James havde ikke længere brug for at være ham mere. Han ville dø, der var så meget smerte i hele hans liv at han ikke vidste hvad han skulle gøre. Han havde mistet sin helt store kærlighed, og han kunne ikke længere være sammen med ham. Alt det ødelæggelse han havde været igennem var ikke meget bedre. Han havde oplevet så meget smerte i hele sit liv at han ikke længere vidste om han bare var uheldig, eller om han rent faktisk bare levede et liv som så mange andre. Han havde taget væk fra Nianna for at være alene, ikke at Nianna var et problem eller at hun ikke var sød, men han kunne ikke forklare Nianna hvad han gik igennem. Hendes dårlige sprog gjorde det ikke bedre og nogen gange virkede det til at hun ikke forstod ham. Så hvad skulle man gøre. Den eneste mulighed ville være at gå til Isari, det var sikkert hende der havde fået ham til at genopstå, og ikke engang det var han helt sikker på.

Dianthos virkede så stor og han håbede inderligt på at han ikke skulle være her for længe, godt nok var han langt væk fra Medanien. Men tanken om at tage tilbage til Marad var for stor. Dog sad han på knæ inde i katedralen og bad om at få lov til at dø. Det var den eneste mulighed han kunne se for sig. Ingen ville savne ham alligevel, og alle ville overleve at han døde. Han var jo ikke den mest vigtige person her i verden. Dog kom der ingen svar fra guden selv og han måtte opgive som han havde siddet der på knæ i flere timer på det hårde gulv. Han rejste sig op og hans ben føltes som gele da han rejste sig. Det snurrede i begge ben og han kunne dårligt nok stå. Dog fik han nærmest væltet sig ud på trappen foran katedralen og satte sig ned med hovedet plantet i hænderne. "Hvorfor lige mig" kom det fra ham og mærkede en tåre trille ned af kinden på ham. Alle der var i templet virkede så kede af det, og det smertede ham endnu mere. Også selvom solen varme stråler ramte ham i ryggen. Solen var ved at tage til men han tog sig ikke længere af det. Alt kunne være lige meget. Han tåre trillede ned af kinden på ham og landte på jorden med et dryp. Det var ikke højt, men for hans øre lød det lige så voldsomt som når han var i nærheden af et vandfald eller springvand.

Alt ting var så forandret hos ham, og han vidste ikke hvordan han skulle klare livet længere. Hvis han bare kunne forstå og mærke at han levede så ville det hele vel bare være langt nemmere ikke? Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre, men han kunne vel gøre et eller andet. Bare det var noget der fik ham til at mærke en anden smerte end den han havde nu. For alt ting var bedre end det han kunne mærke nu. Det gjorde det heller ikke bedre at kunne høre alle de bønner der blev sagt inde fra templet. Alt den smerte som folk bar på og som de prøvede at få guderne til at høre på. Der ville aldrig komme noget svar, det havde han netop erfaret, men nogen måtte da have bragt ham tilbage til livet.

Selvom han sad og var dybt optaget af sin egen ulykke og hvad der var sket ham registrede han at der var nogen der satte sig ved siden af ham. Han sagde ingen ting, eller vendte ikke engang blikket for at kigge på personen. Det var først da der blev snakket til ham at han fjernede hænderne fra hovedet. Han lod blikket glide over på person med en tåre trille ned af kinden. Havde han overhovedet fortjent at nogen skulle tænke på ham ud over Nianna? "Karma..." kom det fra ham for at gentage navnet. Han tyggede lidt på det for sig selv inden han svarede hende lidt mere. "Langt fra" det var måske kort men det var præcist. Han var langt fra okey, og han ville helt sikkert ikke blive det nogen sinde igen.

Han var i tvivl om hvad han skulle stille op med hende, og han var ikke sikker på hvad han skulle sige til hende. Kunne man bare sådan slynge noget ud af munden uden overhovedet at kende personen? Kunne man bare ligge hovedet på blokken og blotte sit hjerte for alle og enhver? Han havde aldrig gjort det før, og det virkede også bare så forkert at gøre. Så hvorfor skulle han gøre det nu? Han kunne tydeligt mærke glæden der kom fra hende. En glæde han ikke havde haft mærket længe, i hvert fald ikke fra ham selv. Men det var en glæde der gav varme, og selvom det var svært kunne han alligevel ikke lade vær med at trække lidt på smilebåndet. "Hvis du kender en måde at få mig til at mærke en anden smerte end det jeg gør nu.... Så ville jeg sætte pris på det." kom det fra ham og kiggede ned i trappen inden han tørre en tåre væk fra hans kind. Kunne han åbne sit hjerte fra alle og enhver, eller kunne han bare sidde her mutters alene? Godt nok var han ikke alene lige nu, men det ville han snart være igen. Nianna havde aldrig kunne forstå hvad det var han have været igennem. Men hun havde heller ikke oplevet så meget da hun havde været lukket ude fra omverden. Måske af frygt, måske af noget andet. Han vidste det ikke helt, og havde faktisk aldrig spurgt hende.

Hvordan forklarede med hvad en smerte var? Han kunne ikke engang forklare Nianna det. Det var bare noget man følte, og hvordan skulle man formidle det i sprog? Han kunne ikke forklare det, han kunne vise det ja. Men han kunne aldrig fortælle hvad en smerte var. Den sad dybt i ham og havde gjort det længe. "Hvorfor ikke? Smerte er smerte, og hvis det kan få mig til at mærke jeg lever, så kan jeg vel godt mærke en anden smerte end den jeg har i brystet?" kom det fra ham og kiggede lidt på hende. "Hvordan skal man ellers komme over hjertesorger, utallige voldtægter og tortur?" kom det lidt mere stille fra ham end før. Han kendte ikke svaret på sit eget spørgsmål. Men hvis nu en eller anden bare ødelage ham lidt, fik ham til at mærke han levede, så var alt vel godt igen? Det ville måske ikke være det optimale vej at gå, men hvad vidste han egentlig også om det? Han havde aldrig mødt noget godt i sit liv ud over Marad og nu Nianna. Så kunne han vel lige så godt fortsætte i det negative mørke han havde været i igennem hele sit liv. Det var det han kendte bedste, og det var det han vidste hvad var. Måske det også ville hjælpe ham til at få Marad tilbage?

Hvad var egentlig det for et svar at give ham? Men så igen, det var anden person han havde stødt på her i livet som ikke forstod hvad det var han havde sagt. Hvordan vidste man ikke hvad en voldtægt var, eller tortur for den sags skyld?! Var nogle bare så uvidende og levede i deres egen lille bobbel til at de ikke vidste hvad han sagde? Havde han sagt det på en måde der var utydelige? For han have da været ret tydelig i mælet. I hvert fald hvis man spurgte ham selv. "Jeg vil ikke elske igen, det bringer intet godt med sig." kom det fra ham og sukkede lidt for sig selv. Han ville bare gerne have den person han elskede i sit liv. Men ikke engang det kunne han få. Hvordan skulle han kunne finde en at elske når han aldrig havde haft mærket kærlighed før han mødte Marad? Det var ikke nemt for ham på nogen måder, og alt det han have været igennem gjorde det ikke en skid bedre. Han ville bare gerne opleve smerte så han slap for smerten i brystet. Måske han skulle gå ned til arenaen der var, måske han så ville dø? Muligheden var der jo.

Der var den igen. Ingen forstod hvad det var han have været igennem. Det var utroligt som han altid skulle møde dem som ikke engang forstod hvad det var der var sket ham. Det var ligegyldigt, alt ting kunne være ligegyldigt. Det var ikke længere sjovt at være ham, og han ønskede egentlig bare ikke at være til besvær som han altid var. "Der kan du selv se. Det er slet ikke sjovt længere. Kunne jeg ikke bare blive skudt ned eller noget. Det ville være langt bedre." han slog lidt ud med hænderne, og overvejede om det var det klogeste han nogen sinde havde sagt et sted som dette her. For det var jo ikke fordi han ville dø, han ville bare mærke en smerte han kunne sætte sig ind i. En smerte der var forbundet med noget andet end et ødelagt hjerte.

På den ene side han han lyst til at rejse sig at gå. På den anden side ville han bare sidde her og vente på at blive smidt i brummen. Måske han skulle stjæle et eller andet for i det hele taget at mærke en form for sult eller noget? Nej det kunne han heller ikke. Han var ikke længere den der stjal for at få mad på bordet. Desuden så havde Nianna jo allerede tilbudt ham et hjem, og der var mad nok. Det var bare med at tage tilbudet i stedet for. "Orh hold op" kom det fra ham og lagde armene over kors. "Der er sku ikke noget positvit at fortælle om mit liv eller noget af det jeg har oplevet. Det er skræmmende og slet ikke værd at høre om." kom det fra ham og kiggede på hende med et opgivende blik. Han ville hellere end gerne bare være alene, men det var jo ikke fordi hun ville lade det ske. Bare fordi at han ville opsøge et eller andet der kunne gøre ondt. Det var vel bedre end ingen ting var det ikke?

Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre lige nu, men en ting var sikkert, hvorfor skulle han fortælle om sit liv der ikke engang var hver at fortælle nogen om? Det kunne være lige meget med hans liv, det var ikke særlig specielt, nej det havde mere eller mindre været et kedeligt liv og meget udfordrende. "Jeg ved ikke engang hvor jeg skulle begynde hvis jeg fortalte om mit liv..." kom det fra ham. Selvom hendes hånd lå på hans skulderblad tog han sig ikke af det. Han var lige glad, men alligevel kunne han ikke  gøre andet end at sukke. Han havde et skuffende liv, og intet godt lå i det længere. Det var virkelig ikke som det havde været en gang.

Hvordan startede man på en hel livs historie til en der ikke engang kendte en? Hvordan forklarede man alt hvad man havde været igennem uden det lød barbarisk og ødelagt? Ikke at hun nok ville kende ordene men han var lige glad. Han slog sig lidt i panden med en flad hånd og sukkede efterfølgende. "Har du nogen sinde oplevet kærlighed?" spurgte han og kiggede på hende. Han havde kun været forelsket to gange i hele sit liv, og det var sidste gang der havde ødelagt ham fuldstændig. Det var ikke noget han ville opleve igen, og han var endda ved at være lidt gammel.

Hvis hun havde oplevet kærlighed, hvorfor skulle han så opleve det? For han orkede ikke engang at tænke på kærlighed længere, det havde aldrig kommet noget godt ud af det, og han havde kun været forelsket en enkelt gang, det ville nok aldrig komme til at ske igen, og han ønskede ikke engang at det skulle ske, for hvad godt var der i det hele taget ved den slags? Han rystede lidt på hovedet. "Jeg har ondt af dig" kom det fra ham og lagde ikke engang mærke til den tåre der løb ned af hendes kind. Han ville ikke engang kigge på hende, for hvorfor skulle han? Hun ville vide om hans liv, og det var ikke der han ville hen. Men han kunne lige så godt være ærlig. "Jeg oplevede det for første gang, og det kom ikke noget godt med sig" han sukkede lidt og kiggede ned for endne af trappen han sad på.,