige skove kunne fjerne den fra hende. Ikke at der var noget at se i det tiltagende mørke ud over folk på vej der, der i yderste grad gjorde alt for ikke at se noget som helst. Det kaldte et lille skævt smil frem på hendes læber, der forblev der som en raslen af kæder advarede hende om at døren var ved at blive åbnet.

Smilet blev ikke mindre som hun mødte blikket hos kvinden i huset. "Hvordan kunne jeg andet, når du så kryptisk sendte en besked." Hun brugte ikke den andens navn ude i det åbne, men trådte ind og gav hende et uforbeholdent kram. Det var trods alt dejligt at se hende igen og fuldstændig - eller måske ikke helt - uventet at se hende igen i Dianthos.
"Rom lyder passende, Evlyn - især efter sidst vi sås!" Hun sendte den anden et grin som hun slap hende og fortsatte helt ind i huset. Der var stillet glas frem på et bord og bekræftende nok en rest væske i det ene glas. Passende nok tog hun den anden plads efter have ladet blikket vandre. "Jeg har hørt du har gjort dig et par skæve bekendtskaber siden du kom hertil." Hendes blå øjne lo muntert mod den anden.

Evlyn måtte indrømme at krammet kom bag på hende. 
Hun krammede normalt ikke, var ikke typen der knyttede sig til folk overhoved. Og hun kunne mærke det som, om nogen borede en issyl igennem hendes hjerte, da den spinkle kvinde mærkede den andens arme rundt omkring hende. Dog krammede Evlyn Caitlin tilbage, ikke helt så uforbeholden som den anden kvinde havde gjort. 
Hun nikkede med hoved, som hun tog en dyb indånding som Caitlin indvilgede i at drikke noget rom sammen. Et grin forlod dog også hendes læber, som hun blev mindet om deres sidste møde. Den måde de havde snydt et par mænd, og sluppet afsted med en godt sjat af deres krystaller. Pludselig glemte den blonde kvinde, alle de dårlige tanker der tumlede rundt i hendes hoved. Og et oprigtigt smil prydet læberne, det var pludselig meget rart at have en og snakke med. En man faktisk brød sig om, og så som en lige mand. 
“Det havde jeg slet ikke tænkt over - tag endelig for dig” svarede hun endelig, og slog en hånd ud imod flasken, nu når Caitlin allerede havde taget glasset. 
De næste ord der forlod den andens mund, fik smilet til forsat at være hos hende som et øjenbryn løftede sig. Allerede her blev hendes mistanke næsten bekræftet. Men intet var jo helt sikkert, de kunne vel også bare have mødt hinanden tilfældigt? Tanken fik hende næsten til at fnyse, intet i Dianthos skete ved et tilfælde. Hun ville hellere æde sin venstre sko, end at tro på at Pax ikke havde ugler i mosen. 
“Nå? Skæve bekendtskaber.. hm” hun gik hen imod bordet og tog selv rom flasken og fyldte sit glas op. hun drak en stor slurk. “Hvilke bekendtskaber har du så hørt jeg har rådet mig ud i?” selvom kvinden foran hende, var en hun nok i virkeligheden kunne betragte mere end blot et bekendtskab. Men aldrig ville indrømme over for sig selv, at det faktisk var muligt for hende at skabe et venskab. Så havde hun ikke tænkt sig bare sådan udenvidere at lægge alle sine kort på bordet. Der var jo ingen der kunne validerer hvem Caitlin kunne være loyal over for. Selvom svaret hurtigt rungede i Evlyns hoved, kun hende selv. Og det kunne meget vel være en afspilling af hvem Evlyn selv ville vær loyal over for.

At krammet kom bag på den anden kvinde var en mild underdrivelse. For Caitlin var det naturligt at være i kontakt med andre. Lette berøringer, kram og kærtegn var ikke noget hun ofte tænkte over, men med de reaktioner hun blev ved at få kunne det være hun måtte tage det op til overvejelse. Evlyn løsnede dog op og gengældte krammet efter et åndeløst øjeblik. "Troede lige der skulle til at gå statue i dig..." mumlede hun muntert, før hun slap helt.

Caitlin nikkede let, tog flasken og hældte op i begge glas. Den ravfarvede væske gav den karakteristisk duft fra sig og holdt for en stund alle andre fra bordet. Så blandende den sig ind og svandt væk, mens et smil lagde sig på den unge kvindes læber. Det var den helt rette drik til et gensyn og en formentlig alvorligere snak end hun helt var i humør til.
Løftende glasset og lænende sig mere behageligt tilbage på den alt andet end det stol, hævede Caitlin morende et øjenbryn. "Den uforlignelige Paxy? Han bragte dig i hvert fald op og med viden nok til at kalde os venner." Hun tog en slurk af glasset. Væsken brændte sig vej ned gennem halsen på hende, men havde også den gammelkendte sang til blodet med sig. Det var virkelig for længe siden hun havde drukket noget stærkere end cider.

"Bragte dig op som grund til at jeg skulle følge ham på et togt..?" Hun lod det sidste hænge spørgende i luften, som hun mødte og holdt Evlyns blik. Hvorfor et venskab skulle få hende til at arbejde for ham eller sammen med ham var et spørgsmål der havde pirret hendes nysgerrighed ikke så lidt. Var det Pax eller Evlyn han ville have hende til at gøre noget for? Det var det store åbne spørgsmål i det her - og ret interessant med taget de to bekendtskabers forskellighed i betragtning.

Evlyn tog glasset som Caitlin havde hældt væsken op i. Hun nåede dog aldrig at tage en tår, da hans navn forlod kvindens læber. Alt følelse forlod hendes ansigt, hendes blik blev helt dødt som hun lod øjnene glide ned på den skvulpende væske i glasset. 
Hun havde virkelig håbet, at hendes intuition ikke havde været korrekt. At hun faktisk havde kunne stole på den notoriske bandeleder, hvorfor havde hun været så dum? Hvorfor ønskede hun så meget, at hun havde taget fejl? Måske var det i virkeligheden dét som nagede den blonde kvinde, at hun faktisk kunne mærke en følelse hun ikke kunne lide, der ulmede i brystkassen da hun tænkte over det.
Hun trak dog på skuldrene over den første svar på hendes spørgsmål, og tog en slurk. Satte sig til rette i stolen. Hun lagde albuen på bordpladen og støttede sin ansigt i skålen af håndfladen. 
Men hun formåede ikke at holde den nonchalante måde at opføre sig på, da ordene togt forlod Caitlin læber. Han havde fortalt hende det, han.
Ved kile, når hun fik fingrene rundt omkring den fine lille hals. Hvis hun havde haft styrken til det, havde hun nok smadret glasset hun havde i hånden, så hård som hendes fingre pressede omkring det. I sådan en grad, at hendes knoer blev helt hvide.
“jeg sagde til ham, udtrykkeligt.” hvæsede hun ud igennem sammenbidte tænder, og kiggede så væk. Hun rystede på hoved, det var virkelig ikke sådan hun havde forestillet sig mødet mellem hende og Caitlin skulle have været, skulle de mødes igen. Den skulle være lige så glædesfyldt som aften i kroen på en tilfældig havn. Rom indebords, kort og højlydte grin. 
Hvis hun lukkede øjne, kunne hun næsten forestille sig hun var tilbage til den dag. Før hele hendes liv virkelig havde taget en drejning for det værre. 
Hun rullede skuldrene, og vente sine øjne imod kvinden foran sig. Et smil prydet hen over hendes læber. “Jeg slår ham ihjel” ordene blev frembragt meget mere glædeligt, end det de lovede. “Skål!” hun grinede og skyllede hele glasset ned i svælget. 

Caitlin forblev tilbage lænet på stolen med glasset løst holdt i den ene hånd, mens hun betragtede Evlyn. Hun havde ventet en reaktion fra den anden. Temperamentet var der til det og Paxy var et dybt provokerende væsen, der havde det med at trampe folk over fødderne hvis han kunne få noget ud af at gøre det. Så at smide hans navn og en antydning var en lidt sprængfarlig ting at gøre. Spørgsmålet var nu hvordan Evlyn ville eksplodere.
Meget mere afslappet end Caitlin havde forventet. Skuldertrækket fik hende til at hæve et øjenbryn. Så Evlyn havde givet Pax grund til at tro.. vide? de var venner eller så tæt på som man kunne være det uden at kende hinanden bedre end de reelt gjorde. Evlyn hjalp virkelig ikke på hendes nysgerrighed i forhold til hvad der foregik.

Lidt mere kom der på, som Evlyn ret faktisk smed lidt kort på bordet. Nok til at Caitlin satte glasset fra sig og lænede sig frem. "Og du forventede han tog imod ordre? Pax?" Hun kunne ikke lade være med at le dæmpet og muntert. Så rakte hun over og strøg Evlyn over hånden, før hun tog den i sin med et lille smil. "Nah. Det ville være spild af godt fjendskab at slå ham ihjel. Hvem skulle du så slås med?" Hun blinkede til den anden og slap så hendes hånd. Nærkontakt var heller ikke Evlyns største ønske at blive udsat for.
I stedet greb hun glasset og tømte det. "Skål!" Som hun satte glasset tilbage på bordet, sendte hun den anden et indladende smil. "Og så vil gerne vide hvad jeg ikke må vide noget om og hvorfor?" Det ville næppe virke, men hun kunne jo håbe! Ellers var der altid senere.

Hun kunne mærke hvordan det sved hele vejen ned af halsrøret, og lukkede øjnene næsten i ubehag. Hvorfor blev hun ved? Men alligevel greb hun flasken og hældte op til dem igen, hvor andre tog det som en ting der gjorde livet lidt sjovere. Så var det for hende, en god måde at dulme ens sanser. En måde hun kunne glemme. Selvom hun hellere ikke gjorde det så ofte, blikket der kiggede ned i den gyldne væske fortalte dog en anden historie. Det var måske anden flakse på en uge, var hun ved at have et problem? Måske var hun mere presset end hun havde regnet med. Hun blev kortvarigt revet ud af hendes tankespind, da hun blev rørt ved hånden, hun kiggede op og lod hendes øjne møde kvinden der sad foran hende. En klump formede sig i hendes spiserør, hvor længe siden var det, at hun sidst var blevet rørt på den her måde? 

“du siger noget” svarede hun og prøvede at grine med, men latterne eller glæden i øjnene kom ikke helt med. For selvom hun ikke havde regnet med at han tog ordre, havde hun regnet med at han lyttede til når hun sagde det var af bordet. Han forstod måske ikke hvor meget af det her red på hendes skuldre, at det kunne betyde alt for hende hvis det lykkedes. Og han gik rundt og fortalte det til folk? Og hvis han havde fortalt Caitlin det, hvem gik han så rundt og fortalte hendes hemmeligheder til? Det var lige før angsten bredte sig i hendes brystkasse, havde han også tænkt sig at kontrollere hende på samme måde? 
“Hm?” hun var en smule forvirret, da hun ikke lige havde hørt efter. Men som altid, når man spurgte; kan du lige gentage? Så havde man alligevel hørt hvad der var blevet sagt, man skulle bare have en kort tænkepause inden det gik rent ind. “Du har nok ret, han er hellere ikke det værd at få hovedpine over” svarede hun, mens hun fantaserede hvordan det ville være at sidde på hans trone og hånende kigge på ham som ejede hun hele hans bande. Hvilket vidunder det ville være, men muligt, hun var ikke sikker. 

Et oprigtigt drillende smil begyndte at pryde Evlyns læber. Troede Caitlin virkelig hun ville give information så nemt ud? Hvem vidste hvor meget Pax havde fortalt, hun havde ikke tænkt sig at give noget ud, på trods af hvor meget hun holde af kvinden foran sig. 
Holde af? Evlyn stoppede op som hun førte glasset op til hendes læber, de Koral blå øjne lagde sig på den mørkhudet kvinde. Interessant. 
“Hmm, jeg troede du var stoppet med at være med i faget Caitlin?” var det eneste som der kom hen over de fyldige læber, før at hun tog endnu en slurk fra den hæslige rom.

Caitlin holdt opmærksomheden fuldt på Evlyn, som denne virkede til for en stund at være forsvundet ind i sig selv. Hun havde oplevet det ske før, men ikke forventet det ske som reaktion på det sagte. Hendes blide berøring var da også alt der skulle til for at kalde den anden tilbage igen. Sigende og tankevækkende. Hvad var sket med Evlyn det sidste år?

Hun lod smilet og letheden blive i sine træk, skønt der var bekymring under den. De kendte ikke hinanden dybt nok til at hun ville spørge, men som aftenen gik kunne der jo meget vel komme lidt mere frem. "Men du havde sagt til ham vi var venner?" Det var en detalje måske, men ikke helt uvæsentlig. Deklarerede venskaber var både en sikkerhed og en fare i miljøet og Caitlin vidste ikke hvor Evlyn befandt sig i det mudrede billede der var Dianthos skyggeside. Pax havde hun en ide om, men hvor placerede et venskab med Evlyn hende?
"Men måske at give en lille hovedpine?" Der var morskab i Caitlins blik som hun sagde det, men også den gnist af ballade, der havde givet dem så god en tid sammen i havnebyen. At afsløre hemmeligheder givet skulle altid belønnes med noget huskeligt trods alt.

Caitlin rakte tøvende ud efter flasken, men endte alligevel med at skænke sig et glas mere. Det til at nyde ikke bunde denne gang dog. Hun havde trods alt intet behov for at sløve sanserne til vejen hjem. Hendes blik gled til Evlyns og blev der, som et grin voksede frem. "Det er jeg skam også, men I vifter mig jo om næsen med hemmeligheder og halvt fortalte ting..." Hun lod en påtaget klynkende tone fylde stemmen, som hun forsøgte at se lidende ud. Kattes nysgerrighed var legendarisk og hun var ikke faldet langt fra deres træ.

Hun rystede på hoved.
“Nej” hun rystede på hoved meget hurtigt, som der blev spurgt om hun havde fortalt Pax de var venner. “jeg er ikke lige så løssluppen i mundtøjet som Pax.” kom der med en utrolig sikkerhed, for på det punkt havde de to ganske forskellige måder at arbejde på. 
Hun fugtede læberne. “Venner kan blive brugt imod en, hvis man ikke er forsigtigt. Og jeg har ikke i sinde at bringe i dig i fare, hvis jeg kan undgå det. Han har trods alt et problem med at holde fingrene fra hvad der er mit” den sidste sætning var ligedele irritable, men hun kunne ikke lade være med at underholde spøgen i tonelejet. For når alt kom til alt, havde hendes rival i næsten det år hun havde været i Dianthos, holdt hende på tæerne. Og hun måtte jo indrømme, hun elskede det. Lige meget, hvor mange gange hun havde haft lyst til at kaste den spinkle mand i kajen. 

Evlyn nikkede opmuntrende på, at Caitlin blot skulle tage for sig. Selvom det virkede på kvinden at hun var nået hendes punkt på dagsorden hvor der ikke skulle indtages mere alkohol.
Der var den blonde spinkle kvinde slet ikke nået til endnu. Som hurtigt hældte op i glasset efter hun havde tømt væsken der i. 
Hendes tung gled hen over tænderne, og rullede derefter over hendes gane. Fnyste så over kommentaren over at de viftede med hemmeligheder under hendes næse, og halvt fortalte ting.
“man kan jo kun være forsigtig med hvad man spreder i vores samfund.” mumlede hun og bundede næste glas. En klog kvinde ville måske stoppe nu, men hun var ikke en kløgtig kvinde i aften. Og hældte derefter op igen, men tømte ikke glasset endnu.
“Nysgerrigheden dræbte katten..” svarede hun så, og hvis morskaben og glimtet i øjet ikke havde været der. Var det måske nemt at tage det som en trussel, men det var det bestemt ikke. Hvis noget, var det en advarsel.

Caitlin drejede let glasset mellem hænderne, mens hun betragtede Evlyn eftertænksomt. Så lyste hun op i et morende grin. "Så du har intet sagt, og han har intet kunne vide... så hvad har du dog gjort for at han fik den lyse ide der var noget her?" Hun kunne ikke lade være med at drille den anden lidt. Reaktioner fortalte ofte folk mere end ord gjorde og blev brugt mere effektivt til manipulation også.
Latteren var stadig i hendes blik, skønt hendes stemme var lettere tør, som hun svarede det næste. "Han har nu aldrig haft problemer med at holde fingrene fra mig." Ikke at hun var Evlyns på nogen måde, men havde ikke kunne nære sig over at sige lige det. Caitlin var ingens og sådan havde hun forsøgt altid at holde det. Med blandet held dog. Evlyns tone havde heller ikke hjulpet på det. "Hvad har taget der var dit?"

Hun nippede let af glasset, som hun lod blikket hvile afventende på den anden. Der var måske en chance her... og så alligevel ikke. Udtrykket og det bundede glas var et signal, så meget som ordene. Dog fulgt af en åbne værd at tage. "Men tilfredsstillelse bragte den tilbage." Hun smilede bredt til den anden, men lod klogeligt være med at prikke yderligere. Hvad end de to kamphaner havde for sammen, så var det ikke noget Evlyn mente hun skulle vide noget om om Pax? Han var næsten værre end Caitlin selv til at holde ting skjult for andre for at se hvor langt de ville gå efter svar. En eller anden dag måtte hun teste ham med en hemmelighed, bare for at se...
"Så, hvad har du ellers brugt året på? Andet end slås med Pax og trække ham i halen?"

Hun trak på skuldrene. 
“Til mit forsvar, så nævnte han dit navn ganske uden kontekst. Bare om jeg vidste du var i byen - og om vi ikke havde brug for flere erfarende mennesker” hun lod blikket glide ned i den gyldne væske. Ja hvorfor, gik Pax ud fra de kendte hinanden? Caitlin havde ikke været i Dianthos da hun ankom, og havde ikke været der siden. 
Måske havde manden slået sit hoved lidt for mange gange - guderne måtte vide hvor mange tæsk han havde fået igennem sit forholdsvise korte liv. 
“Du heldig så” Evlyn vrængede sin næse, som havde hun lige fået et surt opstød. Hun hældte resten af rommen ned igen, og på ny fyldte hun glasset. Ah, det gjorde godt at smide hæmningerne lidt. Hun indikerede igen, at Caitlin blot skulle tage, og ikke holde sig tilbage. Da der blev spurgt hvad han havde taget, kom et smil listende frem på hendes læber. “Åh, hvad har han ikke prøvet ind til videre.. Nogen gange undre jeg, hvor han får alt tiden fra” hun lænede sig tilbage i stolen, og smækkede sine fødder op på bordet, dog væk fra glassene og flasken. 
En lyserød tunge fugtede sig hen over hendes læber. 
“For eksempel, var en af mine ringe pludselig væk... man skulle da tro, der var nogen form for pli mellem tyve.. men tydeligvis ikke.” hun kiggede moret på den mørkglødende kvinde, som matchede ret godt i sit eget udtryk. 

Hun trak på skuldrene. “Forsøgt at stjæle fyrstens overdimensionerede guld skæg, malet en del adelige... stjålet fra dem om aften - især de forfærdelige af dem... Haft nogle hårde og gode tider.” hun trak nonchalant på skuldrene. “Hvorfor er du tilbage?” spurgte hun så endelig, det spørgsmål der havde rumsterede rundt i Evlyns tanker, de dybe blå øjne rettede sig imod den andens kvinde samme blå. 

En varm latter rullede fra Caitlin, som Evlyn bekræftede hendes mistanke uden helt at gøre det. "Så du reagerede på mit navn med din sædvanlige afslappethed og åbne væsen?" I det mindste forklarede det hvorfor Pax var hoppet til konklusioner og havde slynget den ikke så forudsete påstand efter hende selv senere.
Tilfreds med at have fået stillet den del af hendes nysgerrighed nippede Caitlin til glassets indhold. Nu manglede hun bare at finde ud af hvornår han havde opdaget hun var kommet tilbage til byen. Ikke at det betød så meget, det var bare... viden værd at have.

Evlyn så knap så tilfreds ud som Caitlin følte sig og trak da også et grin mere fra den yngre kvinde. "Eller bare ikke tiltrækkende eller spændende nok. Hvem ved hvad foregår i det udfordrede hoved." Hun tog det alt andet end personligt. Ingen havde nogensinde set på hende som andet end en enkelt-nats-morskab og det var ikke ligefrem Pax's måde at opgås kvinder på, så ingen overraskelse for hende der.
Caitlin lod et øjenbryn glide i vejret og rystede så opgivende på hovedet. "Så du har vækket Ulvens interesse og irritation! Intet som en udfordring kan få samlet hans koncentration om et formål." Hun smilede morende til den anden og hævede så glasset i en anerkendende skål. At komme til byen og blive en trussel for de etablerede bander på under et år? Det var lidt af en præstation!
"Men næppe mellem rivaler?" Hun havde fået vist en ring og med den fået afsløret noget om Evlyn, hun ikke var sikker på om den temperamentsfyldte kvinde ønskede hun skulle vide. Så hun skulle intet have afsløret om det.

Mere muntert spillede hendes øjne, som Evlyn henkastede fortalte. "Det er også et fascinerende overskæg..." Hun havde mødt selvsamme fyrste og tilbragt en mindeværdig aften i hans selskab. Langt fra den værste af den slags aftener under alle omstændigheder.
Så skiftede fokus og hun trak let på den ene skulder. "Jeg savnede byen, min far savnede sin familie her og her er bedre muligheder for at tjene til dagen og vejen end i Menaniens ødeland. Plus der var ikke så sikkert derude som han havde bildt sig selv ind." En lille skygge passerede hendes blik, før hun skubbede den væk og nippede til rommen.

Evlyn vrængede næse, da der tydeligvis blev prikket hul i, hvordan hun mon havde reageret da Caitlin’s navn var blevet nævnt. Hun havde måske have været mere kølig omkring det.
Men, havde hendes reaktion indledt til at hun kendte hende? Nej; “Hm, jeg blev mest af alt vred over han ikke forstod budskabet om der ikke skulle indvies flere i min plan” men det kunne da sagtens have blevet misforstået til det andet; hvem vidste – hun kunne aldrig helt gennemskue hvad der foregik bag den blege pande på den mand.

Lige som den tanke var tænkt, sagde Caitlin præcis det samme ord. Det fik dog et smil tvunget frem på de fyldige læber, som hun slog blikket væk. En fantastisk evne hun havde, kvinden foran hende måtte være lige så godt – om ikke bedre til at læse folk. Selvom at det var en vigtig ting i denne branche. Enden så kunne du læse folk – eller også døde du. Mere groft kunne det ikke siges, og desværre i mange situationer kunne det blive til en virkelighed.

Hun fugtede læberne, som der blev nævnt at hun havde vækket Ulvens interesse. Dette fik noget varme til at brede sig i hendes bryst. I disse tider, ville hun for hver en tid fortælle, at det var vrede – irritation over ham. Men dybere ind, ville hun nok finde – at det slet ikke var sådan landet lå. Desværre.
Hun lagde hoved på skrå, som Evlyn endelig fik noget viden ind omkring den mørkhudet kvinde.
“Forståeligt – ikke at Dianthos er så meget mere sikkert. Vi lever i en tid, hvor man altid skal kigge sig over sin ryg. Især os som ikke har midlerne til at passe på os selv med store mængder krystaller.” sagde hun med bid i stemmen.
“Så hvad er dine planer nu? Hvad skal den store Caitlin rende rundt og lave, nu når hun ikke længere er en samme branche som os andre her nede i slummen.”

Caitlin forblev afslappet og nydende smagen af rommen, som Evlyn så alt andet end begejstret ud for hendes svar. Måske var den yngste af de to tilfreds med de svar hun havde fået, men den ældste var så bestemt ikke. Det var jo så også hende der havde strukket nakken ud og mærket Pax stryge den med et reb.
"Problemet med folk nu om stunder. De leder en bande og pludselig kan de ikke forstå en ordre længere..." Caitlin sendte hende et morende smil. Det var måske lidt farligt at prikke til Evlyn lige nu, men hun kunne ikke lade være. At få folk til at følge ordre var en kunstform og at få en leder til at lytte til en anden? Respekt ud over de grænser hun havde fornemmet der var mellem to rivaler på gaden. Evlyn måtte have været desperat og ikke så lidt ved siden af sig selv for at tro hun kunne få total loyalitet fra første samarbejde. Interessant.

Kun mere interessant blev det, som Evlyn lod emner falde og kun reagerede på det sagte med små tegn som smil og fjernelser af samme. Øjnene blev vendt væk, en stramning i kæben, en bevægelse ikke helt kontrolleret. Åh, der var bestemt sket et eller andet der, men det var til en anden lejlighed at prikke til. Caitlin satte for stor pris på sit skind til at udfordre det mere lige nu. Mødet med Pax havde trods alt efterladt hende mere øm end tiltænkt en snak mellem gamle bekendte.

Interessen fra Evlyn skiftede tydeligt som Caitlin svarede og kaldte endnu engang et morende glimt til den unge kvinde. Et der kun blev større som den anden svarede og trak ud i et hårdt lille smil også. Hvad tænkte Evlyn lige om hende? Hun var vokset op alene og det meste af tiden på gaden, havde rejst Krystallandet tyndt for sin nysgerrigheds skyld og var undsluppet plyndring af en dragehule, hvor beboer var kommet uventet hjem.
Det sidste fik hende dog til at le perlende og hæve glasset endnu engang. "Den store Caitlin! åh den var god. Jeg har vist aldrig været den store noget som helst. Bare Caitlin. Bare mig. Ganske simpelt og helst uset." Hun smilede varmt til den anden, nippede til glasset og satte det så fra sig. "Jeg arbejder lidt ud fra min fars værksted, men tænker jeg nok tager mig et job på en kro for faste krystaller og lidt frihed." Hun lagde hovedet let på skrå, bed sig i læben og lyste så op. Hendes hånd gled ned i tasken, rodede lidt rundt, før hun kastede et lille træbæger over til Evlyn. Det var fuldstændig glat og havde et mønster af blade brændt ind i en slynget bort på midten.

Evlyn fangede godt kort skiftet et smilet, men valgte ikke at kommenterer på det. Det var efterhånden svært, at sige ting som på den ene eller anden måde ikke blev misforstået. Måske var det også alkoholen der var ved at sløre den ellers ganske glimrende personkender. Faktisk, som hun sad og svajede en smule i stolen, kunne hun mærke at det ville være et godt tidspunkt at holde igen med hendes kontinuerlige; bund glasset, så snart jeg har hældt op til mig selv.
Det var desværre ikke helt nok, til at få hende til at stoppe. For hun kunne stadig føle, hun kunne stadig mærke følelsen i brystet der var til fare for at eksploderer. 

Et lille nik, forekom på den spinkle kvindes hoved som hun lyttede til hvad Caitlin fortalte hende. “Du har fat i den lange ende - jo færre der ligger mærke til dig, desto bedre er det” det er bare for sent for mig, alle jeg ikke vil have ser mig - gør netop dette.
Evlyns bryn begyndte at knytte sig imod hinanden som hun prøvede at vurderer hvordan hun taklede situationen der lå foran hende. Og det var åbenbart at tømme endnu et glas. 
Hun vred sig i stolen, pressede skuldrene sammen - som var der noget i Klemme, inden hun satte sig bedre til rette igen. “Job på en kro? Hm.” Mumlede hun for sig selv, og gav derefter Caitlin et sarkastisk smil, selvom at ordene der kom ud fra hendes læber var bund alvorlige. “Jeg forstår dig - jeg må ærlig indrømme jeg misunder dig.. frihed, er en undervurderet ting. Især når man ikke længere har det.” Mumlede hun til sidst, og ville hælde mere op i sit glas, blot for at erkende der ikke var mere tilbage. Det var en anelse frusterende, men også et tegn på at nu skulle legens stoppe mens den var god.

Caitlin betragtede hende for engang skyld med alvor i trækkende. hun havde ladet det affærdigende smil og andre små effekter glide væk og for nu ladet sit ansigt være mere åbent end normalvis. "Sådan har jeg altid helst ville have det. Dem der lægger mærke til en er alligevel altid de forkerte og konsekvenserne derefter." Hun havde haft få gode oplevelser med at blive bemærket og alt, alt for mange dårlige. Fra hendes mor til en start og så uendeligt mange senere. Var Evlyn ved at skifte over til den liste også? Som Pax havde været ved efter deres sidste møde? Ingen rar tanke.

Det svandt faretruende hurtigt i flasken på bordet, som Caitlin kun havde taget ganske lidt af. Et tegn mere på at noget helt galt var fat. Som en understregning blev det lille bæger kastet også ignoreret så komplet at det ramte bordet mellem dem med et lille smæld, før det trillede rundt i en cirkel. Caitlin så fra det til Evlyn, før hun rakte ud og tog bægeret tilbage, mens hendes udtryk lukkede sig i varsom alvor.
"Frihed er hvad man gør den til." Hun betragtede den anden undersøgende. Frihed var formentlig også noget forskelligt for dem, som den var det for andre. Der havde dog været noget... længselsfuldt nærmest i den andens stemme. Som var noget sket, der havde ændret den Evlyn fra havnen til den der sad her nu. "Har du det godt, Evlyn?"

Stemningen der havde lagt sig over bordet, måtte hun erkende som hun viftede lidt med flaksen hun havde i hånden, og satte den så fra sig. Selvom at tanken havde været at stoppe mens lege var god, var desværre ikke blevet mere end blot det - en tanke. 
Men for nu efterlevede hun den, så var spørgsmålet blot om hun kunne holde sig fra den flaske hun var ganske sikker på var at finde i en af skabende i det lille køkken. 
Med et lidt sløret blik, nikkede hun til hvad der blev sagt. Frihed er hvad man gør den til. Det var sandt, og alligevel på ingen måde rigtigt. For frihed var i sin form ganske enkel; Frihed var når man ikke havde lænker at man kunne gøre som man ønskede, og som man følte for. Om man så pålagde den ting som frihed med penge, frihed hvor man ikke var knyttet til noget. Eller blot det, at kunne gøre hvad man havde lyst til, det kunne være de helt små ting. Så ja frihed var hvad man gjorde det til, ganske korrekt. 

Også ramte spørgsmålet hende, som blev hun slået i hoved med en mursten, eller en hest der sparkede hende i maven. Begge ville forklare den reaktion der boblede faretruende igennem hendes krop. Har du det godt. Alt skreg på at svare hende, nej jeg har det ad helvedes til.
Hånden rystede let, som hun placerede den med håndfladen ned af, i et håb om at kontrollere rystelserne. “Ja, hvorfor skulle jeg ikke være okay?” Men hun kunne ganske enkelt ikke holde hendes øjne imod den anden kvindes. 

Caitlin så sit spørgsmål ramme og de meget sigende signaler Evlyn forsøgte at skjule uden nogen form for held. det bortvendte blik, de rystende hænder og stemmen ingen ville tro var let om de så havde drukket en flaske rom også. Det ovenpå alle de andre tegn givet hen over den korte samtale havde alle den unge kvindes alarmer kørende. Noget var helt klart ikke som det skulle være og hun sad pludselig med et dilemma selv - for skulle hun blive eller forsvinde?

Der havde aldrig været tvivl i hendes sind om at Evlyn var en farlig person at kende. Det havde været sløret af godt humør og de ting de havde lavet sammen, men under det hele havde luret et mørke. Noget set i enkelte valg og i aften tittende frem i stemme og ord. Så var det sikkert at være her nu hvor Evlyn var ved at drikke sine tøjler frie?
Næppe.
Hun vendte det lille bæger mellem fingrene, som hun bare roligt betragtede den anden. "Du lægger ikke mærke til hvad der sker omkring dig og virker sært fanget i dit eget hoved." Et lille smil krøb frem, som hun lagde hovedet på skrå. "Mere end jeg husker dig, det er." Måske havde hun kun set en facade dengang. Det ville forklare lidt, men langt fra det hele.