Det var endnu en kølig vinteraften i Dianthos. Frosten hang i luften, men det havde ikke forhindret Nicodemus I at iføre sig en varm kappe, et par luffer og ørevarmere, og drage forventningsfuld ud i den begyndende nat.
Hans fader var midlertidigt kaldt tilbage til Herregården, og de irriterende folk voksne, han havde sat til at våge over Nicodemus troede, at den unge adelssøn var gået tidligt i seng. I stedet havde han usynligt sneget sig ned ad gangene og ud i byen, hvor livet kun lige var begyndt.

Han havde valgt en af de lidt mindre kroer i Skumringskvarteret, for her ville han næppe støde på nogen af de finere folk, der kunne finde på at stille spørgsmål ved hans tilstedeværelse her. Udadvent som altid var han hurtigt kommet i snak med nogle gæster, der havde spændende historier at fortælle, og som timerne gik, havde den ene øl taget den anden.

Den var vel lagt over midnat, da han rejste sig og gik ud i gadens kølighed, der slet ikke stak nær så meget længere, selv om ikke lige kunne huske, hvor han havde lagt sin kappe. Lidt besværet famlede han med bukserne efter at have lettet blæren og måtte læne sig op ad den nærmeste mur et lille øjeblik, da han endelig fik dem knappet.
Pis, hvordan skulle han nu finde tilbage til Paladset?

"Hey rigmandssvin!" 

Råbet var småaggressivt og kom fra en mand, der netop var trådt ud fra kroen. Han havde vel nok set Nicodemus give et par runder i baren, og han var tydeligvis ikke begejstret for byens såkaldte elite - heller ikke den mængede sig med pøblen.
Nicodemus vendte sig lidt småforvirret rundt i retning af stemmen og øjeblikket efter så han stjerner, som mandens knytnæve ramte ham lige i fjæset. Stønnende af smerter vaklede han smule bagud. Dette her var ved at ende rigtig, rigtig galt..

Det var vinter og Tareks ånde stod ud foran ham i mørket, oplyst af de få lampers skær. Klokken var et godt stykke efter midnat, men han havde først fri, når natten sluttede. De fleste ville nok hade at skulle gå rundt i Skumringskvarteret midt om natten, men for ham var det bare en del af det job, han elskede. Og nu hvor Kiles Orden ikke bestemte mere, var det blevet fornøjeligt igen. Før handlede det om at fange folk, der brød udgangsforbuddet, og ellers bare tomme gader. Nu var det faktisk muligt at have hyggelige samtaler og sørge for, at folk havde det godt. Som det skulle være. Og det var med et let smil, at han skridtede ned igennem gaderne. En gang i mellem dukkede et væsen frem fra mørket, og trods den blå uniform, blev der hilst her og der. Han var ikke en ukendt skikkelse i denne del af byen, og de fleste havde efterhånden lært, at han var venlig. Til en hvis grænse.

En mand væltede ud fra en af de små kroer, og Tarek genkendte ham.
”På tide at komme hjem, Beath?”
Manden vendte sig og så lidt på ham med sammenknebne øjne og mumlede et eller andet, Tarek ikke kunne høre.
”Hvad siger konen til, at klokken er blevet så mange.” Han sagde det med et smil og lidt humor, inden han bukkede sig ned i hørmen af sprut og røg for at trække Beaths jakke på plads. Det var koldt, han skulle nødigt blive syg på vej hjem.
”Hun bliver skide sur,” svarede manden og lod halvhesten røre ham. ”Så jeg sover på bænken i køkkenet!” Han snøvlede og var svær at forstå, men Tarek lo lidt.
”Det lyder som en god idé. Kom nu sikkert hjem. Pas på, der er lidt glat.”
Manden løftede en arm og fortsatte ned af gaden. Tarek så efter ham med en let bekymret rynke i panden. Måske han skulle følge ham hjem?

Et råb tog dog hans opmærksomhed, og han så mod en anden lille gade lidt længere fremme. Hvad mon det var? Han skridtede lidt frisk frem og nåede lige at se en mand sende en næve i hovedet på en anden et stykke nede foran en anden kro.
”Hey! Hvad foregår der her?” Han satte straks af sted i forsigtig galop og trak sit sværd fra dets skede, der hang på ryggen af ham. Det var ikke til at vide, hvem man stødte på i denne del af byen, og han havde lært, at et trukket våben kunne stoppe en del problemer bare ved truslen. Og ganske rigtigt, da voldsmanden fik øje på kentauren iført den blå uniform og med et trukket sværd, der kom mod ham i galop, vendte han rundt på hælen og spurtede så hurtigt som muligt ned af gaden. Tarek overvejede kort at sætte efter, men besluttede sig for, at det var vigtigere at se, om den anden var okay. Så han bremsede foran ham og så på ham. Det var en ung mand.
”Er De kommet noget til?” Han stak sværdet tilbage i skeden og trådte ud med bagenden, så han vendte i mod ham.

Nicodemus havde travlt med at forsøge at holde balancen på de isglatte brosten uden for beværtningen. Han fik fat i muren, som han støttede sig tungt op af, mens han blinkede med øjnene for at komme sig oven på slaget.
Det var altså ikke nemt at forsvare sig selv, når man havde drukket så meget! Og selv om den anden mand også havde været fuld, havde han slået en proper næve..

Lyden af galloperende hove ramte hans ører, og voldsmanden fik pludseligt travlt med at komme af sted. Heldigvis for Nicodemus, der ikke havde haft lyst til at slås, og som heller ikke var sikker på, at han kunne gøre sig usynlig i denne her tilstand..

Med store øjne stirrede han på byvagten. Det blonde hår lyste nærmest op i det svage måneskin og hans torso endte i en imponerende hestekrop! Nicodemus tog sig en smule til ansigtet for at mærke på læben. Den føltes som om, den var flækket, og en tynd stribe af blod løb ned over hans hage. Han måtte stadig støtte sig tungt til muren, for benene ville ikke rigtig lystre.

"De er en .. kentaur!" Udbrød han måbende, som han så op på byvagten. Det var første gang han så en af disse væsner tæt på..

Selv i det svage lys var det nemt at se, at den unge mand havde fået et slag, da en streg af blod var næsten sort mod hans hud ned over hagen. Tsk. Tarek ville aldrig lære at forstå alt det vold. At den unge mand, ud over at bløde, var fuld, var der vist ikke så meget tvivl om, men det var de fleste væsner på gaden på den her tid. Fulde eller kriminelle. Han var holdt op med at forsøge at gætte, hvem der var hvad, når han mødte dem, men som han stod der og så på den unge mand, var han ret sikker på, at han bare havde været ude for at hygge sig på kroerne.

Tarek tilbageholdt et suk, da det atter en gang blev slået fast, at han var en kentaur. Man skulle tro, at folk fra Dianthos troede de halve heste var myter, for det skete ret ofte, især fra fulde folk, at han hørte lige netop den konklusion.
"Det er jeg. Er De kommet noget til?" Han gentog tålmodigt spørgsmålet og lænede sig ned for at tage fat i den unge mands arm for at støtte ham, så han ikke væltede eller gled.

Der var et eller andet ved ham, der fik Tarek til at konkludere, at han ikke hørte til i bydelen. Måske var tøjet lidt finere, måske var han lidt for ren, lidt for pæn. Ikke at han var overrasket, der var mange fra både den centrale og den højere bydel, der kom til Nedre By, ja endda Skumringskvarteret som de var i nu, for at spille hassard og drikke. Der var færre grænser i denne bydel og friheden var for nogen åbenbart lokkende. Tarek hankede lidt op i den unge mand og betragtede hans ansigt lidt nærmere. Det så ikke slemt ud.
"Var det en, De kendte?" Det ville da være rart at få sat et navn på skikkelsen, måske det var en, han kendte i forvejen og kunne tage en snak med.

Nicodemus' hånd var stivnet i nærheden af den flækkede læbe, opmærksomheden helt og holdent på kentauren som tårnede sig op foran ham. "Undschkyld.. det var ikke for at fornærme Dem.." Fremstammede han. Han huskede svagt noget om, at kentaurer vidst ikke var så glade for, at man påpegede hvad de var.
Taknemmeligt greb han armen, der blev rakt til ham. Normalt var han ganske let til bens, men det var pludseligt blevet virkelig svært at få balancen. Kinderne i hans unge, drengede ansigt var rødmossede af kulde og alkohol.

"Min ben fungerer ikke helt, som de plejer!" Klagede han. Han havde allerede glemt læben, selv om en smal stribe af blod nu plettede hans hage. Såret var heldigvis ikke dybt, men det ville næppe se kønt ud den følgende dag, og han ville skulle bruge en del kreativitet for at forklare det..

Han lænede sig lidt mod armen, mens han stirrede ned ad gaden, hvor banditten var forsvundet hen. "Han var inde på kroen.. jeg tror ikke han ku' lide mig.." Svarede han lidt hjælpeløst. "Jeg var ellers flink nok!" 
Lidt for flink, faktisk. Pengene sad tit løst på den unge adelsknægt, der ikke holdt sig tilbage fra at købe drikkevarer til både sig selv og andre. Han forstod slet ikke, hvad manden havde været så sur over, men han havde efterhånden lært, at en adeligs tilstedeværelse alene var nok til at provokere nogle..

Tarek måtte anstrenge sig lidt for ikke at le, da den unge herre så ud til at blive helt bange for at have sagt noget forkert. I stedet smilede han beroligende, et smil der fik rynkerne om hans øjne til at stå frem og venligheden til at skinne ud af ham.
"Det gør ikke noget. De fleste bliver lidt overraskede." Godt nok fandt han det en smule irriterende, altid at få fortalt sin egen race, men han blev sjældent sur over det, kun hvis nogen reagerede negativt på ham. Han tog det i stedet for som en mulighed til at introducere sin slags på en pæn måde. Ja, altså medmindre det var en kriminel, der skulle slæbes med til arresten. Så var den sag nok tabt på forhånd, grundet den blå uniform.

Smilet ændrede karakter og blev lidt mere skævt, da ungersvenden konkluderede, at hans ben ikke helt fungerede som de plejede. Nej, det kunne han godt bilde ham ind, han virkede til at have fået lige rigeligt indenbords. Så Tarek gjorde sit bedste for at holde ham stående på den glatte overflade. De skulle nok blive sjovt at slæbe ham hjem, hvor så end det var. For efterlade ham kunne han ikke, medmindre han ville tilbage på kroen og have et værelse. Ikke at Tarek ville anbefale det i denne del af byen, det var ikke så ofte, at sengehalmen blev skiftet og det skulle vist også myldre med væggelus de fleste steder.

"Nogle gange er det at være flink, bare ikke helt nok." Og nogle gange udså banditter sig en, fordi man var flink. Der var også rigtigt, rigtigt mange, der mente Tarek var et nemt offer, fordi han var flink og venlig. Men de tog stort set altid fejl, for han var ikke idiot.
"Skal jeg ikke hjælpe Dem hjem? De ligner en, der har brug for at komme hjem og sove lidt." Hans stemme var stadig venlig og han smilede stadig lidt, så den unge herre skulle føle sig tryg.

Nicodemus sendte et stort, drenget smil op til kentauren. Han var meget lettet over, at byvagten ikke lod til at være let at fornærme. Tværtimod virkede han umådeligt rolig og hjælpsom, og Nicodemus støttede sig tungt til hans arm.
Inde fra værtshuset lød det til, at festen stadig var i gang. Lysene brændte og en eller anden var brudt ud i højlydt sang - ganske uvidende om, hvad der var foregået udenfor. Nicodemus var ikke sikker på, at nogen af dem ville være kommet til hans forsvar, men han håbede det.

Han tørrede læben med bagsiden af ærmet og sukkede dybt. "Det har De helt ret i, Hr. Kentaur. Bitre folk bliver også ekstra bitre, når de har .. eh .. drukket." Han stoppede sig selv et øjeblik, da han hikkede - bange for, at der kom noget med op. Det gjorde der heldigvis ikke, men omgivelserne sejlede stadig en smule.

Alligevel, da kentauren tilbød at hjælp ham hjem, satte han hælene i. "Åh nej, jeg kommer i en frygtelig ballade, hvis familien ser mig .. schådan her.." Han fægtede lidt med armen for at demonstrere hvad sådan her var, og han havde fået overbalance, hvis han ikke havde haft byvagten at støtte sig til.

Der var en god larm fra kroen, men Tarek havde sit fokus på den unge mand. Dog ville han reagere, hvis han hørte noget, der ville kræve hans tilstedeværelse, men lige nu var det bare den typiske lyd af druk og fest, og de grå øjne hvilede på den fulde ungersvend. Pludseligt så den unge mand lidt bleg ud, og Tarek trak sig en smule tilbage, dog uden at slippe ham, så han ikke stod lige i linjen for, hvad der kunne komme væltende. Intet skete, men det var nok bare et spørgsmål om tid. Det ville ikke være første gang, at han kunne klappe en fulderik på ryggen, mens lyden af maveindhold, der ramte underlaget, fyldte luften. Lugten i sig selv var ofte nok til at slå en minotaur ud, og det var en af de mindre behagelige elementer ved Tareks ellers elskede job.

”Mit navner Tarek. Må jeg spørge, hvad De hedder?” Han smilede stadig, og gav hans arm et klem. Det skete ret ofte, at folk ikke ville give ham deres navn, men det var nu mest de kriminelle, eller dem der var i problemer. Denne unge mand ville som en start ikke hjem, fordi han ville komme i problemer. Det gik dog ikke, for Tarek ville ikke efterlade ham her i den tilstand. Så måtte de finde på noget andet.

”Ah ja, det kan vi ikke have. Har De så et andet sted for natten? Eller skal vi finde Dem et kroværelse, måske i en anden del af byen?” Tarek holdt godt ved ham, som han var ved at vælte, mens han fægtede med armen. Hans fornemmelse sagde ham stadig, at knægten her var af en af de rigere familier, så forhåbentligt var det ikke et problem med at finde et sted at være, nu han ikke ville hjem. Fik han hans fulde navn at vide, ja, så kunne han godt finde på at slæbe ham hjem alligevel. For hans egen sikkerheds skyld.

"Nicodemusch.. Césaire af Isenwald." Nicodemus var for fuld til at tænke over et andet navn end sit eget, og spørgsmålet fik ham i stedet til automatisk at lire sit fulde navn af, som han var blevet opdraget til at gøre. Han ville have afsluttet præsentationen med et buk, men kentaurens arm holdt ham godt på plads, og det var nok for det bedste, for ellers havde han endt med næsen i mudderet.

"Øh.." Han trak lidt hjælpeløst på skuldrene. For et år siden havde han snildt kunne skaffe sig et sted at sove, men han var ikke sikker på, at han var inde i varmen længere hos dem, han plejede at hænge ud med - desuden ville det betyde flere problemer at opsøge dem nu.

"Et kroværelshe lyder godt.. Jeg skal nok betale." Skyndte han sig at sige. Han skyndte sig at klappe sig på bæltet og mærkede til sin lettelse at pungen stadig var der. Det havde den nok ikke været, hvis fulderikken havde fået ordentlig fat i ham.. "De er en god mand, Hr Tarek." Snøvlede han.

Isenwald. Tarek brugte ikke meget tid i den øvre bydel, han var af sine overordnede hurtigt blevet placeret i nedre by med vagter i den centrale del også, mest fordi han selv ønskede det, men også fordi der havde været en enkelt episode eller to, hvor han ikke var kommet så godt ud af det med de fornemme og rige. Deres syn på verden lå langt fra hans, og af en eller anden grund kunne han bedre klare at blive kaldt en grim krikke af en fulderik end at få syrlige kommentarer fra adlen.

Men han kendte dog navnet Isenwald. De havde været involveret i bestikkelsessagen med Kiles Orden. Kort kneb han øjnene sammen og lod blikket glide over knægten, Tarek var normalt ikke en mand, der hadede, men Kiles Orden … han kom dog hurtigt frem til, at han tvivlede på, at den unge mand havde haft noget med det at gøre.
Hvor boede Isenwald? Han var ikke sikker, så med et suk konkluderede han, at det måtte blive til en kro. Heldigvis så det ud til, at den unge mand havde krystaller på sig.

”Jamen, vi må hellere finde en kro til den unge herre. I en lidt anden del af byen.” De grå øjne så lidt opgivende og overbærende på ham, men venligt, og han smilede en smule skævt. ”Det er en del af mit arbejde. Nå, tror du, at du er i stand til at sætte en fod foran den anden?” Han havde stadig fat i armen på ham, og hjalp ham ud fra husmuren. Han håbede, at knægten kunne gå selv, for nok havde Tarek en bred hesteryg, men han var ikke ligefrem glad for at skulle slæbe rundt på folk, og slet ikke fulderikker. Der kunne ske alverdens mindre behagelige ting, når de endte på ryggen af ham.

Nicodemus bemærkede hverken kentaurens korte tøven eller de smalle øjne. Dertil var han alt for optaget af at få omgivelserne til at stoppe med at snurre. Det var nok godt det samme, at han ikke skulle til at forsvare familienavnet - han gjorde ikke ligefrem det bedste indtryk, hønefuld som han var.

"Jeg kan sagtens gå!" Sagde han og så smilende op på Tarek, før han gik i gang med et sætte en fod foran den anden - noget, der tydeligvis krævede hans fulde koncentration, og han var derfor usædvanlig tavs på den første del af turen.
Lige ind til han ikke var det længere.

"Jeg tør vædde med at schlynglerne tisser i bukserne, når du kommer løbende for at fange dem." Sagde han muntert med et blik op på kentauren og var lige ved at snuble, fordi han ikke så sig for. Han sagde det ikke for at drille, men han tænkte heller ikke over, at ordvalget måske ikke var det heldigste.

Et sært udtryk kom over hans ansigt og han stoppede brat. "Åh.. øje.. BVADR.." Nu ville aftensmaden pludselig gerne op igen, og han vendte hoved til siden og ørlede det bedste han kunne ud over gadens brosten.

Tarek så lidt skeptisk ud, da den unge Isenwald påstod, at han sagtens kunne gå. Men han slap dog hans arm og lod ham forsøge. Det gik vist nogenlunde, så Tarek fulgte med i det langsomme tempo ned ad gaden, næsten som et voksen med et barn, der kun lige havde lært at gå. Han havde ikke tænkt sig at forsøge at gribe ham, skulle han snuble, så hellere samle ham op fra vejen.
De gik i tavshed det første stykke, bortset fra at Tarek fik ham til at dreje ned af en anden gade, der ledte mod den centrale del af byen. Der lå en kro, Tarek ville være tryg at efterlade den unge man på. Kromutter plejede gerne at ville holde lidt øje med sine lidt for fulde gæster.

Selvom det måske ikke var det mest velvalgte at sige, blev Tarek ikke fornærmet. Han havde ret hurtigt lært, at de fleste beboere i Dianthos ikke havde set en kentaur før, og især fulde folk kom med nogle bemærkninger ind i mellem. Heldigvis tog Tarek ikke tingene specielt tungt, så han kunne godt le med og sende et par kommentarer tilbage. 
Det nåede han dog ikke, før maveindholdet fra den unge mand plaskede ud på gaden. Han trådte et skridt tilbage for ikke at stå i vejen, og rynkede kort på næsen, inden han automatisk trak vejet i gennem munden, så han ikke skulle lugte til den velkendte rådne lugt af halvfordøjet mad og sprut.

Han sagde ikke noget, mens han ventede på, at Nicodemus fik tømt maven, men så snart den unge mand virkede til at være lidt mere nærværende igen, gav han hans skulder et opmuntrende klem.
"Jeg bruger mere tid på at sende fulderikker som dig hjem i seng. Hvilket du vist trænger til." Hvis mennesket fulgte med, fortsatte Tarek ned ad gaden.

Der gik en rum tid, før Nicodemus kunne holde op med at brække sig. Det var som om, alt han havde indtaget denne dag gerne ville op igen, og det i en fart. Han undgik heller ikke helt at få brækstænk på sit tøj, men det var ikke rigtig noget, han selv bemærkede.

"Ugghh." Stønnede han og blev stående foroverbøjet til han var helt sikker på, at det ikke kom mere. "Det var ulækkert." Mumlede han og vendte næsen mod kentauren igen, der stod så ganske pænt og ventede på ham.

"De er en god mand, sådan at bruge Deres tid på at følge mig hjem." Sagde han oprigtigt og fortsatte i et meget langsomt tempo efter Tarek. Han lagde en hånd på byvagtens side for at støtte sig selv lidt og håbede, at det ikke gjorde ham noget. Han virkede så utroligt venlig.

"Fanger De mange forbrydere Hr Byvagt?" Spurgte han, da de var gået lidt. Hans hoved snurrede stadig, men der havde sneget sig lidt nysgerrighed ind i stemmen. Det var noget spændende arbejde de lavede, de byvagter..