Fuglene kvidrede, og solens varme kunne så småt føles igen. snart ville der titte små anemoner og andre forårsblomster op overalt i skoven. Jo, foråret var på vej, det kunne ikke benægtes. Et lille stykke inde i skoven, kom en ung kvinde gående. Hun havde langt, rødt hår der var flettet delvist i små, fine fletninger som hang ned foran resten af håret, der hang løst. Hendes beklædning bestod af en ankellang, grøn kjole, en lidt kortere grå-brun selekjole med skind på skuldrene, en taske samt bæltet hvori hun havde sin kniv, den lille kasteøkse og andre sager. Med sig havde hun også en lille bue og pile.

Hun havde været i skoven i nogle dage nu, på jagt efter noget, der kunne lede hende på sporet af hvad der var sket med Alf, hendes ældste bror. Han var forsvundet på en jagttur med sin gruppe, og ingen vidste hvad der var sket eller hvor han var nu. Alf var den af Liannas brødre, som hun havde det bedst med, på trods af at der var 10 år imellem dem så lod han til at være den der forstod hende bedst, måske lige med undtagelse af deres søster, Freydis. Hun var dog blevet gift nu og flyttet fra gården, så det var efterhånden ikke særligt ofte de så hinanden mere. Lianna savnede sin søster, hun syntes godt det kunne være hårdt at være ene pige nu blandt 5 brødre, der alle så hende som den irriterende lillesøster der ikke rigtig kunne noget. Hun håbede derfor, at denne rejse hun nu var taget på, kunne bevise overfor hele familien, at hun var meget andet end bare en lille pige. Hun var også næsten voksen nu! Så det var noget pjat at blive ved med at kalde hende lille, syntes Lianna.

Der havde været forskellige spor i skoven, men ingen af dem havde indtil videre ført hende til noget, der ledte hende tættere på at opklare, hvor Alf var eller hvad der var sket med ham. Hun var derfor hver gang vendt tilbage til det sted, jægergruppen havde udpeget som værende hvor de sidste havde set Alf. Det var også der, hun nu var på vej hen. Hun havde markeret små pejlemærker til sig selv, så hun ikke farede vild på vej tilbage, men altid små, ubetydelige ting som kun hun selv ville lægge mærke til.

Hvad i al verden havde han nu gang i? Freya havde spurgt sig selv om dette mange gange, mens hun og de andre på holdet rejste imod Amazonitskovene. Men egentlig så vidste hun vel nok allerede – det handlede om penge. Sten var ikke nok for hendes chef, nu skulle det også handle om træ. Så igen havde han brug for nogle store, stærke mænd til at slæbe og passe på trækhestene... og Freya var igen blandt disse store, stærke “mænd”. Ligesom hun havde været det til forårsfesten i den lille by Fredskilde.

Et puf på hendes venstre skulder mindede Freya om, at hun ikke var den eneste dame på turen. Freya havde fået til opgave at tage sig af Haflingerhoppen Tulle, der lige nu tiggede om foder igen. Man kunne godt se på den halvgamle hoppes sider, at hun var glad for mad. “Næh, det kan du godt glemme. Vi skal frem først”. Hoppen prustede utilfredst som om hun vidste, hvad Freya sagde, men hun lod sig villigt trække med. Der var heller ikke så langt igen -  længe havde de kunnet se skoven foran dem, men nu tårnede den sig virkelig op. Den yderste del af skoven lignede alle andre skove, men man kunne tydeligt se at skoven længere inde var ældgammel med store, solide træer. Heldigvis skulle de bare blive i udkanten af skoven. Selvom Freya havde rejst meget, så havde hun ikke været her før, men uhyggelige historier havde hun hørt rigeligt af fra dette område.

Gruppen af arbejdere ankom til skoven og begyndte at stille op, men Tulle kunne ikke stå stille. Måske var der for mange nye lugte? Freya fik hurtigt taget alle tingene af hendes ryg, og skulle til at binde hoppen fast til et træ. “Rolig nu gamle tøs, du plejer ellers at være så afslap-” Mere nåede hun ikke at sige før en ulv begyndte at hyle længere inde i skoven. Hun havde ikke fået et ordentligt greb i tøjlerne, så Tulle vrinskede, rev sig hurtigt løs og spændede af sted ind i skoven, absolut rædselslagen. “Åh nej... Jeg finder hende!” råbte hun til de andre, inden nogen kunne nå at sige noget. Hun stak i løb så hurtigt hun kunne i samme retning som Tulle var løbet. Hun kunne snildt finde en arbejdspony inde i den her skov. Det skulle ikke blive noget problem... håbede hun.

Lianna hørte ulvens hyl, men hun var vant til skovens lyde, så hun tænkte ikke mere over det. Hvis det skulle komme dertil, mente hun godt hun kunne forsvare sig mod en ulv.
Hun kunne nu også svagt høre lyde af mennesker der snakkede og satte lejr op, et stykke derfra. Hun nåede ikke at tænke nærmere over det, før en hest kom spænende forbi hende med tøjlerne flyvende om ørerne. Lianna stod og så forvirret ud i nogle få sekunder, før hun vidste at hun måtte gøre noget. Et stykke derfra, i samme retning som de lyde hun havde hørt før, kunne hun nu høre en kvinde råbe noget. Hesten måtte komme derfra, tænkte Lianna, og hun skyndte sig at løbe i samme retning som hun havde set hesten løbe. 
Den havde haft fart på, så der var gode tydelige fodspor i skovbunden, som hun kunne følge, og inden længe kom hun til en lille lysning, hvor hun kunne se at hesten gik omkring og pustede. Lianna sænkede farten, og gik nu helt langsomt og med rolige skridt, så hesten ikke blev bange for hende. Hvis hun skræmte den ville den måske bare begyndte at løbe igen, og så ville hun have svært ved at fange den. I stedet gik hun nu meget langsomt, et skridt ad gangen frem og ind i lysningen, og da hun stod omtrent midt i lysningen, stoppede hun op. Hun havde ikke på noget tidspunkt set direkte på hesten, men derimod observeret den ud af øjenkrogen, mens den fortsat gik rastløst omkring og pustede. Hun var vokset op på en gård og havde hjulpet til med hestene siden hun kunne gå, så hun havde et godt tag på de store dyr, og kendte til en masse tricks hvad heste angik. Hun stod midt i lysningen, vendt mod den del hvor hesten gik omkring, og så ned i jorden. Hun fornemmede, at hesten langsomt fik pusten og blev mere rolig, så med langsomme bevægelser tog Lianna sin taske af, og fiskede et æble op fra bunden af tasken. Hun lukkede den igen, og tog den på. Hun lagde herefter sine hænder samlet med håndfladerne opad, med æblet placeret midt på, strakte dem lidt frem foran sig, og hævede blikket en anelse. Hun så stadig ikke direkte på hesten, men havde placeret sit blik sådan at hendes hoved var bøjet let mod jorden, men hun stadig kunne se hesten i sit synsfelt, uden at se direkte på den. Lianna fornemmede at hesten var faldet til ro, og den så nu nysgerrigt over mod hende. Indtil videre så hendes trick ud til at virke, hun havde pirret dens nysgerrighed, og langsomt begyndte den at komme nærmere. Det var nu det var allervigtigst at stå helt stille. Hesten var efter nogle skridt helt henne ved Lianna, og begyndte at snuse til hende, men æblet i hænderne var mere spændende, og da hesten rettede sin koncentration mod det og skulle lige til at tage en bid, rakte Lianna lynhurtigt den højre hånd de få cm op til hestens mule, og fik fat i tøjlerne. Hesten trak forskrækket hovedet et lille stykke væk, men Lianna holdt stadig den venstre hånd ud med æblet i, og så nu op på hesten med et lille smil.
”Du må godt, det er til dig. Spis bare.”
Hesten virkede til at have forstået hendes ord, få sekunder efter var æblet i hvert fald væk, og Liannas hånd var nu fuld af heste-savl i stedet.
”Tak for det”
Sagde hun, og klappede blidt hesten på mulen, stadig med et godt greb i tøjlen med den højre hånd.

Det var godt nok lang tid siden. Hun. Havde. Løbet. Så. Meget. “Pyha,” sukkede hun og lænte sig lidt op ad et træ, inden hun fortsatte. Hun hoppede over en træstup, bukkede sig for en gren, og løb igennem et krat. Hele tiden fulgte hun de friske spor fra den tykke Haflingerhoppe, og håbede på at hun snart ville få hende i synsvidde. Og meget gerne i god behold. Hun havde tidligere arbejdet med heste og var ofte glad for dyr. Så selvom nogen ville anse Tulle for bare at være et dyr, der kunne erstattes, så ville Freya have svært ved at tilgive sig selv, hvis hoppen kom til skade fordi hun ikke havde holdt ordentligt fast i de forbandede tøjler.

Og snart fandt Freya hende også. Der stod Tulle, midt i en lysning i skoven, og trippede uroligt. Heldigvis så hun ud til at være i god behold. Men hoppen var ikke alene. En meget ung kvinde stod med et æble i hånden for at berolige hoppen, og selvom Tulle havde været utrolig bange, så vidste Freya også hvor glad arbejdsdyret var for mad. Selvom hun var forpustet, og hjertet hamrede i brystet på hende, var hun stille som en mus for ikke at forstyrrer. Hun betragtede, hvordan den unge, rødhårede kvinde nærmede sig hoppen og til sidst fik fat i tøjlerne. “Du må have arbejdet meget med heste tidligere,” sagde Freya så med et lettet og imponeret smil, mens hun gik hen imod det umage par. “Det er Tulle. Hun løb fra mig, da en ulv hylede for ikke så længe siden. Jeg kan ikke bebrejde hende,” tilføjede hun, da hun kom hen til dem. “Jeg hedder Freya”.

Lianna havde godt fornemmet en anden tilstedeværelse end hende og hesten, men havde holdt fokus på det at få fat i tøjlen så hun havde styr på hesten, før hun ville koncentrere sig om den fremmede tilstedeværelse. Da hun nu havde fat i tøjlen og mente hun havde fået beroliget hoppen nok, vendte hun hovedet i retning af lyden, og smilede til kvinden, der stod foran hende. Lianna placerede sig sådan, at hun havde hesten på højre side, og kunne kigge på kvinden imens, og stadig have kontrol over situationen. Hun nikkede, da kvinden talte til hende, og da hun havde talt ud, svarede Lianna
”Ja, jeg er vokset op på en gård, og har været med til at passe heste siden jeg kunne gå, så jeg kan en del tricks til at holde styr på uregerlige heste efterhånden.” Hun lo kortvarrigt af det sidste, hun havde i sandhed lært et og andet om at tæmme heste, både de helt vilde utæmmede, og de, der bare pludselig fik et flip og teede sig unormalt.
”Jeg hørte godt ulven, en skam at den skræmte hende. Du må hellere overtage, nu er hun vidst faldet helt til ro.” Hun rakte tøjlen ud mod Freya med et smil.
”Mit navn er Lianna, for resten. Rart at møde dig, trods omstændighederne.” Hun grinede svagt igen.

Den unge kvinde, der havde fået styr på arbejdsponyen, var en del yngre og mindre end Freya selv, men der var noget med hendes øjne, der fortalte halvorkerkvinden, at man ikke skulle tvivle på hendes beslutsomhed. Lianna. “I lige måde,” smilte hun og tog imod Tulles tøjler. “Jeg havde ikke regnet med at se andre herinde i skoven”. Denne gang sørgede hun for at holde godt fast i hestens tøjler – hun ville nødig til at skulle rende efter hende igen. Og det var ikke til at vide, om der snart ville være flere ulvehyl i området. De var trods alt trådt ind i en stor skov.

“Ligger gården i nærheden af skoven? Eller er du blevet jæger, siden din vej bringer dig herind?” spurgte hun. Interesse, nysgerrighed, det var vel hver en side på den samme mønt. Hun kiggede lidt omkring for at se, om den unge kvinde måske havde et følge af andre jægere med sig, men af, hvad hun kunne se, så var Lianna alene. Noget, der også vakte hendes nysgerrighed var, at Lianna ikke umiddelbart lod til at have nogen jagtvåben på sig. Måske de lå i en lejr tæt ved som hun havde ladet tilbage, da hun så Tulle komme spænende. Eller lavede hun mon fælder til at fange dyr? Hun aede hoppen på den bløde mule, og hesten prustede tilfredst.

Lianna nikkede da kvinden talte, og svarede smilende. ”Heller ikke jeg, jeg troede ikke der kom så mange i skovene andet end jægere.”
Hun havde ikke bemærket det før nu, men nogle træk ved kvinden var anderledes end hende selv, og andre mennesker. Hendes hud var mere grønlig, hendes hjørnetænder i undermunden var mere fremtrædende og så var hun en del højere end normale kvinder. Lianna havde derfor en god fornemmelse af, at kvinden var en halvork. Hun ville dog ikke sige noget om det, i hvert fald ikke lige nu, da hun havde fået at vide at blandingsracer kunne være meget negative omkring at være blandingsrace.
I stedet besvarede hun Freyas spørgsmål. ”Nej, gården ligger lidt udenfor Dianthos, men jeg er herude for at lede efter min bror, som var på jagt her i skovene med sine venner. Da de skulle hjem om morgenen, var han pludselig væk.”

Hun tænkte på gården derhjemme og på Alf, der var forsvundet. hun håbede hun snart fandt et spor at gå efter, jo længere tid der gik, jo sværere ville det blive at finde ud af, hvad der var sket ham og hvorfor.

Det kunne godt være, at det bare var noget, hun forestillede sig. Men Freya var næsten sikker på, at hun kunne mærke, hvordan Lianna betragtede hende mere indgående. Ikke at det gjorde så meget. Lianna virkede meget flink. Og Freya kunne vel heller ikke bebrejde den unge kvinde. Freya var en høj kvinde og også meget muskuløs i sin kropsbygning i forhold til, hvad man så hos andre kvinder. Det var vel noget, som mange mænd især ikke fandt særligt tiltrækkende. En stor del af hendes størrelse var nedarvede gener fra hendes halvorkerforældre, men livet som nomade havde også kun hjulpet hendes krop med at udleve sit potentiale. Der havde de alle i familien skullet hjælpe til med at sætte lejr op for natten, hestene og ulvehundene skulle passes, og mad skulle jages. Og hvis hun en dag var heldig nok til at komme ind i Lysets Hær, så ville hun nok kun blive endnu stærkere.

“Din bror?” sagde hun overrasket med store øjne, da Lianna fortalte, hvordan hendes bror pludselig var forsvundet en dag. Familie betød meget for Freya, og hun kunne kun forestille sig den krybende rædsel, hvis hendes egen storebror pludselig skulle forsvinde sporløst. Der kunne jo være sket et hav af forskellige ting.

“Det er jeg ked af. Og det er også langt fra Dianthos...” mumlede hun tankefyldt. “Hvor længe har han været væk? Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe dig Lianna,” sagde hun med letpynket pande. Og hun mente det oprigtigt. “Men jeg er her kun i forbindelse med mit arbejde,” sagde hun og pillede lidt ved sin fletning med sin frie hånd. Den anden havde stadig et fast greb om Tulles tøjler. Bare for at være helt sikker på at hoppen ikke ville kunne løbe sin vej, hvis der skulle lyde hylen fra flere ulve.

Lianna bemærkede kvindens reaktion på, at hun havde nævnt sin bror. Hun tolkede det som, at kvinden selv havde søskende og kendte til frygten om, at der skulle ske dem noget forfærdeligt. Lianna nikkede blot, og lod kvinden tale videre, inden hun rømmede sig og svarede hende. ”Ja, det er et stykke vej, men han og hans faste gruppe plejer at jage her i skovene, så han er vant til at rejse frem og tilbage. Denne gang skete der bare et eller andet, men ingen ved rigtig hvad… Han var bare pludselig væk om morgenen da de skulle rejse hjem.” 

Tanken om Alf og hans forsvinden, fik en skygge af tristhed til at lægge sig over Liannas ansigt. Hun var oprigtigt bekymret for, hvad der kunne være sket ham, Alf var en stor og bred mand, så der skulle en del til at overrumple ham, så hun frygtede at det, der var sket ham var meget slemt. Ellers havde han vel vendt tilbage nu. Da Freya sagde at hun kun var i skoven pga. sit arbejde, blev Lianna lidt nysgerrig, og et lille smil af venlighed blev mønstret på hendes læber. ”Det er helt i orden. Dit arbejde, siger du? Hvad er det for en slags arbejde, der driver dig ind i denne skov?”

“Jeg håber du snart finder ham i god behold,” sagde hun med et opmuntrernde smil til den unge kvinde. Stemningen ændrede sig dog, da Freya ikke kunne holde sig tilbage, efter Lianna spurgte ind til hendes arbejde. “Åh,” sukkede Freya og himlede med øjnene, mens et smil fandt frem til hendes læber. “Normalt arbejder jeg i et stenbrud nær Dianthos, meeen” hun gestikulerede håbløst i retning af, hvor hun var kommet løbende fra. “Manden bag det hele har valgt at sten ikke var nok for ham. Han har lugtet penge i en eller anden aftale med træ, så nu har han samlet sine stærkeste mænd for at tage sig af jobbet – og så kunne han selvfølgelig ikke undvære mig,” grinte hun. “Der er jo nogen, der er nødt til at vise dem, hvordan man bruger musklerne,” sagde hun og blinkede til Lianna, mens hun fleksede sine overarme, så man rigtig kunne se hendes store muskler. Haflingerhoppen krævede dog Freyas opmærksomhed og puffede hende i siden med en blød mule, så halvorkerkvindens fokus blev brudt. Hun nussede hoppens solide pande, mens hun lod sit fokus finde tilbage til den kønne, rødhårede, unge kvinde. “Jeg håber dog på at komme ind i Lysets Hær en dag. Det er vel... et eller andet ønske om at gøre noget godt, der er større end mig selv,” forklarede hun med et lille træk på skulderen.

Lianna nikkede ad kvindens ord, og bemærkede hendes opmuntrende smil, inden hun besvarede hendes spørgsmål. Hun lyttede med interesse til kvindens fortælling, og lod en sagte latter undslippe da Freya havde fortalt om sit arbejde. ”Han lyder da som en interessant type, sådan at skifte retning og pludselig både sælge sten OG træ.” Da Freya fleksede sine muskler, kunne Liannas blik ikke undgå at falde på de muskuløse arme, og det var ikke svært at se, at hun var imponeret. Godt nok var kvinden foran hende halv ork og derfor skabt mere muskuløst end hende selv, men det overraskede hende alligevel præcis hvor meget. Hun følte sig en smule forlegen, og så derfor væk, inden kvinden talte igen, og hun igen vendte sin opmærksomhed på hende. ”Det lyder interessant. Jeg forstår godt din tanke, og trang til at gøre noget godt. Jeg er sikker på hæren vil være godt stillet med en stærk kvinde som dig.” Hun så igen på kvindens arme, de mindede hende om Alfs store, brede overarme. Hvis hun var ligeså stærk som Alf, burde det ikke være noget problem at blive optaget i hæren.

//Sorry det blev lidt kort//