Det havde efterhånden været en lang dag for Nianna, hun havde allerede i de tidligste morgentimer, været en tur nede ved den store sø, i et forsøg på at blive selv forsynende med fisk, hendes samvittighed plagede hende hver eneste gang, hun listede sig til en inde i byen.
Nianna havde brugt de sene nattetimer på at sidde og binde grene sammen, til en mulig fiske fælde. Om hendes teori holdt i praksis ville kun tiden vise. De lange bløde pile grene havde hun bundet sammen i en lang fiskeruse. Hendes tanke var, at når den lå placeret op imod strømmen ville fiskene svømme ind i den store ende, der snørede sig langsomt en smule sammen, med et pileflet udenom så de ikke ville kunne svømme ud igen. 

Der lød en sagte nynnen fra hende, imens hun gik langs vandkanten i bare fødder. Hun burde virkelig snart finde en måde at lave noget fodtøj på, for selvom vinteren stadig var mild på disse kanter, måtte hun erkende at det var for koldt for tæerne. I hendes ene hånd havde hun en håndfuld af de bær hun havde modnet i sit lille paradis, boysenbær og blåbær var ikke ligefrem det meste udbredte på disse årstider, men smagen var mild og sød præcis som de ville være om sommeren. Som altid bar hun sin nederdel og overdel hun selv havde lavet ud af et rådyr skind, nederdelen med en slids ved det ene ben, så hun havde en større bevægelighed i den, hendes blonde hår var bundet løst op med en læder strimmel i nakken, men et par vildfarende totter hvirvlede i den milde brise. 

Hun havde placeret rusen i strømmen ude fra floden, i spænd mellem nogle store sten for at tvinge de forhåbentligt mange fisk igennem åbningen. Da hun fik øje på stenene ude i vandet lyste hun op i et stort smil, vandet var uroligt, der kom et enkelt plask fra dem, og hun gjorde et lille begejstret sejrshop. Hun lagde bærene fra sig på nogle sten inde på bredden, inden hun bevægede sig ud i det kolde vand, hårene rejste sig på hendes arme og det gøs igennem hele hendes krop, da hendes hud kom i kontakt med vandet. Stålfast gik hun videre ud i vandet, ud imod de sten hvor rusen lå placeret.

Llyr havde ladet vinden bestemme retningen, eller rettere sagt, så havde han ladet Koda bestemme sig hvor hun ville hen, og han havde ikke kunne gøre så meget andet end at følge med. Den enkelte gang havde han valgt at gå en anden vej, var hun troligt komme tilbage og hevet i hans tøj, så de kunne gå den rigtige vej, og Llyr måtte bare acceptere sin skæbne. Bjørnen havde et tag over ham, som han ikke kunne gøre meget ved.

De var nået til Azurien, en smukt landskab, med flora der mindede om det i norden, dog ikke helt, så Llyr havde underholdt sig selv, ved at tage to skridt og så blive distraheret af en plante han ikke havde set fornyligt. Nogen gange var det bare fordi den ikke var blomstret, men andre gange, var det planter han kun havde læst på, og han havde noteret hvad han kunne og tegnet planten.

Han havde lige rejst sig, da den efterhånden fuldvoksne bjørn som buldrende mod ham, tungen ud af munden, og begejstringen tydelig. Hun hev lidt i hans ærme, og han fulgte efter hende. Hun havde fundet en meget interessant ting, der fangede fisk til hende, og nu ville hun også vise sin far den. Den var dog blevet en smule hærget over en bjørn havde gravet efterhånden et par fisk frem for den.
Llyr prøvede at holde trit med hende, men hun løb bare i fuld fart over mod den, ligeglad med det andet menneske der var i nærheden, men pjaskede mod fælden. Han var dog en anelse efter hende, og han kunne også godt se et menneske i nærheden. Og mennesker plejede ikke at tage så venligt til bjørnen, hvilket han efterhånden havde forstået.
"Koda, kom tilbage," kaldte han. Koda stoppede også kort op, efterhånden fundet vej ned i vandet, og stod derfor i det kolde rislende vand, og kiggede mod Llyr. Hun var dog kun efterhånden et par meter fra snaren.

Nianna fortsatte ufortrødent igennem det bidende kolde vand, mens hun nynnede en stille men dog munter melodi for sig selv. Hun kunne se fiskerusen komme til syne i vandet, og blev tydeligt nedslået da hun så hvor medtaget fælden var blevet. Hun rynkede panden og sukkede dæmpet for sig selv, inden hun rakte ud efter fiskerusen, heldigvis var der stadig nogle fisk deri men den trængte til en alvorlig reparation. En lyd fik hevet hende ud af sine tanker, og med rusen i hænderne drejede hun let rundt i vandet, og kastede sit lysegrå blik ind imod bredden, hvor en stor brun bjørn kom til syne med kursen lige imod hende. Nianna stivnede på stedet og rent instinktivt trak hun hænderne og rusen ind til kroppen. Angsten stod malet i hendes ansigt, men hvad? Noget fik bjørnen til at stoppe blot få meter fra hende. Febrilsk lod hun blikket kortvarig glide væk fra bjørnen, og en mand kom til syne bag den.

Kunne han virkelig stoppe en bjørn? Hvem var han? Stiv af skræk, ænsede Nianna slet ikke det kolde vand der strømmede omkring hendes ben og gik hende op til lårene, istedet søgte hendes blik tilbage til bjørnen. Hun tvivlede på det kraftigste på at noget menneske kunne stoppe et så mægtigt dyr, men kunne det være en evne, ligesom hun også have sin evne?

Nianna bed sig i læben, hun vidste ikke hvordan hun skulle slippe helskindet fra dette møde, et enkelt vel plantet slag fra bjørnen kunne være hendes endeligt, med en rystende hånd stak hun armen ned i rusen og fangede den største af fiskene op derfra, tøvende rakte hun fisken frem imod dyret, og det var ikke på grund af kulden at hele fisken dirrede i luften, hun var skrækslagen og lukkede øjne i håbet om den blot ville nøjes med den største af fiskene og så lade hende være. 

Koda kiggede lidt på Llyr, men siden han ikke sagde flere ord, så hang hans ord ikke ligefrem så godt fast, så hun vendte sig om for at traske videre frem mod hendes mål. Fiske buffeten som hun havde holdt så meget af for blot et øjeblik siden. Dog blev hun stoppet af at der nu stod en person, der hvor buffetten havde været, og tydeligvis holdt fisk.
Hvis man gad at bruge bare lidt tid på at prøve at læse bjørnens ansigt, så kunne man næsten se hvordan øjnene blev store og triste, og hun nærmest begyndte at surmule. Lige indtil der blev rakt en fisk mod hende, og hun traskede glad over til kvinden, og åbnede sit store gab og lukkede ned om fisken, og hev den ud af kvindens hånd, for derefter at tygge tilfreds på den.

Alt dette gav også Llyr mulighed for at nå op til dem, en anelse forpustet, da han ikke ligerem gjorde det til en vane at løbe om kap med sin bjørn. En bjørn som vel og mærke havde de rette gener til at løbe hurtigt.
”Undskyld,” kom det lidt forpustet fra ham, og han lagde en hånd på Koda, for at holde sig i ro for nu. Hun kiggede lidt forvirret op på ham, før hendes blik var tilbage på fiskene. ”Hun er ganske harmløs.” sagde han, som om han var uvidende om hvor store og farlige bjørne var. ”Desværre er det lidt svært at træne en bjørn. Jeg håber ikke at hun skræmte dig for meget.” For en gangs skyld havde Llyr dog også blikket på mennesket foran ham, selvom han ikke virkede tila t kunne læse helt hvor bange hun var.

Lyden af de kraftfulde kæmper der lukkede sig om fisken, og det ryk hun mærkede da bjørnen trak fisken ud af hendes hænder fik hende til at slippe et lille gisp. Hun åbnede tøvende øjnene og betragtede den mand, der var kommet op på siden af bjørnen. Var han dog komplet gak gak? Hendes øjne flakkede imellem bjørnen og den ny tilkommende mand. Hun skulle ikke tage nogen chancer og med rystende hænder fiskede hun en ny fisk op fra rusen og rakte frem imod bjørnen. Hvis den blev mæt i dem, ville den forhåbentligt lagde hende slippe helskindet væk.

Da manden begyndte at tale, skævede hun lettere modvilligt imod ham, hun gjorde et lille nik med hovedet til hans undskyldning, selvom hun ikke helt forstod hvad han dog undskyldte for, det var jo ikke fordi han havde pudset bjørnen på hende, eller havde han? Hendes tanker for rundt i det lille hoved, der lige nu hverken kunne finde hoved eller hale i noget ved denne situation af ren frygt for det store dyr. "Harmløs?" gentog hun lettere mistroisk, hun var ikke helt sikker på betydningen, for hun mente da det var noget med ikke at være farligt, men en bjørn var da om nogen farlig?? 

Hendes hjerte hamrede stadig på fuld tryk i hendes bryst, og det virkede ikke lige frem til at ville tage en slapper lige foreløbigt. Da manden igen talte vendte hun blikket lidt imod ham, skræmt? Han måtte ikke være for skarp, for hun måtte da ligne en der havde set døden ham selv. Hun snappede let efter vejret og prøvede at sige noget, men da hun ikke kunne tvinge nogle ord frem der passede, lukkede hun munden igen og skævede imod bjørnen.

Koda tog glædeligt imod enhver fisk der blev vist hendes retning, men samtidig virkede hun ikke som om at hun havde tænkt sig at angribe, hvis maden stoppede. Det var mere af interesse hun kiggede på Nianna.

Llyr nikkede blot, da hun gentog ordene. For ham havde Koda været ganske harmløs, selvom andre måske ikke så hende sådan. Hun havde aldrig gjort et menneske fortræd, og han havde ikke været i nærheden hvis hun havde gjort andre dyr fortræd... som ikke var en fisk.
"Ja, ganske harmløs, hun er bare lidt sulten," sagde han og nikkede mod fælden med fisk, som kvinden stod med i hænderne, og blev ved med at fodre Koda. Det var i hvert fald ikke måden at få bjørnen til at stoppe. "Og så lang tid du bliver ved med at fodre hende, så bliver hun ved med at bede om flere," kommenterede han så endelig.
Koda var også i god fodderstand, til trods for at det var vinter, og maden burde være svær at finde på denne her tid af året. Og at bjørnen egentlig burde have gået i hi. 

Nianna måtte erkende bjørnen ikke ligefrem virkede truende i sin adfærd, men alle hendes instinkter skreg om det modsatte indeni hende. Hendes blik flakkede hen over bjørnen, over til manden og tilbage igen. Det måtte være den mest besynderlige duo, hun nogensinde havde set. Hvad der lignede et menneske og en bjørn?

Da han begyndte at tale lyttede hun opmærksomt til hans ord, han holdt ganske vidst på at hun var harmløs? Hun gjorde nogle ganske små nik med hovedet, som hun prøvede at greje hvordan det kunne være rigtigt, men da han fortsatte sin tale måtte hun alligevel stoppe op, hun skævede ned på fiskene i rusen og over på bjørnen, han havde jo ret i den ville fortsætte og et lettere flovt udtryk gled over hendes ansigt idet hun tog sig til ansigtet. "Det er.... okay..." lød det lidt tøvende fra hende, der var mere end rigeligt med fisk til hende selv trods Koda allerede havde været i rusen.

"Koda?" spurgte hun forsigtigt manden, mens hun skævede imod bjørnen. Hun trådte et lille skridt nærmere den og rakte sin hånd frem imod den, hun havde aldrig været i nærheden af sådan et prægtig dyr før, og selvom alt i hende skreg: LØØØB kunne hun ikke modstå tanken om at røre ved den, når han nu påstod hun var så harmløs. Helt afventende gled hendes blik frem og tilbage imellem bjørnen og manden.

Koda så stadig noget forventningsfuld ud, men det så da ud som om at kvinden havde lyttet til ham, og ikke havde forsat at fodre fisk til Koda. Til Kodas store skuffelse. Men hun så ikke ud til at hun bare prøve at tage fiskene med magt. Lidt havde hun lært efter at rende rundt med Llyr i årevis.

Llyr så lidt tøvende mellem Nianna og Koda. Han mente hvad han sagde, Koda var harmløs, men hun var stadig et vildt dyr, og det var ikke altid Koda var til at regne med.
Hun trak også hovedet lidt tilbage da Nianna rakte ud efter hende, men flyttede så snuden lidt tættere på, og snusede afprøvende til hånden, og gav den så prøvende et slik med sin store slaskede tunge.

Llyr sank sine skuldre lidt, som han havde opdaget at han havde stået og været lidt anspændt over mødet, men det så ud til at Koda havde det forholdsvist fint med det.
Langsomt fjernede han også hånden fra hendes hoved, for at sige til hende, at den var god nok nu, og hun kunne bare løbe videre hvis der var noget. Forhåbentlig bestemte hun sig ikke for at tage hele fælden med fisk ud af Niannas hænder.

Nianna var temmelig anspændt ved mødet med den store bjørn og manden, men da Koda slikkede på hendes hånd, slap en mild men ganske kort latter over hendes læber, da det havde kildet. Hun gjorde ingen hurtige bevægelser, men betragtede bjørnen med store nysgerrige øjne. Måske den slet ikke var så farlig endda? Hun trak stille hånden til sig igen, og skævede imod manden, der øjnesynligt også virkede mere afslappet i kroppen. 

"Vil du have de sidste?" lød hendes stemme, helt mildt imod bjørnen, inden hun vendte rusen på hovedet og fiskene faldt ned på jorden. Hun ville hellere selv give dem fra sig, end at risikere den blev utilfreds hvis hun tog flugten med dem. Forsigtigt bakkede hun tilbage, mens hun knugede rusen imod sit bryst. Hun var ikke lige frem glad, for de mange møder hun pludseligt havde haft med andre mennesker, i så mange år havde hun sluppet uset rundt, men den sidste tid var hun rendt på faretruende mange, trods de alle havde virket okay. Hun sænkede blikket en smule, utryg ved situationen. Hun gned let hånden imod sin underarm, hvor det rosa mærke snørklede sig over. 

"Undskyld...." lød det lettere beklemt fra hende, mens hendes blik flakkede imellem manden og jorden foran hende. Hun vidste ikke helt hvad hun undskyldte for, men det virkede for hende til at være det rigtige at gøre. Det var tydeligt at høre på hendes tone, at hun var betydeligt mere fortrolig med dyr end andre mennesker, selv de der let kunne slå hende ihjel.

Koda forstod ikke noget af hvad der blev sagt, men lagde blot hovedet forvirret på skrå, lige indtil fiskene faldt ned på jorden, og så var alt pludselig lige meget. Selv hvis Llyr havde haft fat i Koda, så ville intet have stoppet bjørnen, så nærmest at kaste sig ned og spise fiskene, behaget med sig og situationen.
En lyd af protest kunne også høres fra Llyr, da Koda styrtede frem, men han stod på sin plads og kunne ikke rigtig gøre så meget.

Det var nu Llyrs tur til at se lidt forvirret ud. ”Hvad undskylder du over? Det er mig der burde undskylde for Koda,” sagde han. Lidt manerer havde han lært i sin tid omkring mennesker, selvom det ikke var så ofte at han kunne læse folk nok til at huske at bruge dem. Undskyldningen fra Nianna var han dog sikker på ikke rigtig hørte til.

Nianna havde ikke forudset, at bjørnen ville kaste sig frem imod fiskene, et forskrækket gisp lød fra hende idet hun selv gjorde et spring baglæns, for derefter at miste balancen og falde på bagdelen. Hun tog sig til munden, for selvom bjørnen havde forskrækket hende, var et smil gledet over hendes læber over det chok hun fik der ledte til hendes fald. Hun sænkede blikket og genvandt fatningen over sig selv inden hun trak vejret. 

Da manden talte løftede hun ansigtet imod ham, og hendes øjne fandt vej til hans. Hun vidste det ikke rigtigt selv, og trak derfor let på skuldrene. "Er ikke..... ehm...." hun lod blikket dale og bed sig let i underlæben, mens hun forsøgte at genkalde sit et passende ord til sætningen. "Er normalt alene, taler ikke meget..." fik hun til sidst frem, for det at tale var hende ganske uvant, hun havde tilbragt hele sit liv alene i skoven, det var i hvert fald hvad alle hendes minder fortalte hende. Hun gned let den ene hånd over det mærke hun bar på sin underarm, hun vidste ikke hvor det kom fra, eller hvad det betød, det var der blot.

Hun løftede blikket imod bjørnen, der så ud til at være ganske godt tilfreds med fiskene og dybt optaget af dem. Ganske roligt fik hun stablet sig selv på benene igen, og børstede i et par hurtige strøg sandet af bagdelen, inden hun trådte nogle skridt væk fra den og kiggede på manden. Hvem gik dog omkring med en bjørn? Hun forstod ikke helt hvordan menneske og bjørne kunne leve sammen, som det virkede til de gjorde.

Det var lang tid siden at Llyr havde haft en samtale med et andet menneske, men selv han måtte indrømme at denne kvinde var ikke en person af mange ord. Samtalen virkede næsten helt forstumpet, en ufattelig ting at han overhoved opdagede, som han plejede at have næsen mere nede i dyrene og naturen end noget andet.

”Jeg plejer også at være alene, udover Koda. Jeg snakker bare med hende, ikke at hun forstår specielt meget,” sagde han, en anelse uforstående for hvor hun egentlig ville hen med det. At opvokse uden civilisation kunne han ikke helt forstå, da han selv var opvokset i en tætknyttet klan i norden, men de fleste måtte da også blive nødt til at snakke med nogen for essentielle ting. Man kunne ikke lave alting selv, som ene person.

Nianna betragtede manden indgående, inden hun skævede let imod bjørnen, da han omtalte den. Eftertænksomt nikkede hun let til hans ord, selvom det virkede fjollet at snakke med en bjørn. Et lille forsigtigt smil gled over hendes læber idet hun vendte opmærksomheden tilbage imod manden. Hun aldrig aldrig set ham i området før, og noget ved ham virkede anderledes, men med alle de typer hun så komme i land ved havnen var det nærmest umuligt at gætte hvor de kunne stamme fra selvom hendes fantasi nogle gange fandt på yderst underholdende destinationer.

“Er du... ehm herfra?” Spurgte hun stille, selvom hun følte hun kendte svaret på forhånd, han kunne da ikke være herfra, kunne han? 

Llyr så først lidt undrende ud, og kiggede sig så omkring. Hans øjne spejdede mod noget der kunne være velkendt fra hans opvækst, da han faktisk ikke var helt klar over hvor han var i landet. Man tabte hurtig den fornemmelse når man blot løb efter en bjørn.
Hans øjne kom tilbage til Nianna, før han rystede på hovedet. ”Nej, jeg er ikke herfra. Jeg er fra… Dragonisdalen. Oppe… Nordpå,” tonelejet var lidt usikker, og det eneste han havde at bedømme fra, var at der var væsentlig varmere her, end der var oppe i Dragonisdalen når det blev rigtig vinter. Så det måtte næsten være mere sydpå. Om end han ikke vidste hvor meget.
”Hvor er det egentlig præcist vi er?” endte han også med at spørge. Det ville nok være meget rart at vide.

Niannas blik fulgte ham nøje, som han kiggede sig omkring, han virkede næsten lige så fortabt som hun forestillede sig selv, hvis hun kom væk fra Azurien. Smilet dansede let om hendes læber, da han rystede på hovedet, så havde hendes fornemmelse omkring ham alligevel været rigtig nok, dog havde hun aldrig hørt om et sted med det navn før, så hun havde ingen fornemmelse af hvorhenne det måtte være i forhold til Azurien. Hun nikkede stille, for at vise hun altså godt have hørt ham, trods hun ikke helt vidste hvad der ville være passende at svare til det. Hun kunne dog ikke holde sin muntre latter tilbage, da han spurgte til hvor de egentligt befandt sig henne. "Azurien.." svarede hun fornøjet, en vis stolthed lå i hendes stemme, det var hendes hjem, søen og skovene var alt hun kendte til, men hun elskede det. Vinteren var ikke så hårde, og sommeren ikke al for varm, en god blanding der passede hende fortrinligt. 

Llyr så ikke ud til at være særlig påvirket af at blive grinet af, næsten som om han ikke helt forstod hvad der var det sjove, eller at han var objektet for grineriet. Da han til gengæld hørte navnet, kunne man næsten se hvordan tandhjulene drejede i hovedet på ham, mens han mentalt prøvede at placerer lokationerne i sit hoved.
"Oh, det er næsten stik nord fra ham," sagde han, et let smil kom frem på hans læber igen. Det var nok nærmere lidt nordvest, pga. hvordan landet lå, men det var tæt nok på, til at han havde en ide om hvor han var. Det kunne egentlig også godt være at han skulle overveje at tage hjem hvis han virkelig var så tæt på.
"Du er måske lokal herfra?" spurgte han.

Stik nord? Tanken strøg rundt i hendes hoved, mens hendes blik gled rundt. Hun vidste ikke hvilken retning det var, da hun aldrig havde haft nogen til at lære sig den slags. Hun trak let på skuldrene, mens smilet dansede om hendes læber, for det havde aldrig generet Nianna at der var så mange ting hun ikke kendte til, hun havde en overbevisning om hun tids nok skulle lære alt der måtte være nødvendigt, på den ene eller anden måde. 
Lyden af hans stemme, trak hende ud af tankerne, hvad var det nu han spurgte om? Hun brummede eftertænksomt, indtil det begyndte at dæmre for hende og hun lyste op i et stort grin. "Ja, skoven er mit hjem..." svarede hun stolt som hun rankede sig op, med hænderne placeret på hofterne. Hun havde jo lavet sit eget lille paradis derinde, skjult for omverden hvor alt stod frodigt og grønt, som på en varm sommerdag. 

Hvis man aldrig bevægede sig langt væk fra sin bopæl, så var nord heller ikke nødvendig at kende til. Llyr havde bare lært det, fordi han skulle. Både fordi man ofte skulle langt for at jage, og derfor var det en god måde at kunne finde hjem på, men også da han begyndte at vandre landet. Hvis han ikke vidste hvordan han fandt hjem, så ville det være en ganske ensom tur.

Llyrs øjne gled over på skoven der stod ikke så langt derfra. Det var ikke som om at det var noget der faldt ham underligt. Han havde brugt en del tid i skovene, og det var jo også der han havde fundet Koda, selvom det havde været længere vestpå.
"Der er også alt hvad man har behov for, for at overleve," indrømmede han, og kiggede tilbage til Koda, som så ud til at være ved at være færdig med sine fisk.

Nianna kunne ikke helt slippe tanken om norden. Hun havde ofte overvejet at drage ud i verden, men hun kendte intet til landet udenfor skoven, kun den smule hun havde erfaret hist og her, men intet der gav hende mulighed for at kunne finde rundt. "Kan du.. ehm fortælle om.." Hun gik til sidst i stå, da hun ikke kunne genkalde sig det ord han havde brugt om sit hjem. Det var helt sikkert noget i retningen af Drago, men resten lå hende for fjernt. Hun fulgte hans blik imod den store brune bjørn, hun kunne ikke lade være med at være en smule overrasket over hvor hurtigt den havde spist fiskene. Hun trak let på smilebåndet, inden hun lod blikket vandre ud imod vandet. Det burde ikke være så besværlig at fange nogle nye, når lige fiskerusen var blevet repareret lidt efter Kodas angreb på den.

Hun vendte sig imod Llyr med et nysgerrig smil omkring læberne. Hun håbede at han ville tage sig tid til at fortælle lidt om norden, det lød koldt på en eller anden måde, men kunne vejret være så meget anderledes der fremfor Azurien? Hun tvivlede nu ganske kraftigt på det, for hvor langt kunne der lige være til norden? En dag eller to? 

Det var lidt som om Llyr generelt virkede lidt som et forvirret individ når han var omkring mennesker. Ikke noget han selv havde lagt mærke til, men det som om hvert ord der kom ud af en anden person, gjorde ham overrasket. Han var muligvis ikke så vant til en samtale der gik begge veje, og derfor påkrævede at han selv skulle svare. Koda kom i hvert fald sjældent med spørgsmål. Og de spørgsmål der opstod, var ikke verbale. ”Om hvor jeg kommer fra?” supplerede han.

”Altså, det er koldt,” startede han med at sige, før han rystede på hovedet, det var næppe en forklaring, så han prøvede at rejustere sine tanker, væk fra Koda, og de interessante ting omkring dem, og i stedet for fokusere på sine minder om sin barndom i norden.
”Det er et unikt sted, især når man kommer hernede fra. Selv om sommeren er det køligt, og man skal ikke langt op af bjergene før man finder sneen igen. Der er en masse forskellige dyr. Vi har døjet meget med drager, super interessante dyr, men også meget farlige, min bror har faktisk ofte været med til at nedlægge dem, og sørge for at landsbyen ikke bliver ramt. Vi bor i små hytter i et lille område, hvor alle kender hinanden. Vi har ikke så mange bøger deroppe, men folk er meget tætte på hinanden, så det er mere som at have en stor familie. Det kan dog godt være svært at finde mad deroppe.” Hvad var der ellers at sige om det. Han kunne sagtens gå i gang med floraen og faunaen deroppe, men noget sagde ham at Nianna ikke ville værdsætter en så teknisk samtale.