Fødderne bevægede sig hurtigt henover de støvede gader mens illusioner blev kastet til højre og venstre hver gang der blev taget et sving og sprunget over en kærre eller en halvmur. Det var til at se på Ayads måde at navigere uden om folk på gaden, at det ikke var første gang han havde gang i sådan en flugt og hvad kunne man egentlig forvente af en gut, der havde levet hele sit liv som tyv? Godt nok havde der været noget mere ro på den front det seneste lange stykke tid fordi hans aktiviteter besad en væsentligt større mængde kontrol nu, men en chance var en chance og det kunne han ikke lade passere. Det var vel ikke hans skyld, at han havde været så uheldig at ejeren af smykkeskrinet han nu havde under armen havde evner der gjorde ham i stand til at tage tyven på fersk gerning. Endnu et sving, endnu en undvigelsesmanøvre; der var så forbandet travlt i disse timer, hvor folk var på vej hjem efter en lang markedsdag. Mørket var stille begyndt at sænke sig, men temperaturen var stadig høj og luften tør af sand og støv. I det mindste havde han en plan om hvor han var på vej hen. Han skulle bare være hurtig nok til at bryde døren op inden manden og hans vagter halede ind på ham.

Endnu et sving senere fik han øje på en velkendt skikkelse og en plan skabte sig med det samme i hans hoved. "Grib!" Godt nok vidste han ikke helt om han kunne stole på Amit, eller om han kunne gribe på så kort varsel, men så snart han havde råbt det kastede han skrinet, for i stedet at søge direkte i retning af døren han havde tænkt på. Han vidste den var svær at få op, men med to hænder fri og en til at holde udkig burde det være en mulighed. "Giv lyd hvis du kan se dem. To i uniform, en-" han afbrød sig selv, "du kan kende dem når du ser dem." En planke blev skubbet til side og så gik han ellers i kast med at forsøge at sparke endnu en frit. "Hvis du løber får du med mig at bestille," tilføjede han som noget der sikkert kunne have lydt som en overbevisende trussel, hvis ikke han havde været både forpustet og kørende på en god mængde både adrenalin og alkohol. 

Amits hverdag begyndte først rigtig på det her tidspunkt af døgnet. Han var på vej til smuglerringen som han arbejdede sammen med hver nat, humøret højt og en glad fløjten over læberne. Han blev afbrudt i sin gåtur da en stemme pludselig råbte grib. Om det var til ham, vidste han ikke helt for han havde sådan set ikke lagt mærke til noget endnu. Ikke før en skygge faldt over ham og hans blik opfangede et mindre skrin der kom flyvende. Hans reflekser var gode nok til at han greb skrinet, om end en anelse forvildet. Det var præcist stort nok til at han ikke ville kunne putte det ind i sig selv, selv hvis det var det, han ønskede. Hans blik opfangede derefter Ayad og han hævede et øjenbryn. Men da det så var sagt og gjort, trak smugleren på skuldrene og stillede sig behjælpeligt som udkigspost.

”Er de pæne?” spurgte han, overraskende rolig i tonefaldet. Han kunne høre råb længere væk og derefter en trussel fra Ayad der fik ham til at kigge sig over skulderen på manden med et skævt smil. ”Uh, virkelig? Nu får jeg jo næsten lyst til at løbe. Jeg vil jo gerne have med dig at bestille!” jokede han grinende. Han blev dog stående. Som smugler og tyv vidste han udmærket hvad dette handlede om og han var altid glad for at give en hjælpende hånd, så længe han fik noget ud af det i den anden ende. Og det burde han vist nok få med Ayad, om end det nok ikke ville være en del af selve tyvekosterne. En skam, men Amit kunne sagtens nøjes med… Andre ting. Han kiggede tilbage mod vejen hvor en større gruppe af uniformerede mænd kom løbende. ”Hvis det er en høj mand med et helt harem af vagtmænd du talte om før, så er de her altså nu, Ayad. Men de ser godt nok pigesure ud..” Det så ud til at Ayad var godt i gang med at bryde ind af en dør. Men Amit havde jo andre muligheder.