Rakshasa havde været på teateret den foregående dag og haft sit møde med Faust. Hun havde allerede fundet en til at tage tjansen med at holde øje med døren den første nat, men hun havde behov for noget mere permanent, så hun havde undersøgt hvad der var af iagttagere og agenter i Dianthos og omegn, og helst nogen der kunne tåle at undværes fra deres normale sted, eller ikke havde et normalt sted. Hun kunne næppe sætte en kroejer til at vogte en dør i det Nedre Bydistrikt.
Hun har opsporet et par potentielle muligheder, og de første par dage var ordnet, men hun havde behov for noget mere permanent, og selvom det var langt fra den eneste eller bedste mulighed, så havde hun en ide om hvor hun kunne finde en af Verbatims iagttagere, som var lidt mere… frit stillet.

Det var stadig de tidlige morgentimer, da hun ankom til kanten af en af mange skove på en hest. Hun bar stadig den kvindelige krop, men tøjet var mere praktisk. Ridetøj af god kvalitet og en lang kappe der hang om hende. Hun bar en maske der var hvid, og fuldstændig blank. Der var blot et par huller til øjnene.
Hun håbede at oplysningerne var rigtige, og hun kunne finde halvfirbenet på disse egne, så hun stod af hesten, og tøjrede den til træet, før hun kiggede ind i mørket, da solen stadig lagde lange skygger i området, før hun gik ind.

Lidt længere inde i skoven, var der en lysning, ikke et udsædvanligt sted for Verbatim agenter at samle sig, og ofte kunne man også finde beskeder fra den ene eller anden liggende her, når der skulle arrangeres møde.
Hun lænede sig op af et træ, og så ventede hun, i håb om iagttageren tog sig i faktisk at besøge stedet, ellers måtte hun forsøge sig med andre metoder. Forbandet være at Varbatims medlemmer altid var så pokkers svære at finde, når det gjaldt.

I udkanten af lysningen, godt gemt væk i skyggerne, sad Lui camoufleret i lidt mørkegrå farve på en gren. Han sad højt nok til ikke at blive set, men stadig lavt nok til at kunne følge med, skulle der ske noget. Han havde været her et par gange før, for at følge lidt med i de andre medlemmers ærinder og nu sad han her igen. Han havde allerede været her i et par timer, for at nyde stilheden.
Han var klædt i løst tøj, i mørke, næsten sorte farver, men trods kulden var det ikke yderligere varmt. Blusen havde kun korte ærmer og de lange bukser var tynde, for lettere bevægelighed. Han havde alligevel aldrig haft et problem med kulde.

Lui var lige nået at døse lidt hen, da han hørte skridtene fra en anden, på vej mod lysningen. Han rettede sig lidt op og lænede sig en smule frem, for bedre at kunne se hvem, der dukkede op. Umiddelbart ikke en han kendte, men den hvide maske dækkede for hele ansigtet. Han forblev tavs lidt endnu, som han fulgte den fremmede med blikket, mens denne stillede sig til rette, lænet op ad et træ over for ham.
Han ventede, for han gik da ud fra, at den anden ventede på nogen, men efter et lille stykke tid, hvor ingen andre dukkede op, begyndte han at bevæge på sig. Ved hjælp fra halen, der snoede sig en enkelt gang rundt om grenen, og et godt greb om samme gren med begge hænder, vippede han bagover, til han hang på hovedet.
”Søger du nogen?” Spurgte han, som halen slap grenen og Lui faldt den sidste meter ned på jorden, da han også slap med hænderne. Lyden af en tynd gren der knækkede lød, så snart han ramte jorden. Idet han rettede sig op og lænede hele siden mod træets stamme, forsvandt camouflagen og både hud og hår blev sin normale, lyse farve.

Rakshasa stod og ventede med en overraskende ro og tålmodighed, som ellers var svær at finde hos folk. Især som tiden var begyndt at strække sig ud. Hun ville dog mindst give det den halve dag, hvis det var nødvendigt. Hun kunne ikke forvente at folk ventede på at nogen skulle kontakte dem, selv med deres lidt mere normale steder.

Heldigvis skulle hun ikke vente længe, i hvert fald ikke så længe at det gjorde hende meget. Hun hørte noget knage let i træerne, og hendes øjne spejdede rundt, dog ikke til at se gemt bag masken, men hun undrede sig over hvor det kom frem, og nærmest, ud af det blå, var der en dreng foran hende. Lys og bleg, og med en meget karakteristisk hale.
Et smil gled over hendes læber, trods masken skjulte det, han virkede ganske dygtig, og lige hvad hun skulle bruge.

Masken ændrede form, med sorte mønstre og et par læber blev nærmest malet på, før hun tog masken af, og stod foran ham. Ansigtet var feminint med høje kindben og mørkebrune øjne. Håret var formegentlig langt, men skjult af hætten, dog kunne man se det sorte hår som det indkransede ansigtet.
”Jeg søger firbenet Lui, er du ham?” spurgte hun i en blid stemme og hængte masken fast på bæltet. Det var bedre at bede folk om hjælp når de kunne se et ansigt, selvom det ikke var hendes eget.

Lui måtte knibe de blå øjne sammen, i et forsøg på at se maskens detaljer, da denne begyndte at forme sorte mønstre. Med det dårlige syn var det bare ikke til at se ret meget, medmindre han valgte at træde nærmere den fremmede. Men Lui var som altid lidt skeptisk, når det gjaldt fremmede og derfor holdt han fortsat lidt afstand. Måske det heller ikke hjalp, at det slørede syn sørgede for at forvirre ham gevaldigt i øjeblikket, når han vitterligt ikke kunne se, om den fremmede bar en maske eller ej. Måske hun virkelig bare var så voldsomt bleg.

Alligevel lettede det bare en lille smule, da masken blev fjernet og Lui rent faktisk kunne ane et helt almindeligt ansigt. Stadig ikke med mange detaljer, men det var næppe kvindens skyld, nok mere hans øjne.
”Ja,” svarede han lidt undrende.
”Hvem er du?” Spurgte han, tydeligvis ikke vant til at være høflig, med den tone han lagde bag sit spørgsmål. Det bundede nok mest i den lette forvirring over at blive opsøgt. Trods hendes blide stemme, kunne han ikke lade være med at tænke på, om han mon havde gjort noget galt. Han var jo godt klar over, at han besad den laveste rolle i organisationen.

Rakshasa så ingen grund til at give oplysninger som hendes eget navn ud, eller et dæknavn, men hvis Lui pressede for det, så ville hun nok i sidste ende give efter.
"Jeg er en agent af Verbatim," svarede hun, ubekymret for hvor uhøflig Lui måtte være. Han var jo blot et primitivt halvdyr, ikke at de ikke kunne bruges til noget. Rakshasa kunne nærmest høre Isens ord i hendes øre. Der er værdi i alle væsner, uanset racer.

"jeg har en... såkaldt opgave jeg måske kunne bruge dig til, hvis du altså ønsker at hjælpe?" sagde hun. Lui havde sin gode ret til at sige nej til opgaver, men de fleste iagttagere havde et vidst behov for at bevise sig selv overfor organisationen, hvilket også gjorde den aldeles gode til de lange opgaver som andre ikke nødvendigvis gad at lave. Selvom det var begrænset hvor vigtige og omfattende opgaverne kunne være.

Lui havde egentlig håbet på et navn, eller hvilken som helst anden præsentation, end den han fik. Han havde alligevel gættet sig til, at kvinden var en agent. Det gjorde ham bare en anelse utryg, at den fremmede kendte ham og ikke omvendt. Han var bare ikke klar over hvorfor det gjorde ham utryg.

Det lidt skeptiske udtryk i drengens øjne ændrede sig hurtigt, da agenten tilbød ham en opgave. Han lyste lidt op og uden at tænke videre over det, trådte han endnu tættere på. Lui var måske usædvanlig på mange måder, men når det gjaldt at vise sit værd, var han ikke meget anderledes, end de fleste andre iagttagere.
”Den hvide agent har min opmærksomhed,” sagde han med et smil, som han lige kort skævede mod den hvide maske, der sad i hendes bælte.
”Hvad skal jeg gøre?” Spurgte han. Det var måske ikke dårligt at få at vide, før han blev alt for begejstret over, at få noget at lave.

”Den hvide agent”. Kælenavnet var næsten sødt hvis Rakshasa skulle sige det selv, men det var måske også forståeligt, når hun havde båret en hvid maske da de havde mødt hinanden. Det var i hvert fald bedre end så mange andre navne hun var blevet givet over årerne.

”Jeg har behov for noget hjælp inden i Dianthos,” svarede hun, før hun tænkte over hvordan hun bedst skulle formulere det her. Lui havde ikke behov for at få alt for mange oplysninger om hvad præcis det var der skete, men han skulle vide nok til at vide hvad han skulle kigge efter.
”Jeg har behov for at nogen holder øje med en butik, for at se hvad der går ind og ud af den. Især om der er nogle folk der ikke virker til at holde ud, eller ser mere suspekte ud.” Skulle hun fortælle ham at det var en agent der havde butikken? Nej, det var nok egentlig ikke nødvendigt. Hun kunne jo blot fortælle ham hvem ejeren var.

Allerede ved første sætning rynkede Lui lidt på næsen. Dianthos. Han havde været der en enkelt gang før og egentlig ikke fundet det specielt hyggeligt. Der var for mange folk, der ikke kunne finde ud af at holde den mindste smule afstand. De havde alle så travlt, at de ikke havde problemer med at skubbe og mase. Derudover havde hans tur derhen heller ikke været yderligere hyggelig, men det var nok mere hans egen skyld. Han havde ikke kunne holde fingrene for sig selv, da han provokerede en fremmed fyr, der helt bestemt ikke tog det så pænt. Men Lui sagde intet, for de mange folk i byen skulle ikke stoppe ham fra at udføre en opgave.

Lui nikkede svagt, som han lyttede til agentens uddybning. Det burde vel ikke være noget problem.
”’Hvad’ der går ind og ud af den? Eller ’hvem’´?” Skulle han kigge efter mere end bare suspekte typer, måtte han hellere være helt sikker. Han skulle da nødigt komme tilbage til denne agent senere, med ingen brugbare informationer.

Hvis Lui havde sagt nogle af disse problemer højt, så ville Rakshasa nok være kommet på en løsning på dem, eller hvis det var for meget arbejde, så ville hun finde en anden der kunne hjælpe hende med jobbet, men det gjorde Lui ikke, så hun havde ingen idé om problemerne der eventuelt kunne opstå.

Et lille smil spredte sig på hendes læber, som han ville have en uddybning. Godt, det var et godt spørgsmål. ”Både og. Jeg har en formodning om at der godt er nogen der kunne finde på at bruge magi på at smugle noget indenfor butikken, så enhver ting der virker suspekt. Det er muligvis en hvem vi leder efter, men jeg vil hellere være sikker, end at lade noget gå forbi vores næse. Jeg vil hellere have at du giver mig for mange oplysninger, end at vi mister den vigtigste, fordi den virkede ubetydelig.” Det ville ikke være første gang sådan noget var sket, og hvis denne Lui skulle blive agent, så ville han nok også før eller siden lære at filtrere oplysningerne, men for nu ville hun blot have ham til at kunne lave en fuldend rapport, med ubrugelige oplysninger og alt.

Mens Lui lyttede til agenten, dalede hans blik lige så stille ned mod masken, der var blevet sat fast i bæltet. Der var et eller andet over den, der fascinerede ham. Mystikken i hvorfor man ville vælge at skjule sit ansigt bag, når han ikke mente at det var ansigtet der var værd at skjule. Hvis man derimod kunne skjule sin personlighed.
”Det burde ikke være noget problem. Den opgave tager jeg gerne på mig,” sagde han, idet han trådte endnu tættere på den fremmede og bukkede sig ned for at se nærmere på masken. Det var som om den stirrede på end uden øjne. Han løftede en finger og stak den igennem et af øjehullerne i masken, hvor han endte med at prikke til agenten i stedet.
”Hvad er det for en butik? Altså hvad sælger den?” Det var vel en detalje han hellere måtte huske at få med, så han kunne vurdere hvilke typer der ville være suspekte, når de nærmede sig. Han skævede lige op mod agenten, da han lige så forsigtigt tog fat i masken og forsøgte at trække den fri fra bæltet. Blikket var lidt afventende efter et svar, men samtidig skulle han da lige se efter om han fik lov til at hive masken til sig. Selvom han havde i sinde at aflevere den tilbage, kunne agenten vel ikke vide om han meget åbenlyst var i gang med at stjæle den.

Rakshasa var lidt lettet over at høre det, selvom det hurtigt blev klart at det lille halvdyr så ud til at være en anelse distraheret af masken hun havde hængende. Til at starte med var h un egentlig ligeglad men da han prikkede til hende, kiggede hun ned på masken og så til ham. Masken var ikke nødvendigvis værdifuld som sådan, men Rakshasa var ikke villig til at miste den da det typisk resulterede i at kroppen måtte gå til spilde, fordi hun ikke kunne skifte.

Øjnene gled lidt væk fra hans pilfingerri igen, også selvom hun kunne mærke hvordan masken blev hevet væk, gjorde hun ikke noget for at tage den til sig igen, for nu. ”Det er en butik der sælger magiske genstande, urter og miksturer. Det er lidt den slags butik der forsøger at undgå bygvagternes øjne,” forklarede hun. Vigtig information for ham, og hun regnede ikke med at den ville bruges mod Faust, i hvert fald ikke fra Luis side af.

”Jeg håber ikke at du faktisk har tænkt dig at tage masken,” kom det lidt overvejende efterfølgende. Nok måtte han se og røre den, men hvis han forsøgte at stikke af med den, så ville han få høvl.

Der bredte sig et lille tilfredst smil over halvdyrets lyse læber, da det lod til at han virkelig fik lov til at trække masken fri fra bæltet. Han rettede sig ordentligt op og løftede masken i hånden op foran den andens ansigt. Lui havde aldrig været helt god til at stå stille og føre en samtale og det var han helt bestemt heller ikke nu. Selvom det overhovedet ikke så ud til at han lyttede efter, hørte han stadig hvert et ord, mens han løftede masken i hånden og holdt den op foran agentens ansigt. Som om han lige skulle se om den stadig passede. Han nikkede let, bare for at vise at han virkelig havde lyttet ordentligt efter. Han ville jo gerne gøre et godt stykke arbejde, men det betød ikke at han ville lægge sine smådrillerier på hylden imens.

Den overvejende kommentar fik smilet på Luis læber til at brede sig mere, denne gang i en tydelig drillende mine. Han havde hele tiden haft intentionen om at aflevere masken tilbage, men agentens ord opfordrede ham jo næsten til faktisk at tage den. Kun fordi det nu lod til at ville være et problem, hvis han gjorde. Han trak masken til sig, vendte den om og satte den i stedet op foran sit eget ansigt.
”Hvorfor? Kan den bruges til andet end bare at skjule ens ansigt?” Spurgte han og lagde hovedet let på skrå, stadig med masken holdt op for sit ansigt. Han smilede stort under masken, fordi han regnede med at kunne irritere agenten mere end han egentlig havde tænkt sig. Han trådte også lige et par skridt tilbage, væk fra den anden, bare for at se om hun ville flytte sig med.

Lui var som et barn der lige havde fået fat i et nyt legetøj, selvom Rakshasa hurtig blev nødt til at rette sig selv. Teknisk set var Lui vel stadig et barn. Ikke at hun kendte meget til hvor hurtige halvfirben var til at blive voksne, men det var vel sådan unge så ud, ikke at Rakshasa havde gjort sig meget med de yngre væsner, og selv ikke dem der blev ældre som årerne gik.

Det havde nok også været det forkerte at sige som Lui bare virkede til at ville tage den med længere væk fra hende. Noget sagde hende dog at Lui kendte skovene bedre, og selvom hun godt kunne tage lidt af en jagt, så ville en for lang jagt i denne her skikkelse gøre hende intet godt.
”Den er ganske speciel, men den dur kun når den er sammen med mig,” sagde hun. Den var nytteløs for Lui, og før eller siden ville den også forsvinde, når den nuværende krop hun havde, havde brugt sin magi op. ”Jeg kan vise det hvis jeg får den tilbage,” tilbød hun med et bredere smil end hvad der virkede til at passe til ansigtet.

Lui foldede læberne sammen under masken, som han en anelse forvirret lyttede til agenten. Så vidt han havde forstået kunne en maske ikke fungere som sådan, men der var vel en masse han endnu ikke havde nået at lære. Eksempelvis at masker åbenbart kunne gøre mærkelige ting, hvis de altså var i besiddelse af den rette. Hvilket vist ikke var Lui.

”Hm…” Lød det lidt overvejende fra ham, som han flyttede masken fra ansigtet. Han fulgte den med blikket og så da også ud til at skulle lige til at række den mod agenten. Men i stedet rettede han blikket og et lille, lusket smil mod hende.
”Næ,” sagde han smågrinende. Han skyndte sig at bide sammen om maskens kant, som han vendte sig rundt og løb det korte stykke hen til det træ, han havde siddet i tidligere. Han sprang op og greb fat i grenen, som han uden problemer fik løftet sig op og sat sig på.
Da han så tilbage mod agenten, ville hun næsten ikke kunne undgå at se det legesyge blik i de lyse øjne. Han ville tydeligvis gerne have hende til at sætte efter ham. At gå med til hans drillerier var en relativt sikker vej til at få sine ting tilbage, når han først havde fået fingrene i dem.

Et barn. Det var alt Rakshasa kunne tænke på, som hun så hen på Lui, og kunne se hvordan han bestemte sig for at der ikke skulle afleveres nogen maske i dag. Det ville være mere end ubekvemt, hvis hun ikke fik fingrene i den igen, men at fortælle det lille firben at hendes krop døde uden den, det var for meget information at give op. For ikke at nævne, at han sikkerti kke ville tro på det. Der var intet der indikerede at hun var en dæmon trods alt.

Man kunne se hvordan smilet bare forsvandt fra Rakshasas læber som han løb hen og over i træet med masken. Måske... han bare skulle trættes ud, selvom hun var ret sikker på at hun ville blive træt først.
”Hvad har du da ellers tænkt dig at bruge den til?” spurgte hun som hun gik med faste skridt over mod Lui. Hun forhastede sig ikke ,men skridtene var lange og fuld af formål. Han havde vel ikke tænkt sig at hun skulle spæne rundt i skoven efter ham. Hvis det var tilfældet så ville hun jo have taget en helt anden skikkelse.

Stadig med masken sat fast i et bid mellem tænderne, sad Lui og ventede helt tålmodigt på at agenten skulle komme nærmere. Han fik sat sig godt til rette på sin gren, hvor han lige viklede halen omkring en enkelt gang, så han ellers ikke behøvede at holde fast. Han burde måske have tænkt sig om, det var muligvis ikke det bedste træk at stjæle så åbenlyst fra en agent. Hvis han trak den for langt, kunne det vel ende i nogle konsekvenser, som han egentlig ikke ville finde sig i, men han havde da heller ikke tænkt sig at beholde den. Bare irritere den anden lidt.

Lui lagde hovedet let på skrå, som agenten talte. Han tog fat i masken med et par fingre, slap den dermed også med tænderne og betragtede den. Han vendte sig om på grenen, vendte ryggen til den anden, så han ville vende rigtigt igen, da han tiltede overkroppen ned fra grenen. Begge ben var bukket over grenen og halen var stadig viklet om, som han hang der med hovedet nedad.
”Eheh.. Den ville være god at skræmme folk med. Måske jeg vil bruge den til det,” forklarede han med et kæmpe smil og et lidt bøvet fnis, da han rettede blikket mod agenten og så rakte masken hen mod hende.
”Er det da vigtigt at du får den tilbage?” Spurgte han undrende. Han var dog klar til at trække den tilbage i et hurtigt ryk, lige så snart hun rakte ud efter den. Det skulle jo ikke være alt for let.

Det var imponerende at se hvordan halvdyret manøvrede i træet. Noget som Rakshasa aldrig ville kunne gøre, med mindre hun tog skikkelsen af et halvdyr og selv der... der var hun ikke sikker på at hun ville have den mængde kontrol over et ekstra lem. En dæmonisk hale var en ting, men han brugte den nærmest som en ekstra arm, for at holde fast.

Nu var dog ikke tidspunktet til at blive en smule fascineret af hvad andre væsner på denne her jord egentlig kunne. Hun havde behov for masken tilbage, og Lui virkede ikke særlig villig. ”Den er næppe god til at skræmme med,” kom det lidt tørt fra hende, og hun forsøgte at række ud efter masken, selvom hun godt lidt havde på fornemmelsen af at hun ikke kunne få lov. ”Ja, det er et spørgsmål om liv eller død,” sagde hun. Hendes øjne død seriøse, og ikke en eneste indikation på et smil. Mest af alt lignede hun lidt af en kedelig type, som hun stod her og stirrede Lui ned.

Et stort, drenget smil bredte sig om halvdyrets smalle læber og et passende fnis fulgte efter. Han var tydeligvis ikke helt enig i agentens ord. Hvis han gjorde det ordentligt, hvilket han for det meste gjorde, så skulle han nok kunne få et par stykker til at spjætte i forskrækkelse, når han poppede frem fra mørket, camoufleret til at forsvinde og iført den hvide maske, som man kunne snydes til at tro, bevægede sig af sig selv.
Agenten fik kun lige lov til at strejfe masken, før Lui straks trak den til sig.
”Det forstår jeg ikke. Hvis du fortæller mig hvorfor, så skal jeg nok give den tilbage.” Måske det dybt drillende blik i de blå øjne afslørede, at han ikke helt talte sandt, for det var ikke et løfte, mere en overvejelse. Han kunne langsomt mærke hovedpinen fra at hænge som han gjorde. I stedet trak han sig hurtigt op på grenen igen og lagde sig rette på maven, denne gang kun med en støttende fod mod grenen. På hver sin side hang en arm, hvor begge hænder havde godt fat i masken.

Følelsen af masken var næsten værre, som hun ikke nåede at få den tilbage igen. Hun havde behov for masken, mere end han anede, og helt villig var hun ikke til at give sandheden om den op, men hvilket andet valg havde hun egentlig. Hun skulle bruge den, og hvis hun ikke fik den tilbage, så ville han tidsnok opdage at kroppe døde, eller at masken forsvandt.
Det hjalp så heller ikke at det ikke virkede til at han talte sandt og hendes øjne blev lidt smalle af ham, mens hun overvejede hvordan hun skulle få den tilbage.

”Det er selvfølgelig en god måde at finde ud af hvor din loyalitet egentlig ligger,” sagde hun så endelig. Alle iagttagere ønskede vel i bund og grund at føle at de kunne vise deres værd. ”Tror du at du kan holde på en hemmelighed, og sørge for at den aldrig nogensinde bliver hørt af et andet væsen?” Der var andre der kendte hende ved navn og evner, men de sidste mange år var det blevet holdt mere skjult.
Hendes øjne blev på Lui, og holdt øje med hvert et træk han gjorde, hvis han nu skulle bestemme han ikke gad og ville dermed løbe væk.